– 30 års jubilæum

Info:  marianne@hesselholt.com – tlf.: 86 46 60 87 – hjemmeside: www.hesselholt.com

Dette forår er 30 år siden, jeg underskrev min første forlagskontrakt. Det var i foråret 1985. Jeg har siden skrevet mange kontrakter under og udgivet mange bøger, sådan ca. en om året. Jeg har aldrig skrevet af kommercielle grunde – så ville jeg have valgt helt andre genrer. Jeg har skrevet de bøger, jeg godt selv gad læse, hvis en anden havde skrevet dem.

Men den første tekst var en lille komedie, “Ballade i Brugsen”,  og den solgte jeg ved at underskrive mit livs første kontrakt – for 30 år siden – og da var jeg jo lidt benovet over at nogen gad købe det lille håndarbejde, jeg havde nørklet sammen, og jeg skrev glad under på nedenstående  tilbud. Og med skam at melde havde jeg ikke tænkt mig om. Stykket blev en stor succes. Det blev spillet overalt i landets forsamlingshuse og på de små amatørteatre. Og jeg havde jo givet afkald på forfatterhonoraret, som normalt er 10-15 % af indtægterne.

Og lad det så være dig en lære, kære forfatterspire! Se dig godt for og tænk dig godt om, inden du skriver under på en kontrakt! Jeg ved, at det her stykke spillede langt over 100.000 kr. ind allerede i de første år ( og det har spillet lige siden og spilles stadig). Senere stykker blev slet ikke den samme succes.

Jeg holdt op med at skrive skuespil, da vi nedlagde vores hjemlige scene i forsamlingshuset. Det har mange af os savnet, og måske genopliver vi det.

Det er en fornøjelig beskæftigelse af skrive de små spil for amatørteatre, og jeg begyndte jo at skrive, fordi jeg fandt de stykker, der egnede sig til den lille scene enten for dumme eller for vanskelige. Og jeg havde skrevet hovedopgave på universitetet om slægtskabet mellem Molière og Holberg. Det var let at dramatisere hverdagens små intriger.

Hændelser i Hulsig er min sidste store bog. Måske skriver jeg nogle meget små bøger og udgiver dem i hemmelighed. Det kan vist gå an. Men det store hurlumhej med udgivelser orker jeg ikke mere.

Så derfor vil jeg bruge resten af min tid på denne velsignede jammerdal af en jord med ikke at skrive bøger. I stedet vil jeg gruble over,hvorfor vi er her, hvor vi kommer fra og hvor vi skal hen.

Ja, de tre spørgsmål finder jeg ikke svaret på, for det er der ingen, der har gjort og heller ingen, der nogen sinde vil gøre. Men der er mange, der har forsøgt, og jeg vil så længe jeg kan, traske i deres fodspor. Eller løbe. Eller springe. Eller danse.

Den 30. marts er der reception på Skagen Bibliotek – billetter a 50 kr. skal bestilles i god tid. Den 8 april er der præsentation på Randers Bibliotek af Hændelser  – og her er det gratis. Efter præsentationen er alle interesserede velkomne til vin og lidt mad på Sct. Kjeldsvej 2 i Ålum.

– Nogle strøtanker

Info:  marianne@hesselholt.com – tlf.: 86 46 60 87 – hjemmeside: www.hesselholt.com

Nogle strøtanker

Jeg så engang en film af Ingmar Bergman. Den hed ”Persona,” og det meste af den har jeg har glemt, men der er en enkelt sekvens, som jeg altid vil huske. Man ser en kvinde kigge på en TV skærm. Hendes ansigt er stivnet. En maske uden følelser. Så vendes fokus mod skærmen, og her ser man et brændende barn løbe skrigende væk under et napalmangreb. Kvinden forfærdes over sin egen kølige distance til billedet af rædsel. Og hun bestemmer, at hun fra nu af vil forblive stum.
Det var under Vietnamkrigen, og den er for længst forbi. Men verden har ikke forandret sig til et bedre og fredeligere sted. Hver dag konfronteres vi med ufattelige lidelser. Og stadigvæk bliver vi kun ganske moderat anfægtede af det, vi ser og hører om, hvordan  mænd, kvinder og børn dagligt myrdes og mishandles. Vi kigger og drikker vores kaffe. Og snakker videre.
De færreste af os er dog uden empati. Vi kan sagtens føle med vore medmennesker, når de lider. Og hvis vi kender dem, sørger vi.
Men med dem derude i “samfundet” sørger vi kun, når lidelsen serveret i rette regi. Den skal konkretiseres, og den skal udstilles. Den skal kort sagt medieres gennem pressens mange kanaler, sådan at følelserne ledes direkte ind i vore årer, så vi kan føle smerten som vores smerte og tabet som vores tab.
Præcis sådan, som det skete forleden lørdag i København, da nogle uskyldige mennesker blev ofre for en utilpasset, ung mands vrede. Da satte pressen alle segl til, og vi blev revet med, og pludselig kunne vi græde i kor.
Så er det bare, at jeg ikke kan lade være med at tænke, at medierne burde være langt mere afdæmpede. Selvfølgelig skal pressen fortælle os, hvad der er sket. Men på en sober måde. De skal fortælle, at en ung mand er gået amok. Som det er sket før. Og som det vil ske igen. Og igen. Og at ingen kan standse det vanvid, der lurer i bunden af ethvert samfund.  Terroren er ikke ny. Den har altid været der – nu har den så fået et ganske bestemt ansigt. Men den er ligeså vilkårlig og uberegnelig, som den altid har været.
Massemedierne er ikke alvorlige og saglige, de griber “hændelsen” med noget, der ligner sensationsfryd og kaster sig ud i en usmagelig forstørrelse af det, der er sket. Og ved at gøre det, ved at give disse ynkelige og svage mordere så megen spalteplads, så meget opmærksomhed, ja så er de med til at tildele dem en slags heltestatus.
Heltestatus. Javist. Ved at lade terroristerne sætte dagsordenen, tildeler man dem en uhyre magtposition. Og de får opfyldt deres hedeste ønske: at blive SET og at blive FRYGTET .
De blev ikke set i hjemmet, de blev ikke set i skolen, de blev ikke set i samfundet, ikke før de tvang os til at se dem. Og nu opfatter de sig som uovervindelige. Vi har jo givet dem så meget plads i vores bevidsthed og så meget magt, at de kan sætte et helt samfund på den anden ende: de kan tvinge politikerne og politiet og socialarbejderne til at bruge ufattelige ressourcer på dem.
ALT kommer til at dreje sig om dem. De smådjævle kan jo ikke åbne for TV eller kigge i en avis uden at se sig selv fremstillet i megaformat.
Så nu kan de rigtigt bryste sig.
Da jeg var ung, lavede vi oprør. Ungdomsoprør kaldte vi det. Vi var ikke terrorister, men i vores ungdommelige naivitet støttede vi alligevel totalitære samfundssystemer, og vi ville også gerne føle os som nogle satans karle, der kunne få de dumme bedsteborgere og reaktionære samfundsstøtter til at skælve for os.
Og hvordan behandlerede de os så, de reaktionære magthavere? De grinede af os. De syntes vist nærmest, at vi var farverige og søde.
Vi kunne skumle og rase og regere så meget, vi ville og lade skægget gro og flippe ud og endda true med knyttede næver. De strøg os over håret og tolererede os. Det, man dengang viste de unge oprørere, er det, man kalder repressiv tolerance.
I stedet for at give dem vind i sejlene, kunne vi måske prøve at behandle nutidens unge såkaldte terrorister som uartige børn. Det ville være ydmygende. Hvis vi lader dem sejle deres egen sø, så vil de drukne i skam og afmagt.
Nu svulmer de i stolthed og magtfølelse. Og det er os, der giver dem den magt.
De spiller djævle, og vi gyser og bevæbner os – men på den måde kan vi ikke ramme de ynkelige, svage drenge.
Jeg bad et af mine børnebørn tegne en rigtig djævel. Det gjorde han, og se om ikke han ramte plet. Djævle vil gerne spille seje gutter – men de er akkurat så ynkelige som denne lille fyr på tegningen.

Der er en bemærkning, som jeg gerne vil knytte til ovenstående. Der har stået i samtlige aviser og blade, at der døde 2 mennesker. Der døde 3. Terroristen var også et menneske. Han var en dreng, der aldrig blev voksen, og som kastede op lige inden han skød sit dræbende skud.
Hvis vi vil kalde os kristne, så må vi også kalde tingene ved deres rette navn – og de var alle tre lige meget mennesker og lige elskede af Gud. Det tror jeg på.
 

168 – mens vi venter

: marianne@hesselholt.com – tlf.: 86 46 60 87 – hjemmeside: www.hesselholt.com

Så ligger hændelserne i hænderne på bogbinderen. Og mens vi venter, kunne jeg jo f.eks. lægge bogens første sider ind på bloggen. De er alligevel så meget anderledes end det, jeg lagde på vinduet her forrige år – alt forandrer sig i skriveprocessen og denne gang vist nok til det bedre.

side 5-25 af Hændelser: Jamen det ser BESTEMT ilde ud, når jeg kopierer over. Formatteringen forsvinder helt. øv. Nå, men indholdet er der jo, hvis nogen orker at løbe det igennem. D. 24 marts udkommer bogen, så kan den skaffes i hel og smuk stand.


Hesselholt

For år tilbage foreslog et familiemedlem, at jeg skulle skrive historien
om den gamle slægtsgård Hesselholt og de mennesker, der
levede i og omkring den, og trods visse betænkeligheder gik jeg
gang med at samle materiale. Jeg dykkede ned i de gamle fortællinger
om gårdene og slægterne og fandt mangt og meget, som
jeg ikke vidste i forvejen, og en dag var jeg nået til vejs ende, eller
rettere sagt så langt, som jeg kunne komme ved hjælp af de
kilder, jeg havde adgang til.
Hesselholt blev bygget i det sekstende århundrede og har tilhørt
familien i mange generationer. Den sidste fæstebonde på gården
var min tiptipoldefar, Mads Pedersen, født 1757, dog ikke på
Hesselholt, men på et sted, der hed Comfage eller Komfage, beliggende
i ”Buncherne”. Hans far var født i 1725 og hed Peder
Madsen Hesselholt, og efternavnet viser, at han havde relation til
gården. Er sandsynligvis født der.
Mads Pedersen fik altså gården i fæste og blev senere en fri
bonde, nemlig da han i 1798 købte den af Cathrine Holm Ferslev.
Han giftede sig d. 21. september 1783 med den syv år ældre Maren
Pedersdatter fra Skagen. Man ved fra kirkebøgerne, at Maren
er født 18/6 1750, og fra Lundholm Sørensens anearkiv, at hun
levede i 2. ægteskab med Mads Pedersen.
Gårdens historie er, som det gælder for talrige andre gårde på egnen,
ganske dramatisk, idet bygningerne gentagne gange blev ofre
for sandflugtens hærgen og muligvis mere end én gang måtte
brydes ned sten for sten og genopbygges på et andet og sikrere
sted. Indtil 1804 lå den, ifølge min farfar, lidt uden for Hulsig, og
herfra flyttedes den efter en voldsom storm, som ødelagde alt, til
Hulsig by. Her troede man sig sikker, og det var man jo også for

sandet, men ikke for vandet. Navnet Hulsig betyder nemlig ”en
hul sig”. En ”sig” er en lavtliggende hulning i landskabet. Og i
perioder med megen nedbør eller med pludselig tø efter en streng
snevinter kunne der indtræffe store oversvømmelser i et landskab
af den type, og en sådan naturkatastrofe ramte rent faktisk den lille
by i 1872, hvor mange gårde stod under vand og flere af husdyrene
druknede. Derom senere.
Mads Pedersens søn, Jens Madsen, overtog gården efter sin far,
og han fik ikke selv børn, men i 1855 solgte han Hesselholt til sin
søstersøn Lars Jensen, der er min oldefar. Lars, som senere fik
tilnavnet ”Vesterla’s”, var søn af en fisker i Højen, Jens Svendsen,
og hans mor, Kirsten Marie, var datter af ovennævnte Mads Pedersen
på Hesselholt.
I de næste generationer knyttes der ægteskabsforbindelser på
kryds og tværs af gårdene. Hvis der ikke findes et passende parti
på familiefronten, hjemføres ægtefællen fra en af de lokale gårde.
Bogen vil først og fremmest fortælle familiehistorien, men med
tråde ud til andre dele af det lille samfund. Min onkel Lars Hesselholt
kalder i sit lille erindringsskrift Hulsig-minder Hulsig
for ”én stor familie”. Ja, det var den både i egentlig og i overført
betydning.

 
Naturen og Menneskene.

Og nu til de store naturdramaer, der strakte sig over flere århundreder.
De vildeste sandstorme og stormfloder rasede på egnen i
det, man undertiden benævner Den lille Istid. Den strækker sig
fra begyndelsen af 1600-tallet og et stykke ind i det 20. århundrede.
I denne lange periode var klimaet mere ekstremt end det er i
dag, og vintrene var koldere og længere, og navnlig i den nordligste
del af Danmark var det ofte noget af en bedrift blot at overleve
i en natur, der gang på gang truede med at udslette beboerne.
Men mange holdt ud, de kæmpede for livet og blev på egnen, og
de blev måske af den grund en sær blanding af hårdføre individer
og sårbare eksistenser.
I de gamle tekster, hvor man ikke var så bange for at generalisere
og derfor undertiden slumpede til at sige noget rammende, finder
man mange morsomme beskrivelser af disse de nordligste danskere.
Helt tilbage i Erik Pontoppidans Den danske Atlas lyder
det sådan her (side 200):
Vist er det, at Vendelboerne altid har været et kiekt og stridbart
Folk, ( …) i gamle Dage ogsaa et hart og selvraadigt Folk, som
ikke taalte nye Paalæg.
Jeg vil for morskabs skyld citere et andet og meget nyere eksempel
på disse folks karske væsen: Det drejer sig om den unge højskolelærer
Edvard Jensen, der i begyndelsen af 1900-tallet skulle
tale til et stævne i Horne.
Han vidste jo nok, at Indre Mission havde et godt tag i egnens fisker-
og bondebefolkning, og han begyndte da også nok så fromt
med at sige trosbekendelsen, men da han kom til: ”Nedfaren til
Dødsriget,” bemærkede han, at der blev stor uro i salen. Han
skulle have sagt Helvedet, skulle han, og ikke pakke den barske
sandhed ind i en sådan sødladen dødsrigesnak! Han skriver følgende:
”De første bænke var tæt besat med gamle fuldskæggede
gubber i blaat vadmelstøj og træsko. Det var dem, jeg havde hørt
omtale, og som jeg var bange for. Til at begynde med syntes jeg,
de saa ud til allehaande. Ganske klart var det i hvert fald, at de
godt kunne tænke sig at brænde en kætter af, inden de gik hjem.”
Og senere lyder det fra Jensen: ”Da mødet var forbi, omringede
de mig. ”Nu er det ude med dig Jensen,” sagde jeg til mig
selv, ”du blev altsaa 26 aar alt i alt.””
Der lagdes da også godt og grundigt i kakkelovnen, da den
stakkels foredragsholder senere blev budt på kaffe og kager og
en ”snak”.
Som nævnt havde folk i den nordligste egn af landet måttet leve i
isolation, omkranset som de var af sandmiler og hav til alle sider
og prisgivet en natur, der i lange perioder gjorde dem livet surt og
holdt dem fangne på bostedet. Sådan havde det været i mands
minde. Men ikke altid.
Der var en tid, hvor Skagen Odde lyste med sin store diversitet
af løvtræer og et væld af planter bredt ud over frodige, grønne
enge. Klimaet var mildt, og rundt om blinkede de smukkeste blå
søer forbundne med brede, snoede åløb. Det rene paradis.
Men så nydeligt artede landskabet sig kun de første århundreder,
efter at byen og egnen var blevet beboet. Klimaet ændrede
sig dramatisk, og ødelæggelserne begyndte, og lidt efter lidt tog
de fart.
I 1100-tallet fandt den første bebyggelse i Skagen og
Højen/Gammel Skagen sted, og omkring 1400 rejstes den imponerende
Sct. Laurentii Kirke, og i 1413 fik byen købstadsrettigheder,
og egen latinskole blev det til i 1549. Det var en storhedstid
for alle i og omkring byen.
Men klimaet forandrede sig som sagt til det værre, og menneskene
gjorde deres til at ødelægge den sårbare natur: de drev rovdrift
på klitbevoksning og skov og gjorde livet let for sandflugten
og svært for menneskene. I løbet af 1500-tallet og langt op i
1800-tallet hærgedes byen og landsognet, især om vinteren, af
sandflugt og stormfloder. I 1568 forliste 350 skibe ved Skagen. I
1593 blev 14 gårde revet bort af vandmasserne, og i 1595 raseredes
25 gårde af en voldsom sandstorm.
Skagen sandede til, og landsognet fulgte med. Det lille sogn
forvandledes til en gold ø midt i et inferno af stormfloder og
sandstorme. Her findes vel den væsentligste årsag til, at folk blev
mere og mere indgifte i det lille samfund, hvilket ikke just styrkede
den mentale sundhed, og resultatet blev da også et folkefærd
med ikke så få ”tværinger” og ”særinger”.
Dette barske liv i afsondrethed fik imidlertid også ende og det
endda temmelig brat, idet man omkring midten af 1800-tallet
iværksatte effektive sandflugtsdæmpende foranstaltninger, og
samtidig skete der det, at en lang række kunstnere ”opdagede”
Skagen. Digtere og malere strømmede til, og senere fulgte en
broget skare af velhavere. En uspoleret befolkning og en vild natur,
tænkte de og fandt det alt sammen såre romantisk.
H. C. Andersen var en af de første, der vovede sig den ubekvemme
vej til Skagen. Efter en lang rejse til eksotiske lande
kom han på den idé, at han ville se Jyllands nordligste kyster og
på nært hold studere disse egnes barske og dog jomfruelige natur
med dens vilde indfødte, disse mærkelige ”havgasser”, som man
kun havde hørt om.
Og hans glæde og forundring ville ingen ende tage, da han efter
store strabadser omsider nåede til toppen af Danmark. Her
mødte ham en verden, som var lige så fremmedartet og gådefuld
som den, han havde fundet i fjerne riger. Hans rejseindtryk blev
publiceret i ”Folkekalender 1860”, og sådan her lyder indledningen:
”Vi ville besøge denne ”Danmarks Afkrog”, Sandørkenen mellem
to brusende Have, Byen, som ikke har Gade eller Stræde, høre
Maager og Vildgæs opfylde Luften med Skrig hen over de bevægelige
Sandklitter og den tilfygede Kirke. Er du Maler, da følg os
herop, her er Motiver for Dig, her er Sceneri for Digtning; her i
det danske Land finder du Natur, der giver Dig et Billede fra Afrikas
Ørken, fra Pompejis Askehøider og fra de med Fugle omsvævede
Sandbanker i Verdenshavet.”
I det følgende vil vi bevæge os ind i fiktionens verden, for det er
gennem en række fortællinger, at jeg vil forsøge at puste liv i de
for længst afdøde og deres små og store bedrifter. Alle de personer,
som optræder i bogen, er autentiske på den måde, at de faktisk
har levet og virket i Hulsig og omegn. Der vil være en navneliste
bag i bogen som en hjælp til at holde rede på de personer,
som forfatteren er i familie med. De samme navne går igen i hele
perioden. Heller ikke navne skulle trænge sig ind udefra. Det er
symptomatisk for egnen, at navne kan skrives på mere end én
måde: Karl er med K i nogle tekster, i andre er med C. Det kan
forvirre, når der ét sted står Ane, og det er den samme, som benævnes
Anna eller Anne et andet sted. Krøgh eller Krøg. Trane
eller Thrane. Kirkebøgerne har én stavemåde, folketællingerne en
anden, gravstenene en tredje – men det er altså samme person.
Man kan i den fiktive del af bogen naturligvis ikke ”tage personerne
på ordet,” for ordene er jo for længst borte, og jeg må
nødvendigvis gendigte hvert eneste af dem.
Dertil kommer det rent sproglige. Bogen er skrevet på almindeligt
nudansk, og de gamle talte jo et andet sprog. Og ganske
vist behersker jeg vendelbomålet til husbehov, men jeg tvivler på,
at mine læsere gør. Så derfor. Men på den anden side: kun få læser
f.eks. Jane Austen på engelsk. Så en oversættelse går nok også
an her.
Så er der de historiske fakta. Her har jeg bestræbt mig på at
tale sandt, og er der unøjagtigheder, så skyldes det enten min
ukyndighed eller min tro på fantasiens ret. Aldrig ond vilje.
Men nu kommer vi til det vigtigste:
Når det drejer om de gamle Hulsigboeres sindelag og hele indre
liv og væsen, så føler jeg stærkt, at jeg er på hjemmebane. Vi
er i bund og grund rundet af det samme råstof – eller rettere af det
samme Rå Stof. Jeg kender deres særheder, deres hårde facade,
deres urokkelige stædighed, men også deres særlige lune og underspillede
humor, og ikke mindst deres varme og skrøbelige sind.
Og jeg indrømmer blankt, at jeg holder af dem.
Det er mit håb, at læserne også vil holde en smule af de gamle
Hulsigboere. De har levet engang og i en barsk verden, og den
har præget dem, og nu og da har den knækket dem, men aldrig
frataget dem stolthed og værdighed.

 
 Hesselholt har ligesom de øvrige Steder i Skagen Landsogn været
Fæstested til daværende Ferslev Gaard i Skagen. Ifølge Skøde af
11. Juni 1798 blev Hesselholt, som da havde 5 Skp. Hartkorn
Ager og Eng, efter skede Moderation i sin Tid formedelst Sandflugt,
solgt af Cathrine Holm, Enke efter afgangne Byfoged Hans
Christopher Ferslev i Skagen for 190 Rdl. til Mads Pedersen, som
havde Stedet i Fæste. Omtrent Aar 1804 flyttede Mads Pedersen
Stedet, som da laa ca. 250 Favne Nordvest fra, hvor det nu ligger,
for Sandflugten.
Kortfattet Skildring af Gaarden Hesselholt i Skagen Landsogn,
Janus Jensen Hesselholt d. 1. Januar 1888
.
Herunder ses et udsnit af det dokument, der markerede min tiptipoldefars
overgang fra fæstebonde til selvejer. Dokumentet er
udstedt i Skagen d. 11. juni 1798. Heri bekræftes det, at gården
Hesselholt overgår til Mads Pedersen, som skal betale 190 Rigsdaler
til Cathrine Holm og hendes arvinger.
( alle billederne mangler)

Kapitel 1

Den forårsmorgen kunne Mads ikke åbne døren til gårdspladsen.
Hele natten havde han og Maren ligget vågne, mens de lyttede til
stormen, hvordan den fór langs rålingens lave mure og rundt om
hushjørnerne og ruskede i stråtaget og kylede favnfuld på favnfuld
af stenede sandkorn mod ruderne, hvor de ramte med små,
skarpe smæld. Og han lå og tænkte på sine dyr, om de var rædde
derude i stalden, om de stod og brølede om kap med stormen, og
hans tanker fløj fra gården og ud til agrene, og han syntes, at han
kunne se dem krympe sig under pisken, mens sandet svirpede hen
over dem og hastigt dyngede dem til. Mark efter mark kværkedes
derude, og han kunne intet stille op.
Omsider gled han ind i en halvdøs, hvori det forekom ham, at
de mange spredte lyde forenedes til én eneste skinger tone. Det
var dødsenglene, der hylede deres undergangsviser, mens de jog
hinanden rundt og rundt, så om ét hushjørne, så om et andet og
hen over de nytilsåede marker, hvor de golde sandkorn kvalte alt
spirende liv.
”Hører du?” hviskede han fra sin søvnhule og lagde armene
tættere om Maren. Hun skuttede sig, som var der kulde i hans
favn.
Han var vågnet med et sæt og havde sat sig over ende i alkoven
og stirret ud i den mørke stue og vantro lyttet til stilheden. Kun
ganske få lysstråler fandt vej gennem det eneste vindue, der ikke
var en mørk flade, dækket af sand.
Mads havde bakset med døren i evigheder, syntes han, og bag
ham stod Maren og forsøgte uden held at slubre gråden i sig, den
strømmede ud over alle bredder og endte i en hylen som fra en
fjern ulv. Lyden borede og sled i hans øren, men han kunne og
ville heller ikke standse den, for den var rimelig, tænkte han,
kvindfolk kunne altid tude sig til rette, og selv havde han mest af
alt lyst til endelig at give slip og falde i tråd med jammeren og
brøle sin afmagt ud mod fjenden. Eller mod Gud, tænkte han og
gjorde sig hård, mens han flåede i klinken, til det værkede i håndfladen.
For måske var det alt sammen en himmelfalden straf, som
man havde fortjent og derfor lydigt måtte bøje sig for. Ske din vilje,
mumlede han.
Himmelfalden? Ordet lå og skar i ham. Nej, sådan kunne det
ikke være. Han var kaldet til at være bonde og dyrke jorden, og
man behøvede blot kaste et blik i den store dragkiste, på hvis
bund Herrens velsignelse havde samlet sig. Og havde han måske
ikke både ofret og bedt og gang på gang også følt Herrens miskundhed
lyse over sit liv, når laderne blev fulde og dyrene trivedes
og børnene levede? Jo vist havde han. Skulle han så give slip
nu? Nej. Den gård, som han havde kæmpet for hele sin ungdom
som fæstebonde, kunne han som fri bonde umuligt overlade til en
natur, der revsede imod al rimelighed. Og som var så inderlig
gudsforladt. Nej. Han var ingens træl, og han måtte vriste det fri,
der var hans, tænkte han med hovedet lænet mod dørens ru fjæl.
Han løftede sit hoved og så sig om i stuen, lod blikket dvæle
ved det smukke standur og glide kærtegnende hen over de malede
og smukt udskårne møbler. Hans ejendom.
Og så var der børnene. Anna var allerede afsat til en bonde i
Sørrig, som ejede et boelsted med tilliggende marker og så langt
inde i landet, at sandflugten aldrig kunne true det. Sønnen Jens
var 17 år, og han skulle overtage gården til sin tid, og det var først
og sidst for hans skyld, at Mads måtte befæste sin ejendom og
holde ud, til han segnede. Drengen skulle ikke arve et fallitbo. Så
var der Kirsten Marie og Mette, begge børn endnu, men også dem
var der sørget for. De skulle giftes. Naturligvis. Og han havde udset
sig to fiskere i Højen, brødrene Jens og Niels Svendsen, dygtige
karle, der styrede mod selvstændighed og egen båd. De var
tilmed i familie med Maren, og også det talte. Man skulle ikke
gerne sprede sine frø på fremmede agre.
Nu kom Jens tumlende med forsovede øjne og stillede sig ved
hans side. Mads vendte sig halvt om mod ham.
”Det hjælper ikke stort”, sagde han mat i stemmen og slog en
sidste gang næven mod den lukkede dør, men Jens pegede tavs op
mod den kun halvt tilsandede rude. Mads nikkede blot. Og det
tog ingen tid for drengen, så havde han lirket vinduet op, så han
kunne mave sig igennem, og mens han kravlede ud, rislede sandet
ind og lagde sig til rette på bord og bænke. En tid hørtes kun lyden
af de silende sandkorn, men så brødes stilheden af en skovls
ivrige skraben. Nu lirkede Jens forsigtigt ved klinken og havde
held til at åbne døren så meget, at Mads og Maren kunne klemme
sig ud gennem den smalle sprække.
Udenfor blev de stående en tid. Ubevægelige. Og i chok ved
synet af den raserede gård. Overalt på stenpikningen lå bunker af
strå, og rundt om dem var allehånde løsøre kylet hulter til bulter
af stormen og anbragt lige der, hvor den havde sluppet sit tag.
Mads løftede blikket. Overalt på tækningen grinede sorte huller
frem.
For enden af laden var den halve gavl blæst ind. Den anden
halvdel hældede hjælpeløst, tynget af en grå, smudsblandet sandbunke,
der var føget sammen og nu trykkede sig mod den, så den
syntes at kunne bryde sammen hvert øjeblik.
Stormen var omme nu, og der rørte sig ikke en vind. Stilheden
fyldte dem med uhygge, som var det stilhed før stormen og ikke
efter. Ingen mælede et ord, de stod tæt sammen, ludende mod
hverandre. Kirsten Marie og lille Mette var vågnet og havde sluttet
sig til dem, og begge pigerne knugede om deres mor, som
frygtede de, at hun også kunne bryde sammen.
Maren gjorde sig nænsomt fri af børnene, der kiggede forskræmte
på hende, mens hun bøjede sig forover og lod armene
dingle. Mads så på hende og tænkte foruroliget og for første gang,
at hun var blevet slemt ældet, så indfaldent og gråt hendes ansigt
var, og læberne, der sluttede som et rynkebånd om de tandløse
gummer. Og hendes krop, hvor var den mager og senet, og de
slappe arme hang som visne stilke, der tørstigt strakte sig mod
jorden. Det ærgrede ham, at hun skulle stå der og så modstandsløst
søbe ulykken i sig, som var det en giftig suppe, han serverede
for hende. Selv havde han ikke mere lyst til at jamre; en ny følelse
murrede i ham, en vrede, der piblede frem og lagde sig hærdende
om sindet. Han trak vejret dybt ind og så op mod himlen.
Hævn, tænkte han. Og handling. Det var rimelige krav. Han fnøs
som en olm tyr. Pludselig blev Mads’ protest overdøvet af høje
brøl, blandet med en hests vrinsken.
”Dyrene!”
Han styrtede hen til stalden og flåede døren op. Indenfor var
der næsten mørkt. Sandet på nordsiden havde lagt sig som høje
klitter, der dækkede for alle vinduerne. Et par steder havde stormen
slynget småsten og sand så hårdt mod ruderne, at de var blevet
knust, og sandet havde uhindret kunnet fortsætte ind i stalden,
hvor det havde lejret sig i banker om køernes hove. Hestene stod
ved den modsatte mur og kunne ikke nås af det silende sand. De
stampede uroligt på stedet, som anede de, at en fare nærmede sig.
Sandet fortsatte med at hobe sig op om køernes ben, og de forsøgte
nervøst at trippe sig fri.
Det var blevet sent, og mørket var allerede begyndt at samle sig i
alle kroge, da den lille familie vendte hjem fra markerne og tumlede
ind i rålingen, hvis ruder nu var skovlet fri for sand, så den
sidste rest af rødme fra den synkende sol kunne trænge ind og
lægge et rosa skær over de trætte mennesker og deres indbo.
Så dødsens udmattede var de, at de end ikke orkede at snakke
sammen. Ikke fordi de havde for vane at slå om sig med ord, men
enkelte sprang der jo jævnligt mellem dem. Nu var de tavse, og
uden en lyd spiste de det flæsk, Maren skar af til dem og drak den
varme te, som hun havde kogt på anis.
”Du er en gæv pige, bette Mette,” sagde Mads pludselig og
med en uvant mildhed i stemmen, og ordene kom så overraskende
for dem alle, og var så sære i deres betydning og betoning, at
de holdt op med at tygge og gloede på ham, som havde de ham
mistænkt for at være forstyrret i hovedet.
”Jeg ville blot sige, at denne dag ikke er en dag som alle andre,”
sagde han langsomt og højtideligt. Han rømmede sig og så
på dem med et glimt af kærtegn i blikket.
Den stemme, det blik og de ord. Det gav alt sammen ingen
mening, syntes Maren og svarede da også kun med et hovedkast,
mens børnene fik travlt med at proppe sig med flæsk og glo ned i
den ru bordplade.
”I har grædt i dag,” fortsatte Mads alvorligt, mens han hævede
stemmen, ”og vi har brugt alle vore kræfter, selv du, bette
Mette, har slidt som en voksen.” Han gjorde en pause og rakte
lidt tøvende en hånd over mod pigen, der forskrækket trak begge
sine til sig. Så fortsatte han og denne gang med fasthed i stemmen:
”Men sådan vil jeg ikke, at det skal fortsætte. Det var det,
jeg ville sige.”
Jens kiggede forlegent på ham. ”Hvad mener far? Vi kan da
ikke standse sandet.”
”Nej, bette Jens, det kan vi ikke.”
”Mener far da, at vi skal flygte?”
Jens turde ikke hæve stemmen, det var næsten en hvisken.
Han havde set andre familier give op og forsøge sig med et nyt
liv i Højen eller i Østerby og enkelte i Vesterby. De fleste var
blevet fiskere, og tanken om at leve hver dag i tæt samvær med
det slibrige hav fór gennem ham med et strejf af rædsel. Ville far
virkelig, at de skulle opgive jorden? Han vidste godt, at far var i
færd med at afsætte pigerne til nogle fiskere i Højen, som de
langt ude var i familie med. Stakkels tøser. Men han var ikke til
sinds at blive fisker og trælle alle sine dage på havet. Han var og
blev bonde. Og hvad med gården? Kunne den så få lov at ligge
hen som et lig i sandet, strittende med sine splittede skeletdele.
Som alle de andre forladte og ribbede huse, der efter hver ny
storm stak deres halvrådne spær og ruinbrønde op af sandet.
”Vi må se i øjnene, at gården er ødelagt, og markerne står heller
ikke til at redde. Ikke denne gang,” sagde Mads.
”Men far, vi kan vel samle tang på stranden og lægge ovenpå
sandet og hente ny jord i dobberne derude på heden,” trodsede
Jens med en stemme, der var helt ny og fik far til at trække øjenbrynene
op og så alligevel forsøge sig med et smil, der fik drengen
til nervøst at snakke videre.
”Jamen, far, det har vi da gjort før. Og nu vil far, at vi skal give
op.”
”Give op! Aldrig!”
”Hvad … hvad mener far så?”
”Forrige år var der kun få storme, det husker I vel? og vi fik
laderne fulde, og vore køer blev fede derude på markerne. Og al
den mælk.”
”Ja, far, men i år bliver det ikke sådan.”
”Det er så sandt, min dreng.”
Min dreng? Og denne venlighed. Det var forkert, tænkte Jens
og mærkede frygten murre i sindet, for hvad gik der dog af far?
Hvornår havde han sidst talt til ham med en stemme som honning
og pisket fløde? Aldrig! Og så det smil. Det var grumt at se på.
”Det er nu, vi skal vise, at vi fra Hesselholt, vi giver aldrig op.”
”Jo … men …?”
”Aldrig!”
Nu råbte Mads ligefrem, og pludselig rejste han sig fra bænken
og rakte sine knyttede næverne op mod de lave loftsbjælker. Børnenes
øjne begyndte at flakke, mens Maren trak sit forklæde op
over hovedet, som om hun på den måde ville undgå at se sin
mand gå amok. Men Mads blev stående med sitrende næver, og
ganske uvarslet hamrede han dem op mod bjælkerne, som om han
ville gøre skade på sig selv. Mette begyndte at klynke, mens de to
store faldt en smule til ro. Nu lignede deres far sig selv. Gik bersærk.
Det var vel ikke noget nyt. Sådan var han jo, og det gik hidsigt
og hurtigt ud over et eller andet i nærheden, og derpå faldt
han som regel til ro. Lige nu var vreden rettet mod loftsbjælkerne
og herregud, de holdt jo nok. Og ganske rigtigt, nu satte Mads sig
lige så hurtigt, som han havde rejst sig, og lod de knyttede næver
falde til ro på bordet foran sig. Han faldt selv til ro, mens han så
fra den ene til den anden og nu igen med det sære smil på læben.
”Maren!” kaldte han, og hun tittede frem bag forklædet, men
holdt det stadig op foran sig.
”Vi har penge på kistebunden og en god klat jord i Hulsig, det
ved du,” sagde han.
”Ja, Mads.”
”Og vi flytter.”
”Flytter, jamen Mads! Hesselholt har jo ligget her al den tid,
jeg husker, og … og … hvordan?” Maren rystede på hovedet, så
de tynde, grå tjavser dinglede fra side til side.
Det var, som om Jens med ét vågnede op, han fik farve i kinderne,
og øjnene lyste, som ville de sige, at hans far var akkurat
så uovervindelig, som en Hesselholt skulle være, og at der ikke
var nogen grund til at fortvivle med ham bag ploven. De kunne
give fanden i sandet og al dets hærgen. Det var jo for pokker sandet,
der flygtede og ikke dem.
”Men sandflugten, den kan vel finde os i Hulsig. Det er dog
ikke farligt langt borte,” kom det ængsteligt fra Maren.
”Hør nu, Maren, sandet er jo ikke ude efter os, og til Hulsig
kommer det aldrig.”
”Kan man nu også stole på det?” sukkede Maren.
Kapitel 2


  Far var den stærkeste i verden, og der fandtes ikke det, der kunne
knække hans vilje, og ingen storm kunne være så voldsom, at den
kyste ham indendørs. Den kunne hyle ham lige ind i ansigtet,
uden at han så meget som blinkede med øjnene. Som en trold var
han og sikkert iført troldemandsskind over det hele, og så havde
han tilmed et tætvoksende skæg, der strittede til alle sider, som
om det var groet op i ansigtet alene for at beskytte det mod vejr
og vind.
Og en nat, hvor vinden var løbet løbsk og stormede ustyrligt
hen over hav og land og månen skinnede klart på himlen, havde
han purret Lars og klædt ham i det varmeste tøj, der fandtes i huset
og endda krænget sine egne valkede hoser op over drengens
tynde ben. Og sådan viklet ind og snøret til havde far slæbt ham
med sig ned gennem klitterne og helt ud til det frådende hav, og
det selv om Lars gispede og sprællede som en fisk, der var kylet
på land. Vinden piskede det løse sand op og fyldte luften, og det
føltes som issplinter mod kinderne og stak i øjnene, og Lars havde
ikke noget troldeskind at dække sig med eller skæg at skjule
sig bag.
I strandslugten var der en smule læ, og her standsede far op og
knugede drengen tæt ind til sig, mens han pegede ud mod det
buldrende hav og en strandbred, som bølgerne var i færd med at
slubre i sig, så der kun blev levnet en smal strimmel helt inde under
klitterne, og selv den brækkede bølgerne hen over i et forsøg
på at fortære også den sidste rest af strand.
”Hør nu, knægt! Derude er der folk, som lever på havet hele
deres liv. Og lige meget, hvor vildt det ter sig, så sejler de videre.
For de er ikke bange for noget.”
Han gjorde en lille pause, så fortsatte han: ”Og det er vi heller
ikke. Forstår du det?” Han råbte de sidste ord, som var han ræd
for, at blæstens og bølgernes larm skulle overdøve dem. Og da
han samtidig snurrede Lars en halv omgang og stirrede ham lige
ind i øjnene, var det let at se, at han ikke følte sig ramt af stormens
piskesnert som andre dødelige. Hans ansigt var mejslet i
sten, og ikke en mine fortrak sig, og drengen følte en isnende
skræk suse gennem kroppen. Han rystede på hovedet, for ligefrem
åbent tilstå sin frygt gik aldrig an.
”Endnu er du for bette og skravlet, men næste år følger du med,
når jeg går strandvagt.”
Lars bed sig i læben og nikkede ivrigt. Det kunne han godt.
Næste år skulle han nok sørge for at være stærkere end nu og meget
større. Det lovede han sig selv og følte sig allerede en smule
roligere ved tanken om sin vordende muskelstyrke.
Vejen hjem havde været smertefri, skønt vindstødene gang på
gang væltede ham over ende. Men vinden kom bagfra nu og var
nok lumsk og uberegnelig, men den bed ikke mere i hans kinder,
og den kylede heller ikke sandsplinter i øjnene på ham. Og han
skulle ikke gå strandvagt denne vinter, det havde far lige lovet, og
næste vinter lå uendelig langt ude i fremtiden.
Så stærk som far blev han nok aldrig, for det kunne ingen blive.
Far havde engang løftet en stenbænk med tænderne, den historie
havde børnene hørt ham fortælle så tit, og hvis den ikke var sand,
så var far en løgnhals, og det kunne han umuligt være, for han var
klitfoged, og det betød jo, at han var hævet over alle de andre fiskere.
Vinteren trak i langdrag og endte med at blive den hårdeste og
længste i mands minde. Langt ind i april vedblev frosten at bide
sig fast i hav og på land, og først da vinden endelig gik i syd og
blæste varme op over landet, begyndte isen at bryde, og nogle
dage efter skvulpede den første blå strimmel vand frem helt inde
ved strandkanten, og fiskerne flokkedes for at se, hvordan gabet
blev bredere og bredere for hver dag, indtil havisen omsider
knækkede og forvandledes til hvide øer spredt ud mellem hinanden
så langt øjet rakte. Der kom liv i de blege ansigter, nu kunne
det ikke vare så farligt længe, før der igen kunne fiskes og livet
fortsætte for fuld blus.
I ugevis havde folk sultet, ikke kun i de usleste hytter, nej,
vantrivslen og hungeren havde bredt sig til hvert eneste hus i det
lille fiskerleje. Selv hos klitfogedens var det kommet dertil, at de
snart ikke vidste, hvorfra de skulle skaffe mad og brændsel. De
armeste havde søgt hjælp hos præstens og degnens, enkelte var
sågar mødt op hos byfoged Lund i Skagen, men ingen af de steder
kunne Jens Svendsen og Kirsten Marie godt henvende sig.
De var ikke fattige.
”Vi skal klare os selv,” lød det evige omkvæd, hver gang Kirsten
Marie forsøgte at overtale Jens til i det mindste at forsøge sig
hos købmanden og prøve at få en smule på klods.
”På klods! Jeg har aldrig hørt magen til snak.”
Den dag, isen begyndte at bryde, var også de sidste tørrede og
saltede rokker og isinger fortæret, og der lå kun en bunke runkne
kartofler tilbage i udhuset, og efter det sølle aftensmåltid foreslog
Kirsten Marie, at de skulle gribe til den sidste udvej. Familien i
Hulsig. På Hesselholt var der aldrig mangel på flæsk eller fisk, så
meget var sikkert.
”Min bror kan gerne hjælpe os nu, Jens fik jo Hesselholt kvit
og frit mod en sølle aftægt til de gamle. ”
”Og en medgift til dig og din søster. Det glemmer du. Han
skylder os ikke noget, og gik vi til ham, så gik vi tiggergang.”
”Det er familie, Jens!”
”Så ti dog, elendige skrælling! Skulle vi tigge nådsensbrød!”
smældede det mod hende, og hun dukkede sig under de hårde ord.
”Ska’ vi så alle sammen dø og graves ned i isen og ligge der
og fryse, til det bliver sommer, hvad far?” pludrede Lille Svend
ubekymret. Han havde rejst sig fra sin leg i det fugtige gulvsand
og kom nu ivrigt tumlende hen over gulvet med kurs mod sin far,
der svarede ved at hæve armen og lange ham en ørefigen, der
sang i stuen og sendte den fireårige omkuld på det hårde stengulv.
En tid hørtes kun Svends vrælen og Annes evindelige hosten.
Den lille dreng sad midt på gulvet og rokkede frem og tilbage,
mens han hvinede som en gris på slagtebænken. Christiane på to
år stavrede hen til ham og hengav sig i lutter solidaritet til en hylen,
der lå et par toner højere end Svends. Storebroderen holdt
brat inde og lagde sine korte arme om Christianes tynde krop. Så
tav også hun.
Kirsten Marie sukkede. Hun kom på benene og halede de to
små til sig, så dumpede hun atter ned på bænken og tænkte, at her
sad hun nu med to sultne unger på skødet og en i maven, der,
skønt den endnu ikke var i stand til at skrige sin hunger ud, sugede
hende for de sidste kræfter. Og pludselig blev det for meget,
hun gav efter og lod tårerne få frit løb, skønt ikke den mindste lyd
kom over hendes læber.
Jens blev siddende lige stiv og tilsyneladende uberørt af hele
postyret omkring sig og med et ansigt, der var knyttet i vrede, og
nu vendte han sig om mod Lars og forsøgte at fange hans blik,
som mente han, at den ældste søn vel i det mindste kunne yde
ham en smule opbakning. Og Lars gengældte blikket, han nikkede
og syntes, at fars ansigt slappedes en smule. Han ville til hver
en tid stå last og brast med sin far, men han vidste bare ikke altid
hvordan.
”I må gerne sende mig?” brød Anne tavsheden og holdt for en
sikkerheds skyld begge hænder op foran ansigtet, men Jens slog
ikke denne gang. Han vendte sig mod pigen og spurgte i en sær,
blød tone, hvad hun mente. Sende hende? Jamen …
”Ja, far, jeg er 15 år, og det er rent for galt, at jeg stadig går
herhjemme. De kan få mig på Hesselholt for noget sul og mel og
en sæk kartofler.” Hun lod hænderne synke, så holdt hun et klæde
op for munden og forsøgte at holde hosten stangen, mens hun
trodsigt så på sin far.
”Dig kan vi jo ikke sende,” mumlede Jens utilpas og vendte
sig fra hende.
”Men jeg er rask.”
Maren Kirstine rejste sig fra bænken og trådte ud midt på gulvet
med en hast, som var hun allerede på vej væk. Jens så på hende.
”Ja far! Mig kan I gerne sende, og uden at det skal koste onkel
Jens så meget som en skilling.”
”Vi sender ikke ukonfirmerede børn ud at tjene. Det har vi aldrig
haft behov for i vor familie.”
”Nej, men det har vi nu,” afskar Kirsten Marie ham og tørrede
sine øjne med snippen af forklædet.
”Lad os bie nogle dage.”
”Bie på hvad?”
”Jeg tager på havet i morgen,” sagde Jens.
”På havet … men det kan du da ikke. Isen har knap nok løsnet
sig, og endnu ligger der bjerge af opskruede skosser overalt. Det
er jo livsfarligt.”
”Ja,” sagde Jens kort. Der var stille en tid, så fortsatte han.
”Men jeg har snakket med de andre, og jeg har fået tilsagn både
fra bror Niels og Thomas Thrane og Niels Ottesen.”
”Ottesen, det gamle liv.”
”Vi har tænkt at læsse jollen og garnene på en vogn og køre
det hele over til Kattegatsiden, hvor der allerede er gang i fiskeriet.”
”Jamen, derovre ligger isen vel stadig fast. Med den vind vi
har.”
”Ja, den ligger fast, men den kan bære. Endnu. Og ude ved
randen er der åbent hav, siger de. Og nu blæser det ikke så farligt
mere, så hvis blot vinden fra sydøst varer ved, så skulle vi mageligt
kunne skubbe jollen over den faste is og ud på det åbne hav.”
Kirsten Marie fik igen tårer i øjnene, men hun sagde ikke mere,
for hvad kunne det nytte?
”Jamen, hør nu, bette Kirsten Marie, det jo ikke første gang.
Det her har vi jo prøvet før.”
”Ja, det har rigtignok mange prøvet før, og næsten ligeså mange
har mistet livet ved den prøvning.” Hun var pludselig mere
vred end ked af det.
”Vi er fiskere. Vores liv er truet hele tiden. Men vi er ikke
kællinger, der sidder og hænger i kakkelovnskrogen, mens vi lader
sulten pine livet af vores børn,” sagde Jens, og Kirsten Marie
krympede sig.
”Det er jeg heller ikke”, mumlede hun.

De tog bestik af vejret, da de mødtes i den tidlige morgenstund,
snusede op i den friske vind, som kunne de vejre enhver forandring,
og vist var det blæst op, men ikke noget af betydning. De
måtte på havet. Det trak i dem. Og de kunne ikke stå imod.
Uden for Jens’ hus hentede de garnene, der var lagt sirligt til
rette aftenen forinden. Nu gjaldt det jollen, som ganske vist ikke
var af de største, men en firemands og tung og besværlig at læsse
på en vogn, men ved forenede anstrengelser lykkedes det, og de
fire fiskere løb ad Batterivejen mod Skagen om kap med hestene,
der ikke havde været af stald i umindelige tider og nu villigt travede
hen ad den støvede vej.
Sådan fortsatte de til Østerby, hvor der havde samlet sig små
klynger af fiskere og andet godtfolk på den brede strand. Mange
ville med egne øjne bevidne livets genopstandelse efter den lange
vinter. Nu stod de så der og skuttede sig i morgenkulden, enkelte
af dem med brændevinsdunken i hånden, vinterens gode ven, som
kunne kaste et slør af glemsel over selv den værste elendighed.
Hist og her kom fiskerkoner hyllede i store tørklæder og sorte
sjaler trækkende med hver sin trillebør belæsset med garn, mens
mange fiskere allerede var i færd med at bugsere de tunge joller
helt ud til iskanten. Vestkystfiskerne hilste til højre og venstre, efterhånden
som de passerede ned over stranden, og gamle Ottesen
svingede sydvesten og råbte højt.
Skagenfiskerne grinede, de var tossede, de Højenfolk!
Det gik glat med at skubbe jollen ud på den knortede is og videre
frem mod det åbne hav. Visse steder, hvor isflagerne havde
løsnet sig og virkede skøre i kanten, måtte de standse op og skrå
østover, indtil de atter fandt sikkert fodfæste på mere solide flager.
Så var de ved randen, og foran dem strakte det åbne hav sig nogenlunde
roligt, men dog med brækkede bølgeslag.
Rundt om dem lå andre joller, hvis mandskab allerede var i
færd med at sætte deres garn.
”Vi skal længere ud.”
Jens grinede, mens han gjorde klar til at sætte sejlene. De spiledes
straks ud af den friske vind, og båden gled hastigt længere
og længere væk fra kanten. Nu var stranden derinde allerede kun
en grå stribe.
De kastede anker og satte garn og ventede og trak op og tog
fangst ombord, og således fortsatte de hele dagen. Mændene lod
hånt om tid og sted og fiskede, som de aldrig havde fisket før, og
inden skumringen satte ind, havde de båden fuld. Ved deres fødder
lå torsk og rødspætter og isinger mellem hinanden. Klask,
klask, klask kom det lystigt fra halerne. En musik, de havde savnet
så længe. Og de lo overstadigt og var nogle satans karle. Så
blev de med ét stille. Jens hostede og så sig om. En pludselig
flakken i blikket.
”Satans! Vi må ind nu. Det mørkner jo allerede,” sagde han,
og de hørte alle tre den lille klang af frygt i stemmen, og først nu
bemærkede de, at det var blæst op og at bølgerne slog hårdere og
at vinden havde vendt og nu kom fejende stik nordvest og pressede
dem udad, da de trak ankeret og halede det ind.
”For satan da også,” bandede Thrane, mens gamle Ottesen og
Niels Svendsen fik travlt med at bjerge sejlene.
”Vi får gribe til årerne og ro som om vi havde fanden i haserne,”
harkede Jens og sendte sin skrå ud i de urolige bølger, der fik
båden til at gynge voldsomt.
Thomas Thrane spyttede i næverne og tog et fast tag om årerne.
Også de øvrige satte sig til rette og tog ved. Nu skulle alle
kræfter forenes i det ene mål at nå frelste i land, om så også blodet
skulle fosse fra neglene. Og det lykkedes dem i begyndelsen
at skyde en god fart, og inden længe var kystens gråblege bred i
sigte.
Men inden de nåede frem til iskanten, begyndte denne at
knække af i lange flager, der bevægede sig udad med kurs mod
den lille båd. De første små isskosser skurede allerede mod stævnen,
mens mændene desperat forsøgte at ro uden om de værste.
Men flere og flere og stadig større flager havde nu revet sig løs
og flød lige mod båden. Hvis de største af dem støder imod siden,
vil båden splintres, tænkte Jens, men han sagde ingenting.
”Det går aldrig at ro længere ind!” råbte Thrane og trak sine
årer ind i båden. De andre fulgte efter, og en stund sad de fire
mænd som fastnaglede til robådens smalle sæder og så på hinanden.
De var omringet af flager på alle sider, og det var en is, der
faretruende hurtigt bevægede sig udefter og trak båden med.

167 – Hulsigbogen

Forfatterinfo: marianne@hesselholt.com – tlf.: 86 46 60 87 – hjemmeside: www.hesselholt.com

I næste uge lander den færdige Hulsigbog på mit bord. Så skal den sendes til anmeldelse og til bibliotekernes lektørudtalelse. Den 24. marts udkommer den officielt. Det bliver en bamse af en bog, men jeg kunne ikke skrive den “tyndere” – for selv om “det hele” ikke kom med i slutfasen, så har jeg skåret meget skånsomt, synes jeg. Bogtrykkeriet har gjort det rigtig smukt – lavet meget ud af, at det skulle være det bedste papir osv.  Hornslet Bogtrykkeri – og resultatet er vægtigt og smukt.

Herunder sender jeg et par billeder, der ikke tilnærmelsesvis er så smukke som originalen, men den var for stor til, at jeg kunne uploade den her.



Her kommer nogle kommentarer til specielt denne udgivelse og til udgivelser fra min hånd i det hele taget.
Bogen er som sagt fint håndværk – det er bedste kvalitet papir, så billederne træder smukt og tydeligt frem. Den er på 420 sider og heftet, så den tåler flere ( mange) læsninger. Bogladeprisen er 299,00 kr.  Den bliver ikke højere af flere grunde, men den vægtigste er, at jeg gerne vil have solgt til mine læsere, og så ligger smertegrænsen lige der.
Andre interesserede må gerne skrive til mig og få den tilsendt, her bliver lagerprisen 239.00 kr ( prisen – moms).

Somme tider, navnlig når jeg er i udgivelsesfasen tænker jeg på at vende tilbage til et af mine tidligere forlag. Jeg har udgivet på Gyldendal, Haase og Søn, Modtryk og Thaning og Appel. Men den tanke glemmer jeg heldigvis igen. Min kontakt med den etablerede forlagsverden har været skuffende og det samme gælder hele den måde, forfattere behandles på. De skal vente og vente og vente somme tider i månedsvis på en gennemlæsning af deres manuskript. Den sidste oplevelse, jeg havde i den forbindelse var med Gyldendal, som gerne ville udgive 1. del af min roman om Hans Fugl, men hele 2. del skulle skrives helt om. Og det skulle den netop ikke. Ved Haase og Søn fik jeg en fin behandling, men det var alligevel frustrerende at måtte slette meget af det i mine bøger, som jeg selv syntes bedst om. Modtryk var OK, da vi først gik gang med redigeringen, men det tog til gengæld mange måneder eller var det år? Min utålmodige sjæl led under den langsommelighed. Thaning og Appel lavede slet ingen markedsføring for min bog, og det gjorde de andre forlag for så vidt næsten heller ikke.

Nu er jeg min egen herre og hurra for det! Det kommer der mere glæde ud af.

Jeg har en aftale med to biblioteker om at komme og præsentere bogen. Det først er Skagen Bibliotek, hvor jeg kommer d. 30 marts, og det andet er Randers Bibliotek, hvor jeg skal fortælle om bogen d.8. april.

166 – en lige linje

Det er ikke nemt at finde de gamle fotos – folk har smidt dem væk. Eller jeg er ikke ihærdig nok med at søge. Men én lige linje kan jeg da sætte op i fotos:

Tipoldefar Peder Houkjær

Oldefar Ole Houkjær

Farmor Elise Hesselholt

Far Magnus Hesselholt

Marianne Hesselholt

Mette H.H. Hansen

KAN NOGEN HJÆLPE MIG HER? JEG MANGLER NAVNET PÅ DEN SIDSTE PERSON NEDERST TIL HØJRE:

Jeg kommer nok til at svigte min blog en lille tid endnu. Første uge i februar ryger Hændelser ved Hulsig ud af mine hænder – så ånder jeg lettet op – foretager en hovedrengøring udvendigt og indvendigt – og vender mig mod et nyt projekt.



165 – nyt om Janus og kongen

Så kom der noget nyt dumpende. Jeg har hele tiden haft dette billede i min varetægt. Fra både arkivet i Skagen og fra gode venners gavmilde lån fra deres private album. Nu fik jeg af søster Annelise tilsendt kortet med brevtekst bag på. Og derved bekræftedes jeg i den tro, at det var prins Christian og prinsesse Alexandrine, der stod med ryggen til – og jeg tænkte, at manden på bukken var min farfar. Nu ser jeg, at manden med front mod Christian er Janus, min farfar. Og manden på bukken er farfars karl. Janus modtager prinsen og prinsessen, og hans karl kører dem til Kandestederne, hvor de skal drikke kaffe og spise æblekager hos Kokholms.

Kortet er skrevet til Laurits Christensens ældste datter Mie, og det er hendes bedstemor, der skriver. Det er desværre udateret, men det må jo være på den tid, hvor Mie er flyttet til København og altså voksen. Det er vel derfor, at bedstemoren taler om kongen og dronningen – altså må det være efter 1912, hvor Christian bliver konge. Og “husbond” er Janus. Mie kom ud at tjene som barn og var meget ulykkelig i sin plads. Derfor tog Janus og Elise sig af hende – hun tjente hos dem og blev meget glad for at være der. Senere kom hun til København, hvor hun blev gift vist nok med en kunstner.

Bedstemoren skriver: “Til Lykke bette Mie med Fødselsdagen og Held og Lykke i Fremtiden. Det ønskes dig af din Bedstemoder. Kan Du kende din gamle Husbond og Kongen og Dronningen.”

164 Så fandt jeg tipoldefar Peder Houkjær

 Ved en kirkehøjskole

Den strenge herre herunder er Ole Houkjærs ( min oldefars) far, Peder Houkjær. Ole var kendt for sit koleriske sind, og jeg synes nu heller ikke min tipoldefar ser ud til at indbyde til spøg og skæmt. Han var jo også far til Mads Houkjær, som optræder i min roman i flere kapitler og desuden til Jens Houkjær, der ligesom sine brødre var krigsveteran fra 1864. Jens har jeg læst en del om – han var sognefoged i Lodskovad. Og hans barnebarn, Christian Houkjær har skrevet flere bøger om sin barndom i Skagen og navnlig om sine ferier i Lodskovad. To af dem har jeg læst med glæde mere end en gang: “Mellem to Have” og “Ved tredje Stormvarsel”. I den først omtalte bog er der et billede af  min tipoldefar, Peder Houkjær. Christian Houkjær, der var præst, er død for flere år siden, men jeg fandt hans datter Inga Houkjær, som bor i Lemvig,  og af hende fik jeg lov at bruge billedet. Det kommer her:

Jeg tror, at både han og min oldefar var meget karakterfaste, som det hed i gamle dage. De herskede over deres sogne sikkert med stor dygtighed og sikkert også strenghed. Jens var dog ikke som faren og broren – han var en mild og venlig type, eller sådan husker barnebarnet Christian ham. Billederne af ham peger i samme retning. Her kommer et, som jeg fik tilsendt fra Historisk Arkiv i Hjørring. Han er fotograferet sammen med sin kone Andrea, og det er Kirstine Lund, Jernbanegade Hjørring, der omkring 1901 har æren for billedet.

Venlighed og varme lyser ud af billedet, synes jeg

Intermezzo


Disse to er jeg ikke i familie med. Ikke så vidt jeg ved i al fald. Men jeg kender dem  alligevel en smule, for de boede i begyndelsen af 1800 tallet på den store Karredgård. Omkring midten af århundredet flyttede de til Skagen, hvor han blev fisker. De har ikke været særlig velbeslåede, men billedet her er taget i København, så en tur til hovedstaden har de altså haft råd til.
Og måske er jeg i familie med dem alligevel. Hulsigfamilierne væver sig ind i hinanden i sindrige mønstre, og i sidste ende er vi vist alle i familie med hinanden.
Det er selvfølgelig en påstand, men jeg har tænkt at kaste mig over fornøjelig slægtsforskning, når jeg til marts får afskibet min Hulsigbog, der har ligget og hugget i havnen så længe. Så skal jeg lægge mine resultater på bloggen. Selv om det jo kun kan interessere min familie. Men det er jo også hele Hulsig.
Helst vil jeg, at Hulsigbogen skal udkomme d. 13 marts, for det er min fars fødselsdag. Hans 114 års dag.
Men det er jeg jo ikke helt alene om at bestemme.

Han nåede at leve

 

 
Vi går omkring til daglig og tænker på alt det, vi skal nå i livet uden at reflektere over, at det hører op,  livet. Selv om vi ved, at det hører op. Og selv om vi aldrig synes, at vi når nok. At vi overhovedet KAN nå nok.
I nat kom Boris Vians digt om flygtningen til mig. Kun en sætning, for resten havde jeg glemt – jeg stod op og googlede digtet – da jeg læste det igen, huskede jeg helt klart hvert ord. Og jeg vil gerne dele digtet med jer.
Il avait eu le temps de vivre = han nåede at leve.
Jeg skriver digtet i min oversættelse. Og derunder den franske version, så nogen af jer kan glædes over, hvor smukt Vian skriver:
FLYGTNINGEN
Han styrtede nedad mod dalen
Under ham rullede stenene
Over ham sang sirenen
glædesløst
Han indåndede træernes dufte
En blæsebælg i hans bryst
Lyset fulgte ham
Og satte hans skygge i dans
Bare de giver mig tid
Hans sprang gennem det høje græs
Han plukkede to gule blade
Spændte af saft og sol
De stålblå kanoner spyttede
korte flammer af ild
Bare de giver mig tid
Så var han ved vandet
Han vædede sit ansigt
Og lo af glæde han drak
Han rejste sig for at springe
Bare de giver mig tid
En glohed kobberhveps
Mejede ham ned
På den anden bred
Blod og vand flød sammen
Han fik tid til at se
Tid til at drikke af floden
Tid til at kysse to blade
Spændte af saft og sol
Tid til at nå den anden bred
Tid til at le ad dræberne
Tid til at løbe mod kvinden
Han fik tid til at leve
—————–
Ja, og det får de fleste af os jo: TID TIL AT LEVE
Og Vians ord:
L’Evadé
Il a dévalé la colline
Ses pas faisaient rouler les pierres
Là-haut entre les quatre murs
La sirène chantait sans joie
Il respirait l’odeur des arbres
Avec son corps comme une forge
La lumière l’accompagnait
Et lui faisait danser son ombre
Pourvu qu’ils me laissent le temps
Il sautait à travers les herbes
Il a cueilli deux feuilles jaunes
Gorgées de sève et de soleil
Les canons d’acier bleu crachaient
De courtes flammes de feu sec
Pourvu qu’ils me laissent le temps
Il est arrivé près de l’eau
Il y a plongé son visage
Il riait de joie il a bu
Pourvu qu’ils me laissent le temps
Il s’est relevé pour sauter
Pourvu qu’ils me laissent le temps
Une abeille de cuivre chaud
L’a foudroyé sur l’autre rive
Le sang et l’eau se sont mêlés
Il avait eu le temps de voir
Le temps de boire à ce ruisseau
Le temps de porter à sa bouche
Deux feuilles gorgées de soleil
Le temps d’atteindre l’autre rive
Le temps de rire aux assassins
Le temps de courir vers la femme
Il avait eu le temps de vivre.
Boris Vian, Chansons et Poèmes
Det her lille digt er nærmest en bøn. Men den har ligget på mit skrivebord i nogen tid, nu er den lagret i mit hoved. Men I får den lige her. Ophavsmanden er  Carsten Johansen – og ordene behøver heldigvis ingen oversættelse.
Her mellem modenhed og død/ velsign os med den sidste glød/ af jordens lyse sommer/ og bryd så sindets frøskal ned/ så alt i os er kærlighed/ den nat da kulden kommer.
 
 
 
 
 
 
 
 

163 – Janus igen igen …

Undertiden synes jeg, at Janus er den vigtigste person i “Hændelser ved Hulsig” – ikke fordi han fylder så mange sider i den store bog, men han fylder meget i min bevidsthed, og jeg ville nødig give et forkert billede af ham. Det ved jeg jo nok, at jeg slet ikke kan undgå: man kan nu engang ikke fiske forfædrene op af mølposen og tro, at man kan friske dem op, så de ligner det, de engang var. Man må nøjes med at samle smulerne af den viden, man kan opspore og tilsætte en nødvendig mængde fantasi. Gør man sig umage i den proces, så skulle resultatet gerne falde nogenlunde heldigt ud. Jeg har gjort mig umage. Men hver gang, jeg finder et nyt spor, tænker jeg, nå da … det vidste jeg ikke om ham.

F.eks. vidste jeg ikke, at Janus var så  “from”  – en dyd, jeg ikke har arvet efter ham, og det forekommer mig, at mine nærmeste heller ikke har/havde hang til fromhed. Min far var afgjort en livsnyder – nyder, ikke snyder! – og mine søskende og sågar mine børn, synes at ligne ham på det punkt. Ren hedonisme, tænker jeg undertiden, og kan godt blive en smule forarget – for selv kender jeg glæden ved askesen. Men så alligevel: jeg holder nu også af livet det i al dets sanselighed.

Janus’ fromhed, for nu at vende tilbage til hovedpersonen, kan man læse af hans ungdomsgriflerier. Han skrev flittigt og noget af det er bevaret. Meget af det forekommer i al fald mig småkedeligt. F.eks. er han i 1885 ansat som karl på en propietærgård “Stadegaard” nær Brøndelsev, og mens han er der, skriver han en slags “logbog” hvor han minutiøst  redegør for hver dags store og små hændelser og gøremål. At dømme efter dagbogen er hver dag et langt arbejdsforløb og bortset fra enkelte afstikkere til kirken sammen med “Jomfruen”, vel sagtens husets datter, oplever han ingenting, der er værd at skrive om, og skønt han nu er 23 år hører man ikke om andre piger end Jomfruen. Og hvis han havde været bare lidt forelsket i hende, så kunne det vel spores i dagbogen. Måske har han allerede i nogen tid sværmet for Elise fra nabogården ( min farmor) ? I romanen ser det sådan ud, men det kan jo være opdigtet?

Jeg vil i det følgende afskrive en del af dagbogen fra foråret 1885 på Stadegaard.

Skildring af Ophold på Stadegaard og ved Ophold paa Kijær i nævnte Tid:

Den 1. Maj forlod jeg mit Hjem i Skagen Landsogn om Morgenen Kl. 6 og Kl. 10 og 55 Minutter forlod jeg Frederikshavn med Toget og kom i Kupe med en Nordmand, som jeg hele Tiden var sammen med til Brønderslev, som jeg naaede Kl. 1. Jeg forlod Stationen og begav mig til Stadegaard, hvor jeg skulde have Tjeneste efter først forskellige Gange paa Vejen at have spurgt mig for, naaede jeg Stadegaard kl.2,30 og meldte mig til Tjeneste hos Hr. Proprietær Olsen. Jeg nød en Forfriskning og talte derefter omtrent en Timestid med Proprietæren og begav mig derefter tilbage til Brønderslev for at hente mit Tøj, og vi kørte til Stadegaard, som vi naaede ved Solnedgangstid. Ankommen til Stadegaard fik jeg mit Kammer anvist, hvor jeg satte min Kuffert og lidt mere Tøj. Kammeret var stort, ca. 50 kvadrat Alen og Møbleret med 1 mindre Bord, 1 Sevantebord med Vaskefad og Vandkande og en Seng. Dets øvrige Udsmykning var ikke stor.

3. Maj – I morges blev en Stud syg af Trommesyge, den fik strax en Halmvisk i Munden og blev trukket ganske forsigtigt, den fik flere Gange et Par Flasker Medicin ad Gangen, den fik Øl kogt paa fede Fyrrespaaner, Kalkvand og en Gang et helt Æg slaaet ned i Halsen. I Eftermiddag blev 2 Køer syge, alle Kreaturerne kom sig efter et Par Dages Forløb undtagen den ene Ko, som var syg af Forslugenhed, den vedblev at være tyk i  Bagbenene,, navnlig i Haserne, som blev gnedet i Kamfer Spiritus.

De første 5 Dage have vi arbejdet ved Bøgen med en Mark, hvori der er saaet Havre, som vi blev færdige med i Fredags. Vi have hver Morgen begyndt Arbejdet i Marken Kl. 5 Morgen og fortsat til Kl. 11,30 , begyndt igen Kl. 1,30 og fortsat til Kl.8 Aften med Undtagelse af en halv Times Ophold Formiddag og Eftermiddag til Mellemmad. Arbejdet har gaaet rask hele Tiden.

 Janus forsætter som sagt med at skrive om dagens arbejde. Et par gange deltager han i et biavlermøde hos lærer Jensen i Baskjær Skole. Her får Janus skrevet side op og side ned om biernes liv, og biavlerhåndværket gennemgås omhyggeligt.

En enkelt gang er han til koncert ( vel i Brønderslev) og ser i den forbindelse “Dands” – måske er han til ballet? Hvad han fik ud af det, hører man ikke noget om.

Som Mette skriver i sin kommentar til ovenstående, så er det helt sikkert ikke i dagbogsnotater, at man finder sandheden om et menneske – kun den del af den, som skriveren ønsker, at læseren skal kende: og den er ofte pyntet som et italiensk juletræ.

Alligevel vil jeg slutte dette indlæg om min gode farfar med at afskrive indledningen til hans dagbog fra militærtiden. Det er i 1882, og den unge karl er nu nået til sit treogtyvende år. Jeg gengiver ordret indledningen til dette afsnit af hans liv, der begynder med rejsen. Beskrivelsen af rekruttiden ligner beskrivelsen af tjenestetiden på Stadegaard: én lang minutiøs skildring af hver dags trivielle gøremål. Spændende har det ikke været. Janus skriver et sted, at han keder sig. Det forstår man.

Men i beskrivelsen af rejsen til København er kedsomheden langt borte. Det er virkelig nyt og spændende. Endnu.

Tirsdagen d. 23. August 1882 om Morgenen forlod jeg Skagen Landsogn for at begive mig til Kjøbenhavn for der efter Ordre at aftjene min Værnepligt ved Den danske Marine. Ved Aalbæk Kro kom en Kammerat til mig for at gjøre mig Følgeskab til Kjøbenhavn, da han ligesom jeg var indkaldt til Marinen. Kjørslen til Frederikshavn gik godt, og Kl.9 naaede vi Byen, min Broder og vores Tjenestekarl fulgte os ud paa Jernbanestationen, hvor vi tog Afsked med dem, og Kl. 11 forlod Toget Frederikshavn, og nu gik det i rivende Fart vest paa. Jeg tændte mig en Cigar og rygende og i Samtale med de andre Passagerer gik Tiden rask hen. Kl. 2 og nogle Minutter kom Toget til Aalborg. I Følge med en Skagbo og min Kammerat begav jeg mig ned til Dampskibet., som først forlod Aalborg Kl.6 om Eftermiddagen. Imidlertid holdt vi os i Arbejde med at strejfe om i Aalborg; jeg besøgte Kasernen og andre Steder og talte med min Landsmand og Bekjendte L. Peter Jørgensen, som var Soldat.

Endelig blev Kl. 6. Dampskibet skjød fra Broen. Kajen var besat af Mennesker, som tilvinkede os deres Farvel og Levvel. Sejladsen paa Limfjorden var dejlig. Vejret var smukt og Dampskibet gled rask ned ad Limfjordens rolige og spejlblanke Vande der paa begge Sider vare bedækkede med Skove, Græsmarker og store Gaarde med smukke Bygninger, som i Solens Glands malerisk tegnede sig for Blikket. Ved Hals gjorde Dampskibet holdt udenfor Broen og et Par Baade kom ud med nogle Passagerer og noget Gods og tog noget med i Land igjen, hvorefter Dampsskibet fortsatte Rejsen videre ud ad Limfjordens Munding og efter en halv Times Forløb Kl. omtrent 8 forsvandt det sidste Glimt af det gamle Jylland for vore Blikke. Solen var allerede gaaet ned, Vinden var stille og Havet saa stille og roligt som en Indsø. Jeg stod paa Agterdækket og saa ud mod mit gamle Fødeland, som jeg nu for første Gang stod i Begreb med at forlade, uvilkaarlig kommer man til at tænke paa sit gamle Fødeland, sit Hjem og sine Slægtninge, hvilke jeg alt skulde forlade for en længere Tid, og jeg kom til at tænke paa hvorledes de vilde se ud naar jeg kom igjen, men jeg kunde tænke saa langt hen, at mine Tanker svimlede, men skue ind i Fremtiden til nogen Fuldkommenhed stod dog ikke i min Magt, og jeg kunde derfor ikke udrette andet end anbefale det hele i den almægtiges Haand, hvilket ogsaa kan være nok, thi ene han formaar at udrette noget. 

Vi gled imidlertid rask fremad og snart var ethvert Glimt af Landet forsvundet for vore Øjne, man saa kun Himmel og Hav. Bag os saa man saa langt Øjet kunne naa Skummet af Damphjulenes Pladsken, der viste sig ligesom en hvid alfar Vej i det stille blaa Hav og ganske sikkert var denne Vej ogsaa bleven befaret Hundrede og altter Hundrede Gange af de stolte Skibe. Nu faldt Mørket paa, og jeg redte mig et Leje paa Sække, Kufferter og andet hvoraf der laa fuldt op dernede, jeg faldt imidlertid i Søvn og sov til Kl. 11 om Natten, og jeg var, da jeg vaagnede, saa øm i Kroppen af mit ubehagelige knoglede Leje, at jeg maatte op og gaa mig en Tur paa Dækket for at faa Lemmerne rettede igjen, her blev jeg ogsaa snart kjed af at være, da det baade regnede og blæste; jeg gik da ind igjen og ryddede noget Bagage til Side og lagde mig ned paa det bare Dæk og tog en Vadsæk under mit Hoved og saaledes blev jeg liggende til Kl. var 3 en halv om Morgenen; Da jeg kom op paa Dækket igjen begyndte det at gry ad Dag og i Sydøst kunde man se Kronborgs Fyr; det gik rask fremad og efter en halv Times Tid vare vi ved Helsingør. Dampskibet gjorde holdt og en Baad fra Land bragte nogle Passagerer og noget Gods i Land, derefter fortsattes Rejsen videre gjennem Øresund, som var opfyldt af Skibe. Jeg opholdt mig hele Tiden fra vi kom til Kronborg Slot til vi kom til Kjøbenhavn paa Dækket og betragtede nysgjerrigt den for mig fremmede Kyst. Ved Indsejlingen i Øresund saa man til højre Kronborg Slot, som mægtig og ligesom stolt af sine gamle Minder hævede sig op mod Kysten, lidt længere mod Syd saa man Helsingør og paa Vestsiden deraf saas ikke mindre end 5 Vejrmøller ikke langt fra hinanden. Langs Vestkysten af Øresund kunde man fra Dampskibet se den smukke Østkyst af Sjælland, der var bevokset med Skov og anden Plantevækst, hvoriblandt laa store grundmurede Bygninger, Fabrikker, Villaer og andre, der alt vidnede om denne Egns store Frugtbarhed og Beboernes Velstand. Kl. 6 en halv vare vi paa Kjøbenhavns Rhed, der bedækkedes af stolte Sejlere hvoraf største Delen laa til Ankers. Kjøbenhavn hævede sig foran os med sine mægtige Tårne og mange stolte Bygninger og glad over, at jeg nu snart skulde se Danmarks Hovedstad og største og smukkeste By med al dens Rigdom, Pragt og Herlighed, faldt den Tanke mig ind at jeg maaske her skulde træffe Farer og Fristelser større end jeg hidtil havde fundet i Livets forskjellige Veje, jeg tog derfor den faste Beslutning, at jeg i Herrens Navn vilde følge min egen Overbevisning og ikke lade mig vende eller dreje af noget. 

Vi vare nu komne til Kjøbenhavn, Dampskibet blev fortøjet Landgangsbroen lagt ud og Politiet stillede sig op i to Rækker en paa hver Side af Broen for at beskytte de Rejsende mod de paatrængende Kjøbenhavnere. Jeg tog mit Tøj paa Ryggen og gik i Land; aldrig saa snart var jeg kommen uden for Politiets Rækker før Logisværterne mødte med deres Addressekort i Haanden som de søgte at paatvinge enhver som de mente skulde have Logis i Byen; Bybudene og Vognmændene tilbød at befordre vort Tøj og ledsage os til vort Logis; jeg afslog imidlertid enhver Tjeneste og begav mig i Følge med nogle flere Kammerater, ledsaget af en Skagbo op i Nyhavn Nr. 10 paa Beværtningen Jylland “A C Nielsen” hvor jeg var bestemt paa at vilde have Logis og hvor jeg ogsaa blev meget venligt modtaget. Onsdag og Torsdag spadserede jeg i Kjøbenhavn og gjorde mig lidt bekjendt med de ved Nyhavn nærmeste Gader, besøgte om Torsdagen Thorvaldsens Museum, hvor Thorvaldsens mange smukke Mesterværker, tilligemed en Del Malerier, Medaljer og grædske Oldsager ere opbevarede. Ved Indgangen kjøbte jeg et Katalog hvori der fandtes Navn til hvert Billedstøtte, Maleri og andet paa Museet efter tilsvarende No.

Fredag den 26. August begav vi os efter Ordre ombord paa Logisskibet efter først i vort Logis at have drukket et Glas Punch. Vor Vært fulgte os ud til Toldboden, hvorfra vi med Baade bemandede med Marinesoldater, som i dette Øjemed vare til Stede, blev færgede over til Broen, hvorude vi spadserede videre ombord paa Logisskibet.

Jeg har intet ændret ved min farfars retskrivning – han sætter kommaer omtrent efter det moderne pausekomma-system, men han har ikke arvet sin slægts ordblindhed.

Efter disse optegnelser fra rejsen går han over til at skrive om rekruttiden.