Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Lidt landbrugssnak med litterær bagkant
I andre tider og kulturer fik (får) de afdøde deres kæreste egendele med i graven. Således fik min tipoldefar, Christiane Krøg, portrættet af min tipoldefar, Christian Krøg, med i graven. Og det har jeg aldrig tilgivet hende. Nu troner hendes eget portræt i vores stue. Det står på et chartol, som en anden tipoldefar har snedkereret, og jeg tager det af og til i hånden (når det skal støves af) og så taler jeg dunder til hende. For hvor kunne hun dog nænne at frarøve eftertiden billedet af dette enestående menneske, som min tipoldefar var?
Men jeg tænker, at hvis man nu genindførte skikken, så ville jeg have en lille håndfuld bøger med mig i kisten. Og en af dem, der helt sikkert ville komme med, er Hans Otto Jørgensen ”Plads til hundrede køer.” Den er en del af en trilogi og handler som titlen siger om livet på landet. Ikke lige nu. Men dengang, han som dreng selv var en del af det.
Jeg var aldrig en del af livet på landet, men min far begyndte sit arbejdsliv som landmand, søn fra gården Hesselholt i Hulsig, og landbrug lå lige for. Og hele livet tror jeg, at han længtes tilbage til dengang og til det liv. Og at han har givet længslen videre til os. I al fald følte jeg mig næsten lykkelig, når jeg som barn fik lov at deltage (så lidt det end var) i høstarbejdet på Hesselholt. Og min have er en del af min sjæl. En mark har jeg ikke. Men haven er STOR.
Når jeg nu skriver lidt om Hans Otto Jørgensen, som jeg i mange år slet ikke har skænket en tanke, fordi så meget andet har presset sig ind i mellemtiden og fyldt den ud, så er det jo, fordi han igen har skrevet en bog om livet på landet. Ikke det liv, der var, da han var dreng. Men det liv, der er lige nu, og som betyder ophør af liv, knuste livsdrømme og konkurser. Et erhverv i åndenød. Den udkommer lige nu, hvor minkavlernes selvdestruktion står som et billede på det, der sker med landbruget generelt i disse år. Men Hans Otto Jørgensen skrev sin bog før corona, så han vidste ingenting om den (u)lykke dette erhvervs ophør har bragt, vil bringe.
Den bog, han har skrevet, og som jeg endnu ikke har læst, for den er først lige på trapperne, og jeg må vente lidt endnu, hedder: ”Dead man walking” og mon ikke titlen siger det hele. Den har for resten to titler. Den har undertitlen: ”Mamres Lund” Og det kan man så tænke over, for det var jo der Vorherre flankeret af to engle aflagde Abraham et besøg for at fortælle ham, at han skulle blive far inden året var omme. Og at hans slægt skulle velsignes i al evighed. Jøderne blev velsignede, men også forfulgte. Og hvordan er det nu med landmændene?
Hans Otto Jørgensen er født på en gammel slægtsgård ligesom min far, og den har gået i arv fra far til søn i århundreder. Han fortæller i et interview om det særlige, at man på en gård altid lærte alting ved at efterligne. At gøre som far, der gør som sin far, der gjorde som sin far, der gjorde som sin far … osv. Denne evighed. Her er et citat fra interviewet med forfatteren: (fra Information d.20/11)
”At arbejde sammen i disse rutiner er som at være en del af det samme hav. Min bror og jeg bliver som én krop, og bønder gennem flere tider synger i vores bevægelser. Alting forløber også uden tale, fordi det hele var i hænderne og i kroppen som en reminiscens af alle tider i virkeligheden. Bønders arbejde til alle tider er på en måde i kroppen. Alting er opfyldt af at udføre arbejdet på bedste måde, ” siger Hans Otto Jørgensen fra sit hjem i Kalundborg, hvor hans bror for nylig besøgte ham for at hjælpe ham med at bygge et hønsehus. ”Da tænkte jeg på det igen,” siger Hans Otto Jørgensen; ”Hvor vidunderligt det er at smelte sammen med en anden i arbejdet. Evnen til selvforglemmelse er noget af det mest kostbare, et menneske kan have, og det kan man opnå i roen ved at have lært at efterligne og arbejde videre i andres bevægelser.”
Min mand, Ole, arbejdede som dreng i 50’erne på et husmandssted ved vestkysten. Her var alt arbejde præcis, som det altid havde været. Noget af det hårde arbejde foregik på knæene. Når der skulle luges roer, så kravlede man. Og min mand, som jo kun var en stor knægt, blev beordret til at ride til smeden for at få hesten skoet. Det var i arbejdshestenes tid. Og han skulle lige købe ind på vejen, og han har fortalt, hvor svært det var at balance med varerne på ryggen af en hest uden saddel. Men når han fortæller om den tid, er der alligevel et særligt lys i hans øjne. Som om noget er gået tabt. Og vist var det en god tid. Også. Og længslen efter den tid, trods trængslen i den – ligger og ulmer i mange af os.
Min mand, Ole, brød ud. Han kom på seminariet og blev lærer. Hans Otto Jørgensen brød også ud. Han blev forfatter.
I interviewet i Information fortæller han om barndomstiden og får den bemærkning, at det da lyder, som om det var en romantisk oplevelse af vokse op der. Forfatteren svarer:
”Men det var netop ikke en oplevelse, ”protesterer Hans Otto Jørgensen, ”Vi var bare i det. Noget af det, den tid, vi lever i nu, er plaget af, er oplevelsessyge. Og man ser naturen som et sted, hvor man skal opleve noget. Ikke et sted, hvor man bare skal være. Det at være, det har det ikke så godt. Jeg kan heller ikke bare være længere. Dengang var vi så tæt forbundet med naturen, at ræveungerne ikke opfattede os som fjender, for man var jo så ofte dér sammen med kreaturerne. Det er det, jeg taler om. At være så tæt på naturen, at man fodrer den og bliver fodret af den.” … ”Det er noget andet, man vil have, at naturen skal være nu. Et fristed. Stakkels natur. Det må da virkelig være noget af det ringeste, man kan være. Og så er det, det sker, at økovarer præsenteres som mælk, der smager af frihed. Det er den største fremmedgørelse, man kan blive udsat for, og det må være det modsatte af frihed. … Jeg kan næsten ikke bære at drikke sådan en mælk, der smager af frihed.”
Selv om det er mange år siden, jeg læste Jørgensens trilogi om livet på landet, så husker jeg lykken ved at læse den. En bog, der satte min egen læsning og skrivelyst i perspektiv. Og måske var medvirkende til, at jeg selv måtte skrive en bog om livet på landet. Det har jeg så nu gjort hele to gange. Og slået åndehuller i isen.