Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle
I den forløbne uge skete det igen. En sindssyg person gik ind på en skole og dræbte nogle børn. Det var i Amerika, og så tænker vi, og det har vi også næsten hørt præsidenten sige, at det må hænge sammen med den frie våbenhandel derovre.
Det tror jeg slet ikke. Hvis der er en sammenhæng med noget som helst, og det hele ikke er en ren og skær absurditet, så må det hænge sammen med den måde, vi behandler børn og unge på. Udsatte børn og unge vel at mærke. Ikke dem, der lever i normale og trygge kår, men dem, der lever i medmenneskelig isolation.
Det ondes problem har eksisteret altid. I de oldgamle tekster hører vi om kampen mellem de gode og onde kræfter. I Tolkiens og andre fantasiverdener hører vi om den samme kamp. Og i vores lille daglige trummerum undgår vi heller ikke at udsætte os selv eller udsætte andre for det onde.
Så kan vi bede Fadervor nok så mange gange.
Det onde er kommet for at blive.
Og ja, jeg tror, at det er vores største opgave på denne jord at bekæmpe det. At befri os og andre fra det. At lægge afstand til det, eller måske tværtimod at stille op lige overfor: at konfronteres med det.
Men jeg tror så til gengæld ikke, at det onde findes i onde mennesker – jeg tror ikke på den store opdeling i Gud og Satan. I Himmel og på Jord. Nej, den gammeltestamentlige Gud er efter min bedste overbevisning ligeså ond som han er god – eller han handler ondt ( tænk på de mange folkedrab, han præsterer) ´. Jeg forstår mig i al fald ikke på Guds handlinger.
Og Satan, ja han er trods sit brogede væsen ind imellem slet ikke så ond endda.
Nu væver ( eller svæver ) jeg i nogle tankebaner, hvorfra jeg nok burde holde mig langt væk, dels for ikke at kede jer eller forarge jer, kære læsere, og desuden for ikke at blive uvenner med den ganske kristendom.
Desuden: det ondes problem er der skrevet mange lærde afhandlinger om uden at det derfor er blevet løst, og jeg kan ikke løfte så meget som en flig af det slør af mystik, der indhyller det.
Jeg sidder ind i mellem og gnasker på en afhandling om selvsamme problem – en idehistorisk redegørelse for THEODICE-PROBLEMET med udgangspunkt i en brevveksling mellem filosofferne Bayle og Leibniz – det kan man nok blive klogere af, men aldrig klog nok til at begribe, hvordan Gud kan tillade det onde, når han er almægtig.
Som kristen bør jeg vel se at få has på de ting.
Men det kan vi vende tilbage til. Herunder af tegneren NEX – illustration til en artikel i Randers Amtsavis d.2 januar 2012: Nytårsønsker. Artiklen handler også om ondskaben i verden, så den passer godt her.
Lige nu vil jeg hellere tale jordnært om samfund og mennesker og holde Gud udenfor. Og jeg tror, at den måde, vi behandler børn og unge på, er med til at bestemme, hvordan de bliver i deres liv og hvordan de kommer til at handle. Det er mishandling af børn, vi skal forbyde. Ikke våben. Jeg har skrevet flere bøger om børn ud fra de tanker.
For flere år siden gik en student i Århus amok præcis som den unge mand i Amerika forleden. Han læste massekommunikation på universitetet, og var det man så nedladende og dog med et muntert glimt i øjet kalder en evighedsstudent.
Han tog et gevær, gik ind på kantinen i Trøjborg og dræbte nogle tilfældige unge mennesker. På den tid boede min datter, Mette, på Trøjborg og kom vel også i kantinen. Det var pludselig så tæt på, og det sendte chockbølger gennem os. Da de havde lagt sig, skrev jeg nedenstående novelle. Den står i samlingen “Mellemlandet.”
Går … ikke alene
Nu går det meget bedre. Han kan trække vejret, og det er altid noget. Det gør han så. I langsomme træk. Ind og ud, ind og ud. Han kan også se. Øjnene er i hovedet, som de skal. Der er ikke noget i vejen der.
Men i dag kan han ikke rejse sig. Så bliver han liggende. Og trækker vejret. Og ser. Rundt om ham er tingene, som de skal være. Det er godt. Der er meget, der er i orden. Bordet og stolen, han har kun en, behøver ikke to. De står præcis som de skal, med kun 20 centimeters afstand. Og bøgerne. Især dem. De liner sig op på hver sin plads, ingen afstand der. Tavse står de, selv om de er fulde af ord. Ikke mange farver på hans bogrygge. Ro der også. Ingen skingre skrig fra den side. Så er der papiret. Også det ligger, hvor det skal, parat til alt muligt. Computer har han ikke. Vil ikke. Men han har nok endda. Af alting. Nok til, at han kan nå at blive træt af at ligge her og se på det. Stirre til det svier i øjnene. Og tænke på det. For han kan selvfølgelig også tænke. Han slår ikke tankerne fra, når han lægger sig, eller før, eller efter. Han slår aldrig tankerne fra. Dem, der siger noget andet, lyver. Hvem skulle også sige noget? Der er ikke andre. Der er kun ham.
I går. Nej, han vil ikke tænke på i går.
Og nu kan han jo igen trække vejret, det må han holde fast ved. Ikke glemme det, ikke et sekund glemme det. Trække vejret. Andet ville være fatalt. Fatalt, gentager han langsomt. Er glad for det ord. Fatalisme, siger han. Han skal bruge dem, alle de ord, de kræves af ham i dommens time. Og han må ikke glemme et eneste. I ordene ligger hans liv og skvulper som et tungt legeme i bølgegreb. Og han må holde fast i hvert eneste, ellers drukner han. Ja, sådan er det: Hvis han slipper sit tag i ordene, eller de slipper deres tag i ham, så er han færdig. Og så bliver han aldrig færdig.
Evighedsstudent allerede. Men han vil ikke mere derud. Der, hvor han var i går, og han skynder sig at sluge tanken om i går. Så er den ikke længere.
Øjnene glider sindigt rundt i rummet og ser, at det er godt. At alt er godt. Endda meget bedre, end han havde tænkte sig det. Bedre end i går. I går, nej. Det er lige meget. I går ligger udenfor. Hvor han ikke har noget at komme efter.
Så hører han skridt. Ude på gangen. Selv om han ikke vil, så kan han godt høre. Hvorfor skulle han ønske at høre? At se og at trække vejret, det rækker for ham. Er mere end rigeligt, synes han. Hørelsen er fatal, den trænger gennem alle spærringer. Hørelsen bringer ham ud af rummet. Og der vil han ikke være. Ikke i dag. I hvert fald ikke i dag. Men så er latteren der. Lige uden for hans dør. Den siver ublufærdigt ind. Pigelatter, hvad skal du her?
Han presser hænderne mod ørerne, klemmer af alle kræfter, men hører alligevel latteren boble. To tøser, kan han ikke lade være med at tænke og ser op på sine nøgne hvide vægge. Tøser. Tøselatter. Hold op! Heldigvis for døren. Hvis den ikke havde været … den kan dog kun lydene trænge gennem. Er da både lukket og låst. Men de bliver ved. Og han har vidst det hele tiden. Den ene stemme er hendes. Den lyseste og gladeste. Nu kan han også høre hende hvine: ”Guuuu … mener du det?” Og den anden, som han også kender ansigt og krop på, knækker sammen af grin. Som et siv foran hans dør, blæst omkuld.
Han haler puden frem og presser den ned over hovedet og bliver ved, til han næsten er kvalt. Så fjerner han den og lytter. Pigerne er borte nu, og han forsøger at genfinde roen fra før. Men nu er den kvast i pigefnis, og han kan ikke mere trække vejret, det nægter pure at trænge ind gennem næsen. Han snapper efter luft med munden åben og er igen farligt nær ved at blive kvalt. Sætter sig op i sengen og hiver som en gal efter en smule ilt. Han kan stadig se. Øjnene er i hovedet, men tingenes ro er forstyrret. Bordet fanger. Bøgerne brøler sygt i reolen, og stolen skærer sig ned i gulvet, så blodet løber i tynde striber hen over den brune flade. Han vil gå hen og sparke til den, men kan ikke røre sig. Kun sidde stiv i sin seng og hive efter vejret. Luft ind og luft ud. Så kommer det væltende ind over ham. Så voldsomt, at han skal kaste op, men dagen i går kan han ikke kaste fra sig.
Nu er den der. Lyslevende. Og i gårs latter hvirvler dansende rundt i hans hoved. Og billederne danner frenetiske cirkler i hjernen og løber løbsk og haler ham med. Modstandsløs lader han sig trække ind i parken.
Han sidder med sin bog. Han skal læse. Det er snart eksamen. Massekommunikation. Det er det, han læser. Og. Han kan jo alle ordene. Ord. Lader dem glide ind og fylde op.
Nu her sidder han i parken og er en ganske almindelig studerende, der ligner alle andre. Tingene er enkle. Hans bog, hans lyse hår i forårssolen. Hans alt for mange år. Hans evighed. Han er bare en studerende. Det er et ord. Og i parken. Er her med sin bog. Har sat sig og læser. Ordene under ham suges op med øjnene, de fanger dem så let, og de bliver forståelige i hans hoved.
Massekommunikation og offentlighed.
Massekommunikation og modoffentlighed.
Kønsroller og medier.
Medieteoretiske overvejelser.
Sociologiske traditioner.
Kapitel for kapitel.
Ordene flyder. I dag er det så let. De siver lykkeligt ind i hjernen og bydes velkommen. Han forstår dem. Eksamen. Den sorte mur blegner. Han skal nok klare det i år. Det skal blive anderledes denne gang. Ordenes fortrolighed. Den mærker han som næsten ny. Og lovende. Solen står lige ned i bogen og kaster hvide reflekser mod øjnene, men de lange sætningskonstruktioner løser sig op og tegner sig klart og tydeligt, synes han.
Så lige med ét er den der. Skyggen. Og han prøver med en kejtet håndbevægelse at feje den til side. Men den bliver hængende over hans bog. En håndbevægelse mere, og latteren vælter ned over ham.
Han ser op og misser ind i to blå pigeøjne. En svimlen, som hang hun helt oppe i skyerne, og han presser læberne sammen og lukker øjnene. Vil sige noget til hende. At hun skal gå.
Nej.
At hun skal blive.
At han vil.
Hende.
Hun ler.
”Hej,” siger hun så, da hun er holdt op med at le. ”Sidder du der og okser med en dum bog i det fine vejr?”
”Okser?” mumler han forfjamsket.
”Ih, hvor er I skøre alle sammen. At I gider!”
Ja, sådan taler hun. Og til ham. Næsten som om han var en almindelig ung mand og en, hun kendte. Det gør hun ikke. De har set hinanden. Det er det hele, og han kan ikke huske, at de før har udvekslet ord. Men nu snakker hun. Hun snakker til ham. Og han vil svare. Men øjnene har allerede fået for meget og lukker sig. Hvorfor? Hvad var det, de ikke ville se? Havde de blot set. Lige ind i hendes. Og uden at blinke. Havde de blot. Og hun så havde sagt noget mere, og hans mund havde svaret hende med øjnene åbne og langt inde i hendes. Så var de kommet til at snakke. Sammen.
Men.
Det var så langt væk og så helt umuligt, og han hører hende vrænge, at han vist er pisseskør.
Pisse.
Og skør.
Og så går hun.
Så snart han kan, tumler han op og løber ud af parken og ind på værelset og låser døren og trækker gardinerne for. Og han husker hendes stemme og hendes øjne. Og han elsker hende. Elsker hende i mørke og skam. Han bliver i sengen i tre dage. Måske flere. Måske er det kun to. Det er lige meget. Han fryser fast til lagenet og ligger der, og det er lige meget. Udenfor ler tøserne. Det er lige meget. Han kan blive liggende her. Og dø. Ja, han kan. Dø.
Men så rejser han sig pludselig og knytter næverne og råber et rungende NEJ, som ingen hører. Eller også hører de det og tænker, det sgu’ da nok er ham den pisseskøre.
Hans NEJ bliver hængende og runger i hans ører meget længe, og han står midt i rummet og ryster. Ryster, fordi han længe ingenting har spist. Og heller ikke sovet. Og fordi han ved, hvad han vil.
Nej, siger han igen og denne gang helt stille. Helt inde i sig selv mumler han et lille krøllet nej. Han vil ikke dø alene. Og han ved, at han heller ikke vil leve alene.
Så går han ud.
I tasken ligger geværet. Det, han har arvet efter sin far, men aldrig brugt, for han er ingen jæger, og han har aldrig kunnet overvinde sig til at skyde på noget levende. Han går ind på universitetet og hen til kantinen. Så ser han hende og skyder. Og nogle stykker mere, fordi de står og skriger.
Han skal ikke gå alene mere. I selskab skal han rejse her fra.
I en fest. Så skyder han sig selv.
