Kategoriarkiv: Mennesker og Meninger

Landsbytanker i november

Udgivet den af
Svar

Det er blevet efterår, og melankolien sænker sig rundt om. Men faktisk er november ikke bare trist – den er også smuk – trods det svindende lys. Skoven især. Træerne smider om sig med farver, og jordbunden er et herligt syn – og træerne klamrer sig til de sidste farvestrålende blade. Jo, det er værd at vandre i denne tid. Kun når man sidder indendørs kan man gribes af denne genkomne tristhed.
Men se nu farverne, som var vildere og stærkede for 14 dag siden, men stadig kan glæde øjet.

Her kommer så nogle mindre muntre efterårsreflektioner – måske skrevet lidt ud af et mismod, men dog også med troen på, at der er en mulig fremtid. For landsbyens altså, og alle os, der bor her:
Apropos mørke dage.
Landsbytanker.
Jeg sidder ved mit vindue og stirrer som en anden
melankoliker ud i tågen. For november er tåge, regn og varsler om vinter og
kulde.
Inde i byen bekymrer man sig mindre om vejr og vind, men
herude hos os i de små landsbyer mærker vi årstidernes skiften, for vi ligger
omgivet af natur og er tæt forbundne med den evige cyklus af spirende liv og af
blomstring og henvisnen. Af liv og død.
Og måske er det derfor, vi er mange, der foretrækker at bo
her og ikke inde på stenbroen og under gadelygternes kunstige lys. Og det på
trods af de ulemper, der følger med en sådan levevis.
Desværre må vi se i øjnene, at vor mulighed for at blive boende
her bliver stadig mere usikker. I det gamle Rumænien tog diktatoren Caucesco
den beslutning at destruere alle landsbyer, fordi de i hans optik var urentable,
og det gjorde han så, de blev alle jævnede med jorden. Vores diktator hedder ikke
Caucesco, den hedder ”Udviklingen”, men faktisk er den ligeså kompromi- og
bevidstløs som den gamle diktator var. Og blind på begge øjne.
Vi har mistet, og vi mister hele tiden flere og flere af de
fornødenheder, som gør det muligt for os at leve et normalt liv herude i
landsbyerne. Vi har længe ikke haft en skole her i Ålum, og nu hører vi om
skolelukninger i mange andre landsbyer. Skolerne er kulturelle åndehuller, og når
de bliver lukkede, bliver den åndelige vejrtrækning anstrengt.
Det samme gælder kirkerne, også her er der et levende miljø
og en mulighed for at forny sig og finde mening med livet, og her er tilmed et
sted, hvor man jævnligt kan mødes. Men vi hører om stadig flere kirkelukninger.
Hvornår rammer det os?
Vi har stadig et forsamlingshus, men også det lever kun så
længe, der er ildsjæle nok til at holde det kørende. Så er der butikkerne. Hos
os fungerer Brugsen stadig, men hvor længe får vi lov at beholde den? Hvornår
har ”Udviklingen” kvalt vores lille, gode butik?  Mennesket lever ikke af brød alene, men det kan ikke klare sig uden.
Og som det nyeste i rækken af dødsstød har man nu nedlagt
vores rutebil, der kørte mellem Viborg og Randers, og dermed afskåret
forbindelsen til byerne, som vi trods alt er afhængige af: vore børn skal
undervises, og en del landsbyboere skal til og fra arbejdet, og ikke alle har
råd til to biler. Og desuden: nu kan vi ikke mere tage ind til byen for at
deltage i de kulturelle eller andre aktiviteter, som er nødvendige, for at vi
kan udvikle os.
Skal vi ende med at blive underudviklede individer herude i
landsbyerne? Og er det rimeligt, at ”Udviklingen” skal styre os og ikke
omvendt: at vi skal styre den? Det er nogle spørgsmål, som jeg ikke kan
besvare, men gerne bliver ved med at stille.
For er ”Udviklingen” blind, så må vi blive seende.

Skoletanker

Udgivet den af
Svar

Jeg har i flere år haft lyst til at skrive en bog om Kresten Kold. Han var nemlig ikke spor kold, men fuld af varme ideer. Mange af hans skoletanker hører selvfølgelig til i en anden tid, for han levede i 1800 tallet, og det var der, han drømte om og virkede for en ny skole – træt som han var af Den sorte Skole, der var eneste svar på ingenting dengang. Men kernen i hans ideer er uopslidelig.
Kold arbejdede for en skole, hvor fantasien og drømmen og glæden og begejstringen skulle være de drivkræfter, der bar barnet frem til en stadig større oplevelse af verden og af sit eget rige indre.
En skole, hvor alt ikke skulle måles på tom udenadslære, en skole, hvor man ikke måtte sætte børn i en bås, hvor de kunne stå og lade deres store paratviden sprøjte som skidt fra en spædekalv, mens læreren holdt dem op mod de andre børn ( læs sunde børn) , der hellere ville lege end lære udenad.
Man stiller stadig børn i båse, som burde være forbeholdt høveder og andre fæhoveder.
Ja, det var sådanne tanker, Kold arbejdede med, og det lykkedes ham i vidt omfang at overbevise samfundet om, at børn voksede bedst og til bedre mennesker i glæde end under tvang. Og han omformede skolen til et sted,  hvor de gik af lyst. Sådan blev efterskolerne til.
I dag er det igen karaktererne og den store paratviden, der er i højsædet, og det er det parameter, man måler børn og skoler på. De skoler, der scorer de højeste tal, er de bedste, påstår man, og så skal folk tro, at de kan finde en god skole til deres børn ved at se på nogle tal. Hvor er det hamrende dumt!
Jeg skriver nok aldrig den bog om Kold. Men det burde skrives. Så jeg håber, en eller anden gør det.
Men for nogle år siden skrev jeg en lille klumme til avisen, som fortæller lidt om min egen historie i en skole, der ikke lige havde fattet Kolds tanker. Den kommer herunder:
KLUMME SOM ER FLERE ÅR GAMMEL, MEN DESVÆRRE STADIG AKTUEL.
”De må jo forstå, at vi har taget hele to tests. Vi er slet ikke i tvivl. De har et
venligt barn, Hr. Magnus Hesselholt, men hun er nu en gang slet ikke bogligt begavet.” Sådan omtrent faldt ordene den dag i 1952, da en alvorlig skoleinspektør bragte min far meddelelsen om, at hans niårige datter var en fiasko, i al fald hvad skolen angik. Nu var jeg så heldig at have en far, der kendte sine børn godt og vidste, at de såmænd var meget normale. Lidt dovne måske. Og temmelig ordblinde. Det sidste var han nemlig selv.
Han gik altså i brechen for sin unge, og det endte da også med, at
jeg i stedet for uhjælpeligt at havne i hjælpeklassen blev gelejdet ind på et
hold for ordblinde børn. Men etiketten ikke egnet blev hængende i alle de år, jeg gik på skolen. Og denne ville ikke indstille mig til gymnasiet, så far måtte punge ud til en dyr kostskole. Her klarede jeg dog gymnasiet fint og tog da også senere mine universitetseksaminer til tiden.
Men andre børn var ikke så heldige at have en far som min, og det er ikke godt at vide, hvad der blev af dem. Mange blev selvfølgelig fejlanbragte. Og det på grund af nogle prøver, som de voksne troede så blindt på, at de slet ikke kunne se børnene bag tallene.
I denne tid læser og hører jeg med stor undren om de nyeste tiltag inden for folkeskoleundervisningen.
Det drejer sig, så vidt jeg kan bedømme, om forordninger, der med ét hug vil
føre skolen tilbage til tiden før Grundtvig og Kresten Kold og nedbryde de fremskridt, der har gjort den danske skole så unik.
”Vi må skabe en stærkere evalueringskultur i folkeskolen,” hørte jeg forleden
Bertel Haarder sige. Og derfor skal der indføres flere tests af børnenes paratviden, mener han. Ja virkelig: så kan man tidligere sortere (læs: fejlsortere) børnene i forskellige grupper, så man kan skelne mellem dem, der er noget værd, og dem der er værdiløse. Og systemet kan tage sine forholdsregler, så de dummeste smukt dumper derned, hvor de hører hjemme, og de klogeste når den top, hvorfra markedskræfternes frie spil udfolder sig aller friest. Uligheden vil dermed vokse, det er jo klart, men det er skam et godt tegn, det har vi selveste landets socialministers ord for. Ulighed skaber nemlig dynamik, siger hun. Og det er sikkert sandt nok, og den materielle velstand vil måske nok vokse. Men jeg tror ikke på, at tingenes
trivsel er det største gode i samfundet. Det er menneskers trivsel, vi skal tænke på, ikke hårtørerenes og bilernes og deodoranternes og cyklernes og gummiskoenes og salgstallenes og alle de andres tal.
Og der er mange, der vil blive tabere i det spil. Og så giver jeg for resten pokker i en dynamik, der lægger dynamit under de svageste.
Jeg mener ikke, at skolebørn først og fremmest skal vurderes på, hvor megen
paratviden, de har fået indterpet. Terperi og tom udenadslære hører Den sorte Skole til, og jeg kan ikke for alvor tro, at Grundtvig og Kold har levet
forgæves! Nej, vi bør vurdere børnene på helt andre evner: f.eks. hvor
ordentligt, de forstår at opføre sig over for hinanden, hvor rare børn de er,
hvor gode de er til at lytte, både til læreren og til hinanden, og hvor ivrige
og interesserede de er i det, de laver og i der foregår omkring dem. Alt sammen egenskaber, man ikke kan måle i en test.
Selvfølgelig skal børnene også hen ad vejen tilegne sig færdigheder af faglig karakter, men det er efter min mening en forkert vej, man går i øjeblikket. Og muligvis kommer man ikke uden om evaluering af voksne menneskers viden, når de studerer.
Men man bør ikke teste børn på den måde og slet ikke stemple dem med tal. Det er for primitivt.
 
 

Lidt nødvendig snak om Gud og vi andre

Udgivet den af
Svar

Jeg har en god veninde. Mere end en. Og det er godt. Veninder ( og venner for den sags skyld) kan man snakke med om andet og mere end dagen og vejen, skønt den snak sandelig også er vigtig og må tages op gang på gang, for at dagen skal gå godt, og vejen være til at holde ud trods alle ujævnhederne.
Farbarhed fremmes af samtale. Jeg kommer til at tænke på Det gamle Skagen. Det gør jeg jo let, for i denne tid er jeg der hver dag – i det gamle Skagen – og her levedes livet benhårdt hver eneste dag livet rundt, men så var der Svallerbakken ( Steen Steensen Blicher kalder den sladrebakken, og rammer jo helt ved siden af, men hvor skulle han vide det fra).
På Svallerbakken mødtes konerne, når der skulle snakkes. Og det skulle der. Og det blev der, og jeg er overbevist om, at den snak er en af de aller vigtigste årsager til, at Skagen ikke blev forladt i de onde år, men trods de umenneskelige levevilkår, som navnlig i 1700 og 1800 tallet bødes befolkningen, overlevede og rejste sig og fortsatte år ud og år ind. De overlevede, fordi de havde hinanden og kunne “svalre” ( og det betyder ikke sladre) – og i deres svalren støttede og løftede de hinanden. Mændene mødtes hos købmanden, og her drak de jo rigeligt, men de fik også svalret. Og tingenes tilstand blev vendt og drejet som skråen i munden, men de fik måske skik på nogle spørgsmål, og i al fald gav det dem en tryghed at vide, at de andre var der og talte samme sprog.
Men det var snak om vejr og vind og dagligdag, og jeg ved ikke, om de gamle Skagboere gik længere ud ad en eller anden tangent og snakkede om tilværelsen og meningen med det hele. De snakkede ikke meget religion. Den var der bare. Og hørte til hos præsten. Og i kirken. Og ikke på Svallerbakken eller kroen. Og den var ikke noget at diskutere, ligeså lidt som man diskuterede det uldne undertøj. Senere kom Indre Mission og piben fik en anden lyd.
Men den anden snak. Den om det, der ikke handler om dagen og vejen. Her er det godt at have gode venner, som kan og vil gå lidt længere ud end den slagne landevej. Som godt tør tage omveje og stikveje og snakke om religion og kærlighed og ondskab og godhed og alle de andre abstrakte ting, der tegner livet omkring os.
I går skrev min veninde et brev og fortalte, at hun havde været til et højskolemøde. Hun har ligesom jeg hele sit liv været gymnasielærer, og vi har ikke haft ret mange fødder indenfor i højskoleverdenen – nu lister vi indenfor, når der er foredrag. Og sådan et møde havde hun været til, og højskoleforstanderen var også foredragsholder, og han talte om det at være dansk. Hun blev lidt rystet – dels over hans overfladiske behandling af emnet og dels, fordi han luftede en buket af fordomme, så ildelugtende, at luften føltes trang at indånde. Han talte om, at vore danske værdier er truede af alle disse indvandrere, der kommer med deres fremmede og farlige kultur. Islam især. Om nogle år er vi alle muslimer, sagde han endda. Så var det hun fik lyst til at spørge den talstærke tilhørerskare: “Hvor mange af jer har været udsat for, at muslimer kom til jer og ville “omvende” jer?” Og bagefter: “Hvor mange af jer har været udsat for, at kristne kom til jer og ville “omvende” jer?” Hun ville ikke have set en hånd i første spørgsmål, men derimod et hav af hænder i næste spørgsmål.
Det må være hæsligt at være en fremmed i Danmark.
Somme tider synes jeg endda, at det er “træls” at være dansker i Danmark – alle de mange landsmænd, der sidder naglet til de  intetsigende og fordummende popprogrammer, der vælter ud af medierne, og som for rigtig mange mennesker fungerer som deres religion. Det er en religion, der efter min mening er mere skadelig end Islam, fordi den sløver hjernen og lammer fantasien.
Jo, så er jeg ikke ubetinget stolt af at være dansk. Den folkereligion, vi har annekteret i Danmark, og som hedder dum underholdning og tankeløst overforbrug er ikke noget, vi kan være stolte af. Dannebrog eller ej. Konfirmation eller ej. Højskolesangbøger eller ej.
Og så er der Kristendommen. Nu skynder jeg mig at bekende, at jeg er kristen. Det kan ikke være anderledes, jeg er døbt og konfirmeret, og jeg går i kirke og beder til Gud. Vi har det ikke altid godt med hinanden, men jeg prøver så godt jeg kan.
Men Kristendommen! Somme tider tænker jeg: “Gud fri os for den!” Og mener jo noget andet. Som når en muslim får kvalme af sharia og siger: “Allah fri os for Islam.”
Der er al mulig grund til at frygte ekstreme islamister, for de udspreder rædsel i hele verden, og der skal nok være havnet et par stykker af dem hos os også. Fri os for dem! Men Islam har jo ikke hele æren for rædsel og vold. Kristendommen følger pænt med, hvad det angår. I går læste jeg om en bog, der netop er udgivet af en mand, der som ung blev indfanget af scientology og i 20 år levede i en psykisk spændetrøje. Og der er rigtig mange unge, der fanges ind af rabiate “kristne” samfund og lammes totalt – uden for rækkevidde af samfund og familie.
Ekstreme kristne er ved Gud også voldelige. Og de har magt. Se blot i USA -her hører nogle af dem til den øverste magtelite. Der er mange, der undrer sig over, at USA ikke vil arbejde for et bedre miljø. Det er slet ikke underligt, synes jeg, for det ligger i deres måde at være kristne på. Ja såmænd. Jeg har hørt amerikanske toppolitikere udtale i fuld alvor, at vi ikke skal bekæmpe forureningen af kloden, for den er et led i HERRENS plan. Det er hans plan, at jorden skal gå under og en ny opstå ( Læs selv Johannes Åbenbaring – og amerikanerne er bibelfundamentalismer, de har nemlig aldrig opdaget, at Guds Ord er Jesus Kristus, nej, de bliver ved med at tro, at Guds Ord er nogle bogstaver i en bog!!!
Altså, lyder det, vi skal ikke arbejde for et renere miljø, for når vi sviner og lader stå til, så hjælper vi GUD med at fuldbyrde hans plan! Dommedagsprofetierne må vi ikke modarbejde – det er ukristeligt – siger nogle af de mest magtfulde politikere i USA!!!!! –
Og vi er bange for muslimerne!!!!!!!

Digteren og samfundet

Udgivet den af
Svar

Grotten og Elfenbenstårnet og lidt om to digtere, der ville det samme.
”Kom ud!”
Hun må råbe, for han sidder dybt inde i sin grotte, og det eneste, hun skimter, er lyset fra skærmen. Som et sygt, uroligt øje blinker det ud til hende. Hun bøjer sig helt frem og prøver at finde de rigtige ord:
”Jeg savner dig. Forlad dit skjul!”
”Jeg skjuler mig ikke, jeg skriver”.
”Du flygter.”
En brummen ruller ud mod hende, troldeagtig, synes hun, men alligevel kan hun ikke lade være med at krybe endnu længere ind i hans mørke og hviske, at hun elsker ham.
En dag kommer han ud. Mest for at se, om hun er der.
Godt, det er hun, han sukker lettet, og inden hun når at reagere, er han på vej tilbage, og mens hun løber frem og lige når at strejfe hans hår med fingerspidserne, forsvinder han i sit mørke. Her bliver han meget længe.
Trolden derinde i grotten er digteren Henning Mankell, (ham med Wallander), og ovenstående dialog har jeg digtet, men den er alligevel ikke det rene digt. I et interview med Eva Bergman, der er gift med digteren, karakteriserer hun ham som en trold, der sidder og helst vil blive siddende dybt inde i sin grotte, mens han skriver om det mørke, der er i verden og i ham selv.
Kirsten Jacobsen har skrevet en bog om ham, og af den fremgår det, at han er en af de mest samfundskritiske forfattere i tiden, og at han med sine bøger er med til at afdække bagsiden af det svenske ”Folkehjem” – den voksende racisme, egoismen og brutaliteten i samfundet og i menneskers møde med hinanden.
Nogle kritikere af Jacobsens bog dadler hende for at forherlige ham, men det synes jeg ikke, hun gør. Hun er objektiv i sin skildring. Og Mankell er for resten kravlet ud af grotten og har bosat sig i Mozambique, hvor han bl.a. har doneret penge til en børneby. Han betaler sin skat i Sverige og forsøger i det hele taget at leve op til de ideelle krav, han stiller til andre og til det samfund og den verden, han er en del af. Det kan der vel ikke være noget suspekt i? Og dem, der kalder ham selvgod, har vel bare dårlig samvittighed – eller også er de bare dårlige mennesker! Det er nu min mening om den sag.
Men billedet af grotten hænger ved. Og jeg tror, at mange forfattere kan finde sig hjemme i det billede. Det er imidlertid også et billede, der passer til tiden. For selv om det kunstige lys har fortrængt nattemørket, så har der samlet sig meget mørke i sindene og i de kroge, vi kryber ind i, men hvis eksistens vi helst vil fortrænge. Ondskaben og angsten blev ikke fordrevet med lyset i gader og stræder. Eller med ”Oplysningen” for den sags skyld.
Og lyset. Vi kalder vor tid for Lysets Tid, men så glemmer vi, at vor tids lys ikke altid varmer som forårssol i maj, men undertiden blænder og blinder – at det også er lyset fra krigens brændende byer og blitzlyset over Hiroshima. Vor Tids Lys varmer ikke kun, det dræber også.
Grottebilledet hører vor tid til. Det hører også vore digtere til. I en anden tid var det andre billeder, man heftede på digteren og kunstnerlivet. Engang var der ikke tale om en grotte, men et elfenbenstårn. Digteren sad i sit elfenbenstårn. Og hvor lyser det smukt og duftende rent, dette hvide tårn. I modsætning til grotten, der lugter af fugt og forfald. Og så alligevel. Se nærmere på tårnet! Det lyser vel også af kulde. Gør det ikke? Og af hårdhed. Koldt og benhårdt. Men smukt, det må vi holde fast ved.
Og nu springer vi 500 år tilbage i tiden og lander højt oppe i elfenbenstårnet. Og hvad ser vi? Åh jo, der sidder han jo, digteren, bøjet over sit hvide papir og med sin gåsepen i hånden. Langt borte fra verden, akkurat som trolden i grotten, men se blot nøje på ham! Han er sandelig ingen trold, men en herre klædt i fløjl og silke.
Den smukke digter i det smukke tårn var fransk, og han hed Montaigne, og der sad han altså i sit tårn og skrev akkurat som den langt senere og meget fjerne digterkollega gjorde i sin grotte. Men de ville ( vil ) det samme med deres skrifter: ændre en verden, som de syntes dyrkede brutaliteten og skabte grobund for umenneskelighed. Det ville de lave om på. De ville simpelthen gøre verden til et bedre sted levested for mennesker.
Og han var heldig, den gamle digter, for han var barn af en tid, hvor ingenting mere blev taget for givet – hvor alt flød og var i forandring. Og et håb om en bedre verden var blusset op og brændte sig lige ind i digterens sjæl. Jo, han troede, at det nyttede.
Humanismen og renæssancen kalder man de bevægelser, han var en del af, og som lagde sig som et plaster over et såret og hærget Europa. Et Europa, der var i færd med møjsommeligt at rejse sig fra en alt for lang  middelalderdvale, der ind imellem havde været et mareridt. Men nu skulle de nye tider oprinde. Håbet var tændt. Og Europa så sig om med friske øjne og forventning i blikket.
Vi kan se dette nye håb glimte frem i renæssancemalernes billeder. Der strømmer et lys ind over ansigter og klæder, der farvestrålende træder frem af mørket. Rosenrøde og azurblå.
Den måske mest kendte eller i al fald en af de kæreste scener fra Biblen bliver deres yndlingsmotiv. Det skal males igen og igen. Det er det øjeblik, hvor englen Rafael stiger ned til jorden og fortæller den unge pige, Maria, at hun skal føde Guds søn og altså bære kimen til en ny verdensorden i sit skød.
Montaigne er heldig at leve i den tid. Han er også heldig på en anden måde: han er rig. Han behøver ikke sidde på et fattigt hummer i pjaltede klæder som så mange andre digtere.
Det er også ham, der opfinder billedet “elfenbenstårnet” – der må digteren sidde og tænke, langt fra menneskenes turbulente verden. Fred i Europa. En ny verdensorden i kærlighedens tegn. Han har sådanne tanker.
Men der blev jo ikke fred. Nye religionskrige brød ud og satte hele Centraleuropa i brand, og det var en krig, hvor land efter land blev inddraget. Krigen rasede uafbrudt i 30 år, men selv om den sluttede i 1648, varede det mere end 100 år, før alle dens sår og skader var lægte, ja, nogen af dem var uhelbredelige, og vi slås stadig med dem, og der skulle gå mange år, før troen på menneskets evner og vilje til at skabe retfærdige samfund skulle genopstå. 1700tallets filosoffer byggede videre på Montaignes tanker og troede, at blot forstanden fik forrang for alt andet, så ville det rent logisk flaske sig. Og der tog de jo fejl! – deres frihedsbegejstring endte i et af historiens største blodbad: Den franske Revolution – og i århundredet efter fulgte revolution efter revolution i øst og i vest, og det er vel sandt nok, at det meste af Europa endte med at blive en række demokratiske stater. Men vi må ikke glemme, at de demokratier er byggede på blodsudgydelser og rædselsfulde voldsforbrydelser.
Ja, det er det fundament, vi står på. Det er måske derfor, trolden i Sverige har nok at gøre. Det er supermaterialismen, der har sejret og regerer vore samfund, hvor vækst, forstået som så meget produktion og så stort salg af varer som muligt, er den højeste værdi. Og her er der virkelig tale om vild vækst, akkurat som kræftcellen, hvis vækst ikke kan kontrolleres, men ender med at ødelægge det legeme, den vokser i.
Vi har brug for digtere som Mankell, der tror på, at det nytter at skrive om de uretfærdigheder, der er i samfundet – om den nød, der stadig tegner store dele af befolkningernes liv. Og om uretfærdigheden på globalt plan.
Men vi har også brug for en ny Montaigne – en der vil stige op i elfenbenstårnet og tænke nye modeller for samfundsbygning – ikke kapitalismens ( og liberalismens) iskolde vækstparadigmer og ikke kommunismens frihedsknægtende umenneskelighed.
Og nej, så alligevel ikke, for ligefrem en elfenbenstænker skal vi ikke ønske os. Mon dog? Han bygger vel blot en ny ideologi, i hvis navn folk kan myrde løs som de plejer. Nej, men de folk, der virkelig er gode tænkere, og som forstår sig både på tørre tal og levende mennesker burde begynde at tænke sammen, at diskutere … ja, men ikke bare diskutere, hvordan vi kommer over de økonomiske “kriser” og igen kan begynde at svine miljøet til med overproduktion og overforbrug. Nej, det skal være mennesker, der både har hjerne og hjerte og kan føle ansvar både for nutidens og fremtidens børn. Hvorfor findes de ikke? Hvorfor tænker den økonomiske og den politiske videnskab så enstrenget og konformt og i de samme gamle stive mønstre?
Vort århundrede ligner på uhyggelig vis 1600tallet, hvor alt stivnede i faste paradigmer. Det er den samme ubevægelighed, der kendetegner vor tids videnskabelige tænkning. Men bevar mig vel, den skal jo også først og fremmest gavne ERHVERVSLIVET og sikre dets vækst. Det er den vej, forbindelsen skal gå og ikke andre steder hen!!!
ERHVERVSLIVET er jo det liv, der har erstattet MENNESKELIVET. Det glemmer jeg somme tider, fordi det er sådan en hæslig tanke.
Hvornår får vi en renæssance?

Om åndelig junkfood

Udgivet den af
Svar

For nogen tid siden så jeg en lille knægt ryste på hovedet, da en venlig nabo ville forære ham en sodavand. ”Nej tak”. ”Jamen kan du ikke lide sodavand?” ”Det ved jeg ikke,” svarede den lille, ”men jeg ved da nok, at det er tomme kalorier.” Han havde ansvarsbevidste forældre, og de havde lært ham at skelne mellem bras og kvalitet. Jeg ville ønske, at dem, der bestemmer, hvad der skal serveres for os i dansk TV havde samme evne. Hvis de har det, så er de meget kyniske, og jeg vil alligevel hellere tro, at de bare er dumme.
Jeg har ikke noget imod amatørisme. Tværtimod. Jeg har med største fornøjelse spillet amatørteater, og jeg glæder mig hver gang, nogen har
mod til udfolde nogle af de mange talenter, de har i sig. Hurra for det!.
Det er også fint at lave amatørkonkurrencer. Men det er ikke fint at lave X-faktor. Og af mange grunde: man bilder jævne og almindelige mennesker ind, at sangglæde og en selvsikker optræden er nok til at blive berømt og værdsat. Berømt? Javist, men for ingenting, for der er ikke gran af kunst eller originalitet i det, de frembringer, og hvis man fjernede al flitterstadsen, hele den kostbare anretning, sangen serveres i, så er der ikke meget tilbage. I al fald ikke mere, end hvad de fleste unge sangglade mennesker kan præstere.
Samfundet bruger millioner af kroner på at lære folk at skelne mellem junkfood og kvalitetsmad, for vi ved jo, at dårlig ernæring er
farlig. Men så er det da tankevækkende, at man tolererer den åndelige junkfood, ja, ligefrem hæver den til skyerne og lader folk labbe den i sig, selv om der ikke er fugls føde deri.
Denne hyldest af middelmådigheden er jo slem nok. Men værre
er det måske, at der i konceptet er indbygget en foragt for medmennesket: Det
handler bl.a. om at få de ”glade” amatører til at lide og græde, for det skal
gøre ondt, og de skal fornedres. En parallel til middelalderens gabestok. Så
kan de stå der til spot og spe! Og hvor virker det sygt, når det underlige
trekløver, der både er jury, dommer og bøddel hidser sig op til den højeste
patos og den dybeste rørelse. Så mange følelser for … ingenting.

Hadet der dræber

Udgivet den af
Svar

 
Forrige måned ville jeg have skrevet en klumme om den tragiske ulykke i Norge, men så kunne jeg ikke. Det var for tæt på og desuden for komplekst til at klemmes ned på en klummes knebne spalteplads.
Men ofte er tankerne gået deres egne veje, og de er igen og igen endt i det mareridt, der rystede os så voldsomt. Rystede os, ja, og det er i grunden sært, for vi er jo så hærdede, vi ser vold og terror på TV hver dag, vi ser børn sulte, folk flygte, naturkatastrofer ramme i flæng og krige hærge, og det drejer sig om mange hundreder, ja tusinder af mennesker – så ufattelige tal og så ufattelige lidelser får vi daglig serveret, og alligevel eller måske netop derfor påvirker det os kun i middelsvær grad.
Men det, der skete i Norge, ramte os i hjertet, og jeg tror ikke, der nogensinde er blevet grædt så mange tårer i Skandinavien for så få mennesker på så kort tid. Vi så jo de ansigter, og vi fik børnenes og de unges navne læst op, vi så deres familier i den dybeste fortvivlelse. Det kom så nær på.
Og så skete det i et nordisk land. Og endnu værre: det kom ikke snigende ude fra den farlige omverden, det kom indefra. Fra os selv, for gerningsmanden var en af vore egne. Vi kunne ikke distancere os fra ham ved at påpege, at han jo havde rod i en middelalderlig og primitiv kultur med værdier så milefjernt fra vore.
Nej, han er en af os. Han mener det samme som mange af os: kalder sig f.eks. en kristen ( det gør vi også), er stolt af sit land ( det er vi også) er imod ideologier, fordi de gør folk dumme ( det giver de fleste ham ret i). Selv hans kritik af de fremmede er jo ikke fremmed for ganske almindelige, pæne borgere. Jeg hørte forleden en fyr, som jeg ellers finder ret flink, sige, at det da er godt, at vi har rockerne, for de forstår at sætte indvandrerne på plads (!).
På alle andre måder er ham, der nu ikke mere fortjener et navn, så helt almindelig: han opvokset med en enlig mor, men hun hverken slog, sultede eller misbrugte sit barn. Han havde en tryg barndom, og det er måske det, selve almindeligheden, der er mest skræmmende.
Afgrunden mellem ham og os ligger ikke i det, han tænker om verden og det, vi tænker om verden, den ligger i det, som de tanker og meninger fik ham til at gøre. Af årsager, vi ikke kender, så er hans sind så afsindigt fuldt af had, at det har skabt ham om til et umenneske. For ham findes der ikke et ”du” men kun et ”jeg”.
Had er den farligste og ondeste følelse, der findes, og den gror som tidsler i os alle og forsøger at kvæle alt andet. Lader vi hadet tage overhånd, så kan det frygtelige ske. Så kan vi blive kolde dræbermaskiner, døde robotter.
Hadet dræber både den, der bærer det i sig, og den, det retter sig mod. Det var det, vi så i Norge. Ingen behøver kræve dødsstraf over robotten deroppe i Broderlandet. Han er allerede død. Det har han været længe. Og kan vi lære noget af hændelsen, så må det være, at vi altid bør være på vagt, ikke overfor det fremmede udefra, men overfor det fremmede indefra.
Overfor det had, der dræber.

Intermezzo

Udgivet den af
Svar

Der vil nu igen blive en lille pause med hensyn til nye indlæg i forbindelse med mit Skagens projekt: Der er bøger, jeg skal have læst og arkiver, jeg skal granske.
I mellemtiden vil jeg oprette en ny kategori af tekster med titlen Menneske og Meninger – det er naturligvis et meget bredt emne, og indholdet vil få en temmelig spontan karakter, idet det vil dreje sig om tanker og følelser, der melder sig hos forfatteren, og som er så insisterende, at hun synes, de fortjener at sættes i ord. Og at læses af andre.
Det er desuden sådan, at jeg en årrække har forsynet Amtsavisen i Randers med små artikler om aktuelle emner, og et lille udvalg af disse klummer ligger allerede på både avisens og min egen hjemmeside.
Småartikler om aktuelle emner vil for fremtiden også blive lagt ud på denne blog.
Det skulle glæde mig, om andre vil kommentere disse indlæg.
Der vil kort sagt med mellemrum dumpe den slags tekster ind i bloggen, hvori der “menes” noget, og som sagt, har du en anden mening om emnet, så skriv og vær med i en debat ( eller duel ) på ord om ting, der i det mindste ikke forekommer forfatteren ligegyldige.
Et svar, ja, for det er altid rart at fornemme, at man ikke står og råber i ørkenen. Gør man alligevel, kan det måske nok lyde helt morsomt, men er dog en smule absurd, for just ørkenen er vel en biotop, hvor man ikke kan forvente noget ekko. Men hvad er der også ved et ekko? Det er jo ens egen stemme igen.
Hellere et rigtigt svar fra en andens mund – det være sig kys eller bid.
Apropos meninger. Det, vi tror på,  fortæller noget om, hvem vi er: hvor vi kommer fra, hvad vi laver, hvilke folk, vi omgås, hvad vi vil kæmpe for, eller måske netop ikke kæmpe for, eller om vi overhovedet vil kæmpe og ikke hellere bide i græsset eller bøje nakken., og det fortæller også noget om, hvilke våben vi vil bruge, hvis vi bliver kastet hovedkuls ud i en strid, og selv den mest pacifistiske af os kan pludselig se sig kylet ud på en kampplads, hvor det er nødvendigt at gribe til et eller andet for at forsvare sig selv eller sine kære eller måske kun sine meninger.
I det her forum ( på min blog) bliver der kun brug for det sidst nævnte fænomen, nemlig at forsvare sine meninger. Og det eneste tilladte våben er ORDET i alle dets afskygninger, men helst så frit og ærligt, at det kan gå lige ind i næstens sind og tanker og gøre godt der. Og fri os fra de onde ord, der sårer og giver ar.
Det første indlæg i denne ny kategori “Mennesker og Meninger” vil handle om Norges ( og alles ) store ulykke i denne sommer.
De følgende vil komme dumpende, efterhånden som de melder sig …