Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
KUNSTEN
Jeg har aldrig kunnet fordrage ”l’art pour l’art” teorien – det, at kunsten skulle være til udelukkende for kunstens egen skyld – at kunsten ikke er noget, der behøver at have et budskab ud over det ene: at være kunst. For mig er den i så fald tømt for indhold og stivnet i sit eget døde selvbillede. Lige meget, hvor meget den så lever op til kriterierne for ”kunst”. Den samme fornemmelse af afsky har jeg altid næret for betegnelsen ”kulturkristendom” – og vist nok af samme grund. Hvis indholdet i troen kun skulle være ”kultur” altså det af mennesket formålsskabte, så mister det sit indhold: det, som var, er og bliver før mennesket, kort sagt: det som handler om Gud.
At forvandle kunst til ren form er som at forvandle tro til kultur, kærlighed til sex og natur til agerbrug. Det er at proppe det store, ubegribelige ned i kasser og bore små kighuller i kasserne, så vi kan betragte det og sige: nej se! det der er kunst, se! det der er kristendom, se! det der er kærlighed. Så bliver det fattigt.
Jeg kan bedst illustrere det med et eksempel fra den del af kunsten, jeg kender bedst: nemlig litteraturen. Tom Kristensens novelle ”Ulykken”.
T. Kristensen var ekspressionist, og hans digte malede i grelle farver: det skulle smælde mellem linjerne. I et digt skriver han: ”Jeg har længtes mod Skibskatastrofer og mod Hærværk og pludselig Død. Jeg har længtes mod brændende Byer og mod Menneskeracer på Flugt.” For i volden er der blod, og blod er rødt, og det smælder som røde faner, det folder sig ud som valmuer – osv.
Men på et tidspunkt vender Tom Kristensen sig imod sin egen æstetik: denne trang til at forvandle virkeligheden til farver og former og lyde, til døde ting. Det sker i novellen ”Ulykken.”
Jeg har ikke læst novellen, siden jeg engang i forrige årtusinde underviste i den, men jeg husker indholdet: Det handler om en maler (eller måske en digter) som hører, at der er sket en forfærdelig togulykke lige i nærheden, og hans lyst til at beskrive den kunstnerisk vågner straks, og han farer derud, og han får også fat i billederne af blødende mennesker og farverig rædsel, lige til at gå til.
Men om natten vågner han ved, at en fugl ( hans egen kanariefugl) flyver hen og sætter sig på hans hånd, og han mærker varmen fra det lille liv strømme igennem sig, og det er den oplevelse, der med et får ham til at indse, at livet er det ægte og sande.
Kort sagt: han forkaster æstetikken for moralen.
Måske har Søren Kierkegaard samme tema i ”Enten-Eller” – men her er jeg ikke kyndig.
Jeg vil naturligvis genlæse Tom Kristensens novelle og samtidig forsøge at finde forfatteren til novellen: Tingene, for lige den novelle viser det samme: hvordan vores fascination af, ja netop de døde ting fører os i døden. I den novelle dør hovedpersonen faktisk af sin trang til at “tingsliggøre” alt omkring ham. Det bliver spillet ud i sin yderste konsekvens og kommer derfor også til at virke ( ufrivilligt?) komisk, som f.eks. når han forsøger at lægge sine børn smukt til rette på hylderne, så de pynter i stedet for larmer.
Alt det vender jeg tilbage til.
Jeg vil slutte dette indlæg med at annoncere det næste, som vil blive et lille kig ind i en generation af begavede unge forfattere, der kan det hele: skrive, så englene synger, og samtidig få det skrevne til at give mening.
Jeg nævner de to, som jeg vil bruge som eksempler: Eduard Louis og Glenn Bech. En fransk og en dansk, der har det til fælles, at de begge kommer fra og beskriver underklassen ( det kalder jeg den så) og har et sprog, der er sjældent smukt og poetisk. Det er KUNST, når den er bedst.
En lille tilføjelse, inden jeg forføjer mig: litteratur skal være rigtig god, for at jeg gider bruge tid på den. Men jeg kan ikke, og jeg tror ikke, der er nogen, der kan, formulere de præcise kriterier for, hvornår der er tale om god eller dårlig litteratur. Men det høres. Det er som musik. Det kræver gehør.
Jeg kan fint fornemme, om noget er dårlig eller god litteratur, og indholdet kan være nok så supervigtigt, hvis sproget ikke synger med, så er jeg i al fald ikke i stand til at følge med ret længe. Så står jeg af.
Nu tænker jeg spontant på Fifty shades of Grey, som jeg købte i sin tid af nysgerrighed, for den blev markedsført som en fantastisk flot fremstilling af ”husmodersex” og det kunne da nok være tændbart for en gammel en af slagsen, tænkte jeg. Men uha, sproget var kedeligt og triviallitterært som fra en dårlig ugebladsnovelle de første 60 sider (jeg giver altid en bog 60 sider).
Uden saft og kraft i sproget er en såkaldt erotisk bog den rene tortur. Jeg kommer lige til at tænke på Anaïs Ninn. En god sammenligning, for hendes sprog er levende og smukt, og med sproget tilspidset indholdet er hendes erotiske litteratur en fornøjelse at læse.
Og nu, hvor vi er ved det: jeg hørte forleden P. 1’s litterære program ”Skønlitteratur på p1” med Nanna Mogensen. Og det handlede om krimilitteraturen og var et langt helhjertet forsvar for den genres ret til at blive placeret i samme bås som den ”rigtige” skønlitteratur. Jeg har altid været ligeglad med såkaldte plots, så det er ikke en litteratur, jeg er velbevandret i. Men jeg lyttede interesseret, men de lange passager, der blev læst op som bevis på, hvor fin en litteratur, der her var tale om, var så dårligt og ubehjælpsomt skrevet, at de til fulde støttede den ”fordom”, at krimilitteraturen ikke har skyggen af litterær værdi. De oplæste eksempler havde i al fald ikke.
Men det vender jeg tilbage til.
