Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Lidt litteratur om demens og nogle tanker:

Linda Holmberg har ( Kristelig Dagblad 18/11) skrevet en kronik om sin rolle som pårørende til en dement mand. Og overskriften lyder: ”Jeg har ønsket mange gange, at min mand skulle få fred.” Hendes mand, Ole, er netop død, men han led i flere år af en vasculær demens. Det gjorde min bror, Anders, også, faktisk i rigtig mange år. Og jeg husker, at jeg i en af samtalerne med hans læge sagde: ”Jeg ville ønske, at Anders snart kunne få lov at lukke sine øjne.” Så var der stille længe. Endelig sagde lægen: ”Hvorfor ville du det?” ”Fordi det er så synd for ham,” sagde jeg. Igen tavshed, men så kiggede lægen på mig og sagde: ”Du mener, fordi det er så synd for dig.”

Jeg syntes dengang, at det var brutalt sagt. Men han havde jo ret på en måde. Jeg kunne ikke holde ud at se min store stærke bror så reduceret, ham, der altid havde været en støtte for mig, når jeg havde problemer. Nu kunne han ikke engang støtte på sine egne ben, og han kunne ikke klart forstå verden omkring sig. Men lægen havde alligevel ret. Anders var ikke deprimeret ret længe ad gangen. Jeg så ham kun græde én gang. Det var til gengæld voldsomt. Det skete under en udredningssamtale på sygehuset kort efter, at hjerneblødningen var ophørt, og han var ”helbredt”. Anders spurgte, om han ville komme til at gå igen. ”Ja,” sagde lægen, ”det træner vi dig op til.” Og Anders så glad ud, men så sprang bomben. ”Men du kommer aldrig til at undervise igen.” Og så græd han. Og det er noget nær den værste lyd, jeg har hørt. Og jeg kan stadig høre den. Men årene gik, og Anders fandt livskvaliteten igen, og lægen havde ret: det var mest, for at jeg kunne slippe for at se ham så svag, at jeg ønskede ham død. ”Anders er glad for livet,” sagde lægen. Han hed Torp og kendte Anders godt. Og var en god læge. ER er god læge, tænker jeg, for han praktiserer vel stadig i Strandby.

Anders havde ingen kone. Vi søstre var nærmeste pårørende. Men den Ole, det handler om i kronikken har en kone. Og det er hende, der skriver kronikken og lige ud siger, at hun ville ønske ham død. Hendes mand blev dement på et plitsekund. Han faldt om. En hjerneblødning. Og da han blev udredt fra hospitalet, var og blev han dement. Det må have været et forfærdeligt chok, og det kræver ikke megen fantasi at følge tankegangen i kronikken.

Sådan er det heldigvis ikke med alzheimers syge. Her bliver den syge langsomt, undertiden MEGET langsomt dårligere, og der er masser af tid til at forberede sig på det værst tænkelige: at han bliver så syg, at man ville ønske, at han ikke var her mere. Og den tid skal man bruge godt. Den er guld værd, synes jeg. Hver eneste dag får en større værdi end dagene havde tidligere, hvor man ofte sjuskede med hverdagene. Det har vi ikke råd til nu. Trivialitetens tid er forbi. Men den tid, man gav hen til ulystbetonede aktiviteter er også forbi. Vi gør ikke noget, vi ikke har lyst til. Og det kan selvfølgelig undre mange, at vi ikke har lyst til at deltage i diverse ”aktiviteter”, hvoraf nogle endda er målrettet os. Vi har det så fint med hinanden, og alt det, der kommer udefra eller vil trække os ud af vores hverdag, virker som grus i maskineriet. Og den skulle helst gå som smurt. Så længe, det er muligt.

I går besøgte vi børnene i Ørum. Det var så dejligt. Og slet ikke uoverkommeligt. Ole kører stadig bil. Han er i tvivl om, hvor han skal dreje, det fortæller jeg ham så. Men han er ikke i tvivl om færdselsreglerne. Det bliver han en dag, og så er det mig, der skal fortælle ham det. Og han vil ikke tro på mig. Men den tid, den sorg.

Da vi kom til Ørum, var han meget glad. Vi har på grund af corona og andre ting ikke været der i nogen tid, og han udbrød: ”Jamen det her genkender jeg jo.” Også i dag har han fortalt mig, at det var så dejligt at komme et sted, som han kunne genkende.

Jeg vil citere lidt fra slutningen af kronikken. Jeg er langt heldigere stillet end Linda Holmberg. Jeg har min (hele) mand endnu. Og jeg er ikke begyndt at skælde ham (ret meget) ud. Men ligesom hende er jeg fast overbevist om, at jeg IKKE vil sende ham på plejehjem. Og jeg tager med glæde imod de gode samtaler, vi har med kloge demenssygeplejersker her i hjemmet. Tak for det. L. H. skriver:

“Jeg har kæmpet, jeg har skældt ud, været magtesløs i mange situationer, fordi vores sundhedssystem er så belastet og tungt. På mange måder tror jeg, at det har holdt mig oven vande. Jeg har ikke på nogen måde kunnet give slip, for jeg vidste, at hvis jeg gav slip, så var der ikke nogen til at passe Ole. Om det så er en god løsning … det tror jeg ikke. Noget, der har hjulpet mig meget, er at skrive blog. Det begyndte jeg med cirka et år inde i forløbet, og skrev indtil Oles død om Ole. Efterfølgende har jeg brugt den til at fortælle lidt om, hvordan jeg er kommet igennem.”