Da jeg gik tur med min veninde forleden, fortalte jeg om nogle af de tanker, jeg gør mig om fortidens menneskers måde at tænke og handle på. Sådanne tanker MÅ man gøre sig, når man vil skrive historiske romaner: man er nødt til at gå ind i tidens menneskers bevidsthed og læse den. “Sludder,” sagde hun, “du kan umuligt trænge ind i et andet menneskes bevidsthed. Det kan ingen. Ikke engang til et moderne menneskes bevidsthed kan man have nogen som helst adgang. Og et menneske i en fjern tid! Nej, det kan du godt glemme.” “Ja, selvfølgelig, du har nok ret,” sagde jeg. “Det ved jeg godt. Men … man kan jo forsøge ud fra alt det skrevne at danne sig et billede af, hvordan menneskene dengang anskuede verden og gebærdede sig i den.” “Menneskene?” sagde hun, “de tænker jo ikke ens i en bestemt periode, vel?” Nej, selvfølgelig ikke, indrømmede jeg inde i mig selv, men sagde ingenting. Jeg forstår f.eks. ikke rockere og motorbøller og pædofile misbrugere eller narkomaner for den sags skyld … men, men, men, de er nu alle sammen produkter af den her tid og det her samfund. Og så tænkte jeg, at jeg i “Mellemlandet” har skrevet om børn og unge i krisesituationer, som jeg aldrig i livet har været i. Og dog fandt jeg det slet ikke svært at skifte min egen bevidsthed ud med deres. Og på samme måde tror jeg, at det er muligt at gøre det umulige, når det drejer sig om fortidens mennesker. Vi gik lidt i tavshed, så snakkede vi om noget andet.