Kategoriarkiv: omkring Kingo

Mødte lige Kingo her til morgen.

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

 
Den gode gamle salmedigter kiggede ud på mig i morges. Jeg sad i al uskyld og bladede i et Illustreret Tidende fra 9. oktober 1870, og så pludselig var han der, bombastisk som altid, fyldte det meste af en side og var ikke til at komme udenom, og så tilmed i en skikkelse, hvori jeg hidtil ikke havde set ham. Eller rettere: det havde jeg jo nok, for den danner nemlig model for den buste, der står som mindestøtte for Kingo foran Sct. Knuds Kirke i Odense. Kunstneren hedder Th. Stein, og jeg synes, at han har ramt plet med den buste: Livsnyderen Kingo og den strenge livstugter i een og samme person. Uha, den Kingo ville jeg nødig have øjenkontakt med. Men se engang rigtigt på ham! han ser slet ikke ud på dig, men skuer mod det himmelske. Og sådan er det  jo hos Kingo: rigtig salig bliver man først efter døden. Så glæd dig, dåre, synes han at sige: du skal dø – javist! men trefoldigt hurra for det! Ja, lige de ord ville han jo ikke bruge, men det var alligevel præcis, hvad han mente: forfængelighed ( læs: forgængelighed ), det er, hvad vi møder her i det jordiske, først hos Gud havner vi i saligheden – i salmen bruges billedet: “i Abrahams Skød” ( ikke lige et billede, der appellerer til mig og min himmellængsel ) – nå, men det skal jo ikke tages bogstaveligt. Og dog, Kingo var nemlig for det bogstavelige – trods al billedlig tale – og når han f.eks. i “Nu rinder solen op” takker Gud med følgende ord: “hver morgen i min skål/ en nåde uden mål/ til mig nedflyder ,” så har han helt sikkert haft den lækre varme havregrød i tankerne. Jordnær og verdensfjern på samme tid.

Men lad os høre, hvad en kollega skriver om ham mere to hundrede år senere:
“Jeg gad nok vidst, hvad Klogt man kunde sætte imod min simple historiske Paastand: at som et poetisk Ord, der l e v e n d e udtrykker den c h r i s t e l i g e  A n s k u e l s e, ere Kingos Pslamer ikke blot det syttende Aarhundredes største Vidunder, men et saa sjeldent i hele Menneskehistorien, at det kun lader sig forklare af Nornens underfulde Viisdom, der gjemte Spiren til en P aa s k e l i l i e  i tusind Aar og bragte den saa over Havet til Danmark, hvor den fandt sit rette Moderskjød og Rum til at udbrede sig. … Thi saadanne h i s t o r i s k p o e t i s k e Psalmer som Kingos vare noget s p l i n t e r n y t, idetmindste siden Folkevandringens, som Kædmon vel tusind Aar tidligere prøvede paa, men ikke kunde naae, fordi S a n g b u n d e n fattedes, som Danekvinden skjenkede Kingo, … hvis Psalmer unegtelig fra Slutningen af det syttende til dybt ind i det forhexede attende Hundreaar bleve sungne af Danekvinden med saadan Liv og Lyst, som nødvendig maatte gjøre Indtryk selv på os Sildefødinger ( = Grundtvig og hans nærmeste Samtid); men derfor er der nu i en hel Menneskealder holdt en p o e t i s k  P aa s k e f e s t … af os alle, … saa det skal spørges om Land, naar vi lægges til Ro!” ( N. F. S. Grundtvig: “Nordens Mythologi”, tredje udgave s.111 – 112 )
Ja, her taler romantikeren. Men mon de ikke er fælles om at have hovedet i Himlen og fødderne på Jorden?lige en lille note: Kædmon var en angelsaksisk digter fra 600 tallet.
Nu vil jeg lige minde om, at den lillebitte digter med de store ambitioner ( = mig/jeg) stadig har et par eksemplarer af Kingobogen liggende i et skab. Den vil gerne ud af skabet. Så hvis du vil købe den, så iler den til din adresse på lette fjed ( dvs. med Post Danmarks B-post så  hm hm hm …lette og lette … ) Det koster dig ikkun 100 kr. og porto.
Heri kan du på fornøjelig vis læse om, hvorfor Grundtvig skriver, at Nornen bragte den store digter Kingo den lange vej over havet til Danmark. Salmedigteren var nemlig af indvandrerslægt. Vi har og har altid haft meget at takke indvandrere for. Og Kingo blev for resten hurtigt pæredansk – var en af de første, der kun skrev på dansk, og desuden skriver han om de folk i Danmark, som ikke vil lære sig ordentlig dansk at: …” de burde af deres fædreland udjages med rådne æg  …” ( det er ikke godt at vide, hvor mange æg han ville have kastet efter Theilgaard ) Om hoffolkene skriver han, at de ikke vil lære 30 danske ord, fordi “de indbilde sig, at det er et vadmelssprog, og derfor gider de ej tage det på deres silketunger.” Ja, Kingos far var jo væver – og som sagt: Kingo tager sine billeder lige ud af hverdagen.
Her ser du bogen, hvoraf der endnu som sagt findes enkelte eks.

Hvis du vil læse mere om Kingo kan du gå til kategorien: omkring Kingo – her findes tidligere indlæg om salmedigteren samt gode kildeoplysninger til litteratur, der handler om den gamle digter.
Hvad er det, de kan, de rigtig store digtere? Jo, først og fremmest kan de sige det hele med så utrolig få ord og ramme så præcist. Luthers katekismus sammenfatter Kingo i et eneste vers, her taget fra salme 227 i den nye salmebog:
Tak for al din fødsels glæde/ tak for dit det Guddoms-ord,/ tak for dåbens hellig væde,/ tak for nåden på dit bord,/ tak for dødens bitre ve,/ tak for din opstandelse,/ tak for Himlen, du har inde,/ der skal jeg dig se og finde!
Jeg siger: Tak for Kingo!
 

Løst og fast om Kingoromanens tilblivelse

Udgivet den af
Svar

I forbindelse med Kingobogens udgivelse holdt jeg en del foredrag. Et af dem var i Dalum ved Odense. Der var mødt mange mennesker op, man kunne straks fornemme, at der her var tradition for at deltage i den slags arrangementer. Da jeg kom beklagede præsten, at man kort tid forinden havde man haft et Kingoforedrag af Ebbe Kløvedal Reich. Og det var jo synd. For mig, tror jeg, han mente. Folk var nu alligevel yderst lydhøre, og det blev faktisk en rigtig god aften. En af tilhørerne sagde omtrent sådan ved foredragets afslutning: “Vi havde jo Kløvedal på besøg for kort tid siden, og jeg overvejede at blive hjemme i aften, for nok er Kingo stor, men to foredrag i rap om den samme digter, det er sådan lige i overkanten. Men nu er jeg glad for, at jeg kom, for vel er det den samme person, I har fortalt om, men I ser ham jo fra meget forskellige vinkler. Kløvedal fokuserede på Kingo som embedsmand, og du har mest fortalt om privatmennesket Kingo – så nu har vi set ham i fuld figur.”
Så måtte jeg jo sige, som jeg ofte gør, at vist har de ikke det – set ham altså – de har blot set vore helt forskellige tilgange til digteren, og det har utvivlsomt været morsomt og muligvis givet et ganske nuanceret billede, MEN – ikke sandheden.
Skal man for alvor tilstræbe SANDHEDEN, så må man begive sig ind på forskerens stenede vej, en arbejdsom affære, og selv her er der tale om tolkninger, som er bestemt af mange ting: forskermetoder og -gemyt, tid og sted og meget andet. Erik A. Nielsen når f.eks. i sin “Thomas Kingo” fra 2010 til helt andre resultater end forskeren Richard Petersen i sin “Thomas Kingo og hans Samtid” fra 1887. Den moderne forsker har efter min mening et langt bedre “barokgehør” end den ældre forsker. Ordet barokgehør har jeg klippet fra E.A.N’s afhandling – her skriver han nemlig, at det er muligt at nå meget langt i forståelsen af tidens tekster, hvis man studerer dem længe og grundigt nok, ja så kan man arbejde sig frem til et rigtigt godt barokgehør.
NB: Man får et fint barokgehør af at læse Erik A.Nielsens bog.
Og for resten, hvor er vi heldige: Nu har vi tre SUPERFORSKERE til de tre SALMESUPERSTARS: Kingo = Erik A. Nielsen – Brorson = Steffen Arndal – Ingemann = Niels Kofoed.

Kingos etiske fordring

Udgivet den af
Svar

Kingo blev biskop. Det var et af landets højeste embeder og flot scoret af en knægt fra samfundets bund. Hold dig til dit kald og din stand, lyder det overalt i tiden. Dertil, hvor du er, har Herren kaldet dig, og der er din plads. Men Kingo holder sig ikke på plads – eller rettere: han definerer selv sin plads. Og sin rang.
Men han var alligevel ikke, sådan som nogle af hans biografer har fremstillet ham, en ærekær stræber uden følelse for andre. Det er ganske vist sandt, at han ikke som sin stedsøn Jakob Worm vovede at sværte det enevældige samfundssystem direkte. Han hyldede det tværtimod flittigt i sin digtning. Worm derimod var systemkritiker og måtte tage konsekvenserne: udvisning til Trankebar, hvor han hurtigt døde. Griffenfeldt gik også for tæt på magteliten og blev henrettet, og kongedatteren Leonora Christina blev kastet 22 år i Blåtårn. Vejen fra toppen til bunden var kort i 1600 tallet. Og Kingo vidste det. Alligevel kan vi se, ikke bare af salmerne, men også af brevene til kongen, at han aldeles ikke var uden empati og slet ikke fej. Her vil jeg blot nævne to eksempler 1) arbejdet for de fattige og 2) arbejdet på en ny salmebog til Danmarks kirker.
Efter refomationen godt 100 år tidligere har man ikke mere de mange klostre med indbygget arbejdskraft til at tage sig af de fattige og syge. Holdningen var dengang den, at var man fattig eller syg, så var det et mellemværende, man havde med Gud – ikke med samfundet – Gud var endnu mere enevældig end kongen, men han havde ord for at være retfærdig: altså: havnede du i skidtet, så havde du nok ærligt fortjent det.
Til erstatning for klostrene oprettedes statsdrevne hospitaler, og de var ganske gyselige. Alle: sindssyge, kræftpatienter, affældige gamle samledes i én pærevælling i store huse med mange sengesteder og en prædikestol centralt placeret midt i al elendigheden.
Det er Kingo, der som kirkens overhovede har tilsyn med hospitalet i Odense, men det er kongen, der har det økonomiske ansvar. I et brev til kongen tegner Kingo i skarpe og præcise billeder de stakkels forpinte mennesker, og han anmoder kongen om at gøre sin pligt: betale flere penge, så vilkårene kan bedres. Og her lægger biskoppen ikke fingrene imellem. Han indleder med at sige, at han vil lægge sit hoved i kongens skød ( et religiøst billede: “Abrahams skød” er selveste himmeriget ). Her er det kongens skød. Og så vil han tudbrøle, og hver eneste tåre skal vælde fra den tsunami af elendighed, der skyller ind over hospitalet og er ved at drukne de stakkels fattiglemmer. Se, det er da et billede, der vil noget, og som må få kongen på stikkerne, skulle man tro. Men Kingo går videre, han giver en beskrivelse af fattiglemmerne så udpenslet, som var det en splatterfilm. Og han standser ikke her, han har den dristighed at påstå, at disse sølle skrog ikke kun er fattig – lemmer. De er lemmer af Kristi legeme. Og Kingo henviser derpå dristigt til fortællingen i Lukas Evangeliet, hvor vi hører om den fattige, byldebefængte Lazarus, der ligger foran den riges dør, mens kun hundene forbarmes over ham og slikker hans sår. Her i digtet lader Kingo endda også en hund optræde, så vi ikke skal være i tvivl:
“Her hyler en, der er så fuld af sår og bylder/ som Job og Lazarus og sine sprækker fylder/ af det han nærmest har, med spyttet af sin mund/ og klapper for en slik fra tungen af en hund.”
Så kan kongen vel forstå, at det er selve Guds ord, der tales gennem Kingo. Og som vi kan læse i Biblen, så dør både den fattige og den rige, og mens den fattige muntrer sig “i Abrahams Skød”, så træder den rige lige ind i helvedets fortærende flammehav. Den parallel, Kingo her laver mellem den rige i Biblen og kongen i Danmark, er til at få øje på, og kongen var jo ikke blind. Det er ren og skær trussel det her: hvis du ikke punger ud, så ved du hvad der sker!!!  Og Kingo vover ikke skindet for egen vindings skyld.
Det andet eksempel er fra salmebogssagen, som jeg ikke vil oprulle her, den er ret præcist skildret i min roman. Men i al korthed: Kingo redigerer og trykker en ny salmebog til Danmarks kirker. Den bliver blacklistet af kongen. Og Kingo reagerer voldsomt på forbuddet. I stedet for at dukke hovedet, iler han til København for ansigt til ansigt med  kongen at sige sin ærlige mening. Det kommer han ( heldigvis måske) ikke til, men viljen er der, og modet mangler heller ikke.
Nu ikke mere om den side af Kingo. Måske kan min læser føje noget til?

Barokkens følsomhed

Udgivet den af
Svar

Ikke en overskrift, man har set før, vel? En af de hårdeste anklager ( og ja, man kom jo på anklagebænken, når man skrev sådan en bog) var jo, at min Kingo var for følsom, navnlig nu afdøde Jens Kistrup ( må han hvile i fred!) var slem til at ironisere over, at jeg havde fremstillet en person, der kunne elske af hjertet. Vi var slet ikke nået til hjertet endnu – litteraturhistorisk altså. “Kingo in love” kaldte han anmeldelsen. Men Kingo kunne elske. Lidenskabeligt, men også varmt og inderligt. Inderligt, hov! igen et ord man ikke forbinder med Barokken. Men vel kunne de føle inderligt dengang også. Senere vil jeg skrive et par vers, som viser kærlighedens ægte og varme glød. Hos vores digter.
Men først vil jeg vise noget andet. Hans Adolf Brorson skriver akkurat 100 år efter Kingos fødsel i sin salme: “Guds igenfødte, nylevende sjæle” Følgende: Onde vi vare og døde som stene/hårde i hjertet som marmor og stål.” Det er en omvendelsessalme og vi befinder os nu i pietismen. Her gælder det om at arbejde på at komme så nær til Gud som muligt, og det kræver en total omvendelse. Sådan er det ikke i barokken, her hersker den ortodokse lutheranisme, og selv om mennesker må og skal gøre bod for deres synder, så er alt forladt, og den kristne er på trods af sin syndefuldhed på vej til himlen. Som for øvrigt er et sted, hvis tærskel hedder døden. Ikke noget med at smutte i den syvende himmel her på jorden. Først i døden ender man “i Abrahams Sød! ( Et klamt sted syntes mine elever!!)
Men se nu alligevel, hvordan de to digtere nærmer sig hinanden i deres salmer: Kingo skriver: “Kolde Hjerte, Iisekule/Bunde-frosne Syndesø/Gid din dybe Froste-Hule/ op ved Aandens varme tø!”
Kingo kendte ikke pietismen, men han kendte så alligevel de strømninger af præpietisme, der rislede ind over Europas byer fra Tyskland, hvor de længe havde eksisteret – et eksempel er Arnts: “Vier Bücher vom wahren Christentum” fra begyndelsen af 1600 tallet. Denne teolog og mange andre banede vejen for pietismen.
Jeg lader i min roman Kingo møde denne strømning i sin studietid, og episoden med unge Jens Justesen er autentisk nok, sådan optrådte han, men at Kingo mødte ham er noget, jeg har digtet, derfor kan det godt have sin rigtighed. Hvorfor skulle et begavet og følsomt ungt følsomt menneske ikke søge og lade sig påvirke af det nye i tiden?
Her citat fra min Kingobog. Kap. 9
“…..Kunne det nu også være sandt? Var Guds dom over menneskene så streng? Og kunne mennesket overhovedet leve så rent, som Justesen påstod, at det skulle?
Han Thomas kunne ikke.
Men han skulle. Det var et krav fra Himlens strenge Gud, sagde præsten. Og ellers… fortabelsen. Men nåden?
Han så igen den unge studenterpræst for sig, sådan som han havde stået foran dem, tynd som en stængel, der kunne knække hvert øjeblik, og så bleg og hvid, som havde han aldrig set dagens lys. Men øjnene. De brændte. Og stemmen. Thomas havde den endnu som en skræmmende vellyd i øret. Ja, for hans stemme havde været så smuk, så ivrig, så brændede som hans blik. Så piskende mørk og melodisk. Så dyster og ren som stor sørgemusik.
Ja, Jens Justesen, han var i sandhed noget andet end de sædvanlige prædikanter, og hans måde at tale på … slet ikke som de ligegyldige budskaber, præsterne plejede at bræge ud over forsamlingen af sovende studenter. Deres pedantiske udlægning af evangelierne, som de gennemgik vers efter vers uden at vige en håndsbred fra teksten. Kun ord, som enhver student i forvejen kendte til bevidstløshed. Aldrig det mindste nyt. Aldrig det mindste, der kunne vække.
Justesens ord havde været nye og stærke. Som et stød i hjertekulen. Som et chok, når man mindst ventede det. Og de ord var hans egne. Men det var jo netop det, der oprørte Thomas allermest. For var det så Guds ord? Kunne man tro dem? Og skulle man?
Men den måde, han brændte dem ind i studenterne på … Ordene havde smældet som piskesnert hen over hovederne, som dukkede sig. Også Thomas havde dukket sig, og alligevel havde hans indre været én vild protest.”
Justesen bliver ( ikke i romanen, men i virkeligheden) arresteret og kastet i fangehullet. Han hører ikke til i barokken. Men han er der jo. I Kingos inderligste salmer hører man et ekko af denne nye følsomhed, der først for alvor får mulighed for at folde sig ud i 1700 tallet.
Prøv selv at flyve lidt rundt i Kingos salmer og bliv svimmel. Jeg kan anbefale en bog, udgivet af Det danske Sprog-og Litteraturselskab 1995 “Thomas Kingo: Digtning i udvalg. Her får man den rene vare og bliver man for alvor bidt af den store digter, så får man fat i Hans Brix og Billeskov Jansens Thomas Kingo Samlede Skrifter, udgivet i 1941-1945 af samme selskab. Her er man for alvor i godt selskab, og kan drive lystigt rundt i det store forfatterskab.
 

Barokkens brutalitet

Udgivet den af
Svar
Barokkens brutalitet
Lidt løst og fast om barokkens ( 1600 tallets) måde at betragte livet og menneskene på. For snart mange år siden skrev jeg en roman om Thomas Kingo ( Gylden Sol og sorte Skyer), og i det lange forudgående researcharbejde forstod jeg stadig mere tydeligt, at jeg aldrig ville komme til rigtig at kunne leve mig ind i den tids menneskesyn. Et af de fænomener, der lukkede af for en dybere indføling i barokmenneskets dagligliv var den overalt herskende brutalitet. Barokken er en periode, hvor stort set alle mennesker var solidt placeret i fasttømret hierarki. En urokkelig og stivnet orden. Og fra toppen og ned blev systemet fastholdt med vold og magt.
I dag bliver vold i stort set alle sammenhænge set som noget ondt. Men dengang blev korporlig og åndelig mishandling betragtet som et gode, eller i bedste fald som et nødvendigt onde. At afskaffe vold var det samme som at afskaffe det kristne menneske. Vejen til karakterdannelsen gik kun én vej: gennem voldens smerteunivers.
Vi kan finde eksempler overalt i tidens litteratur. Her er et udpluk fra en prædiken, som Thomas Kingo holdt over Jakob Birkerod: Ved TILSYN og god OPTUGTELSE beskikkes Børn til Gud. BØRNE-TUGT er nødvendigere end Klædetvet, denne tager vel Skarn og Smitte fra Legemet, men hin vanske og vanheld fra Sindet. og senere i samme prædiken: Vist er det, at Børn fødes ikke Mænd; Men det er og vist nok, at Mænd deris Liivs tiid tiit blive Børn, fordi de manglede Tugt Det var således ikke blot tilladt, men ligefrem anbefalelsesværdigt at slide flittigt på pisk, stok, ris, ferle, og hvad man ellers besad af torturredskaber. Og der var ikke nogen rar nabo eller social myndighed, der greb ind, når et barn var udsat for korporlig afstraffelse.
Voksne mishandledes og mishandlede også hinanden livet igennem. Fra historiebøgerne ved vi, at tidens danskere led under fattigdom og sult, der var aldrig særlig langt til livet på landevejen, i 1660 strejfede 10% af alle danskere om og ernærede sig ved tiggeri. Og dertil kom de mange krige og pestepidemier. Det må have været ganske uhyggeligt at leve i den tid.
Erik A. Nielsen skriver herom i sin Kingobog: Hjerteløse prygl og afstraffelser hørte til dagens (u)orden. Den patriarkalske familie spejler i en miniatureskikkelse enevældens patriarkalske samfundsorden. I det private som i det offentlige hersker den umenneskelige jurisdiktion og de grove straffe. Børneopdragelse foretages ofte med ris, der har ligget i saltlage og modsvarer nådesløsheden i opdragelsen af det religiøse sind. ( Side 36 ).
Her synes jeg, at et sidespring er nødvendigt, inden vi helt afskriver barokken som et voldeligt intermezzo i vor folks historie. Den barske og hårde børneopdragelse forsvandt nemlig langt fra med barokkens forsvinden. Jeppe Aakjær fortæller i sine erindringer om glæden ved barndomshjemmet, men han fortæller også et sted, hvordan han ofte fulgte med sin mor, når hun skulle skære ris, og de to snakkede så godt sammen, og i al den fryd og glæde kunne den lille dreng næsten glemme, hvad risene skulle bruges til. Først når de kom hjem, og mor lagde risene i saltlage (!) blev den lille dreng beklemt. Men Aakjær bebrejder ikke sin mor de hårde afstraffelser, de nævnes blot som en uvæsentlig, ja nærmest lidt humoristisk biting, og det er modbilledet af den fromme og gode moder, der bliver stående i erindringen.
Først med Knut Beckers lange fortælling om drengen Kai ( Det daglige Brød) bliver børnemishandlingens grusomhed genstand for en iskold og nøgtern og samtidig hjertegribende fremstilling, så at også læseren må tage afstand.
Og lige til slut: Der findes stadig mennesker, også i Danmark, der af et godt hjerte mener, at forældre har ret til at tæve deres børn. Prygl er nok forbudt på papiret og i det offentlige rum – ligesom rygning. Men i hjemmene?  Tja …
Selvfølgelig er der et modbillede til tidens megen elendighed. Det vil jeg vende tilbage til, men jeg vil også MEGET gerne høre jeres kommentarer til ovenstående.

Barokken og Thomas Kingo

Udgivet den af
Svar

Jeg kan anbefale alle med interesse for barokken at læse Erik A. Nielsens bog “Thomas Kingo”. Det er ganske afgjort den bedste bog, der nogensinde er skrevet om barokken og dens digtere, her jo navnlig Kingo. Bogen følger efter Erik A. Nielsens bog “Kristendommens Retorik”. Det er også en fremragende bog om hele det kristne billedsprog og sprog i det hele taget, men den er langt fra let at gå til for ikke-fagfolk. Jeg har arbejdet meget med litteratur og synes, at jeg har en relativ nem tilgang til litteraturvidenskabelige værker, men den omtalte bog har jeg måttet bruge lang tid på at læse – og jeg er sikker på, at jeg må læse den igen, for rigtigt at forstå den. Det er et arbejde simpelthen, men bogen er afgjort arbejdet værd.

Nogle tanker om Danmarks første store digter, Thomas Kingo

Udgivet den af
Svar


Jeg var gymnasielærer i 70’erne og 80’erne og underviste i dansk. Det blev mest litteratur og ikke sprog, der prægede undervisningen, det må jeg indrømme, og i følge sagens natur eller lærerens dovenskab, så var der visse forfattere og perioder, der gik igen år efter år. Kingo selvfølgelig. Ham kommer man ikke udenom, for han er og bliver en af de største og jo også en af de første rigtigt danske digtere ( 1634 – 1703 ), og jeg må indrømme, at mine elever som regel stejlede og gik i sort ved det første bekendtskab med den herre. Ikke så sært, for sprog og indhold var i begyndelsen den rene mystik for dem, og de gik i gymnasiet i den periode, hvor man ifølge bekendtgørelsen i faget skulle “tage udgangspunkt i elevens egen virkelighed.”
Først måtte jeg forsøge at overbevise dem om, at det er fedt nok at beskæftige sig med noget, der slet ikke ligner ens egen verden, og det lykkedes som regel. Det næste var så at få dem til at se, at lige akkurat Kingo i grunden ikke var så fjern endda. Også han tolkede ligesom digtere til alle tider verden som kaotisk og farlig. Som sorg og afsavn. Som gru og rædsel. Som smerteligt ubegribelig. Han var som alle andre på den tid stærkt mærket af den gru, der lå over Europa efter Trediveårskrigens rædsler, og angsten for mørke og undergang lå som en permanent følelse hos tidens mennesker. Det ser vi i kunsten.
Men nu mine elevers verden? Jo, den var i det mindste på overfladen præget af  den tryghed, som udspringer af, at de basale fornødenheder er opfyldte og af at leve i en rets- og velfærdsstat. Og så alligevel. Der var samtidig en stor utryghed, som udsprang af den varme krigs ( Verdenskrigens ) og den efterfølgende kolde krigs angstfremkaldende erfaringer og perspektiver. Nej, gruen havde og har stadig et greb i det moderne menneske, og verden forekommer hende ikke mindre farlig og kaotisk end i den fjerne barok. Ligesom verden i dag ikke er mindre grusom at leve i: i Afrika udspiller der sig mange steder et voldsdrama: børnesoldater, afbrændte byer, voldtægter og myrderier, der er en næsten komplet parallel til 30 års krigen.
Jo, vist er Kingo aktuel. Og han kunne give rædslerne ord. Og så kunne han noget andet, nemlig skabe et æstetisk univers, hvori kaos blev totaltøjlet og fremstod som den mest fuldkomne form for orden. Og samtidig med, at han kunne buldre og brage og hyle og skrige i sine vers, så kunne han også det modsatte, nemlig blive helt stille og afdæmpet og skrive inderligt og forelsket om livet. Som om kaos ikke fandtes. Han kunne stille kontrasten op. Og den anden side var jo også sand. Der fandtes jo ikke kun vold og uro, der fandtes også kærlighed og stille sommeraftner og lyse lykkelige morgener og en dejlig natur. Hør engang disse vers:
Digtet Chrysillis:
Du mindes vel den aftenstund/ jeg dig ved hånden fik/ og ene hos dig gik/ endog at månens mund/udblæste kuld og vind/ Aftnens tvang/ var ej lang/ time var som øjeblik/ tiden flød/talen brød/begge hjerters skjulte nik/ Da blev den dulgte glød/oppustet klar og rød/ indtil vort hjerteblod/ i lue stod/ Da bandtes venskabs bånd/ Da raktes mund og hånd/ godnat tog hver da glad/ og skiltes ad.
Og dette lille aftenvers:
“Den klare sol går ned/ det kvælder mer og mer/ hver arbejdsmand er træt/ og sig om hvile ser/ en dag jeg nærmer er ved døden end som før/ Tiden mig så sagtelig/ oplukker dødens dør.” Og i et morgendigt lyder det: “Nu træder jeg udi det duggefulde græs” – og: “nu står jeg her/ med verden i mit øje”. Og “mit legems blomsterblad vil Gud bevare.” Ja, men mit “legems blomsterblad” peger i samtidsforståelsen på noget helt andet end skønhed, nemlig: “vi er ikke andet en hø! for vi skal dø!” – men den virkelighedforståelse gør jo ikke det poetiske udtryk mindre poetisk.
Hvordan gik det så i klassen? Kunne en folk matematikerdrenge bruge det til noget som helst? Ja, det kunne de. Kingo blev et hit.
Historie er mere og andet end blot krige og konger og folk og riger. Det er også andre tænkemåder og andre opfattelser af mange ting. Bevidsthedshistorie er interessant, men slet ikke tilstrækkeligt udforsket. Hvordan opfattede f.eks. barokmennesket naturen? Mens vi i dag taler meget om at “værne om naturen” og ser begrebet natur som noget positivt, en helhed, hvori mennesket også indgår, og som er truet netop af mennesket, af dets hensynsløse udnyttelse og udpining, så var naturen i barokmenneskets optik en vildskab, som mennesket skulle sætte alt ind på at tøjle, både i sig selv og udenfor. Derfor de kunstige, beskårede ( massakrerede) planter i barokhaven – alt måtte skæres til og passe ind i det kultiverede univers. Naturen det skidt! – ja, ud med den, og mærker du drifter og lyster hos dig, selv så bekæmp dem! Sådan var holdningen.
Men samme optagethed af naturens utøjlelige vildskab afskaffede den naturligvis ikke – siden Freud og længe før, har man vidst, at undertrykkelse af “det naturlige” i menneskelivet, giver denne “natur” en farlig grobund, der resulterer i, at den trænger igennem og op til overfladen som en farlig og ødelæggende vildskab. Hos barokmennesket ser man masser af eksempler på den utøjlelige vildskab, der griber mennesket og kaster det ind i synd og fortabelse. Ja, for det religiøse aspekt er vigtigt at have med, når man ser på tiden. Det lidenskabelige barokmenneske stod hele tiden i fare for at miste sig selv og sin sjæl og ende i helvedet.
I vore dage er den religiøse tolkning af tilværelsen trængt i baggrunden, og en naturvidenskabelig har indtaget pladsen. Det giver i grunden ikke menneskene en større tryghed. Det har været ret bekvemt for barokmennesket at “putte sig ind til Gud” som et lille barn til sin far, når alt andet gik galt. Se f.eks. de her linjer hos Kingo: ” så sover jeg dermed/ Gud skal ej vige/ bort fra mit sovested/ men til mig sige:/ Sov nu, mit barn, og svøb sig i dit klæde/ Du vågne skal engang/ bladt fryd og englesang/ i evig glæde.” En sådan naiv tiltro til Gud besjæler de færreste i dag.
Kristendommen er naturligvis ikke død. Selv om Nietzsche for længst har erklæret Gud for død. Den gennemsyrer jo f.eks. sproget og i det hele taget tidens tænkemåde og menneskeopfattelse. Men med samfundets sækularisering optager den ikke mere samme plads i dagliglivet og næppe heller i søndagslivet. Som levende religion er den forvist – og overlever nu i små, lukkede enklaver.
Eller tager jeg fejl? Er den måske stadig en realitet for de fleste moderne mennesker? Det ved jeg ikke. Men jeg er ret sikker på, at den tidligere (1600 – 1700 tallene) var en integreret del af dagligdagen for alle mennesker. Karl Marx kaldte religion for opium for folket. Er den stadig en slags drogs for åndsnarkomaner? Jeg tvivler. Men vil egentlig gerne vide det.