Nedenstående vil forekomme min læser bekendt, hvis han/hun har læst med i romanen, mens den vokser frem. Men kapitlet var ikke færdigt i forrige indlæg. Det er det nu. Det har også skiftet navn fra kap. 16 til kap. 17. Det skyldes, at der midt i romanen ( som måske ikke helt er en roman) er indføjet et nyt kapitel, men det kommer ikke med i bloggen. Hvis nogen gerne vil læse det, kan de sende mig en e-mail adresse, hvortil jeg kan sende kapitlet.

Kapitel 17

Hulsig 1910 – 1916

 
Min far havde en større bogsamling om landbrug og dyrenes anatomi og pleje og pasning, men han havde vist mere interesse for forskellige andre ting. Var der på egnen et sygt dyr, blev han altid hentet. Men han kom efterhånden ind i så mange andre ting. Da han døde i 1919 havde han over 20 såkaldte tillidshverv, direktør for Raabjerg sogns Sparekasse, opkøber af svin til Hjørring Svineslagteri, formand for sygekassen og mange andre ting.
 Øst for Niels Husth boede Simon Simonsen…. Han holdt søndagsskole, og hvert år holdt han juletræ, og så var Sømandshjemmets vært, Peter Mathiesen, til stede. Han fortalte en julehistorie, og vi havde det festligt … Peter Mathiesen havde vel nok bedre uddannelse end Simon, men Simon var den bedste til at fortælle børnehistorier.
 Inger Tammes var fast daglejer og næsten uundværlig, især når der skulle slåes hø i klitten. Tammes var meget mørkeræd og angst i tordenvejr…
Vi drenge ville gerne drive lidt sjov med Inger Thomas, skønt vi godt kunne lide ham. Om aftenen udhulede vi en roe, skal øjne, næse og mund, så satte vi et rødt papir foran og tændte et julelys deri. Det stillede vi foran hans vindue og lavede lidt støj, så han så ud af vinduet og fik øje på spøgelset. Han opdagede, at vi var med, og kom og klagede over os til vor fader. Vi fik i alvorlige vendinger at vide, at det måtte vi ikke gøre.
Lars Hesselholt: Hulsig-minder, Vendsyssel Årbog 2003
Elise lukkede for madternen og sørgede for, at der var saftevand nok til hele den lange sommerdag. Der var så varmt i dag, og sådan et par små karle holdt sig jo ikke i ro et øjeblik og blev let tørstige. Hun sukkede lidt ved tanken om at skulle sende drengene alene ud klitten, hvor de skulle holde øje fårene, der denne sommer græssede i det store klitstykke indenfor milen. Hvem skulle se efter børnene, sukkede hun, selv om hun vidste, at de var ligeså trygge i naturen som i stalden.
”Nu må I være nogle gode drenge og passe godt på fårene og strikke flinkt på jeres hoser og ikke lave ulykker.” Mor klappede dem på håret og smilede, så hele verden blev lysere end før. Mor var den skønneste i verden, og hun blev aldrig gal.
”Ja,” nikkede både Karl og Magnus og hankede op i deres poser med mad og strikketøj. Nu var de store og havde fået rigtigt arbejde. I sommer skulle de vogte fårene ude i klitten og endda også en vædder, der var slem til at stange. Det var ikke småbørnssysler, og en smule skræmmende, syntes Magnus, mens han storkede hen over heden og for en sikkerheds skyld havde taget Karl i hånden.
Otto skulle være hjemme og hjælpe karlen Alfred, mens far var i Hjørring med grise. Og Lars? Det var så underligt med Lars, for selv om han var den ældste, skulle han ikke arve gården. Til sin tid, som far altid sagde. Han var så klog. Og derfor skulle han læse. Optagelsesprøve, hed det og var højtideligt som selveste juleaften. Og far hjalp ham. Og de to havde rigtig travlt for tiden. Hver aften når de andre gik i seng, blev Lars oppe og læste. For han skulle have en fin eksamen og blive dyrlæge og tjene mange penge.
Far var også selv dyrlæge, og alle sendte bud efter ham, når de havde syge dyr, eller hvis et af børnene skrantede. Han havde bare ingen eksamen fået, men lært sig det hele selv, og hjemme på hylderne stod der flere bøger end i skolen. Far kunne ikke få eksamen, da han var ung, for farfar var død, og Bedste Kirsten havde måttet slide som et bæst, for at far kunne komme på Ladelund Landbrugsskole, og det var næsten ligeså godt. Mor behøvede ikke slide som et bæst, for at Lars kunne komme på skole. De havde jo far.
Magnus knugede hårdere om Karls hånd, ikke fordi han var bange, men fordi han med ét blev ked af det. Lars var så dygtig. Og Otto var der ikke noget i vejen med, og han skulle arve gården. Og Karl var et stort lys, som han brændte i begge ender, sagde mor, og det skulle han lade være med. Men far sagde: ”brænd du endelig løs, min dreng, bare du ikke sætter dit lys under en skæppe, som skrevet står.”
Magnus kunne ikke læse, og han var ikke noget lys, og han vidste ikke en gang, hvad en skæppe var. Men mor kyssede ham og sagde, at han ikke skulle være ked af det, for han kunne så meget andet. Som f.eks. hvad? ville far vide og lød gal, og så sagde mor ikke noget, men hun så på Magnus med nogle øjne, som han godt forstod og som uden et ord sagde: det er lige meget, om du kan læse. Jeg er lige så glad for dig for det.
Det var lærer Pinholt ikke. Han havde prøvet alt, endda lussinger, men de hjalp ingenting, de gav ham bare ørepine. Og bogstaverne tumlede lige tovligt rundt for det. Ja, de blev næsten endnu mere uregerlige af alle de lussinger.
Men nu var det sommer, lyngen belavede sig på at blomstre, og lærkerne sang på himlen, og de skulle ikke i skole. Kun passe får. Og det var let nok. Fårene løb måske nok deres vej, men så var det ikke drengenes skyld.
”De er da for små, Janus” havde mor sagt, da far foreslog, at de skulle overtage de store drenges arbejde i sommer. ”Men herregud, Lise,” svarede far, ”det kan de sagtens klare”.
Og det kunne de i hvert fald. ”Kan vi ikke også, Karl?” Magnus havde ranket sig på bænken. ”Jo,” havde Karl sagt og gnasket videre og slet ikke hørt efter.
Nu gik de hen over heden, mens de omhyggeligt forsøgte at sætte fødderne de steder, hvor der ikke groede lyng og de kunne se det hvide sand eller på de små tuer af mos, så de ikke blev bidt af de satans hugorme, der lå på lur efter dem. Satans, måtte han ikke sige højt, men han måtte gerne tænke det.
Nu var de snart nået til den lange klitrække, hvor fårene gik og græssede frit, og hvor de skulle være hele dagen. Det var godt, for så kunne de nå at lege og endda lave ulykker uden at få skænd, for der var ingen voksne i klitten. Allerhøjest nogle drenge fra de andre gårde.
Men de skulle selvfølgelig helst nå at strikke lidt, så de havde noget at vise mor og Bedste Kirsten, når de kom hjem. Og heldigvis var garnet sort, så de kunne roligt grise sig til, det ville ikke kunne ses.
Nu fik de øje på fårene. De gik lige så roligt og græssede nede i lavningerne, og halvvejs oppe på en af de store klitter sad en dreng. Han hang sært fremover, som om han sov.
Det var Karl Kristian Senius, men de kaldte ham bare Senius, for Karl og Kristian var der så mange, der hed, men Seniusnavnet havde han helt for sig selv. Ellers havde han ikke ret meget for sig selv, det vidste de nok, og mor sagde, at de skulle være søde ved ham, for hans far var død, og hans mor boede i fattighuset i Aasted, og hans liv var ikke let. Men hun glemte da rent, at han var en stor og stærk dreng, og at de var små. Og det var meget lettere at være stor end at være lille.
”Han er vel nok ikke nogen flink dreng, ham Senius. Se, han sidder og sover. Selv om han er så stor,” sagde Karl og pegede på drengen.
Ja, han var stor. Alt for stor, tænkte Magnus, og de kendte ham ikke godt nok til at vide, om han var ufarlig eller hvad. Det var første gang, de skulle være alene med ham. Og både ham og en vædder, der ville stange, det var næsten for meget, og Magnus rykkede i Karl.
”Skal vi ikke gå hjem?”
”Er du tovlig, så får vi smæk,” sagde Karl.
”Ja,” sagde Magnus og holdt godt fat i hans hånd.
Når de kom til søndagsskole på Lundholm, sad Senius altid pænt med foldede hænder ligesom de andre børn, men han skar ansigter, når Simon ikke så det, og lignede slet ikke en af Jesu små venner, når de bad fadervor i kor.
”I er alle Jesu små venner, når I beder til ham. Og det er et venskab, I kan regne med,” sagde Simon Simonsen og så så rar ud, at Magnus tænkte, at det nok snarere var ham, de var venner med. Og det var de i hvert fald, for når de var færdige med at bede og synge og læse mannakorn, så fortalte han de skønneste historier akkurat som Pinholt, når han ikke var gal. Og de var også venner med Kirsten Marie, for hun gav dem småkager og saftevand. Alt det saftevand, de kunne drikke.
Men med Senius vidste de ikke rigtig.
Han sov godt nok, selv om han sad op og bare hang lidt forover, så det så ud, som om han granskede noget i sandet. Men øjnene var lukkede.
De listede sig helt hen til ham og dumpede ned ved siden af ham og sagde ingenting, men de så lidt beklemte på hinanden. Og det var åbenbart nok til at vække ham, for pludselig rejste han sig op, og nu kunne de rigtig se, hvor stor og lang og stærk, han var.
”Jeg sov ikke,” sagde han og skulede ud mod fårene.
”Nej,” sagde Magnus og rejste sig også op, for det var nok det klogeste.
Karl blev siddende.
”Skal I være her?” nu lød Senius forundret og gloede på dem, som om de var snothvalpe, der ingenting kunne finde ud af.
”Ja,” sagde Karl og borede de nøgne fødder længere og længere ned i sandet.
”Hvor er Otto?”
”Hjemme,” sagde Magnus, ”for nu er det nemlig os, der skal vogte fårene. Og vi skal også hente kreaturerne hjem til malkning,” tog han munden fuld, for det var da løgn, men det var nødvendigt at finde på noget voldsomt, der kunne imponere den store dreng.
”Hå!” sagde Senius bare, ”det kan enhver kløvning vel finde ud af.”
”Ja … men …,” Magnus kunne ikke finde på flere spændende løgne og så appellerende på Karl, der stadig sad og borede og borede med tæerne, som om der var en hemmelig skat begravet lige der, hvor han sad. Og det var måske også det, han selv tænkte, for pludselig så han op på dem, og hans øjne skinnede.
”Jeg har set lyset. I nat.”
”Hvad for et lys?” Senius sparkede i sandet uden at det ramte Karl, der sad med opvendt ansigt.
”Det, der brænder i ”Iijern.”
”Det er løwn,” sagde Senius. Og det var det da også, tænkte Magnus og kom alligevel i tvivl. Karl kunne somme tider både se og høre ting, andre var blinde og døve for. Så måske.
”Du kan selv gå med derop, når det bliver mørkt. Hvis du tør,” sagde Karl og kneb øjnene sammen.
”Der er slet ingen skat. Det er bare overtro, som hedenske mennesker vil bilde os ind. Det siger min far selv.”
”Du har slet ingen far,” plumpede det ud af Magnus, og han blev gloende rød og meget flov. Og Senius stod bare og virrede med hovedet, som om han ville stange ordene væk. Men han sagde ingenting.
”Om forladelse,” mumlede Magnus utilpas.
Men nu rejste Karl sig op og sagde, at fordi Simon mente, at det var overtro, så kunne det da godt være sandt. Det havde Bedste Kirsten selv fortalt, og hun var ingen hedning og hun måtte vide det, for hun var ligeså gammel som de ældste træer i ”Iijern”, og hun havde set al ting i sit lange liv. Også lyset.
”Ja,” sagde Senius, ”men så er plejefar jo fuld af løwn.”
”Det er de fleste af dem,” sagde Karl alvorligt.
”Af hvem?”
”De voksne selvfølgelig.”
”Jeg går til præst, så jeg er næsten voksen,” kom det lidt forurettet fra den store dreng.
”Men ikke helt. Og du lyver ikke?”
”Nej. Jeg er jo ikke konfirmeret endnu,” sagde Senius og dumpede ned ved siden af Karl.
”Det er sørme godt, du ikke er det, Senius,” sagde Magnus og var glad igen. ”Så må du også godt få mit saftevand.”
”Tak. Og når jeg bliver konfirmeret, så må jeg gerne drikke rigtig brændevin.”
”Hold da op! De hellige drikker ikke brændevin,” sagde Karl forarget, for var der noget Simon var, så var det hellig. Og så måtte Senius da også være det. Lidt.
”Det skal jeg da bare lige love dig, at de gør. Oppe i kirken nemlig.”
”I kirken?” sagde Karl og Magnus i munden på hinanden og lod den stå åben af bare forbløffelse.
”Ja, og det er præsten selv, der giver dem det, og så drikker de det helt oppe ved præstens bord, og de er skidefulde, når de går hjem.”
”Jeg tror da ikke på, at det er brændevin, de får af præsten. Bedste Kirsten går i kirke hver søndag, og hun drikker det også.”
”Prøv selv at lugte til hende, når hun kommer hjem på søndag,” foreslog Senius.
”Jeg vil nu hellere undersøge sagen ordentligt,” sagde Karl voksent, ”for det skal man altid, når man er i tvivl, siger vores far.”
”Undersøge? Hvordan?”
”Vi ku’ jo prøve at smage på det. Bare lidt. Men så skal vi også vædde.” Karl så Senius lige ind i øjnene og stak næven frem.
”Jo … men … det ka’ vi da ikke bare gøre? Smage altså.” Senius virkede forvirret, og Magnus følte sig pludselig meget stor og stærk, selv om han var den mindste, for han stod netop og fik en rigtig god ide.
”Det ka’ vi nemlig godt,” sagde han.
De to andre så mistroisk på ham. Det føltes helt godt, og han sad lidt og nød deres blikke, inden han fortsatte. Så sagde han langsomt: ”for vores Inger …”
”Inger Tammes?”
”Nemlig ja – ham. Og han er både graver i kirken og daglejer hjemme hos os. Og vi kender ham lige så godt som vores egen familie.”
”Og hvad så?”
”Han er nem at narre.”
Og det var jo sandt. Inger Tammes, som de kaldte ham, selv om han ikke var en pige, var hos dem hver dag, og det var også ham, der huserede og regerede oppe i kirken, gjorde rent og ringede med klokken og holdt gravene pæne og endda gravede folk ned, når de altså var døde. Han kunne sagtens hjælpe dem, så de kunne komme til at smage.
”Det vil han da ikke,” indvendte Senius.
”Det må han slet ikke,” supplerede Karl.
”Nej, men vi kan få ham til det,” sagde Magnus, ”og jeg ved nok hvordan.”
Og han forklarede i korte vendinger, hvordan det kunne lade sig gøre at overtale ham. Det var jo ikke første gang, de havde narret ham, sagde Magnus og glemte helt de solide klø, de havde høstet sidst, de var løbet om hjørner med Inger.
Resten af dagen nåede de både at lege og slås, men mest for sjov, selv om Senius var så gruelig stærk, at det var lige ved ikke at være ret sjovt, og Magnus fik næseblod, men det tørrede han af i strikketøjet, og det røde forsvandt næsten helt ind i det sorte garn, og hvis mor alligevel spurgte, så ville han bare sige, at han var faldet over en sten, da han løb efter et får for at redde det fra ulven. Men så kom han i tanker om, at Lars havde sagt, at den sidste ulv i Hulsig døde for mange år siden, og at der nu kun var ræve tilbage. Ræve åd næppe får. Så måtte han finde på noget andet. Men pyt, verden var fuld af gode historier, og det gjorde ikke noget, man var en smule opfindsom, sagde far selv.
Magnus var meget opfindsom.
Det undrede Elise en smule, at de små ikke var vendt hjem fra klitten. Egentlig ængstelig var hun dog ikke, de havde det sikkert morsomt og glemte vel bare tiden, tænkte hun, og det blev jo ikke rigtig mørkt mere.
De havde ikke travlt med at komme hjem. Man spiste silde på gårdene i sommertiden, så de nåede det nok. Nu gjaldt det et væddemål.
Allerede på afstand kunne de se Inger Tammes humpe om på kirkegården. Han havde kun et brugbart ben, det andet slæbte efter ham, alligevel var han den hurtigste arbejder i Hulsig, og gårdene sloges om ham i høstens tid. Men han var heldigvis mest deres, tænkte Magnus ejestolt og løb i forvejen.
”Goddag Inger?” råbte han.
”Goddag, bitte pjok!”
”Vi kommer for at snakke med dig.”
Inger Tammes var snakkesalig, så han satte straks riven fra sig og vendte sig om mod de tre drenge, der stillede sig i en halvkreds om ham.
”Du ved godt, at Senius er hellig, ikke Inger?”
”Jo … det,” kom det sindigt fra graveren.
”Og nu er de så blevet syge hjemme ved Simons’, det ved du nok også,” sagde Magnus og sænkede sørgmodigt sine øjne og lod underlæben hænge.
”Nej … jamen, bitte Senius da også … ,” sagde Inger trøstende, selv om det lød tosset, når nu Senius nu var så stor.
”Ja,” kom det trist fra den store dreng, ”og jeg ved jo, at det hjælper at bede i kirken.”
”Det gør det”, sagde Inger fast.
”Og vi er rendt med ham for at hjælpe med at få det sagt til Gud på en ordentlig måde. Det er Karl nemlig så god til,” sagde Magnus fromt.
”Karl, ja ja,” Inger Tammes nikkede venligt mod Karl, der slog øjnene ned og foldede hænderne og pressede læberne sammen.
”Kan jeg hjælpe jer?”
”Ja, det kan du,” sagde alle tre i kor.
 
Inde i kirken var der køligt og dunkelt, og Magnus følte et lille samvittighedsstik, for det var nu lidt sært at skulle bede for nogen, der var raske, og så var det også forkert at lyve. Og endda i en kirke. Gud sad sikkert lige nu og rynkede brynene i vrede, ligesom far, når han var rigtig gal. Gud var jo større end far og kunne sikkert blive endnu galere. Men det var nu svært at tro.
”Er det der oppe, man beder?” spurgte Magnus og pegede på alteret. ”Og kan man gøre det uden brændevin?”
”Hvad?”
”Ja, det ved du godt, Inger, at de voksne drikker, før de beder.”
”Nå, kalken?”
”Er det kalk?” Nu måbede alle tre drenge.
”Er det så helt hvidt?” spurgte Magnus.
”Nej.”
”Må vi se?”
”Nå … nå … ikke så hidsig.” Inger Tammes haltede hen til et lille skab, åbnede det og tog en flaske frem.
”Det er denne her, og den er jo rød.”
”Du lyver, Inger. Det er slet ikke kalk,” sagde Magnus heftigt, mens de to store prøvede at dæmpe ham.
Tammes satte flasken på plads.
”Nu må I hellere bede jeres bønner, og det kan I gøre uden kalken. Og bagefter kommer I ud til mig, så jeg kan låse efter jer.”
Han vendte sig om og haltede ud, mens han lod døren stå på klem. Måske lyttede han udenfor, og Senius skyndte sig at hale en bøn over læberne, og her var han på hjemmebane, for de bad i et væk hjemme på gården, og han kendte alle de rigtige ord.
Så holdt han brat inde. De stod tavse en stund og lyttede til stilheden. Så skyndte de sig hen til skabet, åbnede det og kiggede på flasken.
”Vi er da nødt til at smage,” sagde Magnus tøvende og rakte ud efter den, ”ellers får vi aldrig at vide, om det er kalk eller brændevin.”
Senius gav ham ret, han tog flasken fra ham og åbnede den. Så snusede han til indholdet.
”Det er sgu’ da saftevand.”
Forbavset rakte han flasken til Karl, der også snusede. De så på hinanden. Magnus mente, at de umuligt kunne vide noget som helst med sikkerhed, før de havde smagt på det, og han hev flasken til sig, satte den for munden og drak en slurk.
”Det er godt nok saftevand,” sagde han, ”bare sådan lidt underligt.”
De andre drenge smagte efter tur på den søde, rødbrune væske.
”Det er bare fordi, det ikke er blandet op med vand endnu. Men det smager vel nok godt,” sagde Senius og smaskede ligefrem. Så tog han endnu et par slurke. Og inden de ret vidste af det, havde de delt det meste af indholdet mellem sig. Men pyt, saftevand koster ingenting og det havde præstens kone sikkert nok af, og han ville da slet ikke lægge mærke til, at det var sunket en smule i flasken. Senius holdt den op mod lysstrålen, der faldt ind gennem et af kirkeruderne og fik det mørke glas til at glitre. Og nu så de, at flasken var tom. De satte sig på gulvet og kiggede på hinanden og syntes med et, at de blev så døsige.
”Vi kan da også godt lige ligge lidt,” sagde Senius og strakte sig på det bløde altertæppe.
”Ahh … her ligger man da godt.” Magnus gabede og glemte, at de skulle hjem.
 
Inger Tammes begyndte at undre sig. Så længe det tog børnene at bede. Og så fromme de knægte var dybest inde, skulle man nu have troet det? Der var ellers så mange spilopper i Janus’ drenge, men her var åbenbart en side af deres væsen, han aldrig før havde bemærket. Ja, ja, et barn kunne indeholde allehånde, tænkte han halvvejs rørt og bestemte sig for at bede sammen med dem. En bøn i utide kunne jo heller aldrig skade, og et godt eksempel ville man jo gerne være for de små børn.
Han humpede hen til kirkedøren og skubbede den op. Der var dødsens stille i det lille rum, og nu hvor solen gemte sig bag træerne, trængte der ikke meget lys ind. Han stod lidt for at vænne øjnene til mørket. Så var det, han så dem.
Langsomt og lidt ængstelig nærmede han sig drengene, så standsede han brat og begyndte at le. Det var dog alligevel satans! Der lå alle tre i en lille klynge og snorkede. Ved siden af dem så han en væltet vinflaske, og den var vist tom.
 
Heldigvis var Janus ikke vendt hjem fra Hjørring, da Inger Tammes kom trækkende med sin store trillebør, hvori der lå to sovende drenge. Senius stumplede af sted ved siden af Inger. De humpede om kap.
”Her har du en håndfuld knægte, Lise, og jeg tror nok, du kan lægge dem i seng uden aftensmad.” Inger Tammes væltede trillebørn om på siden og lod to små drenge trille ud på gårdspladsen.
”Ham her følger jeg hjem” sagde han og tog et fast tag i Senius. ”Så kan jeg også med det samme høre til de syge.”
”De syge? Hvilke syge?”
Men Tammes var allerede på vej væk.
 

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Som man vil se ( hvis man da vil det), så er vi nu nået til kapitel 15 i Hændelser ved Hulsig. Der er flere ting, jeg skal undersøge, inden vi går videre med det nye århundrede: 1900tallet. Nye aktører kommer selvfølgelig på banen. Ja, vi møder i det første kapitel det unge par Janus og Elise og vi lukker ægteskabet op og kigger ind i det.
Så er der en lille dreng, som kommer fra Aasted Fattighjem. Han er en 9 års purk, som familien Simonsen fra Lundgaard tager sig af. Jeg vil finde lidt mere ud af, hvem han er og også lidt mere om den familie, han havner i. Hans søsters barnebarn lever og har fortalt lidt, og jeg graver videre. Simonsens var “troende” – det kaldte man det, når man var indremissionsk – den familie har vi mødt i Grundtvigianeren Wirrings skolestue og i hans hjem -, den kvikke dreng,  -den utilfredse far –  det er en familie, som har markeret sig, og jeg vil finde ud af noget mere om dem. Min onkel gik omkring århundrede skiftet til søndagsskole hos familiefader Simonsen og var glad for det, og min gamle klassekammerat Anker Lundholm gik til søndagsskole hos sønnen og var tilsvarende glad for det. De har også et nulevende medlem, som Anker har lovet at snakke med. Så får jeg mere at vide der. De tog ikke kun den lille dreng til sig, men havde også undertiden et “fattiglem” boende. Enten de nu ville gøre en kristen gerning eller få billig arbejdskraft. Jeg tror det første.
Så er der min bedstefar, Anders Andersen, som kommer til byen i 1907, da brugsen bliver til, og min mor kommer til verden 2 år efter. Der er noget med, at de ikke var medlem af folkekirken ( havde tilhørt en eller anden sekt/frikirke.) – det er noget Hans Hansen har fortalt mig, jeg er ikke selv stødt på det) Det er i al fald en kendsgerning, at de blev borgerligt viet af borgmesteren i Skagen.  Det skal jeg også undersøge. Stationsforstanderens var baptister.  Men det er en anden sag.
Min bedstefar, brugsuddeleren i Hulsig, er lidt af en gåde for mig. Han ser så rund og venlig ud, men han har været en lidenskabelig herre – en elsker af både litteratur og af Ane Larsen (=Krøg). Og der har været noget mønsterbrydende i ham. Han er søn af en boelsmand ( meget fattig/lille husmand) med mange børn. Han gifter sig med Magdalene, som kommer fra en stor gård i Ørum v. Skive. De har begge gået på højskole (Ollerup) , og i al fald min bedstefar havde hovedet fuld af litteratur: alle de store klassikere var repræsenteret i hans bibliotek. Måske har der været en åndelig kløft mellem de to? Min mor har fortalt mig, at det var et uharmonisk ægteskab.
Så kom de til Hulsig. Mærkeligt sted for to engagerede og begavede mennesker, kunne man synes. Og jeg ved fra mor, at min mormor var ked af at bo der. Hvad var bedstefar? En ting ved jeg: Han forelskede sig i en af Krøgdøtrene – den smukkeste – Anna ( hun står som Ane i Kirkebogen, men blev kaldt Anna) og næppe har Magdalene lukket sine øjne, før hun flytter ind i Brugsen. Mormor dør i februar 1836 – Anna og Anders gifter sig ikke lang tid efter. Der sker meget deromkring: far og mor bliver gift, så dør mormor og så gifter bedstefar sig med Anna Larsen.
Der kommer også nye kræfter til i skolen, nemlig lærer Pinholt, der var ganske ung og som afløser Wirring, der flytter til et bedre kald i Vogn. Pinholt var vellidt og dygtig, men ikke en åndelig kraft som den gamle. Efter Pinholt kommer lærer Wilhelmsen.
Det var så lidt om de nye kapitler, hvor vi også skal møde fire drenge, der tidligt markerer sig som usædvanlige individer. Det er Janus og Elises fire sønner: Lars, Otto, Karl og Magnus.
Men som sagt. der bliver en pause.

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Vi er kommet til et af de kapitler, hvor ung lykke og gammel ulykke tørner sammen. Det er altid vanskeligt at skildre en sådan kollision, og fristelsen til at lyve virkeligheden et andet ansigt på er stor.
Men jeg har besluttet at skrive den her historie så sand som muligt. Så vi lader løgnen fare. I dette kapitel bliver Lise og Chresten ringforlovede, og i samme stund begår den gamle, dog kun 57 årige Mads Houkjær selvmord. Det er sandheden. Kirkebogen viser det “død ved hængning” står der akkurat, som der stod ved gamle Chr. Krøgh ( han var også kun 56 ). De har begge været udslidte og gamle før tiden. De har vel også begge liidt af depressioner eller i al fald tungsind, når de vælger døden frem for livet som aftægtsbonde.
Jeg har selvfølgelig gravet også i Chresten Kokholms historie. Alle ved jo, at han kommer fra Harboøre og i bøger fra Kandestederne (f.eks. I begyndelsen var Lyset) fremgår det, at det, der chokerede folk på egnen mest, var, at Lise valgte en kæreste, der ikke hørte til der. Han var kort sagt en “alien”. Men jeg tror ikke, det havde gjort så meget, hvis svigerfar Kokholm havde ejet en gård, eller bare mange penge. Men han var fattig. Chresten kom fra en fattig egn og var søn af en fattig mand.
Hvordan har så får sin uddannelse til tømrer, og den tager han på Vallekilde Højskole, kan jeg ikke vide, men jeg er sikker på, at der har været mindst en mæcen inde i billedet. Degnen og præsten har sikkert forstået, at den her dreng var usædvanlig godt begavet. Og så har de sørget for, at han kom på skole. Og resten klarede han selv.
I 1890 er han allerede ude at tjene, men i 1880 er han 7 år og bor stadig hjemme hos far og mor. Og herunder skriver jeg, hvad folketællingen fra Harboøre oplyser om familien Kokholm.
Christen Kokholm Nielsen, 38 Aar, Arbejdsmand, Ane Marie Christensen, 44 Aar, hans Kone, Barbara Nielsen, 12 Aar, Datter. Kristine Nielsen, 11 Aar, Datter. Christen Nielsen, 7 Aar,  Søn. Ane Christine, 4 Aar, Datter. Mads Nielsen, 3 Aar, Søn, Niels Nielsen, 1 Aar, Søn. Niels Chr. Nielsen, nogle måneder, Søn.
Jeg tror ikke, at folk i Hulsig var snobbede – det ved jeg ingenting om, men jeg mener at vide, at et godt (økonomisk set godt) parti var en vigtig motor ved indgåelsen af ægteskaber. Vi ser dog flere eksempler på, at gårdens datter gifter sig med en gårdløs mand – nærmeste eksempel er ægteskabet mellem Maren Krøg og Christian Larsen. Men det medførte jo også en tragedie.
Den næste tragedie, der er et spejlbillede af den første, følger i nedenstående kapitel. Disse mænd, der var ude over den første ungsom, men ikke gamle og som ikke ville leve mere, de har vel også været syge ( af alkohol, af slid, af utryghed eller nedarvede skrøbeligheder)..
Min overbevisning er: ingen tager deres eget liv uden at være syge i sindet. Derfor kan vores vrede ikke rettes mod dem. Det giver dem den uskyld, som kun få af deres pårørende er villige til at give dem.
 

KAPITEL 15

 
Mads travede frem og tilbage på stranden. Mon der var drevet noget i land? Og var det noget, han skulle bjerge? Mågerne kredsede skrigende over hans hoved og undrede sig måske over den stive gang, det døde blik, hænderne, der rystede og som ingenting bar. Han gik sin vanlige rute. Efter ilanddrevet gods. Men det var tydeligt, at kun kroppen til stede. Den bevægede sig som et afsjælet hylster langs havkanten, hvor bølgerne nu og da skyllede op over træskoene og vædede benklæderne, men det mærkede han ikke. For et øjeblik siden havde han passeret en solid egeplanke. Den lå lidt oppe i det løse sand. Og øjnene havde en stund hvilet på den, men de så den ikke. Og han travede blindt videre, mens tankerne stædigt tværede rundt og rundt i den samme golde ring.
Gården. Og Lise. Og Chresten. Og gården igen. Og ham selv. Afsat.  Aftægt. Afmagt. Det var ikke gode tanker, og de ville ham ondt, men de trængte sig på og kørte rundt og så måtte han jo følge med, selv om han ikke ønskede det.
Der var det med Chresten, at han måske ville gøre alvor af det, som han havde pønset på lige fra den første dag, at få hold i Lise og gården. Knægten kom fra en fattig familie, det var ingen skam, men han havde jo ikke det mindste at bibringe hverken Lise eller gården.
Mads havde jo tænkt sig det anderledes. At Lise skulle komme til fornuft, at hun skulle gifte sig til en stor gård. Men nej, tøsen var ikke til at stikke i, og det var Chresten her og Chresten der og Chresten alle vegne. Knøsen havde forblændet hende, og så var han vel ikke til at komme udenom, og det blev vel så ham, der blev bonde på Houkjær.
Men fandens til bonde! Forstod sådan en hvalp til arbejdersøn sig på landbrug? Han kunne høvle og save, det havde han jo lært, men så var det også sagt. Og i stedet for i dåd og handling vise, hvad han duede til, så vendte han dem ryggen og rejste på højskole. Og Lise tog han med.
Og den karl måtte man altså finde sig i. Og underordne sig, om han da fik gården.
Tanken var til at blive syg af. Nogen forlovelse var der dog ikke kommet ud af det, her måtte de pænt vente, til forældrene gav deres samtykke. Og det gjorde de nok ikke.
Men de kørte slemt rundt med ham alle sammen, og især kvinderne og den der opblæste Kokholm fra Harboøre. Men også mange andre, ja, om det så var hans egen kødelige bror, Ole, så havde han satset på den gale hest.
Mads havde længe strittet imod alle plagerier, for vel ville han ej sende sin Lise på højskole, men efter lange samtaler med Ole var han blevet overtalt om end ikke overbevist. Oles Lise, ja for de havde jo hver sin Lise, var blevet et klogere og kønnere menneske af sit højskoleophold, påstod broren.
Hvordan man så kunne blive kønnere af at gå i skole?
Men der var gået grundtvigianer i Ole, det var sikkert og vist, og han sad altid på øverste bænk til foredragene i skolen. Og den lærer Wirring! Kunne man nu blive klog på ham? Det var møder og møder i en køre, og nu snakkede han også om et forsamlingshus. Som om det ikke var huse nok i Hulsig. Men han samlede ind, og han gjorde ved, og det var da vist også hans fortjeneste, at de havde fået en kirke i Hulsig.
Den kirke havde kostet dyrt, og de havde alle været med til at betale den, om de så ville eller ej. Og hvad var der galt med kirken i Raabjerg – eller den i Skagen?
 

*

 
Chresten gav hendes hånd et fortroligt klem, og de kiggede på hinanden. Hun lo, for det var så dejligt at le sammen med Chresten, og han var altid i verdens bedste humør, det var, som om han havde ligget og anglet i en humørbrønd og fået det dejligste solskin på krogen. Og det solskin smøg sig om ham som en strålekrans, tænkte hun og vidste godt, at nu stjal hun fra salmerne. Men det gjorde ikke noget. Der var plads til hendes Chresten i de bedste salmer. Af Grundtvigs i al fald.
Og mens de hånd i hånd gik hen over plænen op mod den smukke Vallekilde hovedbygning, nynnede hun sin yndlingsstrofe: ”mit land, siger Herren, er himmel og jord/ hvor kærlighed bor.” Og det land var ikke bare Guds, det var også hendes og Chrestens.
Alt det ville hun fortælle ham om senere, for han vidste jo ikke engang, at hun skrev digte, og at de alle handlede om ham.
Hun skottede igen til ham, lidt ængsteligt, for han havde ikke taget del i latteren. Og nu var han så alvorlig. Hvorfor?
Han havde nylig hentet hende i bunden af haven, hvor hun gik og plukkede sig en buket blomster til værelset. De satte friske blomster i vindueskarmen hver anden dag, hende og Karen. Så smukke og farvestrålende havde de dem ikke i Kandestederne.
Så var det, han kom og tog hendes hånd.
”Kom”, sagde han bare, og hun lagde sin ene hånd i hans og knugede den brogede buket med den anden.
”Hvor skal vi hen?”
”Vi skal til forstanderen.”
”Til Poul Hansen?”
”Ja.”
 
Forstander Poul Hansen rejste sig, da de trådte over tærsklen til hans kontor, og han kunne med det samme se, at de var forlegne, navnlig pigebarnet. Det havde de sådan set også god grund til, tænkte han. De opførte sig jo som ægtefolk, og det kunne være meget smukt, om de havde været det. Men det var de ikke. Og han måtte lade dem forstå det utilbørlige i et sådan løst forhold. De færdedes jo blandt andre unge af begge køn, og man kunne risikere at de gik hen og blev et eksempel til efterfølgelse. Ja, smitsomt var den slags jo, tænkte han med et smil i sindet. En af de mere frydefulde smittekilder, hmm … men altså … alligevel … og nu måtte han være alvorlig.
”Sæt jer børn,” sagde han venligt og pegede på et par stole, der stod og svømmede sært malplaceret midt på gulvet.
”I ved måske, hvorfor jeg har sendt bud efter jer?”
”Nej,” kom det i kor.
”Ja, det er jo ikke så lige til,” fortsatte han tøvende.
”Jeg synes, at forstanderen skal sige det lige ud. Har vi forbrudt os, så må vi vide det.” Chresten talte som vanligt højt og med sikkerhed i stemmen. Lise smilede glad, og det var nok forkert, for forstanderen smilede ikke tilbage.
”Jeg ved ikke, om vi kan have jer gående længere på skolen.”
”Hvad siger De? På skolen? Jamen vi …” Chresten gik for en gangs skyld i stå midt i en sætning.
”Ja netop. Med mindre I holder inde med jeres upassende opførsel.”
”Jeg forstår ikke?”
”Jaså, ikke det? Men hør så, I ter jer som to forelskede turtelduer. Og det kan vi ikke have. Her er jo både piger og karle.”
Lise følte rødmen stige op i kinderne, hun syntes, at den lille buket i hendes skød visnede af flovhed, og hun slog øjnene ned.
Udmærket, tænkte forstanderen. Pigen er velopdragen. Men den unge mand? Hmm … sandelig om han ikke ser på en med et næsten sejrrigt udtryk i de blå øjne. Som om blufærdighed var forbeholdt det svage køn.
”Tal frimodigt, min ven,” sagde han alligevel til Chresten, der blev ved med at sende ham dette ejendommelige blik. Så blåt og så stærkt. Hansen følte trang til at se væk fra de øjne, men det gik jo rigtignok ikke an. Det var ham, der førte an i det her møde. Skulle føre an.
”Ja, De har selvfølgelig ret. Der er bare det, at vi ikke lade være. Vi elsker hinanden. Og så skal vi for resten giftes.”
”Virkelig?” Poul Hansen gjorde stemmen fast og rynkede brynene. Her var noget, der ikke stemte.
”Jeg har netop kontaktet Houkjær. Det var ganske vist ikke Deres far, der svarede, men Deres mor. Det undrede mig i grunden. Men selvfølgelig, nye tider, nye skikke.”
”Min mor?” sagde Lise og lød lettet.
”Ja, og hun kendte så vist ikke til nogen forlovelse.”
”Men det gør vi. Jeg mener, vi kan forlove os den dag i morgen, om forstanderen ønsker det.” Ordene fløj ud af munden på Chresten, og Lise greb hans hånd og klemte den og nikkede.
”Ja, hvis I begge er enige om det, så forholder sagen sig unægteligt anderledes. Men så forventer jeg, at vi kan holde et lille forlovelsesgilde på højskolen på lørdag. Og jeg håber da, at jeg er indbudt.” Nu smilede han bredt, og de to unge rejste sig, bukkede og nejede og takkede.
Så snart døren havde lukket sig bag dem, tog Chresten hende i favn, knugede hende ind til sig og kyssede hende, inden hun kunne nå at komme til orde, for han vidste præcis, hvad hun ville sige, og det ville han ikke høre. Men hvad nu med far?
Selv havde han et ganske andet og langt mere presserende problem. Hvor i himlens navn skulle han få forlovelsesringene fra? Han ejede ikke kongens mønt. Og det gjorde hun vist heller ikke.
 

*

 
Hvor blev Mads af? Nu havde han gået på stranden i flere timer. Det plejede han ikke. Og hun havde netop modtaget telegrammet fra Lise og Chresten. Hun læste det for tiende gang og var stadig lige rystet. Det kunne hun simpelthen ikke vise Mads. Men det måtte hun jo, og han ville få det at vide under alle omstændigheder. Sandheden kunne ikke skjules. Det telegram.
 

”Kære Mor og Far. Vi skal forloves på lørdag. Send venligst penge til ringene.

Lise

Hun havde ikke fortalt Mads om kontakten med forstanderen forleden dag. Det kom hun nok også til. Men hvor blev han af? Hun måtte sende nogen ud at søge efter ham. Han var måske blevet syg. Den seneste tid havde han set sølle ud, og hun vidste, at han ikke sov om natten, Oftere og oftere vågnede hun ved, at han travede hvileløst om i huset.
 
De fandt ham i laden. Han havde hængt sig. De unge blev kaldt hjem, og efter begravelsen giftede de sig i al stilhed.
Nogle år senere byggede Chresten ”Kokholms Hotel”, der blev et af Danmarks fineste badehoteller.
 

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Kapitel 14

Kandestederne 1895

 
Forår. Over hans hoved sang lærken, i hans hjerte sang lykken. Solen stod højt på himlen, og det var søndag, og de havde fri. Han klemte hendes hånd og spurgte hende endnu en gang.
”Vil du virkelig give mig lov. Vil du Lise?”
”Ja,” sagde hun og standsede op og så lige ind i hans lysende blå øjne. Hun lagde en finger på hans mund, han strøg den væk, og den fandt tilbage, og nu lo hun.
”Kære Chresten,” sagde hun og tog fingeren til sig. Så forsøgte hun at gøre stemmen højtidelig.
”Jeg, Elisabeth Houkjær, arving til den bedste gård i Kandestederne og datter af den modigste mand i riget og den smukkeste kvinde i verden, tillader herved den anmassende og frække Chresten, der ovenikøbet kalder sig Kokholm, at fri til sig. Hvis det altså sker med maner.” Hun smilede skælmsk, og han lovede at følge alle skrevne og uskrevne regler.
”Så værsgo, min ven!”
Og hun rankede sig foran ham.
Han lo og faldt på knæ i den sorte lyng, der ikke havde det fjerneste begreb skabt om forår og stak nederdrægtigt gennem de tynde sommerbukser. Han bed smerten i sig og greb hendes hånd, som han højtideligt kyssede.
”Så tilspørger jeg dig, du skønneste mø i Vendsyssel …”
”… i Danmark,” afskar hun ham heftigt.
”I Danmark ja, ja … om du vil være min brud.”
”Ja, Chresten, jeg vil være din brud. Men jeg siger ”ellers tak” til navnet Kokholm. Vi beholder Houkjær. Det rækker til dig også.”
”Aldeles ikke. Kokholm er mit navn og skal også være dit, min ven, og gården Houkjær skal omdøbes til gården Kokholm.”
Han rejste sig og lo, og hun vendte sig og løb. Nu var hun ved milens udkant og allerede så småt begyndt at klatre mod toppen af det første sandbjerg. Han blev stående ubevægelig og betragtede hende. Kjolen havde hun heftet op, og han kunne se de fine hvide lægge og føle deres blødhed i sine hænder.
Så rev han sig løs og satte i løb.
Da de hen under aften nåede tilbage til Houkjær, var de temmelig solskoldede og ligeså forlegne. Det var blevet meget senere, end de havde tænkt sig, men der havde været så meget at snakke om, nu hvor de var blevet enige om det vigtigste. Eller næsten enige. For der måtte bides skeer med det pigebarn. Han smilede indvendigt ved tanken om de kommende skærmydsler, som han nok skulle vinde hver og en. Hun var en pige, der vidste hvad hun ville, og det var godt. Men han var også en karl, der vidste hvad han ville. Og det var endnu bedre.
Da han for måneder siden var blevet færdig med at bygge den ny redningsstation, var formålet med hans ophold i Kandestederne fuldført, og han havde officielt ingen grund til at blive hængende. Men der var Lise. Og han fandt hurtigt tømrerarbejde på gårdene, for han var en svend, der kunne sit kram, og det rygtedes. Desuden havde han sin gode uddannelse, som han ganske vist havde fået på Vallekilde Højskole. Men det var just det fine ved det: på højskolen forenedes åndens og håndens arbejde, og det var med faglig stolthed og en solid ballast af almen viden, han havde forladt Vallekilde.
Sit logi på Houkjær havde han også kunnet beholde, om end det forekom ham, at Mads så skævt til ham. Og noget venskab mellem de to var det ikke blevet til. Men Elisabeth eller Lise, som hun blev kaldt, havde fra første stund haft et godt øje til ham. Og han til hende. Det var som det skulle være.
Der blev spist på klokkeslæt på gården. Kl. 18.00 om aftenen, og nu var tidspunktet allerede let overskredet. På grund af dem. Og Lise havde vel aldrig før skulket fra sine pligter i køkkenet.
Chresten satte sig i lænestolen over for Mads og ventede. Lise var gået ud til sin mor. De talte lavmælt sammen derude, ingen vrede stemmer. Og Mads sad da også helt roligt og læste sin avis.
Men tavsheden virkede trykkende, og Chresten holdt den ikke ud. Han var vant til at være ligefrem og tale åbent om alt. Det var hans natur. Men folk her på egnen var anderledes, og meget, som burde frem i lyset, fik lov at leve i det skjulte.
I det samme besluttede han at bryde tavsheden, og kunne vel ligeså godt sige det hele som det var. Alt for længe havde han og Lise gået og puttet med det, tænkte han og kastede sig ud i det.
”Jeg regner med, at jeg har arbejde året ud,” begyndte han for ikke at tage tyren ved hornene lige med det samme.
”Hmm … jaså,” kom det uinteresseret fra lænestolen overfor.
”Og det er godt, for jeg har friet til Elisabeth.”
Mere hovedkulds kunne han ikke springe ud i det. Og det blev da også en solid maveplasker. For der kom der ikke en lyd fra stolen. Og avisen hævedes, så den dækkede hele ansigtet.
”Mads Houkjær” fortsatte han ufortrødent, ”jeg er forelsket i din datter og agter at gifte mig med hende.”
”Det har du ingen ret til.”
”Skal man have ret til det?”
”Ja. Og det har du ikke.” Mads talte meget lavt, men tydeligt.
”Og hvad skal jeg gøre for at få den ret.”
”Ingenting. Du er jo ikke herfra.”
”Nej.”
”Nej vel, og så snakker vi ikke mere om det. Men du må nok finde dig et andet logi.”
 
Middagen blev en sær forestilling, syntes Chresten og tænkte, at der her var nogle gamle skikke, der måtte ryddes af vejen. De levede for pokker ikke i middelalderen, og forældrene kunne ikke gifte deres børn til højre og venstre, som det passede dem.
”Ville det ikke være en god ide at sende Lise på højskole. Det kan hun lære meget af.” Chresten tvang et smil frem til Mads.
”Hun har lært det hun skal af sin mor,” sagde Mads og skar en alt for stor luns af flæsket og proppede den i munden. Gid du må kvæles, tænkte Chresten og rettede skyndsomt sig selv. For ingen skulle jo kvæles, luften skulle renses, det var alt, og meget tydede på, at det måtte blive hans opgave.
”Er du enig med Mads, Karen Marie?”
”Vi plejer ikke at være uenige, bette Chresten.”
”Og du Lise, er du altid enig med din far?”
”Vi plejer ikke at skændes, hvis det er det, du mener,” sagde Lise og lød mere spag, end hun plejede.
”Et skænderi kan ellers rense luften,” mente Chresten.
”Luften er ren nok til os.” Mads mosede en kartoffel, den blev helt tværet totalt ud i bunden af tallerkenen og Chresten fik en sær fornemmelse af, det det var ham, der var den kartoffel.
”Ja, undskyld.”
”Og nu vi er ved det, så kan du ligeså godt høre det. Karen Marie og Lise ved det jo, selv om de måske ikke står ved det lige nu. Lise skal giftes med en fra en gård, vi kender til.”
”Og er der nogen i kikkerten? Ja, det kunne jo være rart at vide. For en frier, altså.”
”Ja, det kan du bande på, der er.”
”Jeg bander aldrig,” sagde Chresten. Han rejste sig og vendte sig mod Karen Marie. Så takkede han for maden og gik ud.
Lise rejste sig også og mumlede et ”tak for mad”, hvorefter hun forsvandt.
”Ja, så er vi ene,” kom det ret overflødigt fra Mads, og han skottede lidt sky til Karen Marie.
”Ja, såmænd,” svarede hun og sukkede.
”Den hvalp har friet til Lise.”
”Det ved jeg godt.”
”Hvad siger du? Hvor ved du det fra?”
”Jeg kender Lise, og hver dag har jeg set det nærme sig, og i dag er det altså kommet så vidt.”
”Men det har du jo ikke sagt et ord om til mig, Karen Marie.”
”Nej, Mads, ville du gerne have vidst det?”
”Det hele er ved at gå i hårdknude. For du ved jo lige så godt som jeg, at Lise skal have Peder til Klarup.”
”Han er hendes fætter,” sagde hun.
”Ja, netop. Ham kender vi, og vi ved, hvad han dur til.”
”Det ved du ingenting om. I den gård er det Ole, der regerer, og hverken Marie eller Peder har meget at skulle have sagt.”
”Fik Ole måske ikke Elise godt gift til Hesselholt. Han ved, hvad han gør.”
”Måske, men ved du, hvad du gør?”
”Ja, selvfølgelig.”
”Nej Mads, du ved slet ingenting,” sagde hun, rejste sig og gik ud i køkkenet. Og nu kom han slemt i vildrede, for skulle han gå efter hende og snakke hende til rette. Eller skulle han tværtimod lade tiden gå og se, om ikke tingene faldt på plads. Jo, det var vel det, han skulle. Nu vidste de besked om hans planer, og så havde de at rette ind. Han var vel stadig husfaderen.
Vreden kogte i ham, og nu ville han gå til Klarup og få en alvorlig snak med Ole, og så måtte de stå last og brast og forhindre at gode, solide planer kuldsejlede for øjnene af dem. Det gjaldt jo børnene og gårdene. Det kæreste, de ejede.
 
Ole var ene, da han kom. Det passede Mads udmærket, alt blev så sært forplumret, når kvindfolkene var til stede. De blandede sig. Alligevel spurgte han jo til hende.
”Marie, jo,” sagde Ole tøvende, ”hun … er på Krøggården. Hendes mor er sølle for tiden.”
”Jaså,” sagde Mads, ”jeg kom ellers for at snakke med dig om min pige. Og om din Peder. Hvor gammel er han blevet?”
”Peder er 27 nu, så han er jo karl.”
”Og vi har aftalt giftermål, det husker du nok, bror?”
”Det husker jeg. Men har vel ingen hast med det.”
”Det haster. Hun har kastet øjnene på den her tømrer fra Harboøre.”
”Kokholm?”
”Jo.”
Ole så et øjeblik forlegen ud, han så hen på Peder, der ikke havde mælet et ord, skønt snakken var om ham. Nu blev han spurgt.
”Hvad mener du, Peder?”
”Jo … det …”
”Sig det nu bare knægt!”
Peder dukkede sig og så ud ad vinduet, det var tydeligt, at han ikke ville indblandes.
”Jeg mener jo nok, at du og Lise, ikke sandt?” Kom det lidt forsigtigt fra Mads.
”Jo … men … det …,” blev det til.
Men inden de nåede at trække flere ord ud af karlen, stod Marie i stuen, og det var tydeligt, at hun var vred. Hvad mon hun hidsede sig op over, tænkte Mads forundret. Hende, der altid lo. Nu lo hun sandelig ikke.”
”Goddaw Marie,” sagde Mads og gjorde stemmen blød: ”hvordan har hun det så i dag?”
”Hvem?” Marie svarede ikke på hans hilsen.
”Christiane, selvfølgelig, hun er jo sølle.”
”Det kan du selv være. Hun fejler i al fald ikke noget. Var da med til mødet.”
”Mødet?”
”Ja, kvindfolkene er begyndt at rende til møder på skolen,” vrissede Ole.
”Ja, ja, jeg ved det. Håndarbejdsforeningen. Det har mine kvinder også uglet om. Men de kan vel strikke deres hoser herhjemme.”
”Dine kvinder!” fnøs Marie.
”Ja, jo. Altså Karen Marie og Lise, og …”
Peder slugte sin onkel med øjnene. Utilpas. Stod sært og vred sig og ville sige noget, og fik ingenting sagt.
”Ja, og det er skam meningen, at karlene også skal til at mødes på skolen, ” kom det triumferende fra Marie.
Ole og Mads så forskrækkede på hinanden. Men nu tog Peder ordet.
”Ja, far, det er lærer Wirring. Han begynder … øh … vi begynder at mødes hver fredag aften i skolen.”
”Til hvad?”
”Til gymnastik. Og … og til foredrag.”
”Foredrag!”
”Ja, det er sådan noget med oplysning om bøger og politik og den slags.”
”Den slags! Hvad i al verden skal karlfolk med den slags?” Mads dirrede ligefrem, men til sin forundring reagerede Ole anderledes.
”Se, Mads, det der med oplysning, det er jo godt nok. Hvis der altså er penge til det.”
”Ja, hvis der er penge, så kanske …” kom det tøvende fra Mads.
”Der er penge,” sagde Peder.
”Hør, jeg kom ikke her for at snakke om foredrag og politik og penge – men om børnene.”
”Åh, dem,” sagde Marie rask og så for første gang glad ud. ”De er såmænd blevet voksne siden sidst vi snakkede om dem. Nu kan de snakke for sig selv. Ikke sandt Peder?”
”Øh … hm … jo.” Han skottede til sin far.
”Men så sig da noget knægt!” brølede Mads.
”Jeg vil ikke have Lise!” kom det næsten som et nødskrig fra ham.
”Hvad?”
”Nej. For jeg elsker Kristine.” Nu hviskede han.
”Kristine Larsen?
”Ja.”
”Vrøvl knægt. Hun er jo et ukonfirmeret barn.”
”Ja … lidt … endnu … men ikke så ret meget længere,” nu smilede han om end lidt frygtsomt.
”Og så er hun din kusine!” næsten brølede Mads.
”Det er din Lise også … onkel.”  Peder havde stillet sig lige foran sin onkel og prøvede at se tapper ud.
Der gik engleflokke gennem stuen, og de tog deres tid.
Endelig gennede Marie dem ud af stuen med ordene: ”Jeg var vred, da jeg kom. Det så du nok, svoger. Ole vidste godt hvorfor, men det vil han helst glemme. Det skal han ikke. I alle de år har jeg forsøgt at gøre ham til at ordentligt menneske, og det er næsten lykkedes. Men ikke helt. Og det sidste nyk må vi tage i fællesskab, ellers får dråberne vandet til at løbe over, og så er det slut. Forstår du det, Ole?”
Hun gjorde en pause, men inden englene nåede på ny at flyve gennem stuen kom det tørt fra Ole: ”Du mener det i morges.”
”Det var dråben ja.”
”Men hør nu, det var jo Martin, som …” kom det tøvende.
”… som det gik ud over, ja. Men det kunne så vel have været en af os. Og for resten så plejer vi at behandle vores tjenestefolk ordentligt.”
”Men han sov jo over sig, trynen,” forsvarede Ole sig lidt spagt.
”Ja, og det kan jo times enhver, men hvad var det, du gjorde Ole? Sig det selv.”
”Jeg væltede svinetønden ned over ham.”
”Mens han lå og sov ja. Og det er ikke første gang. Og det er mig, der skal knokle for at holde sengetøjet rent. Det er snart rent umuligt.”
”Gjorde du det, bror, virkelig? Hældte du …” Mads begyndte at grine, og Peder faldt i med ham, og nu grinede Ole også.
”Ja, fandeme gjorde jeg så.”
 
Det blev sent, inden Mads nåede hjem. Han havde måttet gå en lang markvandring med Ole, og sammen havde de vendt og drejet den spegede sag og det var endt med, at de måtte resignere og indse, at verden nok ikke stod til at rede med al den uorden alle vegne og mangel på disciplin. Og de var enige om, at alt var lettere i gamle dage, da mænd kunne få lov at være mænd, og kvinder respekterede dem for det.

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

 

Kapitel 13

Kandestederne 1894

Kapitel 13

Kandestederne 1894-1895
 
 
At han var nødt til at gå til havet i den slags vejr. Vestenstormen der hylede fælt. Og mørket. Og februarkulden; i nat bed den værre end nogensinde.
Uldent og tykt og varmt, tænkte Karen Marie og fandt strikkede trøjer og hoser og uldne huer, ja alt, hvad der kunne holde hans krop i live, om han skulle nødes til ikke bare at gå strandvagt, men også søsætte redningsbåden og lade sig gennembløde af de isnende bølger. Om der var strandet et skib, og det sendte sine nødskrig mod land.
”Du må snart holde op, Mads,” sagde hun halvhøjt, mens hun hjalp ham de lange skindstøvler på. Hun så op på ham og mødtes af det alvorsblik, han ødslede med i stunder som denne.
”Hører du, Mads?” blev hun ved, da han forblev tavs, og hans hårde ansigt knyttedes i kulde, og han blot virrede irriteret med hovedet, som om det, hun havde sagt, var i vejen og for resten så inderligt ligegyldigt.
Det var det ikke.
 
Mads Houkjær kiggede skråt ned på det renskurede gulv, ikke på Karen Marie, for ville ikke møde hendes blik nu. De sorte øjne kunne man drukne i, de kunne forhekse, så man blev svag. Men han behøvede ikke synet for at vide, at hun havde løsnet sit lange, kulsorte hår og ladet det falde ned over de spinkle skuldre. Han bøjede sig en smule og lod hånden stryge gennem det. Så fin hun var, tænkte han en smule fortrydelig ved tanken om al den skrøbelighed.
Så løftede han alligevel hovedet og så på hende med det mørke, der havde samlet sig i hans øjne. Og hvad var det, hun nys havde sagt og gentaget? Holde op? Skulle han holde op? Fordi det blæste til storm? Kunne han måske holde op med at trække vejret?
Men kvindfolk, tænkte han. De var så fine og sarte og gik aldrig planken ud. Det kunne han blive nødt til, og så ville han ikke tøve, men gå med åbne øjne. Ikke fordi frygten var ham ukendt. Den havde fejet gennem hans indre med sine iskoste, til han frøs og næsten blev handlingslammet. Hvor ofte havde den ikke stået ved hans side og grinet sin ondeste latter. Men så var det, han slap alle de knægtede kræfter løs og blev ondere og stærkere end døden. Så blev han stål.
Havde han måske givet op dengang, da kuglerne sang om ørerne på ham og kammeraterne? Da kanonerne tordnede, og de ikke kunne høre andet end deres egne skrig og følte smerten skære i kødet og så ødelæggelsernes brand alle vegne.
Dengang ved Helgoland. Havde han tøvet da, så var tovet knækket, og han ville have været dødens letteste bytte. Sådan var det dengang, og sådan var det nu.
Når havet derude brølede sin krigssang, så skulle han være rede og tage kampen op og endnu en gang vise, at han var stærkere end døden.
 
Ved redningshuset mødtes han med sin bror, Ole Houkjær, og sammen stred de sig ned til stranden. Det var blæst til storm i løbet af natten, og begge var blevet vækket af alarmen og havde med det vidst, at de måtte ud.
I kløften mellem de yderste klitrækker blev de standset. Her sås bølgerne brække og flyde ind, til de fyldte hele nedkørslen med deres hvide skum, og de måtte indse, at de umuligt kunne gå strandlangs. Der var ingen strand.
”Så går vi hjem … eller … ?” råbte Ole i et forsøg på at overdøve bølgernes bragen og stormens hylen.
”Det kan vi ikke,” skreg Mads tilbage, ”strandvagten fra Skagen når ikke nær langt nok.”
”Men havet går jo op over klitterne for fanden!”
Ole skubbede til ham, som om eden ikke alene kunne gøre det. Det kunne den ikke. Og heller ikke skubbet.
”Vi går i klitten, fra top til top!” Mads holdt Ole i et fast tag, så slap han ham og daskede til ham.
”Er du faldet af på den, lille bror?” brølede han.
Ole svarede ikke, skulle de gå vagtturen trods al fornuft, så skulle de ikke spilde kræfterne på overflødigt skråleri. Han tog et skridt frem, bukkede sig forover og begyndte at stride sig nordud. Mads fulgte i hans spor.
Først, da de havde gået så længe, at de måtte være på vej ind i Højen vagtdistrikt, standsede de op. Ole hev brændevinsflasken frem og rakte den til broren, der begærligt drak lange slurke af den hidsige væske. Det varmede.
”Her,” sagde han og rakte den tilbage. Også Ole lod drikkens ild løbe gennem sig.
De så det samtidig. Lyset. Lidt længere mod nord. Nær Spirbakken måtte det være. Et skib. Og det stod og huggede, mens lyset kom og svandt i de høje bølger. Var det strandet, eller var det blot kommet lovlig tæt på kysten? De stod tavse og stirrede en tid.
”Det er strandet,” afgjorde Mads. ”Vi må tilbage.”
Der blev ikke ødslet flere ord, men løbet hjem føltes som en lang smerte, der blev ved og ved. Så var de ved redningshuset, Ole begyndte at klargøre båden. Mads løb op til gården og fik fat i telefonen og varskoede folkene i Rannerød. Mandskab og heste og det hurtigt. Så løb han tilbage til redningsbåden.
 
Karen Marie var faldet i søvn. Det plejede hun ikke, når han gik strandvagt, så sad hun gerne oppe og holdt liv i kakkelovnen, så han kunne varme sig, når han vendte hjem. Hvor ofte havde hun ikke måttet tø ham op efter sådan en vinterlig uvejrsnat. Så havde han været så glad for hende. Så var hun til for ham.
Men i nat var hun alligevel døset hen i den gode varme og vågnede først ved, at yderdøren gik, og støvler skramlede over stengulvet. Gudskelov, så var det overstået for denne gang, Og han var i live. Og hun skyndte sig ud for at tage imod ham, men hørte ham, før hun så ham. Han stod i gangen og telefonerede.
Modet sank, og hun følte ingenting, kun tomhed. Og hun ville holde ham tilbage, eller … hvad ville hun? Hun fandtes slet ikke i hans verden nu, og da hun greb fat i hans ærme og ville … ja, hvad ville hun? – så rev han sig løs og styrtede ud ad døren.
 
Det varede længe, syntes brødrene, alt for længe, men så kom de, den ene efter den anden. Tavse. Klædt i varmt tøj, sydvesten trukket ned over panden og iført de lange, nye korkveste.
Så var hestene der, og båden blev rigget til, og de nervøse dyr beroliget og spændt for. Enhver kendte sine heste og vidste, hvordan de skulle få dem til at yde det utrolige, til at stride sig langs en strandbred, der ikke mere fandtes, men blot var et frådende bølgehelvedet. Ja, nu skulle hestene trækkes gennem helvedet, og de skulle selv følge med.
Søren Christensen stod ved sin hest og snakkede lavmælt til den, som var det en af småpurkene derhjemme, der var blevet ræd og nu skulle trøstes. ”Så så … og se her,” sagde han og holdt noget hen under mulen. Hesten huggede det nervøst i sig.
Så gik det mod Spirbakken. Det var efterhånden blevet morgen, og februars grå tvelys trængte langsomt gennem mørket, der dog endnu lå slørende over strand og hav. De eneste lys, der skar klart igennem tusmørket, kom fra mændenes lygter og fra de lys, som var fastspændte på hestene, og hvis hoppende flimren i det urolige hav syntes at have en beroligende virkning på de rædde dyr.
Nu var de så nær, at de kunne se lysene derude på skibet og også svagt skelne omridset. Det var en bark af en anseelig størrelse. Ved Spirbakken strakte stranden sig langt ind i landet og gik i et med milen derinde. Her var en strandbred, og yderst på den sås Spirbakkens redningsbåd, som allerede havde været i søen og nylig var trukket på land. Mændene fra Højen stod gennemblødte og tænderklaprende i bådens læside. Brændevinsdunken gik fra hånd til hånd.
”Vi har forsøgt at gøre, hvad vi kunne,” sagde deres formand, Jens Rasmussen. ”Vi kom tæt på skibet, men kunne ikke kaste tov, fordi strømmen var for strid. Vi blev slået væk flere gange, og tre af vore årer knækkede i noget rigning, der lå og flød. Det var med nød og næppe, vi nåede i land.”
”Vi går ud nu,” sagde Christen Høgenhaug. ”Og kommer vi i knibe, så ved I hvad I skal.” Han nikkede mod de fremmede redningsmænd og fik et tavst nik tilbage. Og nu bragte Christen sine mænd i stilling.
”Så skal vi ud!” brølede han, og mændene stemte ryggene mod bådssiden og fik den gamle veltjente redningsbåd gjort flot, og nu begyndte de at kæmpe sig ud over brændingen. De var trygge ved deres formand. Christen Høgenhaug havde aldrig fejlet, og han vidste præcis, hvordan de kunne undgå de brækkede bølgers knusende kraft.
Og så skete det netop, som de nærmede sig det forulykkede fartøj, at skibslasten på dækket rev sig løs og styrtede i havet.
”Se! Dækslasten er løs!”
”Så er Satan løs!”
Christen Høgenhaug så et øjeblik ud til at overveje. Han vidste, at hans ordre ville blive fulgt lige meget, hvad han forlangte.
”Vi fortsætter!” brølede han gennem brændingen og så ryggene spændes på ny og mærkede, hvordan hans mænd lagde alle kræfter i. Skibslasten, der bestod af store tømmerstokke kom sejlende lige mod dem.
”Syd!” skreg Christen, og båden bøjede af, blev løftet op på en bølgeryg og af strømmen ført væk fra den drivende skibslast.
”Og så går vi stik nord!”
Igen vendte båden en halv omgang og nærmede sig nu den store bark så meget, at de kunne høre mændenes råb og se dem stå bundne til master og hvad der var tilbage af rigningen.
”Vi går ikke tættere, men kaster dræg herfra!”
Christen greb om det lille anker og kastede. Dræget plaskede i havet. Han kastede igen. Samme uheld. Nu rejste Ole sig fra sin plads, skønt han ingen ordre havde fået. Det var uhørt, men de sad alle tavse og så på ham, da han tog dræget og kylede det gennem luften. Det landede på skibsdækket.
En af søfolkene havde allerede skåret sig fri af masten og krøb nu møjsommeligt hen til ankeret, fik fat i det og halede tovet til sig, hvorefter han krøb tilbage til stormasten. Her kunne de se ham nærme sig en stor dreng, der stod og græd højlydt. De så sømanden løsne drengen og gelejde ham hen til rælingen, men her gik der panik i knægten. Han sparkede og slog og skreg vildere end før, og sømanden måtte opbyde alle sine kræfter for at få tovet bundet om ham og verfet udenbords. Drengen ramte havet med et plask, der øjeblikkeligt slugte al hans gråd.
Mændene i redningsbåden trak af alle kræfter i tovet og fik den chokerede dreng halet hen til båden og hevet indenbords. Han hang som livløs i armene på Ole, der hastigt lagde ham i bunden af båden og på ny kastede det lille anker til skibet.
Efterhånden som de våde og forkomne sømænd blev trukket til og halet ind, sank båden dybere og dybere i vandet, der efterhånden nåede næsten til toften. Og nu skyllede bølgerne ind over den. Om lidt ville de synke.
Da lød igen Høgenhaugs kommandostemme.
”Til land. Nu!
 
Der var reddet ti mand, og de lå og spjættede på bådens bundplanker som halvdøde fisk. Det gjaldt om at få dem ind hurtigst muligt, ellers ville de være helt døde.
Ole tænkte, at han ikke kunne klare mere isnende koldt vand, og så tænkte han på, at mændene, der nu lå og sitrede i bunden af båden, havde stået i mange timer overskyllet af den ene brodsø efter den anden.
De Sømænd der var efterladte på barken, syntes ganske at have mistet modet. Man kunne se dem hænge som livløse i de reb, hvormed det havde surret sig fast.
Det lykkedes redningsbåden endnu engang at forcere brændingen uden at kæntre og nå i land, hvor de forulykkede blev modtaget af mange hjælpende hænder, de blev indhyllet i varme tæpper og lagt i de halmforede vogne, der skulle bringe dem til Højen, hvor de var ventet.
”Der er ti mand mere derude,” sagde Høgenhaug til Jens Rasmussen. ”Vi kunne ikke bjerge flere.”
”Nej, men vi går ud nu!”
Mændene stod allerede parate og fik hurtigt båden i havet. Inden dagen var forbi var 18 af de 20 søfolk reddede.
To druknede.
 
 

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Kapitel 12

Rannerød 1891

 
 
 
I Januar 1991 tiltraadte Jens Peter Jensen-Wirring. Han var født i Randers Amt og havde eksamen fra Gjedved Seminarium 1885. Wirring besørgede ogsaa Undervisningen ved Lodskovad Skole indtil Maj 1892, da Skolerne paa Grund af det stigende Børneantal fik hver sin Lærer. Wirring var noget af en Reformator. Han bragte et frisk Sus baade ind i Skolestuen og Skoledistriktet.  … Wirring var virkelig en Personlighed, der havde noget at bringe, og han og hans elskelige Kone blev meget afholdt af saavel Børnene som Forældrene. Han kom fra en grundtvigsk præget Egn og havde mødt de samme Strømninger paa Gjedved Seminarium under P. Bojsens Forstanderskab. Hans pædagogiske Forbillede var Christen Kold.
 
Jens Lampe: Træk af Raabjerg Sogns Degne- og Skolehistorie (1948).
 
 
Siden toget startede i Frederikshavn, havde Jens Peter Wirring siddet ved vinduet med blikket rettet mod landskabet, der ligesom blev trukket forbi derude, hyllet i dampmaskinens hvide tåger. Skønt det var midt om vinteren, var det sat ind med tø, og kun små snavsede driver af sne lå tilbage i lavninger og på skråninger. Et landskab så aldeles blottet, nu hvor sneen var borte, så ganske uden sminke. Som det ellers kunne trænge til, tænkte han og gøs lidt. Nøgent og gråt strakte hederne og klitterne sig for blikket, kun nu og da afbrudt af sandede marker. Grå himmel, grå klitter og smalle, sandgrå hulveje, der snoede sig ud og ind mellem de nøgne klitter og hist og her forsvandt bag mørke, forblæste fyrretræer. Selv havet, der nu og da dukkede frem i horisonten tegnede sig som en farveløs flade, der faldt i et med himlen. Og de lave bygninger, der vel engang havde været hvide, lå som spredte gråblege skønhedspletter i landskabet.
Fattigdom. Det var det, han læste. Og her skulle man virke de næste mange år. Gav det overhovedet mening at ville så sine frø i en så trøstesløs egn? Og kunne de spire og gro? For første gang, siden han søgte kaldet ved den lille forblæste skole i Rannerød, blev han grebet af tvivl.
Han skottede til Nicoline, der sad sammensunket over for ham med lille Arne på skødet. Drengen sov trygt ved hendes bryst, og hun havde ammet ham lige inden de steg på toget, der skulle køre dem den sidste strækning til Hulsig. Hun havde ikke haft mælk nok til ham, og han havde grædt sig i søvn, mens det lille tog søvnigt sneglede sig af sted. Længere og længere nordpå. Nicoline havde slået begge arme om drengen og en tid vugget ham i takt med togets tøffende bevægelser. Nu var de næsten ved vejs ende. Ved verdens ende, tænkte han modløst og rejste sig.
Toget tudede og kørte ind på perronen. Drengen vågnede og begyndte at græde, og Nicoline fik travlt med at trøste, mens Jens Peter et øjeblik stod rådvild og vaklede. Kom nu Nicoline og barnet i første række, eller var det de mange pakkenelliker? Faktisk var der alt for mange kufferter og tasker, til at han kunne bære dem ene mand. Og Nicoline skulle skånes og ikke slæbe på mere end drengen, der vejede godt til efterhånden.
Men nu dukkede billettøren op, en ung mand, som havde betroet dem, at han var fra Hulsig og som havde lovet at hjælpe med bagagen.
Hulsig Station, stod der med pyntelige bogstaver på den lille bygning, der lå klods op ad skinnerne, og hvor der havde samlet sig en lille gruppe folk i grove, mørke klæder, kvinderne med sorte eller hvide tørklæder om hovedet og mændene med skindklædte kabysser trukket godt ned over panden. De stod ganske passive som hensunkne i sig selv og syntes ikke at skulle med toget, hvis lille lokomotiv nu sukkende slap dampen ud og faldt i søvn på skinnerne.  Måske var de troppet op blot for at bese det nye lærerpar, tænkte han. Også en flok nysgerrige børn havde samlet sig og stod lidt på afstand af de voksne og kiggede på den lille familie. Det var jo heller ikke hver dag, at der ankom en ny lærer, og det var vel forståeligt, at de ville se ham an, tænkte han. Der skete vel ikke så meget nyt i det lille samfund.
Jens Peter fik omsider styr på kone og barn og bagage, og han kiggede ud over egnen, der lignede den, han har set fra toget. Her lå ikke synderlig mange huse, og man havde frit udsyn over den golde hede, hvis flade blev brudt af de tagtækte grå eller nøgne hvide klitter. Som at træde ud i et månelandskab, tænkte han, og følte sig fremmed. Fremmed. Ja, men det var han jo også. Og i denne karrige natur ville de måske ikke kunne trives, tænkte han mat.
Nu skilte to mænd sig ud fra gruppen og gik langsomt hen mod de nyankomne. Den ene var en ikke ganske ung mand med et vemodigt udtryk i de mørke øjne, som kom han for at meddele, at de desværre ikke behøvede nogen ny lærer alligevel. Den anden var en yngre mand med et imødekommende smil, som ville han sige, at det lige netop var Jens Peter, de så længe havde sukket efter.
Nå, ingen af dem sagde noget, men begge standsede op i få skridts afstand og betragtede indgående den lille familie. Jens Peter rømmede sig, og den forreste af mændene rakte hånden frem, mens den anden holdt sig en smule i baggrunden.
”Velkommen skulle jeg vel sige,” sagde manden stadig med sit smil på læben, ”Mit navn er Janus Hesselholt. Og her siger vi for resten du til hinanden.”
Nu trådte den anden mand hastigt et skridt nærmere og præsenterede sig som Christian Larsen, klitfoged. Også han ville byde dem hjertelig velkomne til det vigtige kald som lærer for alle børnene i Hulsig, Rannerød, Starholm og Kandestederne. Ja, og da for resten også i Lodskovad, føjede han til.
”Det lyder, som om jeg får klassen fuld,” lo Jens Peter og forsøgte at gøre sig fri af det mismod, der havde sneget sig ind i ham under togturen.
I det samme svingede en kalechevogn med to heste ind på pladsen, og en ældre herre med skarpe ansigtstræk og et hvast blik sprang adræt ned fra kuskesædet.
”Ole Houkjær. Sognefoged. Og De er så vores nye lærer.” Sagde han.
”Og Janus har netop lært det unge menneske at vi her på egnen siger du,” brød Christian Larsen ind, endnu inden Jens Peter havde nået at svare.
”Ser man det. Ja, ja, de unge er sat i verden for at demoralisere den,” kom det sindigt fra sognefogeden, men stemmen var ikke skarp som blikket, og Jens Peter skyndte sig at lade nogle harmløse bemærkninger falde, hvorefter det lille selskab begav sig hen til sognefogdens vogn.
Lidt senere kørte de op foran et større stuehus, hvor de blev modtaget af gårdens øvrige indvånere og en del indbudte gæster, for nu skulle der spises og drikkes, og tilflytterne skulle tydeligvis vejes og vurderes af det lille samfund, de fra nu af skulle være en vigtig del af.
 

*

 
Endnu var der tid, tænkte han, da han nogle dage senere gjorde status over sit nye rige, hvor han skulle herske som enevældig. Omhyggeligt gennemgik han indholdet i den lille skolestue.
”Væk med det forældede og ormstukne bras,” mumlede han, mens han samlede gamle slidte regnebøger og ubrugelige læsebøger sammen i et hjørne af skolestuen.
”Se bare, min ven! her har vi noget, vi kan varme os med de kolde vinteraftner,” sagde han til Nicoline, som netop viste sig i døren.
”Jens Peter, du samler ved til dit eget bål,” sagde hun i en blanding af ængstelig alvor og forsigtig morskab. Så typisk hende, tænkte han og gik hen til hende og lagde sine arme om hende. Hans dejlige kone.
”Vi to skal arbejde her, du og jeg, men her er blot ingenting at arbejde med,” sagde han.
”Børnene,” foreslog hun.
”Ja, du har ret. Børnene. Så snart jeg får dem indenbords, skal vi sagtens holde skuden oven vande, for ser du, alle børn er små levende mirakler.”
”Men indtil du kom, levede de små mirakler under jorden som blinde muldvarper, og nu vil du drage dem op i lyset. Er det det, du vil sige?”
”Hm … sådan omtrent.”
”Jens Peter,” hun strøg ham over kinden, ”du skal gå varsomt frem.”
”Ja, det ved jeg, men jeg vil alligevel gå frem, ikke tilbage. Fremskridt, det er, hvad de trænger til her i Rannerød og Hulsig.”
”Plus alle de andre steder.”
”Ja.”
”Og hvad gør du så? Laver oprør?”
”Ja, mindst.” Han strøg hende over håret. ”Nej min ven, men jeg indkalder sognerådet og de forældre, der er interesserede, til et møde i skolestuen.”
”Det er måske en god ide. Men husk: det her er en lille landsbyskole og ikke nogen højskole.”
”Nej, men det leger vi.”
”Leger? Bliv dog voksen, Jens Peter!”
”Aldrig i livet.”
 

*

 
Efter det første møde i skolestuen, vidste Jens Peter ikke ret, om han havde vundet eller tabt. Og da han spurgte Nicoline, svarede hun med et smil, at der slet ikke havde været nogen dyst.
”Nej, men det er jo netop det. Synes du ikke, at det var underligt. At de slet ikke syntes oprørte.”
”Og du gjorde dig endda sådan umage, stakkels Jens Peter. Stillede dig an i fuldt harnisk og så var fjenden det  frommeste lam.”
”Åh, nu gør du nar. Men hør: jeg forsøgte ærlig og redeligt at æske dem til kamp. Alt det jeg remsede op om udslidt inventar og ubrugelige læremidler og forældede undervisningsmetoder. Det prellede jo af på dem. De sad bare og lyttede. Jeg har ellers hørt, at Vendelboer er stridbare.”
”Hvad havde du forestillet dig?”
”Alt andet end denne kølige accept.”
”Accept. Du tager fejl. Lagde du slet ikke mærke til deres minespil?”
”Jo, men hvorfor sagde de ikke noget?”
”Det kommer, Jens Peter, giv dem tid.”
”Tid? Men tiden er jo som gået i stå her.”
”Vær du blot glad for, at de så godt kunne lide dig.”
”Det kunne de da ikke.”
”Jo vist kunne de så. Det var tydeligt.”
”Jeg har en underlig fornemmelse af, at fremtiden ikke bliver nogen dans på roser for os to, lille Nicoline.”
”Hvad skulle vi også med sådan en dans, kære ven, roser stikker noget så hæsligt. De er fulde af torne.”
 
Han ville gerne begynde sin undervisning straks, og aftalen med sognerådet blev da også, at han skulle have sin første time med børnene efter en uges tid, hvori han så kunne forsøge at få fodfæste i det lille samfund. Noget i den retning havde sognerådsformanden foreslået. Jens Peters forgænger Christian Bitsch havde kun været ganske kort tid i embedet, så var han rejst videre til et bedre kald i Klitlund. Og børnene havde været uden lærer i længere tid nu, men alligevel forekom det Jens Peter, at ingen ligefrem syntes at det hastede med den skolegang. Hastede? Nej, det ord fandtes vist ikke i Hulsig. Her gik alt sin sindige gang, så meget havde han da forstået allerede. Det går nok, den lille sætning lå ligesom på alles læber.
Endelig kom den første skoledag.
 
”Mit navn er lærer Wirring, det kan I jo hurtigt lære, ikke sandt? Det er meget sværere for mig, der skal lære så mange navne.”
Hans ord blev mødt med en dødsens alvor, som havde han forkyndt, at han om lidt ville slagte hele klassen og ikke blot prøve at være morsom.
”Endnu kender vi jo slet ikke hinanden,” fortsatte han og forsøgte at give stemmen en lys og venlig klang, ” men bare rolig, det kommer vi til, for jeg har tænkt at blive hos jer meget længe. Og jeg håber, at vi bliver rigtig gode venner.”
Han så igen ud over de mange børn, der sad strunke og uden at fortrække en mine i de alvorlige ansigter. Hvert eneste barneblik var stift rettet mod ham.
”I dag skal vi ikke arbejde, senere skal vi alle sammen være rigtig flittige. Men nu skal I høre: jeg har taget en bog med, som jeg vil læse for jer, og bagefter så snakker vi om, hvad vi har hørt. Synes I ikke det lyder morsomt?”
Han læste vantro i de mange små, lukkede ansigter. Men fik ikke noget svar.
”Ja, det er ikke forbudt at åbne munden. Ikke engang strafbart,” forsøgte han at spøge videre, men han så børnene fare sammen ved ordene. Og pludselig gik det op for ham, at de var bange. For ham?
”Er I bange for mig?”
Nu nikkede de.
”Det er da mig, der skal være bange for jer, synes I ikke? Jeg kommer som en fremmed her, ja helt nede fra Randers og er ene mand. I er mange og kommer fra Hulsig, og Rannerød og Starholm og Kandestederne.”
Igen denne tavshed.
”Jeg vil gerne, at i det mindste en af jer rejser sig op og fortæller mig, hvad I frygter. Det kan da ikke være mig.”
En lille spinkel dreng rejste sig. Der gik et gisp gennem børneflokken, men drengen blev stående, selv om han trippede usikkert.
”Hvad hedder du, lille ven?”
”Martin Mikkelinus Simonsen og jeg er fra Lundholm.”
”Det var vel nok et flot navn. Og hvad vil du fortælle mig?”
”Hvor er din stok og dit ris?”
”Jeg er for ung til at gå med stok, og riset bruger jeg kun til fastelavn.”
Nu lo de. Forsigtigt.
”Sæt du dig bare ingen, min lille ven.”
Han så ned over klassen. ”Der er ingen her, der vil slå jer.”
”Og hvad så, hvis vi ikke kan vores salmevers og lektien?” var der en der spurgte.
”Salmerne synger vi os til, og I skal ikke have lektier for.”
Nu gik der et sus gennem den lille skolestue, og Jens Peter tog bogen frem.
”Og i dag skal I bare lytte.”
Og han begyndte at læse. Han så nok, at et par af drengene slumrede sødt nogle minutter senere og tænkte, at de sikkert havde mere brug for søvn end litteratur og lod dem sove. De havde uden tvivl været alt for tidligt oppe i morges for at hjælpe til i stalden. Det med stalden sluttede han sig til efter lugten.
Den må jeg se at vænne mig til, tænkte han og læste videre.
 
Samme aften fik han besøg.
”Der står en mand uden for døren, og han ser ikke glad ud,” sagde Nicoline. I det samme bankede han på. Hårdt, som ville han slå døren ind.
”Kom indenfor,” sagde Nicoline, da hun havde åbnet døren og sendt ham sit venligste smil, som han dog ikke gengældte. Han var ret ung, tænkte hun, men havde noget mørkt og tungsindigt i blikket, der gjorde ham ældre.
”Jeg skal bare snakke med læreren.”
”Ja, men han bor skam også her. Sammen med mig.”
Hun rakte hånden frem imod ham, og han trykkede den meget hårdt. Det her er vist en rigtig vendelbo, tænkte Nicoline, så bliver Jens Peter da glad.
Det blev han nu ikke. Men heller ikke bedrøvet. Mest af alt blev han forundret. Der var ikke meget plads i den lille stue og magelige møbler ejede de ikke, så Jens Peter pegede på en stol ved bordet og satte sig selv overfor på den smalle vægbænk.
”Det er rart, at nogen kan finde hertil,” sagde Jens Peter, ”Vi er ikke forvænt med gæstebesøg.”
”Jo. Men jeg kom nu mestendels, fordi jeg har hørt af min dreng, at du ikke underviser, men læser højt for børnene af morskabsbøger.”
”Robinson Kruse er nu ikke det rene morskab. Den handler om livsmod og udholdenhed og om at overleve trods modgang. Det kan enhver dreng og pige lære noget af.”
”Hmm … du mener måske, at vi herude lever som de vilde, eller hvad?”
”Jeg kender ikke Hulsig godt nok til at udtale mig om folk. Men jeg synes jo nok, at naturen kalder på både mod og kræfter.”
”Jo. Det kan være rigtigt, men både modet og kræfterne skulle gerne komme til os som en velsignelse fra Herren.”
”Ja, der er vi jo ikke uenige. Men en egen indsats er vel også nødvendig.”
”Jo, nok.”
”Det ender med, at vi bliver gode venner.”
”Vi er ikke ude efter fjendskab. Jeg vil bare sige til dig ansigt til ansigt, at vi ikke er vant til, at børnene skal sidde og høre på den slags ukristelig læsning.”
”Nej, men det er sundt at blive af med sine vaner, især når de er dårlige.”
”For der er jo ikke noget kristeligt indhold i den slags bøger, vel?”
”Jo vist er der det. Bogen er gennemsyret af en moralsk tankegang, præget af kristendommen.”
”Præget af, ja, det lyder jo fint, men min dreng siger, at den Herre Jesus Kristus ikke nævnes med et ord.”
”Nej, det får vente til religionstimerne.”
”Religion? Jeg taler om kristendom.”
”Ja, og jeg har forstået, at vi to taler ved siden af hinanden. Måske kunne vi så mødes på midten?”
”Det tvivler jeg på. Men jeg vil da bede for dig. At du må omvendes.”
”Det behøver du ikke.”
”Og så vil jeg håbe, at også du vil bøje dig og blive en del af Det Hellige Samfund.”
”Indre Mission?”
”Hmm … jo, det er et andet ord for det.”
 
De nåede ikke frem til noget åndeligt forlig, og da de blev ene, trak Jens Peter vejret lettet, og samtidig havde han en underlig mavefornemmelse, han ikke brød sig om. Han vidste i forvejen, at Indre Mission stod stærkt i de fattige egne mod nord, og først senere fandt han ud af, at missionen ikke havde antændt særlig mange i det lille landsogn. Kun nogle få gårde hørte til det, de kaldte Samfundet. Og opslidende åndelige skærmydsler slap de vel for. Bønderne i Hulsig bekendte sig ikke til nogen af de to stridende parter i tidens kirkeliv. Noget egentligt kirkeliv kunne man for resten dårligt tale om al den tid, at landsognet ikke ejede en kirke, og vejen til Raabjerg Kirke var lang og besværlig. Og i kolde vintre umulig.
En søndag, hvor solen skinnede smukt, og vinden for en gang skyld havde lagt sig, besluttede Jens Peter og Nicoline at vove sig ud på den besværlige kirkevej, som gik tværs over den store Studeli Mile.
”Se, Nicoline! disse mægtige sandbjerge der forude skal bestiges, for at vi kan komme til kirken. Er det ikke morsomt? Jeg tror, at vi stille og roligt vil afkristnes på den her egn.”
”Med mindre, kære ven, at du slutter fred med det Simonsenske jubelkor. For Missionen trives åbenbart glimrende i kirkeløse egne.”
”Den trives navnlig på kirkeløse steder, min ven,” lo Jens Peter og tog hendes hånd og trak hende med sig.
”Kom! Det er nu, vi skal agere bjergbestigere.”
De løb som to kåde børn op ad den stejle klitvæg. Så var de på toppen.
”Se Jens Peter, vi er ikke ene i ørkenen,” sagde Nicoline og pegede ud over sandet, der bredte sig foran dem, og hvor nu en lille gruppe mennesker blev synlige. Som sorte myrer, tænkte Jens Peter, mens han så dem kravle op på en stor, hvid klittop.
”Tror du, vi er kommet til Sahara?”
”Mindst.”
”Og se, der fremme vandrer en horde vilde beduiner,” sagde Nicoline med forstilt rædsel i stemmen.
”Beduiner er et nomadefolk, og de er ikke vilde,” sagde Jens Peter, og nu så de den lille karavane standse op og lejre sig i det kolde sand.
”De er i al fald ikke rigtig kloge,” fastslog Nicoline.
Nu rejste en af de sorte myrer sig og gik hastigt hen over sandsletten og lige frem imod dem og viste sig at være et menneske. Jens Peter genkendte Starholmbonden Peter Hjort og tog til sin hat. Manden hilste igen.
”Jeg syntes nok, at det måtte være vores skolelærer og hans kone. Det sagde jeg også til Georgine. Det er kendte folk, sagde jeg, og vi besluttede at vi ville slå følge med jer, hvis I da synes.”
”Det gør vi bestemt, sagde Nicoline, ”så er vi flere til at forsvare os mod fjendtlige beduiner.”
”Hvabehar?”
”Min kone leger. Hun bliver vist aldrig voksen.”
”Og det skulle komme fra dig,” lo Nicoline.
”Hmm … ja, se det er jo en sag, vi snakker om her i Hulsig. Er vores lærer i grunden rigtig voksen.” Peter Hjort så på Jens Peter, med sine klare vandblå øjne, hvori der glimtede et smil.
Jens Peter rømmede sig og sagde: ”for nu skyndsomt at springe til et andet emne, så vil jeg lige bemærke, at jeg har mere end et spørgelystent barn i klassen, og to af dem er dine.”
”Det kan jo så kun være Peter og Karoline.”
”Netop.”
”Spørgelysten, sagde du, ja, det er de blevet på det sidste, man skulle tro, de havde fået en meget mærkelig lærer, der stiller flere spørgsmål end han giver svar.”
”Jeg svarer altid så godt jeg kan. Men børn er kloge, og de stiller kloge spørgsmål, og det er bedst de lærer at gruble selvstændigt over verdens indretning i stedet for at få serveret vores fastlåste meninger om alt mellem himmel og jord.”
”Ja, men vi klager nu heller ikke.”
”Det er der andre, der gør.”
”Missionsfolkene.”
”Ja.”
”De ser jo nok en af disse hersens skrækkelige grundtvigianere i dig.”
”Jamen, så er de jo ligefrem skarpsindige. Det havde jeg dem ikke mistænkt for.”
Mens de snakkede, havde de indhentet den lille flok.
”Min kone kender I jo, og de andre store og små er vore børn. Dem har vi en Guds Velsignelse af. Ni styk for tiden, og vi regner da inderligt med, at Vorherre under os flere.”
”Men hvor har I gjort af jeres lille Arne?” spurgte Georgine.
”Ham vovede vi ikke at slæbe ud i Saharas ørken,” sagde Nicoline.
”Ja, de kan jo være for små,” sagde Peter Hjort og tog den lille Georg op i sine arme. ”Og så går vi, så vi kan nå kirken, inden gudstjenesten er forbi.”
 

*

 
Andreas Peter Gaardboe svingede lystigt med stokken og så op i den klare blå himmel, hvor vintersolen stod og lyste blegt, men dog som en garant for, at varmen og lyset var på vej. Selv var han også på vej, tænkte han. Til kirke. Til sin egen kirke, vel at mærke, for vist ejede han ikke blot noget af den bedste jord i Raabjerg, men den smukke Raabjerg Kirke var også hans ejendom og havde været det i generationer.
Det havde ikke altid været let at finde en egnet præst til det forblæste sogn, og mere end en havde været direkte uduelig og en enkelt sindsforvirret. Nu var det omsider lykkedes at finde et ubeskrevet blad så at sige, og han havde vel grund til at være fornøjet med den ganske unge pastor Jensen. Han kendte ham ikke endnu, men håbede, at han kunne blive en solid modvægt til de religiøse stormvinde, der piskede hen over egnen for tiden.
Pietistiske strømninger, som rettelig hørte hjemme i et fjernt århundrede og ikke her i det oplyste nittende århundrede. Metodisterne havde næsten erobret hele Aalbæk, og resten af sognet var sovset til i den indremissionske søbemad.
Underligt. Han havde skrevet lærde værker om egnen og dens befolkning, og skønt han vidste og egentlig fandt det ganske pittoresk, at de var overtroiske og holdt fast ved gamle, halvt hedenske forestillinger, så havde han ikke regnet med, at de ville falde pladask for disse snæversynede religiøse retninger, der var fælles om at fordømme sandhedssøgende menneskers nøgterne livssyn. Ja, som faktisk forviste forstanden til affaldstønden.
Hvor var det klarsyn, han havde forsøgt at indgive dem? Han tænkte på sin ungdom, hvor han havde haft sin gang på alle gårdene i Raabjerg for at råde bod på, at der ingen skoler fandtes i sognet. Som løbedegn og også senere havde han just villet uvidenheden og dumheden til livs.
Han mærkede humøret svinge fra smukt til gråt, og det var med sure tanker, han storkede frem mod den lille kullede kirkebygning.
Der stod en lille gruppe mennesker foran kirkedøren, og han så til sin glæde, at en af dem var Peter Hjorth fra Starholm. Så var der da mødt et fornuftigt menneske op.  Ud over familien Hjorth var der et ungt par, som han ikke mente at kende. Vel nye på egnen. Han forsøgte at fortrænge surheden, men nåede det ikke, før en kone hyllet i et langt sort sjal og fulgt af en stor gruppe mennesker trængte sig på bagfra.
Han mærkede hende i nakken og vendte sig om.
”Goddag, Andreas Peter,” kom det sukkersødt fra det sortklædte kvindfolk, som han nok syntes, han kendte, men ikke lige huskede navnet på.
Han tog til sin hat og hilste høfligt og nikkede mod flokken. Konen kniksede let, og den lille flok hilste i mumlende kor. Det var alle egnens missionsfolk, så han nu, de var altså troppet op for i samlet flok at vurdere deres nye præst. Den stakkel. Han håbede, at de blev grundigt skuffede.
Konen gik nu et skridt frem og kom betænkeligt tæt på hans ansigt, han mærkede hendes syrlige ånde og en ramme lugt af hønsegård og trådte hastigt tilbage, og nu forsatte hun med sin honningstemme: ”Andreas Peter, elsker du Jesus?” Hun så ham lige ind i øjnene. Også de andres blikke var stift rettet mod ham.
”Nej, der må jeg melde pas,” sagde han, ”men jeg holder meget af kirken.”
”Vi er mange, som elsker Vor Frelser af et rent hjerte,” sagde hun og hele flokken galede et højlydt ”Halleluja!”
”Ja, det kan jeg ikke forbyde jer,” sagde han roligt, ”bare I holder den elskov for jer selv.”
”Det gør vi ikke. Vi er sat her på jorden for at udbrede hans navn og hellighed. Og vores håb er at få dig, Andreas Peter ind i vort hellige samfund.”
”Jaså, I er altså ude på at gøre den stakkels Helligånd arbejdsløs?”
Han smilede til dem og vendte sig om og skred hastigt op mod kirkedøren, mens den sortklædte gruppe blev stående tilbage ved kirkelågen og sandsynligvis nu var i færd med at lægge en strategi for deres kamp.
Peter Hjorth gik ham i møde og de to hilste på hinanden som gode venner. Hjorth vendte sig om og præsenterede de unge folk fra Rannerød.
Derefter lagde han en hånd på Gaardboes arm: ”Og her ser I Andreas Gaardboe, som vi er så stolte af. Han er nemlig nylig blevet hædret med Dannebrogsordenen, og så er han egnens mest geniale videnskabsmand.”
”Hvilket ikke siger alverden, al den stund jeg også er den eneste,” kom det beskedent fra Gaardboe.
”Videnskabsmand? Ja, men det er dog en smuk mission,” sagde Jens Peter.
”Nå … ligefrem mission. Det overlader jeg til dem der,” og han pegede mod flokken, som nu skulder ved skulder bevægede sig op ad den smalle gang til kirken.
 
Han kunne prædike, det måtte man lade ham. Ingen kunne så vist sove til den tale. Og det var jo en god egenskab, tænkte Gaardboe, der havde takket nej til kaffe i præstegården og nu bevægede sig mod sin gård.
Men ellers var manden da vist ikke så lidt af en drømmer og romantiker. Gaardboe fik gåsehud ved tanken, og spurgte sig selv om det var muligt, at Grundtvig var på felttog i Raabjerg Sogn. Det var i al fald noget ganske nyt og unægtelig en smule foruroligende, men ved nærmere eftertanke uomtvisteligt sandt. En prædiken med så stor intensitet og så mange stærke følelsesudbrud. Og et historiesyn, der var så aldeles ude af proportioner og ganske uforeneligt med videnskabelig objektivitet. Den rene romantik altså.
Ja, ja, grundede han og stødte stokken mod en lille sten på vejen. Den fløj op i en bue og landede langt ind over marken. Hm … ja, sandelig om de ikke havde fået en vaskeægte grundtvigianer på halsen. De blev da også angrebet på alle fronter i denne tid.
Ha ha, han lo lidt, nu fik de indremissionske sandelig kam til deres hår. Han kunne ikke lade være at godte sig ved udsigten til de skærmydsler, der måtte følge.
Men i det samme sukkede han højlydt ved en anden tanke, som trængte sig på: Det var tydeligt, at missionsfolkene havde været i stort oprør, da de for lidt siden forlod kirken. Der ville de ikke sætte deres fromme fødder mere. Og inden længe kom kirken til at stå uden præst.
Igen.
 

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

 

Kapitel 11

Hulsig 1889

 
Fra 1872 til 1887 havde Lars Jensens Enke Kirsten Madsdatter Gaarden, og i denne Tid blev den ikke synderligt forbedret. Kreaturbesætningen ved Gaarden vedblev vel at være lige mange til Tal, men var nu mindre og gennemgaaende daarligere end i Lars Jensens Tid, hvilket for største Delen havde sin Grund i at Kalvene altid blev for daarligt opfødte i det første halve Aar, og Kirsten Madsdatters store Tilbøjelighed til at sælge de bedste Kreaturer bort af Besætningen, hvilket lykkedes hende alt for godt, lokket af de i Forhold til Kreaturernes Beskaffenhed meget høje Priser, som hun altid fik dem betalt med. Lars Jensen og hans Enke klarede sig godt ved Gaarden. Lars Jensen byggede en ny Lade i Aarene 1862 og 1865, og Lars Jensens Enke resten af Laden i 1872 og 1879.
Ved Skøde af 23 December 1887 overdrog Lars Jensens Enke Gaarden Hesselholt til sin Søn Janus Jensen Hesselholt for den Sum 5050 Kr., hvilket var en Udbetaling til min Broder, Mads Larsen Hesselholt af 4000 Kr. og en Aftægt til Moder ansat i 5 Aar til 1000 Kr. og Begravelsesomkostninger 50 Kr. = Aftægt i alt 1050 Kr. Til Gaarden hørte den Gang foruden Pudemarken 2 Klit- og 1 Hedelod, der tilsammen havde en Størrelse af 10,452 Kvadrat Alen eller 747 Td. Land foruden Pudemarken ….
Da jeg overtog Gaarden havde den en Besætning af to gamle Heste, 8 Køer og 8 Ungkvæg i alt 16, som vare meget smaa og daarlige, den bedste Ko kunne jeg kun blive budt 70 Kr. for, desuden var her 16 Faar. Avlsredskaberne var middel gode, Vogn, Plove og Harver var dog daarlige. Bygningerne vare: Rollingen gammel lille og daarlig, Laden god og middelstor. Desuden hørte til Gaarden et lille Hus assureret en Gang for 400 Rdl. Assurancesummen for de øvrige Bygninger vare: Laden 1950 Kr., Rollingen 900 Kr. Tilsammen 3650 Kr.
 
Det var sommer. Også på Hesselholt. Og Kirsten havde travlt. Hun havde altid travlt. Det havde hun haft siden den dag, hvor Lars gravede isskosser, til han døde af det, og de troede, at alle dyrene var druknede i vandmasserne, og at Lars’ profeti nu ville gå i opfyldelse: at dyrene ville dø og at der ingenting blev tilbage. Ingenting. Sådan havde hun selv tænkt, da de kom bærende med Lars og lagde ham på dødslejet, hvor han åndede ud i løbet af få timer.
Hun huskede hans blik den dag, hun havde haft sit første og eneste alvorlige skænderi med ham. Om dyrene og om drengene. Da var det, han havde sagt ordet. Og gentaget det. Ingenting. Hvis dyrene altså gik hen og døde. Det glimt, der altid tændtes i hans øjne, når talen var om hestene, køerne og fårene. Det lys i øjnene. Hun havde aldrig kunnet tænde det, og heller ikke drengene.
Hvis de døde, havde han sagt. Men det var jo ikke dem, der døde. Det var ham. Og bagefter snakkede folk i Hulsig om, at ikke blot Hesselholts dyr, men også dyrene på mange af de andre gårde ville være omkommet, hvis det ikke havde været for en bonde, der var så stædig og så stærk som hendes Lars. Vesterla’s, kaldte de ham, og han havde reddet dem, og hun ville så gerne, at drengene skulle dele den stolthed med hende, som hun inderst inde følte for deres far, men Janus lukkede af og ville ikke høre et ord om ham. Og nævnte ham aldrig selv. Og Mads gik sin vej, når talen var om faren.
Selv havde hun tænkt på ham næsten hver dag i de mange år, hun havde styret gården og forsøgt at gøre det i hans ånd. Hun undte sig ingen hvile. Et slid fra morgen til aften.
Og drengene. De havde jo været mænd i mange år, og hun syntes, at de begge mere og mere kom til at ligne den far, de forsøgte at glemme.
Mads, der var så urolig og ikke kunne stilles ved noget arbejde, men bare skulle væk. Så langt væk, han kunne komme. Til Amerika. Og han rejste ud og var så ung, at han næsten var barn endnu. Dengang havde hun frygtet for at miste ham, og folk fortalte, at havde det ikke været for Thomas Frederiksen fra Rannerød, så ville han være druknet i de store søer der borte i det fjerne land, og hun ville ikke en gang have haft en grav at hæge om. Thomas, som havde fulgt ham hele vejen, og altså også den lange tur tilbage. Alt det han fortalte. Alle rygterne. Selv sagde Mads ingenting. Nu gik han og sukkede efter en pige i Kandestederne. Mathilde. Søren Krøgs i Tversted, men hun var jo opdraget af slagter Rasmussens i Kandestederne. Så var det måske slagter, Mads skulle være. Om han ville have både Mathilde og et godt håndværk. Jo, Kirsten lagde sammen og trak fra og fandt et facit, som passede både hende og knægten og ikke kunne være til ulykke for Mathilde.
Så var der Janus? Hun vidste ikke, hvad den dreng tænkte og følte. Og nu var han over 30 år, og altså pebersvend, men han egnede sig vist ikke for ægteskab, og det kunne også mageligt vente, syntes hun. Og mon ikke han var enig i den tanke, for sidste år hjalp Marie Houkjærs pige Elisa til på Hesselholt i en lang periode. Og på Klarup havde de vel tænkt sig, at der skulle komme mere end et par kroner ud af det. De tænkte vel på gården. Men de unge havde jo ikke fundet sammen, og hun havde hørt, at August Trane sværmede for hende. Mon det var sandt? Og skulle de unge nu selv bestemme, med hvem og hvornår de skulle giftes? Hun var sandelig ikke blevet spurgt i sin tid. Og Lars, han friede så vrangvilligt og ugerne til hende. Eller friede? Det var mere en handel. De havde efterhånden fundet sammen i seng og ved bord, men nogen lyksalighed kom der aldrig ud af den handel. Hvem troede også på lyksalighed i denne jammerdal? Det var noget, man måske kunne finde i Guds Himmel. Men det tvivlede hun nu ærligt talt på.
Og Janus. Jo vist lignede han sin far, som han gik der og ældedes i takt med dyrene, og havde så travlt med at bryde det ned, som hun omhyggeligt havde bygget op. Men han vidste jo besked med alting, var blevet så klog efter at have været på højskole og lært sig sprog og på landbrugsskole og lært at drive en gård, som om der skulle lærdom til det og ikke bare det daglige slid. Men hun protesterede ikke, da han skiftede dyrene ud og forbedrede bygningerne og ikke kunne stilles ved noget af det gamle.
Hun havde fået sin aftægt, som hun ønskede, og den rakte 5 år frem, og nu var snart halvdelen af tiden forløbet, og hun burde vel så i grunden lægge sig til at dø, som det skikkede sig for en aftægtskone.
Vrøvl, rettede hun lidt arrigt sig selv, hun var jo rask og stærk, og kunne ikke undværes, så længe Janus ingen kone havde. Og det hastede ikke med det gifteri. Janus havde jo sin mor. Han kunne få sig en kone, når hun til sin tid lagde sig. Hans far havde passeret de 40 år. En passende alder, når man tænkte over det.
 

*

 
Solen gik ned nu og trak brede penselstrøg hen over himmelbuen. Mod vest flammede det ildrødt, og ind over landet og helt til Kattegat farvede det sarte genskær fra solen skyerne, så de lyste pastelrødt. Om lidt ville alle farver slukkes, og stjernehimlen glimte frem. Og månen ville stå op, og klitlandskabet ligge ligblegt og lysende i dens stråler.
Janus skuttede sig. Han brød sig ikke om månelys og småløb det sidste stykke vej til Klarup.
Bare Elise nu ville se ham denne gang og snakke lidt med ham. Eller i det mindste lytte til ham. Hun kunne da ikke blive ved at undslå sig. Så var han ved gården. De gik tidligt til ro på Klarup, og han vidste nok, hvor han skulle finde hende. Listede sig om bag rollingen og talte sig frem til hendes rude.
Så lænede han sig op af den lave mur og stod lidt og ventede, mens han så ud over heden. Langt ude mod nordøst sneg månen sig op over klitterne, og alle himlens farver blegnede bort. Var nær ved at fortryde, syntes pludselig, at han kom uværdigt listende som en månesyg kat. Burde have ventet til morgendagen og passet hende op i fuldt dagslys.
Men nu stod han her altså. Og han kunne ikke vente. I lang tid havde hun bevidst undgået ham, og han vidste ikke hvorfor. Da han kom hjem fra højskolen, var hun helt forandret og havde ikke villet være ene med ham. Ikke engang da hun en kort tid hjalp til på gården, var det lykkedes ham at få hende i tale i enrum, og når han forsøgte at passe hende op på vejen hjem, sørgede hun altid for, at Karoline fulgte hende hjem, og han kunne se dem tiske sammen, og var sikker på, at talen var om ham. Hvorfor snakkede hun om ham og ikke med ham?
Var det sandt, hvad han havde hørt af sin mor? At Elise havde en kæreste, og at det ikke var ham. Hvem så? havde han frittet sin mor, men hun ville ikke sige mere.
 
Elise havde siddet længe foran spejlet og redt sit lange, korngule hår, inden hun bandt det i to tykke fletninger. Hun tænkte på Janus, og hun tænkte på August. Og så tænkte hun på sig selv og kom til at græde, og hun sad længe helt stille og så på pigen i spejlet. Hendes tårer trillede ned af de sommerbrune kinder og dryppede på hænderne, der lå foldede i skødet. Inde i pigens bryst, men det kunne ikke ses i spejlet, voksede knuden, som aldrig kunne løses op. Hun havde selv knyttet den, og nu måtte hun bære den med sig som en ond tyngde hele livet.
Hun vidste så klart, at hun måtte gifte sig med August, for hun var jo hans. ”Nu er du min,” havde han sagt. Og det var ikke til at komme udenom, kunne ikke lyves bort.
August og Janus og Lise. Et trekløver, der havde kendt hinanden altid og var så gode venner. De unge mænd var venner fra barnsben, og da hun begyndte at holde af Janus og han af hende, var hun blevet en del af det venskab. Selv om hun var så ganske ung, og de var voksne mænd. Og hun havde flere gange ledsaget dem på jagt og fiskeri. På trods, for far og mor fandt det upassende, men hun lo dem fra alle bebrejdelser. De levede ikke i oldtiden mere, og unge mennesker omgikkes helt naturligt, som de havde gjort det på højskolen, forklarede hun og forstod jo nok, at de fortrød, at de havde været så moderne i deres opdragelse af børnene. Men inderst inde var de stolte af hende. Og af Peter.
Men så skete det altså alligevel. Det utænkelige. Janus var rejst på højskole; det havde hun endda selv presset ham til, for han kunne trænge til at tænke på andet end køer og grise, havde hun drillet ham. Men han havde taget det alvorligt og meldt sig til et efterårskursus på Askov.
Det var i høsten. Og hun havde hjulpet til på Tranegården som så ofte før, og efter en lang arbejdsdag havde hun og August siddet sammen ude i klitten og set ud over havet, der lå som et spejl i den vindstille aften. Nu var de trætte og støvede. Gad ikke engang snakke sammen, sad og hang dovent, Lise lænet mod ham. Men så havde August rystet trætheden af sig og leende foreslået, at de skulle springe i bølgerne og tage et bad. ”Hvad for nogen bølger?” havde hun spurgt, men inden hun kunne nå at protestere, havde han krænget alt tøjet af og var løbet som en glad hund ud i det endnu sommervarme vand, hvor han dykkede og svømmede og dykkede igen og blev så længe under vandet, at hun blev bange. Hvordan det nu gik til, så var det endt med, at hun var styrtet ud til ham, akkurat så nøgen som han, og de havde svømmet om kap og moret sig og været lykkelige. Morilden brændte, og når de bevægede arme og ben lyste de op som to svømmende fakler. De lo, og alt var smukt og ufarligt og sensommervarmt, og trætheden var som blæst bort.
Da de igen stod på stranden og småfrøs, havde de været tavse og forlegne begge to. Blev sig deres nøgenhed bevidst. Og så var det, som om der lige med et rejste sig en stormflod, som skyllede ind over dem og rev dem med.
Og bagefter havde hun følt sig elendig til mode, og han var vel heller ikke glad. I lange tider havde hun undgået Janus og heller ikke set meget til August.
Nu lå hun i den varme sommernat og forsøgte at sove. Vendte og drejede sig på lejet og kunne ikke finde hvile. Sådan havde det været siden den aften, hvor alt blev forkert.
Hun kendte nok til søvnløshed fra tidligere. Hun huskede en tid, hvor hun vågnede næsten hver nat med et skrig, fordi bedstefar havde fulgt med hende ind i drømmen hvor hun igen så ham hænge så underligt. Men dengang havde hun stadig været et barn. Og bedstemor formanede hende at glemme det syn, for det var ikke et minde for et barn.
Bedstemor selv ville også helst glemme, men det tillod bedstefar ikke, og hvert år på sin dødsdag slæbte han sig tungt hen over Krøggårdens lofter, mens han klagende kaldte på hende. Som om han ville følge hende i livet nu, hvor han selv var i døden. Og han vidste præcis, hvor han skulle finde hende.
”Han er jo som et plagsomt barn,” vrissede bedstemor, ”det har han nu altid været,” føjede hun til. Og hun rejste sig aldrig for at følge hans kalden, men blev siddende stiv og ubevægelig i sin stol, indtil han gav op og forduftede som det gespenst han var. En gang, hvor Lise havde været på besøg hos bedstemor, havde hun selv hørt ham tumle om på loftet, så hun vidste nok, hvordan bedstemor iskoldt slog ham til side og ikke ville vide af ham.
Men mange år efter lå Lise ofte vågen med ham i tankerne, og det hændte, at hun så ham stå og lyse for enden af sengen, som om han søgte at holde hende fast på mindet. Det behøvede han ikke. Hun kunne aldrig glemme.
Men nu var det længe siden, han havde plaget hende, og mindet var så småt begyndt at blegne. En dag ville det være helt borte, tænkte hun undrende.
Lige med et blev hun kold af skræk. Spøgelset havde hørt hendes tanker så tydeligt, som var han i hendes hoved, og nu ville han ind til hende og tage hævn over hende for glemsel og troløshed.
Hun lukkede øjnene, men den stædige banken på ruden blev ved og ved. Hans benfingres knok, Knok, knok, knok …
Hun foldede sine hænder og bad i rivende hast sit fadervor, men det hjalp ikke det mindste, og synge en salme kunne hun ikke, sådan som hun rystede. Hun åbnede øjnene og kiggede skrækslagen mod ruden, og det hun så fik blodet til at isne. Et ansigt presset ind mod glasset, og det var ikke bedstefars, det var et fremmed ansigt, sært fordrejet af sommernattens hvide lys.
Hun ville rejse sig, men kunne ikke, og pludselig begyndte ansigtet at tale. Sagde hendes navn. Igen og igen. Lise, Lise, Lise, lød det. Og stemmen? Jamen, det var jo bare jo Janus. Blodet begyndte at løbe igen, kroppen blev atter varm, og hun trak vejret dybt. Så gik hun hen og åbnede vinduet.
”Janus!”
”Lise.”
Længe stod de og så på hinanden, som om de havde glemt hvert et træk og nu måtte anstrenge sig for at huske.
”Lille pige.” Han havde en klump i halsen og kunne ikke sige mere.
”Ja,” hviskede hun.
Og han fandt igen ordene: ”Jeg savner dig”
”Det gør jeg også,” hviskede hun så lavt, at han ikke skulle høre det.
”Men hvorfor undgår du mig så, har jeg gjort dig fortræd?”
”Nej, ikke du.”
”Men hvem så?”
”Det kan jeg ikke fortælle dig.”
”Hvorfor?”
”Fordi … hvis jeg siger det, så vil du aldrig se mig mere. Og det kan jeg ikke holde ud.” Nu græd hun, og han ville trøste hende, men noget i ham blev koldt, og han kunne høre det på stemmen, da han spurgte.
”Har du en anden kæreste?”
Hun nikkede.
”Hvem?”
”Åh, Janus, vil du ikke bare gå?”
”Nej. Og sig mig det så!”
”August,” hviskede hun.
”August!” brølede han og vendte sig om og løb bort.
 
Der var langt fra Klarup til Tranestedet, men han løb uden at standse et øjeblik. Ned mod havet løb han i det klare månelys. Akkurat som han havde løbet den frygtelige nat for år tilbage. Nej, det ville han ikke tænke på. Men de lysende marker og de hvide klitter, der tegnede sig spøgelsesagtigt på hver side af vejen, råbte og skreg det til ham. Og han begyndte selv at råbe og skrige. Alt smeltede sammen i et skrig så skingrende, at det truede med at kvæle ham. Men det var ikke ham, der skulle kvæles. Det var August.
Og han tav og satte farten op og løb lydløst det sidste stræk langs marker og hede, og endelig lyste de hvide længer forude, og han standsede op ligeså brat, som han var begyndt sit løb.
Nu var han her. Og hvad så? Hvad skulle han her? Den lange spurt havde renset sindet på en underlig måde, så smerten ikke føltes ubærlig mere. Og han kunne tænke. Og føle andet end fortræd.
”Men du er en lus August,” hidsede han sig op mod gården. Og en lus kværker man mellem to negle, tænkte han, og så på sine hænder, der krummede sig som kløer, og måske skulle han hellere vente til i morgen. Nej, det måtte være her og nu. Det var et regnskab, der ikke kunne vente. Og igen voksede vreden, og han stormede op til huset og lige ind i rollingen uden at tænke, for nu måtte han være kold og stærk. Det var det eneste, der talte. Kulde og styrke.
Han sparkede døren op til kammeret og for hen til sengen og hev en sovende August ud af dyner og søde drømme. Ja, for han drømte vel om Lise, tænkte Janus for at holde raseriet i kog.
Lidt efter stod de ude i gården. Tjenestepigen Marie og drengen Marius var begge vågnet og stod nu lænet mod rollingens mure og glanede. Gamle Marie sov.
”Undskyld Janus,” sagde lusen. Og Janus slog. Af al kraft og lige mod hans ansigt, der lyste blegt i månens skær. August blev stående uden at røre sig og tog imod slaget og det næste og de følgende. Så faldt han om på stenene og lå ubevægelig.
Janus tumlede hen til de to unge.
”Saml ham op og læg ham i seng!”
Så gik han.
Langsomt.
Tilbage til Hulsig.
 

*

”Hvad er det med dig? Du ligner en syg hanekylling. Og lige så pjusket er du.”
Janus lod en hånd fare gennem håret. Havde ikke været i seng i nat, men tumlet om på heden. Og mor havde vel så også siddet oppe. Det kunne ligne hende.
”Der er ikke noget i vejen, mor, jeg er bare træt.”
”Ja, det kan jeg sandelig godt forstå, du var borte hele natten. Er du begyndt at føjte.”
”Hvad siger du?”
”Ja, en hører jo et og andet.”
”Hvad har mor hørt?”
”At du har tævet August Trane. Ihjel, siger de.”
”Ihjel?”
Ordet kørte rundt i hovedet og ville ikke være der. Ikke i hans tanker, ikke August, ikke ihjel, men det kværnede løs. Ihjel ihjel ihjel, sang det i ham i sære falske toner.
”Og der var vidner.”
Han huskede kun uklart, hvad der var sket, men nu så han August for sig, så, hvordan han hang som en knækket gren.  Og hvordan han passivt fandt sig i slagene.
August. Havde han virkelig stået der og ladet sig knuse uden modstand? Ja. Men hvorfor? Det kørte rundt for Janus, og han hørte sig selv hviske, at han ikke havde slået nogen ihjel.
”Nej, men det var ligeved, siger de,” kom det spidst fra Karoline. Og han kunne have kysset hende.
Ligeved.
Pludselig fik han travlt. Og ligeså hurtigt som i nat ilede han til Tranegården, hvor den spinkle Marius kom ham løbende i møde og kastede sig ind imod ham og råbte og skreg.
Janus tog et hårdt tag i drengen og holdt ham ud for sig.
”Nå?”
”Du må ikke slå ham ihjel!” skreg drengen, og Janus slap ham.
”Nej,” sagde han, ”det må jeg ikke. Men jeg må snakke med ham.”
”Ikke som du snakkede i nat!”
Drengen holdt næverne op foran sig, ville forsvare sin husbond. Det bette pjok. Og så alligevel så meget mand, tænkte Janus og daskede ham på skulderen og begyndte at berolige ham. August var også hans ven, sagde han, men en gang imellem måtte selv venner slås. Det forstod han vel. Jo, men det i nat, det var ikke et slagsmål, indvendte drengen.
”Nej, og derfor kommer jeg jo. For at sige undskyld.”
Marius begyndte at gå op mod huset. Janus fulgte med.
Inde i kammeret var der stille. Gamle Marie rejste sig fra en stol.
”Hvad skal du her?”
”Snakke med August.”
”Han har ikke noget at snakke med dig om, og du skal ikke vise dig her.”
”Mor,” lød det inde bag forhænget. ”Er det Janus?”
Moren svarede ikke, hun rejste sig og stillede sig ved sengens hovedgærde, men nu greb en hånd fat i gardinet og hev det til side. August forsøgte at rejse sig over ende, men moren holdt ham fast og skændte. Janus skubbede hende blidt til side og lænede sig ned over vennen. Så det forslåede ansigt. Øjne, der ikke kunne åbnes.
”August, dit kæmpe fjols!”
”Ja!”
”Jeg var nær ved at kværke dig i nat.”
”Ja, nær ved, men du kan da heller aldrig gøre noget ordentlig. Se, her ligger jeg og er i live.” Han forsøgte at smile.
”Ja, det må vi gøre noget ved.”
Selv om han ikke begreb det hvordan det gik til, så kunne ingen af dem skjule glæden ved at se og høre den anden, og den gamle omgangstone indfandt sig efter et øjeblik. Vreden lå stadig langt inde og lurede, men Janus ville ikke vide af den.
”Det, der skete …,” begyndte August.
”Ti stille! Jeg vil ikke høre et ord om det, hverken fra dig eller hende. Kun en ting vil jeg vide: er I kærester?”
”Nej.”
”Sværger du på det?”
”Ja. Ved alt, hvad der er mig kært, Janus, det sværger jeg på. Lise er ikke min kæreste. Det var bare …”
”Ti stille! Og glem det! Så vil jeg også prøve at glemme.”
”Det er du ikke så god til.”
”Nej, men jeg kan øve mig.”
 
Da han forlod Tranegården var han glad. Gladere end længe. Nej, gladere end nogensinde, syntes han og nu skulle han til Klarup, og det kunne ikke vente, og han var ligeglad med, om alle vidste en hel masse om, hvad der var sket både nu og tidligere. De kunne snakke så meget, de ville. Og han var ligeglad med, om Ole Houkjær ville rynke på panden og Marie skælde ud. For Lise ville tage imod ham. Det vidste han, for hun var hans og havde altid været det og skulle være hans i al evighed.
Så satte han i løb.
 
 

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

 
Altså ifølge kirkebogen og folketællingen, så levede hr. og fru lærer Jensen på skolen fra 1880 – 1887/88. Birgitte Vammen er på skolen i 1880. I Lampes bog om Skolen står der, at Christian Jensen besvangrer hende og derefter fyres. Kirkebogen fortæller os, at Larsine Jensen føder tvillinger i 1887 – Der er han altså ikke afskediget endnu. Desuden har jeg fundet ud af, at Christian Jensen og frue får en datter, Marie Jensen, allerede i 1880, dette barn er ikke med i folketællingen af 1880 – derfor overså jeg det. Desuden føder Larsine et dødfødt barn i 1883, altså mens Birgitte er på skolen. Det vil nok foranledige nogle ændringer i nedenstående kapitel.
Herunder kommer min nyeste version.
Jeg beder min evt. læser huske på, at disse kapitler altid er prøvekapitler – de vil bedres undervejs i skriveprocessen.
Indtil 1892 underviste Læreren Rannerød ogsaa Børnene i Bunken-Lodskovad. Læreren skulde altsaa 3 Gange om Ugen spadsere 10-12 Kilometer over Klitter og om Vinteren ofte vade igennem høje Snedriver. Da tilmed Lønnen de første Aar kun var paa 120 Rigsdaler aarlig foruden Bolig og Brændsel, er det forstaaeligt, at det, saa længe denne Ordning varede, kneb med at skaffe kvalificerede Kræfter til Embedet. De første Lærere var da heller ikke Seminarister. … 1884 reguleredes Embedet, saa Lønnen kom op paa 200 Rdlr. Alligevel kneb det med at skaffe en kvalificeret lærer, og Embedet var vacant i længere Tid … I 1877 forhøjedes Lønnen til 550 Kr., og Aaret efter ansattes den 25 aarige Christian Jensen som Lærer. Han var saa vidt vides ueksamineret. Om ham var der delte Meninger. Nogle satte Pris paa ham, andre husker ham som en bister Herre, der var brutal baade overfor Eleverne og sin egen Familie. Jensen havde Hvalrosskæg og gik oftest med Stok og i lange Læderstøvler trukket udenom Benklæderne. Han havde en Del Hjælpelærere fra Tid til anden … I nogle Aar assisteredes han af sin Svigerinde Birgitte Vammen, men Samarbejdet blev desværre saa intimt, at det fik uheldige Følger, og Jensen maatte noget hovedkulds tage sin Afsked.
 
Jens Lampe: Træk af Raabjerg Sogns Degne- og Skolehistorie ( 1948)
 
Slud og blæst hele vejen. Birgitte peb om kap med vinden, mens hun stred sig op over de høje stejle klitter og tumlede videre ind over Studeli Mile. Det havde regnet i flere dage, og nu faldt tøsneen tæt, klitsandet var vådt og klæbede til sålerne, og fugten trængte ind i skoene, hvis snuder gabte som på en død fisk. Og hun kunne glemme alt om reparationer, sagde Kristian, der var end ikke råd til nye såler, og hun skulle være glad, at hun i det hele taget ejede et par sko. Ja, det vidste hun nok. Ligefrem løn kunne man næppe kalde de småpenge, hun månedligt fik overrakt af førstelæreren. Hun måtte ikke glemme, at det kostede dyrt at have hende på kost.
Heldigvis hørte det omsider op med at sludregne, men nu tiltog blæsten, der kom fra nord og som havde frit spil her oppe på højderyggen, hvor der intet fandtes, der kunne give en smule læ, og mørket begyndte at samle sig over de åbne heder, der omkransede milen. Hun satte farten op og småløb hen over sandbankerne for at nå ned på den lyngklædte hulvej, der førte fra Kandestederne til Rannerød, inden mørket helt lukkede sig om hende.
Hun havde protesteret, da Kristian tidligt i morges havde beordret hende til at overtage hans virke som lærer i Bunken og Lodskovad.
”Lodskovad? Jamen, hvornår?”
”Nu,” sagde han og drak en slurk af sin kolde kaffe, ”og herefter tre dage om ugen. Indtil videre.”
”Jamen, det kan jeg da ikke.”
”Det kommer du til. Jeg har fået gigt, som du ved.”
Men hun var heller ikke rask, klynkede hun og kunne ikke tåle at gå den lange vej og slet ikke i dag med det vejr, sagde hun, og desuden var det sidst i november nu, og hun ejede ikke vintertøj. Ja ikke engang et par støvler havde hun, mens han var udstyret med både varm frakke og store læderstøvler og en skindlue med øreklapper. Hun havde kun sine gamle sko, sit uldne sjal og hovedtørklædet.
Ja vist, men det rakte med det, brummede han vredt. Uld var netop så udmærket i fugtigt vejr. Og da hun stadig ikke var til sinds at adlyde hans ordre, hamrede han sin stok ned i spisebordet, så postelinet dansede, og en af kopperne slog revner.
”Der ser du, ulykkesfugl!” hylede han, ”og du kalder dig hjælpelærer. Jeg kommer nok til at lære dig at hjælpe. Og det til gavns.”
Og han havde rejst sig og svinget stokken foran hende, så hun måtte flygte hen i et hjørne, hvor hun blev stående med hænderne for ansigtet, indtil han faldt en smule til ro.
Larsine var dukket frem i døren, men vovede sig ikke ind i stuens uvejr. Hun trak sig hastigt tilbage til køkkenet. Birgitte var begyndt at græde, og Kristian holdt op med at råbe. ”Kællinger,” mumlede han og satte sig. Han koncentrerede sig om sin kaffe og avisen, som han kun var nået halvvejs igennem.
Da hun ankom til Rannerød for år tilbage, havde det set lyst ud, syntes hun. Seminarietiden var slut, og hun ejede et bevis på, at hun, Jensine Birgitte Vammen, kunne kalde sig lærerinde og var kvalificeret til at undervise i børneskolen.
Og hun havde været så jublende glad, da Larsine skrev til hende, at Kristian stod og manglede en hjælpelærer, for han var raget uklar med den, de havde haft. Det var en vis hr. Høeg fra Sønderjylland, der bildte sig noget ind, blot fordi han havde gået på højskole, og som ikke ville tolerere, at man slog på børn. Havde man hørt magen? Hvis ikke man bankede børnene eftertrykkeligt, så ville de jo blive ved at små formørkede djævleunger. Det gode skulle slås fast og med hård hånd. Sådan stod der i Larsines brev, og Birgitte havde studset over den formulering, men så havde hun slået det hen. Børnetugt var vel et nødvendigt onde, og alt for blødsøden kunne man nok ikke tillade sig at være, hvis man på forsvarlig vis skulle forvalte sit kald som opdrager. Både hun og Larsine havde så sandelig fået deres gode hug som børn, og nu var Birgitte en kvinde med viden og dannelse, og søsteren kunne kalde sig lærerfrue.
Hun vidste i begyndelsen ikke helt, hvad hun skulle mene om den lille uanseelige skolebygning, der i fremtiden skulle danne rammen om hendes liv. Der var så trangt alle vegne, lerklinede, sandstrøgne gulve i alle rum som i den fattigste bondestue og kun kakkelovn i skolestuen. Ud over den og et lille køkken var der kun to smalle værelser, i det ene havde ægteparret deres seng, og i den tilstødende stue var der kilet en alkove ind i en niche. Der skulle hun sove. Hvordan det skulle gå, hvis der kom småfolk i huset, turde hun ikke tænke på.
Hun havde dog fra første dag besluttet, at hun ville se stort på de trange forhold og glæde sig over, at hun skulle bo i familiens skød og ikke alene i et fremmed hus. Og desuden var det arbejdet med børnene, hun havde set mest frem til.
Arbejdet med børnene. Kaldet. De store forventninger.  Drømmene. Og hvor hurtigt de forkrøbledes som alt andet i hendes sind. Tilbage var blot sygelige længsler om et andet liv. Så håbløst umulige.
Men den dag i sensommeren 1880, da hun første gang var trådt over tærsklen til skolestuen havde hun været lykkelig. Vejret var varmt og smukt, og den golde hedeegn havde forekommet hende smuk med sine solbeskinnede lyngstræk, der blomstrede i røde farver og med de smukke hvide sandmiler spredt ud mellem alt de røde blomster. En farvepragt. Og på den blå himlen hang lærkerne og sang, som havde glæden fået vinger.
 
Og mens Birgitte denne sene eftermiddag møjsommeligt traskede hen over de drivvåde sandbanker tænkte hun, at hun dog stadig havde et kald. Det havde Christian ikke kunnet tage fra hende, og det var lykkedes hende at vinde børnenes kærlighed og at bringe dem gode kundskaber, og hun havde hvert forår, når sognerådet overværede hendes eksamination høstet stor anerkendelse. Christian havde skumlet af misundelse, men der var altså noget, han ikke kunne ødelægge.
Og mens hun fortsatte sin trælsomme gang over milen, genkaldte hun sig den første skoledag i Rannerød, hvor alt endnu var så lysende nyt.
Børnene havde rejst sig. Ranke og stive stod de og virkede sært frygtsomme. Men det var jo bønderbørn, havde hun tænkt, og lidt forkuede var de vel. Hun sendte dem et beroligende smil, men de så væk og ville altså ikke møde hendes blik. Eller hende?
Og nu begyndte Christian at spankulere langs rækken af børn, alt mens han med en lav brummen daskede sig let i håndfladen med sin uundværlige stok. Hun kom til at tænke på en lille fed hvalros og måtte smile. Det var også det tossede skæg, der hang ned over underansigtet og skjulte overlæben, og som han var så stolt af og daglig smurte og parfumerede. Nu glinsede det sort i solstrålerne, der faldt i brede vifter ind i klasserummet, som ville de trække sommeren med ind i stuen.
Selv stod hun helt oppe ved det store bord, der lå i skygge, og hun fik en fornemmelse af selv at være en skygge, som ingen tog notits af. Hun lænede sig mod væggen, følte for første gang en sitrende uro i blodet.
”Hænderne!” kommanderede Kristian, og alle børnene rakte hænderne frem. De fleste kunne ikke holde dem i ro, så hun, og pludselig hev læreren en mager og temmelig pjaltet dreng ud af rækken og beordrede ham op til lærerens bord. ”I andre kan sætte jer,” sagde han og gav den lille fyr ordre til at lægge hænderne på bordet med håndfladerne opad. Drengen adlød og begyndte at græde, men Kristians stemme skar igennem gråden: ”Aldrig i livet har jeg set så sorte negle og så beskidte hænder. Skam dig, Henning Gris!” Og var der mon ikke fnat, han havde mellem fingrene?
Drengen nikkede og hylede endnu højere, da stokkeslaget ramte hænderne. Tre gange lod Kristian stokken suse ned over drengens tynde hænder, og først da blodet begyndte at pible frem, lagde han stokken fra sig, hev igen fat i den lille fyr og kylede ham på plads.
”Der ser I, hvordan det kan gå, når man teer sig som et svin, og lad det nu være jer alle en påmindelse om, at I skal møde rene og pæne hver dag.”
Drengen var holdt op med at græde, men Birgitte stod med en klump i halsen og syntes, at svogeren gik for vidt, om end målet var det bedste. Og det var der nok en anden, der også syntes. En langlemmet, køn knægt på en halv snes år rejste sig, netop som Henning sank ned på bænken.
Kristian vendte sig forbløffet mod ham og sagde i en tilstræbt venlig tone: ”Nå, nå, nå … og hvad er der så fat med dig, kan du ikke sidde på din plads. Du har måske også fnat? ”
”Nej, men jeg …” Drengen gik i stå, og hun så et glimt af frygt i hans øjne.
”Hør hvem tror du egentlig, du er?”
”Jeg ved nok, hvem jeg er, og det ved lærer Jensen også. Jeg er Peter, og jeg kommer fra Klarup i Rumpen.”
”Nu prøver nok at være morsom, bette Peter Rumperøv! Nå, og hvad mener så RumpePeter i dag? Har han monstro tænkt sig at tilføre undervisningen nye aspekter?”
”Nej, det ved jeg ikke noget om,” svarede Peter og lød en smule forknyt. ”Men jeg synes, du skal vide, at Henning, han har ingen mor, og jeg tror ikke, der er nogen, der ser efter, om han er ren.”
”Jaså! Du vil altså meddele din lærer, at din kammerat ikke bare er beskidt, men også en horeunge.”
Han gik rød i hovedet ned til bagerste række og tog et fast tag i Peter, som han hev ud midt på gulvet, hvor han slap ham med et vris. Men drengen slap ikke sin lærer med øjnene.
”Hvor vover du at glane på din lærer! Frække hvalp! Du har at slå øjnene ned, når jeg taler til dig. Og det skal være NU!” Christian greb ham i hårtoppen og ruskede ham frem og tilbage. Birgitte begyndte at svede. Men drengen syntes hypnotiseret af læreren og forsøgte af al magt at holde fast ved hans vrede øjne.
Christian slap ham, og en tid stod de begge som lammede, så gik der en iling gennem drengen, og han snublede ordene frem: ”Ja, jeg har en mor, og jeg har også en far, og han er sognefoged, og jeg kan godt love dig, at han ikke finder sig i noget. Og nu går jeg ned på min plads.”
Et øjeblik frygtede Birgitte, at svogeren skulle kvæles, hans ansigtsfarve skiftede fra ildrød til dødbleg, og han rystede på hænderne. Så vendte han sig brat om, pegede på Birgitte og gik ud.
Skoledagen havde været underlig og ligesom uvirkelig. Hun havde fået børnene til at åbne deres læsebøger og bedt dem læse højt for hinanden to og to. Og børnene begyndte mumlende at læse i deres bøger. De lød som små virksomt summende bier, syntes hun og måtte smile ved lyden. Til at begynde med virkede de anspændte, mens hun gik frem og tilbage langs rækkerne og foroverbøjet fulgte med i læsebøgerne, en og anden snublede over ordene, og andre blev hæse i mælet. Men de så jo nok, at hun gik med foldede hænder og var ubevæbnet, riset havde hun ladet ligge på sit bord, og lidt efter lidt begyndte de at slappe af, og enkelte vovede endda at kigge op og sende hende stjålne blikke, som hun besvarede med et smil.
Resten af dagen forløb i samme rolige tempo, og hun behøvede kun at hæve stemmen for at få ro, når den sagte mumlen blev for løssluppen. En enkelt gang nævnte hun lidt truende lærer Jensens navn, og der blev helt stille. Men så blev hun blev flov over så tarveligt et kneb, og bestemte, at hun for fremtiden ikke ville ty til nogen skræmmefigur.
 
Denne første dag i Rannerød Skole forekom hende nu så uendelig fjern. I dag hun alle eleverne og efterhånden de fleste af forældrene, og hun glædede sig til hver time, hun fik lov at være ene med børnene og følte altid det samme stik af ubehag de dage, hvor Kristian insisterede på at møde op i klassen og overvåge hende eller selv undervise. Det skete heldigvis sjældnere og sjældnere, for tre af ugens dage måtte han røgte sit besværlige hverv som underviser for børnene i Lodskovad og Bunken. De dage var helt hendes, og i de øvrige tre dage overlod han hellere end gerne eleverne til hende og blandede kun nødigt. Han greb chancen til at dovne dagene bort, henslængt i husets eneste magelige stol og begravet i en af de morskabsbøger, som han havde bragt med sig og som vel rettelig var beregnet for børn.
 
Endelig nåede hun ud på den smalle lyngvej, og så kunne der ikke være langt igen, vidste hun, men så intet lys, der var kun den stadig mørkere hede, hvis hvide flader hist og her skinnede frem som spedalske ar, der gnavede i det sorte landskab.
Hun satte farten ned, stod lidt og jamrede og orkede ikke løbe mere. Alt tyngede, sjalet føltes som en drivvåd dyne, hun måtte slæbe med sig, og tasken med bøgerne var gennemblødt som hun selv, og det forekom hende, at den vejede ligeså meget. Eller mere, for hun var blevet så tynd og let som en fjer, vinden kunne kaste med, som den ville.
Det begyndte at dunke i hovedet, og smerten bredte sig til resten af kroppen. Benene eksede under hende, og hun kunne ikke slæbe sig et skridt videre. Hun ville lægge sig til hvile under den første busk, hun fandt ved vejen, og her ville hun hvile på det bløde mostæppe og slumre ind til vindens sang. Og alle smerter høre op.
Men der var ingen buske. Og hun måtte opbyde alle kræfter og videre, videre, og nu fik hun omsider øje på lyset, der dukke frem af mørket. Snart var hun hjemme. Hjemme tænkte hun bittert, det var ikke et hjem, men et fængsel, som hun aldrig kunne slippe ud af.
Christian stod i døren, som havde han luret på hende i lang tid. Han trak hende hastigt indenfor i det lune køkken, mens han snakkede løs.
”Hvad pokker! Er du allerede hjemme? Du har da vist løbet hele vejen, ha ha ha … Jamen, det passer mig glimrende, for ser du Larsine skulle et ærinde til Hesselholt efter æg og mælk, og hun plejer at blive hængende over kaffen så længe, at man skulle tro, hun ingen pligter havde,” kværnede han, mens Birgitte hang fortabt foran ham og ikke kunne sige en stavelse, fordi alt oppe i hovedet løb sammen i en stor smerteknude, der ikke ville løsne sig, og kroppen var is, og alligevel luede og brændte det i hende.
Hun rakte bedende sine arme frem mod ham, men så faldt hun om i det lille køkken og mærkede halvt henne, at han samlede hende op og bar hende ind i soveværelset. Hun ville værge for sig, da han anbragte hende på ægtesengen, men kunne ikke, og da han klædte hende nøgen, gjorde det ingenting, for han lagde en blød og sitrende krop hen over hendes og sendte varme stød gennem hende, og så forsvandt verden ganske, og da hun vågnede op, lå hun i sin alkove og vidste ikke, om hun havde drømt. Og han sad ved hendes sengekant og strøg hende over kinden, så nænsomt at hun ikke kunne tro, det var ham. Hun smilede og forsvandt atter ind i en ukendt verden af varme og blødhed. Mærkede fjernt hans hånds blide kærtegn og hengav sig til varmen.

*

”Du glemmer en ting, min ven. Du var mere end villig, ja, du lå ligefrem og bød dig til. Og nøgen. Og jeg er kun en mand og kunne ikke stå imod. Det var en fejl. Indrømmet. Jeg er ikke fejlfri.”
”Jeg var syg,” mumlede hun og vidste ikke, om det kunne undskylde noget. Havde hun virkelig budt sig til? Var det hendes egen skyld? Og hvad skulle hun nu stille op med sig selv. En horeunge ville ødelægge hele hendes fremtid. Og hans med. Men det sidste var hun ligeglad med. Han havde fortjent det. Og det havde hun vel så også. Sammen måtte de bære skammen og skylden.
”Du må rejse,” sagde han.
”Jeg må rejse?” spurgte hun, ”hvad med dig?”
”Du behøver jo ikke udbasunere, hvem faren er. Det kan jo for resten være hvem som helst af de liderlige bønderkarle.”
”Men det er dig.”
”Det tvivler jeg nu stærkt på. Så tæt kom jeg dig nemlig slet ikke. Helt lykkedes det dig ikke at forføre mig, selv om gjorde dig til, din horekælling.”
Hun havde vidst det hele vinteren, men holdt skammen for sig selv, og mens barnet voksede i hende, hyllede hun sig stadig mere omhyggeligt i det store sjal. En dag betroede hun sig til Larsine, sagde ligeud, at de snart måtte skilles, for hun ventede en lille. Larsine havde siddet længe uden at sige et ord. Også hun ventede barn, men det var ingen nyhed, det havde hun gjort hvert år ved denne tid, og hvert forår tabte hun det lille foster. Endelig sagde hun, at hun havde anet det meget længe, men ikke turdet tale om det. Men kunne Birgitte ikke bare gifte sig med faren?
”Nej,” sagde hun. Og ville ikke svare, da Larsine begyndte at fritte hende.
”Han er gift,” sagde hun og lukkede munden på Larsine.
Hun havde hele vinteren forsøgt at slippe af med det lille foster. Havde endda spurgt Larsine, hvordan det gik til, at hun hvert år mistede sit. Men kun opnået, at søsteren brast i gråd og ikke ville trøstes.
Siden den frygtelige dag, hvor hun blev syg, havde Kristian igen taget turen over milen de tre dage om ugen, men midt i den koldeste vinter havde Birgitte tilbudt sig, og han havde set forundret på hende men naturligvis ikke protesteret, og nu havde hun flere gange trasket den lange vej til naboskolen uanset vejret, og hun havde slidt sig halvt ihjel, mens hun løb op og ned ad de stejle skrænter i håb om, at det lille kræ skulle dø.
Men det levede. Og nu sang lærkerne, og foråret var kommet så nær.
Det var søndag og sidst på dagen, og hun havde tvunget Kristian til at følge med ind i klitten. Han gik vrangvilligt, som om han allerede vidste, hvad hun ville sige og syntes da heller ikke det mindste overrasket.
”Ja, det var vel, hvad man kunne vente sig af dig,” var hans første ord. Og nogen hjælp kunne hun altså ikke forvente fra ham. Det forstod hun med det samme.
”Hvis du ikke rejser øjeblikkeligt, så svarer jeg ikke for følgerne,” truede han til sidst. Så vendte han sig om og forsvandt op over klitten.
 

*

 
Længe blev hun siddende skjult af klitten og stirrede tankeløst på de små planter, der ufortrødent piblede frem i lavningerne mellem de grå klitter og fyldte dem med små uanseelige farver. Så meget rødt, slog det hende. Og så megen styrke. De fik kræfterne til at leve fra regnen og solen. Hende var der ingen, der kunne hjælpe – hun var ikke en lille nøjsom plante, der sugede næring fra vand og sand. Hun behøvede menneskers hjælp, og Kristian ville løbe fra sit ansvar.
”Men det får du ikke lov til,” hørte hun pludselig sig selv sige ganske højt, som stod han endnu foran hende.
Og hun rejste sig, svøbte sjalet om sig og begyndte at gå op mod gårdene. Først da hun nåede til Øster Klarup standsede hun og så op mod det hvidkalkede våningshus, rollingen, som bønderne kaldte det. Hun smilede bittert ved tanken om den rolling, hun bar i sig og skyndte sig op til huset, inden hun kunne nå at fortryde. Hun bankede hårdt på døren.
Det var Marie, der lukkede op, og som bad hende indenfor.
”Jeg har netop lavet kaffe. Elise er på Hesselholt, hvor hun hjælper lidt til for tiden, og Peter er gået med Ole over i stalden. Vi har allerede fået den første kalv. Det var jo for tidligt, men den har det godt,” småsnakkede hun og nødte Birgitte til at sætte sig ind på bænken under vinduet. Så skænkede hun en kop kaffe til hende og bænkede sig overfor.
”Du ser ikke glad ud, Birgitte. Du må endelig sige til, hvis der noget i vejen. Mangler I noget hos jer?”
”Nej, vi mangler ingenting,” sagde Birgitte og tænkte, at de altid manglede noget.
”Ja, for det skal du vide, både Peter og Elise var så glade for dig, mens de gik på skolen, og du lærte dem så meget nyttigt og smukt.”
”Tak,” sagde Birgitte og så ned i bordet.
”Ja, Elise har vi tænkt os at sende på højskole til efteråret, mener du ikke, at det vil være en god ide?”
”Jo.”
En engel gik gennem køkkenet, og pludselig kunne Birgitte ikke holde det ud længere. Hun vendte hovedet bort og græd.
”Nej, men hør nu …” Marie lænede sig over mod hende og tog hendes ene hånd i sin. Hun klemte den og småsnakkede til den unge lærerinde som var det et af børnene, der havde slået sig.
”Det går over igen, lille ven … det er aldrig så galt.”
”Jo, det er. Det kan slet ikke blive værre.”
”Men er du da syg?”
”Bare jeg var.”
”Så fortæl dog, jeg skal ikke sige det videre.”
”Jo du skal, for sognefogeden skal vide det.”
”Vide hvad?”
Og pludselig væltede det ud af hende. Hvordan hun var kommet syg hjem, og hvad der så skete, skønt hun ikke mere huskede det. Men det måtte jo være sket, for nu ventede hun en lille, og … hun forsvandt igen ind i gråden. Men behøvede jo heller ikke sige mere.
Marie rejste sig og tog plads på bænken sammen med den unge pige og holdt om hende, indtil gråden hørte op. Så sagde hun: ”Vi har længe vidst, at Jensen var et umenneske, og Ole har mere end en gang truet ham med afskedigelse, for vi kan ikke blive ved at finde os i, at han mishandler de svageste af børnene. Nu har vi en rigtig god grund til at slippe af med ham. Så sørgelig den end er.”
Pastor de Place lukkede øjnene, afførte sig den bredskyggede hat, lagde den i skødet og lod sig sole i den åbne vogn, der lystigt trillede langs stranden mod Hulsig. Så smukt vejret artede sig, ja, det var for en gangs skyld en ublandet fornøjelse at age strandlangs til det lille sogn i syd, og havde det ikke været for rejsens sørgelige formål, så ville han ret have frydet sig. Han kom der ikke så ofte. Landsognet lå jo så ufremkommeligt, skjult bag høje miler, og pastoren lod sig kun nødigt befordre did, og aldrig i dårligt vejr, og det havde han da hurtigt fundet ud af: ved Skagen var der jævnt hen altid dårligt vej. Var det end undertiden nødvendigt at vidne om Guds nådige kraft også i denne udørk, da sendte han gerne sin kapellan, men just i dag kunne en sådan løsning ingenlunde komme på tale. Og desuden, vejret artede sig usædvanligt og var som skabt til en Hulsigfærd.
Han åbnede atter øjnene og så ud over det blinkende solvarme vand. Hvor paradisisk det lå der og glimtede for hans øjne. Han fik ligefrem en letsindig lyst til at berøre det med sine hvide hænder. Ak ja, det var jo blevet så udbredt selv i almuen, at folk neddykkede det ganske legeme i havet, tænkte han og gøs lidt ved tanken om denne sædernes forfald. Heldigvis gik den så at sige hånd i hånd med en åndelig vækkelse, der som en stormvind var faret gennem Skagen de senere år og havde revet fiskerne med, så de nu vandrede om i byen ædru og nyfrelse og med Guds ord på læben. Og han tænkte med et lille suk, at aldrig det mindste vindpust deraf var nået til landsognet, skønt behovet så sandelig var til stede der også. Drikfældigheden var en kendsgerning. Nu havde samfundet endda ofret en skole på dette udsted og med uddannede lærerkræfter tilmed, og man skulle jo så mene, at vejen var banet for et vågent kristenliv. Men ak nej! Det var netop i skolen, at Satan så lumskeligt havde indsneget sig. Havde han forsømt noget der? grundede han. Ja, det havde han, men han skulle vide at rette op på fejlen, som han netop nu blev sig så smertelig bevidst.
Så var de endelig ved den lille hulvej, der førte fra havet op til Hulsig og videre til Rannerød. Ja, men dertil havde det ingen hast. Det var jo den ubehagelige side af sagen, som gerne kunne skubbes en kende. Først ville han tilbringe nogle gemytlige timer i selskab med udmærkede bønderfolk, for de fandtes, om end i ringe tal. Han havde som altid sørget for at sende bud dagen i forvejen både til Krøg og Hesselholt og ikke mindst til Klarup, om at han ville ankomme, og han var ikke i tvivl om, at de gode bondekoner nu alle stod parate med det bedste, huset kunne præstere.
Han var ikke vanskelig. Han skulle ikke kræses for, det plejede han udtrykkeligt at gøre opmærksom på, hver gang han forkyndte sin ankomst. Han kom til dem, i al ydmyghed, som deres tjener. Som han gerne udtrykte det, så skulle han servere dem den åndelige føde, uden hvilken de ikke kunne leve, og de skulle til gengæld servere ham den korporlige ædelse, uden hvilken han ikke kunne leve. Kort sagt. Guds ord til dem, og den gode solide bondekost til ham. Han sad ligefrem og smaskede ved tanken om denne udvekslings fortræffelighed.
Den første af de tre gårde ville han blot gøre holdt ved ganske kort og ene og alene for at hilse på de gode bønderfolk, som han værdsatte, og som altid tog vel imod ham. Allerede inden vognen var rullet op foran døren, åbnedes denne, og strandfogeden viste sig i sit pæneste søndagstøj, skønt det kun var lørdag, og bonden vel i grunden havde rigeligt at se til med sin gode bedrift sådan en glimrende sommerdag. Men nu stod han ikke desto mindre der med en fremstrakt hånd for at hjælpe præsten, der da også havde vanskeligt ved selv at nedstige fra sit høje sæde. Og nu kom også Maren Larsen ud i gården, omkranset af en livlig børneflok. Hun var sandelig nydelig af en bondekone at være, det måtte han endnu engang sande. Her var en skønhed, som ens øjne kunne hvile sig ved. Og frydes over.
”Kunne vi tilbyde præsten et lille traktement?”
Maren smilede til ham og blev derved endnu kønnere. De var just så frimodige disse bønderkoner, og han blev ikke stødt over hendes ligefremme tiltale. I sit forrige embede havde man tituleret ham ”Deres Velærværdighed,” men det savnede han ikke. Der var adskillige af de ældre bønder, der sågar sagde ”du” til ham, hvilket han dog fandt en smule anstødeligt.
Da de sad bænkede ved bordet i den hyggelige bondestue og han blev budt på de dejligste kager og også tog til takke dermed og spiste adskillige, så mente han, at tiden var inde til at vejre stemningen hos beboerne, inden han skred til dom i den penible sag med den usædelige ”ménage á trois”.
”Hm … ja, se jeg vil gerne vide, hvad folk mener om skolefolkene i Rannerød.”
Der blev en lang pause. Så lød det spagt fra Christian Larsen: ”Det ved vi ingenting om.”
Han så appellerende på Maren.
”Nej,” sagde hun.
”Men har man da slet ikke reageret?”
”Det var ikke så ligetil med det,” sagde Maren lavt.
”Nej,” supplerede Christian.
”Hmm … jaså. Og jeg forstår, at der er blevet født hele tre børn i skolen denne sommer.”
”Jo,” sagde Maren, ”tvillinger. Og en pige.”
”Og hun er uægte, ikke sandt,” sagde præsten og så strengt på Maren, som om det var hende, der havde leveret det forkerte barn.
Både Maren og Christian blev da også røde af forlegenhed, men ingen af dem var til at trække et ord ud af. Det fik så være. Han var vel heldigere på Hesselholt, som han forstod, blev drevet af en gæv enke og hendes voksne sønner.
Han takkede for sig og tog lidt slukøret afsked med Krøgfolkene. Men netop som Larsen ville hjælpe ham op i den høje vogn, vendte han sig om og rystede let på hovedet.
”Nej,” sagde han, ”det er jo et så velsignet vejr i dag, og jeg tror sandelig, jeg vil spadsere til Hesselholt.”
Han så på Larsen og overvejede et øjeblik at bede ham slå følge, så de kunne passiare, men bonden havde allerede vendt ryggen til og var hastigt på vej op mod huset. Nå ja, bønder havde vel altid travlt, og sådan et præstebesøg kunne jo nok tøve en kende. Tilgav han den formastelige.
Så gik han selv.
Også på Hesselholt blev han budt velkommen, skønt der ikke lige straks viste sig noget menneske. Kun en karl stod ved brønden og tumlede med en hest, og han havde tydeligvis ikke bemærket præstens ankomst, men selvfølgelig han kom jo også så at sige på listefødder, inkognito, og uden kusk og vogn, men i det samme rullede vognen ind på gårdspladsen og bremsede op kun få meter fra ham.
Han betydede kusken, at han skulle sørge for hestene, der sikkert trængte vil vand, og denne kontaktede straks karlen ved brønden, og de to karlfolk faldt øjeblikkelig i snak. Ja, almuen havde så let ved at kommunikere på deres sære kaudervælsk, undertiden kunne man ligefrem misunde dem den kunst.
Men nu vendte den fremmede karl sig mod præsten og gik målbevidst hen til ham og rakte ham tilmed en ikke alt for ren hånd. Præsten studsede, men måtte jo tage den, det var jo et sognebarn trods al ringheden, og heldigvis havde han just behandsket sig, som han gerne plejede i besøgssager, for man vidste aldrig, hvem man blev nødt til at berøre. Og hud mod hud undgik han helst på slige steder.
”Præsten skal være så hjertelig velkommen,” sagde karlen og smilede bredt.
”Hm … tak … men er herskaberne ikke hjemme,” undrede præsten sig.
”Jo vist, min mor er i rollingen, og jeg står lyslevende her,” sagde han, og præsten bemærkede undrende, at det unge menneske talte en slags dansk, og hvem var han mon?
”Ja, undskyld, pastor de Place, jeg glemmer rent at præsentere mig, mit navn er Janus Hesselholt, og jeg ejer gården her.”
”Jaså. Men så er det vel mig, der bør undskylde. Jeg tog Dem for en karl.”
”Jeg er karl. Ungkarl oven i købet. Men ikke desto mindre gårdejer, ” og han slog ud med hånden.
 
På Hesselholt var de Place blevet beværtet med den skønneste grøntsagssuppe og den sprødeste flæskesteg og en dessert af henkogte frugter i fløde. Bedre mad havde han længe ikke smagt, og det var ligefrem vanskeligt for ham at tage hul på bylden og fremlægge sit penible ærinde og således true den gode stemning. Men han måtte jo. Ellers vidste han jo ikke, hvordan man der så på tingene på de store gårde, og alle vinkler var vigtige, når man havde at gøre med så kilden en sag.
”Det er kommet mig for øre, at usædeligheden har vundet indpas her på stedet,” sagde han og forstod straks, at ordene ikke just var velvalgte, for de blev mødt med ildevarslende stilhed.
Endelig sagde fru Kirsten: ”Hvad mener præsten?”
”At her fødes uægte afkom,” sagde han strengt og så Janus smile. Hvor afskyeligt! At smile nu, hvor den blødende byld lå blottet for alles øjne.
Men Janus sagde sorgløst: ”Afkom er ikke vores stærke side, vel mor.”
”Janus!”
”Ja, det vil jeg rigtignok også sige!”
”Men jeg forstår, at præsten taler om skolelæreren og ikke om os.”
”Netop! Og nu ville jeg gerne vide, hvorledes man herude i sognet forholder sig til den sag.”
”Forholder sig?”
”Netop,” gentog præsten og så opfordrende fra den ene til den anden.
”Ja, det er jo ikke noget, vi kan gøre meget ved,” sagde Kirsten.
”Vil det sige, at man ikke bekymrer sig det mindste om uterlighed og usædelighed?”
”Åh, folk er vel her som alle andre steder,” mente Kirsten forsigtigt.
”Ja, det er sandt mor. Her som der. Det er det samme.”
Nej, på denne gård kom han ikke videre. De folk trængte virkelig til vækkelse, han måtte sørge for, at en af de udmærkede missionærer fik sin gang her.
”Jamen, så må jeg håbe, at sognefogeden har en mindre letfærdig holdning til sagen.” sagde de Place og mente ikke, at han orkede at gå helt til Klarup, hvilket han gjorde sin kusk begribelig og måtte have ham til hjælp, da han skulle entre vognen.
Den unge Hesselholt fulgte ham ikke ud. Megen pli ejede dette karlfolk sandelig ikke. Men jeg glemte vel egentlig også at takke for maden, påmindede han sig selv, inden han fuld af fortrædelige følelser lod kusken køre sig til Klarup.
Der var kun få minutters kørsel, og egentlig burde han vel i grunden have valgt apostlenes heste for ligesom at køle sig af, skønt køligt var det ikke just, og nu ærgrede han sig for første gang over, at han havde taget den tidligere Raabjergkollegas brev så seriøst og besluttet sig for at blande sig i en affære, som ikke nødvendigvis burde være landet på hans bord.
Også på Klarup var han ventet. Ole Houkjær, som han blev kaldt, stod allerede ved gavlen og glanede efter ham, som havde bonden på Hesselholt sendt ham røgsignaler. Præsten lo af sin egen lille morsomhed. Røgsignaler! Ja, men noget indiansk primitivt var der nu over disse Hulsigbønder.
Nu kom bonden hen til vognen og hjalp ham ned fra det høje, lumske trin.
Inde i stuen var kaffen klar, og Houkjær skænkede ham den dejligste cognac, han længe havde vederkvæget sig ved. Han slettede på stedet ordet primitiv.
”Denne cognac, den er dog ganske sjælden, ikke sandt?”
”Vist så, men det er jo ofte sjældne varer, der tilflyder os fra havsiden,” lo bonden.
Og naturligvis, også Houkjær var jo strandfoged. De Place kunne ikke vænne sig til denne besynderlige overflod, der herskede i den fattige bondestue. Havet javist. Den blå ko, som de kaldte det, og den kunne malkes i det uendelige, hm … jo, men deraf drog jo alle fordel. Og de Place nippede igen til den udsøgte drik.
”Jeg er her jo ikke for at drikke din gode cognac, kære Houkjær,” sagde han og bemærkede nok, at ”du” sneg sig ind på tungen.
Houkjær syntes dog ikke stødt, mon i grunden ikke også Raabjerg præsten havde tituleret dem på samme vis? og nu smilede manden endog.
”Ja, men vi er glade for at man tager sagen alvorligt, vi har nemlig flere gange tidligere klaget til Raabjergpræsten, men uden held.
”Jaså, har lærer Jensen da tidligere forbrudt sig.”
”Det har han såmænd gjort daglig i alle årene, og havde han ikke haft frøken Vammen, så havde vi strøjet ham af pinden for længe siden. Med eller uden præsternes velsignelse.”
”Hvorledes?”
”Han mishandler børnene.”
”Jeg forstår ikke. Mishandler?”
”Vi mener, at han overdriver sin revselsesret.”
”Ja, her er min holdning ganske klar: Streng optugtelse er nødvendig.”
”Så kort sagt, vi har længe forsøgt at råbe de herrer præster op. Nu er det så lykkedes.”
”Hm … ja, utugt kan ikke tolereres. Og måske han vil være så venlig i sin egenskab af sognefoged at følge med mig til skolen.”
 
Da de Place senere sad i rejsevognen på vej til Skagen gik allehånde tanker gennem ham. Raabjergpræsten. Mon de snart fik det vakante embede besat. Og med hvem? Forhåbentlig ikke en af disse forfærdelige grundtvigianere, som svirrede om alle vegne og indbildte den enfoldige almue så meget nonsens.
Læreren i Rannerød havde været fortvivlet og fremvist sine to nyfødte, som drejede besøget sig om en hjemmedåb og ikke en afskedigelse, og præsten havde da også straks forsikret, at de kunne blive i boende skolen sommeren over og få deres små båret til dåben.
Læreren havde siddet og gnedet sit sorte skæg, mens sognefogden læste den af ham udfærdigede skrivelse højt. Konen eller skulle man sige konerne så han ikke noget til.
Og så var deres mission ude. Og de var ikke blevet budt på nogen traktering. Det kunne man jo heller ikke forvente, men man var dog ikke vant til at forlade et hjem uden at have nyt hverken vådt eller tørt.
Nu var sagen så afklaret. Resten var op til den gode Gud. Og han var jo netop god, så derom behøvede øvrigheden ikke at bekymrer sig.
Hvad den da heller ikke gjorde.

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Kapitel 8

Rannerød

1878

 
 
Christian Krøg var meget musikalsk. Mange kom i hjemmet for at høre ham spille violin. Han kørte også med fisk fra Skagen til Aalbæk … Det var en kold tur om vinteren, og derfor varmede han sig med en flaske brændevin. Det blev efterhånden for ham en vane, og da han indså, at det havde taget overhånd, gik han op på loftet og hængte sig. Min mor, som ellers ikke var overtroisk, var ikke til at frasnakke denne historie: Mens Kristiane og min mor, som var en lille pige, sad og snakkede, hørte min mor, at der kom en op ad trappen og gik hen over loftet. Min mor spurgte, om Christian Larsen allerede var kommet hjem. Men min oldemor sagde: ”Ved du ikke, hvad dag det er? Han kommer altid en tur på loftet på sin dødsdag.
Lars Hesselholt: Hulsig-minder fra Kandestederne til Tranestederne.  ’
 
 
Christiane sad let foroverbøjet ved kistens hovedgærde. Her ville hun blive siddende natten over hos Christian og holde sig vågen, og så ville tågerne i hendes hoved måske spredes og hun ville komme til klarhed og falde en smule til ro. Samle sig og begynde at fatte det ubegribelige, der var hændt. Hun vidste jo nok, at det var sandt, havde jo selv set ham hænge der med øjne, der stirrede lige ned på hende uden at se. Det syn ville ikke forsvinde, men det forblev uvirkeligt og fordunkledes i den tætte tåge, der havde svøbt sig om hende fra det øjeblik, hun så ham dingle deroppe under hanebjælken.
Først var der barnet, der var kommet tumlende ind i køkkenet, hvor Christiane stod og lavede stærk kaffe. Og hun havde også bagt. Men den lille pige havde ikke lige straks bragt Christiane ud fatning. Det var jo ikke så sært, at barnet var blevet skræmt ved synet af sin fordrukne bedstefar. Han burde nu også holde op med at drikke så tæt. Men det kunne han jo ikke. Hun havde utallige gange forsøgt at gemme flasken for ham, men indså snart, at den efter flytningen var blevet hans sutteflaske. Uden den ville han te sig som et forsultet barn. Ja, tænkte hun, han var på en måde begyndt at gå i barndom, og hun ville lade ham gå i fred og blot følge ham så langt, hun kunne.
Hun havde først prøvet at berolige det skræmte barn. Hun skulle ikke tro, at det var så slemt fat med bedstefar, han søgte blot trøst i flasken, fordi han savnede sin gård.
”Men nu tørrer du øjnene, Elise, og så spiser vi to selv alle kagerne. Så kan han have det så godt derude i laden, ikke?”
Men barnet havde virret med hovedet, som om det var fluerne, der generede hende. Og Christiane fortrød, at hun havde sendt pigen over efter bedstefar, for hun havde jo set, hvordan han nylig slingrede tværs over gårdspladsen på vej mod laden. Allerede svirendes.
Han var i det hele taget faldet af på det, efter at de havde måttet flytte fra gården og ind på den gamle mølle i Rannerød. Hendes Christian havde nægtet at indse, at han var blevet gammel og svag. Ikke tale om, at han skulle tages fra bestillingen, han var aldeles ikke parat til at gå på aftægt, han gik jo kun i sit seksoghalvtredsindstyvende år og mente bestemt, at han både var i besiddelse af styrke og mod til at fortsætte sit virke som ejer af Krøggården. Og det mange år frem.
Det havde svigersønnen ikke skønnet, han pressede på og kunne vist ikke tids nok overtage gården, og Christian Krøg havde følt sig jaget ud af sit hjem og hensat til den forfaldne mølle, som nu skulle danne rammen om hans og Christianes liv. Hvad skulle de der?
Pludselig huskede hun en samtale, som hun havde overhørt forrige sommer fra sit skjul mellem bærbuskene. Her sad hun og plukkede ribs, da hun hørte nogen komme gående på stien, der førte til den søndre stalddør. Det var Christian Larsen og hendes egen Christian. Hun havde skammet sig til at lytte, skønt det var ord, hun ikke ønskede at høre. Bagefter skammede hun sig mest på deres vegne.
”I vil få det godt på møllen. Det er jo mit barndomshjem, og nu står huset tomt, og jeg vil ikke sælge så længe du lever.”
”Jeg har nok vidst, at du ville have mig på aftægt. Men du kan ikke tvinge mig. Det her er stadigvæk min gård, og her er det nu en gang mig, der bestemmer.”
”Men du er jo ikke rask.”
”Jeg fejler ingenting.”
”Sludder, dit drikkeri har givet dig flere skavanker, end du selv vil være ved.”
”Og hvordan kan du byde Maren at løbe helt til Rannerød for at passe mig? Som om du ikke har givet hende nok at tage vare på her på stedet.”
”Ja, det er sandt. Og for resten tænker jeg ikke, at hun skal rende nogen steder. Så ringe er du vel heller ikke, at du skal passes. Og du ved udmærket, hvordan det er fat med Maren.”
”Ja, da havde vi god plads til vore forældre i alle årene. De blev ikke forvist til et fremmed sted.”.
”Forvist? Nej, men hør nu, møllehuset fejler ingenting. Og her på gården har vi allerede en børneflok, og den vokser. Der er ikke plads til gamle også.”
Og han var begyndt at remse navne op, og det var tydeligt, at han var stolt og gerne ville, at den gamle skulle forstå, hvilken rigdom han havde tilført slægten. Gamle Christian havde jo aldrig fået sønner. Nu var der både Christian Peter og Ingeborg og lille Janus, og Maren var stærkt på vej med en ny forsyning.
”Ja, du skulle skamme dig! Behandler hende jo som en so, der helst skal fare hvert år. Se det kan du finde ud af. Men drive en gård – ha!”
”De små børn kommer fra Vorherre.”
”Eller fra storken. Jeg er en voksen mand, bette Christian.
”Det skulle man ikke tro. Og nu kan du godt stikke piben ind og finde dig noget fletværk, som du kan sidde og sysle med. Her på gården skal du ikke komme rendende og gøre dig klog på noget, der ikke er dit.”
”Jeg sætter aldrig mere mine ben her på gården, hvis I vover at smide mig ud.”
”Lover du det.”
Så var de forsvundet, og Christiane hørte ikke mere. Behøvede det heller ikke. Christian Larsen og Christian Krøg havde set skævt til hinanden fra den dag, karlen blev fæstet, og et bryllup havde ikke rokket ved det forhold, snarere tværtimod. De tålte ikke hinanden. Og det skønt de i mangt og meget var hinandens spejlbillede: begge var de lige arbejdsomme, og begge kunne de tåle både modgang og modstand, det gjorde dem blot stærkere og mere robuste. Hun havde sådan håbet, at Christian ville ændre syn på karlen, når først de unge var blevet gift, og at han ville begynde at se den søn i ham, som de aldrig havde fået. Og da det ikke kunne være anderledes havde hun fundet sig til rette på den gamle mølle. Og håbede blot, at Christian ville gøre det med tiden. Tog altså fejl.
Hun sad en stund og tænkte på sin mand og det stræbsomme slid, der havde formet hele hans liv. Og bragt dem velstand og agtelse. Hun havde ikke tal på alle de folk udefra, der havde gæstet dem gennem årene og været en gangbro til verden uden for Hulsig. De havde mødt de fremmede med åbent sind.  Og nu så hun til sin glæde Maren og Christian Larsen fortsætte i det samme spor og være trofaste mod de samme mål.
Så tænkte hun igen på den lille Elise, der endelig havde fået mæle derinde i køkkenet og sagt de ord, der nu blev ved med at dukke op i bevidstheden sammen med billedet af den døde: ”Men jeg er så bange. Bedstefar hænger så mærkeligt.”
Hun hørte vel forkert, tænkte hun først. Hænger?
Hun havde jo hørt rigtigt. Og var ilet derud. Og hun havde stået længe og bare set på ham. Så huskede hun ikke mere, var vist blevet henne, og da hun atter kom til sig selv, sad både Maren og Marie hos hende. De havde grædt. Det havde hun ikke. Kunne ikke. En sær vrede var vågnet i hende, og hun havde ingen steder at rette den hen, måtte holde den i ave, tænkte hun og så sikkert helt ynkeligt på sine pige, for de begyndte at stryge hende over håret og hænderne og tale til hende, som var hun deres barn.
 
Nu sad hun ved kisten. Alene. Skønt begge døtrene havde forsøgt at overtale hende til at tage med en af dem hjem. Hjem tænkte hun. Hun havde ikke mere noget hjem.
Næsten alle folk i Hulsig og Rannerød og Starholm og Tranestederne havde aflagt hende besøg. Ja, selv fra Kandestederne var der kommet folk, og de var en efter en defileret forbi kisten, hvor Christian lå så fromt med salmebogen i de foldede hænder. De var tavse, og hun vidste ikke, hvad de tænkte.
Selv havde hun ikke kunnet holde nogen tanke fast. Det var først nu, hvor hun var ene, at hun ligesom vågnede og for alvor blev bevidst om sit tab. Godt, at hun havde sine piger. Deres støtte behøvede hun ikke tvivle på.
Men så tænkte hun på svigersønnerne og vidste ikke så nøje, hvad hun kunne vente sig fra den kant. Christian Larsen var venlig nok mod hende, men på en egen stille, alvorlig måde, som hun ikke rigtig var tryg ved, og det var vel til syvende og sidst også ham, der var skyld i Christians død, tænkte hun og vidste samtidig, at hun var uretfærdig. Det var ikke Larsen. Det var brændevinen. Han kunne ikke leve med skammen. Han, der hele sit liv havde været en agtet mand.
Og vist kunne de have fået en lille aftægtskrog på den store gård, men det ville alligevel være endt ulykkeligt. Hendes Christian var for stolt til at krybe i et musehul og sidde der og vente på døden. Og andet ville han næppe have haft i udsigt, for de to mandfolk kunne ikke være sammen uden at den ene vidste bedre besked end den anden. To uforbederlige kamphaner. Og det var let at se, hvem der var den stærkeste.
Hun tænkte på Ole Houkjær. Så hans ansigt for sig. Han var så køn, og hun forstod godt Marie, der lige fra hun var en stor tøs havde sværmet om ham, på en gang tiltrukket og skræmt. Det gådefulde mørke i øjnene, ansigtets skarpe træk og de smalle læber, som kun sjældent mildnedes af et smil. Så blev de jo gift. Var det nu en lykke for Marie? Hun var jo den kådeste af pigerne, havde altid haft let til smil og latter. Og så netop Ole Houkjær. Og hvorfor denne hårde facade i det unge ansigt? Måske skyldtes alvoren, at han havde oplevet og overlevet krigen i 1864, hvor så mange unge mænd måtte gå i døden for konge og fædreland, eller kom hjem som invalider, eller med et sind, der for altid var flosset efter mødet med slagmarkens angst og gru. Både Ole og hans brødre, Jens og Mads, havde været med i de blodige kampe, Jens ved Dybbøl og de to andre ved Helgoland. Og hun vidste, at Oles gode ven, Søren Thrane, var blevet såret under slaget ved Helgoland. Hele hans underansigt var skudt væk, sagde man, det manglede både mund og hage, og Ole havde måttet hjælpe Søren med at drikke ved at hælde væske direkte ned gennem det blodige svælg. Sådanne oplevelser kunne nok hærde en mand. Og dertil kom så de hyppige strandinger i vinterstormene, hvor Ole altid deltog.  Selv i det barskeste uvejr var han blandt de mænd, der uden et sekunds tøven sprang i redningsbåden og roede ud på det oprørte hav for at redde forliste sømænd. Der skulle mænd af stål til den dåd, tænkte hun. Og stålsat var han. Men det var også muligt, at årsagen til det stærke og stridbare sind lå i opvæksten.  Den store børneflok. Den udsatte Houkjærgård på de sandede agre derovre ved Kanderenden, hvor flyvesandet fra den store Studeli Mile havde frit spil og hærgede vidt omkring og gang på gang lagde gårde øde. Forældrene Peder Houkjær og Lisbeth Jensdatter fra Nørre Gaardboe var rare og flittige folk efter hvad hun vidste, og også Peder havde mere end en gang vovet sit liv for at redde nødstedte sømænd, og gården havde både i hans tid og senere, hvor den blev overtaget, først af Jens og senere af broderen Mads Houkjær, gæstfrit åbnet sig for nødstedte mennesker. Og kærlig pleje og pasning havde det nok aldrig skortet på. Jo, tænkte hun, de folk fra Kandestederne besad alle denne besynderlige blanding af hårdt og blødt, af stålvilje og et varmt og kærligt sind. Det var i dette spændingsfelt, at den store børneflok var vokset op. Og vist blev de præget af det på godt og ondt.
Christiane sukkede. Ak ja. Denne tunge alvor og strenghed i sindet var fremmed for Krøgerne, der var livsglade og lattermilde af natur og tog imod livet som det kom. Måske var det derfor, at det føltes så ubegribeligt og helt forkert, at en Krøg, og endda den mest agtede af dem alle, skulle tage sit eget liv. Først nu lyste tanken klart i hende, og hun gentog langsomt ordene, rettet mod Christians kridhvide ansigt.
”Du tog dit eget liv.”
Ordene løste knuden i hende, og nu væltede sorgen ind over hende. Hun bøjede under dens tyngde og græd. Tårerne faldt på hans hænder og fugtede salmebogen.
Det var som det skulle være.