Mens verden brænder

Udgivet den af
Svar


 
Det er det samme spørgsmål, der bliver ved med at dukke op:
Kan vi fortsat og uanfægtet glæde os af hjertet over himlen og solen og livet, når vi nu godt ved, at verden brænder omkring os?
Jeg deltog i Ordets Dag i Randers i går – desværre glemte jeg at tage billeder, så I kunne se lidt med.
Men altså: højdepunktet var Steffen Jensens foredrag om sit virke som krigskorrespondent i et af de uroligste hjørner af verden:  Mellemøsten. Han forstod at fortælle, så vi blev revet med.
Og jeg spørger mig selv: Kan vi blive ved med at synge med digteren: “Hvor kan I dog gruble og græde, så længe Guds himmel er blå! Mit hjerte skælver af glæde, blot duggen dynker et strå.”
Aakjær og hans syngende rug og trilrende lærker!
Nå ja, men det er jo for resten også Aakjær, der skriver: “Du pusling-land, som hygger dig i smug, mens hele verden brænder om din vugge.
Og han SER jo dog, at verden brænder. Det kunne han vel heller ikke undgå: skrev jo sangen under Første Verdenskrig.
Og så alligevel er det, som om han blot ønsker, at vi skal lukke øjnene og sætte vor lid til den dræende rug og den ringlende havre. Høsten og Danmark.
Suk.
Resten af Aakjærs vers lyder:
Endnu en stund, så drær den danske rug,
mens lærken trilrer og grågøge kukke.
Du pusling-land, som hygger dig i smug,
mens hele verden brænder om din vugge,
mod dig vort håb og manddomsdrømmen går,
når landsbyklokken signer dine strande,
når aftenrøden højt i skyen står
og sænker fredens korstegn på din pande.
Fredens korstegn? Tja … men er korset nu også fredens tegn?  Korstogene! – det var næppe fredsmarcher, der dengang sendte unge mænd mod den arabiske verden … og  er det ikke som om korstogene er i fuld genstart?
Jeg har endnu Remarques “først leve siden dø” i frisk erindring og husker et kapitel, hvor han skildrer den bombede by, der danner romanens kulisse. Det er hen under aften, og solen er ved at gå ned over de rygende ruiner. Og så pludselig sker der det mirakuløse, at solens røde lys og de unges glæde over hinanden og deres kærligheden får lov at overstråle elendigheden. Den forsvinder jo ikke, men der er noget, som er større og stærkere.
Og ja, vi kan godt juble af glæde i stedet for at gruble og græde.
Her er et par billeder fra aftensolens lys i Fussingø Skov:






 
 

Livet er smukt

Udgivet den af
Svar


La vita è bella. Livet er smukt. Sådan lyder titlen på en italiensk film af Roberto Benigni. Og det er ellers ikke just et smukt liv, der fremstilles i filmen, som nemlig foregår i en koncentrationslejr i Tyskland under 2. Verdenskrig. Nej, det er en hæslig verden. Men kærligheden findes og den formår at forvandle dette helvede, så det bliver smukt. Det er noget, man må tro på. Det kan være svært, men filmen virker overbevisende.
Jeg er netop blevet færdig med at læse Erich Maria Remarques bog: Først elske siden dø”. Også den foregår under krigen – her i en udbombet by i Tyskland i krigens sidste tid, og på fronten i Rusland, og som alle realistiske krigsberetninger er der en stank af de værste rædsler – menneskene lever der, hvor man næsten synes, at det er umuligt – akkurat som det foregår i vore dagens krigszoner. Det er det samme som altid. Og midt i det hele finder to mennesker hinanden. Kærligheden bryder igennem. Og verden bliver til at ånde og leve i. Ja, det er noget, man må tro på, men bogen virker overbevisende.
Der er ingen krig i Ålum. Ikke lige nu da. Heller ikke i omegnen, og vi behøver ikke tro på andet end det, vi ser, for at erfare, at vores verden er ufattelig smuk. I dag cyklede jeg en tur i skoven, der er så fortryllende som nogensinde lige nu. Vejret var lidt diset og der var ingen sol, men så står farverne sartere og finere, synes jeg.
Her er et par billeder fra cykelturen:






Ja, det var lidt diset og ligesom sløret, men pludselig brød solen igennem. Det var sidst på eftermiddagen, og solen hang lavt på himlen, men stadig strålende, og se nu, hvordan landskabet ændrer sig – det er ikke samme sted, men dog ganske få kilometer fra de første steder:


 
 
 
 

Sjælehylsteret

Udgivet den af
Svar


Bloggen er et vindue til mit arbejde som forfatter og foredragsholder. Herpå lægger jeg tekster, som endnu er i deres vorden. I den nærmeste tid vil jeg dog ikke lægge fiktion på bloggen, men kun reflektion og andet, der falder mig ind, mens bladene falder omkring os og efteråret går ind i sin smukkeste fase. Se f.eks. her et par billeder af haven lige nu:


Sjælehylsteret
”Det er jo lidt trist, at jeg ikke mere kan spille violin, men efter en blodprop vil den ene hånd ikke makke ret. Ærgerligt, for jeg har stadig en vældig lyst til at spille, og jeg er jo ganske ung indeni.” Sådan omtrent kom ordene ud i æteren, da jeg for nogen tid siden åbnede for radioen. Ung? hm … mon dog? stemmen lød da gammel. Jeg lyttede.
Det viste sig, at det var Svend Asmussen, der talte, og det fremgik ret hurtigt, at han kan fejre sin 100 års fødselsdag til februar. Det undrede mig virkelig at høre, for det er ikke mere end 10 år siden, jeg overværede en af hans violinkoncerter i Århus Musikhus, og jeg kan stadig se ham for mig, sådan som han kom springende ind på scenen den aften og tryllebandt os med sin livfulde musik i mindst et par timer.  Han må jo have været nær de 90 år dengang.
Nu er det allerede nogle år siden, at jeg selv trådte et trin op af aldersstigen og pludselig befandt mig i den såkaldte 3. alder. Og måske får jeg lov at træde endnu et trin op til den 4. eller måske endda til den 5. alder, for den omtalte stige synes i vore dage uden ende, som var det selveste Jakobsstigen, hvorpå englene let og yndefuldt vandrede længere og længere opad, indtil de forsvandt i det uendelige himmelrum.
Da jeg var ung eksisterede alderdommen ikke, og da jeg blev ældre, virkede den skræmmende, men nu, hvor jeg befinder mig i den, forekommer den mig på flere måder at være et udmærket sted at opholde sig.  Og for at forklare det, vil jeg vende tilbage til overskriften: sjælehylsteret.
I ovennævnte radioudsendelse, som faktisk handlede om alderdom, blev en ekspert i gerontologi (aldersforskning) spurgt om, hvordan det kunne gå til, at Svend Asmussen og mange andre meget gamle, som kæmpede med alverdens fysiske skavanker, kunne være så livsglade. Og forskeren sagde, at det spørgsmål havde den gamle musiker jo netop svaret på: ”jeg er ung indeni”, havde han sagt.
I den gamles sjæl lever stadig den lille dreng, den unge mand og den modne mand. Og det gamle menneske husker og genoplever alle sine aldre. Det er derfor, hukommelsen måske er den største af alle gaver. Det er også derfor, den gamle er klogere end den unge. Det vidste man alt om i tidligere tider, hvor man med rette betragtede de gamle ikke bare som ældre, men også som visere end de unge.
Hukommelsen. Her kan vi hente alle de kære, men selvfølgelig også alle de smertefulde erindringer frem og måske længes tilbage til lykkeligere tider, men måske også bare glæde os over, at vi fik lov at opleve de tider og stadig er i stand til at sanse dem og glæde os over de erfaringer, vi gjorde.
Jeg er ikke ekspert i alderdom, men jeg har efterhånden fået et godt kendskab til demenssygdommen Alzheimers, og jeg kan allerede høre nogen sige: men de demente da, de har jo glemt det meste. Og det er rigtigt, at deres hukommelse er svækket, men det er mest det, der hændte for kort tid siden, der forsvinder i sygdommens tåger. Og selv i den dementes bevidsthed lever den lille dreng og den lille pige som regel i bedste velgående. Det er derfor, gamle billeder betyder så meget. Og det er også derfor, den syges verden stadig er værd at leve i.
”Det er ikke let at være gammel.” Den sætning hører vi tit, og den er jo også rigtig, for det er de færreste gamle, der som Asmussen kan springe ind på en scene som 90årig. Mange sidder i kørestol, mange kan ikke se eller høre. Og jeg vil bestemt ikke påstå, at alderdommen er den letteste af alle aldre, men jeg vil gentage, at den på flere måder ikke er så ringe endda. Her kommer endnu et par bud på hvorfor:
Ganske vist er nogle af sanserne nedsatte: vi hører, og vi ser dårligere. Men fordi sjæleevnerne er skærpede, og fordi vi giver os tid, så bruger vi sanserne bedre: vi hører musikken mere intenst end tidligere, vi ser farverne mere opmærksomt end før, et glas vin smager bedre, og vi lever i nuet på en helt anden måde end da vi var unge. Vi har fået tid, og vi vælger langsomheden i stedet for jaget. Vandreturen i stedet for løbeturen.
Mens de unge ofte farer derudad med tunnelsyn og uden at sanse naturens farver og lyde, for det drejer sig kun om at komme fremad i en fart og helst før alle de andre, så giver vi os tid til refleksion og samtale. I stedet for løbepsykose og præstationsangst har vi fået åndelighed og indsigt. Ikke så sært, at vi ind i mellem er glade.
 
 
 
 

Om flygtninge, der krydser vort spor – om en verden, der bliver en anden

Udgivet den af
Svar


Bloggen er et vindue til mit arbejde som forfatter og foredragsholder. Herpå lægger jeg tekster, som endnu er i deres spæde vorden. For mig selv er den både blog og blok: notesblok nemlig, men altså også den blok, hvorpå jeg vover at lægge min hals.
Jeg har det i forbindelse med min tro på Skaberen og hele Skaberværket akkurat som salmedigteren Brorson, der var forankret i 1700-tallets inderlige gudstro, pietismen, men jo også et barn af oplysningen ( pietisme er også oplysning – selv om de fleste tror, at det er mørkelægning). Sådan her omtrent siger Brorson et sted, hvor talen er om det mystiske og ubegribelige i kristendommen:  “Det jeg ikke begriber, det lader jeg ligge.”
“Det lader jeg ligge” – det udtryk holder jeg meget af. Og meget lader jeg ligge. Eller rettere: jeg overlader det til Gud. Og håber så, at han ikke lader det ligge.
Men nu til flygtningene, som vi kom fra. Jeg skrev en kronik om emnet for nogen tid siden.
Medfølelse og modfølelse
For nogle år siden sad jeg over for en far, som lige havde mistet sin datter. Hun havde været deprimeret i længere tid, og en nat brød hun sammen, tog familiens bil og kørte hjemmefra i desperation. På motorvejen mistede hun kontrollen over vognen, der væltede ud over en skrænt, og hun omkom.
Jeg kendte ikke faren særlig godt. Vi var medlemmer af samme citroënklub, og nu mødtes vi for at arrangere en udflugt. Og så var det, at han fortalte om ulykken.  ”Jeg forstår godt, hvordan du har det,” sagde jeg og forsøgte at lyde medfølende. Men han rystede på hovedet og sagde: ”Nej det gør du ikke. Det kan du slet ikke forstå.”
Jeg syntes jo, at jeg forstod ham, tænkte, at det kunne have været et af mine børn, der var kørt galt. Men inderst inde vidste jeg alligevel, at han havde ret. Mine børn levede jo, de var raske og glade, og vist kunne jeg ikke sætte mig i hans sted.
Vi kan heller ikke sætte os i krigsflygtningenes sted. Deres virkelighed er så langt fra vores, at vi slet ikke følelsesmæssigt kommer i nærheden af deres fortvivlelse og desperation. Pressen serverer billeder og reportager, der styrer vore med- og modfølelser, og vi kan røres over billederne af døde og rædselsslagne børn, og vi kan ængstes over de råbende mænd, der forsøger for enhver pris at trænge ind i vores trygge verden. Og måske forstyrre den. Dem er vi ærlig talt bange for.
Vi kan ikke med vores fattige fantasi forestille os, hvordan det er at leve, som de har gjort i årevis, i en verden af daglig vold: bomber, der falder i flæng, skydning i gaderne, tortur og voldtægt af kvinder og børn. Selv om vi ved, at det er det, de flygter fra, så kan vi ikke fatte det.
Og flugtens vilkår kan vi heller ikke begribe. Vi, som går i bad og skifter undertøj hver dag, har svært ved at forestille os, hvordan det må være i dage, uger og måneder at gå rundt i det samme stinkende tøj og være nødt til at lugte af snavs og urenhed. Vi, som får varieret og rigelig mad hver dag og til faste tider og som kan stille tørsten, når vi vil, kan umuligt forestille os, hvordan det er at være sulten og tørstig og ikke at vide, hvor det næste måltid skal komme fra. Eller om det kommer.
Krigens ekstreme voldsbilleder er ikke nye. De er lige så gamle som menneskehedens egen historie. Det er aldrig lykkedes at afskaffe krig, og det vil vel heller aldrig ske. Ondskaben findes. Den er en drift i os, og vi får aldrig bugt med den. Men det er nyt, at voldsramte og forpinte mennesker i et omfang, som det er tilfældet nu, står og banker på vores dør og vil ind. Og hvad skal vi gøre? Og hvad kan vi gøre? Og skal vi overhovedet gøre noget?
Først af alt vil jeg vove den påstand, at vi ikke har noget valg.  Vi skal hjælpe.  Kan vi ikke gøre det af medfølelse, så må vi gøre det af pligt. Og vi må strække os så langt, som vi magter. Og vi må gøre det i fællesskab, for det er fint nok, at der er nogen, der spontant stiller op og forsøger at gøre en individuel indsats. Fint, men slet ikke effektivt nok. Der er så mange nødstedte, der lige nu krydser vores vej, og derfor må vi hjælpe i forening. Vi må bruge de organisationer, der har erfaring og effektivitet til at kanalisere hjælpen ud til dem, der behøver, hvad enten det er i flygtningelejre eller i vores eget land.
Hvorfor skal vi hjælpe? Jo, det skal vi som sagt, fordi det er vores pligt. Vi taler meget om, at vi er et kristent land, og jeg har på de sociale medier læst hadefulde indlæg fra rigtig mange, som foragter og afskyr flygtningene, fordi de er muslimer. Jamen, for pokker, så lad os da vise dem, at vi er kristne og at vi står ved de kristne værdier om næstekærlighed og barmhjertighed.
Kristne værdier. Ja, og ældgamle danske værdier om medmenneskelighed. Følgende ord er skrevet for mere end 350 år siden af en af vore største digtere, Thomas Kingo, og mange efter ham har været med til at forme den danske kultur, vi er så stolte af. Lad os få lov fortsat at bevare stoltheden over, at vi ikke er ligeglade med næsten, men elsker ham som os selv
Thi hvo, som siger, at han ret
Kan elske Gud af hjerte
Og har sin broder dog forgæt ( =glemt)
I armod, nød og smerte,
Han lyver slemt
Og har forglemt
At Gud han elskes ikke,
Hvor arme må utrøstet gå
Og deres tårer drikke.
Kristendommen er så meget, og bibelcitater gør det ikke, dansk kultur er også så meget – rocker( eller brokker)kulturen er f.eks. også dansk. Men i deres essens er både vores tro og vores kultur klare i mælet: vi skal bære vore brødres byrde, og jo flere, der stiller op, jo lettere bliver byrden.
Jeg er stolt af at være dansker, og jeg er stolt af at være kristen, men jeg er ikke stolt af at være mig. For jeg er ligesom alle andre bange og usikker og kan ikke løse de hæslige krige, der plager landene mod syd og øst. Og jeg er ikke et hak bedre end alle andre til at løfte næstens byrder. Jeg lukker f.eks. ikke mit hjem op for flygtninge. Jeg nøjes med at hjælpe i den lille, fattige målestok, jeg formår. Det er der ikke noget heroisk eller flot over det, og jeg har ingen glorie at pudse.
Men vi kan alle give lidt af vores overflod, bl.a. ved at støtte de organisationer, der arbejder målrettet og effektivt på at lindre verdens nød. Gud velsigne de mennesker, der bruger deres tid og kræfter her. Dem kan vi for alvor være stolte af.
—————-
Det er Grundtvig, der siger, at – “Da har i rigdom vi drevet det vidt/ når få har for meget og færre for lidt.” – Sådan tror jeg, drømmen var og at den blev nogenlunde opfyldt i virkeligheden. De fleste har det, de behøver i Danmark.
Men sådan er det ikke ude i verden, og der er ingen tvivl om, at det, der sker nu, er den udvikling i selve globaliseringsprocessen, som vi holder mindst af: at vi må til at dele med verden.
Det lyder ikke så rart, for der bor så utrolig mange fattige derude i de U-lande, der aldrig for alvor blev til de udviklingslande, vi troede engang, men blev ved med at være underudviklede lande. Sådan kaldte man dem, da jeg var barn, men mens jeg voksede op, lærte vi, at det var en uværdig betegnelse, de skulle hedde udviklingslande. Der er bare det ved det, at de ikke udviklede sig i positiv retning, men sank dybere og dybere ned i fattigdom og diktatur.
Og hvad sker der nu? Verden bliver en anden. Men jeg ved ikke, på hvilken måde. Det jeg frygter er ikke så meget, at vi skal blive fattigere materielt, men at vi skal blive fattigere åndeligt. At der vil ske en forråelse. Ja, den er vel allerede indtruffet.
Jeg kan også blive bange for, at det darwinistiske menneskesyn ( hvis det da er Darwins) skal vinde over det kristne menneskesyn ( og jeg taler ikke kreationisme her). Jeg tænker på “survival of the fittest” tanken. Men så ved jeg jo nok, at Darwin ikke mente, at vi skulle gå ud og slå alle handicappede og syge og skæve ihjel. Men det var alligevel den konsekvens f.eks. nazismen drog af hans teorier.
Det, jeg er bange for, er, at vi i stadig højere grad betragter mennesket som et væsen, der ikke har værdi i sig selv, men som kun er noget værd, hvis det kan leve op til en vis standard for “værdighed” ( og det er uværdigt at sidde stum og lam i en kørestol f.eks.). Det skal være samfundsnyttigt =  bidrage til samfundets vækst: = flere og flere materielle ting og flere og flere penge i folks lommer og i statens kasser.
Det er også lidt slående, at vi hele tiden får at vide af “gode” mennesker, at vi skal se flygtningene som “ressourcer” – altså det er de højtuddannede og dem vi kan sætte direkte ind i produktionsapparatet, der er værdifulde for os. Så kan de hjælpe os med at få det hele til at vokse ad helvedet til, indtil indlandsisen smelter og forureningen kvæler os.
Men hvad med alle de syge og gamle – alle de små og ynkelige og uproduktive? De er i en kristen ( humanistisk) tænkemåde lige så meget værd, som de stærke og produktive. Men i et samfund, der som vores mere og mere baserer sig på markedsøkonomiske værdier er disse mennesker det rene “skod”.
Og jeg er bange for, at det ikke kun er nynazisterne, der tænker og føler sådan, men desværre større og større dele af den almindelige jævne dansker.
Suk.
Jeg tager vel fejl.
Jeg håber.
———————–
I aftes læste jeg et essay af Søren Ulrik Thomsen,  – “We are open in a while ago” – Han skrev det for 25 år siden – i 1990 – Men hør hvor aktuelt: Her kommer et lille uddrag.:
“På sin lange march bort fra religionen og henimod en lumpen hjemstavnsfilosofi tilsidesætter den ikke særlig ydmyge Krapup, at forholdet mellem mennesket og Gud er et mysterium og ikke en èn-til-én-relation, hvoraf vor mand på prædikestolen kan aflede en dagsorden for timeligheden. Takket være denne teo-politiske spekulations uskønne bomøvelse er det senest lykkedes Krarup, hvad Kristus ikke formåede, nemlig at præcisere, hvem “næsten” er. Det viser sig til vores store lettelse at være konen derhjemme og et par stykker til fra sognet, men  ikke  dem, der står syd for grænsen og banker på for at bede om en hjælpende hånd af dette lille hovedrige og selvtilfredse land, hvor turen går til Nøddebo, hjem til pastor Blicher, og sulten er en by i Rusland.” ( Citat slut)
….. Og her en lille tilføjelse:
…et eller andet sted, som det hedder på uklart nydansk, så forstår jeg godt Krarup: vi SKAL jo nemlig sørge for de nærmeste, fordi vi så let kan række ud til dem og nå dem. Vi skal f.eks. hjælpe i “nærområdet” = vores egen område – og der er meget man kan her: se til om naboen har det godt, når han er syg – gå en gang i mellem på det lokale plejehjem, der er mange, der sjældent får besøg lige der.
selvfølgelig skal vi alt det …
Det er vel heller ikke så pokkers svært at hjælpe og sørge for de nærmeste: vi elsker dem jo.
… det har bare ikke noget med den aktuelle flygtningesiduation at gøre
… tro endelig ikke det. Et smil til konen og en kop kaffe på plejehjemmet er OK, men det gør det ikke.
… er det for meget med kravet om at hjælpe i en større sammenhæng? Ja, det er i al fald meget. Men hvem har sagt, at det skulle være lidt.
eller at lidt er godt nok. Men husk alligevel: lidt er trods alt bedre end ingenting.
Og nu skriver jeg det igen, og det vil jeg sikkert gøre igen og igen Halfdan Rasmussens digt og vores sløve ligegladhed:
Ikke bødlen gør mig bange
ikke hadet og torturen
ikke dødens riffelgange
eller skyggerne på muren
ikke nætterne når smertens sidste stjerne styrter ned
men den nådeløse verdens blinde ligegyldighed
I samme essay af Søren Ulrik Thomsen står følgende refleksion over samme emne – og husk lige, at det er skrevet i 1990:
“… hvordan kan det være, at vi ifølge al økonomisk visdom ikke har råd til at hjælpe folk i nød, ikke har penge til at modtage flygtninge og ikke overskud til at holde vores eget social-og sundheds- og uddannelsesvæsen på et ordentligt niveau, når vi tydeligvis har råd til uoverskuelige mængder af walkmen, auberginefarvede lokumstønder, servostyrede Toyota Corollaer, krøllejern og drypfrie termokander, og når alt dette oven i købet skal skiftes ud hvert halve år for ikke at gøre et pinagtigt altmodisch indtryk på næsten? når vi kort sagt har råd til alt det, der ikke er brug for, men ikke til det, der er alarmerende påkrævet. Når vi, med et slag på tasken, kunne undvære 80 % af alt dette, og frigøre al den rigdom og energi, der er bundet i braset, til anstændige formål, uden overhovedet at nærme os en mangelsitualtion.” ( Citat slut)
Ja, det kan man tænke over. Og vi har jo glemt 1990’erne, ikke sandt? Men overfloden af bras er vel ikke blevet mindre.
VI HAR MARKEDSØKONOMI I DANMARK. Men en markedsøkonomi betyder bl. a., at vi producerer det, der kan sælges. At udbud og efterspørgsel hænger sammen. Og verden vil købe krøllejern og køleskabe og biler og dukkehuse og ikke hjælpeprogrammer og mad til de sultne ( for de kan ikke betale) eller tøj og kaminer til de frysende ( for de kan ikke betale) OSV:
Og hvis vi producerer mindre af det bras, vi laver på vores virksomheder, så lukker virksomhederne, folk fyres, skatterne udebliver, velfærdsstaten kollapser. Det er i al fald sådan skrækscenariet ser ud. Kan vi lave om på det? eller sidder vi i saksen? Hvor er de store visioner?
Kan du se en vej?  Et står sikkert i min opfattelse:  VI ER SAT I VERDEN SOM HINANDENS MEDMENNESKER IKKE HINANDENS MODMENNESKER.
 
 
 

 

176 – Lidt mere om Hulsig Kirke

Udgivet den af
Svar


Bloggen er et vindue til mit arbejde som forfatter og foredragsholder. Herpå lægges tekster i deres spæde vorden – her diskuteres i kronik- eller essayform – her fabuleres og her leges med ordene. Kort sagt: bloggen er et kig ind i mit værksted. For mig selv er den både blog og blok: notesblok og den blok, hvorpå jeg tør lægge min hals. Jeg vil altid gerne høre din mening, kære læser.
 

Forleden fik jeg et par udklip fra Jyllandsposten 25. februar 1893 og 23 november 1893. Det er Hans Henne Hansen, som før har skaffet mig sjove og vigtige detaljer til Hulsigundersøgelsen, som har været ude med saksen. Jeg afskriver her de to små notitser fra de gamle aviser. Senere vil jeg (måske) lave en scanning af dem og sætte under.
25/2 1893:  Nye Kirker: Udvalget med Undtagelse af C. Hage gaar ind paa at bevilje 6.000 Kr. til en Kirke i Kritianshed ( Bording Sogn på den jydske Hede) samt 8000 Kr til et Kapel i Nærheden af Hulsig Station ( Skagen Landdistrikt); …
23/11 1893: Undertegnede tillade sig herved at opfordre Alle, som kunne interessere sig derfor, til at yde Gaver til det nu næsten fuldførte Kapel ved Hulsig Station i Skagen Landsogn. Til Kapellet har Rigsdagen bevilget 8000 Kr. og i frivillige Gaver fra de ca. 240 Beboere er der indsamlet ca. 2100 Kr.; men der vil endnu kræves en Del til Anskaffelse af de hellige Kar, Messeklæder m.m. Eventuelle Gaver bedes sendte til et af undertegnede Komitemedlemmer eller til dette Blads Kontor.
C. Place, Sognepræst, Skagen – Jensen Wirring – Lærer Rannerød, O. Hovkjær, Sognefoged, Skagen Landsogn – Mads Hesselholt, Detailhandler, Skagen Landsogn – Simon Simonsen, Avlsbruger, Skagen Landsogn – Peter Hjorth, Gaardmand, Storholm – Chr. Høgenhav, Avlsbruger, Kannestederne.
Bidrag modtages på Jyllandspostens Kontor.
Læs mere om Hulsig Kirke f.eks. i indlæg 172. Der er også tidligere indlæg om Kirken på bloggen, ligesom der er et afsnit i Hændelser ved Hulsig, der handler om kirken og det religiøse liv i Hulsig. Det er på side 338.
En pudsig tilføjelse: Det er min onkel Lars Hesselholt, der som den første bliver døbt i Hulsig Kirke. De var to småfolk, som havde ventet ret så længe på den kirke: Lars og en pige, som kom til at hedde Magda, men som nær var blevet døbt Lars, fordi den distræte pastor havde byttet om på navnesedlerne. Min oldemor Kirsten så fadæsen og fik i sidste øjeblik gjort Place opmærksom på fejltagelsen.
Lars skulle have været dyrlæge, det var både min farfars og hans egen drøm, men han fik sit syn skadet, det kan man også læse om i Hulsigbogen, og blev jo i stedet lærer. Og her er så en anden sjov detalje, som Hans Henne Hansen også har gravet op til mig. Det er en annonce i Horsens Folkeblad. Her står der, at en vadsæk er blevet stjålet på stationen, og at der udloves en dusør til den, som finder omtalte vadsæk. Sækkens er den unge Lars’, og han er just rejst fra Hulsig til Gedved Seminarium for at læse. Stakkels unge mand, der må begynde sin tid på seminariet uden sine ejendele.
Her annoncens ordlyd:
For Tilvejebringelse af eller Oplysninger om En Vadsæk og en Stol, som LØRDAGEN D.5.DS. ER BORTKOMMET fra Godsekspeditionens Perron, udloves en Dusør. Vadsækken var mrkt. L. J. Hesselholt, Gedved Seminarium, og Stolen M. Sørensen, Gedved Seminarium.
En anden lille tilføjelse til de to notitser: Det er interessant, i det mindste for mig, at Mads Hesselholt, min farfar Janus’ bror, endnu bor i Hulsig i 1911 – som jeg husker det, så har han lejet (lånt) det lille hus på Hesselholts grund og driver herfra sin slagterforretning. Det morsomme er, at han er opført som Detailhandler og ikke slagter. Det vil faktisk også sige, at min far og mine onkler har kunnet lege rigtig meget med fætrene, som jo altså endnu ikke er flyttet til Skagen, hvor Mads sammen med sin Mathilde bygger den smukke slagterbutik – og så jo desværre dør tidligt fra Mathilde og sine 4 drenge. Man kan læse mere om detailhandlen i Hulsig i Hændelser ved Hulsig side:387.
Om Hændelser ved Hulsig i øvrigt: Der er endnu enkelte eksemplarer tilbage, men det ser ud, som om den snart er udsolgt, og jeg har ikke i sinde at genoptrykke den, så hvis du gerne vil eje en bog, så haster det lidt. Købes ved at sende mig en e-mail: marianne@hesselholt.com – skriv din adresse, og jeg sender en bog

 
 

175 – Igen lidt om Krøgerne

Udgivet den af
Svar


 
Forleden havde jeg den glæde at overrække Hændelser ved Hulsig til Ebba Larsen. Og hun er jo ingen Krøg og kommer heller ikke fra Krøggården, men hun var gift med Peter Larsen ( Krøg), søn af Anne Krøg og Christian Peter Larsen. Han var en bror til min bedstemor, Anna Andersen.
Så vi er da tæt på, synes jeg, og Ebba har fortalt om de gamle på gården i forsvundne tider, og hun er nu den ældste, som har forbindelse til den – i al fald så vidt jeg ved. Eller rettere måske: hun er den ældste af dem, jeg kender, efter at Gordon Albøge døde her i foråret.
Herunder et billede fra Ebba Larsens smukke hjem – her overrækker jeg hende bogen:

Bogen kan du få for 220 kr. ved at sende en mail til mig med din adresse. Så sender jeg en bog.
mailadresse: marianne@hesselholt.com
 

174 – nogle billeder fra Hulsig Hede og fra Tranestederne

Udgivet den af
Svar


 
Først en lille annonce!
Det er stadig muligt at købe Hændelser ved Hulsig. Bogen kan erhverves via min e-mailadresse: marianne@hesselholt.com – skriv blot din adresse, og jeg sender bogen med vedlagt faktura. Den fås desuden i Skagen Boghandel, på Skagen Kystmuseum, på museet Skagen Odde og på galleri Hesselholt i Hulsig.
Herunder nogle billeder fra Tranestederne og Hulsig Hede, hvor jo en del af hændelserne udspiller sig. Men sådan her ser der ud august/september 2015:








 

16 – engle

Udgivet den af
Svar


De vil flagre ind på siden, når min ferie er forbi. Så begynder arbejdet igen, og denne gang gælder det ikke familiens fortid, men vores alles fortid, nutid og fremtid. Englen.
 

173 – Hulsig Forsamlingshus d.22 august 2015 og lidt om rødder

Udgivet den af
Svar

 

 
Jamen, så skulle der jo være et billede fra en dejlig eftermiddag i Hulsig Forsamlingshus. Den varmeste dag i sommeren havde jeg den glæde at blive inviteret til Hulsig og fortælle om bogen “Hændelser ved Hulsig”. Da jeg kørte derop tænkte jeg, at ingen da vel havde lyst til at sidde i den hede og høre på foredrag. Men det var der nu mange, der havde, og jeg ved jo ikke, om det var de fremragende, hjemmebagte kager, eller mine tvivlsomme ord, der trak. Et faktum er det i al fald, at jeg blev glædeligt overrasket.
En dejlig dag med det mest lydhøre publikum.
Jeg vender tilbage til dette indlæg med nogle billeder senere. Fra selve foredraget har jeg som sagt ingen, men et af forsamlingshuset, vil jeg sætte ind herunder. I øvrigt var der, som flittige læsere af min blog vil vide, i lærer Wirrings tid i slutningen af 1800tallet en ivrig diskussion om, hvorvidt Hulsig skulle begaves med en kirke eller et forsamlingshus. Det blev kirken, der vandt, selv om mange syntes, at det var en unødvendig udgift ( de betalte selv for bygningen af kirken) – og at et forsamlingshus ville have været en mere overkommelig løsning.
Her er huset, som det ser ud i dag.

 
Her er lidt skriveri om rødderne ( bragt som kronik i Randers Amtsavis d. 27 august):
 
Rødder og identitet 
Jeg sidder i mit skriveskjul og kigger ud gennem ruden. Himlen er blå, og det blæser kraftigt, alt er uro og bevægelse: marehalmen, lyngplanterne, grårisene og grenene på de forkrøblede egetræer piskes frem og tilbage, som var de en del af det oprørte hav, der længst ude slutter panoramaet. Flaskegrønt og med lange, hvide skumsprøjt.
Jeg er her nu ikke for at skrive denne gang, men dog i min egenskab af forfatter, idet jeg skal holde foredrag i det nordjyske. Og derfor ligger der ikke nogen manuskriptfil på min PC og skriger på flid og virksomhed. Med god samvittighed kan jeg lade mig opsluge af tidløsheden og opleve en indre ro.
En ro i sindet. Ja, for den finder man her. Men i flere år, var det ikke lige den, jeg søgte, når jeg slog mig ned heroppe på spidsen af Danmark. Tværtimod. Jeg gik i lang tid og legede med planer om at grave stedets fortid frem – lag for lag – og som en anden arkæolog forsøge at finde frem til sandheden. Om egnen. Om gårdene. Om menneskene.
I mands minde levede mine forfædre på disse kanter, og måske var researcharbejdet ikke kun drevet af nysgerrighed efter at finde ud af, hvordan det kunne gå til, at den ene generation efter den anden holdt ud i en egn, der var så nådesløs og fjendtlig, hærget af naturkatastrofer og deraf følgende død og ødelæggelse. Hvorfor flygtede de ikke til mildere egne?
Måske lå der også et skjult ønske om at finde ud af, hvem jeg selv er. Måske. Denne identitetssøgen ligger jo i tiden, og samtidig med, at den store, fælles historie fortoner sig for mange moderne mennesker, så skærpes interessen for deres egen individuelle historie. Slægtsforskning er blevet en folkevidenskab. Man vil vide, hvor man kommer fra og hvorfor man tænker og handler, som man gør, og måske kan man finde svarene et sted i de støvede arkiver.
Efterhånden som arbejdet skred frem, voksede papirbunkerne i takt med min egen usikkerhed, for jeg fandt så mange sandheder om min slægt, at skeletterne ind i mellem var umulige at holde inde i skabene. De væltede ud. Men ikke altid lige ind i mit manuskript. En overgang var jeg endda i tvivl om, hvorvidt jeg skulle fortsætte projektet. Men det gjorde jeg. Heldigvis. Mit bagland stod vagt i gevær og tvang mig nærmest til tasterne: ”du skal skrive den bog, for den fortæller noget vigtigt om, hvem vi er,” sagde min datter.
I Det gamle Testamente (2. Mosebog, kap. 3,14) beder Moses Gud om vise sin identitet. ”Hvem er du?” vil han vide. Spørgsmålet hænger lidt i luften, inden Gud giver det underlige svar: ”Jeg er den, jeg er.” Ikke et ord mere til forklaring. Og vi andre kunne såmænd svare akkurat det samme: ”Jeg er den, jeg er.” Men måske kan vi grave lidt i fortiden og finde nogen forklaringer på hvorfor?
Det seje arbejde med mange forskellige kilder: aviser, interviews, kirkebøger og andre arkiver gav mange svar, og nu ved jeg f.eks. lidt mere om, hvorfor jeg imod al rimelighed og fornuft kan falde i et sort hul af mismod og manglende tro på stort set alt. Sådan var de jo nemlig, de gamle. Arven. Generne. Det gav pludselig mening.
Og nu har jeg mødt dem, alle disse forfædre og formødre, og jeg set dem i deres svaghed og i deres styrke. Jeg har set nogle af dem bukke under i kampen for at (over)leve; sindssyge og selvmord har det ikke skortet på i slægtshistorien. Navnlig mændene har været en sær blanding af umådelig styrke og stor sårbarhed. Tre af dem var med i krigen i 1864, og de blev senere redningsfolk, og når vinterstormene rasede, satte de uden tøven deres liv på spil for at redde andres. Det kostede. Og de holdt det ikke altid ud. Kvinderne var stærkere og bar deres hårde skæbne med stolthed og tålmod og en ubegrænset tillid til Vorherre.
Jeg ser ud ad vinduet. Nu trækker skyerne sammen ude over havet, og det sortner. Det er også begyndt at storme, men selv om der ligger skibe derude, så kommer de ikke i havsnød. Tiden har ændret sig, og vi mennesker ændrer os med den, men vi har alle en historie, og vi er præget af dem, der gik forud. På godt og ondt.
 
 
 
 
 
 

172 – Hulsig Kirke – nogle gamle billeder

Udgivet den af
Svar


Som man nok kan gætte af overskriften, så har jeg fundet et par gamle billeder, og hvad man måske også kan gætte, så vil jeg gerne have hjælp til en bestemmelse af dem. Hvornår er de fra? Og hvem er præsten?
I indlæg 171 var vi til Sølv- og Guldbryllup med Christian og Maren Larsen fra Krøggården, og mon ikke det er den pastor F.M.R. Busch, der tog hele den krøgske familie til alters i Hulsig Kirke i 1920 i forbindelse med den førstomtalte fest. Det er samme præst, som døbte og konfirmerede min mor, Vera Andersen, og han har en lang række lignende gerninger på samvittigheden?
Han var præst fra 1910 til 1925
Her ses han, og kom ENDELIG med kommentarer, hvis jeg skulle gætte fejl.

Og her ses kirken, som den så ud dengang indvendigt – der er jo sket forandringer flere gange siden.

Og endelig kirken som den tog sig ud set udefra. Her er ikke mange pejlemærker, synes jeg. Et hegn. Men gravene ser man ikke.