Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Kapitel 8

Rannerød

1878

 
 
Christian Krøg var meget musikalsk. Mange kom i hjemmet for at høre ham spille violin. Han kørte også med fisk fra Skagen til Aalbæk … Det var en kold tur om vinteren, og derfor varmede han sig med en flaske brændevin. Det blev efterhånden for ham en vane, og da han indså, at det havde taget overhånd, gik han op på loftet og hængte sig. Min mor, som ellers ikke var overtroisk, var ikke til at frasnakke denne historie: Mens Kristiane og min mor, som var en lille pige, sad og snakkede, hørte min mor, at der kom en op ad trappen og gik hen over loftet. Min mor spurgte, om Christian Larsen allerede var kommet hjem. Men min oldemor sagde: ”Ved du ikke, hvad dag det er? Han kommer altid en tur på loftet på sin dødsdag.
Lars Hesselholt: Hulsig-minder fra Kandestederne til Tranestederne.  ’
 
 
Christiane sad let foroverbøjet ved kistens hovedgærde. Her ville hun blive siddende natten over hos Christian og holde sig vågen, og så ville tågerne i hendes hoved måske spredes og hun ville komme til klarhed og falde en smule til ro. Samle sig og begynde at fatte det ubegribelige, der var hændt. Hun vidste jo nok, at det var sandt, havde jo selv set ham hænge der med øjne, der stirrede lige ned på hende uden at se. Det syn ville ikke forsvinde, men det forblev uvirkeligt og fordunkledes i den tætte tåge, der havde svøbt sig om hende fra det øjeblik, hun så ham dingle deroppe under hanebjælken.
Først var der barnet, der var kommet tumlende ind i køkkenet, hvor Christiane stod og lavede stærk kaffe. Og hun havde også bagt. Men den lille pige havde ikke lige straks bragt Christiane ud fatning. Det var jo ikke så sært, at barnet var blevet skræmt ved synet af sin fordrukne bedstefar. Han burde nu også holde op med at drikke så tæt. Men det kunne han jo ikke. Hun havde utallige gange forsøgt at gemme flasken for ham, men indså snart, at den efter flytningen var blevet hans sutteflaske. Uden den ville han te sig som et forsultet barn. Ja, tænkte hun, han var på en måde begyndt at gå i barndom, og hun ville lade ham gå i fred og blot følge ham så langt, hun kunne.
Hun havde først prøvet at berolige det skræmte barn. Hun skulle ikke tro, at det var så slemt fat med bedstefar, han søgte blot trøst i flasken, fordi han savnede sin gård.
”Men nu tørrer du øjnene, Elise, og så spiser vi to selv alle kagerne. Så kan han have det så godt derude i laden, ikke?”
Men barnet havde virret med hovedet, som om det var fluerne, der generede hende. Og Christiane fortrød, at hun havde sendt pigen over efter bedstefar, for hun havde jo set, hvordan han nylig slingrede tværs over gårdspladsen på vej mod laden. Allerede svirendes.
Han var i det hele taget faldet af på det, efter at de havde måttet flytte fra gården og ind på den gamle mølle i Rannerød. Hendes Christian havde nægtet at indse, at han var blevet gammel og svag. Ikke tale om, at han skulle tages fra bestillingen, han var aldeles ikke parat til at gå på aftægt, han gik jo kun i sit seksoghalvtredsindstyvende år og mente bestemt, at han både var i besiddelse af styrke og mod til at fortsætte sit virke som ejer af Krøggården. Og det mange år frem.
Det havde svigersønnen ikke skønnet, han pressede på og kunne vist ikke tids nok overtage gården, og Christian Krøg havde følt sig jaget ud af sit hjem og hensat til den forfaldne mølle, som nu skulle danne rammen om hans og Christianes liv. Hvad skulle de der?
Pludselig huskede hun en samtale, som hun havde overhørt forrige sommer fra sit skjul mellem bærbuskene. Her sad hun og plukkede ribs, da hun hørte nogen komme gående på stien, der førte til den søndre stalddør. Det var Christian Larsen og hendes egen Christian. Hun havde skammet sig til at lytte, skønt det var ord, hun ikke ønskede at høre. Bagefter skammede hun sig mest på deres vegne.
”I vil få det godt på møllen. Det er jo mit barndomshjem, og nu står huset tomt, og jeg vil ikke sælge så længe du lever.”
”Jeg har nok vidst, at du ville have mig på aftægt. Men du kan ikke tvinge mig. Det her er stadigvæk min gård, og her er det nu en gang mig, der bestemmer.”
”Men du er jo ikke rask.”
”Jeg fejler ingenting.”
”Sludder, dit drikkeri har givet dig flere skavanker, end du selv vil være ved.”
”Og hvordan kan du byde Maren at løbe helt til Rannerød for at passe mig? Som om du ikke har givet hende nok at tage vare på her på stedet.”
”Ja, det er sandt. Og for resten tænker jeg ikke, at hun skal rende nogen steder. Så ringe er du vel heller ikke, at du skal passes. Og du ved udmærket, hvordan det er fat med Maren.”
”Ja, da havde vi god plads til vore forældre i alle årene. De blev ikke forvist til et fremmed sted.”.
”Forvist? Nej, men hør nu, møllehuset fejler ingenting. Og her på gården har vi allerede en børneflok, og den vokser. Der er ikke plads til gamle også.”
Og han var begyndt at remse navne op, og det var tydeligt, at han var stolt og gerne ville, at den gamle skulle forstå, hvilken rigdom han havde tilført slægten. Gamle Christian havde jo aldrig fået sønner. Nu var der både Christian Peter og Ingeborg og lille Janus, og Maren var stærkt på vej med en ny forsyning.
”Ja, du skulle skamme dig! Behandler hende jo som en so, der helst skal fare hvert år. Se det kan du finde ud af. Men drive en gård – ha!”
”De små børn kommer fra Vorherre.”
”Eller fra storken. Jeg er en voksen mand, bette Christian.
”Det skulle man ikke tro. Og nu kan du godt stikke piben ind og finde dig noget fletværk, som du kan sidde og sysle med. Her på gården skal du ikke komme rendende og gøre dig klog på noget, der ikke er dit.”
”Jeg sætter aldrig mere mine ben her på gården, hvis I vover at smide mig ud.”
”Lover du det.”
Så var de forsvundet, og Christiane hørte ikke mere. Behøvede det heller ikke. Christian Larsen og Christian Krøg havde set skævt til hinanden fra den dag, karlen blev fæstet, og et bryllup havde ikke rokket ved det forhold, snarere tværtimod. De tålte ikke hinanden. Og det skønt de i mangt og meget var hinandens spejlbillede: begge var de lige arbejdsomme, og begge kunne de tåle både modgang og modstand, det gjorde dem blot stærkere og mere robuste. Hun havde sådan håbet, at Christian ville ændre syn på karlen, når først de unge var blevet gift, og at han ville begynde at se den søn i ham, som de aldrig havde fået. Og da det ikke kunne være anderledes havde hun fundet sig til rette på den gamle mølle. Og håbede blot, at Christian ville gøre det med tiden. Tog altså fejl.
Hun sad en stund og tænkte på sin mand og det stræbsomme slid, der havde formet hele hans liv. Og bragt dem velstand og agtelse. Hun havde ikke tal på alle de folk udefra, der havde gæstet dem gennem årene og været en gangbro til verden uden for Hulsig. De havde mødt de fremmede med åbent sind.  Og nu så hun til sin glæde Maren og Christian Larsen fortsætte i det samme spor og være trofaste mod de samme mål.
Så tænkte hun igen på den lille Elise, der endelig havde fået mæle derinde i køkkenet og sagt de ord, der nu blev ved med at dukke op i bevidstheden sammen med billedet af den døde: ”Men jeg er så bange. Bedstefar hænger så mærkeligt.”
Hun hørte vel forkert, tænkte hun først. Hænger?
Hun havde jo hørt rigtigt. Og var ilet derud. Og hun havde stået længe og bare set på ham. Så huskede hun ikke mere, var vist blevet henne, og da hun atter kom til sig selv, sad både Maren og Marie hos hende. De havde grædt. Det havde hun ikke. Kunne ikke. En sær vrede var vågnet i hende, og hun havde ingen steder at rette den hen, måtte holde den i ave, tænkte hun og så sikkert helt ynkeligt på sine pige, for de begyndte at stryge hende over håret og hænderne og tale til hende, som var hun deres barn.
 
Nu sad hun ved kisten. Alene. Skønt begge døtrene havde forsøgt at overtale hende til at tage med en af dem hjem. Hjem tænkte hun. Hun havde ikke mere noget hjem.
Næsten alle folk i Hulsig og Rannerød og Starholm og Tranestederne havde aflagt hende besøg. Ja, selv fra Kandestederne var der kommet folk, og de var en efter en defileret forbi kisten, hvor Christian lå så fromt med salmebogen i de foldede hænder. De var tavse, og hun vidste ikke, hvad de tænkte.
Selv havde hun ikke kunnet holde nogen tanke fast. Det var først nu, hvor hun var ene, at hun ligesom vågnede og for alvor blev bevidst om sit tab. Godt, at hun havde sine piger. Deres støtte behøvede hun ikke tvivle på.
Men så tænkte hun på svigersønnerne og vidste ikke så nøje, hvad hun kunne vente sig fra den kant. Christian Larsen var venlig nok mod hende, men på en egen stille, alvorlig måde, som hun ikke rigtig var tryg ved, og det var vel til syvende og sidst også ham, der var skyld i Christians død, tænkte hun og vidste samtidig, at hun var uretfærdig. Det var ikke Larsen. Det var brændevinen. Han kunne ikke leve med skammen. Han, der hele sit liv havde været en agtet mand.
Og vist kunne de have fået en lille aftægtskrog på den store gård, men det ville alligevel være endt ulykkeligt. Hendes Christian var for stolt til at krybe i et musehul og sidde der og vente på døden. Og andet ville han næppe have haft i udsigt, for de to mandfolk kunne ikke være sammen uden at den ene vidste bedre besked end den anden. To uforbederlige kamphaner. Og det var let at se, hvem der var den stærkeste.
Hun tænkte på Ole Houkjær. Så hans ansigt for sig. Han var så køn, og hun forstod godt Marie, der lige fra hun var en stor tøs havde sværmet om ham, på en gang tiltrukket og skræmt. Det gådefulde mørke i øjnene, ansigtets skarpe træk og de smalle læber, som kun sjældent mildnedes af et smil. Så blev de jo gift. Var det nu en lykke for Marie? Hun var jo den kådeste af pigerne, havde altid haft let til smil og latter. Og så netop Ole Houkjær. Og hvorfor denne hårde facade i det unge ansigt? Måske skyldtes alvoren, at han havde oplevet og overlevet krigen i 1864, hvor så mange unge mænd måtte gå i døden for konge og fædreland, eller kom hjem som invalider, eller med et sind, der for altid var flosset efter mødet med slagmarkens angst og gru. Både Ole og hans brødre, Jens og Mads, havde været med i de blodige kampe, Jens ved Dybbøl og de to andre ved Helgoland. Og hun vidste, at Oles gode ven, Søren Thrane, var blevet såret under slaget ved Helgoland. Hele hans underansigt var skudt væk, sagde man, det manglede både mund og hage, og Ole havde måttet hjælpe Søren med at drikke ved at hælde væske direkte ned gennem det blodige svælg. Sådanne oplevelser kunne nok hærde en mand. Og dertil kom så de hyppige strandinger i vinterstormene, hvor Ole altid deltog.  Selv i det barskeste uvejr var han blandt de mænd, der uden et sekunds tøven sprang i redningsbåden og roede ud på det oprørte hav for at redde forliste sømænd. Der skulle mænd af stål til den dåd, tænkte hun. Og stålsat var han. Men det var også muligt, at årsagen til det stærke og stridbare sind lå i opvæksten.  Den store børneflok. Den udsatte Houkjærgård på de sandede agre derovre ved Kanderenden, hvor flyvesandet fra den store Studeli Mile havde frit spil og hærgede vidt omkring og gang på gang lagde gårde øde. Forældrene Peder Houkjær og Lisbeth Jensdatter fra Nørre Gaardboe var rare og flittige folk efter hvad hun vidste, og også Peder havde mere end en gang vovet sit liv for at redde nødstedte sømænd, og gården havde både i hans tid og senere, hvor den blev overtaget, først af Jens og senere af broderen Mads Houkjær, gæstfrit åbnet sig for nødstedte mennesker. Og kærlig pleje og pasning havde det nok aldrig skortet på. Jo, tænkte hun, de folk fra Kandestederne besad alle denne besynderlige blanding af hårdt og blødt, af stålvilje og et varmt og kærligt sind. Det var i dette spændingsfelt, at den store børneflok var vokset op. Og vist blev de præget af det på godt og ondt.
Christiane sukkede. Ak ja. Denne tunge alvor og strenghed i sindet var fremmed for Krøgerne, der var livsglade og lattermilde af natur og tog imod livet som det kom. Måske var det derfor, at det føltes så ubegribeligt og helt forkert, at en Krøg, og endda den mest agtede af dem alle, skulle tage sit eget liv. Først nu lyste tanken klart i hende, og hun gentog langsomt ordene, rettet mod Christians kridhvide ansigt.
”Du tog dit eget liv.”
Ordene løste knuden i hende, og nu væltede sorgen ind over hende. Hun bøjede under dens tyngde og græd. Tårerne faldt på hans hænder og fugtede salmebogen.
Det var som det skulle være.