Tag-arkiv: Skagen

53. Christian Krogh: Skagen

Udgivet den af
Svar



I Christian Kroghs store bog “Kampen for Tilværelsen” ( udgivet af Norsk Gyldendal i 1952) ) har han en artikel om sine besøg i Skagen, hvor han opholdt sig i perioder i Skagensmalernes storhedstid. Billedet ovenfor er fra 1883.
Her under kommer et par citater fra artiklen om Skagen ( det er min oversættelse fra den norske udgave:
Her fortæller han om den første gang, han gik i land på Skagen: ( Citat side 506) ” … vi satte flag, og så kom der en robåd ud. Heller ikke den kunne komme helt ind. Det sidste stykke måtte vi bæres i land på ryggen af fiskerne og stod endelig på Skagen strand. Jeg havde aldrig trådt på noget, som lignede den. Det var det fineste hvide skrivesand og strakte sig som en jævn vej uden spor af stigning, og bredere end nogen chaussé  …  det så ud, som om det hele var anlagt af en dygtig ingeniør udelukkende til at foretage behagelige, magelige spadsereture på … ( Citat slut):
Og fra en gåtur, der endte dramatisk, skriver han følgende: ( Citat side 507) “Jeg vandrer vest over. Det er som om man aldrig kunne blive træt af at gå her. Det er som at spadsere på et stuegulv, belagt med bløde tæppper. Nogle sorte pæle, jeg havde set på lang afstand og troede var til at binde bådene fast til, viste sig at være spanterne af et vrag. Som de lå her lignede de ribbenene af et stort dyr, skelettet af en kamel i Saharas ørken. Jeg forsøger at tælle dem, men der er for mange. Vrag står ved vrag, mens jeg vandrer alene henover den solbekinnede strand.” ( Citat slut.)
Han fortsætter til gammel Skagen og er lykkelig over at være så heldig at overvære en stranding. En tysk brig.
(Citat side 523): “Senere så jeg mange strandinger – i løbet af 2 mdr. ikke mindre end 7. Et skib stødte om natten på grund, og for at redningsbådene skulle se det, hældte de en dyne over med petroleum og hejsede den op i riggen.”
Og videre: ” Strandingskommissærerne er forskellige købmænd i Skagen, som tager sig af de skibsbrudne og slutter akkord med dem om bjergning etc. Før i tiden var der en voldsom konkurrence. Det gjaldt nemlig om at komme først ombord i det strandede skib … ” ( Citat slut) og videre: “De strander i al slags vejr. Næsten mest i blankt, stille solskin, når de er sikre og ikke passer afstanden fra land. De vil jo gerne knibe så nær som muligt for at spare tid. …”
” De taler endnu om et russisk dampskib, som sank for nogle år siden, og som var lastet med guldbarer. Da tjente Skagen mange penge.
Da der en vinter havde været tåge i tre dage, stod der, da den lettede, seksten skibe strandet ved siden af hinanden.”
“Skagboen er en race for sig, som adskiller sig meget i væsen og udseende fra de øvrige danskere. Sproget ligner temmelig meget norsk, men der hører også ligheden op. De er meget friere, lettere og mere selskabeligt anlagt end nordmanden.
Man kan som fremmed for eksempel gå ind i et hvilket som helst hus og se sig om i deres stuer. De gør ingen omstændigheder, fortsætter deres måltid, deres søvn eller deres påklædning ganske ugenert. Man er straks kendt med dem.” ( Citat slut)
Denne karakteristik skal nok tages med et gran salt. Det er rigtigt, at malerne vadede rundt i fiskerhjemmene og i deres fodspor, når de bevægede sig bort fra hjemmet. Det havde de efterhånden vænnet sig til – ligesom det at lægge krop til malerierne. Muligvis skyldes det den lille biindtægt, der må være tilfaldet dem i samme anledning. Det ved jeg ikke noget om – jeg gætter.
 
 

52. Harry Søiberg: Skagen

Udgivet den af
Svar


Spirbakken – det var her, Harry Søiberg gik strandvagt. Den dag, vi gik turen fra Gammel Skagen og til Spirbakken var det stille og fredeligt vejr.
Som man kan se, hvis man går tilbage i kategorien “Hjemstavnsroman” så er Harry Søibergs fortællinger fra Skagen behandlet i et af de tidligere indlæg. Her kommer nu et lille erindingsglimt fra bogen: “Skagen” en antologi udgivet i anledning af Skagens Biblioteks 100-års jubilæum i 1969:
Kort om Harry Søiberg: han levede fra 1880 – 1954 – skrev bla, folkelige fortællinger med temaer fra livet ved Vestkysten og Skagen. Boede i Skagen i sine sidste år.
“Der er ligesom et stedse rindende Væld i os eller et stof af selve Hjemstavnen, der befolker os og fører os fra de fjerneste Egne til de hjemlige Steder. Mange Gange har jeg genskabt i mit Indre det smalle Land deroppe, som strækker sig ud i Havet, saa lavt, at naar Havet staar paa i en Storm, er det kun til at øjne som en Taagebanke i Søen.
Hvem kender ikke den Følelse, at et Navn bliver til et Digt, Skagen, dette Sted, der for saa mange har været en Verden, der fik Evner til at vokse.
Efteraarsvejret er begyndt. En Dag kommer Havvinden, skurende mod den vestre Gavl. I Ugevis kan den blive ved, den fører en Larm med sig fra Brændingen, der vælter ind i Havstokken. Den kommer ligesom springende ud fra de sidste Bakker, gennem Lyden har man en Fornemmelse af et Legeme, fantastisk, hylende, fyldt af vild Styrke.
Et Øjeblik kan der blive stille midt i Larmen, saa har Vindstødet naaet Gavlen, som den tørner imod med et Pres, der tiltager, saa Muren staar spændt og truer med at give efter. Et Nu slapper den sit Tag, saa rejser den sig igen og bliver ved at tiltage en lang Stund. Om Nætterne kan Sindet gribes af Angst for, at det er selve Havet, der kommer over Landet.
I disse Nætter tager Strandvagten sin Tørn langs Havkanten, to ludende Mænd, der vader frem ligesom med Tove spændt over deres Skuldre, slæbende paa en ubegribelig Byrde. Til Tider sidder de fast i Vindstødene som i en Kløft, til de pludselig slippes løs og er ved at falde fremover.
Naturens Kræfter er som en Gud, der gør Menneskenes Magt ringe. En saadan Nar kan det hænde, at Budskabet kommer til Husene, at det blusser paa Havet …. den, der blot har oplevet det en Gang, bliver paa mange Omraader visere end forhen.
Jeg husker en saadan Stormnat, hvor jeg selv fulgte med Strandvagten fra Gl. Skagen til Spirbakken, en Milsvej vesten for Byen. Vi var tre Mand, kl. 6 i Mørkningen gik vi hjemmefra. Grunden til, at jeg fulgte med Strandvagten, var, at der en Ugestid før var strandet en Skonnert ved Spirbakken, som ikke var blevet observeret. Den var drevet i Land ved fire Tiden om Eftermiddagen, under en Orkan af Norost med Snebyger, og først næste Formiddag ved elleve Tiden kom Redningsbaaden til Stede. I 17 Timer stod dette Fartøj klods imod Land, knap et Stenkast ude, uden at blive observeret af Strandvagten, der i Løbet at Natten havde passeret Stedet flere Gange. Kun en Mand af Besætningen kom i Land og blev fundet oppe i Klitplantagen i hjælpeløs Tilstand.
Vi var Mænd i vor kraftigste Alder, men til Tider kom Vejret med en saadan Styrke, at vi maatte opbyde al vor Kraft for blot at blive staaende. Det var, som om vi sad fast i en sejg Masse uden at kunne flytte Arme eller Ben. Havet var steget som en Stormflod, sine Steder laa Havsprøjtet i Meterhøje Lag to til tre Hundrede Alen op i Landet. Havet kom væltende ind mod Brinken af Havbakkerne, saa hele Styrtsøer fløj ind over os, som stod vi i Stævnen paa et Skib, skønt Brinkerne kunde være 20-30 Alen høje. Det var vor Opgave at holde os ude langs den yderste Kant af Klitterne for at have Udkik over Havet, en Mil skulde vi kravle fra Klit til Klit mod en Storm, der havde en Vægt, som bar vi en Mand paa vor Ryg.
Stormen rev en saadan Sandmasse med, at Luften bogstavelig talt var bare Sand, baade Øjne og Næse stoppedes til, det kom med en Styrke, saa Ansigtshuden ligefrem skuredes af. Sine Steder blev vi drevet væk fra Havet, halvkvalte, og maatte smide os i Læ bag en Klit oppe i Landet for at puste ud og komme til Kræfter, før vi paany kunde arbejde os frem. Var der kommet en Stranding den Nat, vilde det skyldes et Tilfælde, om det var blevet observeret. Fire Timer var vi om at tilbagelægge denne Mil, og det sidste Stykke af Vejen maatte vi kæmpe som halvdøde Mænd uden anden Tanke end blot at naa frem.
Om Vinteren kan Himlen være dækket af Skyer saa længe, at det forekommer en, at Solen aldrig skal skinne mere. Landet er gravet ned i Mørke, blot et Stykke borte ligger Skylaget saa tæt ved Jorden, at man fra de nærmeste Høje synes at kunne række til Himlen. I disse korte, mørke Vinterdage ser man kun det røde Lys brænde bag de smaa Ruder, medens en Stilhed naar ud til en inde fra Husene.
Saa pludselig i Eftermiddagens Skumring befolkes den lange Gade, Mænd, Kvinder, Gamle, Unge, kommer ud af Husene, næsten alle sortklædte, Mændene i svære Klæder, Kvinderne ofte med sorte smukke Sjaler med Silkefrynser. I Hænderne bærer de Salmebogen og Bønnebogen fremme, over Ansigterne ligger noget ubevægeligt, der gør Udtrykket strængt. Det er Befolkningen, der gaar til Kirken eller til Missionshuset.
Solen har været helt nede i Sydvest bag Bakkerne, hvor dens røde Ild har glødet i de korte Vinterdage. Vinteren har været en lang Rejse gennem Uger af graa, tunge Dage. Men en Dag begynder Lærkerne pludselig at synge, og Havet bliver stille. Ikke et Sted kan man færdes uden at høre Tonerne ringle ned gennem Luften. Skyggen af Husene strækker sig sønden ud over Markerne, medens den nordre Mur ved Aftentid begynder at lyse lang Vej med skinnende Farver. I Ruder, hvor Maaneder ikke en Solstraale er faldet, der flammer nu den røde Solild, som bliver hele Landet vendt fra Syd mod Nord. Ofte kan en enkelt Sky være hele Dagen om at naa ud af Syne, eller en Byge trækker op med Regnen slæbende efter sig hen over Havet og Landet. Mellem de vintergule Straa begynder det grønne at gro, og Grønsværet faar sin frodige Farve.
Faarene hentes hjem fra Klitterne, hvor de har gaaet Vinteren igennem, da Lammetiden er inde. Hver Dag bringer nye smaa Lam til Verden, og dette spædbarnagtige Lammebræg omkring Husene er Foraarets sikre Bebuder herude paa Kysten. Det høres fra alle Kanter, og rundtom paa Hjemmemarkerne gaar Moderfaarene lubne og uformelige i deres Vinteruld, der begynder at løsne sig og hænge i Taatter, nu Solvarmen er kommen.
Foran mit Hus strækker sig en stor Slette, en Sandmark, der nu er tilgroet og jævnet af Vestenvinden. Derfra kan man se Grenens Fyr og Højens Fyr og det røde Lys fra Revets Fyrskib blinke. Ved Vintertid er denne Slette en aaben Vej for Snestormene, naar de staar Nordost ind fra Havet. Nu ligger den under en solblændende Himmel, der strækker sig saa vidt og hvælver sig saa højt, at det overskuelige Land bliver forunderligt lille. Der gaar nu Fugletrækkets Vej ved Dag og ved Nat. Derfra sætter de flyvende Skarer ud over Havet til Nabolandet i Nord, som ligger gemt nede bag Havrundingen.
I Foraarsnætterne kan dette vældige Rum fyldes saa pakkende tæt af Fugleskrig, at det lyder, som om det er alt Jordens Liv, der er paa Vandring.
Vesten for Byen strækker et øde og vildsomt Klitland sig langs Havet, hvor ikke en Gaard eller et Hus findes, for Øjet har der ikke været andet Liv derude end nu og da en flygtende Hare, en sky Ræv eller et enligt omstrejfende Raadyr. Nu ligger dette Landskab solbeskinnet, de mørke Høje er blevet lyse, og de lyngklædte Sletter minder om blinkende Vandflader. Ude over Sivene tumler Viberne sig i bratte kast, og ved Aftentid kan man høre de første Frøer kvække, medens luften krydres af lune Dufte af Paars og Graaris.
Paa disse Dage bliver der Travlhed paa Havet, fra Nordhav og fra Sønderhav hamrer Fiskerkutternes Motorer deres Slag ind over Landet. Og saa en Dag staar pludselig Fiskerflaaden ind, jeg saa den en Aften komme, det var, som en Eventyrby dukkede op af Havet. Længe før Lanternerne var til at øjne, saa man det lysne i Mørket over Havet ligesom Lysskæret, der kastedes mod Himlen fra en By. Og kort efter kom denne Hærskare af grønne og røde og hvide Lanterner op over Havrundingen, som var det en festsmykket Stad, der kom sejlende ind.
Og saa er de lyse Nætter inde, Skagens lyse Nætter, hvor Solen kun for en kort Stund dukker ned bag Havfladen i Nord, medens Himlen bliver ved at lyse og rødme fra Solnedgang til Solopgang. Man kan ligefrem se Dagen staa derude bag Havet og vente, ikke længere borte end man synes at kunne ro derud i en Baad.
 

38 – M. Goldschmidt: Skagen 1865

Udgivet den af
Svar


Fra Illustreret Tidende kort efter -Daphnes forlis
Goldschmidts oplevelse af Skagen kan man læse om i indlæg 33 – men jeg synes skildringen er så smuk, at jeg vil afskrive hele hans lille dagbogsberetning. Også fordi den er særdeles tidstypisk – når der endelig kom digtere til Skagen, så fandt de denne egn meget eksotisk. De rejste overalt i Europa, som digter og kunstner skulle man ud på en sådan dannelsesrejse, som regel til de store byer i Tyskland, til Paris og  især til Rom. I Rom mødtes Ingemann f.eks. med en hel koloni af danske kunstnere. Og H. C. Andersen drog endda til Tyrkiet. Men Skagen fik ikke mange besøgende, og når digteren kom hjem og skrev om stedet, så virkede det yderst fremmedartet. Tyrkiet kunne ikke have undret og chokeret mere end Skagen gjorde. Derfor denne beretning fra Illustreret Tidende 1865.
“Tirsdag d. 8de August. Jeg var for kort Tid paa Skagen til at see Tilstrækkeligt og faae god Besked. skal jeg dømme efter, hvad der kan opfattes i Løbet af 1,1/2 Dag, saa er Egnens Charakter Usikkerhed, Ordet brugt i videste Forstand. Jeg mener ikke blot dermed, at den smalle Landtunge mellem de to Have synes i bestandig Fare for at blive overskyllet, eller at Vandet, som der siges, bestandig siver i Sandet ( dog rimeligvis kun der, hvor dets Afløb er hindret), eller at  Stranden er bekjendt som usikker for Skibe og Skibsførere. Usikkerheden gaaet meget videre, Tingene flimre En for Øinene, Skuffelse og behagelig Overraskelse skifte bestandig, dog saaledes, at sidstnævnte i sin Kortvarighed giver Anledning til førstnævnte. Naar man ved Høien eller Gammel-Skagen kjører ind fra Stranden gjennem Sandet, venter man at finde en nøgen, øde Egn, men modtages af de rigeste Bygmarker. Dette Særsyn hidrører fra Fiskegjødningen. Et lille Stykke videre frem seer man en vid Eng med Stakke og troer da, at det er Høstakke – nei, nu er man allerede ude af Frugtbarheden, det er Lyng. Sletten strækker sig, begrændset af Klitter mod Nord, ud mod Øst saa flad som en Pandekage, og man venter at kunne kjøre  rask hen derover – ingenlunde;  den er, næsten ved Kunst, ved behændig Anbringelse af Lyngtørv, gjort saa knudret og hullet, at Hestene kjøres trætte paa den, og vil man kjøre bort fra, hvad der kaldes Vei, ind paa den grønlige Slette, saa findes den knoldet, vortet, ufremkommelig. Fra denne pinagtige Vei sees endelig Skagen, langt udstrakt fra Nordøst til Sydvest, og det seer ud, som om man skulde kjøre lige ind paa denne Linies Midte – nei, aldeles ikke, Veien gjør en ret Vinkel mod Syd, saa mod Øst, saa mod Nord, ganske som om Byen havde Ret til at være coquet og gjøre sine Tilbedere Nærmelsen besværlig. Men coquet og nydelig ligger den alligevel, men mange, nye, røde Tage, bagved grøn Mark og foran det blaae Kattegat. Man kan ikke lade være at troe sine egne Øine og vente en net, hyggelig Kjøbstad – atter Skuffelse! Saasnart man kommer ind paa den tunge Sandvej, der er Byens Hovedgade, seer man, at de smukke Bygninger som snilde Coulisser skjule Stedets Blanding af Embeds- og Fiskervæsen, og foruden Fiskernes beskedne Boliger staaer der tjærede Hytter med gamle, indsynkende Straatage og med Lyre, d.v.s. Røghul, istedenfor Skorsten. Disse sidste ere malerisk taget, de smukkeste, og de vække, menneskeligt taget, Deltagelse, men saa faaer man pludselig Øie paa den nye Kirke, der kneiser over de fattige Hytter med en vis Fordring paa Skjønhed, ligesom den ogsaa har Ord for at være “opført i Stil med Slotskirken og Frue Kirke,” men er den styggeste Bygning, man kan see. Hvad har Skagen syndet, at denne Kirke, hvortil der blev indsamlet over hele Landet, skulde have de hæsligste Linier, som nogen Architektur kan frembyde? Stolede man  paa, at saa faa Fremmede komme herop, og at Skagboerne kunde taale et Forsøg i “Ästhetik des Häslichen?”
Den underlige spredte Maade, hvorpaa Alt dette ligger i Sandet, giver Byen et ganske eiendommeligt Physiognomi. Hvert Hus synes at protestere imod, at det hører til Byen, til noget Fælles, skyder Sand op mellem sig og sin Nabo, vil ikke ved Rydning eller Brolægning bidrage til, at han kommer og aflægger Besøg. Jeg nægter ikke, at dette jo kan være Naturens Skyld, men naar man kommer mellem Mennesker, troer man uvilkaarlig, at deres Tanke og Vilie har Indflydelse paa deres borgerlige Anstalter, og jeg har ikke seet nogen By, der saaledes synes symbolsk at opløses i Egoisme.
Ny overraskelse. Indenfor Plankeværk, der gjenne Sandet bort, er hist og her Smaahaver eller Beviser for, at Træer kunne groe i Bunden. Byfogden har en stor, smuk Have, og Sydvest for Byen ligger en hel, frodig Lund, hvori rigtignok Klitten stikker op mellem Træstammerne, ligesom en vis Persons Hestefod naaer ud til civiliserede Pantalons; men smukt er det alligevel, og man forestiller sig uvilkaarlig, at paa disse Steder, der ere ligesom aftvungne en uvillig Natur, samle sig hyppig paa blide Sommerdage dette fjerne Steds Beboere, Embedsmænd, Kjøbmænd og Fiskere, og frydes med hinanden i idyllisk Glæde , med The og en Pibe Tobak. Men de, der kjende Byens Temperament, erklære dette for, mildest talt, usikkert.
Men Usikkerheden ophører ikke hermed, tvertimod, nu begynder den først rigtig. En Mand omtalte tilfældigvis til mig, at der intet Apothek var i Byen. Ordene bleve liggende udenfor mit Øre, og jeg opfattede dem først tydelig lidt senere, da jeg talte med en anden Mand. Har De intet Apotek i Byen? spurgte jeg ham. Nei, svarede han. – Altsaa, naar Deres Kone faaer ondt, maa De kjøre til Frederikshavn og hente Hofmandsdraaber! – Nei, svarede han, her er en Doctor i Byen, og han handler med nogen Medicin. – Kan De da hos ham faae al den Medicin, der behøves? – Han forskriver vel ikke Andet, end hvad man kan faae hos ham. Er der nu et Apothek i Skagen eller ei?
Hvor usikkert dette nu end var, saa ansaae jeg det for nogenlunde vist, at der ingen Apotheker var, og jeg spurgte en tredie Mand: Hvorfor have De ingen Apotheker i Byen? – Jeg fik det pythiske Svar: For saa vilde der være to Øine flere.
Jeg var ude ved den gamle Kirke, beliggende en Fjerdingvei sydvest for Byen, skjøndt ogsaa dette er usikkert, da det kommer an paa, hvor man regner, at den egenlige By ligger. Den var engang Skagens og Landdistrictets Sognekirke, er nu forladt, begravet i Sandflugt. Taarnet rager op over de omgivende Sandbølger, der ere bedækkede med Klittag og Tjørn, og i Fordybningerne med Solen staae Brombær og vilde Roser. I Nærheden er imellem  Klitten en Flade, hvor der voxer Siv; det var engang en Sø, og jeg troer, lærde Folk vide, naar de sidste Fisk fangedes deri, for ikke hundrede Aar siden. I Sandhed, her er trist; man staaer som ved noget levende Begravet. Taarnet, eller idetmindste dets øverste Halvdel, rager som sagt op og tjener til Sømærke. Jeg spurgte: Hvor er selve Kirken? – Skagboen svarede, den var dernede, begravet i Sandet. Han har H. C. Andersens Autoritet for sig; thi A var , vel ikke personlig, men med Tanke og Phantasi dernede og saae sælsomme Ting. Men Vendsyssel er ikke fri for Bagtalelse; den ene By bagtaler en Smule den anden, og jeg har hørt i en anden By, at Kirken vistnok med nogen Anstrengelse havde kunnet frelses; men den laa Skagboerne for langt borte, og det af Sand overvældede og af Hav formindskede Landdistrict, hvor der nu kun boer 65 Mennesker, kunde ikke gjøre noget Krav. Derfor blev Kirken en Tidlang overladt til at kæmpe mod Sandet, som den kunde bedst, og derpaa erklæret død og begraven, men i Virkeligheden nedbrudt, og af dens Sten ere Huse i Skagen opførte. Ja, tilføiede man, de havde gjerne taget Taarnet med. Hvad er nu sandt? Hvor er Kirken?
At jeg under saadanne Omstændigheder ikke kunde erfare noget Sikkert om en Strandingssag, der netop interesserede mig, er en Selvfølge. Den Ene gjorde Vedkommende sort som en Ravn, den Næste gjorde ham saa hvid som en Svane. Den sløve og feige Maade vilde være, deraf at slutte, at Manden var graa; men det skal nok skjønnes, naar man har Kjendsgjerninger rigtig for sig, om en Mand helder til det honnette eller det uhonnette. Imidlertid, umuligt at faae en Kjendsgjerning at støtte sig til; Alt bølgede og gyngede, som selv Landet syntes at gjøre, naar man saae ud til en af Siderne, til et af Havene.
Et er der, som ikke kan skuffe: de kraftige Hoveder og kløgtige, behjertede, djerve Physiognomier blandt Fiskerne. En Befolkning kan ikke blive enig om at sætte saadanne Ansigter op for at narre Fremmede, skjøndt dette, for at fuldende Stedets usikkerhed, blev sagt mig. Jeg var fristet til at bryde Aftale og blive for om mulig at aabne den lukkede Bog, disse Menneskers Liv. Men hvor lang Tid vilde behøves? Alt ligger saa adspredt og kigger saa forsigtig ud, og Kjøbstadsudseendet borttager den Naivitet, som andensteds tiltrækker. Maaskee burde jeg dog, med Opgivelse af Thy, have blevet der. Af de faa Samtaler, om Baadfiskeriet – de halede et ( ? ) Baad ind i et 1000Alen langt Toug – og om Fiskesalteriet o. s. v., opfangede jeg en Berigtigelese af Noget, jeg hørte ved Hirtshals. Der stilledes Fiskerne saa langt i Skygge af de Svenske; her derimod erfarede jeg, at Vore gaae ud og fiske og sælge Fangsten til Svenske.
Det var paa Seilads til “Grenen” – Seilads for ikke at gaae i Sand – og Vandring herude, at vi traf Fiskere. Det er det eneste Sted, hvor jeg har været, der seer ud som paa Kortet. Ellers er ethvert Sted for stort til at aftegnes i fuldstændig Nøiagtighed, har en Høide eller Farve, som Kortet ikke kan angive; men her er det en hvid Flade mellem to Bølgestriber, og Fladen trækker sig efterhaanden sammen, saa at man kan sætte den ene Fod i Kattegattet, den anden i Vesterhavet, Landets Spidse bliver ikke større end paa Kortet. Det Eneste, Kortet ikke kan give, er den hvide Brænding paa Revet udenfor Spidsen, og Søfuglene, som i store Skarer sidde derude. Da disse hvide Fugle pludselig lettede, gjorde det et Indtryk, som neppe lader sig beskrive. At sammenligne dem med Aander eller Spøgelser, vilde være trivielt og overdrevet; ei heller var det uhyggeligt, men aldeles fremmedartet, et besynderligt Bud om, at nu hørte Menneskeriget aldeles op, og Naturriget herskede ensomt og mysteriøst.
Vi vare i Vandet herude om Morgenen og kunde opføre os med mere end kongelig Luxus. En valgte Kattegattet, en Anden Vesterhavet, jeg valgte Middelveien og fik begge. Aftenen forud havde de af os, der stege op i Fyrtaarnet, en anden Luxus: Solskiven blev oppe over Horisonten nogen Tid længere for os end for andre Mennesker.
Hvilke Revolutioner, som vi ovre paa Øerne ikke drømme om, have ikke tumlet med denne sandede Strækning! Martørven vidner om, at her har staaet Skove. De bleve kuldkastede, begravne, sammenpressede til Tørv. Egnen forsvandt og steg op igjen eller blev nyopdaget i det 13de Aarhundrede.
Anno 1355, ved et Retterting i Aalborg vare mødte de elleve ældste Mænd i Vendsyssel, bl. hvilke Thorkil Hwal, som var hundrede Aar gammel. De vidnede, at en Konge, som var i Danmark, paa en Jagt i Vendsyssel gjæstede en Bonde Thorsten Skarpæ, som de Tid boede i Oorne ( Horne), hvem Kongen forlenede med den Mark og Skov, som ligger omkring Skagen, til sit Fæ og sine vilde Øg. Og Bonden havde en Hyrde, som hed Trondkar, som var den Første, der fandt paa at fiske på Skagen, og byggede et Hus der. Senere nedsatte Flere sig under Thorsten Skarpæ. Item, at fra den Bæk Hjertbæk østen for Hofsø til det ydre Skagens Ref havde Alt været Kongens Forstrand, aldrig bygget paa af Nogen, før da for faa Aar siden Jylland voldelig blev overfaldet og medhandlet.
Videre Optegnelser vise Tryghed, Virksomhed og en vis Velstand.
Anno 1517: Hans Tydsk i Skagen fik Brev, at han maa opbygge et Hus og et Kapel i Skagen nordpaa til Byen, som kan tjene til deri at indtage syge Mennesker, og maa han samle Almisse til deres Underhold.
-1523. Gav Kong Frederik Biskop Styge Krumpen Skjøde paa dette Kapel, der var kaldet Sr. Jacobs Kapel.
– 1529. St. Johns Baptists Aften var Bisp Styge Krumpen hos Kongen og viste aabent Brev, beseglet af Borgemester, nogle Raadmænd og Borgere i Skagen, hvor de lovede at give til Bisp Styge og hans Eftermænd paa Bispestolen Biskops Gave Kalass, som og kaldes Helligdags Kalass,  ligesom deres Forfædre.
-1535. Hr. Laus Nielsen fik Konfirmation paa en Kirke i Skagens By, dog saa, at han skal besørge de syge Folk i Hospitalet i Aalborg af den Rente, som ganges af samme Kirke.
-1546. Skagens Borgere fik Brev til Eiendom paa deres Byes frie Græsgang og Uddrift paa Kronens Gaard Hoffsøgaard og Grund, som Niels Iversen iboer, udenfor deres By liggende, Intet undtaget uden de Enge, som nu ligge til Toldergaarden sammesteds, dog at de og deres Efterkommere skulle aarligen give deraf Aalborghus salte Fisk og Flynder.
-1569. Kong. Brev til Erik Podebusk, Lensmand paa Aalborghus, om, at han skal paasee, at Fyrlampen paa Skagen holdes tændt; thi de Søfarende beklage sig og ville ikke betale Fyrpenge til Kongen. Iligemaade skal der udlægges Sømærker, navnlig paa Trindklint ( Trindelen).
Saa begynder Havet at tage, hvad Havet gav:
-1635. Ansøge Borgere og Indvaanere i Skagen om Nedsættelse i deres Skat, der bestaaer i 90 Slettedalere om Aaret og Løn og Føde til en Karl ved Fyret. Thi deres Næring og Brug er blot Fiskeri ( ingen Stranding?), der nu meget forringes, ligesom ogsaa Vandfloden aarlig bortskyller deres Huse og Gaarde, ligesom ogsaa Kongens Lygte, der stod her i forgangne Aar, er henskyllet i Havet.
Og endelig kom, maaske tildels ved Indbyggernes Uforsigtighed, idet de oprykkede og brugte Væksterne og Beplantningen paa Sandet, den forfærdelige Flod og Sandflugt 1775, der kun efterlod, omtrent hvad vi nu see.
For en Del paa Grund af Historien, syntes mig den interessanteste Bygning heroppe at være den gamle Raadstue. Den er rigtignok forfalden, straatægt og utæt.; men Stuernes Rummelighed og de gamle sortebrune Borde o. s. v. give den et Udtryk som en gammel Mand af god Familie, det er gaaet tilagters med. Et ret kraftigt Kommunevæsen kan godt have fundet Sted her, uagtet den fortræffelige Olavius korsede sig ved den Tanke, hvad Følger det i Henseende til borgerlig Lyksaligheds Bestyrelse maatte have, at Borgemester og Raadmænd dreve borgerligt Erhverv, navnlig Fiskeri. I hans Tid ( 1787) var det aldeles udslettet af Folks Sind, at Andre end Herremænd, kongelige Fogeder o.s.v. kunde forestaae den borgerlige Lyksalighed.
Paa tilbagereisen, der ligesom Henreisen gik ad Stranden, men fuldstændigere indtil Tværsted, standsede vi i den begyndende Skumring omtrent udfor Skiuerne ved et Værk af en eller anden Revolution. Klittens Sand afbrydes nemlig pludselig af Sten, at en Slette bestaaende af Stene, omtrent saa store som dem, der bruges til at macadamisere Landeveiene. Stenmassen ligger i en Høide af omtrent 20 Fod, strækker sig nogle hundrede Alen langs Stranden og rækker dybt ind i Landet. Den bekjendte Stenslette Erau i Frankrig er unægtelig mere udstrakt, men er nogenlunde dyrkelig Jord eller Sand belagt med Sten; her er med Undtagelse af enkelte smaa Planter alt organisk Liv udslugt, og Ødheden træder frem imod En med næsten imponerende Magt. Dødens Gudinde kunde passende sidde der i Baggrunden paa en Stenthrone. Hvordan ere disse talløse Stene komne hertil, opdyngede her i jevn, ubrudt Flade? De Lærde kunne vel besvare dette Spørgsmål. I Øieblikket griber Phantasien f.ex. den Forklaring, at alle Himlens Stjerneskud, naar de blive kolde, falde herned, at her er Begravelsesplads for alle døde Meteorer.”
Her slutter artiklen fra Illustreret Tidende. Jeg har skrevet den ordret af, og den lidt ukonsekvente stavemåde af f.eks. kunne= kunde ville = vilde – der bruges i flæng er altså ikke min beskadigelse af teksten.
Den korte opremsning af Skagen Historie sidst i artiklen har Goldschmidt fra Olavius, selv om han ikke nævner sin kilde.
Goldschmidt besøgte byen i 1865 – allerede i 1869 sker der store ændringer i byen. Den ny kommunallov af 1886 demokratiserede kommunerne, og i 1869 nedsættes et mark- og vejudvalg med flg. medlemmer: Konsul N. Fabricius, P. Thellefsen og L. Holst. Noget at det første, de foretager sig, er at sikre vejene i Skagen – de macadamiseres med ler fra Strandby tilsat grus, der erstattede de tidligere materialer som var tørv og lyng. Nu skete der noget. Vejene stabiliseredes, og også internt i byen blev der indført store ændringer: alle husejere med grund op til vejen opførte hegn, som hindrede sandflugt og desuden gjorde det muligt at dyrke haverne.
Det næste indlæg vil blive et historisk rids af en af de fænomener, der betog Goldschmidt ved indkørlsen til Skagen – nemlig den imponerende Skagen Plantage.
Undskyld, det blev lidt anderledes – først ville jeg gerne lave en slags status over indlæg om skagen, og den findes nu herover – og desuden skulle jeg gerne slutte de indlæg, der handler om skønlitterær skriveri om Skagen – og der manglede teksten af Mylius Erichsen, som ikke findes i bibliografilisten, men ikke destomindre er ganske interessant i hele sin tidstypiskhed.
 
 
 

37 – En roman og en novelle om Skagen

Udgivet den af
Svar


Karsten Lund: “Den amerikanske sømand” og Viggo Stuckenberg: “Valravnen”.
Teksterne er vidt forskellige, og det skyldes jo dels tiden – der er ca. 100 år mellem dem – og dels stilen. Begge er fortalt i et smukt og letlæst dansk – Stuckenbergs viser dog tydeligt, at han er mere til det lyriske – novellen er som et langt vemodigt digt – kun en del af den foregår i Skagen, og her er naturen godt nok skildret, men set og sanset af en ulykkelig forelsket mand, og det farver beskrivelsen. Handlingen udspiller sig i sidste halvdel af 1800 tallet og episoden i Skagen over kun ganske kort tid. I Lunds roman udspiller handlingen sig over nogle tiår, og slutter i den periode, hvor skagensmalerne er ved at takke af.
Citat fra side 172 lyder: “Malernes tid var ved at være forbi oppe i tyverne; mange af de nye holdt den kørende på de gamles renommé. Anchers var her endnu, Anna og Michael, de boede omme på Markvej”.
I romanen er omdrejningspunktet en ret makaber begivenhed. Ane kan ikke få børn med sin mand – der strander en sømand, det sker jo tit – han bringes til Anes hus, hun plejer ham, hvorefter han forsvinder. Ni måneder senere føder Ane en dreng. Han ligner ikke helt sin far, eller de øvrige skagboere. Historien er måske sandfærdig. Sandt er det i al fald, at der strandede mange sømænd på de kanter, og der er ikke så få indbyggere i byen, der har en mørkere lød end den, de hjemlige gener er i stand til at fremstille. I et af de tidligere indlæg citerede jeg et digt af Ole Stjernø, her kan man læse i historien i en anden version.
Jeg vil ikke skrive mere om romanen – men anbefale den som god og underholdende litteratur.
I “Valravnen” der er en roman om ulykkelig kærlighed, et trekantsdrama, er fortælleren en videnskabsmand, som ikke er helt ung, men som har giftet sig med en purung pige – På en rejse til Skagen møder parret en maler, der ikke nævnes ved navn, men som ligner P.S. Krøyer. Den unge kvinde, Hedvig, forelsker sig i maleren, og på et tidspunkt forlader hun sin mand. Mere får vi ikke at vide. Jeg-fortælleren er en tør forskertype, man hører f.eks., at han på et tidspunkt sidder fordybet i en sanskrit-tekst. I et tilbageblik, efter at hun er rejst, ser han sin ungdom sådan:
“Jeg saa de tre Aar ( = årene med Hedvig) for mig som en fjern, lys Stribe under en mørk Himmel. Minderne gled saa hjemløst igennem mit Hjærte, og min Tanke strøg som en træt Maage mod de Aar, der som en fast Strimmel Land dukkede op yderst i Horisonten, de Aar, jeg havde delt med ingen, min Ungdoms menneskefjerne, ensomme Øland.”
Her er en af skildringerne af Skagen, sådan som Jeg-fortælleren husker det, og man mærker både skønheden og vemoden i teksten:
“Jeg ser ned over Stranden. Tæt ved mig staar et graamalet Badehus halet op paa Sandet, og længere borte, saa langt jeg kan se, tegner tjærede Baade deres sorte Skrog paa den gule Flade. Jeg driver uden om Badehuset og følger Havstokken og føler mine Skosaaler fugtige af det vaade Sand. Men Brændingens ensformige Brus trætter mig, og Havets aabne Ensomhed strømmer med Vinden ind over mig og spiler sig ud om mig, saa jeg føler mig lille og fremmed. Jeg vender om og gaar tilbage den Vej, jeg er kommen, og ser ikke til Siden, og jeg mærker intet uden, at Solen bager min Ryg, og at Sandet bliver tungt at træde i, da jeg drejer op mod Huset.”( side 26)
Her er et citat, hvor vi møder de to ved stranden. Endnu er maleren ikke blandet ind i forholdet, men alligevel mærker man ( eller i al fald han) tydeligt, at hun er ved at glide fra ham. Skildringen er næsten et maleri:
( Side 28) “En Tid lang bliver vi staaende tavse. Hedvig ser ud over Havet, og jeg staar og holder paa min Straahat og følger med Øjnene et halmgult Flaskehylster, som ligger og flakker frem og tilbage i Havstokken. Saa kommer der pludselig en Sø, der løber højere op end de forrige.
– Tag dig i Agt! Nu bliver du vaad! siger jeg og ser ned på Hedvigs Remmesko.
Hun flytter sig paa Taaspidserne et Par smaa Skridt baglæns og ser forsigtigt ned paa sine Fødder og vender saa atter Øjenene mod Havet og Horisonten.
Men jeg bliver staaende og tager ikke Øjnene fra hende.
– Hvorfor ser du saadan paa mig? spørger hun pludselig og drejer Hovedet og stryger et Par Haarlokker bort fra Kinderne, der rødmer af Sol og af den friske Vind.
– Du skulle vide, hvor smuk du er, som du staar der! svarer jeg. Jeg har aldrig set dig saa smuk før.
Hedvig ler.
–Nu bliver du nok galant! siger hun.
Jeg ryster paa Hovedet – Det er aldrig faldet mig ind, at et Menneske kunde se saa lykkelig ud! siger jeg.
– Lykkelig du! svarer hun, – jeg er mere end lykkelig! Du kan slet ikke finde Ord for, hvor glad jeg er!
– Og saa ung, bliver jeg ved, og saa knejsende – og saa skær, – – jeg bliver helt forskrækket, naar jeg tænker paa, at det er med mig, du er gift, at jeg virkelig kender dig og tør tale til dig!
Hedvigs Øjne skinner af Glæde, og hun rødmer højt op under den gule Hatteskygge.
– Nej, hvor kan du gøre Nar! ler hun.
– Jeg gør ikke Nar, Hedvig, siger jeg ganske alvorlig, tværtimod du, – jeg er beklemt om Hjærtet.
– Mener du virkelig? spørger hun og skyder sin Arm ind under min.
Jeg nikker, og vi begynder at gaa hjemad. Jeg gaar og ser ned.
– Synes du da ikke, her er storartet? spørger hun lidt efter.
– Det ved jeg ikke, svarer jeg og tager ikke Øjnene fra Sandet. Naar jeg ser paa dig, tror jeg, her maa være det!! ( citat slut )
Her er et citat fra en scene, hvor Jeg-fortælleren er med maleren på jagt – endnu ved han ikke noget om de følelser, maleren vækker hos den unge kvinde:
“Langt borte foran os strækker Klitternes kullede Række sig, og op over Klitterne rager en Barks øverste Sejl regnvaade og mørke mod den grå Himmel.
– Jeg vilde egentlig ønske, siger jeg, at De ikke fik Deres Lyst styret.
Han ser bestandig frem for sig med sine graa, søgende Øjne.
– Aa jo, svarer han omsider og føjer lidt efter til: De maa ikke ønske ondt over mit Krudt!
Jeg gaar ved hans Side, og den dybe Stilhed strømmer imod mig klam og kølig, baaren af en sagte glidende Vind, og mit Blod hamrer i nervøs Angst for, at noget levende skal rejse sig og et Skud splintre den graa Tavshed og bore Døden ind i denne regnduggede Hedes ensomt aandende Sjæl.” (Citat slut)
Der skal en solnedgang til for at rive ham ud af melankolien. Her hører vi skildringen af fænomenet:
(Citat side 33) “Solen er lige sunket smukt, og Himlen i Vest gløder af et svagt Rødt, der farver skyernes lange, blødt buklede Bræm. En Tid lang dvæler dette Røde og fylder Stilheden som med en mildt varmende Dugg af Lys. Saa skifter det umærkeligt, ganske langsomt og bliver til en blegt lysende, tyndt Gult, og min Sjæl, som er fyldt af Ensomhedens Højtid, føler dette Skærs stille, stigende Skiften, som flød der imod mig fra et uhyre Orgels Piber en enkelt, dyb, længe lydende Tone, der langsomt stiger og glider over i en høj, skær, dvælende Klang af uendelig Klarhed.
Og jeg svimler under en Lykke, der strømmer fra mit Hjærte og hvisker til mig hendes Navn, hvisker det gennem hver Fiber i mit Legeme, hvisker det i det uendelige, mens Skæret fra Himlen lyser om hendes Billede i min Sjæl og smelter Hav og Jord og Himmel sammen til et luftsitrende, grænseløst Rum, fyldt af et hvidt, uendeligt Lys, der bader i sin fredlyste Glans hendes og min Lykke.” ( Citat slut).
Jeg personen iler hjem og mødes ikke som han forventer af en utålmodigt ventende kvinde:
(Citat si.35) “Men hun rejser sig ikke, hun er ikke løbet hen til mig, intet af det er sket, som jeg har gaaet og fablet sammen i mit Hjærte. Hun bliver siddende tavs og ser paa mig.
– Har du længtes efter mig? spørger jeg og søger at skjule, hvor pludselig forstemt jeg staar.
— Nej! siger hun.” ( Citat slut.)

34 – Ole Wivel og Henrik Ventzel

Udgivet den af
Svar

Kun fordi jeg læste bøgerne lige efter hinanden, optræder de sammen i dette lille indlæg. Der er mange mile mellem dem indholdsmæssigt. Den ene er en digtsamling og den anden en roman. De er dog fælles om Skagen som omdrejningspunkt.
Wivels digte kredser om natur og mennesker i denne besynderlige afkrog af verden, der i det mindste i et par menneskealdre kravlede ud af krogen og blev centrum for kunst og kultur. Jeg vil præsentere Wivels digtsamling: Til de fattige præster med to små digte, smukke og stemningsfulde:  Brændevin – Stille morgen.
Brændevin: Først porse og enebær/ som skiftede farver/ fra grøn til gul/ og gul til brun/ mens vi blev røde i ørerne/ og stemmerne stærkere/ og hyben kom til/ med roser og torne/ og malurt, vissengrøn/ som slog tænderne ud/ og valnød, rembrandtbrun,/ kurs mod gulvet./ Endelig slåen, rubinrød/ som elskov er./ I flaskernes timeglas/ med hver sin slanke eller/ skæve krop, sit kluk/ og sine historier/ synker/ væskestanden som rusen/ stiger./ Urter samlet i hederne,/ frugter plukket den/ lange sommerdag/ og senere/ i oktobersol/ og nattefrost/ under stjernerne./ Glasset blev tømt og stillet bort./ Stemmerne tav.
Stille morgen: Solen er rullet som en kugle hen/ for enden af Sct.Laurentiivej./ Husene gløder, træerne/ bærer tunger af ild/ på de friske blade./ Alliker skriger og stiger/ sorte imod den røde himmel,/ mågerne kommer ind fra havet/ hastige, tavse/ på flammende vinger./ Duggen tørrer i græsset./ Om lidt er skolebørn på vej/ med en ufortjent glorie hver/ om det lyse hår.
Henrik Venzel skrev sin historiske roman “Dødemandsbjerget” i 2009, og den er udgivet på Politikens Forlag. Handlingen er henlagt til første del af 1800 tallet, og romanen krydsklipper mellem de to hovedpersoner: Den fattige fiskerdatter, Marie, og negerslaven Jan. Den sidstnævnte person er plukket lige ud af Skagen Historie – han levede virkelig i byen i mange år, blev foræret til byfoged Lund af en taknemmelig skibbrudden som tak  for redning, og ifølge overleveringen er det denne stærke slave, der har skabt den lille oase, midt i Skagen, en plantage midt i sandet. I alle erindringer fra 1800tallet sidste halvdel kan man læse om dette lille vidunder.
Jeg vil gerne anbefale romanen til alle, der kan lide at læse en velfortalt historie. Den bygger helt tydeligt ikke bare på overleverede fortællinger, men også på meget grundige studier af livet i og omkring Skagen på den tid, der ligger lige inden alt ændrede sig: inden, byen blev interessant og mondæn og ny fangstmetoder og bedre skibe ændre fiskernes vilkår fra et slidsomt liv i fattigdom til en tålelig tilværelse. Ja, for mange betød udviklingen ligefrem velstand.
Jeg ved jo ikke, hvordan byfoged Lund egentlig var, men i romanen får man en meget fin skildring af ikke blot ham, men af alle personerne. De har dybde og karakter. Det er alle måder en smuk og underholdende bog.

 

33 – Flere digtere og deres skriverier om Skagen

Udgivet den af
Svar


Her over et par billeder af det, der aldrig forandrer sig: stranden, fuglene og havet.
I det følgende vil jeg plukke en buket fra den smukke bog : I skarpt lys. Har allerede vist jer to fine digte ( se forrige indlæg) Her kommer en hel række forfatteres Skagensoplevelser:
Den allerførste er Steen Steensen Blicher, der på den ene side er tiltrukket og på den anden side frastødt af byens to ansigter: det venligt og det barske. Det er fra 1839. Her er et lille uddrag:
– ( citat siden 29 🙂 Naar Du, min Reisende har moret dig ad libitum paa Sladderbakken, saa spørg om: hvor Byfogden boer! – Dersom det da er den samme, der modtog den stakkels Præst i Spentrup med arabisk ( jeg siger blot saa med Hensyn til Sandet ) Gjæstfrihed, da vil han vise Dig noget Utroligt – jeg havde nær sagt: Umuligt. Blomsterhave, Frugthave, Lystskov, og det just ikke i det ganske Smaa, lønner her den menneskelige Flid og Udholdenhed. Naar man kommer fra Ørken mod Syden, hvor vederkvæges, forlystes da Sjæl og Sind, og det gjennem alle Sandser! Det jævne Løv, den smilende Blomsterpragt, den søde Duft, de muntre Fugletoner, de liflige Frugter – Alt forener sig her, for at bringe Hidrejsen i Forglemmelse; det er fra Styx og lige ind i Elysium. ( Citat slut ) .
Den omtalte byfoged er Lund, som i følge flere kilder ved hjælp af sin sorte slave Jan tilplantede sandjorden og skabte denne lille oase midt i byen, som man stadig kan glæde sig over.
Nu kommer H. C. Andersen. Om han besøgte Skagen før eller efter Andersen fremgør ikke af teksten, som er fra “Mit Livs Eventyr” ( 1855 ) Han skriver:
om vejen dertil: ( citat side 10) Vi kjørte over Mark, Hede og Mosegrund, vi kjørte i Havstokken, paa det faste Sand i Brændingen. Snart naaede vi Klitterne, der laae som store Snedriver ved Vintertid. Strandbredden var som belagt med bævrende, rødbrune Meduser, Konchylier og afrundede Smaasten; Vrag laa ved Vrag; vi kjørte midt igjennem et stort, engang tremastet Skib. Skrigende Fugleskarer omkredsede os. Taarnet af den i Sandflugt begravede St. Laurentius Kirke vinkede og viiste: her ligger Skagens By. Denne selv er tredelt, og den ældste Deel ligger en halv Miil fra de to Andre. Mod disse kjørte vi. Gaderne her ere omskiftelige, de antydes ogsaa ved Touge, spændte fra Stang til Stang, alt som Flyvesandet vil det; her ligger et Huus, halvt skjult af en Sandklit, der et andet; her en mørk Træbygning med Straatag, her et Par Huse med røde Tage; i en lille Kartoffelhave saae jeg en Griis, tøiret til en Gallionsfigur; Haabet, støttende sig paa et Anker. Her kigger fra Husets Gavl en kolosal Skikkelse: Walter Scott; Gallionsfigur fra et strandet Fartøi.
Ørkenlandet heroppe har ogsaa sin Oase, en frisk, frodig Plantage med Bøg, Piil, Poppel, Fyr og Gran. Grønsvær dækker i Gangene Sandgrunden, der ellers snart ved Vinden vilde faae Overmagt. ( citat slut)
I 1865 besøger digteren A.M. Goldschmidt byen, og han oplever sit besøg som en lang række overraskelser, nogle behagelige, men mange ubehagelige. Skagen taler med to tunger, synes han at mene – altså omtrent som Andersen.
Her er et citat fra rejsen dertil: ( citat side 81): Veien langs Stranden er naturligvis øde; men den er ikke død, eller der er Begivenhed, Historie i det Døde. Tilvenstre møder man Vragene. Et laa halvt begravet i Sandet, med den venstre Side af Bugen opad, graagult, lignede et uhyre Skaldyr. Et andet havde sin ene halve Side flaaet ud som en mægtig Dør ret ligsom Jættens Handske. Et tredie kjørte vi igennem. Et fjerde stod sønderlemmet lidt ude; agter ragede en Planke lidt op og saae skuffende ud som en Mand med laadden Hue paa. Et femte syntes næsten helt; paa Bagstavnen, der vendte indad, stod det stolte ord Briton; men denne briton skal ikke oftere rule the waves. Paa den anden Side havde vi i Klitten de lange, horizontale, sorte, omtrent en Alen tykke Lag af Martørv. Da Naturen besluttede at ødelægge denne Strækning, men indsaae, at Menneskene alligevel haardnakket vilde forsøge at boe her, vilde den ikke nægte dem Kurturens største Betingelse, Ild, sammenpressede derfor Skovene til en Mellemting af Tørv og Stenkul og anbragte denne, Martørven, saadan, at man uden alt for stor Møie kunde finde den. Ned paa den lave Strand falder den hyppig fra Klitten i store Blokke. ( citat slut).
Med Holger Drachmann gør vi et spring og er nu i slutningen af århundredet og meget har ændret sig, byen er nu blevet tilholdssted for en lang række kunstnere. Han slutter sit essay med en karakteristik af den indfødte Skagboen:
(citat side 27) Man skal først og fremmest have Kærlighed til disse Folk. Modelstudiet, for ikke at tale om den pure Turist-Nysgerrighed, hjælper ikke meget. Befolkningen er sej, men den er ikke utilgængelig; forholdvis er man mere opvakt her, end paa andre lignende Steder. Havet, Farerne, det møjsomme Liv, der ofte kan bringe en uventet Gevinst, en vis Sorgløshed under al den meget Alvor, det hjælper alt sammen med til at lukke Sindet op, og saa følger Munden snart efter. Jyden er nok Jyde, hvor man saa træffet ham; men han er dog maaske en Kende mere “jysk” længere syd paa, og ikke mindst inde i Landet. Uden at være Fantast kan man godt bevare en hel Del Idealisme, og endda ikke komme til kort, naar man søger efter Mennesker blandt denne Strands Beboere. Idag træffer man en Lars Kruse, imorgen er det et andet Navn, som ikke blot betegner en enkelt Dygtighed, men som peger paa et typisk Karaktermærke. Og saa kan man jo lægge disse Karakterer sammen og gøre sit Regnestykke over dem. Pessimisten vil vel tage skuffet tilbage til Hovedstaden, men Optimisten vil ved en længere Dvælen her paa Stranden faa et Tilskud af sund, nøgtern Opfattelse; og den vil vidne til Fordel for Befolkningen – saa længe Befolkningen bliver nogenlunde sig selv. Og helt “Strandvejsliv” bliver der dog næppe i dette Aarhundrede paa Skagen. ( citat slut)
Ja, det menneskesyn fjerner unægtelig den feterede digter fra den gemene hob. En Københavner er en Københavner og en Jyde er en Jyde. Og hvad han forstår ved det at være jysk er sandelig noget, vi jyder må skamme os over. Men dette lille klip er fra 1887. I det næste klip af samme forfatter følger vi digteren ind i det nye århundrede. Det er fra 1904. Her ser han allerede med stor melankoli og næsten længsel tilbage til det gamle århundredes Skagen “Saa hastigt svinder Dagen/ og Aftnen stunder til / der var et andet Skagen / et bedre som man vil.” Det er et digt, som han skriver på den her tid, og som Rifbjerg kalder dårligt. I et tidligere indlæg har jeg citeret hele digtet. Det er rigtignok sentimentalt. Men i det følgende digt, som jeg nu vil citere, er smerten dyb og ægte, og der er ikke antydning af rørstrømskhed:
( citat fra side 67)
Der blev stille i Stuen, / da Festen var endt;/ hvor hun havde sunget,/ stod et tavst Instrument. / Der gemte sig slumrende / Toner deri; / hun kunde dem vække. / Nu var det forbi.
I Stagen stod Lysene / næsten brændt ned,/ et vaklende Skær over / Glassene gled. / Her suged din Læbe / den livfulde Glød; / jeg føler kun Glassets / forstenede Død.
O kunde Du komme / tilbage igen!/ jeg stillede Vinen/ paa bordene hen;/ jeg lyste med Fakler/ vor natlige Fest,/ jeg satte Dig højbords,/ mig selv som din Gæst.
Saa sang Du til Tonernes / bølgende Slag./ Jeg sad for din Fod, til det/ gryed ad Dag./ Saa bar mine favnende/ Arme Dig hjem, -/ hvis ikke Du døde/ forinden i dem.
Der blev stille i Stuen./ Festen var endt./ Der stod kun et støvet,/ forstemt Instrument. / Som Laag for en Kiste / smak Klappen i … / O Gud være lovet;/ Forbi, Forbi!
 
Nu skal vi møde Johannes V. Jensen på en Skagenfart. Han er i byen i anledning af Drachmanns urnenedsættelse. Teksten er fra 1908. Vi ser følget med digterens blik i dette citat fra side 72:
I Følget bag Urnen gik Krøyer; ved denne Lejlighed traf jeg ham for første og eneste Gang og vekslede nogle Ord med ham. Han var helt sig selv i den Periode og gjorde Indtryk af at være en mere end almindeligt jævn og afdæmpet Mand, med et Sind saa blødt som hos et Barn, han der paa sin Kunsts Højde imponerer ved denne fyrstelige Rankhed og ved sin i højeste Grad voksne atletiske Stil. Han saa noget tilgroet ud i Ansigtet med al den blonde Behaaring, Øjnene laa skummelt, de havde et ejendommeligt ærligt og afkræftet Blik. Stemmen var tilsløret og meget, meget mild. Han saa udslidt ud, men egentlig ikke gammel. Der var noget over ham, der mindede om de kattekillinger Børnene forkrammer og misbruger saa længe til de ikke ligner Katte mere. Eller man syntes han kom lige fra Tortur; de havde vasket ham og klædt ham paa og forbudt ham at røbe noget, og han holdt sig ogsaa godt, kun Hænderne rystede en smule … Ak disse Hænder – Drachmann havde ganske den samme nervøse Haand, mager og med spændte værkende Aarer, det gjorde en altfor ondt at se paa hans stakkels udplyndrede Hænder. De Mennesker arbejdede og “festede” sig ihjel. Hvilen de søgte paa Skagen blev til oprivende Inspirationer, af deres Ferier skabte de en ny Kunst og en ny Tid. Men Hvilen laa ikke til dem, før Naturen krævede sin Ret. Der var ved Drachmanns Begravelse en Slags Hvile over Krøyer, et Vindstille i hans Væsen; siden kom der jo svanger Luft over ham igen, Skabernød og ingensteds Ro, til han da omsider ikke kunde Skælve mere. Nu er ogsaa han bragt til Ro paa Skagen. Hvem skal se Solen efter ham? Hvem skal nu gaa levende iblandt os og bevise os, at saadan er det, det der er? ( citat slut)
Den næste digter i rækken er Georg Brandes – ikke så meget er digter som kritiker og lærd, men her i teksten afslører han efter min mening et ægte lyrisk talent. Han besøger Skagen i 1910. Kort tid efter J. V.Jensen. Her er et klip fra side 30.
Luften her synes højere end andetsteds, ligesom Synet faktisk er videre. Ingensteds har Øjet saa megen Glæde af Himmel og Hav. Ingensteds frydes man ved vekslende Belysninger, som naar man ude paa Grenen staar paa det brede Bælte af hvid Sand, der er fast og velgørende for Foden. Hovedpersonerne paa Skagen det er Luften og Havet, et uensartet og dog overensstemmende Par, et omskifteligt, der samtidigt skinner og er stille, samtidigt blidnes og rødmer, samtidigt mørknes, vredes og stormer. I Skagens Natur er Intet smaat og Intet indsnevret. I Skagen er der fuldest Aandedrag. Her trækker vi vejret dybest.
Ære være H.C. Andersen, at han som Digter opdagede Skagen! Han har i 1859 besøgt Egnen, følt og forstaaet den. Det var paa den Rejse, han skrev: “Østersø og Nordhavs Vand/ favnes over Skagen Strand.”
Ære være Michael Ancher, at han som Maler genopdagede Skagen! Han var den første Maler, for hvem Egnens Skønhed gik op. Snart fulgtes han af Krøyer, der saa paa en anden Maade. Og hurtigt blev Stedet erobret af Malere fra hele Norden, der for en Menneskealder siden her grundede skiftende Sommerkolonier.
Saa kom Drachmann og satte Bo og gav Strandbyen dens lyriske Indvielse. ( citat slut)
Brandes slutter sit essay således:
( citat side 31) Det kan jo ikke være andet, der vil engang komme den Tid, da den hele Kunstnerflok deroppe ligger i Urner eller i Grave. Da vil paa Skagen bl.a. blive rejst den tiltalende Dobbeltstatue af Krøyer og Ancher, som Tuxen er Mester for. Dog til Dødstanker indbyder Skagen ikke. Stedets Skytsaand har friskere Livsfylde end nogen anden lokal Guddom i Danmark. Jeg har set den for mig, kraftig, fin og blond, med et af Blæsten bevæget, rigtig gyldent Haar og ren, ædel Profil, hyllet i en lang hvid Kaabe med en Skumbræm for neden. ( citat slut).
Ak ja, et strejf af racisme …
 
Om Anna Ancher taler ingen af de lærde herrer. Efter min mening har hun en dybde og nærhed til det, hun maler, som ingen af de mandlige malere kommer blot i nærheden af. Men nu skal vi høre hendes egen stemme. Hun mindes, hvordan det hele begyndte: ( citat side 17)
….en skøn Dag, det var den 13. Juli, kom en ung langhaaret Maler slæbende paa sin Malerkasse og bad om Logi og Mad. Han spiste tre stegte Duer og kunde vist have spist flere, selv lignede han en af Faraos magre Køer. Jeg fik Lov at bringe ham The og tog ham ordentlig i Øjesyn, ja, han var ikke af de værste. Hans Navn var Michael Ancher. Og det gik som i Bjørnsons Digt: “Da kom en Maler og satte sig ned/ han malede Stranden og hende med.”
Om Efteråret blev jeg konfirmeret, Michael Ancher holdt en Tale for mig, den første Tale i hans Liv, og ønskede mig al mulig Lykke, den Gavstrik. ( citat slut)
Kusinen Martha, senere Martha Johansen blev også forelsket i en maler. Viggo Johansen. Og hun skriver i sine erindringer bl.a.:
( citat side 53) I 1890 var vi for sidste gang på Skagen om sommeren. Så blev Krøyer gift, og al larmen, der rejste sig om ham og hans kone, gjorde, at vi var fremmede på Skagen, der fra nu af blev Krøyers, fru Krøyers og Drachmanns. I 1910 var Johansen og jeg 1 måned eller 1 1/2 i Gl. Skagen. Da gik vi et par gange til Skagen, var hos Anchers, Møllers, Brøndums og Marie Dalsgaard, men følelsen af at være fremmed blev dog ved. Johansen var her i 1912 og 1913, men det er først i år, 25 år efter 1980, da vi boede fast heroppe, at jeg igen følte mig som hørende til her. Nu ligger Krøyer på kirkegården, under en sten af Bindesbøll, og Drachmanns aske står uden for badehotellet på Grenen, som et udflugtssted for turisterne.
Og nu er Georg Brandes her! Ancher, Anna Ancher, Tuxen, Locher, Clement, Hein, Wilhjelm, Mosbjerg, Schwartz og Helga Ancher. Der er malere nok. Kunst nok. Lidt for meget. Der er udstillinger både i Vesterby og Østerby, – i Østerby dominerer Ancher, men har man holdt af Ancher som kunstner, skal man helst ikke se udstillingen. Han har gentagelser af sine billeder i alle mulige størrelser, og slemme billeder af skønne damer, der spadserer langs stranden, rædselsfulde. ( citat slut)
Ja, her får man et lille indblik i den jalousi og misstemning, der også kendetegnede kunstnerne på Skagen. De var ikke alle gode venner. Og nu tager vi igen et spring i tid, vi skal nemlig møde Henrik Pontoppidan, som på en længere Jyllandsfærd også kommer til Skagen. Teksten skrives i 1938, men er et tilbageblik på en tidligere rejse. Toget bringer ham til Frederikshavn, og nu:
( citat side 59) Turen derfra til Skagen – fem Mil – maatte endnu den Gang gøres enten tilfods eller med den offentlige Postbefordring, en aaben Dagvogn, der paa den sidste Strækning – fra Fiskerlejet Aalbæk, omtrent midtvejs – var en tung og tarvelig Fjællevogn uden Fjedre. At begive sig med en almindelig Fjedervogn, endsige med en lukket Vogn, ud i det vejløse, ofte fygende Sandhav, der fra Aalbæk strakte sig lige til Skagen, var risikabelt baade for Mennesker og Heste. Det var hændet, at et saadant Køretøj var kommen ud i Kviksand og bogstavelig bleven opslugt af det. Ikke heller var det altid raadeligt at køre i Havstokken eller paa de saakaldte “Dopper”, smalle Engstrimler, der i temmelig stor Afstand fulgte Kystlinjen og med Paalandsvind straks overskylledes af Bølgerne.
I Aalbæk skulde de Rejsende altsaa skifte Vogn. Naar Vognene syd-og nordfra ved Middagstid mødtes her, kunde der i den halve Time, opholdet varede, blive ganske livligt i den lille Fiskerby. Navnlig nu i Sommertiden, da der ofte kom baade to og tre Fyldte Køretøjer dertil fra hver Side, blev der et formeligt Markedsrøre paa Pladsen foran Kroen. ( citat slut)
( citat side 60-61) Jeg fandt ikke Skagen helt saa forandret, som jeg havde ventet. Den var stadig en Ørkenby, hvor man overalt vadede i Sand til op over Anklerne. Ganske vist talte man om Byens “Gader” og havde endogsaa givet dem Navne, men for en Fremmed var det altsammen spredt Bebyggelse. Endnu saaes ogsaa enkelte af disse ældgamle, tangklædte Lerhytter, der i Stedet for Skorsten havde en saakaldt “Lyre”, et af et Vindbræt skærmet Hul i Tagryggen, hvorigennem Røgen fra Husets aabne Ildsted kunde slippe ud. Ogsaa de store Stejlepladser, hvor lange Rækker af smaa Flyndere hang til Tørring, fandtes endnu allevegne, og ligesom tidligere lugtede hele Byen regelmæssigt to Gange dagligt af stegt Fisk.
Byens gamle Gæstgivergaard – det nu saa berømte og helt moderne Hotel Brøndum – fandt jeg helt erobret af den skandinaviske Kunstnerkoloni. Der var ikke den smalleste Natteleje at opdrive der. ( citat slut).
Og nu til Hans Kirk. Ham møder vi i 1966. Og han skriver bl.a. om Råbjerg Mile. Her kommer et længere citat fra side 76:
Ved en af de små søer, der blinker i udkanten af Milen, sidder en ældre mand og pjasker i vandet med sin kæp. Han kan ligne en gammel skolelærer, som har opgivet sin gerning og har vanskeligt ved at få tiden til at gå, nu han er på pension. Men da vi slår os ned ved siden af ham og tænder piben, viser det sig, at vi sidder sammen med en mand, der har haft en gård længere mod syd i sognet, hvor jorden er bedre, men at han en dag følte dragningen så stærkt, at han solgte gården og købte et hus i nærheden af stedet her.
– For her er skønt både sommer og vinter, siger han. Jeg har aldrig været i udlandet, undtagen en tur i Norge, men jeg synes ikke, Milen ligner noget andet sted i Danmark. –
– Fortælles der endnu om sandflugten? spørger vi.
– Nej, det er vist gået af minde, siger han. – Nu er Skagen jo blevet en storhavn, og vi har alle badegæsterne her på egnene, det giver gode indtægter. De unge bliver fiskere, og det er jo ikke det farlige og fattige erhverv, som det var, da man fiskede fra de åbne havbåde. Det er sært, så nemt onde tider glemmes, men da jeg var knægt, kunne de gamle fortælle om al elendigheden.
– Her var skov engang?
– Ja, det kan vi se, når vi graver tørv, så er der stumper af skovtræ i tørvene, og under tørvelaget er der tit fundet økser og pilespidser fra stenalderen og tilmed bronzesager, så deraf kan vi lære, at der i de meget gamle tider var skov her, og vi har da også gamle navne som Klitlund, Hjortlund, Rannerød, Skødelund og Høgenhaven, der minder om de gamle skove. Men de gik til, man misrøgtede dem, og så gik det galt.
– De er interesseret i egnens historie?
– Ja, det har jeg altid været, jeg har læst, hvad jeg kunne få fat på, og lyttet til de gamle, nikker han. Min gammelfar fortalte, at vort sted engang havde været en stor gård, med marker og eng, men så kom sandet og dækkede det hele. Der var ikke noget at stille op, for sandflugten lod sig ikke standse. Det var en elendighed uden lige. På et par stormnætter kunne en mand være ruineret. Senere kom kvægpesten og tog, hvad sandet havde levnet. Der var tider, hvor der ikke var brød i huset, og børnene måtte sendes ud i hede og moser for at plukke bær. Her har været megen armod på disse egne. Underligt er det at vide, at der engang var tider, hvor det eneste, befolkningen spekulerede på, var andres ulykke.
– Er det strandingerne, De tænker på?
– Ja, en stranding betød store penge i de fattige sogne. Så sent som i 1705, tror jeg det var, blev det under dødsstraf forbudt at tænde blus og falske lys på stranden for at forføre de sejlende og bringe dem i ulykke og fare, og der blev indført strenge straffe for at røve eller stjæle af det ilanddrevne gods. Men endnu i min barndom blev strandtyveri ikke regnet for nogen rigtig forbrydelse. Reddede man sig et læs ilanddrevet træ eller en tønde stenolie, var det en guds gave til fattigfolk og kom ikke øvrigheden ved. Jeg har hørt om en præst, der på prædikestolen bad Vorherre om, at hvis det var hans vilje, at et skib skulle strande, da at betænke dette fattige sogn med strandingen. ( citat slut )
Et andet sted skriver Hans Kirk om naturen sådan her ( citat fra side 8) : Men menneskene bed sig fast. Jorden kunne ikke længere give dem føden, den havde sandet taget, så lecede de af haved. Hvis man vil danne sig en forestilling om, hvordan landet den gang har set ud, skal man gå en tur til sandmilen syd for klitplantagen eller til Råbjerg Mile ved Kandestederne. Det er simpelt hen små stumper af Sahara. Eller prøv en stormvejrs dag at kæmpe Dem imod sandet, der pisker i ansigtet, ned til Vesterhavet, hvor brændingen koger og fråder. Så ved man, hvad det var for kræfter, skagboerne havde at kæmpe imod.
Det var den uanselige, grå marehalmsbeplantning, der reddede Skagen og måske det halve Jylland fra sandflugten. Den ser ud af så lidt, men den har et rodnet, som forgrener sig dybt og vidt og som binder sandet, så stormen ikke kan rejse det og feje det ind over de dyrkede agre. Man begyndte at plante marehalm i klitterne og bjergfyr, hvor der var en smule læ. Og i dag er de gamle skove ved at gro op igen. Det er ganske vist ikke fortiden ege, men hårdføre fyrretræer, som sejt bider sig fast i sand og lyng og tappert stemmer ryggen mod blæsten. ( citat slut)
Faktisk står der f.eks. ved Hulsig rester af de gamle egeskove. Og Sandmilen er næsten blæst i havet – den ligger jo på østsiden og Vestenvinden har haaft travlt siden Kirks tid med at blæde den et stykke. Så sent som i min barndom havde den en så anseelig størrelse, at man kunne få ørkenfornemmelser, sådan er det ikke mere. Og Råbjerg Mile er jo på vej mod øst også. Den flytter sig langsomt men sikkert fra vest mod øst, så en dag er den vel også historisk. Da far var ung lavede man stadig ørkenfilm, optaget på Sandmilen. Da jeg var ung ( i tresserne) optog man en Kong Lear film der.
I en tekst fra 1968 undrer forfatteren Klaus Rifbjerg sig over, at han ikke har brugt Kandesterne og hele Skagen by og landsogn i sin digtning, skønt han tilbragte så mange somre der i sin barndom. Senere kom der jo hele Kandestedersuiten, og stedet indlemmedes i forfatterskabet. Her skriver han lidt erindrindringer fra tiden på “Kandehus” i Kandestederne ( citat side 33 ):
Måltidene blev indvarslet med en skibsklokke fra en stranding, man spiste de samme retter – à la carte bortset fra specialiteterne forskrøget laks og hummer fra Skagen var sjælden – og når alle havde sat sig, dukkede Sophus Madsen, Palads Teatrets direktø og en af Ole Olsens efterfølgere ( også i format ) op, iført sin hvide badekåbe og bøllehat, blussende af dagens sol og vand, drønsulten og ganske upåvirket af andres slips og mere konventionelle toilette. Der blev talt fra bord til bord, der blev spillet kort og sovet meget, og hvad der ellers skete på de træduftende værelser med den savge luftning af salt mellem gardinerne – var jeg for lille til at vide.
Kandestederne var eventyrlig dengang, fordi isolationen endnu ikke var brudt, vejen fra Hulsig ud til klitten og Kandestederne gik via et lyngforet hjulspor, og det var sprot for de københavnske bilister at holde sig på vejen og undgå kviksandet, og husk på, i trdiverne var bilen ikke bare noget man havde, det var noget nogen havde. ( citat slut).

31 – Johannes Jørgensen om Skagen

Udgivet den af
Svar

Så retter vi atter blikket mod en dansk digter og hans oplevelse af Skagen. J.J var ikke som Drachmann en Skagensdigter – men han besøgte byen en enkelt gang i 1906 og giver en stemningsmættet beskrivelse af sin oplevelse af Skagen.
J.J hører til 90’ersymbolisterne ligesom Stuckenberg og S. Claussen, men modsat dem er han religiøs digter – konverterer da også senere til katolicismen. Det lille indlæg om Skagen er fra bogen “Fra Vesus til Skagen” 1909.
Slutningen kommer her i et langt citat:
( Citat fra side 186): Skagen forandrer sig, Skagen er ikke mere det gamle, siger de, som har kendt Stedet i dets klassiske Tid. Der hænger hos Brøndum paa Spisesalens Væg nogle linjer af Drachmann, skrevne for faa Aar siden, i 1904. De ender, smukt og sorgfuldt, saaledes:
Der er, og det er Sagen, / hvad Tiden saa blir til, / der er en Sjæl i Skagen, / som aldrig ældes vil. / Som kommer, naar man kalder, / paa alt, hvad man har kær – / mens over Stranden falder / Erindrings Vemodsskær.
Ogsaa den, som kommer længe bagefter de andre, de forudgangne, de store, kan ikke andet end fornemme den Skagens Sjæl, Drachmann synger om.
Først det, at enhver af os i sit Liv har et saadant Skagen, et saadant Mindernes Hjem og Erindringernes Fædreland, der stiger op for En, lyst og fjærnt, i de tunge og mørke Timer – et Sted, hvis blotte Navn det er dulmende Balsam at nævne. Lad det Sted være i Syd eller Nord, lad dets Karakter være hellig eller kun menneskelig – alle har vi et saadant Skagen, hvor Hjærtet har bygget sin Rede, og hvor Længslerne stævner hen og samles som hvide Fugle ved Stranden ….
Og saa det, at Skagen jo ogsaa i Aandens Verden virker som et Fyr – et lysende Taarn til Vejledning og Retledning for andre. Der hænger rundt om i Skagensfiskernes Huse smaa, trykte eller broderede Indskrifter i Glas og Ramme, og en af dem lyder, kort og stærkt: “Helt for Jesus!” Helt for den Gud, man tror paa, helt for den Pligt, der hviler paa En, helt for det Ideal, man ser op til – dette Ord er Hemmeligheden i de Mænds Liv, for hvem der staar rejst saa mangen Mindesten paa Kirkegaarden og midt i selve Skagens By, fordi de havde den højeste Kærlighed – den, der sætter sit Liv til for andre.
Men helt for Idealet, helt for Arbejdet, helt for Kunsten – det er ogsaa det Valgsprog, som Skagens Kunstnere, de store, trofaste, udholdende Arbejdere, kunde gøre til deres. Det er i Kraft af deres rene Kærlighed til Kunsten, deres rene Kærlighed til Danmark, Danmarks Land og Folk, at de er bleven det, de er, og at Skagen gennem dem, ved dem, er bleven det store Fyr, som lyser ud over Europa. Uden Skagen var Krøyers Selvportræt aldrig komme til at hænge i Uffizierne – og derfor har Kunstneren med Rette malet sig selv paa en Baggrund af Skagen.
Endnu et tredje kan selv den senest komne Skagenspilgrim lære, og den Lære nemmer han af Havet. Man har kaldt Havet deroppe “den store Lægprædikant”, og det Navn passer vist godt. Men Havet synes En især den store Taalmodige. Man maa have staaet længe ved Stranden for at fatte den Side af dets Væsen – set, hvorledes det kaster den ene Bølge efter den anden ind på Kysten, som om det vilde befri sig for en knugende Byrde – men strax er der en ny Bølge at tage op, en ny Bølge at lægge Skuldren under – og saaledes ustandseligt, uendeligt, Time efter Time, Dag og Nat, Uge efter Uge, Aarstid efter Aarstid, Aar efter Aar …
Til endelig en Gang Havblikkets store Feststund oprinder – de sjældne Dage, da alle Bølger har lagt sig, og da Havet hviler, stort og blankt og stille, og Brændingen tier, og kun en uendelig svag og fin og fjærn Klang lyder op fra Havdybet – som af klare Sølvklokker, der ringer i sjunkne Stæder paa Havsens Bund. ( citat slut)
 

29 – Harry Søiberg og Bent Haller. To bøger om Skagen

Udgivet den af
Svar

Harry Søiberg: Historier fra Skagen – udvalgt af Hans Nielsen 1979
En samling fortællinger, som er samlet forskellige steder fra i forfatterskabet. Søiberg boede i Skagen en stor del af sit liv og skrev om livet der og andre steder ved Vestkysten. Det er fine fortællinger, lige fra den mest gribende: “Stille Søren” og til den morsomme “Adjunktfamiliens sommerferie ved havet.”
Forfatteren forstår at leve sig ind i sine personer, som han da også for det meste skildrer set indefra med dog med sin egen kommenterende stemme ind i mellem. Man møder den forkuede klitbonde, den fattige fisker og de hellige med deres uforsonlige fordømmelser af medmennesket, hele tiden fremstillet uden karikatur, men realistisk og sikkert.  Jeg synes, at de bedste af historierne ligger på niveau med Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier, som de på mange måder ligner uden nogensinde at plagiere. Søiberg har sin egen stil.
Bent Hallers roman, “Skagensbillede” er præcis, hvad titlen siger: et billede. Tiden er som i Søibergs historier  sidst i det 19ende århundrede. Samme tid for øvrigt som i Bech Nygaards roman – og som han skildrer Haller fiskerne og deres livsvilkår på den tid, hvor de fleste arbejdede umenneskeligt hårdt for det daglige brød og alligevel ofte måtte sulte, fryse og lide afsavn.
Bogen er helt i Hallers stil. Han borer kniven ind i læserens hjerte og vrider den rundt, indtil man virkelig føler den lidendes lidelse. Det er synd. Men synd på en anden og mere rå måde end for de elendige og fattige hos Nygaard. Her er alt håb ladt ude, og det føler man stærkt romanen igennem. Hovedpersonerne er en lille, fattig fiskerfamilie i et hus så usselt, at det næsten virker utroværdigt. Sådan kan ingen bo. Sådan kan man ikke leve. Men det gør man hos Haller. Og ondskaben lurer hele tiden lige om hjørnet. Den fattige kone, Ingeborg, bliver udlagt som heks ( ja, vi er i 1800tallet, ikke 1600tallet) og hendes forkuede søn Erik er her med hende hos købmand Brøndum for at købe på klods. Da hun går ud af butikken, ser hun Erik omringet af byens børn. Her er et citat fra side 112:
Hun standsede ved hushjørnet og vovede sig ikke frem i solen. Gør du det, skreg børnene, eller gør du det ikke? Jeg skal nok gøre det, sagde Erik bedende. Da hun hørte ordet, dette ene onde ord, var det som at træde på en åben kniv. Hva? skreg en stor stærk gut. Højere, råbte de andre. Heks, råbte Erik. Heks, jublede børnene. Ingeborg hørte en svag knitren og hvide flæser faldt fra huden da skriget brød gennem hende. Hun så det sorte kors. Æd den, kommanderede stemmen. Han gør det, skreg de andre, han gør det. Puhha, sagde en lille pige, der stod og suttede på sin tommelfinder.
Erik grinede og hostede på samme tid. Hans ansigt var en maske af grimhed, et menneske der græd som en lille gris mens de andre morede sig.
Det mærkeligste var at hun ingen medlidenhed følte. Hvorfor slog han ikke fra sig? Hvorfor blev den dreng aldrig rasende?
Han har ædt den, jublede børnene, så I det?
Erik lo fjoget, selv hans tårer var en hån mod hende. Han var istand til alt, det lille lede kryb. Alt hvad han var nu faldt tilbage på hende. Slå ham, råbte det i hende, spyt på ham. Hun var nødt til at gemme sig. De ville lokke hende frem, det var det eneste de var ude på.
En kvinde skyndte sig forbi børnene. Ingeborg hadede hende fordi hun ikke greb ind. Hvilken fejhed. Denne by var fyldt med kujoner.
Da den største af drengene tissede på ham sprang Ingeborg frem med et hyl. Kan I komme væk. Hun svingede med armene og kastede sten efter dem. Heksen, råbte de og forsvandt i alle retninger. ( citat slut).
I Bech Nygaards “Livets Dræt og Dødens” og Anne Mette Svendsens “Guldkuglen” kunne handlingen udspille sig et andet sted – i et fiskerleje et sted ved en kyst eller på en ø, byen Skagen nævnes ikke, og den berømte kunstnerkoloni omtales ikke eller kun meget perifert, men her i romanen spiller de to miljøer ind i hinanden. Man møder de kendte kunstnere, og Skagen og fiskerne betragtes med deres øjne. Kolde øjne. De fattige fiskere æstetiseres, bliver til maleriske modeller, og medfølelsen med dem kan ligge på et meget lille sted. Den strejfer dem, men mest som en slags ubehag, der må fortrænges øjeblikkeligt.
I nedenstående citat møder vi P. S. Krøyer
( citat fra side 125) – vi er i digterens bevidsthed: “Derhenne går fattig-Kristian, den tokkenok, rundt og rundt om sit hus. Utroligt så mange gale mennesker der er forsamlet her på Skagen.
Krøyer kom forbi et elendigt hus med store huller i taget. At nogen kunne bo sådan et sted om vinteren var ubegribeligt. En tynd rødlig røg steg op fra lyren og der lugtede af fisk. Han kikkede ind gennem den åbentstående dør og fik øje på en meget bleg dreng der lå i sengen. “den syge dreng” malet af P. S. Krøyer. Hvem byder 300 kr? 250? … så 200 da. Ingen højere, første, anden, tredje. Solgt til fjolset der.
Social protest var ikke kunst, men politik. I virkeligheden var der ingen der interesserede sig for en syg dreng. Ingen ville løfte et øjenbryn hvis han døde i morgen. Fattigdom var en privat sag. Malet i grønt og violet. Et udtæret ansigt med høje gule kindben. Hvem ville købe et sådant billede? Ingen. ( citat slut )
De par citater siger kun lidt om bogen, der, som alle Hallers bøger, er fuld af poesi og skønhed, der skinner midt i al rædslen – ja, men forskellen på Skagensmalernes og Hallers “forbrug” af modeller er den store medfølelse med de nedtrykte og undertrykte – her står Haller helt ren. Der bliver også en socialkritisk – uden at romanen bliver tendentiøs. Og selvfølgelig æstetiserer Haller også elendigheden, han er jo kunstner, og som sådan skaber han kunst = æstetik. Skagensbillede er kunst af stor kvalitet, en kvalitet, som efter min mening står endnu stærkere og smukkere, fordi den etiske vinkel ikke fraviges et øjeblik.
 
 

24 – H. C. Andersen: Skagen

Udgivet den af
Svar

Her en række billeder af den natur Andersen så:

 
 
H. C. Andersens rejseindtryk fra Skagen udkom første gang i”Folkekalender for Danmark” i 1860. “Skagen” er skrevet kort efter Andersens hjemkomst og d.12 november læste han den højt i Studenterforeningen. Dagbladet anmeldte teksten – som ud over “Skagen” også indeholder “En Historie fra Klitterne”, der foregår i Vestjylland. Bladet slutter den fine anmeldelse sådan her: “En forøget Tiltrækningskraft faar den derved, at dens Skueplads er henlagt til de vilde og øde Egne i Jylland, Vesterhavets Kyster og Klitterne ved Skagen; de kraftige Skildringer af disse lidet kjendte Egnes Natur og Befolkning ere en Frugt af Andersens sidste Sommereise.”
Det er nok ingen tvivl om, at H.C. Andersen med denne populære tekst om Skagen har været medvirkende til at vække den “opdagelsesiver”, der følger umiddelbart efter, og som resulterer i, at Skagen bliver selve stedet, hvis man er rigtig kunstner. Digteren indleder sin skildring med disse ord:
( Citat fra side 7) “Vi ville besøge denne “Danmarks Afkrog”, Sandørkenen mellem to brusende Have, Byen, som ikke har Gade eller Stræde, høre Maager og Vildgæs opfylde Luften med Skrig hen over de bevægelige Sandklitter og den tilfygede begravne Kirke. Er Du Maler, da følg os herop, her er Motiver for Dig, her er Sceneri for Digtning; her i det danske Land finder Du en Natur, der giver Dig et Billede fra Afrikas Ørken, fra Pompejis Askehøider og fra de med Fugle omsvævede Sandbanker i Verdenshavet. Skagen er nok et Besøg værd.” ( Citat slut)
Skagen er under forvandling på den tid,  Andersen besøgte det. Den navnkundige Byfoged Lund har allerede for længst fået sin plantage anlagt midt i byen, og der er mange og effektive sanddæmpningsaktiviteter sat i gang. Andersen skriver om plantagen således:
( Citat fra side 13) “… lige foran os, hilses vi af en blomstrende Have; en udstrakt Plantage med mange Sorter Træer, Eeg og Bøg, Piil og Poppel, Fyr og Gran; Grønsværen dækker i Gangene Sandgrunden, der ellers snart ved Vinden vilde faae Overmangt. Vi træde ind mellem Blomster og Frugttræer. Det er Byfogdens Bolig, den  ligger saa smukt, har noget saa hyggeligt og dertil herskabeligt. Man føler sig med Eet flyttet hen i et frodigt Landskab. det har menneskelig Udholdenhed formaaet.” (Citat slut).
Ja, ifølge overleveringen var det jo den sorte slave, John Leton, som byfogden i 1817 fik forærende som tak for en redningsaktion, der klarede det hårde arbejde med at plante træer. Han er for øvrigt en af personerne i en roman om Skagen, som udkom for få år siden, skrevet af Henrik Wentzel, “Dødemandsbjerget”. Jeg har endnu ikke nået at læse den, men når det er sket, vil den indgå i bloggens tekstunivers.
Bloggen har allerede bragt et par eksempler på beskrivelser af redningsaktioner, og der vil komme flere. H. C. Andersen må naturligvis være med her. Skibskatastrofer og forlis er det mest dramatiske i Skagens historie, og skildringerne så vidt forskellige. Her vil jeg citere slutningen af Andersens Skagensoplevelser, for der er netop tale om en redningsaktion:
(Citat fra side 24) “Følg os herop i et stormende Veir, naar Skibet sidder fast derude i Sandet, og Bølgerne brydes mod Plankerne. Sit eget Liv vover den kjække Skagbo, det kunne alle Aaringer heroppe fortælle os; Mod og mandig Villie mægter vel ikke at bryde enhver Skranke, men da overflyver Kløgten den. Forlad din Stue i den mørke Nat, det er en Storm, saa stærk, at Du ikke hører det rullende Hav, Vindens stærke Kast møder Dig, idet Du træder ud; det fygende Sand og de skarpe Smaasten pidske dit Ansigt tilblods. Du fornemmer over Dig og om Dig en Kraft, som synes mægtig til at suge Havet op; det er en buldrende Lyd, som udfoldede sig over Dig et Verdens-Telt. Arbeid Dig op paa Klitterne i dette Mulm; sniig Dig mellem Vindkastene frem, Du fornemmer, naar Du har naaet herop, thi Søens salte Fraade flyver Dig i Øinene, og først lidt efter lidt vænnet til Mulmet, skimter Du det skumkogende Hav; og mere gjennemtrængende end Søfuglenes skærende Skrig lyder til dig Nødraab, Fortvivlelsens Skrig; da lysner det, Natfaklen tændes, og ud over Vandet kastes en Raket fra Land hen over Skibet; ved Faklens Blaalys seer Du Fartøiet boret fast i Sandet; de tunge fraadende Bølger vælte sig mod det, og over det; Menneskene derude løbe i Dødsangst mellem hverandre, Enkelte holde fast i Tougværket, den næste Bølge, som løfter sig, kan falde knusende, saa at Planker og Bjælker blive Spaaner i Havstokken; men Redning er bragt, en Finger, der bliver en heel Haand, som bærer de Strandede frelste i Land. Ved Raketten er bundet en Line, den er falden hen over Skibet, ved Linen drages et stærkere Toug derud, Forbindelse er bragt tilveie mellem Landjorden og de Skibbrudne, og snart flyver Redningsstolen frem og tilbage mellem Land og Kyst. De Frelste føres til Skagens By, Byen uden Gade eller Stræde, men hvor under Straatag i det tjærede Huus findes stærke Arme og varme Hjerter. Udholdenhed, Mod og Hengivenhed er Skagboens og Vestklitboens Natur; Havgusen gjør kolde Hænder, men “kolde Hænder, varme Hjerter!” siger Ordsproget.” ( citat slut)
Der er milevidt fra Andersens til Pontoppidans skildringer af skagboerne i en strandingssituation!
Vi er så langt fremme i den tekniske udvikling, at der her findes både raketter og redningsstol til bjergning af de strandede folk.
Der er en lille krølle på fortællingen om Andersens tur til Skagen, som ellers ikke omtales nogen steder, men her vil jeg gøre det. Der boede nemlig på egnen en anden Andersen, der også var digter. Hans historie er ikke noget eventyr, selv om starten ligner H. C.’s .Bent Haller har fortalt den i “Digterpjalten,” men man kan også læse om denne ukendte digter Andersen i de arkiver som findes i det lille smukke egnsmuseum i Ålbæk. Her traf jeg ham første gang.
Carl Andersen hed han, og han var frugten af et forbudt kærlighedsforhold – en adelsdame på Gårdbogård fødte ham – og han sattes i pleje hos husmandsfolk. Og blev jo selv husmand. Fik også familie og sled for at holde sulten for døren, men det var umuligt, for netop på den tid tog sandflugten fart på den egn, hvor hans lille ejendom lå, og han kæmpede en håbløs kamp for redde sine marker fra at sande til. Ind i mellem skrev han. Kunne jo ikke lade være, for han havde talent. Men et talent, som ikke fik lov at udfolde sig. Et enkelt lyspunkt oplevede han dog, nemlig den dag, hvor han fik tilsendt en pris fra Kong Chr. d. 9. som tak for et hyldestdigt, som han uopfordret havde sendt til kongen. Men ellers var hans dage sorte, og den sorteste af dem alle var nok den dag, hvor det var rygtedes, at den store digter H. C. Andersen ville komme til Skagen og på vejen gøre ophold på Ålbæk kro. Her stillede Carl fra morgenstunden og ventede på kollegaen. For nu skulle han vise sine digte til en stor kunstner, der ville værdsætte dem og se deres skønhed og helt bestemt tage ham under sine vinger. H. C. Andersen kom, og vi ved ikke, om han fik noget at vide om digteren, der stod og ventede udenfor. Men vi ved, at kroværten ikke ville tillade, at den fattige mand blev lukket ind – det var han slet ikke fin nok til. Så Carl blev afvist ved døren, og det hjalp ikke, at han tiggede og bad. Han var og blev en stymper. Og derved blev det, og han måtte gå den lange vej tilbage til huset i Råbjerg med uforrettet sag.
 

23 – To romaner og en erindringsbog

Udgivet den af
Svar

Der er skrevet en hel del skønlitteratur, hvor handlingen udspiller sig i Skagen – om nogle af teksterne må man tilføje et “måske”, idet Skagen ikke nævnes ved navn. Det gælder for de to tekster, jeg netop har læst. Den ene er Hanne Marie Svendsens “Guldkuglen”, og den anden er Bech Nygaards “Livets Dræt og Dødens”. Den tredje bog er en lille lyrisk sag – korte prosastykker, der handler små glimt fra barndommen. Den er skrevet af  Bent Haller og hedder “Så mange Rum”.
Det drejer sig om tre meget forskellige bøger.
Handlingen i H.M. Svendsens roman tager udgangspunkt i en fjern fortid og man føres så via skildringen af nogle slægters liv op til en slags nutid. Bogen er på en gang realistisk i sin skildring og samtidig inspireret af den sydamerikanske magiske realisme, som man f.eks. finder i flere af I. Allendes romaner og mest udpræget måske i Garcia Marques’ Hundrede Års Ensomhed. Den har desuden også det til fælles med de sydamerikanske forfattere, at den ud over at fortælle en slægts- og egnshistorie forholder sig kritisk til samfundsudviklingen. Faktisk går det så vidt, at menneskene i bogens sidste kapitel lever eller forsøger at leve i et totalt forgiftet miljø, forgiftet af hensynsløs industrialisering og profitjageri. Det fremgår ingen steder, at romanen foregår i Skagen, men menneskene lever isoleret på en ø igennem flere århundrede, og ligheden mellem romanens fiktive univers og det faktiske Skagen er meget stor. Skagen var i flere århundrede at betragte som en ø – isoleret som den var mod syd af de store sandmiler og en total mangel på farbare veje.
Jo, Skagen var en ø. Jeg vil gerne anbefale romanen – den er fascinerende på mange områder, men som kilde til Skagens liv og udvikling er den nu nok ikke den bedst egnede.
Det er derimod den næste bog, nemlig Bech Nygaards Livets Dræt og Dødens. Også i den følger man en slægts historie, og romanen begynder i slutningen af 1800tallet og ender midt i Anden Verdenskrig. Jeg holder meget af Nygaards bøger, han forstår på en særlig inderlig og dog saglig måde at skildre miljøer og mennesker, der ellers sjældent finder vej til en roman. En af hans første bøger var “Guds blinde Øje”, og her fortæller han om et lille, forsømt menneskebarn på en måde, der er fuldt på højde med M.A. Nexø’ “Ditte Menneskebarn”. Jeg har læst næsten alle hans romaner, og det er karakteristisk,  at forfatteren besidder en ganske særlig evne til med empati at tænke sig ind i andre menneskers indre liv, og det gælder for snart alle miljøer, lige fra fiskerne i Skagen og til utilpassede grønlændere og danskere i Grønland.
I modsætning til Svendsens bog er Nygaards fortælling 100 % socialrealistisk, og jeg må indrømme, at den ikke litterært hæver sig til samme højde som Svendsens bog – men den har så andre kvaliteter, hvoraf jeg har nævnt nogle. Desuden kan man her nøje følge den udvikling, Skagen gennemgår fra de fattige år og til år med fremdrift og spirende velstand, efter at den har fået jernbaneforbindelse, asfaltveje og havn – og altså ikke mere lever sit ø-liv. Og man er ikke et sekund i tvivl om, at der er tale om Skagen, skønt navnet ikke nævnes i bogen. Her hedder byen Vesterby, og Frederikshavn hedder Sønderhavn. Men man ved, hvor man er, og desuden har alle andre steder deres autentiske navne,  f.eks. hører man om fiskernes ture til Esbjerg og Grimsby.
Det forekommer mig, at Nygaard har været akkurat så grundig med sin research, som han plejer – han ved virkelig meget om Skagens udvikling, og jeg er ret overbevist om, at man bliver ikke så lidt klogere på Skagen Bys Historie efter at have læst “Livets Dræt og Dødens”. Men man skal være klar over, at den historie, der fortælles, er fiskernes og kun fiskernes. F.eks. hører man stort set ingenting om badegæster eller kunstnere, og det til trods for, at handlingen netop udspiller sig i den periode, hvor Skagen vrimlede med berømte kunstnere, og desuden var sommerby for en lang række af rige danskere. Alt det hører man ikke om. Det er fiskernes liv, det handler om: Deres hårde arbejdsliv og deres hjemmeliv. Og her føres man ind i en verden, der er skildret både realistisk og smukt. Jeg vil citere et par afsnit fra tiden omkring århundredeskiftet, hvor en isvinter betød sult og død i de fattige hjem.
Her i romanen får vi skildret kårene for fiskerne inden den spæde start af en velfærdsstat ser lyset – der er kulde og undergang i fattigdommen – og stolthed. Hellere dø end at ligge sognet til byrde. Med præsten er det noget andet. Han har tavshedspligt. Og kan vel godt give et par skillinger uden at man behøver skamme sig:
 
Citat fra side 29: “Det hænder tiere og tiere, at de kolde, stjerneklare martsaftner leder en mand til præstegården for der at søge råd. Han kommer ikke for at bede om hjælp. Han vil blot spørge, om præsten ikke kan hjælpe ham med et råd. Præsten er jo studeret, og han er ikke født i Vesterby, og han kan tie med, hvad man fortæller ham. Så står der en duknakket, hærget mand på præstens dørmåtte. Hans øjne farer omkring uden mål, og hans fingre krammer den lådne hue, som om den var et kosteligt stykke brød eller fedt kød og ikke et lurvet stykke garvet kohud. “Det er jo ikke Karen eller mig selv,” siger han. “Vi klarer os. Det har vi jo prøvet før. Men nu er Lilleniels syg … og … sognet vil vi jo ikke … og … ingen må vide …m kommer det stammende ubehjælpsomt og næppe hørligt, fordi skammen alligevel dukker frem igen, skyder overrumplende frem her i varmen og lyset. Ammitsbøl forstår. Han beder gæsten om at sætte sig. Han snakker om neutrale ting. Han sørger for kaffe og tykt rugbrød med smør og ost. Og han ender med at trække en skuffe ud i skrivebordet og tage en seddel fra en blikdåse med kongens og dronningens billede. Han rækker sedlen frem med et smilende “værsgo” og begynder igen at snakke om noget andet.” ( Citat slut)
Som socialrealist ligger Nygaard i forlængelse af Pontoppidan, Hans Kirk og M. A. Nexø, men der er hos ham en nærhed til de mennesker, han skriver om, som sjældent findes lige så intens hos forgængerne.  Skildringen af Margrethe minder om nogle af Pontoppidans kvindeportrætter i bl.a. “Fra Hytterne”, men sympatien og varmen er større hos Nygaard.
( Citat fra kapitel 7) : “Margrethe Hollænder sidder i en lav, meget bred bræddeseng, der er slået op mod væggen længst borte fra vinduet. Hendes ansigt er hærget og fugleagtigt magert. Hendes grå, uredte hår hænger i korte tjavser ned bag hendes øren. Hun er viklet ind i et stort gråt uldtæppe, der når hende lidt over hofterne. Hun har en ubleget, ikke helt ren hørlærredsnatkjole på. Ærmerne er altfor korte. Hendes magre arme med de lidt blålige, opsvulmede håndled og hænder rager altfor langt ud. Foran hende, på den posede, brunplettede dyne ligger en opslået, fedtet bibel. “Goddag, Margrethe,” siger Ammitsbøl og rækker hende hånden. “Goddag pastor. Så skønt det er, at De kommer,” svarer Margrethe, og hendes matte øjne ler. “Hvordan går det i dag?” Amnitsbøl trækker en stol hen til sengen og sætter sig. Han tager Margrethe Hollænders ene hånd mellem sine og læner sig lidt til side, så lyset kan nå hende. “Får du din pasning, Margrethe,” siger han så. “Ja,” siger hun. “Der skal jo ikke så meget til. Bare der er lidt ild i ovnen, går det sagtens, til Ole kommer hjem.” Hun sidder og smiler glad. Hun klør sig på brystet med den frie hånd uden at tage hensyn til Ammitsbøl. Han prøver at lade være at se på hende, men hendes øjne er så frimodige, at han ikke tør. Han tænker, at hun sikkert ikke har fået ren natkjole på, siden han sidst besøgte hende. Hvem skulle også give hende en, svarer han sig selv. “Kniber det alligevel ikke, når Ole arbejder inde hos Herman Vind?” spørger han, da hun har gnubbet sig færdig. “Når Ole bare husker at fylde ovnen op, inden han går, klarer jeg mig nemt, pastor. Den lugter nok lidt, når den er fuld, men jeg tænker slet ikke på det.” “Ligger du så uden at få noget at spise og drikke, før Ole kommer hjem?” “Ja, pastor, der skal ikke så meget til, når man ligger ned.” ….(Citat slut)
( Citat ): “Amnitsbøl går til det næste hus mellem storklitterne. Det er Sorte Kro, og det er som Ole Hollænders, lavt, faldefærdigt og fattigt. Men der er ingen tørverøg i gryden, hvor det ligger, og der er ingen, der byder ham velkommen, da han kommer ind i stuen. Henrik og hans kone, Alma, sidder ved bordet og spiser. De drikker en tynd, grågul suppe af kopper og spiser mørkt brød til. De nikker til pastor Ammitsbøl, men de siger ikke noget, og deres øjne er fjendtlige. Alma stryger dog bordpladen ren for krummer og sjatter, da han sætter sig ned. Stuen er iskold. På komfuret står der en gryde. Der må være lidt ild under den, for den damper svagt, og der lugter gennemtrængende af torskelever. Der er utrolig snavset alle vegne. Skønt stuen er iskold, er luften kvælende af urenlighed. Ammitsbøl har besvær med at ånde, for han mærker, at den værste stank kommer fra de to usle, gamle mennesker, der sidder over for ham. Henrik er pakket ind i en gammel fåreskindsfrakke. Hans lille, helt kortklippede hoved er bøjet frem over bordet. Han brækker brødet i småstykker og dypper det i suppen, før han spiser det. Han smasker højlydt. Han ligner et lille forfulgt, hadefuldt dyr. Alma har en grov sæk udenpå kjolen. Hun er også helt kortklippet. Hendes furede, grålige hoved på den tynde hals stikker op gennem hullet i sækken som et gribbehoved. Hendes øjne er helt mørke, men meget matte. Hun er holdt op med at spise, hun stirrer uafbrudt på Ammitsbøl.” ( citat slut)
Jeg husker min bedstemor fortælle om lignende forhold i hendes barndom. “Men det kan I nok ikke forstå. I dag hvor man endda får aldersrente”, tilføjede hun. Bedstemor var glad for sin aldersrente, for den gav hende præcis så stort et råderum, som hun behøvede. Hun boede i hus med os hele min barndom, havde et par værelser+ køkken og bad ovenpå, og her gik hendes dage med at være sammen med børnebørnene, sy på sin maskine ( jeg ved ikke, hvad hun syede, det var ikke tøj til os). Og hun fortalte – det var hun rigtig god til, og hendes historier om “gamle dage” elskede jeg og har mange af dem på lager i erindringens pulterkammer. Lidt efter lidt vil jeg rode dem frem.
Lige nu husker jeg, at hun en dag kom hjem fra et besøg i Skagen. Havde set til noget familie der. Og hun var blevet lidt fornærmet på husets unge datter, fordi tøsen havde anklaget hende for at lyve. Bedstemor havde lige fortalt datteren om dengang, dennes mor gik ved sin mors hånd ud i byen, ja helt ud til Hulsiggårdene for at tigge mad. Så fattige var de dengang, at de var nødt til at tigge sig til maden om vinteren. “Og nu sidder du der og spiller klaver!” Sagde bedstemor, og jeg kan høre hende sige det i et tonefald, som mente hun egentlig: “og nu sidder du der og spiller Kong Gulerod.” Bedstemor fortalte mig den historie en gang i 1950 erne.
Jo, bedstemor havde kendt fattigdommen, men selv var de ikke fattige. De havde en gård og det sikrede den daglige kost. Men nøjsomme har de været. Og glade for at hjælpe, hvor de kunne. Jeg kommer i tanker om, at bedstemor engang i fuld alvor ( men jo uden rigtig at mene det) sagde, at det var trist, at der ikke mere fandtes fattige, for nu havde man jo så meget at give ud af!!
Nu et spring til Hallers erindringsbog: “Så mange Rum”.
Her lyser små erindringsglimt frem – og der er virkelig lys, skønt meget ligger i mørke. Det handler om en lille bange dreng. Men også om en dreng, der suger indtryk til sig. Her er et citat fra s.121:
“Når jeg kom forbi museumshaven bag det røde plankeværk, og nåede frem til det lange gule hus, lukkede verden sig selv inde. Men allerede da jeg steg af toget og gik ned ad Skt. Laurentiivej, men kurs mod Søndervej, dukkede et billede frem. Der sad min farmor og vinkede, i stolen, i det halvmørke køkken.
Jeg gav mig til at løbe da jeg nåede politistationen. Nu kunne jeg se museet, det røde plankeværk, nu det gule hus, nu billedet igen.
Der var lavt til loftet, og bjælkerne, plettet af størkned flueblod om sommeren, var malet med en særlig blå farve. Hun sad på en stol ved vinduet der vendte ud mod den smalle gård, hvor solsikkerne voksede højt op over plankeværket, så bred at hun fyldte hele køkkenet. Hun var umulig at kommer udenom. Derfra hvor hun sad kunne hun nå alt, følge med i alt, og vide bested om det der foregik i verden, både i Østerby og i Vesterby.” ( Citat slut).
Det lille citat giver et klart billede af stil og indhold. Det er netop glimt – sanseglimt. Og der er ikke nogen hverken panoramiske eller sceniske skildringer i bogen. Et langt prosadigt. Og meget smukt.