147 – Kapitel 14

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Kapitel 14

Kandestederne 1895

 
Forår. Over hans hoved sang lærken, i hans hjerte sang lykken. Solen stod højt på himlen, og det var søndag, og de havde fri. Han klemte hendes hånd og spurgte hende endnu en gang.
”Vil du virkelig give mig lov. Vil du Lise?”
”Ja,” sagde hun og standsede op og så lige ind i hans lysende blå øjne. Hun lagde en finger på hans mund, han strøg den væk, og den fandt tilbage, og nu lo hun.
”Kære Chresten,” sagde hun og tog fingeren til sig. Så forsøgte hun at gøre stemmen højtidelig.
”Jeg, Elisabeth Houkjær, arving til den bedste gård i Kandestederne og datter af den modigste mand i riget og den smukkeste kvinde i verden, tillader herved den anmassende og frække Chresten, der ovenikøbet kalder sig Kokholm, at fri til sig. Hvis det altså sker med maner.” Hun smilede skælmsk, og han lovede at følge alle skrevne og uskrevne regler.
”Så værsgo, min ven!”
Og hun rankede sig foran ham.
Han lo og faldt på knæ i den sorte lyng, der ikke havde det fjerneste begreb skabt om forår og stak nederdrægtigt gennem de tynde sommerbukser. Han bed smerten i sig og greb hendes hånd, som han højtideligt kyssede.
”Så tilspørger jeg dig, du skønneste mø i Vendsyssel …”
”… i Danmark,” afskar hun ham heftigt.
”I Danmark ja, ja … om du vil være min brud.”
”Ja, Chresten, jeg vil være din brud. Men jeg siger ”ellers tak” til navnet Kokholm. Vi beholder Houkjær. Det rækker til dig også.”
”Aldeles ikke. Kokholm er mit navn og skal også være dit, min ven, og gården Houkjær skal omdøbes til gården Kokholm.”
Han rejste sig og lo, og hun vendte sig og løb. Nu var hun ved milens udkant og allerede så småt begyndt at klatre mod toppen af det første sandbjerg. Han blev stående ubevægelig og betragtede hende. Kjolen havde hun heftet op, og han kunne se de fine hvide lægge og føle deres blødhed i sine hænder.
Så rev han sig løs og satte i løb.
Da de hen under aften nåede tilbage til Houkjær, var de temmelig solskoldede og ligeså forlegne. Det var blevet meget senere, end de havde tænkt sig, men der havde været så meget at snakke om, nu hvor de var blevet enige om det vigtigste. Eller næsten enige. For der måtte bides skeer med det pigebarn. Han smilede indvendigt ved tanken om de kommende skærmydsler, som han nok skulle vinde hver og en. Hun var en pige, der vidste hvad hun ville, og det var godt. Men han var også en karl, der vidste hvad han ville. Og det var endnu bedre.
Da han for måneder siden var blevet færdig med at bygge den ny redningsstation, var formålet med hans ophold i Kandestederne fuldført, og han havde officielt ingen grund til at blive hængende. Men der var Lise. Og han fandt hurtigt tømrerarbejde på gårdene, for han var en svend, der kunne sit kram, og det rygtedes. Desuden havde han sin gode uddannelse, som han ganske vist havde fået på Vallekilde Højskole. Men det var just det fine ved det: på højskolen forenedes åndens og håndens arbejde, og det var med faglig stolthed og en solid ballast af almen viden, han havde forladt Vallekilde.
Sit logi på Houkjær havde han også kunnet beholde, om end det forekom ham, at Mads så skævt til ham. Og noget venskab mellem de to var det ikke blevet til. Men Elisabeth eller Lise, som hun blev kaldt, havde fra første stund haft et godt øje til ham. Og han til hende. Det var som det skulle være.
Der blev spist på klokkeslæt på gården. Kl. 18.00 om aftenen, og nu var tidspunktet allerede let overskredet. På grund af dem. Og Lise havde vel aldrig før skulket fra sine pligter i køkkenet.
Chresten satte sig i lænestolen over for Mads og ventede. Lise var gået ud til sin mor. De talte lavmælt sammen derude, ingen vrede stemmer. Og Mads sad da også helt roligt og læste sin avis.
Men tavsheden virkede trykkende, og Chresten holdt den ikke ud. Han var vant til at være ligefrem og tale åbent om alt. Det var hans natur. Men folk her på egnen var anderledes, og meget, som burde frem i lyset, fik lov at leve i det skjulte.
I det samme besluttede han at bryde tavsheden, og kunne vel ligeså godt sige det hele som det var. Alt for længe havde han og Lise gået og puttet med det, tænkte han og kastede sig ud i det.
”Jeg regner med, at jeg har arbejde året ud,” begyndte han for ikke at tage tyren ved hornene lige med det samme.
”Hmm … jaså,” kom det uinteresseret fra lænestolen overfor.
”Og det er godt, for jeg har friet til Elisabeth.”
Mere hovedkulds kunne han ikke springe ud i det. Og det blev da også en solid maveplasker. For der kom der ikke en lyd fra stolen. Og avisen hævedes, så den dækkede hele ansigtet.
”Mads Houkjær” fortsatte han ufortrødent, ”jeg er forelsket i din datter og agter at gifte mig med hende.”
”Det har du ingen ret til.”
”Skal man have ret til det?”
”Ja. Og det har du ikke.” Mads talte meget lavt, men tydeligt.
”Og hvad skal jeg gøre for at få den ret.”
”Ingenting. Du er jo ikke herfra.”
”Nej.”
”Nej vel, og så snakker vi ikke mere om det. Men du må nok finde dig et andet logi.”
 
Middagen blev en sær forestilling, syntes Chresten og tænkte, at der her var nogle gamle skikke, der måtte ryddes af vejen. De levede for pokker ikke i middelalderen, og forældrene kunne ikke gifte deres børn til højre og venstre, som det passede dem.
”Ville det ikke være en god ide at sende Lise på højskole. Det kan hun lære meget af.” Chresten tvang et smil frem til Mads.
”Hun har lært det hun skal af sin mor,” sagde Mads og skar en alt for stor luns af flæsket og proppede den i munden. Gid du må kvæles, tænkte Chresten og rettede skyndsomt sig selv. For ingen skulle jo kvæles, luften skulle renses, det var alt, og meget tydede på, at det måtte blive hans opgave.
”Er du enig med Mads, Karen Marie?”
”Vi plejer ikke at være uenige, bette Chresten.”
”Og du Lise, er du altid enig med din far?”
”Vi plejer ikke at skændes, hvis det er det, du mener,” sagde Lise og lød mere spag, end hun plejede.
”Et skænderi kan ellers rense luften,” mente Chresten.
”Luften er ren nok til os.” Mads mosede en kartoffel, den blev helt tværet totalt ud i bunden af tallerkenen og Chresten fik en sær fornemmelse af, det det var ham, der var den kartoffel.
”Ja, undskyld.”
”Og nu vi er ved det, så kan du ligeså godt høre det. Karen Marie og Lise ved det jo, selv om de måske ikke står ved det lige nu. Lise skal giftes med en fra en gård, vi kender til.”
”Og er der nogen i kikkerten? Ja, det kunne jo være rart at vide. For en frier, altså.”
”Ja, det kan du bande på, der er.”
”Jeg bander aldrig,” sagde Chresten. Han rejste sig og vendte sig mod Karen Marie. Så takkede han for maden og gik ud.
Lise rejste sig også og mumlede et ”tak for mad”, hvorefter hun forsvandt.
”Ja, så er vi ene,” kom det ret overflødigt fra Mads, og han skottede lidt sky til Karen Marie.
”Ja, såmænd,” svarede hun og sukkede.
”Den hvalp har friet til Lise.”
”Det ved jeg godt.”
”Hvad siger du? Hvor ved du det fra?”
”Jeg kender Lise, og hver dag har jeg set det nærme sig, og i dag er det altså kommet så vidt.”
”Men det har du jo ikke sagt et ord om til mig, Karen Marie.”
”Nej, Mads, ville du gerne have vidst det?”
”Det hele er ved at gå i hårdknude. For du ved jo lige så godt som jeg, at Lise skal have Peder til Klarup.”
”Han er hendes fætter,” sagde hun.
”Ja, netop. Ham kender vi, og vi ved, hvad han dur til.”
”Det ved du ingenting om. I den gård er det Ole, der regerer, og hverken Marie eller Peder har meget at skulle have sagt.”
”Fik Ole måske ikke Elise godt gift til Hesselholt. Han ved, hvad han gør.”
”Måske, men ved du, hvad du gør?”
”Ja, selvfølgelig.”
”Nej Mads, du ved slet ingenting,” sagde hun, rejste sig og gik ud i køkkenet. Og nu kom han slemt i vildrede, for skulle han gå efter hende og snakke hende til rette. Eller skulle han tværtimod lade tiden gå og se, om ikke tingene faldt på plads. Jo, det var vel det, han skulle. Nu vidste de besked om hans planer, og så havde de at rette ind. Han var vel stadig husfaderen.
Vreden kogte i ham, og nu ville han gå til Klarup og få en alvorlig snak med Ole, og så måtte de stå last og brast og forhindre at gode, solide planer kuldsejlede for øjnene af dem. Det gjaldt jo børnene og gårdene. Det kæreste, de ejede.
 
Ole var ene, da han kom. Det passede Mads udmærket, alt blev så sært forplumret, når kvindfolkene var til stede. De blandede sig. Alligevel spurgte han jo til hende.
”Marie, jo,” sagde Ole tøvende, ”hun … er på Krøggården. Hendes mor er sølle for tiden.”
”Jaså,” sagde Mads, ”jeg kom ellers for at snakke med dig om min pige. Og om din Peder. Hvor gammel er han blevet?”
”Peder er 27 nu, så han er jo karl.”
”Og vi har aftalt giftermål, det husker du nok, bror?”
”Det husker jeg. Men har vel ingen hast med det.”
”Det haster. Hun har kastet øjnene på den her tømrer fra Harboøre.”
”Kokholm?”
”Jo.”
Ole så et øjeblik forlegen ud, han så hen på Peder, der ikke havde mælet et ord, skønt snakken var om ham. Nu blev han spurgt.
”Hvad mener du, Peder?”
”Jo … det …”
”Sig det nu bare knægt!”
Peder dukkede sig og så ud ad vinduet, det var tydeligt, at han ikke ville indblandes.
”Jeg mener jo nok, at du og Lise, ikke sandt?” Kom det lidt forsigtigt fra Mads.
”Jo … men … det …,” blev det til.
Men inden de nåede at trække flere ord ud af karlen, stod Marie i stuen, og det var tydeligt, at hun var vred. Hvad mon hun hidsede sig op over, tænkte Mads forundret. Hende, der altid lo. Nu lo hun sandelig ikke.”
”Goddaw Marie,” sagde Mads og gjorde stemmen blød: ”hvordan har hun det så i dag?”
”Hvem?” Marie svarede ikke på hans hilsen.
”Christiane, selvfølgelig, hun er jo sølle.”
”Det kan du selv være. Hun fejler i al fald ikke noget. Var da med til mødet.”
”Mødet?”
”Ja, kvindfolkene er begyndt at rende til møder på skolen,” vrissede Ole.
”Ja, ja, jeg ved det. Håndarbejdsforeningen. Det har mine kvinder også uglet om. Men de kan vel strikke deres hoser herhjemme.”
Dine kvinder!” fnøs Marie.
”Ja, jo. Altså Karen Marie og Lise, og …”
Peder slugte sin onkel med øjnene. Utilpas. Stod sært og vred sig og ville sige noget, og fik ingenting sagt.
”Ja, og det er skam meningen, at karlene også skal til at mødes på skolen, ” kom det triumferende fra Marie.
Ole og Mads så forskrækkede på hinanden. Men nu tog Peder ordet.
”Ja, far, det er lærer Wirring. Han begynder … øh … vi begynder at mødes hver fredag aften i skolen.”
”Til hvad?”
”Til gymnastik. Og … og til foredrag.”
”Foredrag!”
”Ja, det er sådan noget med oplysning om bøger og politik og den slags.”
”Den slags! Hvad i al verden skal karlfolk med den slags?” Mads dirrede ligefrem, men til sin forundring reagerede Ole anderledes.
”Se, Mads, det der med oplysning, det er jo godt nok. Hvis der altså er penge til det.”
”Ja, hvis der er penge, så kanske …” kom det tøvende fra Mads.
”Der er penge,” sagde Peder.
”Hør, jeg kom ikke her for at snakke om foredrag og politik og penge – men om børnene.”
”Åh, dem,” sagde Marie rask og så for første gang glad ud. ”De er såmænd blevet voksne siden sidst vi snakkede om dem. Nu kan de snakke for sig selv. Ikke sandt Peder?”
”Øh … hm … jo.” Han skottede til sin far.
”Men så sig da noget knægt!” brølede Mads.
”Jeg vil ikke have Lise!” kom det næsten som et nødskrig fra ham.
”Hvad?”
”Nej. For jeg elsker Kristine.” Nu hviskede han.
”Kristine Larsen?
”Ja.”
”Vrøvl knægt. Hun er jo et ukonfirmeret barn.”
”Ja … lidt … endnu … men ikke så ret meget længere,” nu smilede han om end lidt frygtsomt.
”Og så er hun din kusine!” næsten brølede Mads.
”Det er din Lise også … onkel.”  Peder havde stillet sig lige foran sin onkel og prøvede at se tapper ud.
Der gik engleflokke gennem stuen, og de tog deres tid.
Endelig gennede Marie dem ud af stuen med ordene: ”Jeg var vred, da jeg kom. Det så du nok, svoger. Ole vidste godt hvorfor, men det vil han helst glemme. Det skal han ikke. I alle de år har jeg forsøgt at gøre ham til at ordentligt menneske, og det er næsten lykkedes. Men ikke helt. Og det sidste nyk må vi tage i fællesskab, ellers får dråberne vandet til at løbe over, og så er det slut. Forstår du det, Ole?”
Hun gjorde en pause, men inden englene nåede på ny at flyve gennem stuen kom det tørt fra Ole: ”Du mener det i morges.”
”Det var dråben ja.”
”Men hør nu, det var jo Martin, som …” kom det tøvende.
”… som det gik ud over, ja. Men det kunne så vel have været en af os. Og for resten så plejer vi at behandle vores tjenestefolk ordentligt.”
”Men han sov jo over sig, trynen,” forsvarede Ole sig lidt spagt.
”Ja, og det kan jo times enhver, men hvad var det, du gjorde Ole? Sig det selv.”
”Jeg væltede svinetønden ned over ham.”
”Mens han lå og sov ja. Og det er ikke første gang. Og det er mig, der skal knokle for at holde sengetøjet rent. Det er snart rent umuligt.”
”Gjorde du det, bror, virkelig? Hældte du …” Mads begyndte at grine, og Peder faldt i med ham, og nu grinede Ole også.
”Ja, fandeme gjorde jeg så.”
 
Det blev sent, inden Mads nåede hjem. Han havde måttet gå en lang markvandring med Ole, og sammen havde de vendt og drejet den spegede sag og det var endt med, at de måtte resignere og indse, at verden nok ikke stod til at rede med al den uorden alle vegne og mangel på disciplin. Og de var enige om, at alt var lettere i gamle dage, da mænd kunne få lov at være mænd, og kvinder respekterede dem for det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *