Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, „forfatteren‟ såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:
www.hesselholt.com.
Mange kender Viggo Stuckenberg. Hans digt „to som elsker hinanden‟ groede i al sin sentimentalitet fast i hjernen, da man var helt ung og ulykkeligt forelsket – eller måske endda lykkeligt.
Men få kender hustruen Ingeborg. Måske af navn. For hun var gift med den store digter Viggo Stuckenberg. Men hun var selv digter. Men det var en forkert tid og hun fik næsten ingenting publiceret. Og det hun skrev, f.eks. romanen „Fagre Ord‟ tog ægtemanden æren for, og det var hans navn, der prydede forsiden.
Hendes skæbne var krank. Ikke kun fordi hun ikke blev anerkendt som forfatter. Også fordi hun aldrig hørte op med at drømme.
Hun emigrerede til New Zealand i håb om at finde opfyldelse af drømmen. Det blev jo kun til fortvivlelse, fattigdom og glemsel.
Og så skød hun sig.
Det kan man alt sammen læse om i den lille bog, udgivet på Læseforeningens Forlag: Ingeborg Stuckenberg – Samlede værker.
Da hun var død, skrev vennen Sophus Clausen følgende digt om hende:
Til dine Øjnes Aandemusik
i Skumringstimen vi lytted sørgmodig.
Din tavse Mund stod smertelig modig
i Drømmepagt med dit Tungsinds Blik.
 
Du fulgte med søvngænger-festlige Skridt
en vaad Allé, som var høstafbleget,
med Hjertet stort af fortvivlende meget,
hvoraf der skal huskes saa bitterlig lidt.
 
Hvor kan en Kvinde med trofast Sir
skønt selvfortæret af Smerten og Haanen –
bygge sig Slotte i Solen og Maanen
og klippe Stjerner af Guldpapir!
 
Men du var opfyldt af Klokkespil,
som drog dig fjernt over Hav og Bølge
med deres uhørlige Tonefølge
til Eventyrland, som for dig var til.
 
I dine Øjnes Aandemusik
det kæmper og haaber, det hvirvler og spøger
som Genfærd fra tusinde Tider og Bøger,
du vilde ej taale, at Livet forgik.
 
Ej har dine Søstre paa tyve Aar
med Læberne røde af Kys og Løgne –
den Ro i to Uro-store Øjne,
den Straaleglans af usigelig Vaar.
 
Din Mund var en Gaade med lukkede Segl.
Men Øjnene stirred saa blanke og kolde,
som skulde du dyste med Drager og Trolde
og blive ført bort under Sørøversejl.
 
Som skulde et Sted paa den sorte Jord,
du vinde den Sandhed, hvorefter vi spejde,
og lykkelig frelse fra Livets Fejde
en Fabelblomst og et gyldent Flor.
 
… Det greb dig som Skændsel, at Dødens Le
vil fælde hver Drøm, som gøgler og kogler,
og blotte de stakkels blufærdige Knogler,
som Kvinden skjulte med hvileløs Vé.
 
Naar Blæsten vendte det brogede Løv
til Side fra Træernes øde Skeletter,
du huskede mørke, forglemte Nætter,
hvor dine blodfyldte Savn blev til Støv.
 
Saa gik du bort. Men den Livets Drik,
du søgte, blev dig til Bærme i Munden.
Vor Ungdoms frimodige Søster forsvunden
og tabt i Taagen dit Tungsindsblik!
 
Da dine Haandtryk og Spor forgik,
vi saa din Stolthed, som aldrig har sveget.
Der bliver fortvivlende lidt af saa meget:
 
kun Aandemusik.
———–
Ja, der blev åndemusik tilbage. Og musikalsk var hun.
Drømmen. Lykken. Hun holdt fast i den, selv om den til slut kun var en flosset flig af håb.
Hun så sandheden allerede på vejen mod drømmenes paradis: Australien – New Zealand – Den nye Verden.
Den var ikke bare en skuffelse. Den var værre end det. Rædsel og fortabelse. Realitetsschokket slog hende allerede inden hun nåede frem. De store hobe af ulykkelige udvandrere – mennesker på flugt fra en verden, de ikke kunne leve i. Til en, der var værre og det anede dem allerede på rejsen. Ingeborg Stuckenbergs rejseskildringer er hjerteskærende læsning.
Det syn, som mødte hende på vejen væk fra Europa, er det samme, som i dag møder os ( vi ser det i TV), når vi ser de storre flygtningestrømme på vej mod Europa. Også de er i en håbløs situation og med en ligeså urealistisk drøm i bagagen.
– De (udvandrene) løfter neppe Blikket fra Brostenene. – Skulende, skumle og sammenkrøbne venter de paa Afrejsen. Med deres smaa Byldter i Hænderne lader de sig drive som Kvæg ind paa Banegaarden og op i Vagonerne. – De forsvinder forude i Skbet, der venter med fuld Musik og vajende Vimpler ude i Bremerhafen, og de ændses lidet før de tælles og registreres og sættes i Land med det øvrige Gods i Australien, for at gaa videre til Guldmarkerne. Det er „Tredie Klasse‟.
Om „Anden Klasse‟ skriver hun : Her er Folk, der har Engagement og gode Fremtidsudsigter i Kolonierne, og her er de, der vover Rejsen på Lykke og Fromme og stoler paa Tilfældet og Forsynet og Eventyret, som blev dem fortalt om Guldet og de grønne Skove. – Der er den unge Pige, der har sit Brudeudstyr i Kufferten og sin Brudgom paa Sydhavsøerne, og der er den sølle Fyr, der hele Tiden drejer paa sin blanke Forlovelsesring og skriver mange og lange Breve. – En stakkels Moer rejser med to „Baby‟ Tvillinger, der er så søssyge og skriger baade Nat og Da, og en lille krølhovedet Baby rejser helt alene og jamrer over Tilværelsen i en evig grædende Benægtelse til alt, hvad der hænder hende. Oh! no no no! Der er Folk, mest unge Mennesker, – Godtfolks Børn at see til – der af Familien „sendes over‟ Oceanet for at forsvinde og forglemmes.( Citat slut)
Og senere beskriver hun således New Zealand:
Landet med de blaa Bjerge og den blaa Hummel, – landet der flyder med Mælk og Honning; hvor Jorden er billig og Arbeidet bliver godt betalt. Det er Tankerne, der besjæler den Ulykkelige, der samler sine sidste Penge sammen og sit sidste svage Haab, for at prøve en sidste Hasard for Livet og Lykken.
…. Ja, Bjergene er blaa og Himlen er det, men Solen skinner over Tusind stumme, skuffede Haab. Hjemløse og fremmede dør de, der ikke var kraftige nok til det frygtelige Arbeide her fordres for at eksistere. Hjemløse og fremmede, uden at kunne gøre sig forstaaelige i deres eget Sprog; forladte og uænsede kan de ligge og dø i deres Hytter her ovre. Ingen tænker på andet end at frelse sig selv: sauve qui peut! – Og stadig kommer Folk rejsende, stadig fortrøstningsfulde giver de deres sidste Nødskilling ud til denne sørgelige endelige Skuffelse.
De gaar fra Dør til Dør, fra Mand til Mand. Den ene henviser til den anden, kun for at slippe for dette Tidsspilde, at tage sig af andre Folks Affairer og vise dem tilrette. „Ingen har haft Bud efter Eder‟ – siger de her ovre, „her er Folk nok at faa‟ – Men stadig kommer der flere. – Og stadig skrives der om, at flere kan ventes. Landet er for det meste vildt og øde. – Klipper og Steen med tusindaarig Urskov med enkelte dyrkede Pletter iblandt. Jernbaneforbindelsen mangelfuld og kun i enkelte Dele af Landet. Alt er endnu kun i sin Vorden.  Ingen har Penge herovre, siger de mest formaaende mænd. – Folk kommer hertil fra Australien og Afrika – og fortryder det.
(I aviserne) staar ikke noget om alle dem – der ensomme og gamle bor i deres fattige Træhytter langt inde i Urskoven, hvor ingen kommer – eller om dem der bor saa langt ude i Landet, at de har mange Mile til nærmeste Nabo. Alle kom de her over som yngre og kraftige Folk. Alle kom de i Haabet om Lykken, og nu venter der dem maaske den samme Skæbne som ham, de brændte Hytten om ( fordi han var død derinde og sad som et råddent lig) – og de ved det. (Citat slut)
Selv kom Ingeborg i håbet om, at hendes bror, der allerede var emigreret, var velstillet og kunne hjælpe hende – det havde han skrevet i sine breve til familien. Han var imidlertid ludfattig og levede som arbejdsmand. Ingeborgs kæreste, som hun rejste med, var uddannet gartner ( slotsgartner) og regnede helt sikkert med godt arbejde i New Zealand. Han fik ikke en chance. Kunne blive underbetalt arbejdsmand. Selv bliver hun ansat som pige på en gård, hvor hun slider 16 timer hver dag med alt forefaldende arbejde, og da hun bliver syg, fortsætter hun med at arbejde, for ellers ville hun dø af sult.
Hjemme i Danmark har hun to børn, to drenge, og de breve hun skriver til sin søster er også lidt henvendt til børnene. Hun ved ikke, om de får lov at læse hendes ord, for hun er (naturligvis) en „forargelig‟ og falden kvinde. Har jo forladt mand og børn og begivet sig ud på et egoistisk eventyr.
Sådan tolkes det helt sikkert i pæne kredse. Hendes far er f.eks. meget velhavende, men han sender hende ikke en øre.
Hun skal helst glemmes. Så skyder hun sig. Og hun bliver jo ikke glemt herhjemme. Med sit talent ville hun have kunnet nå langt. Men hun måtte nøjes med et skyggeliv.
Det skal nævnes til sidst, at både hun og resten af den kreds af kunstnere, som hun færdedes iblandt, gik ind for „åbne ægteskaber‟ – det der i 70-kollektiverne bliver til „fri sex‟ – det kunne naturligvis ikke fungere. Og der har været voldsomme konflikter på den front. Det tror jeg i al fald. Og mon ikke Stuckenbergs digt ( hvem af dem, der så har skrevet det) viser lidt af den verden: