I Christian Kroghs store bog “Kampen for Tilværelsen” ( udgivet af Norsk Gyldendal i 1952) ) har han en artikel om sine besøg i Skagen, hvor han opholdt sig i perioder i Skagensmalernes storhedstid. Billedet ovenfor er fra 1883.
Her under kommer et par citater fra artiklen om Skagen ( det er min oversættelse fra den norske udgave:
Her fortæller han om den første gang, han gik i land på Skagen: ( Citat side 506) ” … vi satte flag, og så kom der en robåd ud. Heller ikke den kunne komme helt ind. Det sidste stykke måtte vi bæres i land på ryggen af fiskerne og stod endelig på Skagen strand. Jeg havde aldrig trådt på noget, som lignede den. Det var det fineste hvide skrivesand og strakte sig som en jævn vej uden spor af stigning, og bredere end nogen chaussé  …  det så ud, som om det hele var anlagt af en dygtig ingeniør udelukkende til at foretage behagelige, magelige spadsereture på … ( Citat slut):
Og fra en gåtur, der endte dramatisk, skriver han følgende: ( Citat side 507) “Jeg vandrer vest over. Det er som om man aldrig kunne blive træt af at gå her. Det er som at spadsere på et stuegulv, belagt med bløde tæppper. Nogle sorte pæle, jeg havde set på lang afstand og troede var til at binde bådene fast til, viste sig at være spanterne af et vrag. Som de lå her lignede de ribbenene af et stort dyr, skelettet af en kamel i Saharas ørken. Jeg forsøger at tælle dem, men der er for mange. Vrag står ved vrag, mens jeg vandrer alene henover den solbekinnede strand.” ( Citat slut.)
Han fortsætter til gammel Skagen og er lykkelig over at være så heldig at overvære en stranding. En tysk brig.
(Citat side 523): “Senere så jeg mange strandinger – i løbet af 2 mdr. ikke mindre end 7. Et skib stødte om natten på grund, og for at redningsbådene skulle se det, hældte de en dyne over med petroleum og hejsede den op i riggen.”
Og videre: ” Strandingskommissærerne er forskellige købmænd i Skagen, som tager sig af de skibsbrudne og slutter akkord med dem om bjergning etc. Før i tiden var der en voldsom konkurrence. Det gjaldt nemlig om at komme først ombord i det strandede skib … ” ( Citat slut) og videre: “De strander i al slags vejr. Næsten mest i blankt, stille solskin, når de er sikre og ikke passer afstanden fra land. De vil jo gerne knibe så nær som muligt for at spare tid. …”
” De taler endnu om et russisk dampskib, som sank for nogle år siden, og som var lastet med guldbarer. Da tjente Skagen mange penge.
Da der en vinter havde været tåge i tre dage, stod der, da den lettede, seksten skibe strandet ved siden af hinanden.”
“Skagboen er en race for sig, som adskiller sig meget i væsen og udseende fra de øvrige danskere. Sproget ligner temmelig meget norsk, men der hører også ligheden op. De er meget friere, lettere og mere selskabeligt anlagt end nordmanden.
Man kan som fremmed for eksempel gå ind i et hvilket som helst hus og se sig om i deres stuer. De gør ingen omstændigheder, fortsætter deres måltid, deres søvn eller deres påklædning ganske ugenert. Man er straks kendt med dem.” ( Citat slut)
Denne karakteristik skal nok tages med et gran salt. Det er rigtigt, at malerne vadede rundt i fiskerhjemmene og i deres fodspor, når de bevægede sig bort fra hjemmet. Det havde de efterhånden vænnet sig til – ligesom det at lægge krop til malerierne. Muligvis skyldes det den lille biindtægt, der må være tilfaldet dem i samme anledning. Det ved jeg ikke noget om – jeg gætter.