Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Maskintænkning på overophedning

Livet. I den seneste tid er den gamle debat om aktiv dødshjælp igen blusset op. Selvfølgelig er den det, for Mette Frederiksens udtalelse om, at hun støtter retten til at få hjælp til selvmord, gav den nyt liv. Og hun vil støtte en lov, der handler om den ”hjælp”. Hjælpen skal så gives af læger. De skal kort sagt slå den syge/svage/hjælpeløse ihjel. Det handler altså om drab.   

Det er ikke det, læger er sat i verden for. De har afgivet løfte om at give livshjælp til lidende, ikke at slå den lidende ihjel.

I en artikel i Kristelig Dagblad ( 8. okt.) skriver Iben Krogsdal om vores angst for at blive gamle, syge, svage, hjælpeløse og at angsten bunder i, at vi alle mere eller mindre betragter svage mennesker som uværdige. I vores samfund er værdighed noget med styrke – altså det modsatte af svaghed.

Det værste vi kan forestille os er, at vi ikke skulle kunne klare os selv (godt nok) –

Og måske er det, fordi vi i stadig højere grad dyrker STYRKEN  – helt ud i det groteske. Vi kan ikke engang mere sige, at vi ikke støtter krig, for det gør vi jo i dag … det lyser ud af mediernes behandling af f.eks. våben: der er julelys i øjnene, når politikerne sammen med ansatte i forsvaret jubler over de dræbermaskiner, som vi har foræret til soldater i krig. At vi kan tro, at våben kan være en løsning. I min hjemegn genopstarter man den krudtfabrik, som blomstrede i min barndoms angst for den kolde krigs atombombetrusler. Som om krudt og kugler kan standse en bombe.  

Men det er jo sådan et agressionsværdi-system, vi lever efter i dag: vi priser elite, topscoring, vækst, accumulation, acceleration, præstation, optimering og opgradering osv. Vi skal hele tiden blive hurtigere, bedre og stærkere til alt. Det er, hvad jeg kalder maskintænkning. Vi bliver som maskiner og som maskiner, der kører nonstop i højeste gear, så overophedes vores mentale system og trues af sammenbrud.  

Og det er jo ved at ske: i naturen, som et af agressivitetens første ofre, i barnelivet, alt for mange børn og unge lider af angst og diverse former for vægring (skolevægring, spisevægring). Det er i deres verden virkelig et spørgsmål om ”survivel of the fittest” og de mange, der falder udenfor, de falder hårdt.

Vi har forslåede børn og unge, men så får de bare en diagnose og en psykolog, og så kører vi blindt videre.

Nej, vi må bremse op. Sidder jeg her og skriver med mine gamle hænder, der dog ikke ryster, når de skriver det, for det kommer fra den gamle hjerne, der synes, at det er ved at være for galt, at vi ikke vender om og fokuserer på de modsatte værdier, dem, der ikke findes målbare parametre for. Som kærlighed, venskab, gensidig sympati, tillid og åbenhed overfor hinanden.

Men det er let nok at skrive.

Og det var dødshjælp, jeg ville tale om. Og det har så måske alligevel noget med ovenstående at gøre. Og vores statsminister kan sagtens ind i mellem være sentimental som under pandemien, hvor hun lige pludselig så ethvert gammelt menneskes død som en tragedie.

Hmmm … vi gamle dør. Det er ikke tragisk.

Men vi vil gerne leve.

Også selv om vi er til besvær og ikke mere kan give så meget. Vi vil gerne leve i værdighed som modtagere af et menneskevenligt samfunds omsorg for os. Omsorg for medmennesket.

Jeg vil slutte med at citere det sidste afsnit af Iben Krogsdals artikel:

”Der findes et andet løfte, der går hverdagsstille og sagtmodigt fra menneske til menneske og lover: ”Frygt ikke! Hvis du bliver uhelbredeligt syg og ikke længere synes, at du er værdig nok til at leve, så er vi nogle, der ikke giver dig ret. Vi vil holde dig værdig, vi vil holde dig ud, og det lover vi dig. Uanset hvor hæslig og savlende og uformående, du bliver: vi vil gøre alt for, at du kan forblive smuk til det allersidste” Af alt, hvad vi kan give videre til vores børn og unge, er dét løfte det ubetinget vigtigste.