Info: marianne@hesselholt.com – tlf.: 86 46 60 87 – hjemmeside: www.hesselholt.com
Nogle strøtanker
Jeg så engang en film af Ingmar Bergman. Den hed ”Persona,” og det meste af den har jeg har glemt, men der er en enkelt sekvens, som jeg altid vil huske. Man ser en kvinde kigge på en TV skærm. Hendes ansigt er stivnet. En maske uden følelser. Så vendes fokus mod skærmen, og her ser man et brændende barn løbe skrigende væk under et napalmangreb. Kvinden forfærdes over sin egen kølige distance til billedet af rædsel. Og hun bestemmer, at hun fra nu af vil forblive stum.
Det var under Vietnamkrigen, og den er for længst forbi. Men verden har ikke forandret sig til et bedre og fredeligere sted. Hver dag konfronteres vi med ufattelige lidelser. Og stadigvæk bliver vi kun ganske moderat anfægtede af det, vi ser og hører om, hvordan mænd, kvinder og børn dagligt myrdes og mishandles. Vi kigger og drikker vores kaffe. Og snakker videre.
De færreste af os er dog uden empati. Vi kan sagtens føle med vore medmennesker, når de lider. Og hvis vi kender dem, sørger vi.
Men med dem derude i “samfundet” sørger vi kun, når lidelsen serveret i rette regi. Den skal konkretiseres, og den skal udstilles. Den skal kort sagt medieres gennem pressens mange kanaler, sådan at følelserne ledes direkte ind i vore årer, så vi kan føle smerten som vores smerte og tabet som vores tab.
Præcis sådan, som det skete forleden lørdag i København, da nogle uskyldige mennesker blev ofre for en utilpasset, ung mands vrede. Da satte pressen alle segl til, og vi blev revet med, og pludselig kunne vi græde i kor.
Så er det bare, at jeg ikke kan lade være med at tænke, at medierne burde være langt mere afdæmpede. Selvfølgelig skal pressen fortælle os, hvad der er sket. Men på en sober måde. De skal fortælle, at en ung mand er gået amok. Som det er sket før. Og som det vil ske igen. Og igen. Og at ingen kan standse det vanvid, der lurer i bunden af ethvert samfund. Terroren er ikke ny. Den har altid været der – nu har den så fået et ganske bestemt ansigt. Men den er ligeså vilkårlig og uberegnelig, som den altid har været.
Massemedierne er ikke alvorlige og saglige, de griber “hændelsen” med noget, der ligner sensationsfryd og kaster sig ud i en usmagelig forstørrelse af det, der er sket. Og ved at gøre det, ved at give disse ynkelige og svage mordere så megen spalteplads, så meget opmærksomhed, ja så er de med til at tildele dem en slags heltestatus.
Heltestatus. Javist. Ved at lade terroristerne sætte dagsordenen, tildeler man dem en uhyre magtposition. Og de får opfyldt deres hedeste ønske: at blive SET og at blive FRYGTET .
De blev ikke set i hjemmet, de blev ikke set i skolen, de blev ikke set i samfundet, ikke før de tvang os til at se dem. Og nu opfatter de sig som uovervindelige. Vi har jo givet dem så meget plads i vores bevidsthed og så meget magt, at de kan sætte et helt samfund på den anden ende: de kan tvinge politikerne og politiet og socialarbejderne til at bruge ufattelige ressourcer på dem.
ALT kommer til at dreje sig om dem. De smådjævle kan jo ikke åbne for TV eller kigge i en avis uden at se sig selv fremstillet i megaformat.
Så nu kan de rigtigt bryste sig.
Da jeg var ung, lavede vi oprør. Ungdomsoprør kaldte vi det. Vi var ikke terrorister, men i vores ungdommelige naivitet støttede vi alligevel totalitære samfundssystemer, og vi ville også gerne føle os som nogle satans karle, der kunne få de dumme bedsteborgere og reaktionære samfundsstøtter til at skælve for os.
Og hvordan behandlerede de os så, de reaktionære magthavere? De grinede af os. De syntes vist nærmest, at vi var farverige og søde.
Vi kunne skumle og rase og regere så meget, vi ville og lade skægget gro og flippe ud og endda true med knyttede næver. De strøg os over håret og tolererede os. Det, man dengang viste de unge oprørere, er det, man kalder repressiv tolerance.
I stedet for at give dem vind i sejlene, kunne vi måske prøve at behandle nutidens unge såkaldte terrorister som uartige børn. Det ville være ydmygende. Hvis vi lader dem sejle deres egen sø, så vil de drukne i skam og afmagt.
Nu svulmer de i stolthed og magtfølelse. Og det er os, der giver dem den magt.
De spiller djævle, og vi gyser og bevæbner os – men på den måde kan vi ikke ramme de ynkelige, svage drenge.
Jeg bad et af mine børnebørn tegne en rigtig djævel. Det gjorde han, og se om ikke han ramte plet. Djævle vil gerne spille seje gutter – men de er akkurat så ynkelige som denne lille fyr på tegningen.
Der er en bemærkning, som jeg gerne vil knytte til ovenstående. Der har stået i samtlige aviser og blade, at der døde 2 mennesker. Der døde 3. Terroristen var også et menneske. Han var en dreng, der aldrig blev voksen, og som kastede op lige inden han skød sit dræbende skud.
Hvis vi vil kalde os kristne, så må vi også kalde tingene ved deres rette navn – og de var alle tre lige meget mennesker og lige elskede af Gud. Det tror jeg på.
