Kapitel 18

Rannerød 1911

 
Vi begyndte dagen med religion. Derefter havde vi frikvarter. Når vi kom ind, tog vi vore tavler og skulle regne. Grifler kunne vi købe hos læreren for 1 eller 2 øre.”
Lars Hesselholt: Hulsig-minder
Mest prominent blandt dem alle var dog daværende kronprins Christian og kronprinsesse Alexandrine. Når kongetoget nærmede sig Hulsig, var det skik, at alle var på perronen for at vinke til dem og byde dem velkommen til det nordligste Danmark … Far kendte de, da han hver sommer kørte dem til Kokholms Hotel i Kandestederne, hvor kronprinseparret drak kaffe og spise æbleskiver … Men nu var der et år sket det, at vi havde fået en ny lærer i Hulsig, der vistnok var lidt af en socialist. I hvert fald havde han forbudt vi børn at vinke til de kongelige. Og respekt for læreren havde vi selvfølgelig.”
 
Magnus Hesselholt: En sæk kartofler og en kasse isinger var starten. Interview i Vendsyssel Tidende 13 marts 1981
 
Lærer Dueholm klappede i hænderne, klask klask klask lød det, akkurat som når det haglede med ørefigner, tænkte Magnus og tog sig til kinden, så pilede han sammen med de andre børn ind mod skolegårdens midte, hvor han fandt sin plads i den lange række af smukt opmarcherede børn. De stod efter størrelse, ikke alder, og Magnus fik som altid en fornemmelse af, at han krympede ligesom de uldtrøjer, Petrea lagde i alt for varmt vand. Lidt efter stod alle børnene på en lang lige række, og bag Magnus grinede mindst tre, der både var yngre og højere end han. En skam, at han hverken kunne læse eller vokse sig ordentlig stor. Han var ikke engang stærk. Han snød næsen, spyttede og prøvede at være ligeglad.
Dueholm gik hen til det forreste barn, mejeristens lille Karl Åge, der stod og trippede, som om han skulle tisse. Han var nok bare bange, det sølle skvat.
Læreren tog hans hånd i sin og kiggede ned på ham med rolige øjne. Ikke være bange, lille ven, sagde øjnene, og drengen faldt til ro. Det gjorde Magnus også.
Så trak Dueholm Karl Åge med sig ned langs rækken af drenge og piger, som han mønstrede med et alvorsblik, som ville han om lidt slippe dem løs på en blodig slagmark. Og Karl Åge gik da også med stive skridt som en rigtig soldat.
”Ret ryggen! Se mod himlen! Lad jeres blikke blive stål!” kommanderede læreren.
Børnene rettede sig lydigt op og stod stive og gloede op mod den sommerblå himmel. Som om man fik ståløjne af det, tænkte Magnus. Enkelte så endda lige op mod solen, og det blev man blind af, det sagde Bedste selv. Magnus gjorde sig alligevel umage og var lige ved at dratte bagover. Dueholm tjattede til ham.
Så marcherede de ind.
Inde i klasseværelset stillede børnene sig ved hver sin pult og ventede. Dueholm foretog endnu en kort mønstring, så pegede han på en halvstor dreng.
”Du Valdemar bliver stående. I andre kan sætte jer og finde tavle og grifler frem.”
”Nå, min dreng. Hvad hedder så du?” sagde han, så snart, der atter var ro i klassen.
Drengen blev gloende rød i hovedet. ”Valdemar Høgenhaven,” mumlede han.
”Valdemar! Netop! Og hvem er du monstro opkaldt efter?”
”Øh … Min oldefar vist nok. Eller …”
”Eller …?”
”Valdemar Sejr.” Drengen rankede sig og så direkte på læreren.
”Bravo, min dreng. En helt altså. En sejrherre. Og skal vi efterligne ham? Skal vi kæmpe som Valdemar gjorde?
”Ja, vi skal kæmpe!” kom det i kor fra børnene.
”Det var ret, nu har I lært det.”
De havde kun haft lærer Dueholm i et par uger, og allerede nu hviskede og tiskede de om ham i skolegården. Han var underlig. Men rar nok. Og de var enige om ikke at snakke alt for højlydt om ham derhjemme på gårdene. For selv om det var svært at sige ham noget på, så kunne forældrene måske finde fejl hos ham, ligesom de havde gjort ved lærer Due. Men det var nu mest, fordi Due havde knaldet en af drengene en lussing, der var så hård, at han blev døv på det ene øre. Og Magnus var mere end en gang kommet hjem med en kind, der var ophovnet og glødende rød, som om den havde fået feber. Og Bedste havde set ham græde omme i haven, og en aften, mens de var samlet omkring bordet, havde hun snakket højt om, hvor skammeligt det var, og far var blevet meget vred og havde sagt, at ingen skulle komme godt fra at slå hans børn. Eller andre børn, havde han føjet til. Revselse var ene forældrenes ret. Og selv de burde holde igen og huske på, at barnesindet var sart og ikke skulle aves unødigt. Og Magnus, på hvis kind det stadig blomstrede rødt efter slaget, havde kigget på far og følt sig så glad. Men far havde ikke gengældt hans blik, han var blevet ved med at se dystert på Bedste, som om det var hende, der havde slået et af hans børn. Magnus lukkede øjnene og sugede mørket til sig, indtil alt i ham blev sort som fars øjne og glæden forsvandt.
Så var Due rejst. Og de havde fået Dueholm i stedet. Og skolekommissionen havde været ovenud tilfreds med hans første undervisningstime, som de sad øverst oppe i skolestuen og overværede, mens de nikkede opmuntrende til læreren, når han vendte sig om.
En mand med en fast karakter, sagde far, da de kom hjem, og far var ikke bare formand for kommissionen, men også for sognerådet, så hans ord gjaldt lige så meget som præstens. Og måske mere.
 
De begyndte altid skoledagen med religion, som var det vigtigste fag, sagde Bedste, for religionen var de vinger, man skulle flyve til Himlen med, når man blev gammel og døde, og det var godt nok ikke sjovt at være uden.
Men Dueholm var uden. Og nu stillede han sig helt hen til børnene og begyndte at tale til dem.
”Denne første time skulle I lære om det himmelske liv efter døden. Det kræver vort såkaldte folkestyre, som imidlertid slet ikke er et folkets styre. Men det ville være spild af tid, for sådan et liv findes slet ikke. I har kun dette ene liv. Husk det! Og I skal leve det i kampen for en ny og bedre verdensorden. Lille Thomas vil du komme herop?”
Thomas rejste sig og gik op til Dueholm, som tog hans hånd. Han var 7 år og så mager og spinkel, at de lappede klæder slaskede om hans krop, når han gik.
”Hvad hedder du, min lille dreng?”
”Thomas,” hviskede han.
”Og hvad hedder dine forældre?”
”Kresten og Jane Thomsen.”
”Og de er daglejere og arbejder for andre og ejer ikke selv jord, ikke sandt min lille ven?”
Drengen kiggede ned i gulvet og sagde ingenting.
”Svar mig, dreng!”
”Jo, men …”
”Men hvad?”
”Far sagde en dag, at bønderne kan leje ham, men ikke eje ham.”
”Ja, din far er ikke så ringe. Han mangler blot viden.”
Dueholm holdt ham stadig i hånden, og nu vinkede han med den anden i retning af Magnus, der blev bedt om at komme op til læreren. Mon han skulle have en lussing? Dueholm vidste da endnu ikke, at han ikke kunne læse. Eller gjorde han? Så stod han deroppe, og læreren tog ham i den anden hånd. Hans hud var varm og tør som fars.
”Se engang på de her to drenge! Thomas er fattig, hans far ejer ingenting, og både hans krop og hans sjæl hænger i en tynd tråd, og måske dør han af sult og kulde. Magnus er rig. Hans far ejer mere jord end nogen anden bonde i Hulsig, og hans drenge er sunde og savner ingenting. Hvor er retfærdigheden i det?”
Der blev frygtelig stille i det lille værelse. Det kunne Magnus godt forstå. Når nu Thomas snart skulle dø og op og ligge på kirkegården. Med det var da ikke deres skyld. Var det?
”Og hvad skyldes denne uretfærdighed? Svar!”
Valborg Houkjær rejste sig op, mens resten holdt vejret. Det her var meget sært.
”Valborg?”
”Det er arvesynden,” sagde hun uden at blinke.
”Mener I andre også det?”
De rystede på hovedet, garanteret fordi de kunne se, at det var det, læreren forventede. Men nu rejste Karl sig, og Magnus følte et lille sug i maven.
”Ja, Karl, sig frem!”
”Man kan godt kalde det arvesynd,” sagde han langsomt, som om han stod og vejede hvert ord, og han fortsatte: ”Men det er ikke den, vi lærer om i religion og som siger, at vi skal straffes for vore forfædres onde gerninger. Det er en helt anden slags arv. Jeg kan ikke helt forklare det.”
”Du er en klog dreng, Karl, og du vil kæmpe for den fattige mands ret til et værdigt liv, ikke sandt?”
Karl nikkede. Så satte han sig. Dueholm slap de to små og bad dem finde på plads.
”Nu skal I høre. Vi fødes alle lige, og vi burde være det hele livet. Men det er vi ikke. Vore kår er forskellige, og man ærer og agter de rige og fornemme og håner og foragter de små og fattige. Har jeg ret?”
Nu rejste Kristian Kokholm sig. Hans far var i hvert fald også rig, tænkte Magnus.
”Ja sig frem!”
”Vi er alle lige meget værd for Gud og kongen,” sagde han alvorligt.
”Vrøvl, Gud er noget forbandet sludder, knægt. Og kongen er en idiot. Og han betragter os alle som undersåtter og ikke som ligeværdige.”
Var Gud sludder? Og kongen idiot? Nu var der ingen, der vovede at sige noget. Men så tog pokker ved Dueholm, og han blev ligesom de foredragsholdere, far inviterede til gården og som kunne snakke i timevis om noget så ubegribeligt, at ikke engang de voksne fattede det.
Læreren fortalte nu, at der ville komme et nyt rige engang, og det havde intet med himlen at gøre. Det var jordisk, og i det nye rige skulle alle eje lige meget og alle skulle arbejde i et stort fællesskab som brødre og søstre. Og den nye tids helte var ikke konger som Valdemar Sejr eller rige bønder som Janus Hesselholt, nej, det var arbejdere som Thomas’ forældre.
Aline fra Klarup rejste sig pludselig midt i det hele, og det hjalp ikke, at hendes storesøster Kristine halede og trak i hende.
”Tal frimodigt, min pige!” sagde Dueholm og afbrød sig selv midt i en sætning.
”Det er bare det, at kronprins Christian og kronprinsesse Alexandrine kommer til Hulsig på søndag med kongetoget.”
Nu blev der røre i klassen. En efter en fik de lov at komme til orde. Karl sagde, at kongetoget godt nok kom på søndag, og at alle børnene skulle stå på perronen og vinke til Kronprinseparret. Og når de havde været i Skagen nogle dage, ville de komme tilbage Hulsig, og det var Karls og Magnus’ far, Janus, der skulle køre dem til Kandestederne. Her tog Kristian Kokholm over og fortalte rivende stolt, at de kongelige kom til Kokholms, fordi de elskede hans mors æbleskiver.
Da de tav, kunne de se, at læreren var vred. De blev musestille, og for første gang så de ham gribe fat om riset, og der gik en gysen gennem børneflokken, da han hævede det højt op over sit hoved. Men så gik han om bag sit eget bord og stillede sig der, stadig med riset højt hævet.  Derpå hamrede han det med al kraft ned i bordet og kastede det fra sig.
”Sådan!” sagde han. ”Kampen kommer, ja den er allerede begyndt. Og I har lovet mig at kæmpe bravt. Glem nu ikke jeres løfte!”
”Hvordan kæmpe?” mumledes der rundt i klassen, og nu sagde læreren, at han ikke slog på børn, men at han ville gøre en undtagelse og slå de børn meget hårdt, der vovede at hilse på de kongelige.
”Altså, jeg vil ikke se et eneste venligt ansigt eller hænder der vinker, når kongetoget standser i Hulsig. Ham der Christian kalder sig nok prins, men han er en ærkeslyngel. Og vi er ikke hans ydmyge undersåtter. Vi er frie mænd. Er det klart?”
Var prinsen virkelig en slyngel? Og prinsessen og kongen og dronningen og alle hofdamerne? Det måtte han spørge Bedste om, når han kom hjem.
 
Himlen var nydeligt broderet med flossede, hvide lammeskyer, og vinden havde lagt sig, tilbage var blot en let brise, der bevægede Dannebrog så tilpas, at det foldede sig ud og sendte sine røde og hvide farver op mod den klare, lyse himmel. Folkene fra Hulsig og Karred og Tranestedet og Rannerød og Starholm og Klarup og Kandestederne havde taget opstilling i små tætte grupper, og om lidt ville kongetoget rulle ind på perronen, og prins Christian ville stå ved vinduet og vinke så venligt til dem, som han plejede. Og han skulle snart blive deres konge, sagde man og blev varm om hjertet, for kong Frederik var syg og døde måske. Tavse og forventningsfulde stod de og biede.
Kun børnene virkede utilpasse og kunne ikke holde sig i ro, og deres lærer marcherede frem og tilbage foran dem og talte formanende til dem. De nærmeste voksne undrede sig over ordene.
”Husk nu, at I er soldater,” sagde han, som om de legede ude i skolegården. Og de små nikkede, men så beklemte ud. Ja Magnus kunne slet ikke lide det, og da han havde fortalt Bedste om det i aftes, havde hun ikke villet tro et eneste ord af det, og hun havde sagt, at han ikke måtte lyve og endda smækket til ham, men det gjorde ikke ondt, for hun gik med det ene ben i graven og havde ingen kræfter. Nu kom toget.
Toget holdt kun et øjeblik, og aldrig havde de set kronprinsen vinke så energisk og smile så anstrengt. Så tøffede det videre mod Skagen, og voksne og børn spredtes i al hast. Navnlig børnene havde forfærdeligt travlt med at komme derfra.
 
Nogle få dage senere var Janus atter på stationen. Denne gang med de sorte heste spændt for den nye, flotte kalechevogn, som karlene og pigerne omhyggeligt havde rengjort og pyntet. Han skulle hente den kongelige familie.
Janus sprang ned fra bukken og overlod tømmerne til banevogter Pedersen, så stillede han sig strunk midt på pladsen. Prinsen havde ikke meldt sin ankomst i dag til andre, han ønskede at arrivere inkognito, som han skrev i sit brev til Janus.
Nu kom toget tøffende og rullede ind på perronen, og prinsen og prinsessen og de to små prinser steg af og så sig lidt om.
”Aha! se engang drenge, der har vi jo selveste Hesselholt. Så fik De mit brev,” småsnakkede prinsen.
”Deres kongelige Højhed,” sagde Janus og bukkede.
Lidt efter rullede de ud ad lyngvejen, der smal og ujævn førte til Kandestederne, og den 11årige prins Frederik havde fået lov at sidde sammen med Janus på bukken. Nu bad han om at måtte holde tømmerne. Modstræbende overlod Janus styringen til drengen, men han måtte slå knude på sig selv for ikke at tage dem fra ham igen, for prinsen sad jo og legede, og nu slog han de tykke reb hårdt mod hestenes bagparti, så de vrinskede og blev urolige og satte farten op.
”Hyp alle mine heste!” råbte den spinkle dreng henrykt. Han var nær ved at miste sit greb om tømmerne og tumle forover. Der lød advarende råb omme fra vognen, og Janus tog hastigt tømmerne fra prinsen og tvang hestene til at standse. Da de igen var helt rolige, gik han om til kalechevognen og kiggede ind.
”Deres kongelige Højhed må undskylde, men Prins Frederik er jo kun et barn.”
Prins Christian sprang adræt ud på lyngvejen.
”Var det hans skyld, Hesselholt, så må De smække ham en ørefigen. Prinsen er jo uartig. Hestene kunne være løbet løbsk.”
”Undskyld mig, men det kan jeg ikke gøre.”
”Nå ikke. Nej, det er måske ikke så let. For Dem. Men streng opdragelse er dog nødvendig, vil De ikke give mig ret i det, Hesselholt?”
”Jeg vil ikke modsige Deres kongelige Højhed,” sagde Janus og bukkede. Så rettede han sig op og så sin vordende konge i øjnene, og det var ikke første gang, de havde haft øjenkontakt og været uenige om vigtige spørgsmål.
”Og så ønsker jeg for resten at blive orienteret om, hvad der dog gik af Hulsigbørnene forleden! De var jo ganske uforskammede imod mig og min familie.”
”Jo, ser De, sagen er den, at vi har fået en ny lærer i Rannerød.”
”Ja, det bliver børnene vel ikke uvorne af,” indvendte Prins Christian. ”Eller hvad?”
”Ham, vi har ansat, er socialist, og han er just ikke royalt indstillet, og jeg er bange for, at han har påvirket vore børn i en skadelig retning.”
”Socialist!” Prinsen lo. ”Det skulle lige have været kongen, der blev så ilde modtaget af sit folk. Min far ville være blevet rasende, og han ville fluks være stået af toget og have forlangt en forklaring. Jeg nøjedes med at vinke min arm af led i et forsøg på at få ungerne til at gengælde min elskværdighed, men der var kun en eneste lille pige, der vinkede igen. Hm … socialist, siger De?”
”Ja, Deres kongelige Højhed.”
”Det må vi gøre noget ved, Hesselholt. Det sørger De vel for, ikke sandt? Vi kan ikke have, at revolutionen starter i Hulsig.”
”Nej, Deres kongelige Højhed.”
Nu lo Prinsen højt og kunne slet ikke blive alvorlig igen.
”Socialismen er nået til Hulsig, har du hørt det, kæreste Alexandrine?” råbte han, og prinsessen stak hovedet ud af vinduet og rystede på det og sagde, at nu måtte de videre. Og ikke stå der og spilde tiden på tåbelig sniksnak.

 
Nu fandt jeg mellem en stak gamle fotos et billede af Jens Christian Madsen. Ham har jeg nævnt et par gange i romanen. Han boede i den ene Tranegård ( den Fru Hering nu ejer) , var far til Anton Peter Jensen, der var far til Anne ( senere Anne Krøg)
– Jens Peter og Ane Kristine fik kun det ene barn, Anne. Hun blev til gengæld en personlighed ligesom sin bedstefar. Hendes forældre holdt hvert år juletræ på Tranegården, og det var noget, alle børn så frem til, har min mor fortalt. Jeg har fra et andet familiemedlem hørt, at Ane Kristine var “skrækkelig” – men det kan jeg umuligt uddybe.
Datteren Anne Krøg havde også et underligt omdømme: hun var kvik og snarrådig, reddede f.eks. en såret mand i at få blodforgiftning, men hun skulle efter sigende også være en hund efter sladder. Og der er dem, der siger, at hun var ondsskabsfuld – det gider vi ikke høre efter.
Og så blev hun jo forresten mor til Sylvia, som blev mor til Maja, som jeg altid har betragtet som kusine, hvad hun absolut ikke er.
Men Anna Krøg ( eller Ane Krøgh, eller Anne Krøg) blev gift med en af Maren og Christian Larsens drenge Christian Peter på Krøggården ( eller på Hulsig – og der er også dem der kalder gården Lundholm ) – I hulsig har kært barn mange navne og det vrimler med kære børn.
Jeg er p.t. ikke i stand til at koncentrere mig om arbejdet. Her er børn og børnebørn. Og i onsdags døde Anders. Vi har sorg og glæde lige nu.
Jeg vender tilbage.
 

 
 

Nedenstående vil forekomme min læser bekendt, hvis han/hun har læst med i romanen, mens den vokser frem. Men kapitlet var ikke færdigt i forrige indlæg. Det er det nu. Det har også skiftet navn fra kap. 16 til kap. 17. Det skyldes, at der midt i romanen ( som måske ikke helt er en roman) er indføjet et nyt kapitel, men det kommer ikke med i bloggen. Hvis nogen gerne vil læse det, kan de sende mig en e-mail adresse, hvortil jeg kan sende kapitlet.

Kapitel 17

Hulsig 1910 – 1916

 
Min far havde en større bogsamling om landbrug og dyrenes anatomi og pleje og pasning, men han havde vist mere interesse for forskellige andre ting. Var der på egnen et sygt dyr, blev han altid hentet. Men han kom efterhånden ind i så mange andre ting. Da han døde i 1919 havde han over 20 såkaldte tillidshverv, direktør for Raabjerg sogns Sparekasse, opkøber af svin til Hjørring Svineslagteri, formand for sygekassen og mange andre ting.
 Øst for Niels Husth boede Simon Simonsen…. Han holdt søndagsskole, og hvert år holdt han juletræ, og så var Sømandshjemmets vært, Peter Mathiesen, til stede. Han fortalte en julehistorie, og vi havde det festligt … Peter Mathiesen havde vel nok bedre uddannelse end Simon, men Simon var den bedste til at fortælle børnehistorier.
 Inger Tammes var fast daglejer og næsten uundværlig, især når der skulle slåes hø i klitten. Tammes var meget mørkeræd og angst i tordenvejr…
Vi drenge ville gerne drive lidt sjov med Inger Thomas, skønt vi godt kunne lide ham. Om aftenen udhulede vi en roe, skal øjne, næse og mund, så satte vi et rødt papir foran og tændte et julelys deri. Det stillede vi foran hans vindue og lavede lidt støj, så han så ud af vinduet og fik øje på spøgelset. Han opdagede, at vi var med, og kom og klagede over os til vor fader. Vi fik i alvorlige vendinger at vide, at det måtte vi ikke gøre.
Lars Hesselholt: Hulsig-minder, Vendsyssel Årbog 2003
Elise lukkede for madternen og sørgede for, at der var saftevand nok til hele den lange sommerdag. Der var så varmt i dag, og sådan et par små karle holdt sig jo ikke i ro et øjeblik og blev let tørstige. Hun sukkede lidt ved tanken om at skulle sende drengene alene ud klitten, hvor de skulle holde øje fårene, der denne sommer græssede i det store klitstykke indenfor milen. Hvem skulle se efter børnene, sukkede hun, selv om hun vidste, at de var ligeså trygge i naturen som i stalden.
”Nu må I være nogle gode drenge og passe godt på fårene og strikke flinkt på jeres hoser og ikke lave ulykker.” Mor klappede dem på håret og smilede, så hele verden blev lysere end før. Mor var den skønneste i verden, og hun blev aldrig gal.
”Ja,” nikkede både Karl og Magnus og hankede op i deres poser med mad og strikketøj. Nu var de store og havde fået rigtigt arbejde. I sommer skulle de vogte fårene ude i klitten og endda også en vædder, der var slem til at stange. Det var ikke småbørnssysler, og en smule skræmmende, syntes Magnus, mens han storkede hen over heden og for en sikkerheds skyld havde taget Karl i hånden.
Otto skulle være hjemme og hjælpe karlen Alfred, mens far var i Hjørring med grise. Og Lars? Det var så underligt med Lars, for selv om han var den ældste, skulle han ikke arve gården. Til sin tid, som far altid sagde. Han var så klog. Og derfor skulle han læse. Optagelsesprøve, hed det og var højtideligt som selveste juleaften. Og far hjalp ham. Og de to havde rigtig travlt for tiden. Hver aften når de andre gik i seng, blev Lars oppe og læste. For han skulle have en fin eksamen og blive dyrlæge og tjene mange penge.
Far var også selv dyrlæge, og alle sendte bud efter ham, når de havde syge dyr, eller hvis et af børnene skrantede. Han havde bare ingen eksamen fået, men lært sig det hele selv, og hjemme på hylderne stod der flere bøger end i skolen. Far kunne ikke få eksamen, da han var ung, for farfar var død, og Bedste Kirsten havde måttet slide som et bæst, for at far kunne komme på Ladelund Landbrugsskole, og det var næsten ligeså godt. Mor behøvede ikke slide som et bæst, for at Lars kunne komme på skole. De havde jo far.
Magnus knugede hårdere om Karls hånd, ikke fordi han var bange, men fordi han med ét blev ked af det. Lars var så dygtig. Og Otto var der ikke noget i vejen med, og han skulle arve gården. Og Karl var et stort lys, som han brændte i begge ender, sagde mor, og det skulle han lade være med. Men far sagde: ”brænd du endelig løs, min dreng, bare du ikke sætter dit lys under en skæppe, som skrevet står.”
Magnus kunne ikke læse, og han var ikke noget lys, og han vidste ikke en gang, hvad en skæppe var. Men mor kyssede ham og sagde, at han ikke skulle være ked af det, for han kunne så meget andet. Som f.eks. hvad? ville far vide og lød gal, og så sagde mor ikke noget, men hun så på Magnus med nogle øjne, som han godt forstod og som uden et ord sagde: det er lige meget, om du kan læse. Jeg er lige så glad for dig for det.
Det var lærer Pinholt ikke. Han havde prøvet alt, endda lussinger, men de hjalp ingenting, de gav ham bare ørepine. Og bogstaverne tumlede lige tovligt rundt for det. Ja, de blev næsten endnu mere uregerlige af alle de lussinger.
Men nu var det sommer, lyngen belavede sig på at blomstre, og lærkerne sang på himlen, og de skulle ikke i skole. Kun passe får. Og det var let nok. Fårene løb måske nok deres vej, men så var det ikke drengenes skyld.
”De er da for små, Janus” havde mor sagt, da far foreslog, at de skulle overtage de store drenges arbejde i sommer. ”Men herregud, Lise,” svarede far, ”det kan de sagtens klare”.
Og det kunne de i hvert fald. ”Kan vi ikke også, Karl?” Magnus havde ranket sig på bænken. ”Jo,” havde Karl sagt og gnasket videre og slet ikke hørt efter.
Nu gik de hen over heden, mens de omhyggeligt forsøgte at sætte fødderne de steder, hvor der ikke groede lyng og de kunne se det hvide sand eller på de små tuer af mos, så de ikke blev bidt af de satans hugorme, der lå på lur efter dem. Satans, måtte han ikke sige højt, men han måtte gerne tænke det.
Nu var de snart nået til den lange klitrække, hvor fårene gik og græssede frit, og hvor de skulle være hele dagen. Det var godt, for så kunne de nå at lege og endda lave ulykker uden at få skænd, for der var ingen voksne i klitten. Allerhøjest nogle drenge fra de andre gårde.
Men de skulle selvfølgelig helst nå at strikke lidt, så de havde noget at vise mor og Bedste Kirsten, når de kom hjem. Og heldigvis var garnet sort, så de kunne roligt grise sig til, det ville ikke kunne ses.
Nu fik de øje på fårene. De gik lige så roligt og græssede nede i lavningerne, og halvvejs oppe på en af de store klitter sad en dreng. Han hang sært fremover, som om han sov.
Det var Karl Kristian Senius, men de kaldte ham bare Senius, for Karl og Kristian var der så mange, der hed, men Seniusnavnet havde han helt for sig selv. Ellers havde han ikke ret meget for sig selv, det vidste de nok, og mor sagde, at de skulle være søde ved ham, for hans far var død, og hans mor boede i fattighuset i Aasted, og hans liv var ikke let. Men hun glemte da rent, at han var en stor og stærk dreng, og at de var små. Og det var meget lettere at være stor end at være lille.
”Han er vel nok ikke nogen flink dreng, ham Senius. Se, han sidder og sover. Selv om han er så stor,” sagde Karl og pegede på drengen.
Ja, han var stor. Alt for stor, tænkte Magnus, og de kendte ham ikke godt nok til at vide, om han var ufarlig eller hvad. Det var første gang, de skulle være alene med ham. Og både ham og en vædder, der ville stange, det var næsten for meget, og Magnus rykkede i Karl.
”Skal vi ikke gå hjem?”
”Er du tovlig, så får vi smæk,” sagde Karl.
”Ja,” sagde Magnus og holdt godt fat i hans hånd.
Når de kom til søndagsskole på Lundholm, sad Senius altid pænt med foldede hænder ligesom de andre børn, men han skar ansigter, når Simon ikke så det, og lignede slet ikke en af Jesu små venner, når de bad fadervor i kor.
”I er alle Jesu små venner, når I beder til ham. Og det er et venskab, I kan regne med,” sagde Simon Simonsen og så så rar ud, at Magnus tænkte, at det nok snarere var ham, de var venner med. Og det var de i hvert fald, for når de var færdige med at bede og synge og læse mannakorn, så fortalte han de skønneste historier akkurat som Pinholt, når han ikke var gal. Og de var også venner med Kirsten Marie, for hun gav dem småkager og saftevand. Alt det saftevand, de kunne drikke.
Men med Senius vidste de ikke rigtig.
Han sov godt nok, selv om han sad op og bare hang lidt forover, så det så ud, som om han granskede noget i sandet. Men øjnene var lukkede.
De listede sig helt hen til ham og dumpede ned ved siden af ham og sagde ingenting, men de så lidt beklemte på hinanden. Og det var åbenbart nok til at vække ham, for pludselig rejste han sig op, og nu kunne de rigtig se, hvor stor og lang og stærk, han var.
”Jeg sov ikke,” sagde han og skulede ud mod fårene.
”Nej,” sagde Magnus og rejste sig også op, for det var nok det klogeste.
Karl blev siddende.
”Skal I være her?” nu lød Senius forundret og gloede på dem, som om de var snothvalpe, der ingenting kunne finde ud af.
”Ja,” sagde Karl og borede de nøgne fødder længere og længere ned i sandet.
”Hvor er Otto?”
”Hjemme,” sagde Magnus, ”for nu er det nemlig os, der skal vogte fårene. Og vi skal også hente kreaturerne hjem til malkning,” tog han munden fuld, for det var da løgn, men det var nødvendigt at finde på noget voldsomt, der kunne imponere den store dreng.
”Hå!” sagde Senius bare, ”det kan enhver kløvning vel finde ud af.”
”Ja … men …,” Magnus kunne ikke finde på flere spændende løgne og så appellerende på Karl, der stadig sad og borede og borede med tæerne, som om der var en hemmelig skat begravet lige der, hvor han sad. Og det var måske også det, han selv tænkte, for pludselig så han op på dem, og hans øjne skinnede.
”Jeg har set lyset. I nat.”
”Hvad for et lys?” Senius sparkede i sandet uden at det ramte Karl, der sad med opvendt ansigt.
”Det, der brænder i ”Iijern.”
”Det er løwn,” sagde Senius. Og det var det da også, tænkte Magnus og kom alligevel i tvivl. Karl kunne somme tider både se og høre ting, andre var blinde og døve for. Så måske.
”Du kan selv gå med derop, når det bliver mørkt. Hvis du tør,” sagde Karl og kneb øjnene sammen.
”Der er slet ingen skat. Det er bare overtro, som hedenske mennesker vil bilde os ind. Det siger min far selv.”
”Du har slet ingen far,” plumpede det ud af Magnus, og han blev gloende rød og meget flov. Og Senius stod bare og virrede med hovedet, som om han ville stange ordene væk. Men han sagde ingenting.
”Om forladelse,” mumlede Magnus utilpas.
Men nu rejste Karl sig op og sagde, at fordi Simon mente, at det var overtro, så kunne det da godt være sandt. Det havde Bedste Kirsten selv fortalt, og hun var ingen hedning og hun måtte vide det, for hun var ligeså gammel som de ældste træer i ”Iijern”, og hun havde set al ting i sit lange liv. Også lyset.
”Ja,” sagde Senius, ”men så er plejefar jo fuld af løwn.”
”Det er de fleste af dem,” sagde Karl alvorligt.
”Af hvem?”
”De voksne selvfølgelig.”
”Jeg går til præst, så jeg er næsten voksen,” kom det lidt forurettet fra den store dreng.
”Men ikke helt. Og du lyver ikke?”
”Nej. Jeg er jo ikke konfirmeret endnu,” sagde Senius og dumpede ned ved siden af Karl.
”Det er sørme godt, du ikke er det, Senius,” sagde Magnus og var glad igen. ”Så må du også godt få mit saftevand.”
”Tak. Og når jeg bliver konfirmeret, så må jeg gerne drikke rigtig brændevin.”
”Hold da op! De hellige drikker ikke brændevin,” sagde Karl forarget, for var der noget Simon var, så var det hellig. Og så måtte Senius da også være det. Lidt.
”Det skal jeg da bare lige love dig, at de gør. Oppe i kirken nemlig.”
”I kirken?” sagde Karl og Magnus i munden på hinanden og lod den stå åben af bare forbløffelse.
”Ja, og det er præsten selv, der giver dem det, og så drikker de det helt oppe ved præstens bord, og de er skidefulde, når de går hjem.”
”Jeg tror da ikke på, at det er brændevin, de får af præsten. Bedste Kirsten går i kirke hver søndag, og hun drikker det også.”
”Prøv selv at lugte til hende, når hun kommer hjem på søndag,” foreslog Senius.
”Jeg vil nu hellere undersøge sagen ordentligt,” sagde Karl voksent, ”for det skal man altid, når man er i tvivl, siger vores far.”
”Undersøge? Hvordan?”
”Vi ku’ jo prøve at smage på det. Bare lidt. Men så skal vi også vædde.” Karl så Senius lige ind i øjnene og stak næven frem.
”Jo … men … det ka’ vi da ikke bare gøre? Smage altså.” Senius virkede forvirret, og Magnus følte sig pludselig meget stor og stærk, selv om han var den mindste, for han stod netop og fik en rigtig god ide.
”Det ka’ vi nemlig godt,” sagde han.
De to andre så mistroisk på ham. Det føltes helt godt, og han sad lidt og nød deres blikke, inden han fortsatte. Så sagde han langsomt: ”for vores Inger …”
”Inger Tammes?”
”Nemlig ja – ham. Og han er både graver i kirken og daglejer hjemme hos os. Og vi kender ham lige så godt som vores egen familie.”
”Og hvad så?”
”Han er nem at narre.”
Og det var jo sandt. Inger Tammes, som de kaldte ham, selv om han ikke var en pige, var hos dem hver dag, og det var også ham, der huserede og regerede oppe i kirken, gjorde rent og ringede med klokken og holdt gravene pæne og endda gravede folk ned, når de altså var døde. Han kunne sagtens hjælpe dem, så de kunne komme til at smage.
”Det vil han da ikke,” indvendte Senius.
”Det må han slet ikke,” supplerede Karl.
”Nej, men vi kan få ham til det,” sagde Magnus, ”og jeg ved nok hvordan.”
Og han forklarede i korte vendinger, hvordan det kunne lade sig gøre at overtale ham. Det var jo ikke første gang, de havde narret ham, sagde Magnus og glemte helt de solide klø, de havde høstet sidst, de var løbet om hjørner med Inger.
Resten af dagen nåede de både at lege og slås, men mest for sjov, selv om Senius var så gruelig stærk, at det var lige ved ikke at være ret sjovt, og Magnus fik næseblod, men det tørrede han af i strikketøjet, og det røde forsvandt næsten helt ind i det sorte garn, og hvis mor alligevel spurgte, så ville han bare sige, at han var faldet over en sten, da han løb efter et får for at redde det fra ulven. Men så kom han i tanker om, at Lars havde sagt, at den sidste ulv i Hulsig døde for mange år siden, og at der nu kun var ræve tilbage. Ræve åd næppe får. Så måtte han finde på noget andet. Men pyt, verden var fuld af gode historier, og det gjorde ikke noget, man var en smule opfindsom, sagde far selv.
Magnus var meget opfindsom.
Det undrede Elise en smule, at de små ikke var vendt hjem fra klitten. Egentlig ængstelig var hun dog ikke, de havde det sikkert morsomt og glemte vel bare tiden, tænkte hun, og det blev jo ikke rigtig mørkt mere.
De havde ikke travlt med at komme hjem. Man spiste silde på gårdene i sommertiden, så de nåede det nok. Nu gjaldt det et væddemål.
Allerede på afstand kunne de se Inger Tammes humpe om på kirkegården. Han havde kun et brugbart ben, det andet slæbte efter ham, alligevel var han den hurtigste arbejder i Hulsig, og gårdene sloges om ham i høstens tid. Men han var heldigvis mest deres, tænkte Magnus ejestolt og løb i forvejen.
”Goddag Inger?” råbte han.
”Goddag, bitte pjok!”
”Vi kommer for at snakke med dig.”
Inger Tammes var snakkesalig, så han satte straks riven fra sig og vendte sig om mod de tre drenge, der stillede sig i en halvkreds om ham.
”Du ved godt, at Senius er hellig, ikke Inger?”
”Jo … det,” kom det sindigt fra graveren.
”Og nu er de så blevet syge hjemme ved Simons’, det ved du nok også,” sagde Magnus og sænkede sørgmodigt sine øjne og lod underlæben hænge.
”Nej … jamen, bitte Senius da også … ,” sagde Inger trøstende, selv om det lød tosset, når nu Senius nu var så stor.
”Ja,” kom det trist fra den store dreng, ”og jeg ved jo, at det hjælper at bede i kirken.”
”Det gør det”, sagde Inger fast.
”Og vi er rendt med ham for at hjælpe med at få det sagt til Gud på en ordentlig måde. Det er Karl nemlig så god til,” sagde Magnus fromt.
”Karl, ja ja,” Inger Tammes nikkede venligt mod Karl, der slog øjnene ned og foldede hænderne og pressede læberne sammen.
”Kan jeg hjælpe jer?”
”Ja, det kan du,” sagde alle tre i kor.
 
Inde i kirken var der køligt og dunkelt, og Magnus følte et lille samvittighedsstik, for det var nu lidt sært at skulle bede for nogen, der var raske, og så var det også forkert at lyve. Og endda i en kirke. Gud sad sikkert lige nu og rynkede brynene i vrede, ligesom far, når han var rigtig gal. Gud var jo større end far og kunne sikkert blive endnu galere. Men det var nu svært at tro.
”Er det der oppe, man beder?” spurgte Magnus og pegede på alteret. ”Og kan man gøre det uden brændevin?”
”Hvad?”
”Ja, det ved du godt, Inger, at de voksne drikker, før de beder.”
”Nå, kalken?”
”Er det kalk?” Nu måbede alle tre drenge.
”Er det så helt hvidt?” spurgte Magnus.
”Nej.”
”Må vi se?”
”Nå … nå … ikke så hidsig.” Inger Tammes haltede hen til et lille skab, åbnede det og tog en flaske frem.
”Det er denne her, og den er jo rød.”
”Du lyver, Inger. Det er slet ikke kalk,” sagde Magnus heftigt, mens de to store prøvede at dæmpe ham.
Tammes satte flasken på plads.
”Nu må I hellere bede jeres bønner, og det kan I gøre uden kalken. Og bagefter kommer I ud til mig, så jeg kan låse efter jer.”
Han vendte sig om og haltede ud, mens han lod døren stå på klem. Måske lyttede han udenfor, og Senius skyndte sig at hale en bøn over læberne, og her var han på hjemmebane, for de bad i et væk hjemme på gården, og han kendte alle de rigtige ord.
Så holdt han brat inde. De stod tavse en stund og lyttede til stilheden. Så skyndte de sig hen til skabet, åbnede det og kiggede på flasken.
”Vi er da nødt til at smage,” sagde Magnus tøvende og rakte ud efter den, ”ellers får vi aldrig at vide, om det er kalk eller brændevin.”
Senius gav ham ret, han tog flasken fra ham og åbnede den. Så snusede han til indholdet.
”Det er sgu’ da saftevand.”
Forbavset rakte han flasken til Karl, der også snusede. De så på hinanden. Magnus mente, at de umuligt kunne vide noget som helst med sikkerhed, før de havde smagt på det, og han hev flasken til sig, satte den for munden og drak en slurk.
”Det er godt nok saftevand,” sagde han, ”bare sådan lidt underligt.”
De andre drenge smagte efter tur på den søde, rødbrune væske.
”Det er bare fordi, det ikke er blandet op med vand endnu. Men det smager vel nok godt,” sagde Senius og smaskede ligefrem. Så tog han endnu et par slurke. Og inden de ret vidste af det, havde de delt det meste af indholdet mellem sig. Men pyt, saftevand koster ingenting og det havde præstens kone sikkert nok af, og han ville da slet ikke lægge mærke til, at det var sunket en smule i flasken. Senius holdt den op mod lysstrålen, der faldt ind gennem et af kirkeruderne og fik det mørke glas til at glitre. Og nu så de, at flasken var tom. De satte sig på gulvet og kiggede på hinanden og syntes med et, at de blev så døsige.
”Vi kan da også godt lige ligge lidt,” sagde Senius og strakte sig på det bløde altertæppe.
”Ahh … her ligger man da godt.” Magnus gabede og glemte, at de skulle hjem.
 
Inger Tammes begyndte at undre sig. Så længe det tog børnene at bede. Og så fromme de knægte var dybest inde, skulle man nu have troet det? Der var ellers så mange spilopper i Janus’ drenge, men her var åbenbart en side af deres væsen, han aldrig før havde bemærket. Ja, ja, et barn kunne indeholde allehånde, tænkte han halvvejs rørt og bestemte sig for at bede sammen med dem. En bøn i utide kunne jo heller aldrig skade, og et godt eksempel ville man jo gerne være for de små børn.
Han humpede hen til kirkedøren og skubbede den op. Der var dødsens stille i det lille rum, og nu hvor solen gemte sig bag træerne, trængte der ikke meget lys ind. Han stod lidt for at vænne øjnene til mørket. Så var det, han så dem.
Langsomt og lidt ængstelig nærmede han sig drengene, så standsede han brat og begyndte at le. Det var dog alligevel satans! Der lå alle tre i en lille klynge og snorkede. Ved siden af dem så han en væltet vinflaske, og den var vist tom.
 
Heldigvis var Janus ikke vendt hjem fra Hjørring, da Inger Tammes kom trækkende med sin store trillebør, hvori der lå to sovende drenge. Senius stumplede af sted ved siden af Inger. De humpede om kap.
”Her har du en håndfuld knægte, Lise, og jeg tror nok, du kan lægge dem i seng uden aftensmad.” Inger Tammes væltede trillebørn om på siden og lod to små drenge trille ud på gårdspladsen.
”Ham her følger jeg hjem” sagde han og tog et fast tag i Senius. ”Så kan jeg også med det samme høre til de syge.”
”De syge? Hvilke syge?”
Men Tammes var allerede på vej væk.
 

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Som man vil se ( hvis man da vil det), så er vi nu nået til kapitel 15 i Hændelser ved Hulsig. Der er flere ting, jeg skal undersøge, inden vi går videre med det nye århundrede: 1900tallet. Nye aktører kommer selvfølgelig på banen. Ja, vi møder i det første kapitel det unge par Janus og Elise og vi lukker ægteskabet op og kigger ind i det.
Så er der en lille dreng, som kommer fra Aasted Fattighjem. Han er en 9 års purk, som familien Simonsen fra Lundgaard tager sig af. Jeg vil finde lidt mere ud af, hvem han er og også lidt mere om den familie, han havner i. Hans søsters barnebarn lever og har fortalt lidt, og jeg graver videre. Simonsens var “troende” – det kaldte man det, når man var indremissionsk – den familie har vi mødt i Grundtvigianeren Wirrings skolestue og i hans hjem -, den kvikke dreng,  -den utilfredse far –  det er en familie, som har markeret sig, og jeg vil finde ud af noget mere om dem. Min onkel gik omkring århundrede skiftet til søndagsskole hos familiefader Simonsen og var glad for det, og min gamle klassekammerat Anker Lundholm gik til søndagsskole hos sønnen og var tilsvarende glad for det. De har også et nulevende medlem, som Anker har lovet at snakke med. Så får jeg mere at vide der. De tog ikke kun den lille dreng til sig, men havde også undertiden et “fattiglem” boende. Enten de nu ville gøre en kristen gerning eller få billig arbejdskraft. Jeg tror det første.
Så er der min bedstefar, Anders Andersen, som kommer til byen i 1907, da brugsen bliver til, og min mor kommer til verden 2 år efter. Der er noget med, at de ikke var medlem af folkekirken ( havde tilhørt en eller anden sekt/frikirke.) – det er noget Hans Hansen har fortalt mig, jeg er ikke selv stødt på det) Det er i al fald en kendsgerning, at de blev borgerligt viet af borgmesteren i Skagen.  Det skal jeg også undersøge. Stationsforstanderens var baptister.  Men det er en anden sag.
Min bedstefar, brugsuddeleren i Hulsig, er lidt af en gåde for mig. Han ser så rund og venlig ud, men han har været en lidenskabelig herre – en elsker af både litteratur og af Ane Larsen (=Krøg). Og der har været noget mønsterbrydende i ham. Han er søn af en boelsmand ( meget fattig/lille husmand) med mange børn. Han gifter sig med Magdalene, som kommer fra en stor gård i Ørum v. Skive. De har begge gået på højskole (Ollerup) , og i al fald min bedstefar havde hovedet fuld af litteratur: alle de store klassikere var repræsenteret i hans bibliotek. Måske har der været en åndelig kløft mellem de to? Min mor har fortalt mig, at det var et uharmonisk ægteskab.
Så kom de til Hulsig. Mærkeligt sted for to engagerede og begavede mennesker, kunne man synes. Og jeg ved fra mor, at min mormor var ked af at bo der. Hvad var bedstefar? En ting ved jeg: Han forelskede sig i en af Krøgdøtrene – den smukkeste – Anna ( hun står som Ane i Kirkebogen, men blev kaldt Anna) og næppe har Magdalene lukket sine øjne, før hun flytter ind i Brugsen. Mormor dør i februar 1836 – Anna og Anders gifter sig ikke lang tid efter. Der sker meget deromkring: far og mor bliver gift, så dør mormor og så gifter bedstefar sig med Anna Larsen.
Der kommer også nye kræfter til i skolen, nemlig lærer Pinholt, der var ganske ung og som afløser Wirring, der flytter til et bedre kald i Vogn. Pinholt var vellidt og dygtig, men ikke en åndelig kraft som den gamle. Efter Pinholt kommer lærer Wilhelmsen.
Det var så lidt om de nye kapitler, hvor vi også skal møde fire drenge, der tidligt markerer sig som usædvanlige individer. Det er Janus og Elises fire sønner: Lars, Otto, Karl og Magnus.
Men som sagt. der bliver en pause.

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Vi er kommet til et af de kapitler, hvor ung lykke og gammel ulykke tørner sammen. Det er altid vanskeligt at skildre en sådan kollision, og fristelsen til at lyve virkeligheden et andet ansigt på er stor.
Men jeg har besluttet at skrive den her historie så sand som muligt. Så vi lader løgnen fare. I dette kapitel bliver Lise og Chresten ringforlovede, og i samme stund begår den gamle, dog kun 57 årige Mads Houkjær selvmord. Det er sandheden. Kirkebogen viser det “død ved hængning” står der akkurat, som der stod ved gamle Chr. Krøgh ( han var også kun 56 ). De har begge været udslidte og gamle før tiden. De har vel også begge liidt af depressioner eller i al fald tungsind, når de vælger døden frem for livet som aftægtsbonde.
Jeg har selvfølgelig gravet også i Chresten Kokholms historie. Alle ved jo, at han kommer fra Harboøre og i bøger fra Kandestederne (f.eks. I begyndelsen var Lyset) fremgår det, at det, der chokerede folk på egnen mest, var, at Lise valgte en kæreste, der ikke hørte til der. Han var kort sagt en “alien”. Men jeg tror ikke, det havde gjort så meget, hvis svigerfar Kokholm havde ejet en gård, eller bare mange penge. Men han var fattig. Chresten kom fra en fattig egn og var søn af en fattig mand.
Hvordan har så får sin uddannelse til tømrer, og den tager han på Vallekilde Højskole, kan jeg ikke vide, men jeg er sikker på, at der har været mindst en mæcen inde i billedet. Degnen og præsten har sikkert forstået, at den her dreng var usædvanlig godt begavet. Og så har de sørget for, at han kom på skole. Og resten klarede han selv.
I 1890 er han allerede ude at tjene, men i 1880 er han 7 år og bor stadig hjemme hos far og mor. Og herunder skriver jeg, hvad folketællingen fra Harboøre oplyser om familien Kokholm.
Christen Kokholm Nielsen, 38 Aar, Arbejdsmand, Ane Marie Christensen, 44 Aar, hans Kone, Barbara Nielsen, 12 Aar, Datter. Kristine Nielsen, 11 Aar, Datter. Christen Nielsen, 7 Aar,  Søn. Ane Christine, 4 Aar, Datter. Mads Nielsen, 3 Aar, Søn, Niels Nielsen, 1 Aar, Søn. Niels Chr. Nielsen, nogle måneder, Søn.
Jeg tror ikke, at folk i Hulsig var snobbede – det ved jeg ingenting om, men jeg mener at vide, at et godt (økonomisk set godt) parti var en vigtig motor ved indgåelsen af ægteskaber. Vi ser dog flere eksempler på, at gårdens datter gifter sig med en gårdløs mand – nærmeste eksempel er ægteskabet mellem Maren Krøg og Christian Larsen. Men det medførte jo også en tragedie.
Den næste tragedie, der er et spejlbillede af den første, følger i nedenstående kapitel. Disse mænd, der var ude over den første ungsom, men ikke gamle og som ikke ville leve mere, de har vel også været syge ( af alkohol, af slid, af utryghed eller nedarvede skrøbeligheder)..
Min overbevisning er: ingen tager deres eget liv uden at være syge i sindet. Derfor kan vores vrede ikke rettes mod dem. Det giver dem den uskyld, som kun få af deres pårørende er villige til at give dem.
 

KAPITEL 15

 
Mads travede frem og tilbage på stranden. Mon der var drevet noget i land? Og var det noget, han skulle bjerge? Mågerne kredsede skrigende over hans hoved og undrede sig måske over den stive gang, det døde blik, hænderne, der rystede og som ingenting bar. Han gik sin vanlige rute. Efter ilanddrevet gods. Men det var tydeligt, at kun kroppen til stede. Den bevægede sig som et afsjælet hylster langs havkanten, hvor bølgerne nu og da skyllede op over træskoene og vædede benklæderne, men det mærkede han ikke. For et øjeblik siden havde han passeret en solid egeplanke. Den lå lidt oppe i det løse sand. Og øjnene havde en stund hvilet på den, men de så den ikke. Og han travede blindt videre, mens tankerne stædigt tværede rundt og rundt i den samme golde ring.
Gården. Og Lise. Og Chresten. Og gården igen. Og ham selv. Afsat.  Aftægt. Afmagt. Det var ikke gode tanker, og de ville ham ondt, men de trængte sig på og kørte rundt og så måtte han jo følge med, selv om han ikke ønskede det.
Der var det med Chresten, at han måske ville gøre alvor af det, som han havde pønset på lige fra den første dag, at få hold i Lise og gården. Knægten kom fra en fattig familie, det var ingen skam, men han havde jo ikke det mindste at bibringe hverken Lise eller gården.
Mads havde jo tænkt sig det anderledes. At Lise skulle komme til fornuft, at hun skulle gifte sig til en stor gård. Men nej, tøsen var ikke til at stikke i, og det var Chresten her og Chresten der og Chresten alle vegne. Knøsen havde forblændet hende, og så var han vel ikke til at komme udenom, og det blev vel så ham, der blev bonde på Houkjær.
Men fandens til bonde! Forstod sådan en hvalp til arbejdersøn sig på landbrug? Han kunne høvle og save, det havde han jo lært, men så var det også sagt. Og i stedet for i dåd og handling vise, hvad han duede til, så vendte han dem ryggen og rejste på højskole. Og Lise tog han med.
Og den karl måtte man altså finde sig i. Og underordne sig, om han da fik gården.
Tanken var til at blive syg af. Nogen forlovelse var der dog ikke kommet ud af det, her måtte de pænt vente, til forældrene gav deres samtykke. Og det gjorde de nok ikke.
Men de kørte slemt rundt med ham alle sammen, og især kvinderne og den der opblæste Kokholm fra Harboøre. Men også mange andre, ja, om det så var hans egen kødelige bror, Ole, så havde han satset på den gale hest.
Mads havde længe strittet imod alle plagerier, for vel ville han ej sende sin Lise på højskole, men efter lange samtaler med Ole var han blevet overtalt om end ikke overbevist. Oles Lise, ja for de havde jo hver sin Lise, var blevet et klogere og kønnere menneske af sit højskoleophold, påstod broren.
Hvordan man så kunne blive kønnere af at gå i skole?
Men der var gået grundtvigianer i Ole, det var sikkert og vist, og han sad altid på øverste bænk til foredragene i skolen. Og den lærer Wirring! Kunne man nu blive klog på ham? Det var møder og møder i en køre, og nu snakkede han også om et forsamlingshus. Som om det ikke var huse nok i Hulsig. Men han samlede ind, og han gjorde ved, og det var da vist også hans fortjeneste, at de havde fået en kirke i Hulsig.
Den kirke havde kostet dyrt, og de havde alle været med til at betale den, om de så ville eller ej. Og hvad var der galt med kirken i Raabjerg – eller den i Skagen?
 

*

 
Chresten gav hendes hånd et fortroligt klem, og de kiggede på hinanden. Hun lo, for det var så dejligt at le sammen med Chresten, og han var altid i verdens bedste humør, det var, som om han havde ligget og anglet i en humørbrønd og fået det dejligste solskin på krogen. Og det solskin smøg sig om ham som en strålekrans, tænkte hun og vidste godt, at nu stjal hun fra salmerne. Men det gjorde ikke noget. Der var plads til hendes Chresten i de bedste salmer. Af Grundtvigs i al fald.
Og mens de hånd i hånd gik hen over plænen op mod den smukke Vallekilde hovedbygning, nynnede hun sin yndlingsstrofe: ”mit land, siger Herren, er himmel og jord/ hvor kærlighed bor.” Og det land var ikke bare Guds, det var også hendes og Chrestens.
Alt det ville hun fortælle ham om senere, for han vidste jo ikke engang, at hun skrev digte, og at de alle handlede om ham.
Hun skottede igen til ham, lidt ængsteligt, for han havde ikke taget del i latteren. Og nu var han så alvorlig. Hvorfor?
Han havde nylig hentet hende i bunden af haven, hvor hun gik og plukkede sig en buket blomster til værelset. De satte friske blomster i vindueskarmen hver anden dag, hende og Karen. Så smukke og farvestrålende havde de dem ikke i Kandestederne.
Så var det, han kom og tog hendes hånd.
”Kom”, sagde han bare, og hun lagde sin ene hånd i hans og knugede den brogede buket med den anden.
”Hvor skal vi hen?”
”Vi skal til forstanderen.”
”Til Poul Hansen?”
”Ja.”
 
Forstander Poul Hansen rejste sig, da de trådte over tærsklen til hans kontor, og han kunne med det samme se, at de var forlegne, navnlig pigebarnet. Det havde de sådan set også god grund til, tænkte han. De opførte sig jo som ægtefolk, og det kunne være meget smukt, om de havde været det. Men det var de ikke. Og han måtte lade dem forstå det utilbørlige i et sådan løst forhold. De færdedes jo blandt andre unge af begge køn, og man kunne risikere at de gik hen og blev et eksempel til efterfølgelse. Ja, smitsomt var den slags jo, tænkte han med et smil i sindet. En af de mere frydefulde smittekilder, hmm … men altså … alligevel … og nu måtte han være alvorlig.
”Sæt jer børn,” sagde han venligt og pegede på et par stole, der stod og svømmede sært malplaceret midt på gulvet.
”I ved måske, hvorfor jeg har sendt bud efter jer?”
”Nej,” kom det i kor.
”Ja, det er jo ikke så lige til,” fortsatte han tøvende.
”Jeg synes, at forstanderen skal sige det lige ud. Har vi forbrudt os, så må vi vide det.” Chresten talte som vanligt højt og med sikkerhed i stemmen. Lise smilede glad, og det var nok forkert, for forstanderen smilede ikke tilbage.
”Jeg ved ikke, om vi kan have jer gående længere på skolen.”
”Hvad siger De? På skolen? Jamen vi …” Chresten gik for en gangs skyld i stå midt i en sætning.
”Ja netop. Med mindre I holder inde med jeres upassende opførsel.”
”Jeg forstår ikke?”
”Jaså, ikke det? Men hør så, I ter jer som to forelskede turtelduer. Og det kan vi ikke have. Her er jo både piger og karle.”
Lise følte rødmen stige op i kinderne, hun syntes, at den lille buket i hendes skød visnede af flovhed, og hun slog øjnene ned.
Udmærket, tænkte forstanderen. Pigen er velopdragen. Men den unge mand? Hmm … sandelig om han ikke ser på en med et næsten sejrrigt udtryk i de blå øjne. Som om blufærdighed var forbeholdt det svage køn.
”Tal frimodigt, min ven,” sagde han alligevel til Chresten, der blev ved med at sende ham dette ejendommelige blik. Så blåt og så stærkt. Hansen følte trang til at se væk fra de øjne, men det gik jo rigtignok ikke an. Det var ham, der førte an i det her møde. Skulle føre an.
”Ja, De har selvfølgelig ret. Der er bare det, at vi ikke lade være. Vi elsker hinanden. Og så skal vi for resten giftes.”
”Virkelig?” Poul Hansen gjorde stemmen fast og rynkede brynene. Her var noget, der ikke stemte.
”Jeg har netop kontaktet Houkjær. Det var ganske vist ikke Deres far, der svarede, men Deres mor. Det undrede mig i grunden. Men selvfølgelig, nye tider, nye skikke.”
”Min mor?” sagde Lise og lød lettet.
”Ja, og hun kendte så vist ikke til nogen forlovelse.”
”Men det gør vi. Jeg mener, vi kan forlove os den dag i morgen, om forstanderen ønsker det.” Ordene fløj ud af munden på Chresten, og Lise greb hans hånd og klemte den og nikkede.
”Ja, hvis I begge er enige om det, så forholder sagen sig unægteligt anderledes. Men så forventer jeg, at vi kan holde et lille forlovelsesgilde på højskolen på lørdag. Og jeg håber da, at jeg er indbudt.” Nu smilede han bredt, og de to unge rejste sig, bukkede og nejede og takkede.
Så snart døren havde lukket sig bag dem, tog Chresten hende i favn, knugede hende ind til sig og kyssede hende, inden hun kunne nå at komme til orde, for han vidste præcis, hvad hun ville sige, og det ville han ikke høre. Men hvad nu med far?
Selv havde han et ganske andet og langt mere presserende problem. Hvor i himlens navn skulle han få forlovelsesringene fra? Han ejede ikke kongens mønt. Og det gjorde hun vist heller ikke.
 

*

 
Hvor blev Mads af? Nu havde han gået på stranden i flere timer. Det plejede han ikke. Og hun havde netop modtaget telegrammet fra Lise og Chresten. Hun læste det for tiende gang og var stadig lige rystet. Det kunne hun simpelthen ikke vise Mads. Men det måtte hun jo, og han ville få det at vide under alle omstændigheder. Sandheden kunne ikke skjules. Det telegram.
 

”Kære Mor og Far. Vi skal forloves på lørdag. Send venligst penge til ringene.

Lise

Hun havde ikke fortalt Mads om kontakten med forstanderen forleden dag. Det kom hun nok også til. Men hvor blev han af? Hun måtte sende nogen ud at søge efter ham. Han var måske blevet syg. Den seneste tid havde han set sølle ud, og hun vidste, at han ikke sov om natten, Oftere og oftere vågnede hun ved, at han travede hvileløst om i huset.
 
De fandt ham i laden. Han havde hængt sig. De unge blev kaldt hjem, og efter begravelsen giftede de sig i al stilhed.
Nogle år senere byggede Chresten ”Kokholms Hotel”, der blev et af Danmarks fineste badehoteller.