Carpe diem! – ja, Brorson kan som i Op al den Ting glædes over dagens skønhed og minde os om at gribe den, mens sol er oppe. Men det er et liv i nærkontakt med Gud, digteren skriver om, når han er mest salig ved jordelivet. I denne salme kulminerende i de her linjer.
“Saa tryg jeg lagde mig,/og sov saa sødelig,/ fordi mit hierte paa/ dit hierte laae;/ Saa sund paa siæl og krop/ saa glad jeg vogned op,/ og JEsu kys jeg fandt,/ før natten svandt.”
Salmens to første vers lyder sådan her:
See dagen bryder frem med magt / giør himlen lys igien/ og driver mørket hen./ Op hierte paa din morgen-vagt/ lad ingen trygheds blund/ formørke naadens stund!/ Hierte tag/ denne dag/ vel i agt, og tænk derpaa,/ mueligt seer/ aldrig meer/ dine øyne soel opstaae./ Hvor mangen morgen-rød/ var inden aften død,/ og i et øyeblik/ sin afsked fik?/ hvad hielper øynene/ den lyse dag at see/ naar sielen vandrer blind/ i tiden ind?
Kom morgen-røde rosen skiøn/ giør himlen lys og blaae,/ at mørket vige maae!/ Min morgen-røde er Guds søn,/ hans vunders røde glands/ forfrisker sind og sans,/ Jesu død/ purpur-rød/ giør mit hierte himmelblaae,/ at mit sind/ kiger ind/ hvor jeg skal for thronen staae. / Den dug, som over alt/ paa græs og urter faldt/ at væde bierg og dal,/ ey svinde skal,/ før jeg i Jesu blod/ forfrisket har mit mod/ og ret bedugget faaer/ udi hans saar.
Første gang, jeg læste salmen, læste jeg: før jeg bedugget står … – det syntes jeg gav mening: den syngende sjæl er jo beruset af tanken om Jesu lidelse – en slags blodsdyrkelse som er en konstans i den pietistiske retorik, undertiden endda grænsende til det uudholdelige, synes jeg. Og ind i mellem bliver det faktisk berusende, så at man virkelig “bedugget” står, når man har læst et antal salmer om sår, blod og lidelse (!) – det er ret tankevækkende, ikke? – men det handler jo altid samtidig ligeså meget om kærlighed: kys, favnetag og fælles åndedrag …
“Bedugget får” må betyde, at den dug, der falder, er at ligne ved dråberne fra Kristi sår, som sjælen her får del i – de drypper ind i hendes/hans sind og forårsager en slags åndelig forening med den lidende Kristus.  Og at ens hjerte ligger på Kristi hjerte, det er da et smukt billede. To elskende så tæt sammen, som de kan være.