Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Kapitel 12

Rannerød 1891

 
 
 
I Januar 1991 tiltraadte Jens Peter Jensen-Wirring. Han var født i Randers Amt og havde eksamen fra Gjedved Seminarium 1885. Wirring besørgede ogsaa Undervisningen ved Lodskovad Skole indtil Maj 1892, da Skolerne paa Grund af det stigende Børneantal fik hver sin Lærer. Wirring var noget af en Reformator. Han bragte et frisk Sus baade ind i Skolestuen og Skoledistriktet.  … Wirring var virkelig en Personlighed, der havde noget at bringe, og han og hans elskelige Kone blev meget afholdt af saavel Børnene som Forældrene. Han kom fra en grundtvigsk præget Egn og havde mødt de samme Strømninger paa Gjedved Seminarium under P. Bojsens Forstanderskab. Hans pædagogiske Forbillede var Christen Kold.
 
Jens Lampe: Træk af Raabjerg Sogns Degne- og Skolehistorie (1948).
 
 
Siden toget startede i Frederikshavn, havde Jens Peter Wirring siddet ved vinduet med blikket rettet mod landskabet, der ligesom blev trukket forbi derude, hyllet i dampmaskinens hvide tåger. Skønt det var midt om vinteren, var det sat ind med tø, og kun små snavsede driver af sne lå tilbage i lavninger og på skråninger. Et landskab så aldeles blottet, nu hvor sneen var borte, så ganske uden sminke. Som det ellers kunne trænge til, tænkte han og gøs lidt. Nøgent og gråt strakte hederne og klitterne sig for blikket, kun nu og da afbrudt af sandede marker. Grå himmel, grå klitter og smalle, sandgrå hulveje, der snoede sig ud og ind mellem de nøgne klitter og hist og her forsvandt bag mørke, forblæste fyrretræer. Selv havet, der nu og da dukkede frem i horisonten tegnede sig som en farveløs flade, der faldt i et med himlen. Og de lave bygninger, der vel engang havde været hvide, lå som spredte gråblege skønhedspletter i landskabet.
Fattigdom. Det var det, han læste. Og her skulle man virke de næste mange år. Gav det overhovedet mening at ville så sine frø i en så trøstesløs egn? Og kunne de spire og gro? For første gang, siden han søgte kaldet ved den lille forblæste skole i Rannerød, blev han grebet af tvivl.
Han skottede til Nicoline, der sad sammensunket over for ham med lille Arne på skødet. Drengen sov trygt ved hendes bryst, og hun havde ammet ham lige inden de steg på toget, der skulle køre dem den sidste strækning til Hulsig. Hun havde ikke haft mælk nok til ham, og han havde grædt sig i søvn, mens det lille tog søvnigt sneglede sig af sted. Længere og længere nordpå. Nicoline havde slået begge arme om drengen og en tid vugget ham i takt med togets tøffende bevægelser. Nu var de næsten ved vejs ende. Ved verdens ende, tænkte han modløst og rejste sig.
Toget tudede og kørte ind på perronen. Drengen vågnede og begyndte at græde, og Nicoline fik travlt med at trøste, mens Jens Peter et øjeblik stod rådvild og vaklede. Kom nu Nicoline og barnet i første række, eller var det de mange pakkenelliker? Faktisk var der alt for mange kufferter og tasker, til at han kunne bære dem ene mand. Og Nicoline skulle skånes og ikke slæbe på mere end drengen, der vejede godt til efterhånden.
Men nu dukkede billettøren op, en ung mand, som havde betroet dem, at han var fra Hulsig og som havde lovet at hjælpe med bagagen.
Hulsig Station, stod der med pyntelige bogstaver på den lille bygning, der lå klods op ad skinnerne, og hvor der havde samlet sig en lille gruppe folk i grove, mørke klæder, kvinderne med sorte eller hvide tørklæder om hovedet og mændene med skindklædte kabysser trukket godt ned over panden. De stod ganske passive som hensunkne i sig selv og syntes ikke at skulle med toget, hvis lille lokomotiv nu sukkende slap dampen ud og faldt i søvn på skinnerne.  Måske var de troppet op blot for at bese det nye lærerpar, tænkte han. Også en flok nysgerrige børn havde samlet sig og stod lidt på afstand af de voksne og kiggede på den lille familie. Det var jo heller ikke hver dag, at der ankom en ny lærer, og det var vel forståeligt, at de ville se ham an, tænkte han. Der skete vel ikke så meget nyt i det lille samfund.
Jens Peter fik omsider styr på kone og barn og bagage, og han kiggede ud over egnen, der lignede den, han har set fra toget. Her lå ikke synderlig mange huse, og man havde frit udsyn over den golde hede, hvis flade blev brudt af de tagtækte grå eller nøgne hvide klitter. Som at træde ud i et månelandskab, tænkte han, og følte sig fremmed. Fremmed. Ja, men det var han jo også. Og i denne karrige natur ville de måske ikke kunne trives, tænkte han mat.
Nu skilte to mænd sig ud fra gruppen og gik langsomt hen mod de nyankomne. Den ene var en ikke ganske ung mand med et vemodigt udtryk i de mørke øjne, som kom han for at meddele, at de desværre ikke behøvede nogen ny lærer alligevel. Den anden var en yngre mand med et imødekommende smil, som ville han sige, at det lige netop var Jens Peter, de så længe havde sukket efter.
Nå, ingen af dem sagde noget, men begge standsede op i få skridts afstand og betragtede indgående den lille familie. Jens Peter rømmede sig, og den forreste af mændene rakte hånden frem, mens den anden holdt sig en smule i baggrunden.
”Velkommen skulle jeg vel sige,” sagde manden stadig med sit smil på læben, ”Mit navn er Janus Hesselholt. Og her siger vi for resten du til hinanden.”
Nu trådte den anden mand hastigt et skridt nærmere og præsenterede sig som Christian Larsen, klitfoged. Også han ville byde dem hjertelig velkomne til det vigtige kald som lærer for alle børnene i Hulsig, Rannerød, Starholm og Kandestederne. Ja, og da for resten også i Lodskovad, føjede han til.
”Det lyder, som om jeg får klassen fuld,” lo Jens Peter og forsøgte at gøre sig fri af det mismod, der havde sneget sig ind i ham under togturen.
I det samme svingede en kalechevogn med to heste ind på pladsen, og en ældre herre med skarpe ansigtstræk og et hvast blik sprang adræt ned fra kuskesædet.
”Ole Houkjær. Sognefoged. Og De er så vores nye lærer.” Sagde han.
”Og Janus har netop lært det unge menneske at vi her på egnen siger du,” brød Christian Larsen ind, endnu inden Jens Peter havde nået at svare.
”Ser man det. Ja, ja, de unge er sat i verden for at demoralisere den,” kom det sindigt fra sognefogeden, men stemmen var ikke skarp som blikket, og Jens Peter skyndte sig at lade nogle harmløse bemærkninger falde, hvorefter det lille selskab begav sig hen til sognefogdens vogn.
Lidt senere kørte de op foran et større stuehus, hvor de blev modtaget af gårdens øvrige indvånere og en del indbudte gæster, for nu skulle der spises og drikkes, og tilflytterne skulle tydeligvis vejes og vurderes af det lille samfund, de fra nu af skulle være en vigtig del af.
 

*

 
Endnu var der tid, tænkte han, da han nogle dage senere gjorde status over sit nye rige, hvor han skulle herske som enevældig. Omhyggeligt gennemgik han indholdet i den lille skolestue.
”Væk med det forældede og ormstukne bras,” mumlede han, mens han samlede gamle slidte regnebøger og ubrugelige læsebøger sammen i et hjørne af skolestuen.
”Se bare, min ven! her har vi noget, vi kan varme os med de kolde vinteraftner,” sagde han til Nicoline, som netop viste sig i døren.
”Jens Peter, du samler ved til dit eget bål,” sagde hun i en blanding af ængstelig alvor og forsigtig morskab. Så typisk hende, tænkte han og gik hen til hende og lagde sine arme om hende. Hans dejlige kone.
”Vi to skal arbejde her, du og jeg, men her er blot ingenting at arbejde med,” sagde han.
”Børnene,” foreslog hun.
”Ja, du har ret. Børnene. Så snart jeg får dem indenbords, skal vi sagtens holde skuden oven vande, for ser du, alle børn er små levende mirakler.”
”Men indtil du kom, levede de små mirakler under jorden som blinde muldvarper, og nu vil du drage dem op i lyset. Er det det, du vil sige?”
”Hm … sådan omtrent.”
”Jens Peter,” hun strøg ham over kinden, ”du skal gå varsomt frem.”
”Ja, det ved jeg, men jeg vil alligevel gå frem, ikke tilbage. Fremskridt, det er, hvad de trænger til her i Rannerød og Hulsig.”
”Plus alle de andre steder.”
”Ja.”
”Og hvad gør du så? Laver oprør?”
”Ja, mindst.” Han strøg hende over håret. ”Nej min ven, men jeg indkalder sognerådet og de forældre, der er interesserede, til et møde i skolestuen.”
”Det er måske en god ide. Men husk: det her er en lille landsbyskole og ikke nogen højskole.”
”Nej, men det leger vi.”
”Leger? Bliv dog voksen, Jens Peter!”
”Aldrig i livet.”
 

*

 
Efter det første møde i skolestuen, vidste Jens Peter ikke ret, om han havde vundet eller tabt. Og da han spurgte Nicoline, svarede hun med et smil, at der slet ikke havde været nogen dyst.
”Nej, men det er jo netop det. Synes du ikke, at det var underligt. At de slet ikke syntes oprørte.”
”Og du gjorde dig endda sådan umage, stakkels Jens Peter. Stillede dig an i fuldt harnisk og så var fjenden det  frommeste lam.”
”Åh, nu gør du nar. Men hør: jeg forsøgte ærlig og redeligt at æske dem til kamp. Alt det jeg remsede op om udslidt inventar og ubrugelige læremidler og forældede undervisningsmetoder. Det prellede jo af på dem. De sad bare og lyttede. Jeg har ellers hørt, at Vendelboer er stridbare.”
”Hvad havde du forestillet dig?”
”Alt andet end denne kølige accept.”
”Accept. Du tager fejl. Lagde du slet ikke mærke til deres minespil?”
”Jo, men hvorfor sagde de ikke noget?”
”Det kommer, Jens Peter, giv dem tid.”
”Tid? Men tiden er jo som gået i stå her.”
”Vær du blot glad for, at de så godt kunne lide dig.”
”Det kunne de da ikke.”
”Jo vist kunne de så. Det var tydeligt.”
”Jeg har en underlig fornemmelse af, at fremtiden ikke bliver nogen dans på roser for os to, lille Nicoline.”
”Hvad skulle vi også med sådan en dans, kære ven, roser stikker noget så hæsligt. De er fulde af torne.”
 
Han ville gerne begynde sin undervisning straks, og aftalen med sognerådet blev da også, at han skulle have sin første time med børnene efter en uges tid, hvori han så kunne forsøge at få fodfæste i det lille samfund. Noget i den retning havde sognerådsformanden foreslået. Jens Peters forgænger Christian Bitsch havde kun været ganske kort tid i embedet, så var han rejst videre til et bedre kald i Klitlund. Og børnene havde været uden lærer i længere tid nu, men alligevel forekom det Jens Peter, at ingen ligefrem syntes at det hastede med den skolegang. Hastede? Nej, det ord fandtes vist ikke i Hulsig. Her gik alt sin sindige gang, så meget havde han da forstået allerede. Det går nok, den lille sætning lå ligesom på alles læber.
Endelig kom den første skoledag.
 
”Mit navn er lærer Wirring, det kan I jo hurtigt lære, ikke sandt? Det er meget sværere for mig, der skal lære så mange navne.”
Hans ord blev mødt med en dødsens alvor, som havde han forkyndt, at han om lidt ville slagte hele klassen og ikke blot prøve at være morsom.
”Endnu kender vi jo slet ikke hinanden,” fortsatte han og forsøgte at give stemmen en lys og venlig klang, ” men bare rolig, det kommer vi til, for jeg har tænkt at blive hos jer meget længe. Og jeg håber, at vi bliver rigtig gode venner.”
Han så igen ud over de mange børn, der sad strunke og uden at fortrække en mine i de alvorlige ansigter. Hvert eneste barneblik var stift rettet mod ham.
”I dag skal vi ikke arbejde, senere skal vi alle sammen være rigtig flittige. Men nu skal I høre: jeg har taget en bog med, som jeg vil læse for jer, og bagefter så snakker vi om, hvad vi har hørt. Synes I ikke det lyder morsomt?”
Han læste vantro i de mange små, lukkede ansigter. Men fik ikke noget svar.
”Ja, det er ikke forbudt at åbne munden. Ikke engang strafbart,” forsøgte han at spøge videre, men han så børnene fare sammen ved ordene. Og pludselig gik det op for ham, at de var bange. For ham?
”Er I bange for mig?”
Nu nikkede de.
”Det er da mig, der skal være bange for jer, synes I ikke? Jeg kommer som en fremmed her, ja helt nede fra Randers og er ene mand. I er mange og kommer fra Hulsig, og Rannerød og Starholm og Kandestederne.”
Igen denne tavshed.
”Jeg vil gerne, at i det mindste en af jer rejser sig op og fortæller mig, hvad I frygter. Det kan da ikke være mig.”
En lille spinkel dreng rejste sig. Der gik et gisp gennem børneflokken, men drengen blev stående, selv om han trippede usikkert.
”Hvad hedder du, lille ven?”
”Martin Mikkelinus Simonsen og jeg er fra Lundholm.”
”Det var vel nok et flot navn. Og hvad vil du fortælle mig?”
”Hvor er din stok og dit ris?”
”Jeg er for ung til at gå med stok, og riset bruger jeg kun til fastelavn.”
Nu lo de. Forsigtigt.
”Sæt du dig bare ingen, min lille ven.”
Han så ned over klassen. ”Der er ingen her, der vil slå jer.”
”Og hvad så, hvis vi ikke kan vores salmevers og lektien?” var der en der spurgte.
”Salmerne synger vi os til, og I skal ikke have lektier for.”
Nu gik der et sus gennem den lille skolestue, og Jens Peter tog bogen frem.
”Og i dag skal I bare lytte.”
Og han begyndte at læse. Han så nok, at et par af drengene slumrede sødt nogle minutter senere og tænkte, at de sikkert havde mere brug for søvn end litteratur og lod dem sove. De havde uden tvivl været alt for tidligt oppe i morges for at hjælpe til i stalden. Det med stalden sluttede han sig til efter lugten.
Den må jeg se at vænne mig til, tænkte han og læste videre.
 
Samme aften fik han besøg.
”Der står en mand uden for døren, og han ser ikke glad ud,” sagde Nicoline. I det samme bankede han på. Hårdt, som ville han slå døren ind.
”Kom indenfor,” sagde Nicoline, da hun havde åbnet døren og sendt ham sit venligste smil, som han dog ikke gengældte. Han var ret ung, tænkte hun, men havde noget mørkt og tungsindigt i blikket, der gjorde ham ældre.
”Jeg skal bare snakke med læreren.”
”Ja, men han bor skam også her. Sammen med mig.”
Hun rakte hånden frem imod ham, og han trykkede den meget hårdt. Det her er vist en rigtig vendelbo, tænkte Nicoline, så bliver Jens Peter da glad.
Det blev han nu ikke. Men heller ikke bedrøvet. Mest af alt blev han forundret. Der var ikke meget plads i den lille stue og magelige møbler ejede de ikke, så Jens Peter pegede på en stol ved bordet og satte sig selv overfor på den smalle vægbænk.
”Det er rart, at nogen kan finde hertil,” sagde Jens Peter, ”Vi er ikke forvænt med gæstebesøg.”
”Jo. Men jeg kom nu mestendels, fordi jeg har hørt af min dreng, at du ikke underviser, men læser højt for børnene af morskabsbøger.”
”Robinson Kruse er nu ikke det rene morskab. Den handler om livsmod og udholdenhed og om at overleve trods modgang. Det kan enhver dreng og pige lære noget af.”
”Hmm … du mener måske, at vi herude lever som de vilde, eller hvad?”
”Jeg kender ikke Hulsig godt nok til at udtale mig om folk. Men jeg synes jo nok, at naturen kalder på både mod og kræfter.”
”Jo. Det kan være rigtigt, men både modet og kræfterne skulle gerne komme til os som en velsignelse fra Herren.”
”Ja, der er vi jo ikke uenige. Men en egen indsats er vel også nødvendig.”
”Jo, nok.”
”Det ender med, at vi bliver gode venner.”
”Vi er ikke ude efter fjendskab. Jeg vil bare sige til dig ansigt til ansigt, at vi ikke er vant til, at børnene skal sidde og høre på den slags ukristelig læsning.”
”Nej, men det er sundt at blive af med sine vaner, især når de er dårlige.”
”For der er jo ikke noget kristeligt indhold i den slags bøger, vel?”
”Jo vist er der det. Bogen er gennemsyret af en moralsk tankegang, præget af kristendommen.”
”Præget af, ja, det lyder jo fint, men min dreng siger, at den Herre Jesus Kristus ikke nævnes med et ord.”
”Nej, det får vente til religionstimerne.”
”Religion? Jeg taler om kristendom.”
”Ja, og jeg har forstået, at vi to taler ved siden af hinanden. Måske kunne vi så mødes på midten?”
”Det tvivler jeg på. Men jeg vil da bede for dig. At du må omvendes.”
”Det behøver du ikke.”
”Og så vil jeg håbe, at også du vil bøje dig og blive en del af Det Hellige Samfund.”
”Indre Mission?”
”Hmm … jo, det er et andet ord for det.”
 
De nåede ikke frem til noget åndeligt forlig, og da de blev ene, trak Jens Peter vejret lettet, og samtidig havde han en underlig mavefornemmelse, han ikke brød sig om. Han vidste i forvejen, at Indre Mission stod stærkt i de fattige egne mod nord, og først senere fandt han ud af, at missionen ikke havde antændt særlig mange i det lille landsogn. Kun nogle få gårde hørte til det, de kaldte Samfundet. Og opslidende åndelige skærmydsler slap de vel for. Bønderne i Hulsig bekendte sig ikke til nogen af de to stridende parter i tidens kirkeliv. Noget egentligt kirkeliv kunne man for resten dårligt tale om al den tid, at landsognet ikke ejede en kirke, og vejen til Raabjerg Kirke var lang og besværlig. Og i kolde vintre umulig.
En søndag, hvor solen skinnede smukt, og vinden for en gang skyld havde lagt sig, besluttede Jens Peter og Nicoline at vove sig ud på den besværlige kirkevej, som gik tværs over den store Studeli Mile.
”Se, Nicoline! disse mægtige sandbjerge der forude skal bestiges, for at vi kan komme til kirken. Er det ikke morsomt? Jeg tror, at vi stille og roligt vil afkristnes på den her egn.”
”Med mindre, kære ven, at du slutter fred med det Simonsenske jubelkor. For Missionen trives åbenbart glimrende i kirkeløse egne.”
”Den trives navnlig på kirkeløse steder, min ven,” lo Jens Peter og tog hendes hånd og trak hende med sig.
”Kom! Det er nu, vi skal agere bjergbestigere.”
De løb som to kåde børn op ad den stejle klitvæg. Så var de på toppen.
”Se Jens Peter, vi er ikke ene i ørkenen,” sagde Nicoline og pegede ud over sandet, der bredte sig foran dem, og hvor nu en lille gruppe mennesker blev synlige. Som sorte myrer, tænkte Jens Peter, mens han så dem kravle op på en stor, hvid klittop.
”Tror du, vi er kommet til Sahara?”
”Mindst.”
”Og se, der fremme vandrer en horde vilde beduiner,” sagde Nicoline med forstilt rædsel i stemmen.
”Beduiner er et nomadefolk, og de er ikke vilde,” sagde Jens Peter, og nu så de den lille karavane standse op og lejre sig i det kolde sand.
”De er i al fald ikke rigtig kloge,” fastslog Nicoline.
Nu rejste en af de sorte myrer sig og gik hastigt hen over sandsletten og lige frem imod dem og viste sig at være et menneske. Jens Peter genkendte Starholmbonden Peter Hjort og tog til sin hat. Manden hilste igen.
”Jeg syntes nok, at det måtte være vores skolelærer og hans kone. Det sagde jeg også til Georgine. Det er kendte folk, sagde jeg, og vi besluttede at vi ville slå følge med jer, hvis I da synes.”
”Det gør vi bestemt, sagde Nicoline, ”så er vi flere til at forsvare os mod fjendtlige beduiner.”
”Hvabehar?”
”Min kone leger. Hun bliver vist aldrig voksen.”
”Og det skulle komme fra dig,” lo Nicoline.
”Hmm … ja, se det er jo en sag, vi snakker om her i Hulsig. Er vores lærer i grunden rigtig voksen.” Peter Hjort så på Jens Peter, med sine klare vandblå øjne, hvori der glimtede et smil.
Jens Peter rømmede sig og sagde: ”for nu skyndsomt at springe til et andet emne, så vil jeg lige bemærke, at jeg har mere end et spørgelystent barn i klassen, og to af dem er dine.”
”Det kan jo så kun være Peter og Karoline.”
”Netop.”
”Spørgelysten, sagde du, ja, det er de blevet på det sidste, man skulle tro, de havde fået en meget mærkelig lærer, der stiller flere spørgsmål end han giver svar.”
”Jeg svarer altid så godt jeg kan. Men børn er kloge, og de stiller kloge spørgsmål, og det er bedst de lærer at gruble selvstændigt over verdens indretning i stedet for at få serveret vores fastlåste meninger om alt mellem himmel og jord.”
”Ja, men vi klager nu heller ikke.”
”Det er der andre, der gør.”
”Missionsfolkene.”
”Ja.”
”De ser jo nok en af disse hersens skrækkelige grundtvigianere i dig.”
”Jamen, så er de jo ligefrem skarpsindige. Det havde jeg dem ikke mistænkt for.”
Mens de snakkede, havde de indhentet den lille flok.
”Min kone kender I jo, og de andre store og små er vore børn. Dem har vi en Guds Velsignelse af. Ni styk for tiden, og vi regner da inderligt med, at Vorherre under os flere.”
”Men hvor har I gjort af jeres lille Arne?” spurgte Georgine.
”Ham vovede vi ikke at slæbe ud i Saharas ørken,” sagde Nicoline.
”Ja, de kan jo være for små,” sagde Peter Hjort og tog den lille Georg op i sine arme. ”Og så går vi, så vi kan nå kirken, inden gudstjenesten er forbi.”
 

*

 
Andreas Peter Gaardboe svingede lystigt med stokken og så op i den klare blå himmel, hvor vintersolen stod og lyste blegt, men dog som en garant for, at varmen og lyset var på vej. Selv var han også på vej, tænkte han. Til kirke. Til sin egen kirke, vel at mærke, for vist ejede han ikke blot noget af den bedste jord i Raabjerg, men den smukke Raabjerg Kirke var også hans ejendom og havde været det i generationer.
Det havde ikke altid været let at finde en egnet præst til det forblæste sogn, og mere end en havde været direkte uduelig og en enkelt sindsforvirret. Nu var det omsider lykkedes at finde et ubeskrevet blad så at sige, og han havde vel grund til at være fornøjet med den ganske unge pastor Jensen. Han kendte ham ikke endnu, men håbede, at han kunne blive en solid modvægt til de religiøse stormvinde, der piskede hen over egnen for tiden.
Pietistiske strømninger, som rettelig hørte hjemme i et fjernt århundrede og ikke her i det oplyste nittende århundrede. Metodisterne havde næsten erobret hele Aalbæk, og resten af sognet var sovset til i den indremissionske søbemad.
Underligt. Han havde skrevet lærde værker om egnen og dens befolkning, og skønt han vidste og egentlig fandt det ganske pittoresk, at de var overtroiske og holdt fast ved gamle, halvt hedenske forestillinger, så havde han ikke regnet med, at de ville falde pladask for disse snæversynede religiøse retninger, der var fælles om at fordømme sandhedssøgende menneskers nøgterne livssyn. Ja, som faktisk forviste forstanden til affaldstønden.
Hvor var det klarsyn, han havde forsøgt at indgive dem? Han tænkte på sin ungdom, hvor han havde haft sin gang på alle gårdene i Raabjerg for at råde bod på, at der ingen skoler fandtes i sognet. Som løbedegn og også senere havde han just villet uvidenheden og dumheden til livs.
Han mærkede humøret svinge fra smukt til gråt, og det var med sure tanker, han storkede frem mod den lille kullede kirkebygning.
Der stod en lille gruppe mennesker foran kirkedøren, og han så til sin glæde, at en af dem var Peter Hjorth fra Starholm. Så var der da mødt et fornuftigt menneske op.  Ud over familien Hjorth var der et ungt par, som han ikke mente at kende. Vel nye på egnen. Han forsøgte at fortrænge surheden, men nåede det ikke, før en kone hyllet i et langt sort sjal og fulgt af en stor gruppe mennesker trængte sig på bagfra.
Han mærkede hende i nakken og vendte sig om.
”Goddag, Andreas Peter,” kom det sukkersødt fra det sortklædte kvindfolk, som han nok syntes, han kendte, men ikke lige huskede navnet på.
Han tog til sin hat og hilste høfligt og nikkede mod flokken. Konen kniksede let, og den lille flok hilste i mumlende kor. Det var alle egnens missionsfolk, så han nu, de var altså troppet op for i samlet flok at vurdere deres nye præst. Den stakkel. Han håbede, at de blev grundigt skuffede.
Konen gik nu et skridt frem og kom betænkeligt tæt på hans ansigt, han mærkede hendes syrlige ånde og en ramme lugt af hønsegård og trådte hastigt tilbage, og nu forsatte hun med sin honningstemme: ”Andreas Peter, elsker du Jesus?” Hun så ham lige ind i øjnene. Også de andres blikke var stift rettet mod ham.
”Nej, der må jeg melde pas,” sagde han, ”men jeg holder meget af kirken.”
”Vi er mange, som elsker Vor Frelser af et rent hjerte,” sagde hun og hele flokken galede et højlydt ”Halleluja!”
”Ja, det kan jeg ikke forbyde jer,” sagde han roligt, ”bare I holder den elskov for jer selv.”
”Det gør vi ikke. Vi er sat her på jorden for at udbrede hans navn og hellighed. Og vores håb er at få dig, Andreas Peter ind i vort hellige samfund.”
”Jaså, I er altså ude på at gøre den stakkels Helligånd arbejdsløs?”
Han smilede til dem og vendte sig om og skred hastigt op mod kirkedøren, mens den sortklædte gruppe blev stående tilbage ved kirkelågen og sandsynligvis nu var i færd med at lægge en strategi for deres kamp.
Peter Hjorth gik ham i møde og de to hilste på hinanden som gode venner. Hjorth vendte sig om og præsenterede de unge folk fra Rannerød.
Derefter lagde han en hånd på Gaardboes arm: ”Og her ser I Andreas Gaardboe, som vi er så stolte af. Han er nemlig nylig blevet hædret med Dannebrogsordenen, og så er han egnens mest geniale videnskabsmand.”
”Hvilket ikke siger alverden, al den stund jeg også er den eneste,” kom det beskedent fra Gaardboe.
”Videnskabsmand? Ja, men det er dog en smuk mission,” sagde Jens Peter.
”Nå … ligefrem mission. Det overlader jeg til dem der,” og han pegede mod flokken, som nu skulder ved skulder bevægede sig op ad den smalle gang til kirken.
 
Han kunne prædike, det måtte man lade ham. Ingen kunne så vist sove til den tale. Og det var jo en god egenskab, tænkte Gaardboe, der havde takket nej til kaffe i præstegården og nu bevægede sig mod sin gård.
Men ellers var manden da vist ikke så lidt af en drømmer og romantiker. Gaardboe fik gåsehud ved tanken, og spurgte sig selv om det var muligt, at Grundtvig var på felttog i Raabjerg Sogn. Det var i al fald noget ganske nyt og unægtelig en smule foruroligende, men ved nærmere eftertanke uomtvisteligt sandt. En prædiken med så stor intensitet og så mange stærke følelsesudbrud. Og et historiesyn, der var så aldeles ude af proportioner og ganske uforeneligt med videnskabelig objektivitet. Den rene romantik altså.
Ja, ja, grundede han og stødte stokken mod en lille sten på vejen. Den fløj op i en bue og landede langt ind over marken. Hm … ja, sandelig om de ikke havde fået en vaskeægte grundtvigianer på halsen. De blev da også angrebet på alle fronter i denne tid.
Ha ha, han lo lidt, nu fik de indremissionske sandelig kam til deres hår. Han kunne ikke lade være at godte sig ved udsigten til de skærmydsler, der måtte følge.
Men i det samme sukkede han højlydt ved en anden tanke, som trængte sig på: Det var tydeligt, at missionsfolkene havde været i stort oprør, da de for lidt siden forlod kirken. Der ville de ikke sætte deres fromme fødder mere. Og inden længe kom kirken til at stå uden præst.
Igen.