Erindringer – B. S. Ingemann

Udgivet den 30/03/2022 af marianne

Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Han levede fra 1789 til 1862

Ingemann var rendyrket romantiker, så på sin vis kan vi godt kalde ham Danmarks svar på Chateaubriand. Han er vores egen nationale romantiker.

Men selv om de to lever samtidigt og begge skriver romantiske tekster og altså ligner hinanden i det indre (litterære) univers,, så er de i det ydre modpoler. Ingemann lever i Sorø hele sit voksenliv – han foretager den obligatoriske dannelsesrejse som ung, men fra og med sit ægteskab med Lucie Mandix bliver han i Sorø. Somme tider går han en lille tur i parken – så er han i naturen. Chateaubriand søger den vildeste natur i Amerika blandt indianere, og han kaster sig hovedkulds ud i livets voldsomste hændelser, færdes globalt, har intetsteds hjemme. Han oplever alt på sin egen krop: rejseliv, revolutioner, krige, landflygtighed, sult, savn og sorg.

Ingemann bliver hjemme. Og tænker sig til resten. Så dansk.

Ligesom H. C. Andersen og Chateaubriand skrev Ingemann i mange år på sine erindringer, men i modsætning til de to førstnævnte fik ham kun trykt den ene: “Levnetsbog” (når man ser bort fra en udgivelse: “Tilbageblik – udkast til en bog om hans voksenliv).

Levnetsbog fuldførte han i sin livsaften, og den blev udgivet i 1862 kort efter hans død. Han kunne altså godt som Chateaubriand hævde, at det var en røst fra hinsides graven, der her talte. I det første kapitel skriver han (side 5 i Jens Kelds udgave fra 1998):

Efter en Forfatterperiode af 50 Aar, maa han nu (1861) vel snart ansee sin Virksomhed paa denne Planet for afsluttet. Hans hvide Barnehår blev i hans Ungdom brunligt; hvad han i sit 72de Aar har af det tilbage er næsten blevet hvidt igjen. Han sidder nu i Løvfaldstiden i sin stille Havestue ved Sorø Sø og har atter fremtaget til mulig Udførelse det første Udkast til denne sin Levnetsbog. Det er et Foretagende, han ofte har tænkt og begyndt paa, men altid lagt til side for andre og kjærere Arbeider. Det har syntes ham profant at giøre den store vedslige Proteus, man kalder Publicum, til sin Skriftefader. At tiltroe sin egen Personlighed med et stille Privatlivs ydre Smaa Begivenheder Interesse for hin store idelig omvexlende Personlighed med de talløse Hoveder og Hjerter, har ogsaa syntes ham en anmassende Indbildning. …

Ingemann leverer med sin bog en af de efter min mening smukkeste barneskildringer i dansk litteratur. Fint og forsigtigt og fuld af kærlighed fremstiller han sine første år og sin ungdom i Torkildstrup Præstegård.

Torkildstrup Præstegård – Foto: Ole Henne Hansen

Ingemann tøvede meget længe, faktisk næsten til sin død, med at skrive erindringsbogen, og for at skabe endnu en distance ud over årene, der gik, så brugte han konsekvnt 3. person. Han betragter drengen, der aldrig bliver til et “jeg”, men konsekvent er en “han” – den anden – ham, man kan studere og studse over og glædes med, men ikke komme helt tæt på.

Distancen forekommer stærkt i skildringen af første skoledag, hvor den lille sarte dreng overlades til flokken af utøjlede og bøllede drenge, der mobber ham voldsomt. Men den gamle Ingemann ser på drengenes “løjer” med et glimt i øjet og et smil på læben og synes helt at have glemt den lille drengs rædsel. Eller han har vel ikke glemt den, men han holder den ud i strakt arm. Den skal ikke for tæt på. Her et citat:

(citat side 200) Prygleriet standsede dog et Øieblik ved den nye forbløffede Drengs Indstyrtning med et Rygpuf over Tærsklen og man flokkedes om ham, som Bræmserne om et fremmed Insect, der kastes ind i deres Rede. Under Huien og Skrigen, Latter og Spot over den lille “Jomfrudreng”, som han strax kaldtes, og over hans Landsbydragt, blev han paa engang overvældet med tusinde Spørgsmaal om Navn og Alder om Familie og hele Fortid, og ethvert Svar, han gav, blev fordreiet og gjort latterligt …

Erindringer H.C. Andersen

Udgivet den 21/03/2022 af marianne

Svar

” Nu vil jeg uden Sky nedskrive den fulde Sandhed.” Det er med de ord in mente, at, Johanne Louise Heiberg kaster sig ud i det store skriveprojekt.

Hvor meget slettelak, der så har været ind over, ved vi ikke – men det er også sagen uvedkommende. Det færdige resultat, værket, er sluttelig blevet det, hun kan stå ved.

H. C: Andersen skriver sine erindringer i værk efter værk i forskellige perioder af sit liv. Jeg har nylig lyttet til tre og genlæst den mest kendte version: “Mit Livs Eventyr”. Dertil kommer, at hans litterære værker gang på gang gennemspiller det hele en gang til. Andersen kan ikke få nok af sin egen livshistorie. Hans værk er et kæmpe spejl af levet liv. Hans eget.

Som i grunden alle digterværker er. Mere eller mindre. “Madame Bovary c’est moi” – syndromet er ikke til at komme uden om for en forfatter. Hun lægger det på skærmen, som er i hjertet. I livet. Sit eget. Det eneste, hun forstår. Eller måske netop ikke forstår, men gerne vil forstå og derved måske trænge den tåge bort, der har sløret så meget.

Lise Busk-Jensens foredrag om Karin Michaëlis åbnede en dør for mig. Nu går jeg den vej… hvis jeg tør.

Kryster som jeg er.

Men H.C. Andersen var ingen kryster. Han trådte hårdt på sine egne smertepunkter, og det, der karakteriserer hans måde at skildre sin fortid på, er, at han på én og samme tid afdækker det forfærdelige, som vejen førte ham igennem fra barndommen og langt ind i livet, og samtidig giver os et billede af et uskyldigt, naivt og lykkeligt barn, der ikke et øjeblik lader sig slå ud af modgangen og aldrig tvivler på, at det er på vej lige ind i eventyret.

Billedet mødes hele tiden af sit eget modbillede.

Sådan er hans måde at forholde sig til erindringen.

Her er lighedspunkter med Johanne Luise Heibergs metode: lys og mørke følges ad. Men det vender jeg tilbage til.

H. C. Andersen af Frans Wilhelm Obermann

Som vi skal se senere, så er Andersen ikke ene om denne barnecamouflage – “jeg er et barn, jeg ser og forstår ingenting, gud hjælpe min uskyld!” etc. – Da jeg for år tilbage læste Karin Michaëlis’ erindringer slog det mig, at hun var ualmindelig naiv og barnlig som ung. Men det er jo teknik. Og det virker. Det slører. Og det afslører.

Det kommer jeg tilbage til.

Intermezzo – og nu til noget helt andet

Udgivet den 20/03/2022 af marianne

Svar

Som jeg jævnligt truer mig selv og mine læsere med, så vil jeg skrive mine erindringer, og i dag var jeg til et fremragende foredrag af Lise Busk-Jensen, litterat og forsker, og hun fortalte om Karin Michaëlis’ selvbiografiske skrifter på en måde, som virkelig vækkede ilden i mig. Og det skønt jeg allerede for år tilbage læste Karin Michaëlis’ erindringer – både i den tidlige og i den senere version. Bøgerne er skrevet som fiktion, og det kan jeg godt forstå, for K. M. er skønlitterær forfatter og behersker den skrivemåde.

Det ved jeg ikke, om jeg gør, men jeg behersker ikke andre. Når jeg forsøger mig med fag/sagprosa falder jeg i søvn i skriveprocessen, og det er en dårlig vane, når man vil skrive en bog.

Altså nu kommer Karin Michaëlis ind på linjen, som begyndte med Chateaubriand og som skal ende med Jesper Stein ( Rampen)

Når jeg har læst alle værkerne grundigt, vil de poppe op på skærmen, og jeg vil i al uvidenskabelighed forlyste mig (og måske et par stykker mere) med at sammenligne dem.

Så må jeg se, om jeg kan overkomme det inden for en overkommelig tid. Foråret prikker på min rude, drivhuset og haven og skoven og engen og agrene såmænd kalder, og til sommer myldrer børn og børnebørn frem fra fjerne verdenshjørner ( New Zealand og Florida)

Men jeg må holde mig selv fast på det projekt, jeg er begyndt på. Synes nok, at jeg har forsøgt at lære de hundredevis af børn og unge, som jeg har undervist gennem årene, at det er fint at lave projekter, men at det helst skal munde ud i et produkt.

Jeg jeg brugte ikke det sprog, for dengang så man ikke alting gennem erhvervslivets afstumpende linser.

Rusland

Udgivet den 16/03/2022 af marianne

Svar

Jeg var 13. Den alder, hvor man hverken er barn mere eller voksen endnu.

Om søndagen gik jeg undertiden i kirke sammen med min bedstemor. Vi gik ad engstien til Elling Kirke, for Strandby havde ingen kirke, og det var en god tur. 3 – 4 kilometer hver vej. Så der var tid til at snakke.

Og det var her – i den gamle Elling Kirke, at jeg første gang stiftede bekendtskab med Rusland. Eller rettere med en rigtig russer. Præsten var dansk nok, han hed Pastor Mostrup, og han var en tør, vist nok lidt kedelig type, grundtvigsk i al fald, og min bedstemor holdt ikke af ham, for han havde ikke de missionske præsters salvelsesfulde måde at udtrykke sig på. Ordene komme stille og jævnt, men for mig var de værd at lytte til, og jeg fik jo overtalt bedstemor til at gå med, når det var Mostrup, der prædikede. For han elskede at læse andre bøger end Biblen, vidste jeg, og hans tale var spækket med gode eksempler fra litteraturen. Og især den russiske, og lige den dag, som jeg nu husker og hvor jeg var blevet 13 år og følte mig voksen, læste han op fra Dostojevskijs “Brødrene Karamassof”. Det var kapitlet med den gamle “Starest” fra klosteret, som mødes med hovedpersonen Aljosja. Den dag vågnede min interesse for den russiske litteratur.

Mens vi gik hjem, fik jeg overtalt bedstemor til at vælge den bog, som præsten havde læst op fra som vores næste højtlæsningsbog – jeg lånte den på biblioteket, og vi læste også i den, men vi kom vist ikke særlig langt, det var alligevel for stor en mundfuld for den gamle og barnet. Og bedstemor fandt den desuden for verdslig – det husker jeg, at hun sagde. Så er der mere at hente i Biblen, mente hun.

Og det var der sikkert for hende, men ikke for mig.

Jeg kan ikke huske, om jeg selv læste bogen færdig, men jeg ved, at det frø, præsten såede den søndag, faldt i god jord. Det spirede, og det var sikkert grunden til, at jeg blev så glad for Rusland og russisk litteratur, og at jeg mange år senere valgte at læse russisk på universitetet. Det gjorde jeg af en bestemt grund: jeg ville kunne læse de store mestre på det sprog, de skrev deres værker på.

Det, der sker i det gamle Sovjet i dag, er forfærdeligt, og det er jo ikke sådan, at vi ikke har set det komme. Tjetjenienkrigen viste vel tydeligt nok, at Rusland har drømme om at få de gamle “frie” sovjetlande tilbage.

Men jeg blev kold af skræk – som alle andre – da Putin invaderede Ukraine.

En af mine tidligere bekendte (jeg var med til at kalde ham til vores gymnasium, da Jugoslavienskrigen rasede), er Jan Øberg. Han ved virkelig noget om krig og fred – har arbejdet som fredsforsker gennem årtier. Og han skriver i Kristelig Dagblad:

( Citat fra Kristelig Dagblad 7. marts – Jan Øberg)

“Selvfølgelig er Ruslands invasion af Ukraine helt uacceptabel. Men når det er sagt, er alt, og jeg understreger, alt, hvad Nato og vestlandene giver som svar modproduktivt, dumt og eskalerende. Der er kun rygmarvs-had, og følelser: Vi er gode, og de er onde. Der er ingen politisk-intellektuelle analyser, og det er dén psyko-politiske endimensionalitet, jeg betragter som farligere for fremtiden end Ruslands invasion.”

Rusland begyndte dog krigen …

“Ja, denne krig, men ikke den underliggende konflikt, som volden er symptom på. Forud for invasionen ligger 30 års total foragt over for Ruslands behov og protester. Nato har udvidet og udvidet, selv Ukraine, Sverige og Finland er i praksis forlovet med alliancen. Nato har uden grund ekspanderet helt op under skørterne på Rusland. Det handler om oplevet ydmygelse. Intet land i verden har siden 1945 dræbt så mange millioner mennesker og sendt så mange millioner mennesker på flugt i Mellemøsten og andre steder som USA, og Danmark har hjulpet til. Nu gør Rusland – stærkt trængt af Vesten i 30 år – det samme, og i øjeblikket er 350 mennesker døde. Principløse beslutningstagere og andre mener åbenbart, at der er gode og onde krige.”

Jeg er pacifist, det ved dem, der kender mig, og det er jo nærmest en sær ting at være, når verden er truet af krig. Lidt lige som at ville forråde sit land. For lige nu vil ALLE opruste til “den gode krig” – men kære venner: der findes ingen god krig. Venlige bomber slår ligeså hårdt som fjendtlige bomber, og A-bomben dræber os alle.

Så hold fingrene væk fra våben!!!

Men nej, folk elsker jo krig, selv små børn leger krig på deres iPad – vi opfostrer dem til at elske vold. Er der nogle af vores børn og børnebørn, som ikke har øvet sig på at dræbe et andet menneske? Nej vel!!

Selv om de fleste vil påstå det modsatte. Men sådan er det: Folk kan ikke få nok af vold: altså vold rettet mod “de onde.”

Nu tror jeg ikke, at vi kan deles op i gode og onde.

Er det ikke sjovt, at vi skriver på tobakspakkerne: rygning kan dræbe?

Et det ikke vildt, at vi ingenting skriver på tanksene og geværerne, selv om de ikke kan andet end dræbe?

Vil jeg så ikke kæmpe mod diktatur og tyranni og verdens ondskab? Jo, men ikke med våben, der dræber andre mennesker. Jeg tror på ordet. ORDET.

Jeg ved, at ondskaben findes – også i mig – jeg kan komme i en situation, hvor jeg handler ondt, fordi ondskab er en realitet i os alle, og i nogle – alt for mange – tager den magten og kaster mennesket ud i onde handlinger.

Den ondeste af alle handlinger er krig.

DJÆVELEN findes, det er jeg ret sikker på – jeg tror ikke, at Putin eller Hitler eller Stalin er (var) djævle – men jeg er sikker på, at ondskaben har taget magten i deres hjerter. At de er (var) besatte af djævelen.

Du går måske selv i kirke en gang i mellem, så er du jo med til at bekende det her: Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger.

Når vi forsager ham, så findes han vel?

I gamle dage ( i Bibelen) talte man om, at mennesker kunne blive besat af Djævelen – det har såmænd aldrig ændret sig.

Jesus kunne drive Djævelen ud. Vi andre kan ikke. Men vi kan forsøge.

Jeg ved det godt: alle synes lige nu, at jeg er naiv.

Sikkert.

Som jeg husker – at skrive om liv/død

Udgivet den 11/03/2022 af marianne

Svar

En strandbypige – Mit liv gennempløjet i erindringen

Tak til jer, der ikke slap mig de mange år, hvor jeg svævede over vandene, altid i fare for at styrte ned, mens jeg forsøgte at skabe verdner, der var mine egne, men som jeg alligevel tilegnede jer, for hvad skulle jeg ellers stille op med dem? De var ikke enestående, og de kunne derfor ikke stå alene. I var nødvendige, og I holdt mig oppe.

De fleste af jer har jeg aldrig mødt og skal jeg heller aldrig møde. Men på de mange foredrag, som jeg i årenes løb har drysset ud over landet fra Gedser til Skagen, har jeg jo set jer – og set jer som de smukke blomster, I altid vil være i mine øjne. Mens tiden gik, visnede vi en smule, og vi dør til sidst, men som der står i Biblen: ”hvis kornet ikke dør …”( Johannes k.12,v.24) jeg håber, at jeg hen ad vejen har spredt nogle frø, som vil spire i en fremtid, som ikke er min.

Ofte ser jeg mit liv som en mark. Ikke en eng. Ikke et sted med vilde blomster og bække, der risler gennem alt det grønne. Der er ingen idyl i det syn. Det er hårdt arbejde og altså en mark. En ager. Et sted, hvor jeg lever, som Gud har tænkt:: “I dit ansigts sved osv.” Og jeg høster det, jeg sår.

Ingenting kommer ud af den blå luft.

Og så tænker jeg, at det må være sådan.

Og så alligevel. For når jeg tænker på jer? Hvor kom I fra? Ud af den blå luft, synes jeg.

Jeg tænker på at pløje marken nu, hvor jeg er blevet gammel. Jeg ved, at jeg vil støde ind i sten, og at det kan gøre ondt … men … jeg vil pløje den igennem alligevel. Akkurat, som man fester igennem. Ikke uden stop selvfølgelig, og måske når jeg ikke til vejs ende.

Nu nok.

Jeg ved ikke, hvor jeg går hen, når jeg forlader jer. Det overlader jeg til Gud. Det er sådan, jeg synes, at det skal være.

Men nu får I alligevel to opstandelsesdigte. Og det ene er morsomt, og det andet er dybt alvorligt. Jeg tror på dem begge. Jeg tror på naturen, og at vi er i den, og jeg tror på Gud og at vi er i Ham.

Hans Hartvig Seedorf: Vi har retten til at drømme:

Vi har Retten til at drømme, at vi lever,
naar det lykkes os at leve i en Drøm. . .
Se nu brast den danske Drue
bagved Glassets lette Bue,
som vi løfted imod Solens brede Strøm.

Kun den lykkelige lever, mens han drømmer.
Kun den glædesløse drømmer om at dø.
Har vi sat de sidste Kærner
under Høstens høje Stjærner,
da vil andre Hænder sanke vore Frø.

Hvilket Under, at vort Kød og Blod forvandles,
at vi genopstaar engang som saligt Græs!
Vi skal slumre under Kulde;
springe frem igen af Mulde,
vorde Ax paany i Danmarks gyldne Hæs.

En skal genopstaa som Rose, én som Lilje,
én skal finde sig som Kløver i en Lo.
En skal dufte for de Døde.
En skal genopstå som Føde
og med Velbehag forsvinde i en Ko.

Men ihvad der end skal hænde mine Venner,
vil jeg bede til det Forsyn, som er mit:
“Lad mig spire i en Ager, –
nok saa lille, nok saa mager –
blot jeg genopstaar engang som Aquavit!”

Grundtvig:

Hil dig, frelser og forsoner!
Verden dig med torne kroner,
Du det ser, jeg har i sinde
Rosenkrans om kors at vinde,
Giv dertil mig mod og held!

Hvad har dig hos Gud bedrøvet,
Og hvad elsked’ du hos støvet,
At du ville alt opgive
For at holde os i live,
Os dig at meddele hél?

Kærligheden, hjertegløden,
Stærkere var her end døden,
Heller giver du end tager,
Ene derfor dig behager
Korsets død i vores sted!

Ak! nu føler jeg til fulde
Hjertets hårdhed, hjertets kulde!
Hvad udsprang af disse fjelde,
Navnet værdt, til at gengælde,
Frelsermand, din kærlighed?

Dog jeg tror, af dine vunder
Væld udsprang til stort vidunder,
Mægtigt til hver sten at vælte
Til isbjerge selv at smelte,
Til at tvætte hjertet rent!

Derfor beder jeg med tårer:
Led den ind i mine årer,
Floden, som kan klipper vælte,
Floden, som kan isbjerg smelte,
Som kan blod-skyld tvætte af!

Du, som har dig selv mig givet,
Lad i dig mig elske livet,
Så for dig kun hjertet banker,
Så kun du i mine tanker
Er den dybe sammenhæng!

Skønt jeg må som blomsten visne,
Skønt min hånd og barm må isne
Du, jeg tror, kan det så mage,
At jeg døden ej skal smage,
Du betalte syndens sold!

Ja, jeg tror på korsets gåde,
Gør det, Frelser, af din nåde.
Stå mig bi, når fjenden frister!
Ræk mig hånd, når øjet brister!
Sig: vi gå til Paradis!

Det er jo for så vidt to uforenelige livsanskuelser, de to digte udtrykker, og de er skrevet til to forskellige lejligheder: Seedorffs til fest og Grundtvigs til begravelse. En fest og en begravelse. Det hænger jo ikke sammen.

Jo, det gør det i mit hoved. Det kan du så måske forarges over. Men sådan er det. For mig er sorg og glæde tæt forbundne.

Livet er stærkere end døden.

Læs digtene og fortvivl ikke – selv om Putin kan slå os ihjel, kan han ikke forhindre os i at leve.

Erindringer – Johanne Luise Heiberg

Udgivet den 28/02/2022 af marianne

Svar

Vi er stadig i Chateaubriands århundrede: 1800-tallet, men det er tydeligt, at han har rødder i det forrige århundrede – 1700-tallets spirende romantik slår blomstrende ud hos ham, og smerterne fra revolutionen forlader ham aldrig. Og mens hans kunst folder sig ud under historiens vildeste vingeslag,og han gang på gang segner under de uvejr, der skyllede ind over Europa, er hun hjemme i den rolige andedam, hvor der nok er lidt røre, men det er på snadreniveau. Og vist er hun fra først af en grim ælling og bliver til en svane. Men det er ord fra Andersens pen – hendes tolkning er en anden – men derom senere.

Fra Marstand billede af Johanne Luise Heiberg

I Johanne Luise Heibergs erindringer ser vi ind i lille Danmark, og Marseillaisen bliver nok sunget i århundredes begyndelse – (det ved vi fra Ingemanns barndomskildringer) men som et muntert indslag i familiefester og anden selskabelighed.

Fru Heiberg er gift med Johan Ludvig Heiberg, og hun danner sin kunstneriske og litterære smag efter ham – og han var ud over at være forfatter en af tidens mest anerkendte kritikere, og som sådan angreb han med ironi og spot tidens førende romantiske digtere – f.eks. Ingemann og Andersen.

Men dette indlæg skulle handle om J.L.Heiberg som memoireskriver.

Kort om hendes liv:

Hun fødtes i 1812 og døde i 1890. Døbt Johanne Luise Pätges.

Forældrene var småkårsfolk – havde, da hun var lille, en beværtning, hvor moren serverede hjemmelavet mad – faren øl og underholdning: de små døtres dans på billiardbordet. Senere levede de udelukkende af morens madlavning.

Pigen bliver tidligt elev på Det kongelige Teaters Balletskole, hjulpet dertil af en ung mand, som falder (?) for hende og i al fald tager hende i sin varetægt. Han er en af de mænd, der kommer i huset for at drikke, spise og spille billard, og der ser han, hvordan faren tvinger de små piger til at danse på billiardbordet for at more kunderne, og han “redder” dem fra den skam, som i al fald Johanne føler ved at optræde på den måde og for det publikum. Siden hjælper han pigerne hele vejen til de bliver voksne: får dem på balletskole, betaler for dem, giver dem undervisning osv.

Jeg vil ikke nærmere komme ind på de biografiske data, men udelukkende se på Johanne Luise Heibergs måde at gribe genren “memoirer” an på.

Det har mange andre også gjort forskellige forsøg på. Jeg vil citere nogle linjer fra et par stykker, som jeg er enige med. Bodil Wambergs “Johanne Luise Heiberg”. Hun skriver på side 11 følgende:

“… i erindringernes beretninger fungerede hun på helt andre præmisser, her krængede hun over i en så lidenskabelig subjektivitet, at det “genoplevede” i folkemunde blev til “gjenopløjet”, og ingen i den danske litteraturs historie har vist posthumt givet anledning til en sådan ravage som Johanne Luise Heiberg, da hendes erindringer i 1891 blev udgivet, planmæssigt et år efter hendes død.”

Vibeke Schrøder skriver om sagen således i sin bog om Johan Ludvig Heiberg: “Tankens Våben” (side 10)

Hun blev mistænkt for at lyve om sit liv, men det er en forenklet og forkert opfattelse af et erindringsværk. … Fru Heiberg brugte tredive år på at finde frem til og formulere sandheden om sit liv, fordi hun havde brug for det. Det, der for andre tog sig ud som løgn, var i virkeligheden en dybere sandhed end den, der kunne formuleres i en traditionel selvbiografi. De steder i bogen, hvor man kan afsløre åbenbar usandhed og fortielse, er de mest interessante, for det er her, den personlige mytologi kommer til udtryk. Det er her, fru Heiberg fortæller den egentlige historie om sit liv.

I den sidste del af Fru Heibergs erindringer fortæller hun, hvordan og hvorfor denne beslutning om at skrive om sit liv kom til hende. Og jeg tror, at vi skal tage hende på ordet. Hun skriver: (citat side 144)

En Eftermiddag i Februar, da jeg sad ene og grublede i Tusmørket i min Dagligstue, stirrende ind i den livlige Lue fra Kakkelovnen, og i Tankerne gjennemgik min Barndom, min Ungdom og min nuværende Stilling, faldt der mig for første Gang i mit Liv ind: Mon du ikke kunde optegne alle disse Erindringer, alle disse lyse og mørke Aar; Maaneder, Dage, Timer af dit Liv og derved rive Tanken løs fra dette nærværende uhyggelige Tidspunkt? Der behøver jo Ingen at læse det; naar det kun gjør den Nytte at rive dine Tanker bort fra dette Øieblik og befri din Sjæl fra, at Bitterheden slaaer Rod i Sindet, da ere jo store Ting opnaaede. Og neppe var Tanken født, før jeg sprang op, tændte Lampen, lagde et Ark Papir tilrette paa Bordet og dyppede min Pen. Jeg sagde til mig selv: “Nu vil jeg nedskrive Alt, hvad der staaer i min Erindring, uden mindste Kritik eller Forbeholdenhed; siden kan jeg jo igjen udslette, hvad der ikke burde være nedskrevet; men nu vil jeg uden Sky nedskrive den fulde Sandhed. Jeg vil ikke bryde mig om Form, Stil eller Sligt, men skrive saa hurtigt som Pennen kan løbe.”

Som man kan se, så er det hendes tanke at være sanddru og at nedskrive det, der melder sig for hendes som vigtigt i selv skriveprocessen. Og naturligvis vil resultatet blive subjektivt. Hun ser jo med vilje tingene fra sin side, og som bekendt har alt flere sider, og hun kunne måske nok have skrevet med det forbehold, at der findes andre vinkler end hendes egen.

Det gør hun ikke. Men det gør ikke hendes ord løgnagtige. De er netop så meget mere hendes ord.

Erindringer – Chateaubriand

Udgivet den 18/02/2022 af marianne

Svar

Han levede fra 1768 til 1848

Her ville jeg placere et billede af forfatteren, men men men … det lader til, at den store oprydning forrige år, der fór som en tsunami ind over min bogsamling og reducerede den med mange hundrede bind, i sin iver har skovlet min franske litteraturhistorie ud af verden (min verden – den er måske at finde i Kirkens Korshærs bogsamling). Billedet vil komme senere.

**Indtil det sker nøjes vi med et billede af Napoleon af J.F.Clemens**

På nettet finder man kun platte og pjattede og dårligt oversatte artikler – dvs. de ca 100 hits, jeg har skimmet, er i al fald ubrugelige.

Men nu får I foreløbig tage til takke med det, som jeg husker fra min studietid ved fakultetet for romansk filologi dengang i 1960’erne. Det kommer her råt for usødet:

Sandt er det, at han levede fra 1768 til 1848.

Han afsluttede sine erindringer syv år før sin død i 1841. Dvs. at titlen: memoires d’outre- tombe er en smule forhastet, men helt passende kunne den jo aldrig blive.

Det er også sikkert som amen i kirken, at han var romantiker og konservativ og kun med nød og næppe undslap guillotinen, hvilket ikke lykkedes for en del af hans familie, bl.a. en bror.

Jeg læser i øjeblikket en dårlig oversættelse af hans erindringer – har sendt bud efter en fransk version, men indtil den kommer, vil jeg ikke desto mindre strø om mig med citater fra omtalte oversættelse.

Chateaubriands værker er obligatorisk pensum i et fransk gymnasium. Kanoniseret som førende romantiker. Og det er han. Glødende romantiker. Men jeg vil i første omgang skrive lidt om hans tilgang til erindringsgenren.

Han begynder sine erindringer i 1812 – det år, hvor Napoleon går ind i Moskva og forlader en brændende by, mens han planlægger sit næste felttog ( den næste nedslagtning) denne gang mod Sankt Pedersborg. Men den russiske vinter slår ham ud – han vender hjem uden sejr.

Og imens sidder Chateaubriand ved havet og skriver. Her er et citat fra den påbegyndte memoireskrivning. Og læg mærke til, at han forholder sig til temaet: sandhed/løgn.

Fra bordet, jeg sad ved, havde jeg hele Tiden dette Hav for øje, der har set mig lige fra min Fødsel, og som beskyller Storbritanniens Kyster, hvor jeg i saa lang Tid gik i Landflygtighed. Mit Blik søgte ind over Søen, hvis Bølger bar mig til Amerika, kastede mig tilbage til Europa og bar mig ud igen til Afrikas og Asiens Lande. Vær hilset, du Hav, min Vugge og mit Genbillede! Jeg vil berette dig min Livshistorie. Hvis jeg lyver, vil dine Vover, der er så tæt sammenslyngede med mine Dage, anklage mig som Bedrager overfor de Slægter, der følger efter mig.

Chateaubriand har i 1833 fuldendt 18 memoire-bøger, som han forsøger at sælge. Forgæves. Han oversætter Miltons “Paradise lost” for at overleve.

i 1836 lykkes det ham at få udgivet fire bøger (memoirer)

Dette værk er i modsætning til de fleste andre i genren ikke kronologisk, men springer i tid og sted, hele tiden frem og tilbage. Og selve den kaotiske opbygning spejler den tid, forfatteren skildrer: hans egen levetid. Et større kaos kan næppe tænkes. Enevælde, revolution, restauration, diktatur, revolutioner og modrevolutioner. Og i dette sociale kaos flettes forfatterens liv ind: han er aristokrat, men drømmer romantiske drømme om de vildes frie liv, om at udforske/udfordre verden og rejser til USA, her hører han om mordet på Ludvig d.16 og rejser hjem igen for at slås i prinsernes hær imod rædselsregimet og for monarkiet, melder sig som menig soldat, lider frygteligt, emigrerer til England, kommer dertil uden penge og sulter og lider stor nød. Imens skriver han og bliver kendt, rejser hjem til Frankrig, bliver berømt, får stilling som ambassadør og skaber sig en karriere som politiker. Er konservativ og alligevel en forkæmper for f.eks. ytringsfrihed. Tror på et oplyst monarkistisk styre.

Han oplever ALT. Og han overlever ALT.

Herunder et citat fra begyndelsen – romantisk – men også afslørende med hensyn til barnets første år: det er ikke mor (MODEREN er endnu ikke opfundet) men ammen, der bliver barnets første nærkontakt og i opvæksten de første år, er det tjenestepigen, han knytter sig til. Hvor er mor?

Det Hus, som mine Forældre den Gang boede i, laa i en skummel og snæver Gade i Saint-Malo, der hed Rue des Juifs. …. Det Værelse, hvor min Moder fødte mig, vender ud til en øde Del af Byen med nøgne Mure, og gennem Vinduet i dette Værelse ser man Havet, der strækker sig, saa langt Øjet rækker, og brydes mod Kystens Klipper. Jeg var næsten død, da jeg kom til Verden. Bølgernes Brølen, der forøgedes af voldsomme Vindstød, som meldte Efteraarsjævndøgnets Komme, overdøvede mine Skrig. Man har tit fortalt mig disse Detailler; deres Tungsindighed er aldrig udslettet af min Erindring. Der er ikke en Dag, naar jeg tænker tilbage paa mit Liv, hvor jeg ikke i Tankerne ser den Klippe, paa hvilken jeg er født, Værelset, hvor min Moder paatvang mig Livet, Stormen, hvis Larm vuggede mig i min første Søvn, og min ulykkelige Broder, der gav mig et Navn, som jeg næsten altid har slæbt gennem Ulykken. Himlen syntes at samle disse forskellige Omstændigheder for straks ved min Vugge at afmale et Billede paa min Skæbne. … Da min Moder havde sat mig i Verden, maatte jeg for første Gang i Landflygtighed; jeg forvistes til Plancouët, en yndig Landsby mellem Dinan, Saint-Malo og Lamballe. … .Min Amme viste sig at være gold, og en anden fattig, kristen Kone lagde mig til sit Bryst. Hun indviede mig til Landsbyens Skytshelgeninde, Vor Frue af Nazareth, og lovede hende, at jeg til hendes Ære skulde bære blaat og hvidt lige til mit syvende Aar. … Efter tre Aars Forløb blev jeg hentet tilbage til Saint-Malo. … Jeg havde nok som Dreng, som den sidst fødte, som Junkeren (saaledes kaldtes jeg) nogle Privilegier fremfor mine Søstre, men i det store og hele blev jeg overladt til Tjenestefolkenes Varetægt.

Det er ikke, fordi drengen er havnet i en kold og kynisk familie. Den er helt normal for en adelsfamlie at være. Og han får præcis den opdragelse, som blev alle adelige børn til del: at blive anbragt i en fosterfamilie som nyfødt og senere hjembragt. Hvordan de første år i barnelivet forløber, ja, det er ikke forældrenes sag. Dertil har man gode bønder.

Jeg har nu læst MÉMOIRES D’OUTRE-TOMBE på fransk udgaven “clasiques Garnier” 1989-98

Jeg vil citere slutningen – den viser mere end noget andet Chateubriands ærinde: at føre sig selv frem som vidne om sin tid. Et vidne, der er værd at lytte til, fordi han har oplevet og overlevet nogle af de mest turbulente afsnit i sit lands historie. Og desuden rejst i flere verdensdele og kunnet raportere derfra : Afrika og Amerika. Jeg vil citere fra bogen og bagefter oversætte til dansk:

“Que ne pourrais-je pas dire à mon tour, témoin oculaire que jeg suis de deux ou trois mondes écoulées? Quand on a rencontré comme moi Washington et Bonaparte, que reste-t-il à regarder derrière la charrue du Cincinnatus américain et la tombe de Sainte-Hélène? Pouquoi ai-je survécu au siècle et aux hommes à qui j’appartenais par la date de ma vie? Pourquoi ne suis-jeg pas tombé avec mes comtemporains, les dernièrs d’une race épuisée? Pourquoi suis-je demeuré seul à chercher leurs os dans les ténèbres et la poussière d’une catacombe remplie? Je me décourage de durer. Ah! si du moins j’avais l’insouciance d’un de ces vieux Arabes de rivage, que j’ai rencontrés en Afrique! Assis les jambes coissées sur une petite natte de corde, la tete envelloppée dans leur burnous, ils perdent leurs dernières heures à suivre des yeux, parmi l’azur du ciel, le beau phénicoptère qui vole le long des ruines de Carthage; bercés du murmure de la vague, ils entr’oublient leur existence et chantent à voix basse une chancon de la mer: ils vont mourir.

Frit oversat:

Hvad kunne jeg ikke fortælle, jeg, som har været øjenvidne til hele to eller tre forsvundne verdner? Når man som jeg har mødt Washington og Bonaparte, så har man set det hele – bliver der noget at se efter det? – efter plovskæret fra den amerikanske Cincinnatus og efter graven på Sainte-Hélène? Hvorfor har jeg overlevet mit århundrede og mine samtidige? Hvorfor faldt jeg ikke sammen med dem, der var de sidste af en udlevet race? Hvorfor er jeg blevet tilbage, ene om at søge deres ben i en overfyldt katakombers støv? Jeg kan ikke mere! Åh! Om jeg dog blot besad samme ro som hos de gamle arabere, jeg har set ved flodbredden i Afrika! Siddende på en lille rebmåtte med benene over kors og hovedet indhyllet i deres burnus, tilbringer de livets sidste timer med at lade øjnene følge den smukke flamingo, der flyver langs Carthagos ruiner; og vugget af bølgernes mumlen glider de ind i glemslen med havets sang i ørerne: de dør.

I forordet til ovennævnte bog skriver Jean -Claude Berchet, at grunden til hans berømmelse skyldes, at …

…”que son génie si particulier repose sur les vertus meme du poète: imagination sans frein/ don du voyage/ faculté de conjuger ensemble reve et action pratique poètique du monde:

Oversat nogenlunde: … at hans helt særlige genialitet hviler på det, der er en digters største dyd: en tøjlesløs fantasi/ et talent for at rejse / evnen til at sammenknytte drøm og praktisk, poetisk handling i verden.

Victor Hugo ( Garnier-udgaven side lX), fortæller, at han, da han d. 4. juli 1848 trådte hen til Chateaubriands afsjælede legeme for at sige ham et sidste farvel, for enden af den lille jernseng, hvori digteren lå, fandt en lille hvid kiste. Heri lå manuscriptet til “Memoirers d’outre-tombe”.

Det udkom efter digterens død. At udgive efter døden har han fælles med Johanne Luise Heiberg.

Chateubriand tilbragte sine sidste år sammen med den berømte (berømt for sin skønhed) Madame de Récamier. Prøv at google hende og se hvilken skønhed.

Hun holdt salon – en gammel fransk skik: fine damer holdt litterære saloner. Den skik bredte sig til hele Europa – i Danmark holdt fine adelsdamer også salon.

Erindringer – et strejftog

Udgivet den 17/02/2022 af marianne

Svar

Memoirergenren.

Nogle strejftog i en genre, der er ældgammel, men egentlig altid har haft den samme præmis, nemlig at fremstille sandheden i et menneskeliv, sådan som det skrivende menneske selv har forstået den.

Analytikere og kritikere af genren har brugt vældig megen energi på at (be)vise, at denne sandhed undertiden ikke holder vand. Det klassiske eksempel er Johanne Louise Heibergs erindringer, som hun selv betegner: El Liv genoplevet i Erindringer, men som senere af onde tunger har fået titlen: Et Liv genopløjet i Erindringen.

Jeg har tænkt i den kommende tid at gennemgå nogle memoirer – også for selv at lære mere om genren. Og jeg har valgt nedenstående (der vil blive suppleret med flere efterhånden) af to grunde: 1) fordi det er værker, jeg kender i forvejen, 2) fordi det forekommer mig, at de er dækkende for genren.

Valgte eksempler

Chateaubriand: Memoires d’outre tombe 1841

Johanne Luise Heiberg: Et Liv genoplevet i Erindringen 1855

H. C. Andersen: Mit livs eventyr – 1855

B. S. Ingemann : En Levnetsbog 1862

Jeppe Aakjær: Fra min Bittetid – 1928

Karin Michaëlis: Vidunderlige Verden 1948-1950

Jesper Stein: Rampen 2020

Lige en lille note:

jeg ser nu, at Grundtvig mangler, og hans erindringer har jeg både læst og stående på min reol ( undslap tsunamien) – han skal med, selvfølgelig. Hvis jeg skriver mine erindringer en dag, så bliver det med vægt på barndommen. Og nu ved vi, hvad den tid betyder i et barns liv, det har man ikke vidst – eller ikke villet vide af før forrige århundrede ( barnets århundrede) – og når jeg ser på de skildringer, jeg har læst fra 1800tallet er det fælles, at barndommen har været fæl.

Ved nærmere eftertanke nej, så kommer Grundtvig IKKE med.

Chateubriand fortæller, at han kort efter fødslen blev “eksileret” – sendt hjemmefra ( det var ganske almindelig procedure i adelen – børnene blev straks efter fødslen bragt ud til en bondegård, hvor konen i forvejen ammede – så fik hun en til, og hvis familien var heldig, blev barnet afleveret igen, når det var i skolealderen.

Johanne Luise Heiberg blev groft udnyttet som barn. Herom senere.

H.C Andersen blev kanøftlet godt og grundigt.

Grundtvig blev sendt hjemmefra, da han var ganske lille og så herefter meget sjældent sin mor .

B.S. Ingemann skiller sig ud ved en vist nok lykkelig barndom.

Jeppe Aakjær blev pryglet af sin mor og bedstefar til han var gul og blå, og han skulle selv gøre risene klare til afstraffelsen.

Ja ja men i erindringerne klages der ikke over mishandlingerne. De blev nærmest set som “naturlige” – tidens børneopdragelse havde endnu ikke opdaget kærligheden. Eller også var kærlighedens bud det her over hele linjen: Den man elsker tugter man. Og tugtet, det blev de, også så det var en gru.

Som jeg husker – At skrive erindringer

Udgivet den 11/02/2022 af marianne

Svar

Skal jeg skrive mine erindringer? Det er jo det, de fleste forfattere slutter deres karriere med. Ja, mange af dem kan slet ikke afvente slutningen, før de kaster sig over memoirer-skrivningen. Som om det var vigtigt at få læsset livet af længe før det læsser en af.

Og som alle forfattere går jeg og overvejer for og imod. Er i øjeblikket mest imod. Jeg føler en voldsom lyst til at skrive det, jeg husker, og en lige så voldsom ulyst ved tanken om, at nogen skal læse det. Og når de to følelser strides, går det hele i stå.

Men jeg er forfatter. Og det betyder, at jeg er en, der skriver. Det er længe siden, jeg gjorde den opdagelse, at skrivetrangen er en drift, som ikke kan tøjles med viljens kraft. Og så må jeg vel skrive.

Måske bliver det så kun på bloggen. Og her er det vel kun mine børn og et par enkelte bekendte, der en gang imellem (børnene mest for mors skyld) læser med, og jeg er faktisk i stand til i lange perioder at bilde mig ind, at jeg er den eneste læser.

Og når jeg finder ro ved den tanke, at være enelæser, så burde konsekvensen jo være, at jeg lukkede bloggen ned og lukkede min egen helt eksklusive fil op og rablede løs på den. Og her kunne jeg jo så frit skrive ALT.

Det tænker jeg somme tider på at gøre, men jeg fortryder det, inden jeg rigtig har tænkt tanken til ende. Og hvorfor? Det kan jeg ikke engang svare på. Alle andre end mig ville sikkert sige, at det var forfængelighed. Og det er jo heller ikke helt forkert. Jeg er forfængelig. Som alle kunstnere. Jeg er det både i den moderne og i den religiøse betydning.

Hvad er mine år,
som smugende³ svinder og snigende går?
Hvad er min bekymring? mit tankefuld sind?
min sorrig? min glæde? mit hovedes spind?
Hvad er mit arbejde? min møje? min sved?
Forfængelighed,
forfængelighed.

(Thomas Kingo)

Forleden læste jeg i et tidsskrift “Troldspejlet,” som Kirsten Klitgård redigerer (om digteren Karen Michaëlis) følgende citat fra en artikel af Karin Michaëlis, hvor hun udtaler sig om, hvorvidt man kan forsvare at bruge levende mennesker som personer i en bog (hvilket man jo uvægerligt vil gøre, når man skriver erindringer): ”Hvornår er brugen af levende model berettiget, og hvornår er den forkastelig? Enhver af os skrivende kan når som helst stå over for det spørgsmål. … Men står læseren over for en bog, gælder det for ham, om bogen er velskrevet og virker overbevisende”.

Altså bud nr. 1 ifølge Karen Michëlis, en af vore store gamle forfattere, det er AT SKRIVE GODT.

Og det vil jeg altid forsøge.

Som jeg husker – de første uger i Paris

Udgivet den 09/02/2022 af marianne

Svar

De første uger i Paris.

Studenterhuen var med i Paris. Jeg var familiens første student. Og stolt af det.

Jeg husker ikke mere, hvor længe det frie liv varede. Et par uger vel. Men en dag – og alt for tidligt – var det forbi. ”Det var så den frihed,” tænkte jeg og gik med tunge skridt ind til en (be)stilling, som andre havde valgt for mig, og som fra begyndelsen forekom mig at være en misforståelse. Og nu skulle jeg så være ”au pair pige” – det anede jeg ikke, hvad det var, kun at det (ud over bange anelser) gav mig chancen for at blive i Paris.

Det viste sig at være værre, end jeg havde forestillet mig. Tilværelsen som ”au pair pige” i den parisiske overklasse udelukkede enhver form for frihed. Gitterporten til det store hus forblev lukket døgnet rundt. Og når jeg endelig forlod huset sammen med den lille dreng, som jeg passede, blev vi skygget af en detektiv, der aflagde rapport til monsieur og madame. Og jeg kom i forhør, hvis jeg havde snakket med nogen på vores tur i parken. Senere slækkedes kontrollen. Men med friheden var det slut. Og her fandtes ikke noget kældervindue.

Men derom senere.

Først vil jeg forsøge at genkalde nogle af minderne om tiden, der gik forud. De dage og nætter, hvor vi frie og forslugne kastede os over storbyen med alle dens uendelige tilbud om oplevelser, der var så nye og overvældende for os – landsbytosseunger som vi var.

Det var først på sommeren, og ingen parisere holdt endnu ferie. Også min søster arbejdede hårdt hver dag. Hun var allerede forlovet med Philippe, sin senere ægtefælle, og han studerede medicin og var lige så travlt beskæftiget med studierne som hun var med at pleje de syge. Derfor boede vi kun hos dem et par dage. Ordet ”fatigué” er et af de første franske ord, jeg husker fra den tid.

Derfor flyttede vi til en campingplads i Boulogneskoven, og herfra kørte vi hver dag ind til byen, slentrede om i gaderne og langs kajerne, nød restaurant- og cafélivet og besøgte kirker og museer. Vi legede kort sagt turister på vores egen selvopfundne, men sikkert ikke synderlig originale måde.

Som jeg husker det, var det en lykkelig tid uden skygger af nogen art.

Men jeg har jo altid jagtet skyggerne, eller rettere: søgt det, der ikke lige faldt i øjnene – og også her var der noget mørkt, som jeg ville se: Paris’ skumle sider. Som jeg jo ikke vidste et hak om, men som vores fransklærer Hr. Nordentoft havde fyldt vore hoveder med. Nemlig de romantiske fortællinger om clocharderne, der levede deres frie og uafhængige liv i underverden dybt nede i mørket. Sådan havde han fremstillet det. Sådan var det jo ikke skulle vi erfare.

Men alle Nordentofts fortællinger ville jeg se “live.” Og nu var chancen der. Mona Lisa var OK – men det levende liv med al dets gru var noget nok så interessant.

Anders havde ikke mod på det eventyr, men det lykkedes mig at overtale Holger, og sammen drog vi i nattens mulm og mørke helt ind til centrum. Stillede bilen et sted på Ile de la Cite og vandrede om til den gamle middelalderbro Pont Neuf. Et sted her omkring, husker ikke præcis hvor, dukkede vi ned i mørket. Ja, for lyset fulgte ikke med, da vi forlod de travle gader og begyndte vor vandring langs flodbredden, der om dagen var venlig og vrimlende fuld af turister, men som nu virkede tømt for liv. Og så dukkede det frem – lidt efter lidt – livet eller de levende døde, kan man også sige.

Hernede samledes clocharderne ( en slags parisiske vagabonder, der i vores skoleverden var blevet fremstillet omtrent med samme kærlige humor som Storm P’s lasede vandringsmænd), og vi så deres skikkelser dukke frem – i små grupper af pjalter og elendighed. Og jo længere vi vovede os ind i mørket jo flere skikkelser og lyde, uklare og dæmpede. De fleste ubevægelige. Som om de sov. Eller var døde. Andre rokkede uroligt og enkelte råbte efter os. Skal vi ikke vende om, sagde min fætter. Nej, sagde jeg.

Sært nok var jeg ikke bange, selv om det var skummelt, men jeg husker, hvordan det romantiske skær fortonede sig og det gik langsomt op for mig, at det ikke lignede det, jeg havde hørt i sange og læst i skolebøgerne. Det hele var ret væmmeligt. Flodens rislen og klukken blandede sig med menneskers sukken. Og det stank af urin og noget ubestemmeligt og absolut ubehageligt. Og ja, de romantiske clocharder var jo de rene stakler. Mit nysgerrigheds-gen forvandledes til en slags magtesløs Moder Theresa-agtig trang til at hjælpe.

Og jeg husker, at min fætter pludselig tog mig i armen og sagde: ”Hold da op, hvor er jeg glad for at jeg ikke går her alene. Det ville jeg aldrig turde.”

Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er 20220213_162829-936x1024.jpg

Han var høj og stærk, og jeg var lille og spinkel – vi kom begge to til at grine helt ustyrligt, men blev dog ved med at holde godt fast i hinanden. For vist var det et skummelt sted at færdes.

Men spændende det var det nu – på en egen dragende måde.

Marianne Hesselholts Blog

Forfatter og foredragsholder

Erindringer – B. S. Ingemann

Erindringer H.C. Andersen

Intermezzo – og nu til noget helt andet

Rusland

Som jeg husker – at skrive om liv/død

Erindringer – Johanne Luise Heiberg

Erindringer – Chateaubriand

Erindringer – et strejftog

Som jeg husker – At skrive erindringer

Som jeg husker – de første uger i Paris