Barokkens følsomhed

Ikke en overskrift, man har set før, vel? En af de hårdeste anklager ( og ja, man kom jo på anklagebænken, når man skrev sådan en bog) var jo, at min Kingo var for følsom, navnlig nu afdøde Jens Kistrup ( må han hvile i fred!) var slem til at ironisere over, at jeg havde fremstillet en person, der kunne elske af hjertet. Vi var slet ikke nået til hjertet endnu – litteraturhistorisk altså. “Kingo in love” kaldte han anmeldelsen. Men Kingo kunne elske. Lidenskabeligt, men også varmt og inderligt. Inderligt, hov! igen et ord man ikke forbinder med Barokken. Men vel kunne de føle inderligt dengang også. Senere vil jeg skrive et par vers, som viser kærlighedens ægte og varme glød. Hos vores digter.
Men først vil jeg vise noget andet. Hans Adolf Brorson skriver akkurat 100 år efter Kingos fødsel i sin salme: “Guds igenfødte, nylevende sjæle” Følgende: Onde vi vare og døde som stene/hårde i hjertet som marmor og stål.” Det er en omvendelsessalme og vi befinder os nu i pietismen. Her gælder det om at arbejde på at komme så nær til Gud som muligt, og det kræver en total omvendelse. Sådan er det ikke i barokken, her hersker den ortodokse lutheranisme, og selv om mennesker må og skal gøre bod for deres synder, så er alt forladt, og den kristne er på trods af sin syndefuldhed på vej til himlen. Som for øvrigt er et sted, hvis tærskel hedder døden. Ikke noget med at smutte i den syvende himmel her på jorden. Først i døden ender man “i Abrahams Sød! ( Et klamt sted syntes mine elever!!)
Men se nu alligevel, hvordan de to digtere nærmer sig hinanden i deres salmer: Kingo skriver: “Kolde Hjerte, Iisekule/Bunde-frosne Syndesø/Gid din dybe Froste-Hule/ op ved Aandens varme tø!”
Kingo kendte ikke pietismen, men han kendte så alligevel de strømninger af præpietisme, der rislede ind over Europas byer fra Tyskland, hvor de længe havde eksisteret – et eksempel er Arnts: “Vier Bücher vom wahren Christentum” fra begyndelsen af 1600 tallet. Denne teolog og mange andre banede vejen for pietismen.
Jeg lader i min roman Kingo møde denne strømning i sin studietid, og episoden med unge Jens Justesen er autentisk nok, sådan optrådte han, men at Kingo mødte ham er noget, jeg har digtet, derfor kan det godt have sin rigtighed. Hvorfor skulle et begavet og følsomt ungt følsomt menneske ikke søge og lade sig påvirke af det nye i tiden?
Her citat fra min Kingobog. Kap. 9
“…..Kunne det nu også være sandt? Var Guds dom over menneskene så streng? Og kunne mennesket overhovedet leve så rent, som Justesen påstod, at det skulle?
Han Thomas kunne ikke.
Men han skulle. Det var et krav fra Himlens strenge Gud, sagde præsten. Og ellers… fortabelsen. Men nåden?
Han så igen den unge studenterpræst for sig, sådan som han havde stået foran dem, tynd som en stængel, der kunne knække hvert øjeblik, og så bleg og hvid, som havde han aldrig set dagens lys. Men øjnene. De brændte. Og stemmen. Thomas havde den endnu som en skræmmende vellyd i øret. Ja, for hans stemme havde været så smuk, så ivrig, så brændede som hans blik. Så piskende mørk og melodisk. Så dyster og ren som stor sørgemusik.
Ja, Jens Justesen, han var i sandhed noget andet end de sædvanlige prædikanter, og hans måde at tale på … slet ikke som de ligegyldige budskaber, præsterne plejede at bræge ud over forsamlingen af sovende studenter. Deres pedantiske udlægning af evangelierne, som de gennemgik vers efter vers uden at vige en håndsbred fra teksten. Kun ord, som enhver student i forvejen kendte til bevidstløshed. Aldrig det mindste nyt. Aldrig det mindste, der kunne vække.
Justesens ord havde været nye og stærke. Som et stød i hjertekulen. Som et chok, når man mindst ventede det. Og de ord var hans egne. Men det var jo netop det, der oprørte Thomas allermest. For var det så Guds ord? Kunne man tro dem? Og skulle man?
Men den måde, han brændte dem ind i studenterne på … Ordene havde smældet som piskesnert hen over hovederne, som dukkede sig. Også Thomas havde dukket sig, og alligevel havde hans indre været én vild protest.”
Justesen bliver ( ikke i romanen, men i virkeligheden) arresteret og kastet i fangehullet. Han hører ikke til i barokken. Men han er der jo. I Kingos inderligste salmer hører man et ekko af denne nye følsomhed, der først for alvor får mulighed for at folde sig ud i 1700 tallet.
Prøv selv at flyve lidt rundt i Kingos salmer og bliv svimmel. Jeg kan anbefale en bog, udgivet af Det danske Sprog-og Litteraturselskab 1995 “Thomas Kingo: Digtning i udvalg. Her får man den rene vare og bliver man for alvor bidt af den store digter, så får man fat i Hans Brix og Billeskov Jansens Thomas Kingo Samlede Skrifter, udgivet i 1941-1945 af samme selskab. Her er man for alvor i godt selskab, og kan drive lystigt rundt i det store forfatterskab.
 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *