38 – M. Goldschmidt: Skagen 1865


Fra Illustreret Tidende kort efter -Daphnes forlis
Goldschmidts oplevelse af Skagen kan man læse om i indlæg 33 – men jeg synes skildringen er så smuk, at jeg vil afskrive hele hans lille dagbogsberetning. Også fordi den er særdeles tidstypisk – når der endelig kom digtere til Skagen, så fandt de denne egn meget eksotisk. De rejste overalt i Europa, som digter og kunstner skulle man ud på en sådan dannelsesrejse, som regel til de store byer i Tyskland, til Paris og  især til Rom. I Rom mødtes Ingemann f.eks. med en hel koloni af danske kunstnere. Og H. C. Andersen drog endda til Tyrkiet. Men Skagen fik ikke mange besøgende, og når digteren kom hjem og skrev om stedet, så virkede det yderst fremmedartet. Tyrkiet kunne ikke have undret og chokeret mere end Skagen gjorde. Derfor denne beretning fra Illustreret Tidende 1865.
“Tirsdag d. 8de August. Jeg var for kort Tid paa Skagen til at see Tilstrækkeligt og faae god Besked. skal jeg dømme efter, hvad der kan opfattes i Løbet af 1,1/2 Dag, saa er Egnens Charakter Usikkerhed, Ordet brugt i videste Forstand. Jeg mener ikke blot dermed, at den smalle Landtunge mellem de to Have synes i bestandig Fare for at blive overskyllet, eller at Vandet, som der siges, bestandig siver i Sandet ( dog rimeligvis kun der, hvor dets Afløb er hindret), eller at  Stranden er bekjendt som usikker for Skibe og Skibsførere. Usikkerheden gaaet meget videre, Tingene flimre En for Øinene, Skuffelse og behagelig Overraskelse skifte bestandig, dog saaledes, at sidstnævnte i sin Kortvarighed giver Anledning til førstnævnte. Naar man ved Høien eller Gammel-Skagen kjører ind fra Stranden gjennem Sandet, venter man at finde en nøgen, øde Egn, men modtages af de rigeste Bygmarker. Dette Særsyn hidrører fra Fiskegjødningen. Et lille Stykke videre frem seer man en vid Eng med Stakke og troer da, at det er Høstakke – nei, nu er man allerede ude af Frugtbarheden, det er Lyng. Sletten strækker sig, begrændset af Klitter mod Nord, ud mod Øst saa flad som en Pandekage, og man venter at kunne kjøre  rask hen derover – ingenlunde;  den er, næsten ved Kunst, ved behændig Anbringelse af Lyngtørv, gjort saa knudret og hullet, at Hestene kjøres trætte paa den, og vil man kjøre bort fra, hvad der kaldes Vei, ind paa den grønlige Slette, saa findes den knoldet, vortet, ufremkommelig. Fra denne pinagtige Vei sees endelig Skagen, langt udstrakt fra Nordøst til Sydvest, og det seer ud, som om man skulde kjøre lige ind paa denne Linies Midte – nei, aldeles ikke, Veien gjør en ret Vinkel mod Syd, saa mod Øst, saa mod Nord, ganske som om Byen havde Ret til at være coquet og gjøre sine Tilbedere Nærmelsen besværlig. Men coquet og nydelig ligger den alligevel, men mange, nye, røde Tage, bagved grøn Mark og foran det blaae Kattegat. Man kan ikke lade være at troe sine egne Øine og vente en net, hyggelig Kjøbstad – atter Skuffelse! Saasnart man kommer ind paa den tunge Sandvej, der er Byens Hovedgade, seer man, at de smukke Bygninger som snilde Coulisser skjule Stedets Blanding af Embeds- og Fiskervæsen, og foruden Fiskernes beskedne Boliger staaer der tjærede Hytter med gamle, indsynkende Straatage og med Lyre, d.v.s. Røghul, istedenfor Skorsten. Disse sidste ere malerisk taget, de smukkeste, og de vække, menneskeligt taget, Deltagelse, men saa faaer man pludselig Øie paa den nye Kirke, der kneiser over de fattige Hytter med en vis Fordring paa Skjønhed, ligesom den ogsaa har Ord for at være “opført i Stil med Slotskirken og Frue Kirke,” men er den styggeste Bygning, man kan see. Hvad har Skagen syndet, at denne Kirke, hvortil der blev indsamlet over hele Landet, skulde have de hæsligste Linier, som nogen Architektur kan frembyde? Stolede man  paa, at saa faa Fremmede komme herop, og at Skagboerne kunde taale et Forsøg i “Ästhetik des Häslichen?”
Den underlige spredte Maade, hvorpaa Alt dette ligger i Sandet, giver Byen et ganske eiendommeligt Physiognomi. Hvert Hus synes at protestere imod, at det hører til Byen, til noget Fælles, skyder Sand op mellem sig og sin Nabo, vil ikke ved Rydning eller Brolægning bidrage til, at han kommer og aflægger Besøg. Jeg nægter ikke, at dette jo kan være Naturens Skyld, men naar man kommer mellem Mennesker, troer man uvilkaarlig, at deres Tanke og Vilie har Indflydelse paa deres borgerlige Anstalter, og jeg har ikke seet nogen By, der saaledes synes symbolsk at opløses i Egoisme.
Ny overraskelse. Indenfor Plankeværk, der gjenne Sandet bort, er hist og her Smaahaver eller Beviser for, at Træer kunne groe i Bunden. Byfogden har en stor, smuk Have, og Sydvest for Byen ligger en hel, frodig Lund, hvori rigtignok Klitten stikker op mellem Træstammerne, ligesom en vis Persons Hestefod naaer ud til civiliserede Pantalons; men smukt er det alligevel, og man forestiller sig uvilkaarlig, at paa disse Steder, der ere ligesom aftvungne en uvillig Natur, samle sig hyppig paa blide Sommerdage dette fjerne Steds Beboere, Embedsmænd, Kjøbmænd og Fiskere, og frydes med hinanden i idyllisk Glæde , med The og en Pibe Tobak. Men de, der kjende Byens Temperament, erklære dette for, mildest talt, usikkert.
Men Usikkerheden ophører ikke hermed, tvertimod, nu begynder den først rigtig. En Mand omtalte tilfældigvis til mig, at der intet Apothek var i Byen. Ordene bleve liggende udenfor mit Øre, og jeg opfattede dem først tydelig lidt senere, da jeg talte med en anden Mand. Har De intet Apotek i Byen? spurgte jeg ham. Nei, svarede han. – Altsaa, naar Deres Kone faaer ondt, maa De kjøre til Frederikshavn og hente Hofmandsdraaber! – Nei, svarede han, her er en Doctor i Byen, og han handler med nogen Medicin. – Kan De da hos ham faae al den Medicin, der behøves? – Han forskriver vel ikke Andet, end hvad man kan faae hos ham. Er der nu et Apothek i Skagen eller ei?
Hvor usikkert dette nu end var, saa ansaae jeg det for nogenlunde vist, at der ingen Apotheker var, og jeg spurgte en tredie Mand: Hvorfor have De ingen Apotheker i Byen? – Jeg fik det pythiske Svar: For saa vilde der være to Øine flere.
Jeg var ude ved den gamle Kirke, beliggende en Fjerdingvei sydvest for Byen, skjøndt ogsaa dette er usikkert, da det kommer an paa, hvor man regner, at den egenlige By ligger. Den var engang Skagens og Landdistrictets Sognekirke, er nu forladt, begravet i Sandflugt. Taarnet rager op over de omgivende Sandbølger, der ere bedækkede med Klittag og Tjørn, og i Fordybningerne med Solen staae Brombær og vilde Roser. I Nærheden er imellem  Klitten en Flade, hvor der voxer Siv; det var engang en Sø, og jeg troer, lærde Folk vide, naar de sidste Fisk fangedes deri, for ikke hundrede Aar siden. I Sandhed, her er trist; man staaer som ved noget levende Begravet. Taarnet, eller idetmindste dets øverste Halvdel, rager som sagt op og tjener til Sømærke. Jeg spurgte: Hvor er selve Kirken? – Skagboen svarede, den var dernede, begravet i Sandet. Han har H. C. Andersens Autoritet for sig; thi A var , vel ikke personlig, men med Tanke og Phantasi dernede og saae sælsomme Ting. Men Vendsyssel er ikke fri for Bagtalelse; den ene By bagtaler en Smule den anden, og jeg har hørt i en anden By, at Kirken vistnok med nogen Anstrengelse havde kunnet frelses; men den laa Skagboerne for langt borte, og det af Sand overvældede og af Hav formindskede Landdistrict, hvor der nu kun boer 65 Mennesker, kunde ikke gjøre noget Krav. Derfor blev Kirken en Tidlang overladt til at kæmpe mod Sandet, som den kunde bedst, og derpaa erklæret død og begraven, men i Virkeligheden nedbrudt, og af dens Sten ere Huse i Skagen opførte. Ja, tilføiede man, de havde gjerne taget Taarnet med. Hvad er nu sandt? Hvor er Kirken?
At jeg under saadanne Omstændigheder ikke kunde erfare noget Sikkert om en Strandingssag, der netop interesserede mig, er en Selvfølge. Den Ene gjorde Vedkommende sort som en Ravn, den Næste gjorde ham saa hvid som en Svane. Den sløve og feige Maade vilde være, deraf at slutte, at Manden var graa; men det skal nok skjønnes, naar man har Kjendsgjerninger rigtig for sig, om en Mand helder til det honnette eller det uhonnette. Imidlertid, umuligt at faae en Kjendsgjerning at støtte sig til; Alt bølgede og gyngede, som selv Landet syntes at gjøre, naar man saae ud til en af Siderne, til et af Havene.
Et er der, som ikke kan skuffe: de kraftige Hoveder og kløgtige, behjertede, djerve Physiognomier blandt Fiskerne. En Befolkning kan ikke blive enig om at sætte saadanne Ansigter op for at narre Fremmede, skjøndt dette, for at fuldende Stedets usikkerhed, blev sagt mig. Jeg var fristet til at bryde Aftale og blive for om mulig at aabne den lukkede Bog, disse Menneskers Liv. Men hvor lang Tid vilde behøves? Alt ligger saa adspredt og kigger saa forsigtig ud, og Kjøbstadsudseendet borttager den Naivitet, som andensteds tiltrækker. Maaskee burde jeg dog, med Opgivelse af Thy, have blevet der. Af de faa Samtaler, om Baadfiskeriet – de halede et ( ? ) Baad ind i et 1000Alen langt Toug – og om Fiskesalteriet o. s. v., opfangede jeg en Berigtigelese af Noget, jeg hørte ved Hirtshals. Der stilledes Fiskerne saa langt i Skygge af de Svenske; her derimod erfarede jeg, at Vore gaae ud og fiske og sælge Fangsten til Svenske.
Det var paa Seilads til “Grenen” – Seilads for ikke at gaae i Sand – og Vandring herude, at vi traf Fiskere. Det er det eneste Sted, hvor jeg har været, der seer ud som paa Kortet. Ellers er ethvert Sted for stort til at aftegnes i fuldstændig Nøiagtighed, har en Høide eller Farve, som Kortet ikke kan angive; men her er det en hvid Flade mellem to Bølgestriber, og Fladen trækker sig efterhaanden sammen, saa at man kan sætte den ene Fod i Kattegattet, den anden i Vesterhavet, Landets Spidse bliver ikke større end paa Kortet. Det Eneste, Kortet ikke kan give, er den hvide Brænding paa Revet udenfor Spidsen, og Søfuglene, som i store Skarer sidde derude. Da disse hvide Fugle pludselig lettede, gjorde det et Indtryk, som neppe lader sig beskrive. At sammenligne dem med Aander eller Spøgelser, vilde være trivielt og overdrevet; ei heller var det uhyggeligt, men aldeles fremmedartet, et besynderligt Bud om, at nu hørte Menneskeriget aldeles op, og Naturriget herskede ensomt og mysteriøst.
Vi vare i Vandet herude om Morgenen og kunde opføre os med mere end kongelig Luxus. En valgte Kattegattet, en Anden Vesterhavet, jeg valgte Middelveien og fik begge. Aftenen forud havde de af os, der stege op i Fyrtaarnet, en anden Luxus: Solskiven blev oppe over Horisonten nogen Tid længere for os end for andre Mennesker.
Hvilke Revolutioner, som vi ovre paa Øerne ikke drømme om, have ikke tumlet med denne sandede Strækning! Martørven vidner om, at her har staaet Skove. De bleve kuldkastede, begravne, sammenpressede til Tørv. Egnen forsvandt og steg op igjen eller blev nyopdaget i det 13de Aarhundrede.
Anno 1355, ved et Retterting i Aalborg vare mødte de elleve ældste Mænd i Vendsyssel, bl. hvilke Thorkil Hwal, som var hundrede Aar gammel. De vidnede, at en Konge, som var i Danmark, paa en Jagt i Vendsyssel gjæstede en Bonde Thorsten Skarpæ, som de Tid boede i Oorne ( Horne), hvem Kongen forlenede med den Mark og Skov, som ligger omkring Skagen, til sit Fæ og sine vilde Øg. Og Bonden havde en Hyrde, som hed Trondkar, som var den Første, der fandt paa at fiske på Skagen, og byggede et Hus der. Senere nedsatte Flere sig under Thorsten Skarpæ. Item, at fra den Bæk Hjertbæk østen for Hofsø til det ydre Skagens Ref havde Alt været Kongens Forstrand, aldrig bygget paa af Nogen, før da for faa Aar siden Jylland voldelig blev overfaldet og medhandlet.
Videre Optegnelser vise Tryghed, Virksomhed og en vis Velstand.
Anno 1517: Hans Tydsk i Skagen fik Brev, at han maa opbygge et Hus og et Kapel i Skagen nordpaa til Byen, som kan tjene til deri at indtage syge Mennesker, og maa han samle Almisse til deres Underhold.
-1523. Gav Kong Frederik Biskop Styge Krumpen Skjøde paa dette Kapel, der var kaldet Sr. Jacobs Kapel.
– 1529. St. Johns Baptists Aften var Bisp Styge Krumpen hos Kongen og viste aabent Brev, beseglet af Borgemester, nogle Raadmænd og Borgere i Skagen, hvor de lovede at give til Bisp Styge og hans Eftermænd paa Bispestolen Biskops Gave Kalass, som og kaldes Helligdags Kalass,  ligesom deres Forfædre.
-1535. Hr. Laus Nielsen fik Konfirmation paa en Kirke i Skagens By, dog saa, at han skal besørge de syge Folk i Hospitalet i Aalborg af den Rente, som ganges af samme Kirke.
-1546. Skagens Borgere fik Brev til Eiendom paa deres Byes frie Græsgang og Uddrift paa Kronens Gaard Hoffsøgaard og Grund, som Niels Iversen iboer, udenfor deres By liggende, Intet undtaget uden de Enge, som nu ligge til Toldergaarden sammesteds, dog at de og deres Efterkommere skulle aarligen give deraf Aalborghus salte Fisk og Flynder.
-1569. Kong. Brev til Erik Podebusk, Lensmand paa Aalborghus, om, at han skal paasee, at Fyrlampen paa Skagen holdes tændt; thi de Søfarende beklage sig og ville ikke betale Fyrpenge til Kongen. Iligemaade skal der udlægges Sømærker, navnlig paa Trindklint ( Trindelen).
Saa begynder Havet at tage, hvad Havet gav:
-1635. Ansøge Borgere og Indvaanere i Skagen om Nedsættelse i deres Skat, der bestaaer i 90 Slettedalere om Aaret og Løn og Føde til en Karl ved Fyret. Thi deres Næring og Brug er blot Fiskeri ( ingen Stranding?), der nu meget forringes, ligesom ogsaa Vandfloden aarlig bortskyller deres Huse og Gaarde, ligesom ogsaa Kongens Lygte, der stod her i forgangne Aar, er henskyllet i Havet.
Og endelig kom, maaske tildels ved Indbyggernes Uforsigtighed, idet de oprykkede og brugte Væksterne og Beplantningen paa Sandet, den forfærdelige Flod og Sandflugt 1775, der kun efterlod, omtrent hvad vi nu see.
For en Del paa Grund af Historien, syntes mig den interessanteste Bygning heroppe at være den gamle Raadstue. Den er rigtignok forfalden, straatægt og utæt.; men Stuernes Rummelighed og de gamle sortebrune Borde o. s. v. give den et Udtryk som en gammel Mand af god Familie, det er gaaet tilagters med. Et ret kraftigt Kommunevæsen kan godt have fundet Sted her, uagtet den fortræffelige Olavius korsede sig ved den Tanke, hvad Følger det i Henseende til borgerlig Lyksaligheds Bestyrelse maatte have, at Borgemester og Raadmænd dreve borgerligt Erhverv, navnlig Fiskeri. I hans Tid ( 1787) var det aldeles udslettet af Folks Sind, at Andre end Herremænd, kongelige Fogeder o.s.v. kunde forestaae den borgerlige Lyksalighed.
Paa tilbagereisen, der ligesom Henreisen gik ad Stranden, men fuldstændigere indtil Tværsted, standsede vi i den begyndende Skumring omtrent udfor Skiuerne ved et Værk af en eller anden Revolution. Klittens Sand afbrydes nemlig pludselig af Sten, at en Slette bestaaende af Stene, omtrent saa store som dem, der bruges til at macadamisere Landeveiene. Stenmassen ligger i en Høide af omtrent 20 Fod, strækker sig nogle hundrede Alen langs Stranden og rækker dybt ind i Landet. Den bekjendte Stenslette Erau i Frankrig er unægtelig mere udstrakt, men er nogenlunde dyrkelig Jord eller Sand belagt med Sten; her er med Undtagelse af enkelte smaa Planter alt organisk Liv udslugt, og Ødheden træder frem imod En med næsten imponerende Magt. Dødens Gudinde kunde passende sidde der i Baggrunden paa en Stenthrone. Hvordan ere disse talløse Stene komne hertil, opdyngede her i jevn, ubrudt Flade? De Lærde kunne vel besvare dette Spørgsmål. I Øieblikket griber Phantasien f.ex. den Forklaring, at alle Himlens Stjerneskud, naar de blive kolde, falde herned, at her er Begravelsesplads for alle døde Meteorer.”
Her slutter artiklen fra Illustreret Tidende. Jeg har skrevet den ordret af, og den lidt ukonsekvente stavemåde af f.eks. kunne= kunde ville = vilde – der bruges i flæng er altså ikke min beskadigelse af teksten.
Den korte opremsning af Skagen Historie sidst i artiklen har Goldschmidt fra Olavius, selv om han ikke nævner sin kilde.
Goldschmidt besøgte byen i 1865 – allerede i 1869 sker der store ændringer i byen. Den ny kommunallov af 1886 demokratiserede kommunerne, og i 1869 nedsættes et mark- og vejudvalg med flg. medlemmer: Konsul N. Fabricius, P. Thellefsen og L. Holst. Noget at det første, de foretager sig, er at sikre vejene i Skagen – de macadamiseres med ler fra Strandby tilsat grus, der erstattede de tidligere materialer som var tørv og lyng. Nu skete der noget. Vejene stabiliseredes, og også internt i byen blev der indført store ændringer: alle husejere med grund op til vejen opførte hegn, som hindrede sandflugt og desuden gjorde det muligt at dyrke haverne.
Det næste indlæg vil blive et historisk rids af en af de fænomener, der betog Goldschmidt ved indkørlsen til Skagen – nemlig den imponerende Skagen Plantage.
Undskyld, det blev lidt anderledes – først ville jeg gerne lave en slags status over indlæg om skagen, og den findes nu herover – og desuden skulle jeg gerne slutte de indlæg, der handler om skønlitterær skriveri om Skagen – og der manglede teksten af Mylius Erichsen, som ikke findes i bibliografilisten, men ikke destomindre er ganske interessant i hele sin tidstypiskhed.
 
 
 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *