Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

For nogen tid siden udkom Hardervigs “billedbog” om livet på de tre hoteller i Kandestederne: “Hvad stuepigerne fortalte” .

I bogen fortælles en række anekdoter – som man måske vil genkende, hvis man er en flittig seer af TV-serien “Badehotellet.” Forfatteren skriver, at han har talt med en stor del af de stuepiger, der var ansat på de tre hoteller, og det er måske sandt, men i al fald underholdende. Og sådan er bogen sikkert tænkt.

I det følgende vil man kunne læse et kapitel af en livsskildring, som er skrevet af Dorrit Kirkegaard, der i hotellets glansperiode faktisk var stuepige på Kokholms Hotel. Nedenstående bliver altså et langt citat taget fra Dorrit Kirkegaards erindringsværk. Forfatteren til værket er i sagens natur ikke mere ung, og jeg ved ikke, om jeg får mulighed for at tale med hende mere. Men hun forærede mig nedenstående, som jeg her afskriver, og det giver jo i al fald et meget tæt og troværdigt billede af, hvordan det var at være en ung stuepige på Kokholms. Det må have været i 40’erne, i al fald efter Christen Kokholms død i 36 og før Rigmors bryllup med Leo Darling. Og Reumert bor åbenbart stadig på hotellet. Han fik senere ( i slut 40’erne?) sit eget sommerhus. Vi må sikkert være i 40’erne, vil jeg tro. .

Desværre er det ikke lykkedes mig at finde Dorrit. Dengang boede hun i Kristrup ved Randers, men måske er hun flyttet til et plejehjem. Det vil jeg fortsat forsøge at finde ud af. Her er i al fald fortællingen om, hvordan livet var dengang set med den unge Dorrits øjne.

Jeg genskriver hele beretningen ubeskåret og i Dorrits’ retskrivning..

Jeg kunne ikke umiddelbart få mig til at bruge den uden hendes tilladelse, men i dag gik det op for mig, at jeg jo fik tilladelsen sammen med papirerne, da hun sagde, at jeg kunne bruge dem.

Dorrits oplevelser på Kokholms Hotel i første halvdel af forrige århundrede:

“Efter pladsen hos Jens og Marie, kom jeg til Kokholms hotel. I begyndelsen var vi bare to piger, Esther og jeg, vi skulle gøre hovedrent, og det var både i sommerhusene, der hørte til hotellet, og i selve hotellet. Midt i det hele skete der det, at vi blev alarmeret midt i arbejdet: smid alt hvad i står med og kom hjem, hendes majestæt har meldt sin ankomst.

Det var noget årligt tilbagevendende Dronning Alexandrine, var en god bekendt af den gamle fru Kokholm, og hvert forår og efterår kom hun op og besøgte fru Kokholm, samtidig med, at Dronningen overværede redningsøvelsen på stranden.

Ved den lejlighed satte man nemlig redningsbåden i vandet og roede et godt stykke ud, hvor man afprøvede alt det grej, man brugte, når det virkelig var alvor. Men det kan nok være, at vi lod hovedrengøringen være. Nu skulle der pudses og poleres. Døtrene fra Skagen og Oxholm blev tilkaldt, og fru Kokholm selv gik i køkkenet og bagte æbleskiver.

Det var vist meningen at Helle skulle være kommet og hjælpe med at servere, men hun var syg, så lille mig, som aldrig havde prøvet sådan noget, skulle alene klare det.

Jeg kan huske, at jeg havde en vældig flot taftkjole, som jeg havde fået til afdansningsballet. Den syntes jeg var vældig flot, og den blev da også godkendt som serveringskjole, men der skulle jo en hvid krave til og sådan en havde jeg ikke, men så fik jeg en af Rigmors egne ( det var den yngste datter, som drev hotellet sammen med sin bror Mads.)

Nå, men dagen oprandt, og der var en som var nervøs, mest fordi de tre døtre havde faret så meget rundt og givet ordrer i munden på hinanden. Da så Dronningen kom med hele sit følge var jeg ret nervøs, men det var der nu slet ingen grund til. Hun var noget så sød, og det gik fint alt sammen. Jeg huskede at gå baglæns og neje, men den gamle fru Kokholm ville endelig neje så dybt, at hun havde svært ved at komme op selv.

Men vi skulle jo i gang med rengøringen igen, det blev tid, hvor der kom mere personale, kogekone, oldfrue o.s.v. Helle blev også ansat. Hun havde været der om vinteren året i forvejen, samtidig med at jeg var hos Hjorths, og Bo kom også derop som bettekarl (der var nemlig også landbrug til ) så det var lige før, hele søskendefolkken var samlet.

Det var jo kun et sommerhotel, men nu var det blevet sommer, og så kom gæsterne. Nogen af dem, jeg husker nævner jeg her: Thorkild Rose, Poul Reumert, Anna Borg, Auda Borg, Asta Nielsen (ja, det var die Asta) Konsul Lommer fra Singapore, Agnes Rehnu, vinhandler Krarup, ham husker jeg specielt på grund af hans kone Elizabeth. Hun holdt altid sin fødselsdag heroppe, og så havde hun sine egne hummergafler med. De var selvfølgelig i sterling sølv, og hvad skete der efter sådan et hummergilde? Jo, en af gaflerne forsvandt. Stort postyr.. Det endte med at gaflen blev fundet ude hos grisene i truget. Den var røget ud sammen med affaldet.

Der var mange sjove mennekser blandt gæsterne, mange søde mennesker, ikke alle så snobbede som Elizabeth Krarup, men hun var såmænd også meget sød. en hel del af gæsterne var faste gæster hvert år. De skulle have de samme værelser, og mange af dem boede der i flere uger.

Det var jo ikke ligefrem noget hvilehjem for os, som var ansat. Man startede med at pudse og kridte sko, så skulle der gøres rent og bæres morgenmad ud i sommerhusene til de gæster, som boede der. En familie Truelsen havde fast et bestemt hus, og det var af den grund blevet døbt Trullebo. Det var en familie med voksne børn. Der var vist tre unge mennesker foruden forældrene.

Poul Reumerts to drenge Stefan og Torsten var jo også med deres forældre. Der var flere familier med børn, så der var altid liv og glade dage.

Men for os, der var ansat, var dagen jo ikke forbi med at bringe mad ud. På hotelllet tog Frk. Sørig sig af morgenmaden til de fastboende, vi andre skulle så inden frokost være færdige med at gøre rent, og vi skulle være klædt om for at servere til frokost. Derefter skulle vi hjælpe med opvasken og selv have noget at spise, og det var altså ikke det samme som gæsterne fik ( skal jeg hilse og sige). .

På et tidspunkt havde vi nogle piger, der studerede på Silkeborg seminarium. De fik besøg af nogle af deres studiekammerater, som var på cykeltur. De havde tilbudt at hjælpe med høhøsten og var så også på kost. De syntes godt nok, maden blev for ensformig, det var mest øllebrød og makrel eller makrel og øllebrød, så en dag strejkede vi alle sammen.

Kogekonen Agnes tilkaldte så Frk. Kokholm, og der blev en del palaver, som endte med at maden blev lidt bedre

Der var fire unge mænd “som besøgte vores piger.” Det var alle kommende lærere, jeg husker ikke helt hvor længe de blev, men vi havde en masse sjov med dem. En aften var det lige ved at blive for sjovt, vi havde fået lidt indebords, nogen lidt mere end andre, så vi blev så højrøstede, at der var gæster som klagede til frk. Kokholm, som kom ud til os i nattøj, for at høre hvad der foregik, men der var Helle den som ordnede paragrafferne. Hun stillede næste morgen og bad om undskyldning på alles vegne. De mandlige seminarister forlod vistnok hotellet næste dag. Men vi havde da haft det sjovt.

Vi havde også besøg af pigerne fra de andre hotelller, der var tre hoteller i alt. Kun et af dem havde helårsbevilling, det var Kandehus, men det kommer jeg tilbage til senere.

Det var jo først efter arbejdstid, at de kom på besøg. Vi boede fire piger på et værelse i noget gammelt bras, stråtækt bindingsværk, der var så fugtigt, at dynerne altid var våde, men selv om det var en noget kummerlig tilværelse, så havde vi det også sjovt ind imellem, blandt andet sent om aftenen, når vi havde fri. Der var altid en af os, der skulle blive til gæsterne var gået til ro og sørge for at der blev lukket og slukke. En aften var jeg sidste mand til at lukke og var lige ved at låse døren, da der kom en med en lygte over marken. I den tro, at det var en af pigerne ovre fra Kandehus råbte jeg med salvelsesfuld røst: “Hvem er det, alt så silde på kvælden” – og hvem svarede andre end Poul Reumert: “Øh, det er bare mig, jeg skal ned og hente noget i vognene.” Vi havde i længere tid forsøgt at parodiere ham, for han var nu noget selvhøjtidelig, men jeg havde nu ikke regnet med, at jeg skulle forsøge mig over for ham selv. Så jeg var glad for at mørket skjulte min identitet. Senere i livet, når nogen har omtalt den store mand, har jeg gerne pralet af, at jeg engang har gjort ham mundlam. Jeg kunne jo godt have forventet et svar noget i retning af dette:” det er bare mig, skøn jomfru,” men det kunne han altså ikke få sagt.

Inden jeg begyndte hos Kokholms havde Helle sagt, at jeg ikke behøvede aftale løn. Det skulle jeg nu have gjort, for da vi skulle afregne efter sæsonen, mente både Mads og Rigmor, at jeg skulle aldeles ikke havde det samme som seminaristerne, for som de sagde, var jeg ikke så gammel, og inden sæsonen havde vi jo bare rendt rundt med en støvklud Esther og jeg. Da blev jeg godt nok gal, men det var jo ikke nemt at argumentere, med de to, så jeg fik da sagt, at når jeg ikke var så gammel, måtte jeg hellere bede Mor om at tale med dem. Det fik vi nu ikke noget ud af. Det var nogen værre pengepugere. De var simpelthen blevet indberettet til både den ene og den anden instans, hvis det havde været i dag.

På den tid blev der på alle regninger, enten det var, når der blev solgt kaffe med brød, eller det var en regning for en hel families ophold i flere uger, blev der sat 12,5% på. Det var penge som rettelig tilkom personalet, men ikke hos Kokholms, nej, vi fik alle en fast løn og det var ikke tilnærmelsesvis noget, der lignede det vi kunne ha’ fået, hvis det var procenterne, vi var blevet lønnet med. Der var da også en del af gæsterne, som fandt ud af det, og så skere det ret jævnligt, at man fik en ekstra skilling.

Som jeg har fortalt var vi hele tre søskende på samme sted, Bo var 13 år og han var ved landbruget. En dag løb hestene løbsk for ham. I første omgang troede vi ikke, at der var sket Bo noget, han sagde i hvert fald ikke noget om det, men nogen tid efter opdagede Helle, at han gik med stok. Han lavede sjov med det, men det viste sig, at han havde haft tømmen om benet, og det så ikke godt ud da han fik buksebenet smøget op. Der var betændelse i et grimt sår. Men han ville jo ikke være “pivet.”

Inden jeg rejste hjem, havde jeg en gang mere æren af at servere for hendes Majestæt, denne gang var vi flere om det. Hun kom også med et større selskab, nemlig hele hendes personale fra Klitgaarden, der var en af dem, der havde fødselsdag, hun havde jo også en del gæster og sin hofdame med.

De tre døtre, der omtales i forbindelse med dronningens besøg er den yngste, Rigmor, der drev hotellet sammen med broren Mads efter Christens død. Og de to andre er Maria, der på det tidspunkt var gift med Hofjægermester Sigurd Andersen til Oxholm, og den tredje er Anna, den ældste i søskendeflokken – hun er gift med Søren Troldborg og bor på det her tidspunkt i Skagen.

Det lader til, at de tre søstre kom og hjalp til i højsæsonen. Den fjerde søster bor for langt borte. Vist nok i Holte.

Senere, da Elisabeth dør i 1958, er også Marias mand død, og hun rejser hjem til Kandestederne og driver i nogle år hotellet sammen med Mads.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Som mine utallige læsere nok ved, så … ja ja utallige og utallige … det ved jeg ikke noget om, men jeg har altid vidst, at jeg havde tre, og dem plejer jeg at lege, at jeg sidder i øjenhøjde med, når jeg skriver, så jeg hvert øjeblik kan kaste et øje ind i deres øjne og lodde, om det jeg skriver falder i god jord.

Nu er den ene af mine læsere død. Så er jeg kun sikker på to. Men hør nu kære læsere, jeg er omtrent færdig med bogen om Christen og Lise. Det har været en smuk og god rejse for mig.

Nu er jeg ved vejs ende.

Og der vil jeg gerne blive stående.

Alene med min bog.

Men det er jo ikke meningen med at skrive en bog.

At lade den stå alene sammen med mig midt i en verden af læsende.

Den skal læses.

Helst.

I al fald af to.

To er OK

Jesus siger: “Hvor to er forsamlede i mit navn, er jeg til stede”

Jeg siger: “Hvor to læser min bog, lever den.”

Herunder den nye indledning. Slutningen får I ikke her på siden. Men den ender. Så der er en slutning – og du kommer ikke til efter endt læsning at se tomt ud i ingenting.

Forord:

Der hviler en særlig stemning over Skagen og stederne omkring byen. Det er noget med lyset og den vilde natur. De hvide nætter synes lysere her end andre steder, og der er helt sikkert flere soltimer heroppe. Faktisk er det, som om solen aldrig går ned, men kun lige snupper sig en svaler i det hav, der omkranser stedet. For Skagen en ø. Det er også derfor, man siger ”på” Skagen, ligesom man siger ”på” Læsø. Man er på en ø.

I århundreder var ”øen” et gudsforladt sted at bo. Fra at have været en af landets største købstæder, blev byen forvandlet til en affolket ravnekrog, som ingen ville leve i. Naturen gik amok. Det begyndte kort efter byens storhedstid i 1500-tallet. Klimaet forandrede sig, sandstormene tog fart, og sandet lagde sig tungt over gårde, huse og marker. Stedet blev ubeboeligt. På de to sider var der hav og på den tredje ( øen har tre sider) udstrakte sandmiler. Kun nogle få fiskere og sejlivede klitbønder holdt ud og blev boende.

I 1800-tallet opstod et nyt ”romantisk” natur- og menneskesyn. Landskabet blev nu betragtet som malerisk og befolkningen som eksotisk, og egnen begyndte at tiltrække kunstmalere og digtere, og en helt ny befolkningsgruppe indtog Skagen og stederne omkring byen. Og selv om Skagensmalernes tid er forbi, har egnen beholdt sin tiltrækning. Nu er det ikke kunstnere, men turister af alle slags, der i store flokke ferierer ”på” Skagen.

Den glamourøse fortid er blevet og bliver stadig fastholdt i forskellige medier: bøger, blade og tv-serier. Man dvæler ved nostalgien. Tænk blot på ”Badehotellet”. Og for nylig udkom Bent Hardervigs ”Hvad stuepigerne fortalte.” Den handler om livet på hotellerne i Kandestederne.

I bogen om Lise og Christen udspiller handlingen sig i tiden, før Kandestederne bliver et mondænt ferieparadis for de rige og de kendte. Den handler om de mennesker, der voksede op i nøjsomhed, hvor slid og slæb var daglig kost, men som havde arvet forfædrenes råstyrke og stædighed, så de kunne overleve og endda kæmpe sig fri af fortiden og skabe sig en ny tilværelse. Lise og Christen var overlevere som deres forfædre, men i modsætning til dem, blev de også mønsterbrydere.

For et par år siden landede et stort arkivmateriale på mit bord: Det bestod af billeder, breve, dagbøger og artikler, alt sammen tilhørende Lise Troldborg, et oldebarn af den Elisabeth Houkjær, der sammen med sin mand Christen Kokholm, grundlagde Kokholms Hotel i Kandestederne. Lise Troldborg mente, at jeg måske kunne bruge materialet. Jeg havde jo før skrevet om egnen.

Det er Lise Troldborgs righoldige materiale, der danner bogens klangbund. Igennem det har jeg lært personerne at kende, og i romanen er det dem, jeg forsøger at give nyt liv.

Elisabeth og Christen fik syv børn, og en stor del af arkivet består af breve til og fra de forskellige familiemedlemmer. Der er imidlertid mange andre breve i samlingen, f.eks. en del fra tidens kendte kunstnere, navnlig     mange fra skuespillerne Poul Reumert og Thorkild Roose. Fælles for dem alle er, at de har boet på Kokholms Hotel og er vendt tilbage sommer efter sommer. En del mindre skrivelser til Elisabeth Kokholm fra medlemmer af Kongehuset finder man også i samlingen.  

Når man forvandler levet liv til fiktion, må man naturligvis forsøge at holde sig til sandheden, men samtidig kommer man ikke udenom, at det, man skriver, er og bliver ”opspind”. Det er aldrig ”Sandheden”. Optrinene i romanen har ikke fundet sted i ”virkeligheden.” Men de store hændelser og livsskæbner er virkelige nok også set med historiske briller. Det skal de være.

Jeg kunne f.eks. ikke skrive om Mads Houkjærs selvmord, hvis jeg ikke var sikker på, at han virkelig tog sit eget liv. Her har jeg lyttet til de gamle. Det, man hviskede om i min barndom. Der findes dog også skriftlige kilder som f.eks. Lars Hesselholts ”Hulsigminder.” Desuden har jeg naturligvis undersøgt kirkebøger og folketællinger.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Egentlig havde jeg planlagt et appendiks sidst i bogen om Lise og Christen Kokholm, men af forskellige årsager opgav jeg det. Her i den kommende tid vil jeg lægge nogle af dokumenterne ud til skue for dem, der synes, det kunne være sjovt nok. Først kommer der et par udpluk af Rigmors (den yngste af Kokholmbørnene) erindringsblade:

”Når Huset blev rusket næsten i Stykker og søde Bedstemor stille sagde:”-nu er det ikke skønt om der kom en Stranding” – og mere blev der ikke talt om det, men en lille Pige opfangede alligevel Uhyggestemningen – og Strandingen kom. Kl. 1 blev der banket på Ruden – Kokholm! Kokholm!  Olietøj og Støvler frem. Hestehovenes Klapren over til Redningsstationen – En lille, Pige der blev baaret ned på Sofaen, mens Mor bevarede Roen, mens Angsten for Far blev dulmet med mange samtaler med Kristine på Centralen, der var i Forbindelse med Redningstelefonen.”

Vinteren var  uden glamour, men ikke uden dramatik.. Sommer og vinter var virkelig kontraster i det Kokholmske hjem. Det lille erindringsblad er også lidt interessant, fordi det er det eneste sted, jeg har kunnet finde belæg for, at Christen Kokholm tog arven op efter Mads Houkjær og blev redningsmand.

I romanen hører vi ( men romaner er jo opspind), at Christen reflekterer over sin kommende svigerfars sindelag og giver udtryk for at vide god besked med de barske forhold, der skabte barske mænd. Han vurderer altså Lises far som håbløs fastlås i sin kulde og hårdhed.

Men Kokhoklm selv? Vi ser ham jo mest i al den litteratur, der er skrevet om hotellet, og her er han værdig og rolig og den perfekte familiefader. Sådan ses han også i avisartikler og andre steder, hvor han portrætteres. Et klog, varmt og reflekterende menneske.

Sådan ses han ikke af sine børn. Og vi ved fra kilderne om hans opvækst, at den var nådesløs hård, og som redningsmand måtte han også være af hærdet stål. Ellers ville han være knækket.

Og han var også en hård mand. OGSÅ. For han var så meget andet. I brevene, både i Kristians og i Marens, får vi vist et menneske, der fuldt og helt tilsluttede sig revselsesretten. Og som brugte den flittigt. over for sine børn. Sine drenge, for pigerne holdt han fingrene fra. Men han slog. Og han slog hårdt. Og jeg ser en af årsagerne til drengenes dysfunktionelle liv i den kendsgerning, at de blev opdraget med stor hårdhed. Som drenge jo for resten blev det dengang. Det fremgår også af romanen.

Christen Kokholm var et kompliceret menneske, og vi kan sagtens komme til at holde af drengen Christen, der kæmper sig gennem en næsten håbløs barndom, hvor sult, tæv og vanrøgt var hverdagskost, og som hærder sig tilstrækkeligt til at kunne klare den kamp. Men også et menneske med en stor følsomhed og empati. Han holder oprigtigt af sine nærmeste og bærer utroligt længe over med dem.

Og nu får vi her et lille fint glimt helt tilbage til Lise og Christens første tid. Begge uddrag er citeret fra de samme erindringsblade:

”Far rejste til Harboøre, da Redningsstationen var færdig. Dengang var der kun Romantik i Luften.”

”Da Far var ved at omkomme, da de mange Fiskere druknede – lovede han sig selv og Vorherre, at overlevede han, da skulle han op at fri rigtigt til den søde Lise.”

Det var også om vinteren, Christen Kokholm kastede sig over marketing. Og her var han ganske dygtig. Som eksempel på hans ”vinterarbejde” følgende indlæg til pressen. Det er skrevet i 1910 og sikkert sendt til flere blade. Hotellet er på dette tidspunkt 3 år. (Stavefejlene er Christens)

“Bland de egne der af Mellem- Europas reisende publikum er et yndet maal for en sommerreise, indtager det nordlige Danmark, en af de første pladser. Grundene til denne kærlighed er forskellige. Ved siden af landskabets egen tiltrækning er det beboernes elskværdige gjæstfrihed og den paafaldende billige forpleining, som gør, at en reise til den smale landstremme vil lønne sig i enhver senseende. Og den forbindelse som de danske statsbaner har tilveiebragt, gør det mulgt at naa reisens maal uden anstrengelse, saa at sige i søvne.

Kandestederne turde være af en særlig tiltrækning for den der virkelig søger hvile og paa samme tid vil lære et nyt ejendommeligt og storartet stykke natur at kende. Det lille sted ligger kun fem minutter fra stranden midt i herlige kliter, der strækker sig i sande højfjeldsformationer milevidt ind i landet. Flekken bestaar kun af fire bondegaarde med maleriske vaaningshuse og lader og smukke haveanlæg. Lige ved stranden findes det eneste hotel som ejeren C. N. Kokholm lod bygge for 3 aar siden for at byde sine sommergæster et modernt og bekvemt opholdssted. Huset har i sin nuværende omfang plads for ca 30 personer, som foruden sine egne værelser ogsaa har spisesalen og flere selskabslokaler til sin raadighed.

Den første frokost som indtages om morgenen mellem 8 og 10 bestaar af: mælk, kaffe, thee, kakao, æg, smør og brød med paalæg, kold steg o.s.v. Til middag kl. 1½ gives der to varme retter, grønsager, kompot, dessert. Efter middagen kaffe og kager. Til aften kl. 7½ serveres der en varm ret og koldt paalæg, dertil mælk og thee. Godt drikkevand fra egen dybbrønd. Alle slags drikkevarer: førsteklasses vine, øl, liqueur, selsters o. s. v. i huset. Ingen drikketvang.

Tiltrods for den første klasses forpleining udgør pensionsprisen for fuld pension inkl. Logis kun 3,50 kr. I maanederne juni og september og ved længere ophold betydelig moderation. Hotellet har egen tennisplads og eget badehus, der staar til fri benyttelse for de ærede gæster.”

……

Artiklen fortsætter med en lovprisning af milen og den omliggende, vilde natur og slutter med at oplyse om, hvordan man kan køre/selje helt fra København til Kandestederne med kun en enkelt overnatning undervejs.Her et lille uddrag fra Skagen Avis nov. 1922 i anledning af Elisabeth og Christen Kokholms sølvbryllup.. 

: ”For 6 Aar siden købte Kokholm Nabogaarden, og nu er han den største Jorddrot i Kandestederne.”

I et interview bliver han spurgt om, hvilke værdier, han sætter højt, og her svarer han, at det at læse gode bøger er noget, han vil anbefale alle. Selv læser han meget. Han roser også højskolebevægelsen og siger, at alle unge burde tage på højskole, og at det er noget, alle kan få råd til. Det er lidt tankevækkende, synes jeg, for ingen af hans egne børn får lov at komme på højskole. Han slutter samtalen med disse ord:

 ”Jeg har tit undret mig over, hvorfor saa mange rejser ud i det fremmede for at blive til noget. Hvis de vilde arbejde lige saa haardt hjemme, som de maa derude, saa kunde de naa vidt ogsaa her.”

To år efter rejser Kristian, næstældste søn, til New Zealand for at blive til noget. Det bliver han ikke. Og i hans breve hjem får man en anelse om, hvorfor. Kristian tjente nok penge, men han brugte dem hurtigt igen.. Og det herlige driverliv, som han havde set udfolde sig på hotellet derhjemme, kunne han ikke vente med selv at udleve.

Udateret brev fra Elisabeth til sønnen Kristian.

Han er vendt hjem fra sit liv i New Zealand i 1924, hvor han fik samme skæbne som de fleste andre emigranter. Mange års håbløst slid. Han vender tilbage til Danmark 1949 med sin kone og lille søn og et nedbrudt helbred.  I Danmark får de en datter. Det lykkes Kristian at købe et lille husmandssted. Konen, Maren, er vred. Hun havde forestillet sig, at familien var velhavende. Især Elisabeth hader hun af et godt (ondt) hjerte. Kristian kan ikke drive stedet og sælger det, køber et nyt, og det går heller ikke. Han sender mange breve til sine søskende og beder om hjælp – det gør de til en vis grad, men det rækker ikke til at bringe ham på fode, og det ender med, at han bliver skilt og derefter rejser til Australien. Nu er han en midaldrende mand med et svagt helbred, og rejsen kan efter min mening næsten betragtes som et selvmord.

Brevet fra moren, som her vises i uddrag, er et af mange. Især sender han mange breve til moren, som han mener har snydt ham.

”Kære Kristian! Tak for dit Brev forleden. Jeg blev meget ked af at se, at du ikke synes, du kan klare dig – og at du ikke synes jeg har hjulpet dig nok – jeg vil jo gerne hjælpe jer alle så godt jeg kan. – men jeg synes da også jeg har sendt dig mange Penge Kristian – jeg kan se, i min Bog at du har faaet sendt 1800 kr. til Australien – og jeg betalte 41/2 Tusinde for din og Maren og Dans Rejse hjem og engang fik du 1200 Kr og sidste Vinter 600 Kr og saa har jeg sendt dig mange Penge langs hen ad Vejen, og Kristian jeg maa jo ogsaa tænke paa de andre Børn – Helga har kun faaet 1600 Kr derhjemmefra i det hele og hun har jo ogsaa Børn og Kais Forretning gaar vist heller ikke saa godt – de vil ogsaa sælge – ja det er jo ikke så let naar der er så mange og jeg gerne vil at de skal have en mule alle – Far og jeg begyndte jo så fattigt og sled haardt dengang for at holde sammen på det hele – og nu er jeg gammel Kristian – ved at blive for gammel til at have for meget at spekulere over – og du og Mads kan jo ikke sammen – så det kan jo ikke nytte at I gaar sammen om Arbejdet her. – Ja jeg vil jer det bedste alle – men I er jo unge og jeg er gammel nu og vil helst sidde her i Kandestederne i Fred og Ro i min Tid.”

Det er ind imellem hjertegribende at læse brevene mellem Kristian og hans søskende og moren og ikke mindre trist at læse Marens breve. De er SÅ fulde af bitterhed, og myten om den kokholmske familieidyl krakkelerer.

Her kun et par uddrag:

Brev fra Maren til Mads Kokholm. Maren er sikker på, at Mads sidder og vogter over en familieformue. Og hun skriver d.20/11 1949:

“Den forfærdelige nærighed, Mds, er jo en familiesvaghed, da jeg fortalte jeres tante fra Bækmarksbro, murer Niels Kokholms kone, hvordan Kristian laaser hans penge, papir og slik nede for mig, siden han har faaet sin Mor bag sig, saa sagde hun, ja, men saadan er den familie, ….. “den kvinde, der prøvede paa at glatte det ud, hver gang hans Far vilde give knægten en velfortjent omgang klø ….. da jeg kom op for at blive gift med ham, og saa det møghul han boede i og blev klar over, at han ikke var andet end en forfalden drukkenbolt ...”

Og sådan fortsætter brevet med vredesudbrud og “afsløringer” af Christen og hans familie.

Der er bevaret mange hundrede breve. Mange af dem viser sider af familien, som ikke kom frem i offentligheden, og hvorfor skulle de? Jeg har altid syntes, at familiestridigheder var det laveste af alle slags stridigheder og ønsker ikke her at udbrede mig mere om den sag. Den vedgår ikke romanen. Her handler det om de to Lise og Christen.

Men selvfølgelig synes jeg, det er interessant at få facetter frem om personerne, som jeg umuligt har kunnet finde i arkivernes bunker af papirer. I brevene kommer man utrolig tæt på, og jeg har det sådan, at jeg gyser ved at se så intime sider af folks liv og væsen. Som at være “kigger” – ja, for det bliver man, når man læser andres breve.

Ovenstående billede af Chresten Kokholm, malet af Skagensmaleren Fenger, viser os netop den Kokholm, vi lærer at kende via medierne og anekdoternes verden. Der var så også en anden. Et kompliceret menneske. Og “nærlæser” man billedet er det ikke vanskeligt at se smerten i det ansigt. Hans liv har ikke været let.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Ja, men det kommer den virkelig til at hedde,“Lise og Christen” hvis ikke en eller anden sparker mig hårdt over skinnebenet og nedlægger en protest af forargelse over så uoriginal en titel. Men det er de to personer, der står i centrum af romanen, det er deres brydsomme og usædvanlige livsbaner, der formes af mine fingre hen over et tastatur, der finder sig i alt.

Og når kun deres fornavn figurerer, så er det måske for at understrege, at dette ikke er en “saglig” tekst som øser alt sit materiale op af arkivernes dunkle dyb og sære afkroge, men som forsøger at fange menneskene i deres egen følsomme eksistens. Hvilket er umuligt, og derfor er denne bog som alle historiske romaner, det umuliges kunst. Det gør ingenting, sålænge det vedbliver at være kunst.

Det er en tekst, som har til formål at følge i de spor, som inspirationen afsætter i hovedet på mig og som sært nok ved at finde vej til papiret (harddisken) og blive til ord, der til sammen danner det mirakel, som enhver roman er.

Herunder vil jeg sætte bogens forord, så kan du selv (måske) få en fornemmelse af, hvad det alt sammen handler om:

Forord:

For et par år siden landede et stort arkivmateriale på mit bord: Der var billeder, breve, dagbøger og artikler, alt sammen tilhørende Lise Troldborg, et oldebarn af den Elisabeth Houkjær, der sammen med sin mand Christen Kokholm, grundlagde Kokholms Hotel i Kandestederne. Lise Troldborg mente, at jeg måske kunne bruge materialet. Det kunne jeg.

Elisabeth og Christen fik syv børn, og en stor del af arkivet består af breve til og fra de forskellige familiemedlemmer. Der er imidlertid mange andre breve i samlingen, f.eks. en del fra skuespillerne Poul Reumert og Thorkild Roose. Også andre kendte kunstnere fra tiden er repræsenteret i samlingen, alle med det til fælles, at de har boet på Kokholms Hotel og er vendt tilbage år efter år. En del mindre skrivelser til Elisabeth Kokholm fra medlemmer af Kongehuset finder man også i samlingen.  

Jeg valgte at skrive en roman af flere grunde, men måske mest, fordi der allerede er skrevet bøger i sagprosa om Kandestederne. 1990 udkom en antologi, der bredt fortæller om livet og naturen på egnen, dog langt hen set med gæsteøjne: ”I begyndelsen var lyset,” udgivet på Gyldendal. En gæstebog altså. Og senest udkom en bog skrevet af Bent Hardervig om de tre hoteller i Kandestederne: ”hvad stuepigerne fortalte”.

Jeg ville skrive om den tid, der gik forud for hotellerne, og om de folk, der levede på egnen, inden der kom turister og det hele blev forvandlet til et paradis for det højere borgerskab og kendte kunstnere. Den skulle handle om dem, der ikke blev kendte eller rige, men som skabte grundlaget for de kendte og riges glade ferieliv.

Jeg har forsøgt at komme tæt på den virkelighed, der var deres, men jeg har mest lært dem at kende gennem deres breve, dagbøger og anekdoter fortalt i min barndom. Og naturligvis ved at studere lokalarkiver, kirkebøger og folketællinger.

Vil man gerne læse bøger om de samme mennesker, skrevet af forfattere, der i sin tid færdedes personligt i miljøet, kan jeg henvise til Erik Bertelsens ”Harboørfolk” og Harald Søibergs bøger om Skagensfolk.

Når man forvandler levet liv til fiktion, kommer man uvægerligt i et dilemma. Man skal forsøge at holde sig til sandheden. Men samtidig kommer man ikke udenom, at det, man skriver er og bliver ”opspind”. Det er aldrig ”Sandheden”. Optrinene i romanen har ikke fundet sted i ”virkeligheden.” Men de store hændelser og livsskæbner er virkelige nok også set med historiske briller. Det skal de være.

Jeg kunne f.eks. ikke skrive om Mads Houkjærs selvmord, hvis jeg ikke var sikker på, at han virkelig tog sit eget liv. Her har jeg lyttet til de gamle. Det, man hviskede om i min barndom. Der findes dog også skriftlige kilder som f.eks. Lars Hesselholts ”Hulsigminder”.  

Jeg tror, det var forfatteren Karin Michaëlis, der engang stillede sig selv spørgsmålet: ”Kan man lave om på virkeligheden uden at skære sig på løgnen?” Det har jeg tænkt meget over, og det bør min læser også gøre. En anden digter blev engang spurgt om, hvorvidt det, han skrev, var sandhed eller digtning. Han svarede, at han i al fald håbede, at det var sand digtning.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Romanen om Elisabeth Houkjær og Christen Kokholm nærmer sig sin afslutning. Der er et par billeder, som jeg ikke har i særlig god kopiering. Det vil jeg forsøge at få styr på i den nærmeste fremtid. Ligesom der venter et skrivearbejde, nemlig sidste kapitel. Det skrives i september, og hvis ellers medvinden blæser, som den skal, så skulle skuden kunne sættes i søen i løbet af efteråret – lad os sige november.

Et par billeder af den familie, det hele handler om – og de er altså ikke gode nok til at komme med i bogen. I det hele taget vil jeg ikke strø om mig med billeder i den, for det er en roman. Og dårlige billeder er en dårlig ide.

Men her et par stykker, og flere følger senere.

På begge billederne ses Christen, Elisabeth og Karen Marie (Elisabthes mor) og på det øverste alle børnene: Mads, Anna, Kristian, Carl, Maria, Helga og Rigmor.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Mysterier er der nok af, når man træffer sine aner og ikke aner hvem pokker de er. Jeg ved, at Tines Vej i Hulsig er opkaldt efter Martine, som var en sindssyg kvinde, der i 1888′ folketællingen står opført som hjemmeboende 22 årig. .Gården lå mellem Hulsig og Tranestederne. Digteren Søiberg har skrevet en smuk fortælling om Tine, og i Hændelser fra Hulsig spiller hun en ikke helt lille rolle.Jeg ved, at hendes mor var Karen Marie Jensen og at hun var søster til min oldefar, Lars Jensen = Vester Lars.. Tine var således min farfar Janus Hesselholts kusine. Hendes mor, Karen Marie kom fra Højen, hvor deres mor, der var fra Gården Hesselholt. Hun giftede sig med en fisker (Jens) fra Højen. Lars , hendes bror blev karl på sin onkels gård = Hesselholt, og overtog den og giftede sig med min oldemor fra Kirsten Madsen fra Klarupgården. Deres søn Janus var altså fætter til Tine via sin mor.

Karen Marie Jensen ved vi altså, hvorfra stammer =Højen og hun var gift med jordbruger Jens Houkjær Pedersen, som er født 14 december 1822 i Skagen Landsogn. Det står der i kirkebogen, hvor jeg har fundet ham blandt konfirmander: Her står forældrene til konfirmanden

Jeg er ikke skrap til gotisk håndskrift, så jeg kan ikke læse, hvem faderen er: Jensen står der + noget mere, og Hustru Margrethe ? – Ja, hun hedder Margrethe Madsen. Tak.

Kan nogen hjælpe?

Ja, det var der så nogen, der kunne. Tak.

Der står, at Jens Houkjær Pedersen var søn af Peder Jensen fra Klarup. Og det sætter tingene på plads. Der er altså også udgået en Houkjær fra Klarup og ikke kun fra Houkjær. Og der er så et navnesammenfald der. Og vi ser tydeligt af dette tilfælde, hvor indgifte gårdene er i hinanden. Jens Houkjær Pedersen fra Klarup gifter sig med en søster til Lars på Hesselholt. Og da Lars på Hesselholt skal giftes vælges en pige fra gården Klarup = min oldemor Kirsten og jeg tror for resten ikke, at hun er en søster til Jens Houkjær Pedersen, for hun hedder Kirsten Madsen. Jens’ mor hedder også Madsen til efternavn, så de er nok søskende de to: Min oldemor Kirsten er sandsynligvis søster til Jens Houkjærs mor Margrethe Madsen, og hun er altså Jens’ moster. Som om det gør det hele bedre.

Man fandt sin ægtefælle (forældrene fandt) inden for egnens eget udvalg af emner, og helst giftede man sig med en i familien. Ikke så sært, at vi efterkommere har et speget sind. Vi kommer fra en egn, hvor indgifthed var en “naturlov”

Det har vel ikke ligefrem hjulpet på Elisabeth Houkjærs chancer for at få Christen Kokholm til ægtemand.

Jeg ved ikke, om Mads Houkjærs selvmord skyldes de unges oprør mod ægteskabsreglerne = konventionerne i det hele taget, eller om han er syg, evt. traumatiseret af det hårde liv, han har levet = krig – hådt slid – redningsaktioner hver vinter o. m. ..

Når jeg finder det interessant at blive klogere på, så er det fordi Jens Houkjær Pedersen, søn af Peder Houkjær og Elisabeth Houkjær på Houkjærgården gifter sig med Andrea og flytter til Lodskovad.

De to mænd, ham i Hulsig og ham i Lodskovad har altså samme navn, men kun den ene kan være fra Houkjær – hvorfor får den anden så også navnet????

Her har vi altså med få kilometers mellemrum to mænd med samme navn, men kun den ene er født på Houkjær, som Peder køber i 1822 og hvor han bor en årrække sammen med sin søster, inden han gifter sig med Elisabeth (=Lysbet) Jens Houkjær Pedersen er født 14.december 1823. Men, og nu kommer mysteriet, han står ikke opført i kirkebogen hverken i Skagen Landsogn eller i Råbjerg. Hvor er han født?

Det kommer alt sammen ikke romanen med, for der figurerer han ikke. Men han er jo en del af det lille samfund, jeg skriver om. Og en mystisk del. I konfirmationsoptegnelserne står, at han er født i Skagen Landsogn – så burde han være døbt i Skagen Kirke – har de glemt at føre drengens navn ind?

Somme tider skal man vel huske på, at det ikke er GUD SELV der fører kirkebøgerne, men som oftest fordrukne degne. Det kan man næsten se på skriften. Sikke en beskyldning – men den kom fra hjertet – der er så meget sjuskeri..

Herover den unge Jens Houkjær Pedersen som landsoldat i 1864. Han er Mads Houkjærs bror Han stred ved “Slagtebænk” Dybbøl og blev alligevel et harmonisk menneske, der livet igennem bevarede en kærligt væsen. Det var vi fra børnebørnenes skildring af ham, og den er vel ikke helt upartisk, men farvet af deres kærlighed til ham. Men også fra andre kilder beskrives han som et rart menneske. Samme skudsmål bliver ikke hans brødre til del: Den ældste Christen stak til søs som helt ung – efter at have kæmpet ved Fredericia i 1848-krigen – og man så ham ikke siden. Ole og Mads blev gårdejere, og deres iltre temperament er skildret flere steder. De var IKKE rare. Den yngste Søren ved jeg ikke noget om. Han var for ung til at komme i krig.

Jeg har fået hjælp til at tyde de gotiske bogstaver fra Lise Bock, som er en efterkommer af ovennævnte (billedet) Jens Houkjær og Andreas. Hun skriver, at der drejer sig om Jens Houkjær f. 14. okt. 1822 – og hans forældre er : Peder Jensen, Klarup og Margrethe Pedersdatter.

Tak.