Tag-arkiv: Skagen

20 – Thagaard: Blade af Skagens Historie

Udgivet den af
Svar

Bogen er udgivet i Skagen 1967.
Her hører vi igen først om naturen som den så ud engang:
“Ud fra de omfattende forekomster af tørv i Hulsig hede må det antages, at der har været store engstrækninger med mellemliggende rimmer, som har været bevokset med skov af birk og eg, idet disse træer forkommer i tørvelaget. Denne landvinding fortsætter, vi følger tørvejorden forbi Højen, så østlig som til Højen fyr.” ( side 8)
Thagaard mener, at egnen har været beboet i stenalderen ( ca.3000-2000), henviser til flinteøksefund i Hulsig – Mellem Skiveren og Kandestederne er fundet flintehuggeplads. ( side 9) –
1300 – 1000 ( ældre bronzealder) fund ved Råbjerg
800 – 600 ( yngre bronzealder) fund ved Rannerød.
– i tørvemassen finder man “et skel” – mosen er altså ind i mellem blevet pudret af et tyndt lag sand for så igen at være blevet bundet af vegetation. ( s. 11)
“Vil man danne sig et billede af terrænet på grundlag af tørvedannelserne, så vil dette blive vandrige mosestrækninger langs vestkysten, gående over til engstrækninger mod den sydlige kyst og rimmer mellem hver landvinding. ( s.11)
Thorkild Skarpæ fik Skagen Mark til græsning for hans “vilde stod” – hyrden Tronder drog op og bosatte sig som den første i Skagen. ( s.13) – men hvor kan man ikke vide.
Klitgaard mener, at Tronder slog sig ned ved Gl. Skagen – Thagaard at det var mellem Fyrbakken og fyret – her er fundet brønde fra både 1286 – 1320 – 1422 + møntfund ( s.16)
Tronder blev også den første fisker.
På den tid var der mange fisk.
1413 – købstadsrettigheder ( Erik af Pommern)
2000 – 3000 indbyggere på den tid, altså en af Danmarks største byer – “De gode forhold ved Skagen i modsætning til Skanør og Falterbo og andre steder, hvor kun sildefiskeriet var aktuelt, gav her mulighed for helårsfiskeri.”  ( s.17)
12 september 1568 – 350 skibe forliser i storm – mange af dem fra Skagen
1591 – palmesøndag – 22 fornemme skagboere drukner m båd og redskaber –
1591 – 25 gårde og huse overløbes med sand. 23 okt. 1592 – husene knuses totalt af bølger – 14 gårde og huse føres i havet
“en driftig by var ødelagt, og et smilende landskab var omdannet til en ørken” ( s.21)
“Forholdene var helt fortvivlende i Højen, bvor befolkningen var reduceret til 30 mennesker.” ( s.24)
Østerby mindst udsat
1792 – forordning om sandflugsdæmpning – klitfogeder ansættes, sandfulgtskommissioner nedsættes. Bøder til folk, der lader husdyr trænge ind på de fredede områder.
1803 – rådhuset i Skagen pantsættes (!!!!) – fortæller om hvor dybt byen er sunket i armod.
1776 – Skagen havde 10 dæksbåde til oversøisk handel ( skawbrigger) – 5 sejlingsbåde og 24 åbne roersbåde.
Fra en retssag i 1760 fremgår, at nogle tyve, der stjal fisk fra et strandet skib fik flg. straf: “at piskes til kagen og at have tyvs minde på deres pande og videre efter det kongelige allernådigste udgangne reskript  af 27. juni 1728 o. s. v. at arbejde udi jern i nærmeste fæstning deres levetid.” ( s. 32)
Kommentar: jeg giver ikke meget for den kongelige nåde, ordningen afskaffedes da også i 1824.
Lidt om trafikken i tiden: I 1817 passerede 18170 skibe Kronborg – de fleste må også have passeret Skagen –
11 marts 1822 rasede en orkan og flere skibe forliste
1830 var hungerår – 25 marts sulter folk i Skagen stadig .- der er ingen fisk og helt til 3 april vinter med sne og kulde.
1. maj skifter vejret og det vrimler med fisk: 2-3000 flyndere med ét vådtræk! ( s.36)
19 juni 1830 – kongebesøg på Skagen – kongen examinerer eleverne i Vestre Skole i religion.
1853 – kolera – 18 dør i Skagen
Hyrden ( i Højen – men der var vel også en hyrde i Skagen???) : Hyrden fik 2 kr. pr. ko, som han passede sommeren over. Kl. 6 morgen tudede han i hornet, og folk skulle komme med deres ko ned til stranden. Han drev dem så ud til Rødstensvejen og herfra gik de selv op i klitterne og fandt græsning. Blev de stukket af bremser, blev de vilde og gale, og hyrden jog dem til stranden og ud i havet, hvor bremserne slap dem – så lagde køerne sig på det våde sand, indtil de igen gik op i klitten. Om aftenen drev han dem hjem. “Sct. Hansaftens dag blev der sendt flæskepandekage og mjødvand ud til hyrden, og til daglig havde han en ko, kaldet “vælekeri”, som han måtte malke til sit forbrug. Denne fædrift forsatte, så længe køerne og hyrden kunne klare sig for kulden.” ( s.66)
Rettens pleje:
Der var en galge, men den blev vist ikke brugt, og Skagen havde ingen bøddel. I 1617 – skarpretteren, var mester Hans  ( fra Sæby) i Skagen for at henrette mordersken Maren Jensdatter. Han retter hende med sværd og lægger hende på hjul og stejle for 13 slettedalere og 300 tørrede jyder ( = 3 mrk.)
Det gl. arresthus 1802 – 1868 – det var i hele perioden brøstfældigt, og der går mange historier om, hvordan fangerne selv skabte sig udgang ved at fjerne en fjæl eller to.
1855 – i bekendtgørelse ffra Justitsministeriet ses, at man overvejede at fratage Skagen købstadsprivilegierne.
Englandskringen 1801 – 1814 – Batterivejen anlægges – en god vej til Højen
Dagligt liv:
hver morgens første opgave var at få liv i arnestedet – gløderne skulle genoplives, hvis der var nogen ellers måtte kone eller børn ud med en træsko og finde et hus, hvor der kom røg op gennem lyrehullet og der låne nogle gløder.
morgenmad: kogt vand over anis + rugbrød med fedt
frokost: kogte kartofler + ristet fisk ( man stegte ikke fisken – det var spild af fedt) + evt. vandgrød eller sirupsvælling
aften: ristet fisk + brød og anisvand. Evt. and, hvis en sådan var gået i garnet – eller en måge – de blev kogt. Til fest: Kroppehoveder ( kullerhoveder fyldte med grød – og grødresterne formede man boller, der svømmede i kullersuppen.
Husmedicin: siffrø rørt op med sirup – kamferdråber, hofmandsdråber, kinadråber
I dårligt vejr mødtes man hos købmanden til snak og dram
1864 – tyskerne nåede helt til Skagen – det var de ikke glade ved – von Falkenstein hejste det tyske ørnebanner øverst på det gamle fyrtårn og det østrigste nederst.
14 juli blev der postet tyske vagter langs hele stranden.
16 juli 1862 – Sparekassen for Skagen og Omegn åbnes. Bestyres af købmand Søren Møller.

15 – Huse i Skagen – Højen og Vesterby

Udgivet den af
Svar

Bogen er udgivet af Fredningsstyrelsen i 1981 ved Bodil Heegaard.
Det er en minutiøs gennemgang af byens huse ( dog kun Vesterby og Højen). Man tager gade efter gade og beskriver hvert hus – det siger sig selv, at mange af husene nu er ændrede, ligesom der også er kommet mange nye ejere.
Den slags bøger findes i mange gamle byer. Til forskel for disse andre byer, er der heri ingen beskrivelser af gamle historiske bygninger fra Middelalder, Renæssance og Barok, alle huse fra 1300 – og frem til 1800tallet blev for det første mest opført af brædder ( ler var dyrt) og de blev ødelagte af sandstorm eller stormflod, dog findes enkelte af dem beskrevet hos Olavius og Klitgaard. Der er dog en væsentlig undtagelse, nemlig det gamle tårn fra den tilsandede kirke St. Laurentii Kirke, der dateres til omkring 1400tallet og siden ud over at være et Gudshus har ageret sømærke for skibene i Kattegat. Man kan tilføje som et kuriosum, at det solide materiale, kirken var bygget af ( bjælker og sten) er bevaret i mange af de gårde, der flyttede omkring ude i Skagen Landsogn – således indgik materialer fra kirken i genopbyggelsen af Hesselholtgården i (? her mangler jeg et præcist årstal).
Da jeg i sin tid skrev bogen om Hans Fugl, der var lærer i Stege i 1830’erne havde jeg en lignende bog om det gamle Stege liggende, og jeg brugte den flittigt til at dirigere min helt sikkert rundt i den lille købstad. Jeg vil naturligvis også lade mine nye personer bevæge sig omkring i Skagen, men får i den forbindelse ikke meget brug for bogen om dens huse. De fandtes næppe, da “mine” mennesker færdedes i Skagen. Det er jo nemlig stadig min plan at begynde romanen omkring slutningen af 1700tallet og føre den op til begyndelsen af 1900tallet. Så måske kommer der alligevel til at løbe et par romanpersoner rundt i det “moderne” Vesterby.
Det, der ud over af de smukke bygninger, især har interesseret mig, er er den gode indledning med et rids af byens historie. Et rids, som naturligvis i store dele er en gentagelse af beretninger, jeg har læst før. Enkelte interessante oplysninger har jeg dog noteret, dels for ALDRIG at glemme dem, og dels fordi de er nye for mig:
Endnu en gang: Det var i 1413, at Erik af Pommern gav Skagen købstadsret med alle de privilegier, det medførte.
Og det var i 1507, at kong Hans gav byen stadsret, nedfældet i 60 paragraffer. Heri bl.a. et forbud mod, at andre fiskerlejer kunne etablere sig i området.
I året 1580 forsøgte man (igen) uden held at få nedlagt fiskerlejet i Aalbæk.
I året 1580 viser en folketælling i Nordjylland, at Skagen er større end Hjørring og Sæby.
Vesterby strakte sig længere mod Sct.Laurentii Kirke, og midt mellem kirken og byen lå præstegården. Ved kirken lå gården (  herregården?) – Hofsøgaard. Den tilhørte kronen. Blev 1548 overdraget til Skagen by.
Så tidligt som sidst i 1300tallet begynder stormfloder at skylle ind over land og sandflugten tager sin spæde start her. Den tiltager gradvist.
1591 – 22 spidsborgere drukner under en storm. – 25 gårde og huse ødelægges samme år af sand.
Herefter er der årlige stormfloder.
1723 – præstegården er nu så ødelagt af sand, at den opgives.
De store sildefangsters tid er definitivt slut omkring 1600. I Skagens glansperiode kom der folk fra hele landet ( og udlandet) for at deltage i det store sildeeventyr. Da Skagen på den tid havde ca.1800 faste indbyggede, et tal, der sikkert mere end fordobledes, kan man jo forestille sig, hvor hektisk livet må have formet sig – en vældig aktivitet. Som i vore dage, da sommergæsterne myldrer til Skagen i en kort sæson og forvandler livet for de fastboende.
Denne kontrast mellem at være en almindelig, velfungerede købstad for så pludselig i en kort tid at blive invaderet af et hav af fremmede, der pumper penge og liv i byen, er altså slet ikke fremmed for Skagen. Sådan er det nu og sådan var det i gammel tid:
Dengang: fisken – nu: turismen.
Men mellem de to blomstrende perioder lå der tider, hvor fisken svigtede, og jorden sandede til og blev gold, og hvor byen havde så alvorlig åndenød, at mange stod parate i kulissen med en dødsattest. Den blev heldigvis aldrig skrevet.
Skagen fik sin renæssance i 1800tallet.  – Min roman kommer til at handle om denne overgangsperiode, hvor et nyt håb, men også en helt ny kultur spirer frem, en kultur, der er byen fremmed, men som suger sin kraft af dens gamle fiskerkultur og det omgivende landskab, ja, hvor det, der var slidsom dagligdag med et kummerligt udkomme og gold ørken bliver til motiv for kunstnere og skabes om til skønhed og rigdom. Derom senere.
———–
1600 tallet – som sagt, de store sildefangsters tid er forbi – og desuden: i den katolske tid havde fisken en hædersplads på spisebordet. Fisken er et Kristustegn, og man spiste den for at mindes ham. Nu erstattedes den kød og grød. Disse nye spisevaner i hele Nordeuropa var medvirkede til at dolke Skagen – og hvad der for resten i den forbindelse skete med folkesundheden, kunne være interessant at vide. Aldrig var sult og underernæring i al fald mere udbredt end i 1600tallet, men den historie hører hjemme et andet sted. Vil man vide mere om den periode, der afløste katolicismen kan man gå til min bog om Kingo: “Gylden Sol og sorte skyer” – her på bloggen under “omkring Kingo”
Det varede længe inden fisk blev: “ikke så ringe endda!”
! 1682 viser taksationen 171 ejendomme imod Hjørrings 145
Indbyggertal i 1560: 1800 –  i 1781: 650
1781: 91 familier i Vesterby – 28 i Østerby og 21 i Højen.
Denne by var i alt væsentligt den by ,, der 100 år senere fascinerede Holger Drachmann” ( s.11)
“Under klitterne mellem kirken og Vesterby lå den tidligere Vestermark med byens frugtbareste jorder.” ( s.12)
“Den tætte bebyggelse blev bevaret ( = selv om husene flyttedes jævnligt) for at give bedst mulig læ for sandflugten.” ( 12)
1810 blev kirkeskibet nedbrudt og ruinerne solgt på aution. ( Her er faktisk et bevis for, at hvis det min onkel Lars har fortalt, nemlig at munkestenene fra kirken blev brugt ved genopbyggelsen af Hesselholtgården, så fandt denne sted efter 1810. – Det er altså en begivenhed, der hører hjemme i 1800tallet.)
Vedligeholdelsen af kirketårnet overgik i 1816 til fyrvæsenet. ( s.13)
Kapellerne i Østerby og Højen blev brugt som kirker.
1746-47 – det hvide, kantede tårn opføres af mursten. (s.14) erstatter det gamle fyr af træ.
1850 – befolkningen nu vokset til 1400 (s.15)
Byfoged O.C.Lund anlægger i 1803 – 28 plantagen i Vesterby.
Knaphed på bygningsmaterialer gjorde genbrug til en dyd i Skagen. Eks: Fyrinspektørens bolig ved det hvide fyr – hovedfløjen revet ned, og materialerne anvendt til bygning af Vesterby Skole og distrikslægebolig. De to sidelænger blev brugt til at bygge ( 1861) et fiskesalteri ved Fyrbakken. Det blev lukket kort efter, og materialerne anvendt til hestestal ved Hoffmeyers Købmandsbutik ( s.16)
I 1868 blev Købmandsgården købt af byen og ombygget til rådhus.
1841 – ny kirke C.F.Hansen
Efter 1870 opgang i landbruget i DK men ikke i fiskeriet – stagnation. (s.17)
Fra 1863-1877 – 200 strandinger ved Skagen
D.G. Monrad – Skagens første dæksbåd til søgående fiskeri – 1862
1879 – Jernbane fra Frederikshavn og sydpå.
1898 – Grenen Badehotel.
1903-1907 – Skagen Havn

13 – Liste over litteratur om Skagen

Udgivet den af
Svar

 
Den nedenfor nævnte litteratur vil blive min “landevej” i den kommende tid. Her vil jeg ufortrødent trave et langt stykke – en ørkenvandring ind i mellem, det ved jeg, men der er dog en vej gennem den ørken ( og “jeg har flikket de gamle sko”). Alle tekster skal læses.
Og jeg vil som hidtil efter hver læsning skrive et lille indlæg med notater og som regel også en opsummering af indholdet og i de fleste tilfælde en vurdering af bogen/artiklen. Materialet kan så måske blive til nytte for andre end mig – der er fri adgang. Også til evt. billeder, dog vil jeg i sidstnævnte tilfælde forlange, at fotografens navn ( som regel mit) nævnes, i al fald hvis det drejer sig om en publikation af en art.
Titlerne på boglisten er valgt ud fra Hans Nielsens bibliografi: ”Litteratur om Skagen – et udvalg” fra 1995. Det siger sig selv, at der er skrevet meget litteratur om Skagen siden da, men jeg vil i første omgang anvende dette materiale og senere supplere op.
Når arbejdet med disse tekster er færdig, vil jeg gå over til egl. arkivarbejde. Fortidsminderne i Skagen skulle eje et pænt arkiv, og Vendelboarkivet i Hjørring vil jeg også besøge. Desuden vil jeg undersøge mulighederne for at at gennemløbe diverse årgange af Vendsyssels Tidende fra perioden 1874 – 1920 og Skagen Avis fra 1913-1920.
Jeg regner med at arbejdet med at finde og redigere stoffet vil komme til at vare ca. et år, måske to, og hvis helbredet tillader det, vil jeg derefter skrive romanen, som jeg stadig forestiller mig som en slags hjemstavnsroman om folkene i Hulsig og omegn gennem en periode på ca. 100 år – fra 1820 – 1920, men med tilbageblik på tiden før og muligvis med en afstikker op i 1920’erne, 1930’erne. Ingen mennesker fra den tid lever i dag, men det gør deres børn og børnebørn, og jeg har ikke tænkt at gøre nulevende mennesker til romanpersoner.
Men det bestemmer jeg nu ikke helt selv. Der kan ske så meget for en forfatter, og jeg har mere end en gang oplevet, at stoffet greb mig i den grad, at jeg måtte gå veje, jeg ikke havde forestillet mig. Husk på, at jeg ofte før har skrevet om personer fra “det virkelige liv” – og det har ikke altid var kvalløst for mig. Det er et spørgsmål om etik, synes jeg, og jeg hører ikke til de forfattere, der blæser på alt andet end det æstetiske fænomen: at kunne skabe et fænomenalt kunstværk.
 
Skønlitteratur
Andersen, H. C. :Skagen og En historie fra Klitterne (Haase, 1967)
Bech Nygaard : Livets Dræt og Dødens (Westermann 1943)
Bønnelycke, Emil: Skagen ( I: Vesterhav – København 1963 – digt)
Friis, J.J.F: Strandingskommissæren i Skagen: et Tidsbillede ( Jørgensens Forlag 1874)
Haller, Bent: Digterpjalten  (Vindrose 1991 )
Haller, Bent: Skagensbillede ( Borgen 1985)
Haller, Bent: Så mange rum: en fortælling. ( Vindrose 1988) – barndomserindringer
Hansen, Aase: Alt for kort er duggens tid. ( Gyldendal 1954)
Houkjær, Christian: Ved tredje stormvarsel ( Frimodt 1968)
Jørgensen, Johannes: Fra Vesus til Skagen ( Gyldendal 1909)
Kaalø, Sten: Lys og mørke ( Vindrose 1987)
Kaalø, Sten: Og silden sover med hovedet nedad. ( Skagen Fiskerestaurant 1986)
Kaalø, Sten: Omstændigheder. ( Gyldendal 1984)
Krogh, Christian: Falken – (I Dissonantser, København 1906)
Pontoppidan, Henrik: En Fiskerrede –( I: Landsbybilleder, København 1883)
Rasmussen, Christian: Sølvapostlene: En strandingshistorie ( Dafolo, 1982)
Reerslev, Svend Aage: Præsten i ødemarken: fortællinger fra et vestjydsk sogn ( Frimodt 1942)
Reerslev, Svend Aage: Søen ( Branner og Korch, 1958)
Rifbjerg, Klaus: Kandestedersuiten: et digt ( Gyldendal 1994)
Rifbjerg, Klaus: Poulsen privat. ( I: Sommer, København 1974) novelle
Stjernø Ole: Raabjerg Mile: en digtcyklus ( Gyldendal 1923)
Svendsen, Hanne Marie: Guldkuglen: fortælling om en ø. ( Lindhardt og Ringhos 1986)
Søiberg, Harry: Historier fra Skagen ( Hamlet 1979).
Wermuth, C.A.: Familien fra Aalbæk ( Schou 1883)
Wivel, Ole: Til de fattige præster: digte fra Skagen ( Centrum 1985)
Faglitteratur:
Klitgaard, C: Toldere på Skagen – (Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1925-1927, 4. rk. Bd. 5, side 42- 92)
Hancke, N.: En kriminalhistorie fra Skagen fra begyndelsen af 17de årh.: Palle Friis’ og Kristens Skrædders mord på Peder Blosser og hustru. – ( Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1866-1867, 1. rk., bd. 1., side 151 – 157).
Klitgaard, C.: en drabssag, en kærlighedshistorie med båreprøve og genfærd. ( Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1922-1924, 4. rk., bd.4, side 294-299 –
Klitggard, C. Vendsyssels ting og tingsteder.  ( Vendsysselske Årbøger 1921-1922, side 280-281)
Secher, V.A. Mordet på Peder Blusser og hustru i Skagen 1615 – ( Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1900, 3. rk. Bd. 2, side 520-524 )
Gaardbo, A.P.: Om overtro før og nu i det nordlige Vendsyssel. ( Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1886-1888, 2. rk., bd. 1, side 46 – 60)
Johansen, Jens: Skrøner fra Skagen. ( Vallensbæk Strand: IHM, 1991 – 13 blade).
Klitgaard, C.: Hexen i Jerup. Troldkarlen i aalbæk. ( Vendsyssels Årbøger, 1915, side 75-90)
Klitgaard, C: En troldkonesag fra Skagen. ( Vendsysselske Årbøger, 1949-1950, side 353-361 )
Kæmperne på Skagen. I: Danske Folkesagn ved Lauritz Bødker. (København, 1958)
Sandfærdige Historier/ samlet af Birger Nordmann i. Skagen (Silver Star Reklame, 1988-1994 – 3 bind,  Folkevid.)
Tønnesen, Jens: Gamle Skagensminder: om overtro og skikke i forbindelse hermed. – ( Vendsysselske Årbøger, 1935-1936, side 276-280

Friis, J.J.F. Lønborg: Vendsyssels nationaldragter. – Vendsysselske Årbøger, 1968, side 85-89

Gaardbo, A.P.: et bondebryllup i Raabjerg Sogn for 30 år siden. ( Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1867 – side 305-317.
Gaardbo, A.P.: Julefesten på landet i det nordlige Vendsyssel for 50 år siden.. ( Samlinger til Jydsk
Historie og Topografi, 1884 -1885, 1. rk., bd. 10, side 75-84.
Gaardbo, A.P.: St. Hans aften I det nordlige Vendsyssel. (Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1878-1879, 1. rk.bd. 7, side 1-7.)
Kammer, Laura: Nu ligger han på strå/ ved Arne Larsen. (Vendsyssel Årbog, 1992, side 113-118.)

Kristensen, Albert: Barn i Gl. Gaardbo. ( Vendsyssel Årbog, 1991, side 117-124.)
Chrsitensen, Chr.: Tilstanden i Vendsyssel ved år 1735 – ( Vendsysselske Årbøger, 1915, side 123-128.

Andersen, Knud: Sluppet løs en efterårsdag i 1922 – I : Vesterud  (København, 1973, side 72-80)
I begyndelsen var lyset: en bog om Kandestederne ( Gyldendal 1990)
Nicolaisen, Hanne: Kandestederne. (Vendsyssel Årbog, 1991, side 125-136 )
Gaardbo, A.P.: Historisk-topografisk beskrivelse af Raabjerg Sogn. (Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1870-1871, 1. rk., bd. 3, side 31-124.)
Gaardbo, A.P.: Fortidsminder fra Vendsyssel: Historisk-topografiske og kulturhistoriske brudstykker ( Jydsk Forlags Forretning, 1893.)
Houkjær, Christian: Fra klitplantagernes og sandmilernes landsdel. ( Skovbrugstidende, 1966, nr.5, side 45-47.)
Houkjær, Christian. Skitser fra det nordlige Vendsyssel: sandflugten formede landsdelen og prægede dens befolkning. ( Vendsyssel Årbog 1989, side 87-104.)
Andersen H.C. Skagen – I: Folkekalender for Danmark, 1860, side 46-58).
Andersen H.C.: Skagen – I: Husvennen, 1889, nr. 25, side 194-195
Andersen, Poul Carit: Skagen i fortid og nutid – Carit Andersens Forlag 1980
Bindslev, Sven Hauge: Der skete meget og store ting i 20-ernes og 30-ernes Skagen. ( Barn af Vendsyssel, 1987 VI, side 45-52 ).
Blicher, Steen Steensen: Vestlig profil af den cimbriske halvøe fra Hamborg til Skagen. ( C. Steens Forlag 1839, ny udgave 1969).
Both, L.: Skagen – I: Danmark: en topografisk beskrivelse (København 1972, side 18-21.)
Brandes Georg:: Skagen. I: Fugleperspektiv, København 1913, side 155-157.)
Bruun, Camillo: Fra Vendsyssel: rejseindtryk og optegnelser. (København: Jacob Lund. 1866.)
Bruun Camillo: Hvad marehalmen fortalte. (Thorst, 1877)
Christensen, Erling S.;: Natur og mennesker på Skagens Odde. (Sindal: Bakkelund, 1987)
Christensen, P.: Pastor Friis’ optegnelser. ( Vendsysselske Årbøger, 1950, side 249-316.)
Drachmann, Holger: Fra Skagen – (Illustreret Tidende, 1873, nr. 737, side 46-48)
Drachmann, Holger: Skagen. ( I: Danmark i skildringer og billeder, København 1887, side 1-22
Drachmann, Holger : Skagen. ( Dansk Touristforenings Årsskrift, 1897, side 104-109)
Eskildsen, Hakon: Gamle huse i Skagen – Vendsyssel Årbog, 1983, side 23-30 )
Det gamle Skagen. Danmark: illustreret almanak, 1928, (side 68-73)
Goldschmidt, M: Skagen – Illustreret Tidende, 1865, side 84-86)
Hagemann, Johannes:: Skagen. ( Nyt nordisk Forlag, 1967.)
Hansen Larsen, Chr.: Skagen. – Hagerup, 1922 )
Hansen Larsen, Chr.: Skagen og Skagensfiskerne for en menneskealder siden. ( Dansk Tidsskrift, 1905) side 539-554).
Holberg, Ludvig: Skagen. ( I: Baron Ludvig Holbergs Geographie, 1777, side 413-414)
Holst, Lars: Hvad skjuler sandet ved Skagen? – ( Vendsyssel Nu og Da, 1986, side16-19)
I skarpt lys: digternes Skagen fra Blicher til Rifbjerg ved Ole Wivel. ( Stokholm, 1990)
Klitgaard, C.: en rejse i Vendsyssel 1763 – ( Vendsysselske Årbøger, 1925-1926, side 304-317).
Larsen, Thomas: Skagen. ( Vendsysselske Årbøger, 1927, side 146-160)
Nielsen, N.M.: Fra Aalbæk til Skagen – ( Søndagsbladet, 1901, side 163-165)
Olavius, Olaus: Oeconomisk-physisk beskrivelse over Schagens kiøbstæd og sogn. ( Thiele 1787 – fotografisk optryk København 1975).
Petersen, K. Fra Skagen. ( Udvalgt Folkelæsning, 1882, side 70-72.
Pontoppidan, Erik: Skagen. ( I: det danske atlas, 1769, bind 5, side 211-233.)
Pontoppidan Henrik: Havet og Klitten. ( Illustreret Tidende, 1889, nr.40, siden 484-486)
Secher: Alex: Æ haw – ( København – Bogvennerne 1963)
Skagen og Digterne/tekstudvalg: Frederik Dessau. ( Hamlet 1980)
Skawbojul 1976. aalbæk : ( Bjarne Steen 1976)
Thagaard, Chr.: Bag hjemstavnens klitter: skildringer fra dagliglivet. ( Skagen Bogtrykkeri 1969)Thagaard, Chr.: Blade af Skagens historie. ( Skagen bogtrykkeri 1967)

Tønnesen, Jens: Gamle skagensfiskere fortæller. ( Einer Nielsens Boghandel, 1934)

Gaardbo, A.P.: Historisk topografisk beskrivelse af Skagens Landsogn – ( Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1874-1875, 1. rk. Bd. 5, side 308-324.
Klitgaard, C.: sandflugten i Vendsyssel. ( Vendsysselske Årbøger, 1941-1942, side 1-46).
Lykke Andersen, Holger: Undergrunden ved Skagen – ( Varv, 1992, nr.2, side 46-51 )
Etlar Carit: Skagen Strand – ( Illustreret Tidende, 1870, nr. 955, side 32,34.)
Fabricius, Chr. Vilh.: Redningsstationernes historie: Skagen og Gl. Skagen – (Tidsskrift for Redningsvæsen 1938, nr. 4, side 35-36, 38).
Mylius-Erichsen, L. Skagensfiskere før og nu ( Strandingshistorier, 1901)
Huse i Skagen ved Bodil Heegaard, Jesper Knudsen , Bente Lange os. ( Fredningsstyrelsen 1981-1982).
Albøge, Gordon: den yderste pynt af Jylland: et navnehistorisk rids. ( Vendsyssels Årbog, 1990, side 85.96).
Espegaard Arne: Vendsysselsk ordbog: ordbog over målet i de vendsysselske herreder samt Øster Hanherred. ( Vendsyssel Tidense 1972-1986 – 5 bind).
Christensen P: Da tyskerne og østrigerne var her i 1864. ( Vendsysselske Årbøger 1945-1946, side 217)
Fellow, Otto: Preussernes ridt til Skagen. ( Nutiden i Billeder og Text, 1878, nr.119.
Gaardbo, A.P.: Svenskerne som fjender i Vendsyssel i 1657-58 ( samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1882-1883, 1. rk., bd. 9, side 136-166)
Jensen, Thyra: Luft under vingerne. ( I: fra gamle præstegårde, København 1930, 1, side 230.233
Gaarbo. A.P.: Smed Jens: en genial bondemand i det nordlige Vendsyssel. ( samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1880-1881, 1. rk. Bd.8, side 81-91———–
Svendsen, Hanne Marie: Ane Møller: lærerinden. ( I Heltehistorier Købnh. 1983 )
Houkjær, Christian: Optegnelser ved oldefars chatol: en slægtshistorie ( Odder: Christian Houkjær 1985).
Houkjær, Christian: Mellem to have. ( Fredericia: Frimodt, 1978)
Etatsråd Jørgen W. Larsen – Ugeskrift for Landmænd, 1921, side 285-386
Honnens de Lichtenberg, G.: Larssen fra 64: en gammel fyrskippers oplevelser til vands og til lands. (Marinehistorisk Selskab: Munksgaard 1964.)
Thagaard, Chr.: Den gamle fyrskibskaptajn – (Vendsyssel Årbog, 1962, side 187-193).
Lindhardt, Karsten: Dagbog fra en dansk slave. – Ude og Hjemme, 1978, nr. 45, side 44-45).
Poulsen, Magda: Fra min barndom i Raabjerg Sogn. ( Vendsyssel Årbog, 1985, side 105-114).
Poulsen, Magda: Ung pige i huset i 30’erne. ( Vendsyssel Årbog, 1989, side 15-20 ).
Private restriktioner hos Reumerts: hos skuespilleren Poul Reumert på Vagtbakken i Kandestederne. ( Billedbladet, 1941, nr.26, side 27-29).
Slægtsbog for efterkommere efter Neils Christian Hansen Ruth – ( Dansk Slægtsforskning, 1966)
Svendsen, Hanne Marie: Min oldemor: et fragment – ( HUG, 1982, nr.33, side 22-24).
Hesselå, Peder: Harry Søiberg – ( Den Nye Litteratur, 1929, nr.3-4, side 71-77).
Thagaard, Chr.: Krestine: skildring fra dagliglivet. ( Skagen 1975) omslagstitel: Krestine: den lange rejse.
Klitgaard, C.: Jens Tønnesen – ( Vendsysselske Årbøger, 1947-1948)
Andersen, C.C.: Døden ville ikke vide af mig! – en samtale med 80-årige fiskerenke, der fortæller minder fra det gamle Skagen. ( Illustreret Familiejournal, 1963, nr.36, side 24.
 

12 – Poul Hauerbach og Arne L. Hansen: Havet – Grenen – Skagen

Udgivet den af
Svar

En lille, meget smuk og instruktiv bog fra 1983. Fornemt illustreret med fotos og malerier af A.L.Hansen.
Hauerbach er landmåler og har levet og virket meget af sit liv i Skagen. Han var en af initiativtagerne til museet “Skagen Odde”, tegnet af Jørn Utzon og beliggende i det klitlandskab, som det arkitektonisk er tænkt at skulle være en integreret del af. Et smukt hus, og en smuk tanke. Men selve ideen med at skabe et levende museum om Skagens Odde og dens tilblivelse er måske kikset en smule med årene – det handler om penge, og jeg vil ikke komme mere ind på sagen.
Arne L. Hansen er Skagensmaler og kendt for sit arbejde med lyset – de lyse farver. Selv kender jeg næsten kun hans arbejder fra udsmykningen af Hulsig Kirke, der til gengæld er fremragende. En lille mørk og skummel hedekirke forvandles gennem hans kunst til en lysende stjerne. Men gå selv ind og se!
Om Grenen skriver Hauerbach, at den hele tiden vokser mod nordøst.( s.6)
Om Grenens forandring gennem tiderne er der skrevet mange bøger – i flere af dem hører vi, at det har været nødvendigt gang på gang at flytte bygninger og monumenter ( f.eks. Drachmanns grav, fordi havet åd landet. Herom skriver Hauerbach:
“Det grå fyrs beliggenhed i forhold til Kattegat er et synligt og kontant mål for erosionen af Sønderstrand. Ældre Skagboere kan huske, at der har været både en og to veje sønden om fyret. De er begge forsvundet i havet.” (s. 14)
Fra et tingvidne fra 1355 ved vi, at den yderste spids af Grenen lå umiddelbart i forlængelse af landet omkring Hovsø ( som lå mellem St. Laurentii Kirke og bebyggelsen.) s.20)
Her får man faktisk den allerbedste forklaring på, hvorfor kirken lå så afsides. Den lå jo ikke afsides, da den blev bygget, men faktisk næsten i forlængelsen af byen. Kun søen var imellem.
Det viser sig, at kystlinjen flytter sig 2,4 kilometer mod nord på 300 år ( s.20)
Til slut et par lange citater fra det afsluttende kapitel i bogen.
“Et antal ulykker omkring år 1600, der hver for sig var alvorlige for befolkningen i Skagen, var som helhed en katastrofe for byen. De medførte en i Danmarkshistorien enestående situation. En hel købstad – med datidens øjne en stor by – flyttede i løbet af ganske få år fra ét geografisk område omkring Sct. Laurentii Kirke til et andet, beliggende ca. 2 km mod øst – til den placering af Skagen, som vi kender i dag. Derefter forsvandt den gamle by helt og blev glemt. Ulykkerne var så store, at der ikke kendes en historisk beretning om denne flytning.
Tiden fra 1413, da Kong Erik af Pommern gav byen købstadsprivilegier til år 1590, var en stor og rig tid i Skagen bys historie. Der blev landet mange fisk, det gav omsætning og fortjeneste.
Fremmede skibe i stort tal kom til. Det drejede sig om fisk og handel. I disse tider var den katolske tro eneherskende i Europa. Det var et godt marked for salg af fisk.
Om den første brik i en økonomisk nedtur for Skagen skal findes ved Martin Luthers reformering af kirken i Europa omkring 1520 – med en dermed følgende ændring af spisevaner – er et gæt. En realitet er, at handelien med fisk til udlandet faldt betydeligt fra omkring midten af dette århundrede for helt at påhøre omkring år 1600.” ( s.45)
“Hvorledes Købstaden Skagen som en helhed har set ud i det 15. og 16. århundrede, bliver det aldrig muligt at konstatere. Sandflugten, der stort set varede hele det 17. århundrede, ændrede landskabets karakter og højdeforhold fuldstændigt. Den lagde et tykt lag sand over resterne af den gamle købstad.
Nogle antagelser om den gamle by kan laves, baseret på hvorledes andre danske byer så ud i middelalderen. Bebygelsen har ligget rundt om kirken. Præstegården måske helt op til kirkegården. På grund af byens særlige karakter med fiskeri, handel og søfart har en stor del af husene sikkert været orienteret mod arbejdspladsen, havet.
Houesø, mellem kirken og vandet, har ligget i vejen for en egentlig randbebyggelse langs Kattegat og delt den i Vesterby og Østerby.
Byen har haft en åben og lav karakter som en stor landsby. Det må ikke forglemmes, at der på den tid var nogen landbrugsdrift, som selvfølgelig satte et præg på byen.
Det kan antages, at byen har haft en ret stor geografisk udbredelse. Der har næppe været et systematisk gadenet med bebyggelse langs, som det kendes fra købstæder med en fortid i middelalderen.
Byggestilen og husenes placering i terrænet har sikkert ikke været meget forskellig fra bebyggelse i Skagen omkring 1850, som den kendes på Sladderbakken ved Fortidsminderne
Kirken var nært beliggende ved kysten mod Skagerrak og Kattegat, da den blev opført år 1400. Foruden dens egentlige formål tjente den som sømærke for trafikken rundt om det frygtede og farlige Skagen Rev. Kirken var højt placeret i terrænet, som det så ud dengang. Den store hvide kirke kunne ses langt til søs. I den ældste danske beskrivelse af besejlingsforholdene i de indre danske farvande: “Søkortet offuer Øster og Vester søen off Laurentz Benedicht, Kjøbenhaffn 1568”, er det yderste af landet “Schagen Riff” vist med et terrænprofil, hvor kirken og fyrboden er karakteristiske punkter til landkending. – Kirken er vist med både tårn og en god del af kirkeskibet.” (s.47-48).

9 – Jens Lønstrup og Ingrid Nielsen: Skagen tilsandede Kirke

Udgivet den af
Svar

Ligesom mange andre bøger om Skagens tidligste historie bygger ovenstående beskrivelse fra 1995 i høj grad på Olavius og Klitgaard. Det er en særdeles læseværdig bog, hvor, som overskriften siger, en stor del handler om Den tilsandede Kirke – dens oprindelse og oprindelige skikkelse med indbo og hele historie.
Men her vil jeg her nedfælde et par notater fra den den del, der handler om middelalderens og 1600tallets Skagen:
I indledningen omtales en stranding i 1387. Vi hører, at skibbrudne heller ikke dengang var retsløse. I 1369 blev det fastslået ved lov, at skibbrudne selv måtte bjærge deres gods eller betale andre for at gøre det, men tingene tilhørte altså de oprindelige ejere. “Det bjærgede gods kunne – og inddrevet gods skulle – bringes til den nærmeste kirke og opbevares, til en ejermand meldte sig.” ( citat side 9)
Her er et andet citat fra side 9: “Den første dag blev det bjærgede gods ført til den nærmeste kirke. De syv pakker klæde, der blev bjærget på andendagen, lod præsten Bernhard føre til en anden kirke 1 mil derfra. Selv om det ikke er nævnt udtrykkeligt, må de to kirker være henholdsvis Råbjerg og Skagen kirke, for vi kender Bernhard som præst i Skagen.”
Indledningsvis nævner forfatterne det besynderlige i, at kirken er placeret så langt både fra Højen og Skagen. Hvorfor er den det?
Nævner, at Skagen Sogn ikke er en stabil størrelse. Der var flere bebyggelser allerede fra de tidligste tider: citat: “Bebyggelserne i sognet havde deres navne. I kilderne møder vi til forskellige tider Reven, Højen, Østerby, Vesterby og Kappelborg, samt landbebyggelserne Lunholm, Karred, Hulsig, Klarup, Hesselholt osv.” ( s.11) Den første bebyggelse i Skagen hed Reven.
I bogen gøres der grundigt rede for de mange byflytninger, som fandt sted navnlig i 1600tallet på grund af de store stormfloder, hvor havet skar sig ind i landet og rev hele huse med sig – jorden blev ganske enkelt eroderet væk og forsvandt.
Også teorierne om, hvor Skagens første nybygger, Skarpæs’ hyrde Trond, byggede sin gård diskuteres, og forfatterne er ikke enige med Olavius i hans teori fra 1787, hvor han skriver, at Tranestederne har navn efter Trond, fordi det var her, han først slog sig ned.
Citat: “Sammenfattende kan det altså siges, at det ikke vides, hvor på Skagen mark Trond byggede sit hus. Vi har ingen sikre holdepunkter, og man kan egentlig kun fastslå, at det ikke var på Grenen. Det kan altså godt være, at han slog sig ned ved Tranestederne, i Højen eller ved Den tilsandede Kirke, men så kræves der andre argumenter, end dem der hidtil er fremsat. Hvis Trond har boet ved den søndre side noget væk fra Grenen, er der en mulgihed for i fremtiden at finde stedet, men hvis det var Skageraksiden, han valgte, vil alle spor forlængst være skyllet bort af havet.” ( s.39)
På side 44 kommer bogens forklaring på, at Laurentii Kirke ligger så langt fra Skagen (=Reven). “Da kirken omkring 1375 blev bygget, var der to kraftcentre i sognet: Lunholm ved Kildeklit og Reven. Kirken ligger midt mellem dem. Herresædet Lunholm havde hele Skagen mark undtagen kongens forstrand, hvor Reven var skudt op i årene omkring 1275. Det hurtigt voksende fiskerleje blev begyndelsen til Skagen by.” (s.44)
Jeg vil senere vende tilbage til en lille bog af Hauerbach, Arne L. Hansen og Hans Nielsen. Her vil det især dreje sig om Hauerbachs meget fine redegørelse af Grenens forskellige ændringer gennem flere hundrede år. Han påviser bl.a., at Grenens yderste spids nærmest lå lige nord for Skagen havn – altså skar den sig ind i Østerby ( Ø. lå på Grenen!!)  omkring 1600 mens den lå i Vesterby i 1400 – altså få år efter, at kirken blev bygget. På en tegning på side 25 – 26 illustreres dette fænomen. Bogen hedder Havet – Grenen – Skagen og den er fra 1983 – altså tidligere end ovennævnte om Laurentii Kirke, som er fra 1995, men ikke synes at inddrage Hauerbachs målinger i sin argumentation for at kirken er placeret så langt fra det nuværende Skagen.
Jeg vil inden længe offentliggøre et register over de bøger, jeg vil arbejde med, men min  chokerende mangel på metodisk stringens gør. at det må vente.
 

8 – Et par bøger om Skagen

Udgivet den af
Svar

Har de seneste par dage læst et par af de bøger om Skagen, der står opført på min bogliste, hvorfra jeg læser, som vinder blæser.
De to bøger er vidt forskellige og er ude i forskellige ærinder:
Den ene forfatter er Skagbo og skriver fuld af kærlighed til byen og dens liv i “gamle dage”, mest set fra fiskernes vinkel – og i det miljø færdes han hjemmevant. Det er Jens Tønnesen. Han har skrevet flere bøger om Skagen – den her hedder: Gamle Skagensfiskere fortæller, og Tønnesen går rundt og lytter og husker og skriver det, han hører, ned i en række hyggelige fortællinger. Bogen er skrevet i 1934, så når Tønnesen omtaler krigen, er der tale om første verdenskrig.
Den anden er Poul Carit Andersens bog: Skagen i Fortid og Nutid. Den er fra 1980 og skildrer byen og dens udvikling set udefra. Bogen baserer sig tydeligt på Olavius og Klitgaard, men også på arkivmateriale fra Skagen Museum og er i det hele taget en fornuftig og grundig gennemgang af byens historie, men med hovedvægten på nyere tid og her centreres en stor del af stoffet omkring kunstnerlivet på Skagen fra midt i 1800tallet og helt frem til bogens egen tid.
Jeg har noteret et par ting fra begge bøger, som jeg måske kan bruge senere, om de vil interessere andre end mig, ved jeg ikke, men her kommer de i den rækkefølge hvori de er skrevet.
Først fra Tønnesens hyggelige bog om gamle dag i fiskerhjemmene:
En af de gamle fiskere fortæller om Niels Traaen, også kaldet Skrywwer Niels, at han ofte sad i byens lille fængsel, der dog var så brøstfældigt ( det må have været i 1880’erne, Marianne), at Niels aldrig blev siddende ret længe: “naar Niels ønskede “udgangsbillet” skubbede han en Bindingsværksstolpe ud og brugte det Hul som Dør.” ( s.16)
Det fortælles også, at byen blev så træt af Niels, at man skaffede ham en billet til Amerika – og da han var noget af en “sut”, kan man næsten regne ud, at han er gået lige til bunds i Amerika. Han var ellers søn af byens skriver og havde fået en ordentlig opdragelse.. Hans historie er tragisk, for faktisk klarede han sig godt i sin ungdom, blev endda strandfoged og på et tidspunkt så velstående, at han købte en god gård nede i landet, men han satte hurigt alt over styr og vendte tilbage til Skagen, hvor han levede som original og dranker. Sad derfor ofte i et af Rådsstuens “huller”.(s. 17)
På den tid var Trolle byens politi – han boede i Rådhuset, hvor der var en lille lejlighed i den ene ende. Desuden var der i huset en tingstue, et fængsel og en ligstue.
I Rådhuset stod altid 3 – 4 kister rede til lig fra strandingerne
Trolle havde tilnavnet “Polle” = politi. Det var også ham, der gik med trommen.
Pi Flæsk var en anden original på den tid – han var desuden byens digter. ( Marianne: Findes der mon noget fra hans hånd? det må jeg undersøge)
Læreren i Vesterby Skole hed Høm – i Østerby hed han Spliid –
Der var ofte bal, det foregik hos Chresten Høgenhaug og før den tid hos Mikkel Jennes.
Mellem det gamle fyr og købmand Winthers lå Lauritz Thagaards gård, som var det ældste hus i Skagen ( s.23)
Købmænd og værtshuse ( i butikken) i Vesterby: Fabricius og Møller – I Østerby: Brøndum og Holst.
Et kig ind i den lille fattige fiskerstue: “Naar jeg kom derind om Vinteren, …. sad Hans som regel for enden af Bordet ved Fiskeredskabet, Trine ved Siden af Bilæggeren ved Rokken, og de store Drenge enten ved Garnvinden eller Bødenaalene. Den mindste af Drengene havde sin Plads paa Foldbænken ved Vinduet, og med en Skilling, han havde laant af Hans, trykkede han Skillinger paa Ruden … kun en smal Kant langs det øverste af Ruden var tøet op.” ( s.29)
omkring 1860 tog det normalt 8 timer at nå til Frederikshavn med ageposten: først langs stranden til Ålbæk, derefter på vejen til Frederikshavn. Hvil hos Ramløs i Ålbæk og i Jerup skulle der skiftes heste.
Da der ingen læge var i Skagen, kan man tænke sig, hvor lang tid, der måtte gå, inden lægen fra Frederikshavn kunne nå frem. Der gik let to dage.
Her kommer nu nogle få notater fra P. C. Andersens bog; Skagen i Fortid og Nutid. Af byens ældre historie er meget gentagelser fra Olavius og Klitgaard, men jeg har dog noteret et par ting, som jeg ikke fandt i ovennævnte:
“Ved gravning af martørv ( = sammenpresset klitsand + marksjord ) fandt man ud af, at den ældste del ved Skagerak ( = Gl. Skagen) er vokset op ved udkanten af et engang skovklædt land .. ( s.8)
“Ingen har endnu kunnet give det nøjagtige tidspunkt for Skagens grundlæggelse, men da Erik Klipping var jagtglad, er det ikke udelukket, at han under en jagttur på Skagen har givet Thorkild Skarpæ græsningsrettet heroppe.” ( s.8)
Erik Menved udbød 1/6 af Skagen til salg i 1299 ( s. 9) …
I den første beboelsestid bosatte en del sig fast, mens andre kom i fiskesæsonen og boede i hytter.
i år 1400 var der 1000 indbyggere i 1413 giver Erik af Pommern byen købstandsrettigheder.
i år 1600 er der 2000 indbyggere
“fjernelsen af beplantningen førte til, at klitterne begyndte at vandre ind over land, over moser, der blev udtørrede og over agerjord og græsmarker. De dyrkede marker blev til ørkenområder, og sandet kvalte kuse og gårde.” (s.10)
Storme: 12/9 1568 forliste 350 skibe ( s.11) !!!!!! – det må have været et sandt ta’ selv bord for skagboerne ( Marianne)
1591 – 22 af byens fornemme druknede i et uvejr (s.11)
sept. 1591 blev 25 gårde ødelagte af sand
jan. 1593 rev en stormflod 14 gårde og huse med sig
ca. i 170 år hærgede sandflugten
Sankt Laurentii Kirke er første bygning af sten
1785 – Provst Jens Lodberg og byfoged Hans Christoffer Ferslev får kirken repareret
5. juni 1795 – stiftøvrigheden nedlægger kirker
indbyggertallet er nu helt nede på 650 ( s.14)
1560 – 1. fyr bygges – det er et papagøjefyr
1606 – 2. fyr bygges – en fyrlampe i et trætårn
1745 – 3. fyr konstrueres – det er et vippefyr
1745 – 4. fyr – et muret tårn – = det hvide fyr
1816 – nu forsynes fyret med lanterne m. glasruder
1835 – Spejlsystem anbringes i fyret
1858 – 5. fyr – det grå fyr – indvies – fast fyr i beg. senere blinkfyr
1892 – fyret i Gammel Skagen
Fra november 1627 til januar 1644 var Skagen besat af tyske soldater
20. januar 1644 – svenske tropper når til Skagen – de går over Limfjorden
Arkivtegneren Søren Abildgaard er i Skagen i 1761 og han fortæller flg. om fiskeriet:
“Sejladsen drives her af Indbyggerne med deres egne smaa Skuder og Sejlingsbaade, med hvilke de føre deres Fiske-Vare til København og andre Steder i de danske Provinser. Men 3 eller 4 Skuder går de gemenlig hvert Foraar en Rejse til Lübeck, Rostok eller pommerske Steder …” ( s.20)
i 1763 kommer Niels Thaarup fra “Det mineralogiske Selskab” til Skagen, og han skriver om indbyggerne:
“Havde Tolderen Hr. Semp, ikke forbarmet sig over mig og taget mig i sit Hus, havde jeg maattet ligge paa Gaden, saa frygtsomme er de for fremmede …” ( s.20) – han tilføjer dog, at det mest er fremmede, der kommer som en slags øvrighedspersoner!.
Olaus Olavius var ikke blot tolder i Skagen ( fra 1779) han var også lægekyndig …
Byfoged Lund ( 1770 – 1828) – Ole Christian Lund, kancelliråd 1812 – fra 1806 sandflugtskommissær
1808 englændere på Skagen
Fyret slukkes under krigen med England – mørklægning af hele byen
På Nordstrand anlægges “Nordre Skanse.” Under kommando af Frederik Westenholz
Westenholz blev så glad for Skagen, at han byggede sig en Købmandsgård v. det hvide fyr. Gjorde karriere som birkedommer i Løgstør og blev senere herredsfoged i Løgstør
Købmandsgården blev præstegård
Han fik sønnen Regnar Westenholz kaldet “Regnar Lodbrog” – som var ven med Frederik s. 7 og grevinde Danner og far til Karen Blixens mor, Ingeborg Dinesen.
Resten af bogen handler næsten kun om kunstnerkolonien, hvis eksistens kun får yderst perifer betydning for min roman. Derfor ingen notater. Men Andersen gennemgår dette kapitel af Skagens historie meget systematisk, og det er afgjort givende læsning for den, der især interesserer sig for disse “aliens.”

5 – Klitgaard 2

Udgivet den af
Svar

 
I 1600tallet var der ingen egentlige købmænd i Skagen. – der var 1 skomager – 1 slagter – ( 1626)
Klitgaard mener, at Skagboerne var “røvere” ved skibbrud – her er han uenig med Olavius.
Efter 1521 tilfaldt strandet gods ikke mere kongen men ejeren ( af skib og varer og andet vraggods
Under Kalmarkrigen med Sverige 1611 gik Skagboerne vagt ved stranden dag og nat
1625 pesten rammer Skagen
1611-27 – Hekseepedemi hærger hele Jylland – i Skagen “huserede” heksen Mette Jensdatter “Hosemette” og troldkarlen Christen Sørensen “Klør Knægt”
Mette brændes januar 1624 – hun får skylden for det ringe fiskeri
29. september vidnede Niels Jensen Gaihede på Gaardbo Birketing imod “Klør Knægt” og også han bliver brændt på bålet.
Under Trediveårskrigen, hvor Chr.4. taber til Wallenstein, rykker fjenden op i Jylland – også Skagen bliver inddraget i krigen. Fyret slukkes for at foranledige strandinger af fjendtlige skibe.
Karred, Hulsig, Lundholm m.fl. har ikke fjender indkvarteret.
Der var mange “Løsgængere” i tiden ( hjemløse) – de blev jaget fra by til by – der var også mange tiggerbørn, der vandrede om til de døde af sult og kulde og vanrøgt
Der var ingen kornavl i århundredet – ingen høslæt. Derimod en del får og køer, som passedes af en markmand. Tørvegravning fandt sted.
i slutninge af 1600tallet spores en lille fremgang for landbrug
i 1718 tinglæses og protokolleres følgende bønskrift “Som Fiskeriet, vi fattige Mennesker udi Højen eller Gammel Skagen skal nære os, fattige Koner og Børn af, har nu to Aars Tid været saa meget slet, det vi ikke kunde have deraf til vores nødtørftige Føde og slet intet til andet Nødtørft, derforuden Tid efter anden lidt stor Skade paa vores Fiskeredskab, som ved Storm og Uvejr er os fratagen, og er det, som vi alene skal nære os af, saa har og en Del af os ved sidste store Vandflod ( 25. dec. 1717) og Storm lidt stor Skade paa vores Huse og Hjem, som Vandfloden har bortjaget,” ( s.143)
1630 – forordning om forbud mod at færdes på stranden uden for at bese sine fiskeredskaber. Tyveri er en hyppig forseelse i Skagen ( s.147) = forbud mod at “løbe strandlangs” efter en stranding.
Stranden i Vendsyssel bortforpagtes i større eller mindre dele til skiftende forpagtere
i 1679 strandede et engelsk skib syd for Randerød, og skibes blev vrag, men folkene reddedes i land. Beboerne i omegnen ( Bunken, Rannerød, Hejselholt, Kyllesbæk, Raabjerg, Troldbjerg, Gajhede, Starholm og Aalbæk) stjal det ilanddrevne gods. ( s.154)
1768 var der kun 130 familier tilbage i hele Skagen ( s.179) ca.700 -800 mennesker
de fattige Skagboere lånte udlevede heste, som de så brugte om sommeren og skød inden vinter. De lejede også køer sommeren over ( 3-4 Rdlr. pr. stk. for 3 måneder) – om vinteren måtte de Skagboere, der selv havde køer sende dem til fodring længere nede i landet – (s.181)
Søren Abildgaard ( arkivtegner) besøger Skagen i 1761 og skriver: “Ude paa dette smalle Strimmel Land er Kiøbstaden Skagen beliggende, som indbefatter trende smaa adskilte Byer, nemlig Vester- og ØsterBy, som ligger ganske nær hinanden paa den sydlige Strand omtrent en halv Mil indad fra Landets yderste Odde eller Grenen, den tredje By kaldes Højen eller Gammel Skagen … men til Skagens Kirke-Sogn henhører endnu ti vidt fra hinanden adskilte smaa matrikulerede Bøndergaarde, som ligger vester hen ved de saakaldte Skagebunke og grænser til Raabjerg Sogn.” ( s.187)
5 – 6 huse er mur- og bindingsværkshuse – resten er bygget af tømmer
en vejr- og en hestemølle
Abildgaard omtaler Hovsø – dyb og fuld af fisk ( s.188)
For mange køer – navnlig i “Bunkerne” – de æder marehalmen og risene
Før Christian August Tetens 1794 blev byfoged blev klitvegetationen ikke beskyttet ved øvrighedens indgriben ( s.189)
Til sejlads: 10 skuder, 8 med dæk – 5 sejlingsbåde
Til fiskeri: 24 store fiskebåde ( s.193)
Der er ingen havn – om vinteren trækkes bådene på land.
Niels Thaarup ( søn af digteren Thaarup) udsendt af “Det Mineralogiske Selskab” for at foretage jordbundsundersøgelser – han besøger Skagen i 1763
God beskrivelse af Skagen 1806 af byfoged O.C.Lund, optaget i G.Begtrups “Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmark” 4. bind s. 543 ( s. 211)
I Skagen Sogn … Bunken eller Skagens Landsbysogn = 5 steder = 68 personer ( s.211)
I selve Skagen = 850 personer, heraf er de 50 borgere og de 261 søfolk – 30 personer er under forsorg
Offentlige Bygninger: Fyrtårn, Kapel, skolehus, rådsstue, det gl. kirketårn – 2 klokke- eller klanghuse.
Skibe: 24 jagter
meget lidt agerjord – der avles en smule på byens fælled.
300 får – 30 heste – 112 kvæg ( de 40 er lejekøer)
kæmnerkassens indhold i 1805: 83 Rdlr. 65,5 Skilling
Indtægter mest fra græsafgift
udgifter: 1 rdl. til veterinærskolen 9 rdl og 2 mark til bfoged – 12 rdlr. til jordemor – 10 rdlr. til opvarmning af rådsstue
der var ingen læge i Skagen og der gik to dage, inden den nærmeste læge kunne nå frem. Dette mærkedes katastrofalt ved skibbrud.
Ingen vægtere, men der er heller ingen gader, de kunne gå i.
Intet befordringsvæsen – og det er dyrt at holde hest.
Regler for brug af byens fælled + de to damsteder. ( s.221)
1801 kom der ordre til at slukke Skagen Fyr, idet den engelske flåde var på vej mod København (s.223)
Skagen og Løkken inddrages i krigen 1807 – 1810 anlægges et batteri begge steder
der kom soldater til Skagen
Englænderne stationerede et vagtskib ved Skagen Rev “the fury bomb”
1808 strander “The John” – et engelsk skib, og skagboerne gør en stor indsats for at redde den fjendtlige besætning – de fik god behandling i Skagen, skriver en af passagererne James MacDonald: “Vi blev behandlede med største Venlighed.”
Derimod går det anderledes for en brig, der strander øst for Højen og erobres af borgerbevæbningen i Skagen. Man tager 10 fanger og erobrer 8 kanoner + skibet + et tysk skib, som strander samtidig ( en brig fra Bremen)
“Ved Skagen kunde være samlet en hel Flaade Kapere, som laa på Lur efter fjentlige Konvojer,” ( s.226)
Masser af søfolk gik i land i Skagen – Når englænderne kaprede skibe i Skagerak, lod de besætningen ( minus et par stykker) sejle i Land i Robaade” ( s.226) – på den måde kom der “liv” i Skagen i krigsårene.
Der var et stort antal strandinger i de år, hvor fyret jo på grund af krigen var slukket. Det var en virkelig god indtægtskilde for byen. (s. 227)
1840 vinder 7 fiskere i det helt store lotteri ( hver fra 4000 til 7000 rdlr.)
1820 -1840 – mange indbringende strandinger.
23 skibe strandede på Sønderstrand og kun få reddedes
Ved auktioner købte Skaboerne vrag op med restladninger – det var en god forretning
mange skibe gik på grund, men blev bragt flot igen, eks. barken “Watson” af Hull i 1839
M.A. Goldschmidts lille novelle i “Ekkoet” illustrerer, hvorledes man berigede sig på de skibbrudne og det i ond tro.
I første halvdel af 1800tallet ændrer byen sig ikke meget: stadig en samling spredte huse og ingen gader
“Kommer man søværts til Skagen, maa man finde sig i at stige til Hest paa en Skagbos Ryg et langt Stykke ude i Kattegat og saaledes ride i Land.” ( s.244)
H.C. Andersen besøger Skagen i 1859 og skriver herom: “Hist paa de højeste Klitter mellem Huse og Kartoffelagre, hvor oppe man ser ud over Kattegattet og ind imellem Huse og Sandhøjder til det nye og gamle Fyrtaarn, samles i godt Vejr Fruentimmerne … Bakken kaldes Sladderbakken.” ( s.246)
Blicher besøger Skagen i 1839 og skriver om den samme sladderbakke ( som faktisk kaldtes Svallerbakken ( MH) , at: “Dette Forlystelses sted besøger – naar det er godt Vejr, som rigtignok sjælden er – af Byens kvindelige Beboere. Hvad de egentlig more sig med, skal jeg lade være usagt, thi da jeg var deroppe, blæste det, som det plejer at gøre de 364 Dage af Aaret.” ( s. 247)
Svallerbakken findes endnu
Gæstgivergaarden, hvor H.C.Andersen boede ejes af Erik Brøndum i Østerby – enkefru Brøndum byggede den i 1844. 1853 drevet af hendes svigersøn – i 1868 flyttes den til købmand Erik Brøndums Gård i Østerby. “Beboerne besørgede gerne deres Fornødenheder ved Husets østre Gavl, saa det var altid med en vis Varsomhed, man passerede saadanne Steder i Mørke.” ( s. 250) Fra Justitsraad Købmand L. Holst’ erindringer fra 1907)
Indtil 1854 ingen veje til Skagen
Fra Skagen til Hulsig altid langs stranden
Fra Hulsig til Frederikshavn ad en sandvej, der om vinteren kunne være ufarbar – (s. 250) – Ingen bro over Knasborg Å – og om vinteren var vadet livsfarligt at passere
Til Hjørring langs med Nordstrand til Tversted – var kun muligt ved lavvande.
St.St. Blicher: “Vestlig Profil af den cimriske Halvø” fra 1839 skriver herom
1854 – vej fra Skagen til Frederikshavn – men 4 heste var nødvendige for at passere hen over milerne.
1870 dækker man hovedgaden med ler og grus. Også sidegaderne blev forsynede med ler og grus – hentet med skibe fra Strandby
Nogle årstal:
ca.1850 – indbyggertallet er nu 1400
1841 – ny kirke bygges
1851 postekspedition
1852 – redningsstation
1853 – kolera
1869 – sparekasse
1869 – bibliotek
1871 – signalstation
1872 – meterologisk station
1890 – jernbane
1901 – borgerskole
1904 – apotek
1907 – havn og gasværk
1913 – Skagen Avis
1916 – sygehus og Skagen Bank
1918 – elværk
1928 – 4082 indbyggere
4000 rdlr. skænkede til en kirke i Skagen fra nedlæggelsen af det dansk-lutheranske kapel i London ( s. 296)

intermezzo

Udgivet den af
Svar

De næste mange indlæg vil muligvis forekomme uinteressante for en del mennesker. Det vil blive utvivlsomt blive noget af en opremsning. Notat på notat faktisk. 
Men det er ikke desto mindre min hensigt løbende at indvi  læserne i den del af mit arbejde,  der går ud på at mure det faktuelle fundament for min kommende roman. Og den formodes i skrivende stund stadig at blive en slags hjemstavnsfortælling.
Efterhånden, som de tørre facts indløber og falder på plads, vil også konturerne af en bog sikkert tegne sig. For mig i første omgang, for mine  bloglæsere i anden omgang. Det tør jeg lægge hovedet på blokken for! Så sikkert er det.
Sikkert?  En af mine svigerdøtre sagde engang, hvor jeg var ved at palnlægge et længere forløb: “Ja, vi planlægger, og vi planlægger – og i sin Himmel sidder Gud og ryster på hovedet. Han ved bedre. ”  
For dem, derimod, der interesserer sig for egnshistorie, i dette tilfælde Skagens, er det jo ikke kedelig læsning. Og for mig ganske nødvendigt.
Indlægene skulle gerne give et indtryk af min arbejdsmetode og samtidig give dem, der gerne vil vide mere om Skagen og omegn nogle solide oplysninger.
Jeg modtager med jubel kommentarer og sideindlæg.
Og nu en lille oplysning i forbifarten: det er yderst sandsynligt, at den indre sandflugt ( den i mit hoved) på et tidspunkt bremser min lyst til at arbejde videre med projektet. Der vil så blive en pause, mens sandet blæses væk af andre vinde.
Andre vinde? Ja, for det kan ske, at jeg springer fra Skagen til Ingemann. Ham mangler jeg nemlig noget om på bloggen, og den mangel skal udbedres.
Det er ligeså sikkert, at jeg vender friskere tilbage og fortsætter mit såkaldte Skagensprojekt.

4 – C. Klitgaard: Skagen Bys Historie indtil 1870

Udgivet den af
Svar

Jeg har gennemlæst ovenstående beretning om Skagen, anvendt udgaven fra 1928, trykt i Skagen Bogtrykkeri.
Ligesom med bogen af Olavius har jeg foretaget notater under læsningen. Det er dem, der kan læses i det flg. Ved anden gennemlæsning af bogen vil jeg redigere disse yderligere.
19. april 1355 fortæller et tingvidne flg.: “En Thorkild fik hele Skagens Græsning for hans vilde Stod. Hyrden for disse vilde Heste ved Navn Thronder fandt først paa at fiske paa Skagen og byggede det første Hus paa Skagen paa samme Thorkilds Vegne.” ( s.10)
Navnet Skagen kommer af det gammeldanske ord at “skage” = at rage frem – udtales: SKAWI
“Ude ved Kattegatsiden lidt Nord for Karred ligger nogle Smaasteder, der nu paa kortene betegnes som Tranestederne, men som i Følge A.P.Gaardboe, der jo var fra samme Egn, hed “Throndstederne” eller “Thronderne”, og det er meget sandsynligt, at dette Navn gemmer et Minde om den første Nybygger her, hyrden Thrond.” (s. 12 )
I stenalder og broncealder boede her folk, men ikke i Jernalderen ( viser fund)
Hou Søe ( Hovsø) ved kirken:
“Til Agerbrug egnede Jorden sig ikke, og da (=1350’erne) som senere maatte Beboerne søge Næring ved Fiskeriet.” ( s.13) …. “saa opslog de andet Steds fra fordrevne ( = af krigen) Mennesker deres Fiskeboder paa den øde Kyst fra Hovsø og ud mod Grenen. ( s.13)
Måske var husene lukkede uden for fiskesæsonen (?) …
d.22/1 1413 gav Erik af Pommern byen købstadsprivilegier: ” Vi Erik Konge har undt Byen Skagen alle saadanne Privilegier, som andre Købstæder har i Vort Rige Danmark.” ( Stadfæstet igen af Christoffer af Bayern og af Christian d. 1. i 1451)
Der er en kirke i byen allerede på det tidspunkt: st. Laurentius Kirke = den længste kirke i Vendsyssel
1403 – Jens Pedersen Rynkeby præst – Kirkens størrelse beviser byens størrelse
i Højen og Skagen fandtes også Kapeller ( s.17)
10. nov. 1507 gav Kong Hans Skagen en Stadsret ( s.17)
Artikler i Stadsretten: Om vraggods, der kommer drivende ind til stranden og som ikke tilhører skavboerne, det skal føres til protokols hos skriveren – “Gør nogen herimod eller sidder overhørig med at indføre saadant Gods og Vrag efter Borgmesters og Raads Bud, han bøde med sin Hals.” ( s.21)
§42 – om Fredløshed: “Hvo som fredløs er gjort i Danmark, han skal være fredløs paa Skagen.”
1545 –  Kongen ( Chr. d.2.) gav Skagen Ejendomsbreve på “fri Græsgang og Uddrift paa Hofsiø Gaard og Grund udenfor Byen, som Niels Iversen ibor.” ( s.24)
Midt i 1500 tallet opstår Karredbebyggelsen
1553 – på tinget bevidner ved håndsoprækkelse og under ed 8 trofaste Dannemænd “at skauffs fællig Mark, Lyngslet, Tørvegrøft og Rishug naar til den Sten, som staar paa Rannirøds Gaardssted, som staar imellem Høgenhaffs Mark og Lundholms Mark, fra den Sten og til Kullehøyen, fra Kullehøyen og til Holsig Vraae, fra den Sten paa den søndre Side ud ad Gammel Veyerskaar, som ligger en Vanddam i, fra Kullehøyen og til den Sten, som staar ved Lundholm, fra den Sten og til Throsnes Gab, fra Throsnes Gab og til Gammel Throsnes, fra Gammel Throsnes og til det Bjerg som ligger næst norden til Throsnes Kielde. ( s.29)
“Disse Forfølgelser mod Nybyggere paa Byens Mark bevirkede sandsynligvis, at Nybyggerne søgte længere mod Syd til Nabosognet Raabjerg og der oprettede Nybygd i Aalbæk, men også denne søgte Skagboerne at ødelægge.” ( s.29)
1580 klager Skagboerne over den nye by Aalbæk
I hele 1500 tallet var næringsforholdene gode og der var mange fastboende (s.31)
1523 opretter Hans Tysk et kapel som også var hospital. Det forsvinder dog efter reformationen.
Skagboerne skulle give “Skattefisk” til kongen ( sende saltede fisk) (s.32)
Der skulle betales told af al fiskefangst
Adelen, der fiskede på egen strand var fri for told.
I 1500 tallet var Skagen den største by i Vendsyssel – mellem 1000 og 2000 indbyggere
1583 – 4 smede, 3 skræddere, 2 snedkere 1 bødker 3 tømrere 1 glarmester 1 skibsbygger
Slægtsnavne i 1500 tallet: Agge, Bagge, Bark, Bjerg, Bolst, Brandi, Burri, Dal, Dyre, Falk, Fris, Frost, Grøn, Hart, Hjort, Hofman, Holm, Holst, Hvis, Jul, Kat, Knod, Kok, Kotti, Køndi, Kæmpe, Lillebonde, Lund, Munk, Orm, Paal, Piker, Pilt, Rus, Ræv, Slump, Soddi, Spend, Trane, Tørri, Worm
1598 Chr. d. 4. besøger Skagen – sejler fra Haderslev
1533-35 støttede Skagen Skipper Klemens.
ca. 1550 – Latinskolen v. Kapellet i Østerby
1560 – Fyr
1568 – 350 Fiskerbåde forliste i en storm ved Skagen ( s.41)
1591 – 22 borgere druknede i en storm
1591 – Nordøstenstorm i 3-4 dage begraver 25 gårde i sand
1592 – Stormflod rev gårde og huse bort
Fisker Morten Lauridsen og Marine Sørensdatter forlod Skagen og rejste fra deres ødelagte hus og til København. Deres søn Laurids Mortensen Scavenius blev teologisk professor og biskop over Sjælland Stift. (s.42)
I 1600 tallet gik det tilbage for fiskeriet
Sandflugten begyndte at tage overhånd
1633 – tingsvidne fortæller, at vandfloden forhøjedes år efter år og borttog huse og gårde i byen.
I 1690 klager præsten over, at det aftagende fiskeri driver folk bort, så der kun er 60-70 tiendeydere tilbage
Forbudt at drage vaad på Sønderside (s.48)
( Fortsættelse følger)

3 – Olavius 2

Udgivet den af
Svar

Her fortsætter notaterne fra Olaviæ bog om Skagen før 1787, og som man vil se er Hesselholt nævnt:
Sandflugten:
“Det stærke Jordmon er opslidt, ligesom at Skaberen have sat en slags Prøve paa, hvorvidt det menneskelige Kiøns Omsorg gik, for at befordre dets eget Vel, og i at bøde paa Naturens Mangler. Man har Syn for Sagen paa Stedet med Henseende til begge Dele, nemlig: at Sandflugten fast har ødelagt alle Marker samt de omkring liggende kostbare Eiendomme, og at Folk har været ligesaa ubekymrede for at overkomme Ødelæggelsen, som Sandflugten villig til at ødelægge, …” (s.38)
Pator Lodberg mistede sin agerjord + eng ved en voldsom storm fra nordvest i 1775, bededag. – den trængte også ind i kirken som ellers hidtil var gået fri.
Husene omkring Capellet blev kaldt Capelborg – de blev oversvømmede i 1717, så folk måtte evacueres.
Maren Ammes Mark + Vestermark ødelagt af sand.
“… Ind i Byerne har Sandflugten saaledes trængt sig, at Sandet paa mange Steder er begyndt at gaae op paa Taget af Husene, hvilket forvolder, at man neppe kan komme frem med Hest og Vogn eller til Fods paa sine Steder i Gaderne, og allermest, naar det har regnet stærkt eller sneet, da Vandet bliver staaende mellem de heslige Sanddynger. … “(s.42)
Mellem Kirken og Vesterby var der en stor ferskvandssø med mange Fisk ( 5 – 6- Favne dyb) – den blev ødelagt af sandet, i 1780, da Olavius kom til Skagen var der kun 2 små huller tilbage af søen. Olavius fanger et par skaller heri, og de er udsultede og byldebefængte – ( s.42)
Olavius omtaler Kirkemilen ( Sandmilen?), som ligger ved siden af “dette Vand” (= den gamle sø)  og nævner, at der findes mange andre miler ( =”en meget stor Sandhøi”).
Om gårde, der har taget skade af sandflugten skriver han følgende:
“Tvende Bøndergaarde, beliggende ved Tranen, en Egn …., som formodentlig har faaet sit Navn af Tranefuglens Forsamling sammesteds i forrige Tider …. eller, som andre mene, Stedets første Beboer Trane, hvis Marker upaatvivlelig have været meget frugtbare, inden de iVester og Nord beliggende Sandmiile oversvømmede Eiendommen.” (s.44)
Nu kan der på begge gårde kun avles 1,5 tønde byg og 2-3 tønder havre.
Olavius lærte af tolder Guldberg ( sin forgænger) at avle vikker og heraf høstes en del – det samme lærte han videre til bønderne i Tranen.
En af de små gårde der hed “BAKKEN” eller “KARREDSBEK”.
“KARRED” eller STORE KARRED har været flyttet 4 gange. LILLE KARRED flyttes til Tranen 30 år tidligere. Er nu også delvis ødelagt af sand.
Der høstes Erica Rubra – (fårelyng) til at farve gult og grønt.
Chriesten Madsens hus ved “Becken” ( bækken)
“Paa alle disse Gaarde har jeg ellers set Grønkaal at voxe til en vis ikke ringe Størrelse” ( s.45)
I de vestlige grænser af sognet lå LILLE LUNDHOLD og STORE LUNDHOLM.
STORE LUNDHOLM nedlægges på grund af sand og bliver til Tolder-eller Ladegård. – LILLE LUNDHOLM flyttes et stykke mod øst.
HULSIG GAARD flyttes to gange en 1/4 mil til Øst. “Beboerne ( skal) endnu, i Følge eget Forgivende, kunde saa paa Stedet 1 – 2 Tønder Byg – 2-3 Tønder Havre.”
“HEISELHOLT”, formodentlig saaledes kaldet i Anledning af de der omkring fordum voxende Hasseltræer. Denne Gaard staar efter Beretning, paa samme Sted, som den først blev bygget, formedelst at Sandflugten for den største Deel hidindtil har skaanet det dertil hørende Agerland, endskiønt at Engbunden dog derhos har liidt nogen Skade. Sandmiilerne nærme sig ogsaa dette Sted Aar efter andet, hvorfor Beboerne ere udsatte for Frygt og Fare og tabe ligesaa meget som deres Naboer.” ( s.48)
“KLAAE-RUMPE, KLARUP, eller som Gaarden nu kaldes, RUMPEN, er fast det eneste Sted eller beboelig Gaard i Schagen Sogn tilbage, fordi Sandflugten der hverken har giort synderlig Skade paa Ager og Eng, men vel ødelagt Overdrevel paa den vestlige Side af Gaarden, og der opkastet nogle fæle Sandmiile, som er noksom befrygtelige i Fremtiden.” (s.48)
Som det fremgår af ovenstående citater, så lå Hesselholtgården i Tranestederne ( = Tranen). Men hvor? Det vil jeg godt vide, og måske kan nogen hjælpe mig – selv vil jeg søge i diverse arkiver.
Højens markjord elendig
AALBÆK:  Sandflugten har angrebet “Nørre Elkiærs Herregaards Eiendomme” – grænser op til Ellinggard og Lerbeck
Folk opfordres til at holde op med at bruge gråris og marehalm til brændsel. Resultat: de fryser.
“Stude, Køer og Heste, der tillades at gaae løse i Klitten baade Sommer og Vinter, … ere virksomme Midler til at befordre de sandstillende Urters Undergang.” (s.49)
Olavius forsøger at lære bønderne mere effektivt landbrug og fiskerne noget om forbedring af redskaber og fangstmetoder, men han kommer til kort “udi alt dette kom jeg ingen Vei.”
Olavius klager over, at Skavboerne er sjuskede og uordentlige og selv med til at ødelægge de få tiloversblevne marker ved at lade får og gæs osv. græsse frit ( s.53)
Byens Vedtægter (= Schagens Grannebrev): Vedtægterne beskriver nøje, hvordan der skal ageres i marken – de er underskrevet 16.august 1700 og blev oplæst hvert år ved Skagen Byting indtil 1747
“Ordre til at alle Toldere i Riget, at de nøie skulde passe paa, at ingen Mansk Mynt blev udført af Landet” ( s.142) – dette mener Olavius dog er umuligt, om han så havde 1000 øjne.
De høje kornpriser dæmper drikfældighed, da det er dyrt at fremstille brændevin.
kun få i Skagen “have lagt sig efter at binde Strømper.” (144)
OM STRANDINGS – TILFÆLDE:
“Om Gudsdyder – Sæderneog overtroiske Lævninger”
O skriver, at Skavboerne er fromme ( ingen værts- og dansehuse) – de er andægtige i kirken – der er ingen slagsmål – O. har aldrig hørt om optøjer i byen.
Ved strandinger er der dog vagt over det inddrevne fra vraget.
Folk er nøjsomme m.h.t. fornøjelser, men:
“Angaaende Bryllupper og Barselsgilder, da var man i saa Henseende her temmelig overdaadig, førend Forordningen af 20. januar 1783 udkom, da man dog endog ved simple Folks Bryllupper kunde have 10 – 12 Rætter Mad” …
“Schagens Beboere roses ellers for at være redelige Betalere, naar de have noget at betale med, og har jeg, som Oppebørselsbetjent paa Stedet ikke andet fornummet.”
Når små børn har ondt i maven så giver moderen dem et omslag af varm malurt+vand, hvori der har ligget rustne søm.