At rydde op 2

Udgivet den 01/04/2023 af marianne

Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Oprydning af bøger er ikke en almindelig oprydning. Det drejer sig jo om intet mindre end at flytte verdner. Og selv om jeg gerne vil være færdig, som man altid vil med en oprydning, så trækker jeg det lidt. Giver mig tid til at dvæle ved hver bog. Til at åbne den. Til at læse lidt i den. Til at mindes.

Da jeg købte den her bog. Da jeg læste den første gang.

Med de fleste bøger er det sådan, at jeg ved hvor og hvornår, de kom ind i mit liv.

Nu er jeg nået til en af de sidste i alfabetet, Verlaines ”Poèmes Saturniens” og det er tid at sætte den op på sin rette plads. Den her beholder jeg nemlig. Mange bøger flyver ellers direkte over i stakken til Kirkens Korshær, fordi de ikke (mere) siger mig så meget. Ud med dem!

Men nu står jeg med den her bog i hånden, og husker, at den gjorde et stort indtryk på den unge pige, jeg var, da jeg læste den første gang. Jeg hutlede mig dengang igennem som studerende i Paris. Hutlede og hutlede, det er måske så meget sagt. Men jeg var ret fattig, ikke mindst fordi jeg VILLE købe bøger. Havde lige råd til det billigste hotelværelse på Montparnasse: Et jernseng. En vaskekumme. En stol. Og det var så det. Og så havde jeg råd til en hel flutes og en kop café au lait, inden jeg gik i skole, og senere en billig frokost på den billigste bistro.

Alle de penge, jeg havde til overs i de måneder gik til bøger: livres de poche, de kunne fås for en slik. Og det er en af dem, jeg sidder med nu, og jeg husker tydeligt den dag, jeg købte den. Jeg satte mig på min bistro og bestilte en cola og drak den i små bitte dråber for at den skulle vare i så lang tid, at jeg kunne læse min bog færdig. Tjeneren kom et par gange og rømmede sig og skulede til pigebarnet, der brugte hans bistro som opholdsstue. Men han sagde ikke noget. Og havde han gjort det, så ville jeg ikke have hørt ham. Jeg var helt opslugt af Verlaine. Nu genlæser jeg nogle af digtene, og forstår ikke helt pigens fascination.

Måske en forklaring: Digtene svarede til en livsmelankoli, en træthed, som jeg så reflekteret i ordene, blandet med en vild længsel efter flammende kærlighed. Ja, den rene og skære romantik. Verlaine er nu ikke romantiker, men i min ungdommelige optik blev han det. Nå ja, så var jeg også lige i den tid forelsket.

Nu skriver jeg som en prøve på digtene et par linjer og hvis du kan fransk vil du forstå:

Digtet hedder: LASSITUDE

De la douceur, de la douceur, de la douceur!/ Calme un peu ces tranports fébriles, ma charmante./ Meme au fort du déduit parfois, vois-tu, l’amante/ doit avoir l’abandon paisible de la soeur.

Sois langoureuse, fais ta caresse endormante, /Bien égaux tes soupirs et ton regard berceur./ Va, l’étreinte jalousie et le spasme obsesseur/ Ne valent pas un long baiser, meme qui mente!

Mais dans ton cher coeur d’or, me dis-tu, mon enfant,/ La fauve passion va sonant l’olifant! …/ Laisse-la trompetter à son aise, la gueuse!/ Mets ton front sur mon front et ta main dans ma main,/ Et fais-moi des serment que tu rompras demain/ et pleurons jusqu’au jour, o petite fougueuse!

At rydde op

Udgivet den 28/03/2023 af marianne

Svar

Oprydning

Ordet får mig til at tænke på barndom og opdragelse. Rydde op, det var vigtigt, da vi var børn. Børneværelset skulle være ryddeligt. Legetøjet på plads. Alt har sin rette plads. Lærte vi. Og glemte det nok (desværre måske) senere. Og vores børn fik ikke en ordentlig opdragelse på det punkt. At rydde op på deres værelser måtte de selv om. Det blandede jeg mig ikke i.

Deres rum var deres rum.

Men nu er jeg nået dertil, hvor jeg synes, at det er på tide, at jeg igen kaster mig over faget: oprydning. Og tja … først må jeg have mine bøger sat i system og på plads. Og der er mange hyldemeter at gå i lag med. Det har jeg selvfølgelig gjort tidligere; engang sorterede jeg alle de bøger fra, som ikke mere vakte minder eller tændte andre former for lys. Væk med dem! Drengegymnastik i syvende! Nej, vel! Ud! Det var let nok. Og der forsvandt mange hundrede bøger. Og senere skete der jo det, at jeg savnede en og anden bog, som jeg havde afleveret i Kirkens Antikvariat, og ind imellem lykkedes det mig at opstøve og kapre den igen.

Sådan kan tingene gå i ring.

I dag har jeg forsøgt at ajourføre mit bogkartotek. Det var jo mest at krydse af og skrive nytilkomne bøger ind i systemet, men selv om jeg har arbejdet hele dagen, så nåede jeg ikke længere end til bogstavet L.

Det går jo langsomt, hver bog skal ud af reolen og tages i hånden og hilses på og så er det, at minderne vælder frem. Længe stod jeg sådan med en bestemt bog i hånden og fløj i tankerne tilbage til en sommer for meget længe siden.

Jeg var dengang lærer i dansk på Randers Handelsskole. Bogen hedder Der Besuch der alten Dame” og er skrevet af Friederich Dürrenmatt. Hvad var det nu med den sommer? Det var i juni. Eksamen var forbi. Mine elever havde alle bestået. Nu skulle de næste 8 uger bruges på at lade op til nye danskhold. Nye elever.

Men indtil da … Ikke andet end at læse gode bøger. Tage på ferie med familien, som dengang var far, mor og to små børn. En lille pige og en lille dreng. Nu skulle der være tid til dem. Troede jeg. Så ringede telefonen. Det var min direktør. Ja, handelsskolen lededes dengang af en direktør. Foged hed han og tituleredes direktør.

Han ringede, og jeg forstod ikke lige først, hvad det var, han sagde. Jo, noget med, at skolen manglede en tysklærer til næste semester. Javel. En tysklærer? Men hvorfor ringede så han til mig? Jeg var lærer i fransk og dansk.

”Jeg er dansklærer,” sagde jeg.

”Ja, ja, men du kan vel også tysk?”

Det svarede jeg ikke på.

Vel kunne jeg ej!

Der var tavshed længe.

”Jamen, du er da sproglig student?”

”Jo.”

”Så kan du da sagtens klare det. Det er jo bare en HX-klasse.”

Jeg fortalte ham ikke, at jeg havde fået g+ i tysk stil og aldrig fik lært grammatikken.

”Jeg har jo glemt meget,” mumlede jeg.

”Ja, ja selvfølgelig, men nu får du seks uger til at læse det op.”

Nå ja, tænkte jeg. Det kan jo være at jeg kan lære det. Jeg gik reolerne igennem og fandt ”Der Besuch der alten Dame.”

Jeg begynder med den, tænkte jeg. Og det gjorde jeg. Og da semesteret startede fik eleverne en lærer, som i det mindste var indstillet på at lære grammatikken i takt med, at de selv lærte den.

Og vi var alle flittige, og eleverne bestod med anstændige karakterer. ”Så tak, direktør Foged! Og tak Dürrenmatt!”

Sammen er vi stærke.

Her er en af mine klasser. Var deres dansklærer det år, hvor jeg også bøvlede med et tyskhold. Det kan jeg ikke finde nogen steder. Til gengæld glimrer jeg på dette billede ved mit fravær. Men det ER min klasse. Og jeg genkender hvert eneste kært ansigt og får et sug af længsel efter igen at stå over for sådan en herlig flok.

Men det bliver alligevel forår

Udgivet den 24/03/2023 af marianne

Svar

Vi vil gerne blive gamle. Men vi vil ikke være gamle. Vi vil med vold og magt holde gang i krop og sjæl til det sidste åndedræt. Måske er det ikke noget, vi vil, men noget vi skal. Nu har jeg skrevet vi så mange gange, at man må tro, vi er en homogen gruppe. Vi = de gamle. At vi alle sammen er ens.

Nej, vi er alle sammen forskellige. Det, som er fælles, er at vi ældes og er på vej ud af livet. Det er vel i grunden det eneste fælles. Vi bliver ved at være de forskellige folk, vi altid var, og nu træder forskellighederne måske tydeligere frem – for som vist nok Søren Kierkegaard har sagt: ”vi fødes som kopier og dør som originaler.”

Dette forår var jeg ude i tovene (igen) og tænkte, at nu var det slut med mig. Nu døde jeg. Det gjorde jeg ikke, jeg sidder jo her stadigvæk og slår i mit tastatur, ganske veltilpas endda. Og højst levende. Fik bare den der nat et voldsomt svimmelanfald og en blodtrykshimmelfart, som svækkede alle sanser og sendte sund fornuft ad h. til og gjorde mig til ærkehypokonder på et splitsekund.

Men det var en ”sund” oplevelse set i bakspejlet. Nu fik jeg taget min egen dødelighed op til revision. Revision skriver jeg, som om det var et statusopgør. Hør lige!: stemmer pengene? Har du rod i regnskabet? ”Kom Hjerte, tag dit regnebræt, skriv op dit levneds dage …” som Brorson skriver i salme 714 …

Tja … hvorfor ikke? Jeg har i al fald i denne tid tænkt mere på mit livs talte dage, end jeg har gjort i lang tid. Og taget nogle beslutninger.

Og en af dem er, at nok vil jeg trave mine daglige ture i Guds frie natur (den findes stadig) og jeg vil frydes over hvert eneste forårstegn og hvert lille levende væsen, der stirrer frem på himmel og på jord. Men jeg vil også (og især) lade den gamle krop hvile.

Jeg vil i denne den sidste del af livet forsøge at bevare glæden over at være her jorden, den jord, som man kommer til at holde mere og mere af, jo ældre man bliver og jo mere bevidst man bliver om, at man skal forlade den.

Det er en lise for sjælen at gå. Bare gå. Og når sjælen er glad, følger kroppen med. Det er moderne at sige det modsatte: vi skal eksercere kroppen, så den bliver stærk, så følger sjælen nok med. Rent bort set fra, at moderne mennesker vist ikke taler om sjælen mere. Men om psyken.

”Kristne har kronede dage,” siger Grundtvig i en salme. Jeg vil sige: ”psykologerne har kronede dage.” Vi render rundt med et hav af psykiske diagnoser – ADHD eller bare HD eller asperger eller border-line, eller autisme eller anoreksi eller depression eller angst eller fobi eller noget andet, man kan trylle frem med ord. Og dertil kommer alle de regulære sindssygedomme, der også er taget voldsomt til: skizofreni, neuroser, bipolar lidelse etc.

Nu blev jeg helt træt. Og jeg vil slå fast med ti-tommer-søm, at vi skal være parate som samfund og medmennesker til at hjælpe alle de mange nødlidende mennesker, hvis lidelser vores velfærdssamfund har frembragt. For de er vel både samfundsskabte og arvelige forekomster. Og langt fra alle er sindrige psykologopfindelser.

Men jeg ville blot nævne en passant, at vi er havnet i en grøft af græmmelse, og at den grøft må vi se, om vi ikke kan kravle op fra.

Og jeg vil i al fald ikke være i den. Men undgår ikke ind i mellem at falde i den.

Lige nu sidder jeg imidlertid på kanten og nyder en anemone, der lyser så forårsglad, at glæden smitter.

Og lad os dvæle der. I glæden. Så længe vi lever.

Stjernestøv

Udgivet den 21/03/2023 af marianne

Svar

Af støv er du kommet

Sådan lyder begravelsesritualets ord på engelsk. Dust to dust. Og hvor er det rigtigt. Og smukt. Og trøsterigt. Af støv er du kommet.

Hørte astrofysiker Anja Andersen forleden i et program i DR (Pilgrim 8 jan.) fortælle om verdens skabelse set med naturvidenskabelige briller, og det var præcis den dag, hvor jorden havde tænkt sig at være blød og føjelig, og solen skinnede, og foråret syntes lige om hjørnet trods kalenderens vrøvlen om vinter, og jeg gik der og rodede som et andet lille (eller stort) dyr i den danske muld og følte mig omtrent lykkelig, fordi der spirede så meget grønt op mellem senegræsset, som jeg til gengæld hev op i lange rodstrimler og slængte på komposten. Glad og næsten genfødt af fryd ved synet af det, der endnu kun var grønne løfter om farver og skønhed – nå ja, og ved selve arbejdet, som i den bløde, fugtige jord forekom let.

Som at gå rundt i Paradiset. Og endnu engang faldt den tanke mig ind, at vi er lige midt i … ja, ikke bare evigheden, men Paradiset. At det virkelig er på jorden. Ligesom vi er på jorden. Og at vi engang før altings skabelse, eller i den første spæde begyndelse, allerede var der. Som stjernerne. Som stjernestøv.

Støv på hjernen, kan jeg høre dig sige, for nu vrøvler hun da!!!!

Mennesket og Stjernerne. Ja, men det er jo lige akkurat sådan det er: Mennesket og Stjernerne.

Og så var det jo, jeg hørte A. A. ’s beretning om al tings forbundenhed og blev endnu mere glad. At vi har et fællesskab med universet, der går over al forstand. Lige som det går over al forstand, at vi små, bitte, ja mikroskopiske størrelser er en del af uendeligheden.

Vi behøver ikke antropomorfisere universet – uden at vi behøver tillægge det menneskelige egenskaber, kan vi konstatere, at det er en del af os og vi af det.

Det gør jo ikke universet menneskeligt: Stjernerne blinker, men ikke venskabeligt eller skælmsk – universet er dybt, men det favner os ikke kærligt, træerne springer ud, men de pynter sig ikke for os.

Der kan falde en meteorsten ned og dræbe os, men det er ikke en ond meteor, der vil os til livs. Vi kan rammes af et lyn, men det er ikke et ondt lyn, der vil os til livs.

I universet er der ingen menneskelige følelser, det er os, der lægger dem derud: det er koldt, fremmed og umuligt at leve i for et menneske. Astronauterne og cosmonauterne kan ikke slå sig løs, når de flyver rundt derop.

Det er rigtigt: vi kan kun leve på denne her lille bitte klode, og kun fordi den er velsignet med et tyndt luftlag på bare nogle kilometer, som gør det muligt for os at ånde.

Og på kloden er der en NATUR som ikke er venlig, men som er med til at gøre det muligt for os at leve: træerne sørger for, at vi har ilt osv. – ja, den hele natur spiller sammen i en symfoni, som giver os mulighed for liv.

Den harmoni kan vi mennesker ødelægge. Det er vi efter sigende i fuld gang med. Og så er det slut med vores liv. Det er ikke særlig fortrøstningsfuldt. Og i den konstatering risikerer min barnlige glæde over havens spirende forårstegn at drukne.

Og det ville den også, hvis det ikke var, fordi jeg tror, at der findes en GUD – en SKABER – om hvem jeg ikke kan fortælle ret meget. Han er og bliver ukendt for os. Åbenbaret i Jesus ganske vist – forklaret i Helligånden, siges det. Men det forstår vi heller ikke ret godt. Eller jeg gør ikke.

Vi har en Bibel, men den er skrevet af os, og det er vore egne billeder, der tegnes ind der.

Et billede af GUD har vi ikke.

Vi har kun troen.

At GUD findes og vil os det godt.

”Ske din vilje!” siger vi i bønnen. Den tillid må vi vise GUD, hvis ikke vi kan det, så falder vi.

Vi falder, ja, det gør vi.

Men jeg tror, GUD griber os.

—————————————————–

Et par billeder af den jord, jeg går rundt på hver dag:

Totalitarismens dæmoni 1

Udgivet den 13/03/2023 af marianne

Jeg har tænkt i den kommende tid at skrive noget om, hvad et totalitært styre kan gøre ved mennesker – ved MENNESKET. Det er ikke uden forbindelse med det, der foregår i Rusland lige nu, og det var en overskrift i Kristelig Dagblad, som vakte ideen om at studere emnet totalitarisme nærmere.

Moskva 1964 – byen forbereder sig til fest i anledning af kosmonautmodtagelse – foto: Ole Henne Hansen

Overskriften i avisen var noget i retning af det her: “De russiske soldater mangler krigsmoral” ( desværre er avisen ikke gemt, måske kan jeg finde den præcise formulering senere). Som jeg før har skrevet, så kan efter min mening de to ord MORAL og KRIG ikke sammensættes. Jeg ved godt, hvad avisen mener: man er moralsk, når man kæmper en retfærdig krig – og russerne ved godt, at det gør de ikke.

Den antagelse er imidlertid ikke korrekt. Det ved de ikke: Sovjetstaten ville skabe “det sovjetiske menneske” en ny mennesketype, der var 100% loyal over for Det kommunistiske Parti – og “systemet”, og det havde 70 år til at gennemføre projektet. Og jeg er bange for, at utrolig mange – mere end en generation blev så “fast formede” i loyaliteten over for det, de blev indoktrinerede i barndom og ungdom, at de ikke kunne slippe fri.

En uddybning af denne teori kræver lidt mere refleksion og tid, end jeg har haft i den seneste tid, men jeg går i gang med at undersøge, om der er hold i det. Og det vil jeg skrive om, når jeg er nærmere en påvisning af teoriens sandhedsværdi.

Kan man folkeopdrage i en sådan grad, at selvstændig tænkning fortrænges, forsvinder?

Og er det, hvad vi oplever i Rusland nu?

Fra udstilling om Sovjetunionens teknologiske fremskridt. Foto: Ole Henne Hansen (1964)

Som baggrund for min analyse vil jeg bruge flg. litteratur, hvoraf jeg mangler at læse de sidste kapitler af Ginzburgs erindringer. Derefter vil jeg vende tilbage. Muligvis vil der støde mere litteratur til. F.eks. husker jeg fra min studietid, at Camus i l”exil et le royaume” beskæftiger sig med emnet. Den vil jeg nok genlæse for at have mere end et centraleuropæisk værk og desuden for at belyse emnet, så både nazisme og kommunisme inddrages ligeligt:

Litteratur til indlægget dæmoni:

Dostojevskij: Det døde hus

Soltjenytsin: En dag i Ivan Denisovitjs’ liv – Gulag Øhavet

Svetlana Aleksijevitj: Bøn for Tjernonyl

Jevgeni Ginzburg: Min tunge vandring

Primo Levy: Hvis dette er et menneske

KRIGEN – IGEN

Udgivet den 01/03/2023 af marianne

Svar

Tak for reaktion på mit indlæg (mine) om krigen.

Jeg tillader mig i disse indlæg at sætte mig ud over min begrænsning og i det mindste en kort stund bilde mig ind, at krigen IKKE er en nødvendighed, selv om hele verdenshistorien taler mig midt imod. Og (næsten) alle andre også. Og det er ikke, fordi jeg føler mig BEDRE end alle andre, eller fordi jeg ved BEDRE end alle andre. Tværtimod vil jeg gerne indrømme min uvidenhed.

Claude Simon (fransk forfatter) skriver et sted, at lysten til krig nok er en drift i mænd ligesom lysten til sex – og derfor ikke kan udryddes, uden at alle mænd udryddes. Og jeg vil ikke gå så langt som Maren Uthag gør det i sin seneste roman “11%”. Lad dem leve med deres uudryddelige voldsdrifter.

Den israelske historiker Harari giver i sin lange “en kort historie om menneskeheden” Simon og Uthag ret: det er et biologisk træk ved mennesket, at det udfolder sig krigerisk. Nå!

Det er det sikkert. Men jeg kan ikke lade være at være umenneskelig og sig NEJ til drab. Alle drab. Jeg er også modstander af dødsstraf. Det er efter min mening derfor, Kristus kom til jorden. “Ja, de kan dræbe mig,” siger han, “men jeg løfter ikke en hånd for at slå. Det gør for ondt på den, jeg rammer.”

Det har han vist aldrig sagt, men han lever det.

Voltaire er den bedste til at sige det lige ud. Han bruger ironien ligesom Uthag ( hvis det er det, hun gør?). Men for begge er det alvor. Og nu citerer jeg et afsnit fra Voltaires “Candide”. Jeg har den ikke i dansk oversættelse, så du må nøjes med mit bud på en fordanskning:

( Citat fra kapitel 3) –

“Intet var så smukt, så vævert, så velordnet som de to hære. Trompeterne, fløjterne, oboerne, trommerne og kanonerne formede en harmoni, som aldrig sås magen til i Helvede. Kanonerne mejede først henved seks tusind mænd ned på hver side; derefter rev geværerne henved ni til ti tusinde slyngler, som forpestede denne jord, bort fra denne den bedste af alle verdners overflade. Bajonetterne blev ligeledes den tilstrækkelige grund til nogle tusinde mænds død. Det hele løb op i en ca. tredive tusinde sjæle. Candide ( hovedpersonen) skælvede som en filosof og skjulte sig så godt han kunne under dette heroiske slagteri.

Endelig, mens de to konger lod “TE DEUM” afsynge i hver sin lejr, bestemte han sig for at løbe væk for andetsteds at udgrunde årsager og virkninger. Han løb hen over bunker af døde og døende og nåede til en landsby; den henlå i aske. Det var en landsby, som bulgarerne havde brændt ned i overensstemmelse med lov og ret. Her så forkrøblede mænd deres halshuggede koner dø, mens de med blødende bryster ammede deres små; der lå unge piger og stønnede sig til døde, efter at have fået maven flænset op og tilfredsstillet nogle heltes naturlige behov; andre, som ilden kun halvt havde fortæret, skreg om hjælp til at dø. Hjerner lå spredte på jorden side om side med afrevne arme og ben.”

“Rien n’était si beau, si leste, si brillant, si bien ordonné que les deux armées. Les trompettes, les fifres, les haut-bois, les tambours formaient une hamonie telle qu’il n’y en eut jamais en enfer. Les canons renversèrent d’abord à-peu-près six mille hommes de chaque coté; ensuite la mousquetterie ota du meilleur des mondes environ neuf à dix mille coquins qui en infectaient la surface. La bayonnette fut aussi la raison sufficante de la mort de quelques milliers d’hommes. Le tout pouvait bien se monter à une trentaine mille d’ames. Candide qui tremblait comme un philosophe, se cacha du mieux qu’il put pendant cette boucherie héroique.

Enfin tandis qu les deux rois faisaient chater des TE DEUM, chacun dans som camp, il prit le parti d’aller raisonner ailleurs des effets et des causes. Il passa par dessus des tas de morts et de mourans et gagna d’abord un village voisin; il était en cendre; c’était un village que les Bulgares avaient brulé selon les loix du droit public. Ici des viellards regardaient mourir leurs femmes égorgées, qui tenaaient leurs enfants à leurs mamelles sanglantes; là des filles éventrées après avoir assouvi les besoins naturels de quelques héros,, rendaient leurs derniers soupirs; d’autres à demi brulées criaient qu’on acheva de leur donner la mort. Des cervelles étaient répandues sur la terre à coté de bras et jambes coupés.

Da jeg var et lille barn fik vi en barnepige fra Bollehede, og jeg kan huske, at hendes far, da han afleverede hende, sagde til min far: “Du skal bare tæve hende, når hun bliver strid. Det er det eneste, hun forstår.

Selvfølgelig løftede far aldrig en hånd mod hende, han så hende som det skræmte barn, hun var, og han snakkede med hende. Der skulle ikke så mange ord til. Men det skulle være de rigtige. Ordene ændrede hende – ikke pryglene.

Er det eneste, russerne forstår, tæv? Jeg tror det ikke. Prøv at tale til dem i et andet sprog end det, vi har brugt hidtil.

Selv om alfabetet kun har 28 bogstaver kan det meget. Der er så mange ord at tage af. Prøv dem!!!!

KRIGEN

Udgivet den 23/02/2023 af marianne

Krigens vanvid

Børn skal dryppe af sved. Ikke af blod. Menneskebørnene skal ikke dræbe hinanden. De skal værne om hinanden.

Nu kan du da ikke mere være pacifist! Sagde et af mine børn til mig. Det var forrige år, da krigen i Ukraine brød ud. Da der blev krig i Europa. Og det var jo slet ikke svært for os danske at vælge side. Rusland var fjenden. Ukraine var vennen. Ukrainerne var på vej over til os. Rusland holdt dem tilbage.

Det var så enkelt. Og nu ville de onde (russerne) dræbe de gode (ukrainerne), og kunne vi stå på sidelinjen og se det ske?

Nej!

Men det er ikke så enkelt.

Eller det er enkelt på en anden måde.

Det handler om magt.

Det er et storpolitisk spil. Og vi er kun brikker i det spil. Stormagterne flytter rundt med os, som deres magtinstinkter byder dem at gøre. Og vi lader os flytte.

Krigen kunne være undgået. Det vil jeg vove at påstå. Det ville (måske) have kostet os (NATO USA) i spillet om magt. Og det kunne vi ikke risikere, om der så skulle en krig til.

Vi kunne have ladet være med at rage mere og mere magt til os (NATO USA ), efterhånden som Sovjetunionen faldt fra hinanden. Vi kunne have åbnet os mod et land, der langsomt var begyndt at befri sig for det jerngreb, der havde knuget dets befolkning i så mange årtier.

Rusland var på vej. På vej mod os. Men vi mødte dem med mistro og arrogance. På Gorbatjovs tid så det en overgang ud, som om det ville gå godt med Rusland. At det ville kunne rejse sig på ruinerne af det fejlslagne sovjetprojekt. Jeltsin sagde det helt klart: ”det er ikke Rusland, der er mislykkedes. Det er det kommunistiske system, som vi har været påtvunget.” Det sagde han. Desværre var han svag af for megen vodka ( det var de fleste russiske politikere dengang) desværre var hans magt svagere end hans agt. For han ville (som Gorbatjov) indføre markedsøkonomi, parlamentarisk demokrati og indgå i et fælleseuropæisk samarbejdssystem. Han var åben mod vesten. Mod os. Og i 1992 indgik han en samarbejdsaftale med George Bush om atomnedrustning. Det var et kæmpeskridt mod varig fred. Der var i det hele taget så mange tegn på vilje til forbedring i de år.

Og hvorfor gik det så ad helvede til?

Hvorfor endte det med en krig, der nu truer os alle?

Ja, en af grundene, og den vejer tungt, er vores egen (Vestens – Natos) arrogante holdning til det store land. Der var ingen åbenhed at spore der.

Det har jeg tænkt på hele tiden, men været ret alene med de tanker, synes jeg. Og jeg har gået lidt stille med dem. Men nu har jeg læst flere udsagn fra fredsforskere, som siger præcis det samme: at vi ikke er uden skyld i den her krig. Som eksempel kan jeg nævne Jan Øberg, der har forsket i fred i mange år og været leder af Lund University Peace Research Institute.

Jeg vil som afslutning på min tese om Vestens medskyld i Krigen citere fra en dansk forsker, som i al fald har begge ben på jorden og ikke på nogen måde (som måske en del fredsforskere) idealiserer virkeligheden, nemlig Bent Jensen, dr. phil. i historie,

(Citat) ”Vestlige forklaringer lægger som regel entydigt skylden på Rusland. Forsuringen af forholdet mellem Vesten og Rusland forklares med henvisning til Kremls politik, mens USA, NATO og EU ikke tillægger egne handlinger nogen betydning. … De ville jo udbrede vestligt demokrati til andre lande, og hvem kunne have noget imod det? Det er imidlertid en meget ensidig og derfor kun halvsand forklaring, som ikke ser ud over egen næstetip og er blind for, hvordan den faktisk førte vestlige politik blev opfattet i Rusland – og ikke kun af regimet. USA/NATO’s politik over for det ny Rusland bidrog allerede under Jelsin i 1990’erne til den forværring af forholdet mellem Rusland og NATO, som indtrådte efter Jeltsin. Muligheden for at opbygge en ny fælles sikkerhedsstruktur i et Europa uden et jerntæppe mellem øst og vest blev forskertset, da USA/NATO meget hurtigt og ensidigt besluttede at udvide NATO med en lang række central-og østeuropæiske stater. Da Tysklands kansler, Helmut Kohl, i 1992 gjorde præsident H.W. Bush opmærksom på, at en udvidelse af NATO med det tidligere DDR stred mod et løfte til Gorbatjov om ikke at inddrage dette territorium i NATO’s magtsfære, reagerede Bush med irriteret at svare: – ”Det er os, der har vundet, og Rusland, der har tabt – skråt op med deres indvendinger!”” ( Bent Jensen: Modløber s.335)

Hvilken arrogance! Hvilken barnagtig måde at misbruge sin magt på! Som store drenge, der pisser deres territorier af – eller er det kun dyr, der gør det? Engang i mellem, alt for ofte, optræder dem, der har alles skæbne i deres hænder, som dyr. Men kun hos menneskene sætter det så store ødelæggelser i gang.

Og vi taler uden skælven i stemmen om at donere dræbermaskiner til slagmarken. Hvordan kan vi gøre det? Og hvordan kan vi tale om ”kampmoral”? Som om krig er forenelig med moral! Som om der findes fine og ædle krige! Som om drab, tortur og ødelæggelse ikke er krigens ansigt!

Hvorfor ryster vore stemmer ikke, når vi taler om de ting? Er en russisk dreng eller pige, som de ”ædle” krigsmaskiner, vi så gavmildt donerer, flænser i småstykker, ikke lige så meget værd som de drenge og piger, vi har klasseret som ”venner”?

En, jeg snakkede om de her ting med forleden, begyndte at udpensle de frygtelige torturmetoder, som russerne bruger mod tilfangetagne ukrainere og brugte det som argument for, at vi skulle sætte alt isenkram ind på at knække Rusland. Jeg sagde det ikke, for hvad nytter det? Men jeg tænkte, og nu skriver jeg det: det, som hun skildrede er jo netop et af krigens hæslige ansigter, og jeg er helt sikker på, at ukrainerne er lige så grusomme mod russiske fanger. De ser dem ikke som mennesker, ikke engang som fjender, det hørte jeg forleden i TV, nej, de ser dem som ORKER = uhyrer, som man har lov at tortere. Og selvfølgelig er man nødt til at umenneskeliggøre dem, man skal dræbe.

Og det er soldatens håndværk at slå ihjel.

Sådan er krig.

Al krig

Der findes ikke venligtsindede bomber.

Og atombomben vil dræbe om ikke livet så i al fald menneskene på denne klode. Men det er måske godt nok, sådan som vi behandler kloden og hinanden. Vi har ærlig talt ikke fortjent bedre.

Men så hørte jeg jo at pensionskasserne nu investerer i våbenindustri. Er det der, vi er?

Ærlig talt: mennesket er en primitiv art.

Livets børn – nogle tanker

Udgivet den 06/02/2023 af marianne

Svar

”Vi er alle dødens børn” skriver Knausgård i ”Ulvene fra Evighedens Skov.” I bogen filosoferer han vidt og bredt om livet og om døden. Akkurat som alle store romaner har gjort det til alle tider. Og der er tale om en stor roman her, ingen tvivl om det. Og vist er det en af personerne i bogen og ikke forfatteren selv, der proklamerer, at vi alle er børn af døden. Alligevel må Knausgård stå inde for synspunktet, for alle personer i alle romaner er fabrikerede i en forfatters hoved, og de bærer hans stempel, de er hans børn, og han er langt hen ansvarlig for dem. Også selv om han tager afstand fra alt det, de taler og står for. Dostojevskijs ”kældermenneske” er ikke Dostojevskij, og samtidig er det i høj grad ham, for han springer jo som en anden Athena lige ud af den russiske digters hoved. Som Zeus gik svanger med Athena, går forfatteren svanger med sine personer, og som hun sprang ud af gudens hoved, springer de ud af hans. Sådan er det. At vi er dødens børn må stå for Knausgårds egen regning.

Nu er jeg efterhånden blevet gammel, og døden er ikke mere en fjern trussel, men en nær hændelse, og jeg må om end vrangvilligt tage imod den. Men jeg vil ikke vedkende mig slægtskabet. Den er hverken min mor eller min far. Jeg er ikke barn af den men af livet.

Jesus siger til dine disciple (Johannes Evangeliet) : ”en kort tid så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.” Nu vil jeg ikke sammenligne mig med Jesus, men jeg vil sige det samme til mine børn: ”En kort tid, så ser I mig ikke længere.” Det synes jeg er en rimelig meddelelse og en 100% sikker viden, men når det er sagt, må jeg stoppe med at sige mere, for jeg ved ikke af mere, det gør ingen af os, og Jesu klippefaste forvisning om opstandelsen går over min forstand, også selv om jeg siger trosbekendelsen i god tro hver søndag. Det er min tro. Og det er OK med mig – at tro – og ikke at VIDE. Men jeg tror med Grundtvig på, at vi er ”lysets børn” ( Den signede Dag med Fryd vi ser), ikke mørkets.

Jeg tror på livet. Og når jeg retter blikket mod de første leveår, så er det liv, jeg ser, og Knausgårds udsagn drukner i den barnlige vise, vi sang ved lejrbålet: ”Vi er børn af sol og sommer.”

I det næste indlæg om min erindringsbog vil jeg berette om en af de lyse dage fra min tidligste barndom, en dag, som stadig har bevaret sit skær af sol og sommer.

INTERMEZZO

Udgivet den 28/01/2023 af marianne

Svar

Lige nu. Goldt. Dødt. Forladt. Mørke. Og så er der lidt grønt

Min søster Dorte in memoriam

Udgivet den 16/10/2022 af marianne

Svar

Min søster Dorte

Jeg har fire søskende. En, der lever, og tre, der er døde. I mig lever de alle fire, og det vil de gøre så længe, jeg trækker vejret.

Dette indlæg vil handle om Dortes barndom. Der, hvor vi altid var sammen.

Jeg skrev i september 2021 et indlæg om min ældste søster, Hanne. Det kan man læse ved at vælge datoen 14 september 2021.

Dorte er min lillesøster. Da hun blev født, var jeg tre år. Anders var 5 år, Annelise 7 år og Hanne 9 år. Jeg husker vores fælles lille-tid som skøn og problemfri. Det var den nok ikke, for 40’erne var dyrtid, og der var mangel på alt, og den knaphed varede langt op i 50’erne, og selv om vi var små og fik mad og klæder og kærlighed nok, så må de voksnes verden have været brydsom. Og mon ikke, det smittede af på os småfolk? Og vores mor? Hun var så sart. Mor var enebarn. Og jeg ved fra flere pålidelige kilder, bl.a. min bedstemor, at hun var forkælet som barn og fik, hvad hun ville have, og også som voksen blev båret på hænder. Først af sine forældre og senere af vores far, som gik og ventede på hende i mange år, før han kunne få hende. Men da ventetiden omsider var forbi, og de blev gift, så kom børnene jo. Trip trap, træsko – den ene efter den anden.

Dorte var den sidste. Mor blev steriliseret efter fødslen, som nær havde kostet hende livet. Hun mistede meget blod og måtte have en blodtransfusion, og man havde ikke noteret, at hun var rhesusnegativ og gav hende derfor en forkert slags blod. Hun har fortalt mig, at hun fik så voldsomme kramper, at hun kunne høre jernsengen ryste under sig. Hun lå syg i lang tid, og det lille barn kom hjem uden mor. Vi havde heldigvis bedstemor.

Men det var ikke mor, jeg skulle skrive om, men Dorte. Men mors lange sygeleje må have været en barsk begyndelse på livet, et stort savn for en baby, også selv om hun var omgivet af kærlighed. Bedstemor, der boede hos os, plejede hende sammen med sin søster Marie, der en periode flyttede ind hos hende. Og far var der jo, og han var af natur meget omsorgsfuld.

Alligevel må hun have savnet sin mor. Marie blev aldrig gift, og ”bedstemor” var over tres, da hun fandt min bedstefar. Hvad vidste de to om barnepleje?

Og mor må have savnet sit lille barn heftigt. Jeg var jo kun tre, men alligevel husker jeg den dag, Dorte kom hjem til os. Eller rettere, jeg husker den lille barneseng, som far havde med hjem og som kom først. Jeg gik rundt om den ude i gården og undrede mig, for den var jo alt for lille til mig. Og hvem var den så til? Det med en lillesøster, havde jeg ikke forstået, og Annelise har fortalt, at alle børnene blev dybt forundrede, da far en dag kom hjem og fortalte os, at vi havde fået en lillesøster, og at hun snart ville komme hjem til os.

En lillesøster? Hvor mon hun kom fra? Jo, jo, vi havde da hørt om storken. Kom den med hende? Og hvor var mor? Det fik vi heller ingen rigtig forklaring på, og det er noget, jeg ved med sikkerhed, men det er en anden historie, som ikke hører hjemme her.

Vi fik lille Dorte hjem. Jeg vil fortælle lidt af det, jeg husker fra vores fælles barndom. Og nogle billeder fra tiden. Desværre er de næsten alle sammen af ringe kvalitet, og jeg har ikke ret mange. Vore forældre fotograferede ikke ofte. Tak til Mona og Annelise for deres bidrag.

Anders og Dorte og Marianne ved vores bil. Dorte må være et årstid – så er jeg 4 og Anders 6.

VORE LEGE

Vi legede. Det havde vi talent for. I legen flyttede vi ind i fantasiens verden, og mange af de rum, vi færdedes i, er nu borte. Jeg har glemt de fleste – men der var utallige.

Da Anders blev stor nok, flyttede han ovenpå. Her fik han det lillebitte kammer, som i sin tid var den unge piges. Her kunne hun akkurat have sin seng og en stol til sit tøj. Jeg tvivler på, at der var plads til en kommode, men de piger, vi havde, kom ikke langvejs fra, så de havde kun tøj til en uge, og det bar de på kroppen.

Så fik Dorte og mig det snævre værelse, som lå ind mod vaskehuset, og hvor alle børnene havde haft deres sove-og legeplads fra tidernes morgen. Engang stod der to etagesenge langs den ene væg – i dem sov Hanne og Annelise og Anders og mig. I den lille bitte barneseng, som stod lige inden for døren til højre, når man trådte ind, lå lille bitte Dorte.

Men vi var kun en kort tid 5 børn i værelset. Så byggede far og mor huset større, der kom et nyt værelse oven over vaskehuset, og her flyttede de store piger ind, mens Anders som sagt fik tildelt pigekammeret.

Og vi blev altså ene i børneværelset. Her fik vi to lige store senge, udtrækssenge, der kunne vokse i takt med os. Og bedst af alt, vi fik et bræt, som kunne sættes på sengens sider, så vi havde et lille bord. På det lille bord skabtes verdner. Vi havde altid modellervoks, og med det kreerede vi tilværelser for fiktive personer, der lignede og ikke lignede nogen, vi kendte. Vore lege kunne fortsætte i det uendelige.

Når vi kom i seng, lagde mor (om vinteren) de varme dyner over os. De havde ligget på radiatoren. Så satte hun sig mellem de to senge, og vi bad sammen fadervor og sang ”jeg er træt og går til ro” – og så sagde mor: ”og nu skal I lægge jer på den lille soveside, og være artige børn, som smukt lægger sig til at sove!”

Og vi lagde os artigt på sovesiden, men så snart mor var ude af døren, og vi kunne se, at lyset var slukket i køkkenet, og far og mor og de store var udenfor høre- og synsvidde, tændte vi lyset og begyndte legen der, hvor vi sidst sluttede den. Og når far så skulle i køkkenet senere på aftenen for at lave kaffe, så kunne han jo se, at de to små ikke lå smukt på den lille soveside, som de skulle, og han kom ind og sagde med en stemme, som skulle forestille at være bøs og var så høj, at mor kunne høre den: ”Ka’ I så slukke lyset! Ellers kalder jeg på Natmanden!” Vi grinede altid, når han sagde det, og han grinede også selv og fortsatte helt stille: ”I må hellere se at få slukket lyset, ikke?”

Og måske var vi artige og slukkede lyset, men jeg er ikke sikker. For legen var spændende og kunne jo ikke slutte, bare fordi far kom truede med Natmanden.

Legene var spændende. Og vi var en del børn i vores kvarter. Ja, for skønt landsbyen var så lille, var den opdelt i kvarterer. Jeg kom til at kende dem godt, fordi jeg gik med aviser sammen med Anders.

Og jeg tror ikke, vi legede med børnene fra “de andre kvarterer” – Vi boede på Strandvej i den søndre ende. Her var husene, da vi flyttede ind, nye, og det var i de huse, vi fandt legekammerater: Lilly, Slej, Jens, Jane, Kjartan, Bjørka, Britta, Bjarne – centrale legekammerater, da vi var helt små, rekruteret på Strandby Skole – lærerbørn – og i nabohusene – fiskerbørn.

For Dortes vedkommende stødte der en legekammerat til helt oppe fra Stationsvej. Verdens ende. Det var Mona. Hun er et kapitel for sig. For det er det eneste af de mange venskaber, vi børn indgik i lille-tiden, som holdt livet ud. Mona blev som en søster for os.

Dorte og Mona. Vi blev spejdere, inden vi kom i skole. Det var i Metodistkirken. Her kom vi hjemmevant hver søndag i forvejen. Og her traf vi alle de andre små og store piger i byen. Ja, for de fleste var metodister. Resten var indremissionske. Og så var der en lille rest, som var … tja … det ved jeg faktisk ikke. Hørte aldrig om f.eks. grundtvigianere. Pastor Mostrup måske? Han var i al fald hverken indremissionsk eller metodist.

Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er 20221016_170958-1-898x1024.jpg — Spejdermøde. Jeg var fører for den lille flok, så Dorte har vel været 10 – 11 år. Det er fra venstre Dorte, Vibeke, Jane. Kirsten og Lis.

VORE PLIGTER

De hjemlige pligter var få. Men de var der. I lilletiden var der vist nok ingen – bortset fra, at vi skulle være artige. Det var vi vist også. Dorte var i al fald. Sød og nem. Men da vi blev lidt større, fik vi rigtige arbejdsopgaver: vi skulle vaske op, støvsuge lidt, tror jeg, og feje køkkengulvet hver dag. De store piger er sært fraværende i min erindring om disse daglige gøremål, jeg ved ikke mere, hvorfor. Så meget ældre var de jo heller ikke. Men Anders trak ligesom en grænse mellem dem og os. Og han begyndte tidligt at interessere sig for madlavning og fik ret ofte overladt køkkenet. Så var det surt at vaske op bagefter, for mens mor ryddede op, mens hun kokkerede, spredte Anders alt, hvad der kunne spredes over hele køkkenet. Dorte og mig vaskede altså altid op ( i min hukommelse) – og vi snød, hver gang der var gryder, som så vanskelige ud. Dem satte vi ud på trappen og tænkte, at få fandt mor dem ikke før vi var skole næste dag, og når hun så alligevel bebrejdede os vores springen over hvor gærdet var lavest, forsvarede vi os altid med, at sådan måtte det være, når gryderne var så medtagne af fastkogte(brændte) rester. Som jeg husker det, tav mor så. Hun havde vist ikke så svært ved at lade maden brænde på. Og hun havde ingen glæde ved at lave mad. Måske egentlig heller ingen ved at spise mad. Hun var så spartansk. Hvorfor? Far var en livsnyder, men mor …

Vi arbejdede og legede og havde det rart sammen og denne tryghed og glæde ved hinandens nærhed varede livet ud. Tak for det.

Jeg vil ikke skrive om Dorte som voksen. Da vi var store snakkede vi om fremtiden. Dorte ville giftes, det ville jeg ikke. Hun ville gerne have sit eget hjem. Jeg tænkte først langt senere i de baner. Jeg ville gerne finde ud, Dorte ville finde ind. Hun snakkede om børn. Senere var det hende, der havde udve og mig, der altid havde hjemve, når jeg var taget ud i verden. Men det var langt senere. Da vi var unge, ville vi som alle andre sikkert det hele. Og som alle andre nåede vi knap nok det halve.

Men jeg tror, at Dorte fik det liv, hun ønskede sig: et godt hjem, en god mand og gode børn. Og mange rejser – i 1995 endda jorden rundt i 80 dage – nej, i flere dage endda.

Mens de rejste kunne vi andre følge dem (nej, ikke på facebook) i avisen: her et lille pluk:

Et lille uddrag fra Skagen Avis 25 september 1995

Men den rejse hører voksenlivet til. I barnelivet, i Dortes og mit, hører livet som spejder i metodistkirkens regi til som et væsentligt element – her udfoldede vi sider af livet, som lå stille i hjemmet – vi lærte alt det, spejdere gør: at være duelige til alt praktisk, at være opmærksomme på omverdenen, den nære og den fjerne, at knytte venskaber til børn, vi ellers kun mødte der. Der var varme og nærhed. Og vi trivedes og voksede i det miljø. Også som voksen blev Dorte ved med at komme til arrangementer i Strandby Metodistkirke. I caféen Quindfolk. Her var, da vi var børn og er sikkert også nu om dage, et frisind og en tolerance, som man ellers ikke forbinder med små kirkesamfund. Vi legede, vi digtere, vi spillede teater, vi gik på opdagelse i naturen, vi lærte at bo hjemmefra og at klare hverdagen på feltfod. Alt det gav os glæde og selvtillid.

Jeg blev sendt på kostskole i 1959, og så kom vi jo til at leve to adskilte liv, og i den første tid især, men også siden, savnede og savnede og savnede jeg dig. Men jeg var jo 15 år, en alder, hvor man formodes at være voksen og hvor omtrent alle kom hjemmefra på den tid. Du var kun et barn (det var jeg faktisk også) og fortsatte din glade barndom med skole, spejder, Mona, mor og far og Anders og vi store søstre, der kom hjem i ferierne.

Dorte blev gift med Evald i 1972

Vi fik hver sin kernefamilie, men vi havde et, som vi var fælles om: Tråen – og det var her vi mødtes med hinanden og hinandens familier. Det blev samlingsstedet.

I de seneste mange år forsøgte vi at samle alle til Hesselholtfesten i Tråen i begyndelsen af august.

Senere vil dette afsnit indeholde flere billeder fra samværet i Tråen

Vi mødtes jo også ofte i hinandens hjem. Når der ikke lige var en familiefest, så var det som regel vi voksne, der fandt sammen. I en årrække havde vi en snapseklub, hvor Evald og Kirsten (som er en ven og ikke familie) sørgede for at medbringe årets høst af gode hjemmelavede kryddersnapse. Det var herlige gilder.

Søster Hanne var ikke med på vandreturene. Hun har altid været mere fjern, fordi hun boede i Frankrig. Vi håbede, at hun ville flytte hjem på et tidspunkt, men så døde hun alt for tidligt, kun 73 år. Men hun havde et sommerhus i Spanien, og hertil inviterede hun os i september 2013 og her fejrede jeg min 70 års fødselsdag sammen med Dorte og Anders og Hanne og Ole.

På Hannes terrasse i sommerhuset i Spanien

Et nyt fællesskab mellem vi søstre opstod, da vi for år tilbage besluttede at vandre nogle dage i Skønne Danmark. Og hver sommer drog vi ud med barnevognen ladet med vin og andre lækkerier. Vi gik fra sø til sø. Vi gik Randers Fjord rundt, vi gik Mariager Fjord rundt, vi gik på Djursland, vi sejlede til og gik på Læsø. Vi vandrede i Vendsyssel og vi travede i Fussingøskovene. En enkelt sommer valgte vi, fordi en af os var blevet opereret i stedet en kulturuge med overnatning i Ålum og besøg i Århus og Viborg og Vestjylland ( det gyldne alter i Sahl) – Vi tre søstre og Mona – næsten også en søster.