Samme mirakel som hvert år.
Ingen har udtrykt det bedre end Halfdan Rasmussen i digtet: Noget om Kraft
Med store undrende øjne går jeg, hvor anemonerne lyser hvidt,
og midt i forårets lysvæld står jeg og ser mod himlen og spørger blidt:
Hvem opfandt lærken og nattergalen? Hvem satte knopper på birk og bøg?
Og hvem bestemte at netop svalen sku´være svale og gøgen gøg?
Hvad er det dog for en slags reflekser, der kalder pindsvin og tudse frem?
og hvem er det, der går rundt og hekser i Hornbæk, Tarm og Jerusalem?
Thi alle steder er samme under og samme kraft, som gør sjælen stum,
og alle vegne går folk og grunder på livets dybe mysterium.
Men ingen svarer fra skjulte egne og gir os grundig og god besked
så jeg må svare på andres vegne og formulere hvad ingen ved;
Jeg tror der ligger et barn dybt inde i alle levende ting der gror.
Et barn der er som en fuglevinge, en lille gud, der er evig stor.
Jeg tror han danser i al tings hjerte, jeg tror han hviler i al ting vækst.
Og alle underes under er det, at han er ordløs i al tings tekst.
Han er i spurvenes sang i hækken, i solsortfløjt og i hundeglam,
og hvis du lytter til tudsens kvækken og lammets brægen, så er det ham.
Han er i regn, og hvor støv må tørste, i vandets rislen, i træets saft
I al det mindste, i al det største, den mindste enhed den største kraft
Hør blæsten synger din sang veninde, se træet blomstrer på barnets bud!
Jeg tror der levet et barn dybt inde, en kraft som aldrig kan drives ud.
HER SKOVEN SOM DEN SÅ UD I GÅR – OG SOM HVERT ÅR PÅ DENNE TID:
Kategoriarkiv: stort og småt om lidt forskelligt
Så er vinteren forbi
Lidt nattefrost, men fuglenes sang fylder mest – og solen har længe været fremme næsten hele dagen. Vinteren var usædvanlig grå, men blid og ind i mellem fejede solstrålerne tavlen ren – det grå forsvandt – og alt blev så smukt.
Jeg har ikke fotograferet ret meget i vinter, men en dag, hvor solen farvede naturen havde jeg heldigvis fotoapparatet med. Her er et par eksempler:
– Nogle strøtanker
Info: marianne@hesselholt.com – tlf.: 86 46 60 87 – hjemmeside: www.hesselholt.com
Nogle strøtanker
Jeg så engang en film af Ingmar Bergman. Den hed ”Persona,” og det meste af den har jeg har glemt, men der er en enkelt sekvens, som jeg altid vil huske. Man ser en kvinde kigge på en TV skærm. Hendes ansigt er stivnet. En maske uden følelser. Så vendes fokus mod skærmen, og her ser man et brændende barn løbe skrigende væk under et napalmangreb. Kvinden forfærdes over sin egen kølige distance til billedet af rædsel. Og hun bestemmer, at hun fra nu af vil forblive stum.
Det var under Vietnamkrigen, og den er for længst forbi. Men verden har ikke forandret sig til et bedre og fredeligere sted. Hver dag konfronteres vi med ufattelige lidelser. Og stadigvæk bliver vi kun ganske moderat anfægtede af det, vi ser og hører om, hvordan mænd, kvinder og børn dagligt myrdes og mishandles. Vi kigger og drikker vores kaffe. Og snakker videre.
De færreste af os er dog uden empati. Vi kan sagtens føle med vore medmennesker, når de lider. Og hvis vi kender dem, sørger vi.
Men med dem derude i “samfundet” sørger vi kun, når lidelsen serveret i rette regi. Den skal konkretiseres, og den skal udstilles. Den skal kort sagt medieres gennem pressens mange kanaler, sådan at følelserne ledes direkte ind i vore årer, så vi kan føle smerten som vores smerte og tabet som vores tab.
Præcis sådan, som det skete forleden lørdag i København, da nogle uskyldige mennesker blev ofre for en utilpasset, ung mands vrede. Da satte pressen alle segl til, og vi blev revet med, og pludselig kunne vi græde i kor.
Så er det bare, at jeg ikke kan lade være med at tænke, at medierne burde være langt mere afdæmpede. Selvfølgelig skal pressen fortælle os, hvad der er sket. Men på en sober måde. De skal fortælle, at en ung mand er gået amok. Som det er sket før. Og som det vil ske igen. Og igen. Og at ingen kan standse det vanvid, der lurer i bunden af ethvert samfund. Terroren er ikke ny. Den har altid været der – nu har den så fået et ganske bestemt ansigt. Men den er ligeså vilkårlig og uberegnelig, som den altid har været.
Massemedierne er ikke alvorlige og saglige, de griber “hændelsen” med noget, der ligner sensationsfryd og kaster sig ud i en usmagelig forstørrelse af det, der er sket. Og ved at gøre det, ved at give disse ynkelige og svage mordere så megen spalteplads, så meget opmærksomhed, ja så er de med til at tildele dem en slags heltestatus.
Heltestatus. Javist. Ved at lade terroristerne sætte dagsordenen, tildeler man dem en uhyre magtposition. Og de får opfyldt deres hedeste ønske: at blive SET og at blive FRYGTET .
De blev ikke set i hjemmet, de blev ikke set i skolen, de blev ikke set i samfundet, ikke før de tvang os til at se dem. Og nu opfatter de sig som uovervindelige. Vi har jo givet dem så meget plads i vores bevidsthed og så meget magt, at de kan sætte et helt samfund på den anden ende: de kan tvinge politikerne og politiet og socialarbejderne til at bruge ufattelige ressourcer på dem.
ALT kommer til at dreje sig om dem. De smådjævle kan jo ikke åbne for TV eller kigge i en avis uden at se sig selv fremstillet i megaformat.
Så nu kan de rigtigt bryste sig.
Da jeg var ung, lavede vi oprør. Ungdomsoprør kaldte vi det. Vi var ikke terrorister, men i vores ungdommelige naivitet støttede vi alligevel totalitære samfundssystemer, og vi ville også gerne føle os som nogle satans karle, der kunne få de dumme bedsteborgere og reaktionære samfundsstøtter til at skælve for os.
Og hvordan behandlerede de os så, de reaktionære magthavere? De grinede af os. De syntes vist nærmest, at vi var farverige og søde.
Vi kunne skumle og rase og regere så meget, vi ville og lade skægget gro og flippe ud og endda true med knyttede næver. De strøg os over håret og tolererede os. Det, man dengang viste de unge oprørere, er det, man kalder repressiv tolerance.
I stedet for at give dem vind i sejlene, kunne vi måske prøve at behandle nutidens unge såkaldte terrorister som uartige børn. Det ville være ydmygende. Hvis vi lader dem sejle deres egen sø, så vil de drukne i skam og afmagt.
Nu svulmer de i stolthed og magtfølelse. Og det er os, der giver dem den magt.
De spiller djævle, og vi gyser og bevæbner os – men på den måde kan vi ikke ramme de ynkelige, svage drenge.
Jeg bad et af mine børnebørn tegne en rigtig djævel. Det gjorde han, og se om ikke han ramte plet. Djævle vil gerne spille seje gutter – men de er akkurat så ynkelige som denne lille fyr på tegningen.
Der er en bemærkning, som jeg gerne vil knytte til ovenstående. Der har stået i samtlige aviser og blade, at der døde 2 mennesker. Der døde 3. Terroristen var også et menneske. Han var en dreng, der aldrig blev voksen, og som kastede op lige inden han skød sit dræbende skud.
Hvis vi vil kalde os kristne, så må vi også kalde tingene ved deres rette navn – og de var alle tre lige meget mennesker og lige elskede af Gud. Det tror jeg på.
Han nåede at leve
Vi går omkring til daglig og tænker på alt det, vi skal nå i livet uden at reflektere over, at det hører op, livet. Selv om vi ved, at det hører op. Og selv om vi aldrig synes, at vi når nok. At vi overhovedet KAN nå nok.
I nat kom Boris Vians digt om flygtningen til mig. Kun en sætning, for resten havde jeg glemt – jeg stod op og googlede digtet – da jeg læste det igen, huskede jeg helt klart hvert ord. Og jeg vil gerne dele digtet med jer.
Il avait eu le temps de vivre = han nåede at leve.
Jeg skriver digtet i min oversættelse. Og derunder den franske version, så nogen af jer kan glædes over, hvor smukt Vian skriver:
FLYGTNINGEN
Han styrtede nedad mod dalen
Under ham rullede stenene
Over ham sang sirenen
glædesløst
Han indåndede træernes dufte
En blæsebælg i hans bryst
Lyset fulgte ham
Og satte hans skygge i dans
Bare de giver mig tid
Hans sprang gennem det høje græs
Han plukkede to gule blade
Spændte af saft og sol
De stålblå kanoner spyttede
korte flammer af ild
Bare de giver mig tid
Så var han ved vandet
Han vædede sit ansigt
Og lo af glæde han drak
Han rejste sig for at springe
Bare de giver mig tid
En glohed kobberhveps
Mejede ham ned
På den anden bred
Blod og vand flød sammen
Han fik tid til at se
Tid til at drikke af floden
Tid til at kysse to blade
Spændte af saft og sol
Tid til at nå den anden bred
Tid til at le ad dræberne
Tid til at løbe mod kvinden
Han fik tid til at leve
—————–
Ja, og det får de fleste af os jo: TID TIL AT LEVE
Og Vians ord:
L’Evadé
Il a dévalé la colline
Ses pas faisaient rouler les pierres
Là-haut entre les quatre murs
La sirène chantait sans joie
Il respirait l’odeur des arbres
Avec son corps comme une forge
La lumière l’accompagnait
Et lui faisait danser son ombre
Pourvu qu’ils me laissent le temps
Il sautait à travers les herbes
Il a cueilli deux feuilles jaunes
Gorgées de sève et de soleil
Les canons d’acier bleu crachaient
De courtes flammes de feu sec
Pourvu qu’ils me laissent le temps
Il est arrivé près de l’eau
Il y a plongé son visage
Il riait de joie il a bu
Pourvu qu’ils me laissent le temps
Il s’est relevé pour sauter
Pourvu qu’ils me laissent le temps
Une abeille de cuivre chaud
L’a foudroyé sur l’autre rive
Le sang et l’eau se sont mêlés
Il avait eu le temps de voir
Le temps de boire à ce ruisseau
Le temps de porter à sa bouche
Deux feuilles gorgées de soleil
Le temps d’atteindre l’autre rive
Le temps de rire aux assassins
Le temps de courir vers la femme
Il avait eu le temps de vivre.
Boris Vian, Chansons et Poèmes
Det her lille digt er nærmest en bøn. Men den har ligget på mit skrivebord i nogen tid, nu er den lagret i mit hoved. Men I får den lige her. Ophavsmanden er Carsten Johansen – og ordene behøver heldigvis ingen oversættelse.
Her mellem modenhed og død/ velsign os med den sidste glød/ af jordens lyse sommer/ og bryd så sindets frøskal ned/ så alt i os er kærlighed/ den nat da kulden kommer.
Livshjælp
Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle
Som et indlæg i den megen debat i aviserne for tiden om den såkaldte dødshjælp følgende klumme i Randers Amtsavis. Og det er som sædvanlig tegneren NEX, der har illustreret artiklen. Du kan klikke på teksten for at forstørre – først et klik og så et klik mere og teksten bliver læselig:
Intermezzo
Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle
Et lille kig ind i foråret, lige før sommeren bryder frem. Som afveksling fra de tørre tal, hvis antal dog vil blive mangedoblet i den kommende tid. Ligesom jeg også regner med at få tid og mulighed for fordybelse i enkelte familier inden så længe. Og nu taler jeg om Hulsigbogen, der er længe om at kravle op ad de mange trapper. Men alene det faktum, at den er på trapperne er dog allerede et fremskridt. Det går i den rigtige retning. Men det går langsomt. I mellemtiden vil vi glæde os over sommeren. Den er her nemlig allerede.
Billederne herunder er fra Fussingø Sø, og vi er taget derhen for at plukke anemoner og drikke kaffe og se og sanse.
Lidt snak om livet og det der …
Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle
Illustration: NEX fra Randers Amtsavis 23/4 2013
Ja tak til hele pakken.
Det er Kierkegaard- år i år, så må det være passende at filosofere lidt om end i lommeformat.
Det er ikke så længe siden, at vi fik et nyt barnebarn, og ingenting er mere glædeligt end at tage imod sådan et lille menneske. Det er heller ikke så længe siden, vi mistede et kært familiemedlem, og ingenting er mere ulykkeligt end at måtte sige farvel til en man holder af.
Men vi kommer ikke udenom, at de to ting hænger sammen. Livet og døden er så indflettede i hinanden, at vi ikke kan skille dem ad, og det glemmer vi for det meste, eller vi vil måske slet ikke vide af det.
Selv synes jeg, at den sammenhæng bliver mere og mere selvfølgelig, jo ældre jeg bliver. Livet er en pakkeløsning, og når vi siger ja tak til livet, så siger vi faktisk ja tak til hele pakken. Sådan er tilværelsen indrettet. Ingen mennesker slipper for smerter, sygdom og død. Som franskmændene siger, når noget går dårligt: ”c’est la vie” = sådan er livet.
Ganske vist kan vi vælge og vrage på mange hylder, både når det drejer sig om, hvordan vor egen dagligdag skal forme sig og når det drejer sig om, hvordan vort fælles samfund skal indrettes. Vi er frie mennesker i en fri verden. Det tror jeg på. Men friheden har sine grænser, og vi kan ikke vælge eksistensens mørke sider fra, for de er en del af pakken.
Jeg blev glad og lidt forundret forleden dag, da jeg åbnede Kristelig Dagblads seniorsektion og så et billede af en mine gamle studiekammerater, Knud. En ven, som jeg havde mistet forbindelsen med for mange år siden og ikke havde tænkt på i mange år.
På billedet smilede han ud mod beskueren, og i interviewet gnistrede det ligefrem af livsglæde. Jeg smilede med, for sådan var han jo også dengang vi var unge, og jeg kan huske, at jeg ofte undrede mig, for havde han egentlig noget at have al den glæde i? Sådan tænkte jeg. Han var kronisk syg allerede fra 17 år alderen, og hans liv var en daglig udfordring.
Her sad han nu i en kørestol på et plejehjem og fortalte om sit liv. Han havde trods sygdommen haft meget at være taknemmelig for, mente han, havde virket både som gymnasielærer og som digter og fået udgivet hele 30 bøger. Og nu var han så her på et rigtigt dejligt hjem, fortalte han, omgivet af gode og venlige mennesker og med en ro til refleksion, som han godt kunne bruge.
Min ven Knud kunne vi alle sammen lære noget af.
En anden gammel ven, Thomas Kingo, forstod også at sige tak for hele pakken: Han skriver: ” Tak for al din fødsels glæde, tak for dit det guddoms-ord, tak for dåbens hellig væde, tak for nåden ved dit bord, tak for dødens bitre ve, tak for din opstandelse, tak for Himlen du har inde, der skal jeg dig se og finde.
Søster Hanne
Lille Anna
Vinterens sidste suk
Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle
Nu kan det være nok med de vinterbilleder. Jo, jeg hører nok min læsers suk. Og sukker med. For vist kan det være nok. Vi er allerde sidst i marts, og vintervinde bider stadig om kap hver dag, som havde de glemt årstiden. De skulle gå og lægge sig nu, og lade varmen komme til.
Jeg elsker vinteren, men den må gerne vige for foråret nu. Eller meget snart. De seneste par dage har jeg så alligevel igen været fortryllet af lyset og den kontrast, der er mellem de skarpe stråler og de sorte træer. Et lille naturdrama. En kamp mellem lys og mørke, synes jeg.
Se nedenstående billede, som jeg tog forleden: her trænger de mørke træstammer lyset i baggrunden. Men det er der jo alligevel og lader sig ikke ganske fortrænge. Og så gyldent er det, at man næsten ikke vover se på det. For kan det nu være sandt? tænker man, og er det stærkt nok? Jo, men det er sandt, og om bare nogle dage sejrer det helt sikkert over alt, hvad der har samlet sig i mørket.
På søndag er det påskedag. Opstandelsens dag. Og vi ser det med egne øjne derude i naturen. Det store drama udspiller sig år efter år, og trods det truende mørke, så er der bagved et lys, som vinder til sidst.
Trosbekendelsen i naturens egne billeder.
Intermezzo – den danske vinter
Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle
Thøger Larsens vise fra 1923: “Du danske sommer jeg elsker dig” – er en af de kønneste sommersange, der findes – jeg husker især verselinjerne: “en ungdom jubled’ din lovsang ud/ kun iført solskin og brunet hud.”
Nu er det vinter og jeg må straks bekende, at jeg holder af den årstid. Jeg kan lide lyset, der ikke blænder og fylder det hele – der er også plads til mørket. Måske hænger det sammen med, at jeg ikke mere er på alder med Thøger Larsens omtalte ungdom, der jubler lovsangen ud kun iført solskin og brunet hud.
Måske skulle jeg skrive den sang, der mangler i sangbogen: “Du danske vinter jeg elsker dig” – for der findes ikke rigtig nogen hyldest til vinteren: Spurven sidder stum bag kvist, og der er ikke antydning af jubel fra dens næb, og urt og busk står i skjul, og det er så koldt derude, og Brorson sukker: her vil ties her vil bies … – ja, vintersangene handler alle sammen om længslen efter at slippe ud af årstiden og ind i foråret.
Det er en skam. For vinteren er så smuk, og lyset er så ekstra klart, – når det bryder frem – også selv om, eller måske fordi, det aldrig fylder billedet ud, men står der som en kontrast til mørket.
Jeg vil illustrere det med et par billeder, som jeg tog i skoven forleden dag: den sidste vinterdag måske. Sneen lå stadigvæk som små hvide puder i skovbunden, men mellem de sorte træer lyste solen.
Billederne er taget midt på eftermiddagen, og solen står jo nok lavt, men er ikke ved at gå ned.
Vintersangen. Mon nogen vil skrive den? Jeg er ikke sangskriver, men skriv, hvis du har lyst! Lad os få nogle glade vintersange, der jubler over lyset i mørket.
Klar tale
Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle
I min ungdom – men det er jo så længe siden og måske husker jeg forkert. Men det kommer mig for, at vi udtalte ordene så tydeligt, at de kunne forstås af alle. I dag japper de unge helt forfærdeligt, og ingen lærer dem åbenbart at tale tydeligt. Det hurtige sms-sprog har måske noget af skylden – alt skal gå så hurtigt, og fingrene flyver over tasterne – således også, når ordene flyver over tungen?
Jeg ved det ikke, men det er en kendsgerning, at det danske sprog generelt jappes, mere end det tales. Det skrev jeg en lille klumme om forleden i Randers Amtsavis, og her kommer den med NEX’s herlige illustration:
Apropos klar tale.
Når man bor i landsbyudkanten, har man ikke samme adgang til kulturelle adspredelser som folk inde i byen (= Randers), men vi har heldigvis samme adgang til aviser, radio og TV. Vi burde derfor sagtens kunne følge med herude.
Der er heller ingen problemer, når det drejer sig om avislæsning. Det er fortsat en fornøjelig hverdagssyssel. Anderledes forholder det sig desværre med radio og TV, og nu taler jeg ikke om indholdet – det hører til i en anden apropos – nej, jeg taler om sproget. Det danske såmænd.
Og nu må jeg skynde mig at forsikre, at jeg langt fra er pedantisk. Tværtimod. Man skal ikke hænge sig i småting, og når jeg i sin tid rettede danske stile, så lod jeg gerne små sprogfejl passere, når blot budskabet gik klart igennem.
Men sådan er det ikke med sproget i TV og i radioen: budskabet går ikke klart igennem – ja, ofte går det slet ikke igennem. Og det er der to grunde til. For det første sjusker rigtig mange med artikulationen, og det gælder også de professionelle speakere, de snupper endelserne, og de japper, så kun halvdelen af det talte når lytterens ører.
Dertil kommer, at de åbenbart er blevet enige om, at visse udtalefejl er ”smarte” – der er i al fald næsten ingen af TV- speakerne, der forstår at bruge modalverberne rigtigt. Således har ordet ”skulle” helt mistet sin betydning som hjælpeverbum. Når der spørges: ”hvad skal I lave i aften?” så lyder det korrekte svar: ”Vi skal i biografen” med tryk på det sidste ord i sætningen. Lægger man trykket på modalverbet: ”Vi skal i biografen,” så betyder det, at vi er tvungne til det. Det er noget vi skal.
Men i TV og Radio, og det gælder navnlig de fastansatte, professionelle speakere, hører man gang på gang sætninger som: ”Nu skal vi over til vejrudsigten,” i stedet for: ”Nu skal vi over til vejrudsigten.” Og ”nu skal vi til vores korrespondent i Syrien,” i stedet for: ”Nu skal vi til vores korrespondent i Syrien.”
Nu synes I nok alligevel, at jeg er pedant, men nej, lad folk ”på gaden” tale som de vil, men de professionelle ”talere” bør kende til de simpleste ting om sproget. Og i ovennævnte tilfælde ændres betydningen så radikalt, at udsagnet helt mister sin betydning.
Salmedigteren Thomas Kingo skrev engang i 1600 tallet til dronning Charlotte Amalie, at de folk, der ikke gad lære deres modersmål ”burde af landet med rådne æg udjages.”
Så radikalt går vi heldigvis ikke til værks i dagens Danmark. Men vi kunne jo sende dem til en danskprøve.