Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.
I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg. På min hjemmeside www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.
Inden jeg fortæller om bogen om Kandestederne – vil jeg svare på et spørgsmål, jeg fik stillet forleden af en bekendt: “hvornår udkommer egentlig din roman?” Og hertil svarede jeg: “det ved jeg ikke”.
At jeg nogensinde vil kunne skrive den roman er et håb, jeg har, og som jeg efterhånden har fundet ud af, at jeg deler med andre. For skønt jeg aldrig blev eller bliver nogen best-seller – forfatter, så har jeg alligevel en del læsere. Og trofaste endda. Og dem vil jeg nødig skuffe.
Jeg forestiller mig somme tider, at jeg vil få en åbenbaring i en sen nattetime ( en åbenbarelse, hvis jeg er rigtig heldig) og at den vil vise mig den vej, jeg skal gå. Indtil da fortsætter jeg ufortrøden med at følge stofsamlingens trange vej.
Jeg vil i dag anbefale en bog, som jeg læste forrige år og genlæste forleden. Den er også nævnt nu og da i tidligere indlæg om Skagen Landsogn ( se f.eks. forrige indlæg), men her vil jeg redegøre for (noget mere af) indholdet. Som man naturligvis kun får det rette udbytte af ved selv at læse hele bogen:
Omslagsbilledet er lavet af Ida Balslev -Olesen med foto af Hans Peter Christoffersen. Bogen består af en række artikler. Jeg vil behandle dem i den rækkefølge, hvori de optræder:
Først er der en kort indledning af Kirsten Obelitz Rode, der har redigeret bogen: Kandestedernes tiltrækningskraf. Hun slutter den lille indledning med ordene:
( Citat side 10): “Når det sidste lysskær fra solnedgangen strækker sig hen over nordhimlen, hvor det smelter sammen med det første morgengry ude over det oprindelige, øde landskab – da fornemmes stedets største tiltrækningskraft i en følelse af at være nær alle tings begyndelse – i lyset over Kandestederne.”
Klaus Rifbjerg har en artikel om vejen til Kandestederrne. Den er fin nok, men vi springer den over. Han har skrevet så meget smuk lyrik om Kandestederne – se tidligere indlæg.
Vi kommer nu til Niels Skovgaard, som ikke er den berømte maler, men et menneske, der ikke gerne lader sig google. I al fald ved han noget om historie og natur, og han skriver om det i artiklen: Glimt fra historie og natur:
For ca. 14.000 år siden smeltede isen og landet hævede sig – en mængde øer opstod – for ca. 8000 år siden indtrådte fastlandstiden på grund af den stadige landhævning efter isens tryk.
Ishavets bund = lersletter
for ca. 5 – 6000 år siden ny landsænkning – landet oversvømmet p.g. af issmeltning i de arktiske områder.
Skagen Odde dannes nu som et samvirke melllem landets hævning og kyststrømmenes materialetransport.
Størst betydning for Oddens dannelse har den store lerbunke “Raabjergbanke”, haft, – partiet mellem Raabjerg Kirke og Raabjerg Mile.
Det med “Raabjergbankens” ishavsler blandede sand gør, at kysten ( stranden ) ved Kandestederne er så fast, at man kan køre, cykle på den.
2000-3000 før kr.f. hæver landet sig mere, end havet stiger, og Odden dannes som fastland.
Opbygningen af Odden foregik ved dannelsen af revler og strandvolde ( rimmer ) og de lave områder mellem rimmerne, dopperne, der var frodigt bevoksede.
I dopperne dannedes et humuslag, som vi i dag kan se i klitskrænterne som martørv ( heri rester af træer, planter og dyr, der levede for flere tusinde år siden).
Rimmerne er forstærket af sandflugtens ophobning af sand.
Gaardbosø og Hofsø ( ved Sct. Laurentii Kirke) er strandsøer – opstået som laguner bag strandvoldene.
Det nydannede land, der bestod af strandvolde, rimmer, dopper og større lavninger, dækkedes efterhånden af krat og skove bestående af bævreasp, pil, birk, eg og ( sjældent) fyr.
I de fugtige lavninger i dopperne begyndte tørvedannelsen, nederst var trætørv, I Bronzealderen ( 1700 – 500 f.kr.) bliver klimaet koldere og fugtigere – skoven trænges bort, tørven bliver ren spagnumtørv.
Tørvedannelsen standsedes af sandflugten – vandreklitterne gik hen over tørvemoserne og pressede tørven sammen til det, vi kalder martørv.
Den første bebyggelse i Kandestederne ( i vor tid) for ca. 200 år siden.
I folketællingen 1793 hedder det ikke Kandestederne, og der nævnes kavkier, Starholm og Hulsig.
I 1825 tales der om Kandestederne i folketællingen
1846 – her omtales Kanderenden, men ikke Kandestederne
—————-
Stenalderen:
Rige stenalderfund ( 5000 – 4000 f. kr.) – klimaet var mildt og varmere end i dag – der var rigeligt med føde – kort sagt en lykketilstand for mennesker.
I bronzealderen skifter klimaet – det bliver koldere.
I slutningen af det 17. årh. befolkes Kandestederne.
Indtil 1921 hører Kandestederne, Rannerød og Hulsig under Raabjerg Sogn.
Der var i hele perioden 5 famlier fordelt på 5 gårde og huse – ca. 25 – 30 personer i de første hundrede år.
Første folketælling, hvor Kandestederne nævnes som bebyggelse er 1834 – her omtales 27 personer fordelt på 5 famlier.
1801 = 2 familier i Skjødelund, 3 familier i Houkjær. + Martha Jensdatter og hendes uægte barn, der var matros.
Herefter fortæller Skovgaard om beboernes erhverv: landbrug, fiskeri og tørvegravning.
Han giver et billede af redningsarbejdet.
Derefter et kapitel om naturen omkring Kandestederne – navnlig milen.
Den næste artikel i bogen er også skrevet af Niels Skovgaard og handler om faunaen på egnen.
———————————–
Herefter en artikel af Kirsten Obelitz Rode: Fra marehalm til egekrat.
Hun gennemgår levende og omhyggeligt floraen på egnen.
Den næste artikel er af Ole Wivel og bærer bogens titel: I begyndelsen var lyset.
Han fortæller om sin barndoms sommerferier i Kandesterne – på Hjorths hotel.:
( Citat side 98)“Uden for spisesalen var der en lille have, hvor man drak kaffe i læ af syrener i slidte liggestole. Men fru Hjorth faldt ikke ned i døsigheden, hun balancerede sin kop siddende på en umagelig jernstol, klædt i hvidt og gerne på bare fødder. Hun var bleg, hverken negerbrun eller hummerrød i ansigtet som sine gæster. Dagen lang tilbragte hun ved køkkenets store gloende komfur, hvor udsøgte landlige retter blev tilberedt. Hendes mand, Peter Hjorth, holdt til i laden hvor han havde sit lille værksted og året rundt sad og byggede skibsmodeller til landsdelens kirker. Peter Hjorth var køn som en profet, men lidet talende. De fire sønner var hjemme om sommeren og hjalp til ved landbruget som den næstældste, vor trofaste ven Viggo Hjorth passede til daglig. Men ham fik vi lov til at køre ud og hente tørv, tage del i høhøsten og overvære når fårene skulle klippes. Vi fulgte ham i hælene hen under aften, når han fodrede kalve og grise i den lille solvarme stald som genlød af dyrenes brøl og grynten. Man kunne sidde inde i stalden i en solstribe på en malkeskammel og høre mælken strinte i de store spande.” ( Citat slut)
Wivel fortæller om alle de kendte, der efterhånden slog sig ned i Kandestederne: Knud W. Jensen, Thorkild Bjørnvig, Vilhelm Kyhn, Svend Wiig Hansen,Poul Reumert, Henning Moritzen og Lise Ringheim ( de købte Reumerts hus). Og mange flere.
———————-
Nu følger en artikel af Bo Bjørnvig: Livet på en klittop
Også han fortæller om sin barndoms sommerferier i Kandesterne.
Her er et uddrag af artiklen, hvor han fortæller om, hvor overvældet den lille dreng var af den nordjyske natur:
“Det var næsten for voldsomt for en fire-årig: Marehalmen stak over hele kroppen, sandet blæste i øjnene, bølgerne slog én omkuld.” Og herefter citerer han et brev, som han modtog af sin far, mens denne sad i Kandestederne og arbejdede, og den lille Bo var hjemme hos mor:
( Citat side 106):“Jo, du kan tro, her har været en Storm; det var som om hele Huset stod og brummede og rokkede i sin Grundvold; det var ligesom Vinden var rasende vred over at Huset stod i Vejen, saa den ikke uden Hindring kunde fare lige hen over Klittet. Selv Fredag Morgen, da Vinden blæste saa stærkt, at man kalder det Orkan, var jeg i Vandet. Da slog mægtige Bølger helt op i Klitterne og jeg blev revet omkuld som om jeg ikke var større end en Dreng. Saa var der en stor Bølge, som var lige ved at trække mig i Havet, men saa kom der en endnu større, der slyngede mig op af Sandskraaningen. Og dér stod jeg helt blændet og indhyllet i Hvirvler af Sand og Skum som om jeg stod i et mægtigt Snevejr. Saa var jeg forsigtig og gik ikke længere ud end at Vande naaede mig til Knæene, og naar saa Bølgen rejste sig og brækkede over og jeg svømmede ind mod den som du saa tit har set, blev jeg ordentlig knubset og slaaet af flydende Buske og Rødder og Vragstumper. Bagefter løb jeg langs Stranden, for jeg vilde have min Løbetur, men jeg maatte ordentlig se mig for, og naar saa pludselig Bølgerne kom farende ligesom mægtige Skumheste, der er løbet løbsk, saa skulde du bare se Far Thorkild springe som en Tangloppe op paa Ktliskraaningerne. Og bedst, som jeg stod dér sank Sandet sammen under mig, undergravet af Bølger, og dér stod jeg igen midt i Sand og Skum. Og bagefter, da jeg endelig kom op, var det som om jeg havde faaet Klø over hele Kroppen. Du kan tro jeg morede mig, saadanne Bølger har jeg aldrig prøvet før, og i dag fortalte Mureren mig, at de oppe i Hulsig snakker om, at jeg badede den Morgen.”
Jo, min fars ry bredte sig. Hans stakkels søn kunne kun håbe, han kom helskindet hjem. For sådanne bedrifter kunne han selv næppe gøre sig håb om nogensinde at øve. Men det satte en norm: Siden har jeg badet hver morgen uanset vejret.” ( Citat slut).
Et afsnit af artiklen har titlen: Ak så forandret – Han fortæller her om forfaldet – om, hvordan Kandehus på få år blev forvandlet til ruin. Om de grimme sommerhuse, der intog klitnaturen.
Bent Hardervigs artikel handler om Kokholms badehotel. Det er en artikel, der fyldigt fortæller om hotellet og dets ejeres historie. Jeg har allerede citeret derfra et par gange. I et af de sidste afsnit i artiklen: En ny generation hører vi om tiden efter Chresten Kokholms død. En epoke er slut.
Et lille citat: ( Side 149) ” Elisabeth ( = Lise) Kokholm var begyndt at mærke et svækket helbred – og opgaven blev lagt i hænderne på den 29-årige, beslutsomme Maria, der var uddannet massøse og som havde startet en klinik i Frederikshavn. Hun nedlagde klinikken, kom hjem og overtog driften sammen med den 21-årige Rigmor og den ældste bror, Mads, 36, der primært skulle stå for gårdens drift.”
Hardervig beretter om udviklingen i Kandestederne: der er nu kommet et tredje hotel til : Kandehus. Det er ledet af det elegante par Ove og Lis Rifbjerg. De har stil. Kokholm har fået ny konkurrence og tager den op og bygger til. Nu værelsesfløj – gode senge – og sengelamper! Og på gangen bad og WC med træk og slip.
I højsæsonen er der nu op til 90 gæster.
Der kommer nu et kapitel om Karen Blixen = enkefru Dinesens datter. Hun ville skrive “Den afrikanske Farm” på Kokholm, men kunne ikke for byggelarmen og tog til Skagen og skrev den der, men var alligevel en del af vinteren på Kokholm.
Nu følger et kapitel om kendtes liv i Kandesterne “Sommerliv”: Her hører man om bl.a Thorkild Roose og Poul Reumert. De to læste sommetider op om aftenen.
Vi hører også om Clara Pontoppidan, Niels Bohr og Asta Nielsen, Ludvig Brandstrup, og flere andre.
Da Mads Kokholm dør i 1981 ophører Kokholms Hotel med at fungere og overgår til en fond.
Nu er hotellet ligesom også de to andre hoteller Hjorths og Kandehus renoverede. De har dog ikke det samme renomé og mig bekendt er det “almindelige” dvs. anonyme mennesker, der nu gæster hotellerne. Som vel stadig er omgærdet af en nostalgisk stemning.
Den næste artikel er skrevet af bogens redaktør Kirsten Obelitz Rode og hedder “Hjorths Hotel”.
Hoteldriften begyndte på gården Skødelund, nabo til Kokholms. Den blev tilskødet Peter Hjort, næstældste søn på gården Starholm, da han giftede sig med Engel Kristine, datter af Chresten Høgenhaug, der ejede Skjødelund ( og gården Høgenhaug).
Engel Kirstine ( f.1885). Peter og Engel drev nu hoteldrift og gård.
De fik sønnerne Viggo og Svend, og tvillingerne Holger og Knud.
I 1922 døde Engel af den spanske syge. Citat side 173 :Peter Hjorth måtte nu klare sig med hjælo af sine svigerforældre, de gamle Høgenhaugs og med forskellig midlertidig hjælp af unge piger, som hans svoger, lærer Laurits Wirring, anbefalede ham. Også lærer Wirrings egen datter, Astrid Wirring, kom som ganske ung pige og hjalp sin onkel Peter med børnene.”
I 1932 blev Astrid Mikkelsen fra Jelsted gift med Peter Hjorth.
Lærer Wirrings Astrid blev gift med en Professor Aage Jepsen, og denne har givet følgende karakteristikker af Astrid og Peter Hjorth:
“Det er ubestridt Astrids fortjeneste, at hoteldriften, som nu kaldes Hjorths Hotel, udviklede sig til et Mekka, som for mange familier gjorde sommerferien i Kandestederne til en umistelig tilbagevendende begivenhed. Hendes enestående personlighed – uden ydre attributter, men med en god forstand og en på solid vendelbo’sk hjemstavnsret baseret uimponerethed af verdens tant – betog og fortryllede hendes faste sommergæster, såvel dem fra åndsaristokratiet som dem fra pengearistokratiet.” ( Citat side 174)
Og om Peter Hjorth: ( citat side 176) Peter Hjorth besad de samme egnskarakteristiske karaktertræk som Astrid, bortset fra at han over for fremmede var yderst tilbageholdende og lidet talende, men for de få, var Peter en meget interessant mand at tale med, mest om nutid og fremtid. Når alvor meldte sig, redningstelefonen hang på væggen i den lille dagligstue bag køkkenet, var spørgsmålet ikke, om vi kan, nej vi skal, som en af de andre redningsfolk ved en fødselsdagsfest for Peter berettede fra en besværlig udrykning en vinter i snestorm. Selv talte Peter aldrig om den slags.”
———————————————-
Herefter følger en lang og MEGET smuk billedserie fra de tre hoteller. Jeg viser et enkelt af billederne, nemlig Kokholms Hotel, som jeg husker det fra min barndom, når vi inden en tur til Råbjerg Mile drak kaffe på hotellet – og far fik en snak med Mads Kokholm.
