Helle for Helle

Udgivet den 19/01/2021 af marianne

Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Jeg troede engang, at når jeg havde Dostojevskij og Helle Helle stående øverst på listen over mine favoritforfattere, så var det, fordi den første satte gang i tankerne og fik mig til at reflektere over de evige eksistensspørgsmål: Hvem er vi? hvorfor er vi her? hvor skal vi hen? + alt det andet stof om livet og døden, der aktiveres og sættes i brand, når man læser den gamle russer, og fordi den anden satte sig i kroppen og pirrede sanserne med nydelse, som når man nipper til en gourmetret eller langsomt gufler en isvaffel i sig.

Men det er ikke derfor. Mange, ja, de fleste af Dostojevskijs bøger tager os jo med ind i en sanseverden, der er lige så mættet og jordnær som Helle Helles, jeg nævner de to, der først falder mig i pennen: Det døde Hus og De Sårede og de Ydmygede. Her møder vi ”almindelige” mennesker af kød og blod, og vi fanges af dem, fordi vi kender dem (fra os selv). Og hos Helle er det jo ikke blot fuglefløjt og flødebolle-kræs alt sammen. Det er det også, men i så raffineret form, at det trods det helt hverdagsagtige og jordbundne i teksten, hæver den til fornem litteratur. Og vi fanges af personerne, fordi vi kender dem (fra os selv).

Blev netop nu færdig med at læse (sluge) seneste skud (BOB) på det fine forfattertræ, der ikke imponerer ved sit omfang, ikke forgrener sig til det helt store, men vokser så stille som selve teksten, der bestemt heller ikke råber højt på noget tidspunkt.

Det skal jeg prøve at uddybe i det følgende

Hvis man skulle genfortælle Helle Helles bøger, så ville man komme på en umulig opgave. For der er ikke noget at fortælle. Eller sagt på en anden måde: teksten er sin egen fortælling. Den virker så enkel, og så er den alligevel så kompleks. Er i sig selv et paradoks. For den ånder af liv, og samtidig lider den af åndenød, eller personerne gør, og man sidder som læser og suges ind i fortællingens univers, fordi man ikke kan andet, og så får man samtidig en ubændig lyst til at yde førstehjælp.

Personerne er så hjælpeløse. Mund til mund- metoden dur bare ikke. De er låst fast i deres hjælpeløshed, fanget i et net, som det er umuligt at vikle dem fri ud af. Og hvis man gjorde det? De ville hade en, for de vil jo være der, i nettet. De hører til der. Og vi skal lade dem være. De er ikke selvpinere. De har et liv. Og Helle Helle giver dem SÅ meget liv i sproget.

Nu er det jo fiktive personer. Vi læsere har ikke noget at gøre i en roman andet end at læse. Vores rolle er begrænset – vi kan græde og le med personerne – vi kan ikke ændre dem. Men det er så alligevel det, man får lyst til med Helles personer.

Hvorfor handler de ikke? Jamen det gør de også. De køber ind, de laver mad, de mødes og skilles, de laver mere mad, meget mad, de spiser og de sover og går på arbejde. Og kommer ikke rigtig nogen vegne. Men skal de det? i ”hvis det er” farer personerne virkelig vild. I Rold Skov. Jeg vil citere lidt fra et kapitel (19) hvor de to personer er faret vild og bliver nødt til at overnatte i en shelter. Jeg tror, dette eksempel vil forklare lidt af fortryllelsen. Måske.

(side 53 – kapitel 19) : ”Vi kommer på plads op ad bagvæggen. Hun gnider sine arme hårdt under tæppet, fortsætter derefter med benene. Vi rykker tættere sammen, sidder med langsiderne op ad hinanden. Hun udsender en pudret lugt, støvet rose eller melon. Jeg forestiller mig, at hun også sidder med armene krydset foran brystet nu, hænderne i armhulerne og benene tæt samlet. Måske har hun også sine fødder over kors. Min vabel generer ikke synderligt nu, bortset fra en klistret fornemmelse i sokken. Jeg vipper med tæerne, de kan stadig mærkes, dog ikke lige meget. Hun sukker dybt.

Er du træt, siger jeg.

Det tror jeg nok.

Se, om du kan sove lidt.

Jeg prøver, men det er svært.

Regnlyden er meget søvndyssende. Det giver nogle ryk i hende, hun retter sig hver gang op. Men endelig falder hun i søvn, med hovedet på min skulder. Det er hendes hår, der lugter pudret, måske er det faktisk fersken. Hun har nogle lange udåndinger.

Vi sidder længe sådan. Det er en virkelig ensartet regn, der er ingen udsving i trommeriet på shelterens tag og i skovbunden. Vinden må være konstant, skydækket tæt. Hele ugen har det holdt tørvejr, vejret har været så strålende. Den sene eftermiddagssol stod lige ind i hytten, værelset var stadig lunt, når jeg trak mig tilbage. Jeg lagde mig oven på dynen og lod dagen løbe gennem hovedet til lyden af raflebægre. Min pose bananbolcher med lakrids kunne have gjort en forskel nu, under disse omstændigheder. Jeg trækker forsigtigt det øverste tæppe op omkring os med min frie hånd, men venstre skulder er let følelsesløs.

Måske falder jeg også i søvn. I hver fald giver det et lille sæt i mig, da hun løfter sit hoved. Hun gnider sig i ansigtet, taler ud gennem hænderne:

Det regner stadigvæk.

Ja.

Åh, jeg sov.

Hun gaber voldsomt, tæppet hæver og sænker sig.

Jeg drømte, jeg lavede te. Jeg er ellers ikke tedrikker.

Det er jeg heller ikke.

Jeg synes ikke, te smager af noget. Det er mærkeligt, folk er så vilde med det.

Man skal nok lære det.

Sikkert.

Hendes hænder er tilbage under tæppet, hvislende nylon.

Men lige nu ville det være fint med en kop varm hvad som helst, siger hun

Ja, med sukker i.

Og en lille kiks. Jer.

Ja, mon ikke. Hjøm, siger jeg med en kort fremmed latter, som jeg kommer til at gentage, og så griner hun også lidt:

Griner du af mig? I morgen sidder du selv med en kiks. I Hundige.

Gid det var så vel.

Tror du ikke, vi finder ud? siger hun bestyrtet og vender sig, en luftbølge udgår fra tæppet.

Jo, jo. Det er bare, fordi jeg ikke bor i Hundige for tiden.

Hvorfor ikke?

De er ved at brække gulvene op, der har været vandskade.

Nåeh.

Så jeg bor midlertidigt på hotel. På Amager. I nærheden af mit arbejde.

Var det skybrud?

Næ. Opvaskemaskinen. Der har åbenbart været noget i vejen med afløbet et stykke tid. Krybekælderen stod under vand.

Opvaskevand? Havde du slet ikke mærket noget?

Underligt nok ikke. Jo, der lugtede godt nok en lille smule ved køkkenvasken.

Det kan der jo sagtens gøre, uden at det betyder noget.

Ja, netop.

Det var synd, siger hun lidt efter med stor alvor, hun lægger sin hånd eller bagsiden af den på min underarm.

Så skal du ikke engang hjem-hjem.

Måske i næste uge, hvis det går efter planen, nu må vi se, siger jeg med luft i stemmen, smittet af hendes alvor, den rørende håndryg. (citat slut)

Som man ser, er det ikke eksistensproblemer eller relativitetsteoretiske emner, der diskuteres. Det er så almindeligt, og alligevel emmer det af liv.

NB: Det er ingen stavefejl, at der står JER efter kiks. Pigen siger ikke JA – hun siger JER. Det kender vi godt, ikke. At de unge udtaler “ja” som “jer.”

Lidt landbrugssnak med litterær bagkant

Udgivet den 21/11/2020 af marianne

Svar

Lidt landbrugssnak med litterær bagkant

I andre tider og kulturer fik (får) de afdøde deres kæreste egendele med i graven. Således fik min tipoldefar, Christiane Krøg, portrættet af min tipoldefar, Christian Krøg, med i graven. Og det har jeg aldrig tilgivet hende. Nu troner hendes eget portræt i vores stue. Det står på et chartol, som en anden tipoldefar har snedkereret, og jeg tager det af og til i hånden (når det skal støves af) og så taler jeg dunder til hende. For hvor kunne hun dog nænne at frarøve eftertiden billedet af dette enestående menneske, som min tipoldefar var?

Men jeg tænker, at hvis man nu genindførte skikken, så ville jeg have en lille håndfuld bøger med mig i kisten. Og en af dem, der helt sikkert ville komme med, er Hans Otto Jørgensen ”Plads til hundrede køer.” Den er en del af en trilogi og handler som titlen siger om livet på landet. Ikke lige nu. Men dengang, han som dreng selv var en del af det.

Jeg var aldrig en del af livet på landet, men min far begyndte sit arbejdsliv som landmand, søn fra gården Hesselholt i Hulsig, og landbrug lå lige for. Og hele livet tror jeg, at han længtes tilbage til dengang og til det liv. Og at han har givet længslen videre til os. I al fald følte jeg mig næsten lykkelig, når jeg som barn fik lov at deltage (så lidt det end var) i høstarbejdet på Hesselholt. Og min have er en del af min sjæl. En mark har jeg ikke. Men haven er STOR.

Når jeg nu skriver lidt om Hans Otto Jørgensen, som jeg i mange år slet ikke har skænket en tanke, fordi så meget andet har presset sig ind i mellemtiden og fyldt den ud, så er det jo, fordi han igen har skrevet en bog om livet på landet. Ikke det liv, der var, da han var dreng. Men det liv, der er lige nu, og som betyder ophør af liv, knuste livsdrømme og konkurser. Et erhverv i åndenød. Den udkommer lige nu, hvor minkavlernes selvdestruktion står som et billede på det, der sker med landbruget generelt i disse år. Men Hans Otto Jørgensen skrev sin bog før corona, så han vidste ingenting om den (u)lykke dette erhvervs ophør har bragt, vil bringe.

Den bog, han har skrevet, og som jeg endnu ikke har læst, for den er først lige på trapperne, og jeg må vente lidt endnu, hedder: ”Dead man walking” og mon ikke titlen siger det hele. Den har for resten to titler. Den har undertitlen: ”Mamres Lund” Og det kan man så tænke over, for det var jo der Vorherre flankeret af to engle aflagde Abraham et besøg for at fortælle ham, at han skulle blive far inden året var omme. Og at hans slægt skulle velsignes i al evighed. Jøderne blev velsignede, men også forfulgte. Og hvordan er det nu med landmændene?

Hans Otto Jørgensen er født på en gammel slægtsgård ligesom min far, og den har gået i arv fra far til søn i århundreder. Han fortæller i et interview om det særlige, at man på en gård altid lærte alting ved at efterligne. At gøre som far, der gør som sin far, der gjorde som sin far, der gjorde som sin far … osv. Denne evighed. Her er et citat fra interviewet med forfatteren: (fra Information d.20/11)

”At arbejde sammen i disse rutiner er som at være en del af det samme hav. Min bror og jeg bliver som én krop, og bønder gennem flere tider synger i vores bevægelser. Alting forløber også uden tale, fordi det hele var i hænderne og i kroppen som en reminiscens af alle tider i virkeligheden. Bønders arbejde til alle tider er på en måde i kroppen. Alting er opfyldt af at udføre arbejdet på bedste måde, ” siger Hans Otto Jørgensen fra sit hjem i Kalundborg, hvor hans bror for nylig besøgte ham for at hjælpe ham med at bygge et hønsehus. ”Da tænkte jeg på det igen,” siger Hans Otto Jørgensen; ”Hvor vidunderligt det er at smelte sammen med en anden i arbejdet. Evnen til selvforglemmelse er noget af det mest kostbare, et menneske kan have, og det kan man opnå i roen ved at have lært at efterligne og arbejde videre i andres bevægelser.”

Min mand, Ole, arbejdede som dreng i 50’erne på et husmandssted ved vestkysten. Her var alt arbejde præcis, som det altid havde været. Noget af det hårde arbejde foregik på knæene. Når der skulle luges roer, så kravlede man. Og min mand, som jo kun var en stor knægt, blev beordret til at ride til smeden for at få hesten skoet. Det var i arbejdshestenes tid. Og han skulle lige købe ind på vejen, og han har fortalt, hvor svært det var at balance med varerne på ryggen af en hest uden saddel. Men når han fortæller om den tid, er der alligevel et særligt lys i hans øjne. Som om noget er gået tabt. Og vist var det en god tid. Også. Og længslen efter den tid, trods trængslen i den – ligger og ulmer i mange af os.

Min mand, Ole, brød ud. Han kom på seminariet og blev lærer. Hans Otto Jørgensen brød også ud. Han blev forfatter.

I interviewet i Information fortæller han om barndomstiden og får den bemærkning, at det da lyder, som om det var en romantisk oplevelse af vokse op der. Forfatteren svarer:

”Men det var netop ikke en oplevelse, ”protesterer Hans Otto Jørgensen, ”Vi var bare i det. Noget af det, den tid, vi lever i nu, er plaget af, er oplevelsessyge. Og man ser naturen som et sted, hvor man skal opleve noget. Ikke et sted, hvor man bare skal være. Det at være, det har det ikke så godt. Jeg kan heller ikke bare være længere. Dengang var vi så tæt forbundet med naturen, at ræveungerne ikke opfattede os som fjender, for man var jo så ofte dér sammen med kreaturerne. Det er det, jeg taler om. At være så tæt på naturen, at man fodrer den og bliver fodret af den.” … ”Det er noget andet, man vil have, at naturen skal være nu. Et fristed. Stakkels natur. Det må da virkelig være noget af det ringeste, man kan være. Og så er det, det sker, at økovarer præsenteres som mælk, der smager af frihed. Det er den største fremmedgørelse, man kan blive udsat for, og det må være det modsatte af frihed. … Jeg kan næsten ikke bære at drikke sådan en mælk, der smager af frihed.”

Selv om det er mange år siden, jeg læste Jørgensens trilogi om livet på landet, så husker jeg lykken ved at læse den. En bog, der satte min egen læsning og skrivelyst i perspektiv. Og måske var medvirkende til, at jeg selv måtte skrive en bog om livet på landet. Det har jeg så nu gjort hele to gange. Og slået åndehuller i isen.

Lidt letfærdig snak om litteratur

Udgivet den 11/11/2020 af marianne

Svar

Det følgende skal du springe over, hvis du helst læser saglige tekster om litteratur. Det er denne her tekst ikke. Den er absolut baseret på mine fornemmelser for litteratur og kun det. Handler om det, der glider fra mine øjne og ind i sjælen og beriger den, eller det, som bliver hængene i øjnene og aldrig når længere, fordi det ingenting har at gøre i mit indre pulterkammer, der nemlig er det sted, hvor jeg samler og gemmer de læsninger, der har gjort indtryk på mig og sat aftryk i mig.

Den dyrebare verden, der får mig til at læse og læse og læse.

Spring det bare over.

Det er usagligt.

Somme tider tager jeg en klassiker frem og genlæser ham/hende (som regel ham), og det er somme tider så længe siden, at jeg sidste gang læste vedkommende, at jeg har glemt meget andet end følelsen af noget stort og godt. Entusiasmen fra dengang, jeg læste bogen første gang, og det er så den, jeg håber at genfinde.

Og det gør jeg ofte. Genfinder begejstringen. Men ikke altid. Og jeg tænker så, at de mange år: 20 – 30 – 50 mellem læsningerne har gjort mig til et andet menneske, der læser og sanser helt anderledes end dengang. Sådan er det nok. Og der er løbet mange ord gennem hovedet siden da.

Men jeg genlæste værker af Dostojevskij forrige vinter, og ingenting var forandret. Akkurat den samme berusende glæde.

Jeg studerede russisk i flere år på universitetet ( i 60’erne) netop for at kunne læse Dostojevskij på originalsproget og har hans samlede værker stående i reolen på dansk og enkelte udgaver på russisk. Nu genlæste jeg Brødrene Karamassov, Idioten og Raskolnikov, og de var præcis så prægtige som dengang. Jeg læste derefter Tolstoj og fandt ikke samme begejstring. Da jeg som ung læste Krig og Fred var jeg fortabt for omverdenen og levede i en anden verden, men sådan var det ikke nu. Heller ikke Karinina havde samme virkning som dengang. Turgenjev lod jeg ligge.

Og sådan er det også med mange af de danske klassiskere. Johannes V. Jensen fik Nobelprisen, men den havde han efter min mening ikke fortjent. Hans romaner vrimler med hovedpersoner, der er så afstumpede i deres menneskesyn og hele uetiske fremtræden, at selv ikke den bedste skønlitterære sprogvirtuositet kan redde deres ansigter. Dem taber de i al fald for øjnene af mig. Og jeg gider ikke Jensen længere. Og det passer jo så alligevel ikke. Hans digt om Columbus og den store verdenssmerte er fremragende. Og det er flere af hans digte jo også.

Men jeg skulle ikke skrive om de gamle, men om de nye.

De nye.

Jeg læste Knausgårds ”Min Kamp” sidste år, og jeg syntes ind imellem, at den var kedelig, men alligevel god nok til, at jeg blev hængende. Han vil sige noget, og han har sproget til det.

Jeg holder i det hele taget meget af norsk litteratur – er f.eks. glad for at læse Hamsun, trods hans usympatiske sympati for nazismen, så er hans personer ikke usympatiske. Og han skrev fremragende. Markens Grøde, Sult, og Pan er bøger, man ikke glemmer.

Per Petersson bliver jeg aldrig træt af at læse. Hans personer er vedkommende for mig, hans sprog er fornemt uden at være kunstigt. Jeg har også forsøgt at læse de mere sprogeksperimenterende nyere norske forfattere, men det er med dem som med flere af de nye danske forfattere. De synes lidt for meget præget af at være sprunget ud af en eller anden forfatterskole. Sproget er “tillært” – det bryder jeg mig ikke om. Jeg bryder mig ikke om l’art pour l’art – kunst for kunstens skyld. Det er sikkert min fejl – jeg forstår heller ikke “den moderne kunst”. Installationskunst – umuligt at røres af, synes jeg.

Jeg kan godt se, at meget af det, Jon Fosse skriver er “flot” – men det keder mig, og det virker kunstlet. Men jeg kan ikke vurdere ham sagligt, for jeg har kun læst en bog og gider ikke læse mere end den ene. Det er den meget anmelderroste ”Kveldsvævd” – der er for meget finurlig sprogbryggeri i den, til at jeg bryder mig om det.

Vigdis Hjort har lidt af det samme. Og til en vis grad også Kjell Westø: det er f.eks. noget med ytringsverberne.

Så er der også det ved de to sidstnævnte forfattere, at deres personer er så kedelige. Uinteressante. Det er velskrevne bøger men om mennesker, jeg ikke gider læse om. Vigdis kendteste roman hedder: Arv og Miljø. Og temaet er incest. Det er jo virkelig et seriøst og dybt rystende emne. Men der er noget ved personerne, der hele tiden skurrer i mine øjne. Og det gør, at historien ikke rigtig fungerer. Måske fordi personerne er så umulige (for mig) at føle empati for. En eller anden form for identifikation er måske nødvendig for at jeg kan forstå en tekst.

Det samme kan man (jeg) sige om Vigdis bog om Henrik. Ingen af personerne i den bog vinder ved nærmere bekendtskab og jeg gider ikke læse om dem. Men har altså læst begge bøger til ende.

Det samme gælder til en vis grad Kjell Westøs romaner. ”Den svovlgule Himmel” fangede mig dog alligevel. Og jeg kunne også læse både ”Luftspejling” og ”Det ulyksalige ved at være en Skrake” til ende. Men … men … men … jeg bryder mig ikke om personerne. Derimod er der i Luftspejling nogle meget gode miljøskildringer. Det er der for resten i alle tre bøger. Jo, jeg vil huske dem.

Denne sommer og efteråret blev jeg færdig med et andet og dybt gribende norsk forfatterskab, nemlig Lars Saabye Christensens romaner. Her er der efter min mening ingen “nittere” – hver eneste bog var fængslende at læse. Bedst synes jeg om trilogien: Byens Spor” – svagest er måske “Beatles” – jeg er heller ikke vildt begejstret for “Min kinesiske Farmor.”

Men da jeg forleden blev færdig med at læse Virgdis og Westö og længdes efter rigtig litteratur, fandt jeg en af mine yndlingsromaner frem og læste den, som en narkoman sniffer heroïn. Det var islændingen Jon Kalmar Stefánssons ”Fisk har ingen fødder.”

At nogen kan skrive så godt.

Der er der et forfatterskab, der har alle de kvaliteter, et sådant overhovedet kan have. En fremragende fortæller, mennesker, der har krop og ånd og sjæl, en natur, der lever, og et samfund, der skildres så skarpt og smerteligt, at det bliver en del af ens egen indre verden, også selv om man aldrig har været på Island.

Elizabeth Strout

Udgivet den 08/11/2020 af marianne

Svar

Elisabeth Strout er i en klasse helt for sig selv. Og det kan jeg sige med en vis vægt

(- selv om det jo kun er mig selv og ikke ærkeenglen Michael, der vejer mine ord.) Jeg er nemlig lige blevet færdig med anden læsning af hendes bøger. Og det bliver ikke den sidste.

Altså her taler jeg kun om de værker, der er oversat til dansk. Jeg læser ikke særlig godt engelsk. Desværre. Og nu er jeg blevet for gammel til at ”brush up my english.” – sådan for alvor.

”Olive Kitteridge” – ”Olive igen” – – ”Mit navn er Lucy Barton”, ”Alt er muligt.”

Det er de 4 bøger, jeg har læst og nu altså genlæst.

Alle foregår i en lille by i Midtvesten i Amerika. Men skildringerne fænger, også selv om der jo kun sker det, der nu engang sker i en lille by.

Personerne virker ikke fremmede, selv om de befinder sig i en anden verdensdel. Og de ting, der sker, kunne hænde i alle små byer. De kunne for så vidt have fundet sted her i Ålum. I min lille by, der ikke engang er en rigtig by, men kun en lille landsby. Så universelle og almene er de fortællinger. Uden på noget tidspunkt at blive kedelige.

Min landsby har mistet meget af det, der normalt hører til en by: en skole, nogle butikker og små virksomheder. Det var her alt sammen, da vi flyttede til byen i 1967. Nu har vi kun kirken og forsamlingshuset tilbage.

Der skete jo det med vores landsby, som er sket med alle andre: de unge flyttede til byen, regionsplanerne gjorde det umuligt (eller svært) at drive virksomhed uden for byerne. Urbaniseringen slugte efterhånden småbyernes erhvervsliv.

Men der er liv herude. Det lever på trods.

Jeg har altid elsket landsbyen. Og som sagt altid boet i en. Bortset fra 3 år i Århus, hvor jeg måtte være tæt på universitetet. Og nogle måneder i Paris, men her havde jeg fornemmelsen af at bo i en slags landsby, for mit usle hotelværelse lå midt i det gamle latinerkvarter, og min gade fungerede næsten som en landsby. Der var et par bistroer, her spiste jeg og læste Baudelaire og Verlaine og André Gide, og her samledes man om aftenen akkurat som ved gadekæret. Der var noget absolut hjemligt ved at bo der. Man snakkede også med hinanden. Jeg var 18 år det år og fuld af drømme, og trods min læsning af Baudelaire, så drømte jeg somme tider om at blive pariser. Jeg tænkte endda på at gifte mig med sådan en vaskeægte franskmand og bo i en lille hyggelig gade og blive en rigtig pariserhusmor.

Mon Dieu!

Men Paris var ingen landsby.

Jeg boede i en landsby, indtil jeg som 15-årig blev sendt på kostskole i Silkeborg. Tre år i eksil.

Det med kostskolen var ikke mit valg. Det var mine forældres, og de gjorde det i en god mening, det tror jeg helt bestemt, men jeg oplevede det som en forvisning. Utaknemmeligt nok, for det var en fin og dyr kostskole.

Jeg har som sagt netop genlæst Strouts bøger, og måske siger de mig så meget, fordi de foregår i en lille by, hvor folk kender hinanden. Men det er nu ikke kun derfor. Det er selvfølgelig også, fordi Strout er en fremragende fortæller. Og fordi hun på en gang formår at afsløre menneskets største svagheder og ingenting skjuler af det, der er grimmest og mest frastødende, samtidig med, at hun hele tiden har øje for kærligheden og godheden. Og fordi hun viser livets mange facetter med så stor sanselighed og sproglig kraft, at man bliver fanget af selv tilsyneladende trivieller beretninger om tilsyneladende almindelige mennesker.

Hun viser, at mennesker aldrig er almindelige. Hvert liv er unikt.

Novellesamlingen ”Alt er muligt” peger med sin titel på det, som måske er grunden til, at man (jeg) vender tilbage til Strout og læser bøgerne forfra. Fordi alt er muligt selv i en verden af absurditet og vold. Hun får en til at tro på, at der er en anden side, som måske, men også kun måske er stærkere.

Men i al fald ikke umulig.

”Alt er muligt.”

Også i små samfund.

I alle samfund.

Men somme tider behøver vi en Elisabeth Strout til at fortælle os det og holde os fast i håbet.

Dem, der kender mig godt nok, ved, at litteraturen er et åndehul og et frirum for mig, og jeg overdriver ikke, når jeg siger, at jeg ville lide en hurtig åndelig kvælningsdød, hvis jeg ikke havde adgang til skønlitteratur.

Men jeg synes, at meget af den moderne litteratur, og især den, som anmelderne falder i svime over, er alt for knustlet. Det er en bevidst manierering af sproget. Og når sproget bliver affekteret, mister det sin skønhed. Det vil jeg skrive om i næste indlæg.

Forfatter i en coronatid

Udgivet den 11/06/2020 af marianne

Svar

Jeg har ikke skrevet meget på bloggen, men jeg har arbejdet en del på romanen om Kokholm.

Teksten forvandler sig langsomt fra vand til vin. Det er da i al fald, hvad jeg håber på. Og når jeg kan se mit snit til det, så skriver jeg med hjerte og lidt mere end det, håber jeg.. Det skulle gerne ende med at blive en fortælling om to liv, der levedes for 150 år siden og som var eventyrlige.

Men jeg har i al fald haft tid.

Nu er jeg fast kronikør på Randers Amtsavis og hvad var mere naturligt end at at skrive lidt om, hvordan det er at være forfatter i en coronatid. Herunder kronikken, som var i Amtsvisen for en uges tid siden:

Her kommer teksten, som jeg ikke kan fotografere, men dette er originalteksten:

Forfatter i en coronatid – en tilståelse.

Forleden modtog jeg en anmodning om at deltage i et forskningsprojekt ved Region Hovedstaden. Det drejer sig om en undersøgelse af, hvordan folk over 65 år, som er eller som har været bloddonorer i en længere årrække, reagerer fysisk og psykisk på den isolation, som et nedlukket og ”smittefarligt” samfund har hensat mange af os ældre medborgere i. Er vi gamle blevet drænet for energi? Er vi blevet ensomme? Har vi mistet livslysten?

For mig var det en underlig opgave at svare på de mange spørgsmål. Man gik ud fra som en selvfølge, at stort set alle på 65+ var pensionister med tilliggende ”naturlige” gøremål: at tage sig af børnebørnene, at gå til foredrag og koncerter, at hygge sig med vennerne og at deltage i de utallige aktiviteter, der tilbydes gamle. Og da jeg er fra 1943, hører jeg jo ikke til de yngste, men nærmer mig udløbsdatoen med rivende hast. Men det ovennævnte pensionistliv har jeg endnu ikke prøvet. Jeg er stadig aktiv på arbejdsmarkedet og håber, at jeg kan være det mange år endnu.

Inden jeg går videre, må jeg skynde mig at forsikre jer om, at jeg holder rigtig meget af min familie, og den er heldigvis talrig. Jeg elsker alle mine børnebørn, og jeg henter med glæde mine kære små aflæggere i både børnehave og fritidsordning. Og det hænder også, at jeg går i biografen med min mand eller til et foredrag, som jeg ikke selv holder, og jeg cykler da hver dag en tur i engen eller i skoven og somme tider inviterer jeg også gæster og det hænder, at jeg går i byen. Det er alt sammen godt nok.

Men det, som jeg allerhelst vil bruge tiden på, er mit arbejde. I grunden er jeg vist ikke så lidt af en arbejdsnarkoman, og selv om jeg flere gange mere eller mindre frivilligt har været på afvænning, så sker det samme for mig som for alle andre narkomaner, jeg falder i gang på gang og kaster mig over et nyt projekt.

Mit arbejde består i at læse rigtig mange bøger for at blive rigere (rigdom er ikke noget, man har i banken, men i hovedet og i hjertet) og at blive klogere på tilværelsen og så at skrive en lille smule ned om det hver dag. Og det kommer der så, hvis jeg er heldig og flittig nok, bøger ud af.

Faktisk plejer jeg ikke at sige det højt, for det er i vore dage rigtig suspekt at være sådan som jeg er. Og man vil jo nødig betragtes som en asocial særling. Jeg er da også flere gange gået i rette med mig selv, f.eks. når lysten til at være alene og arbejde koncentreret uden at se til højre og venstre tog så meget overhånd, at jeg glemte alt andet og kom for skade at kyle flæskestegen i vaskemaskinen og bleerne i fryseren.

Men man kan jo ligeså godt være ærlig, især i min alder, og nu fik spørgeskemaet mig altså til at tage problemet med tid og beskæftigelse op til revision. Og for resten vil jeg da tilføje, at min familie er yderst overbærende og (næsten) har accepteret mine særheder.

Der har dog været perioder i mit liv, hvor jeg ikke kunne få den ro til at læse og skrive, som jeg gerne ville, f. eks. fordi jeg havde ansvar for mand og børn og elever og studier. Og på et tidspunkt, hvor disse bibeskæftigelser slugte mig, sagde jeg til min mand, at jeg ville lave et fingeret bankrøveri, så jeg kunne blive sat bag lås og slå i nogle måneder og så endelig få skrevet den bog, der bankede på og ville ud. Men han svarede: ”ja gør endelig det, og så kommer du til at sidde og lave tøjklemmer hele dagen.” Jeg opgav bankrøveriet.

Men børnene blev store, eleverne slap jeg til sidst, og så en skønne dag var jeg endelig alene med et tastatur og en stak bøger og kunne gå i gang med at udleve mine drømme: at skrive de bøger, som jeg syntes, jeg havde i mig. Og jeg var heldig. De kom til verden uden alt for mange fødselsveer og var i mine egne øjne præcis, som de skulle være.

Men nu kan jeg så ikke holde tilståelsen tilbage længere. Og nu hvisker til jer. Jeg har nydt coronatiden. Ja, men det har jeg altså. Ingen rejser, ingen foredrag, ingen besøg, ingen forstyrrelser. Kort sagt: Tid nok. Og lov til at være alene. Isolation uden tøjklemmer.

Min lystlæsning

Udgivet den 09/11/2019 af marianne

Svar

I det følgende vil jeg skrive en smule om de bøger, som jeg læser løbende – nattelæsning plejer jeg at kalde det, og “plejer” er blevet et vigtigt element i mit liv. Jeg ser ikke film om dagen og jeg læser ikke andre bøger end dem, jeg SKAL læse som en del af mit forfatterarbejde, pligtlæsning, hvortil også hører tidsskrifter og aviser. Den slags læses ved morgenbordet og ved skrivebordet med pen i hånd. (Kuglepen) Men nu altså min nattelæsning: Som måske kan give dig appetit på læsning:

NOVEMBER 2019

Dorrit Willumsen: Løg trækker tårer

Læste hende meget ofte med mine elever, da hun brød frem i 60’erne. En ægte modernist: sproget så uvant – halvt lyrisk – mange brud – en visuel digtning, der gjorde godt oven på al den socialrealisme i det tiår. Husker især ”Knagen” og “Manden som Påskud” – begge var bøger med dyb indsigt i kvindesindets kringelkroge, skrevet i et ”nyt” sprog, vi ikke havde mødt før

”Løg trækker tårer” ligger helt på højde med ungdomsdigtningen. Hovedpersonen er ældet i takt med forfattren, men sproget er lige friskt og nyt. Og handlingen fænger fra første side og jeg kan sagtens identificere mig med hovedpersonen, som ganske vist er meget mærkelig. Bor f.eks. i en skunk. Men også meget underholdende. Og handlingen er sødt forunderlig..

Per Petterseon: Mænd i min situation – for år tilbage var jeg fascineret både af P.P’s fortællestil og fortællinger, husker navnlig: ”Ud af fange heste” og ”jeg forbander livets flod” – nu er forfatteren blevet ældre (gammel) og hans hovedperson er ældet med ham, og livet er mere eller mindre gået i opløsning for lidt halvgamle mand. Stilen er lige flydende som altid, men stoffet har svært ved at røre ret mange strenge i mig. En gammel trist mands bitre bog. Den gider jeg ikke læse igen.

Kristin Eiriksdottier: Elin diverse

Islandsk forfatter, og hende har jeg ikke læst før, og faktisk vidste jeg de første 20 sider ikke, om jeg brød mig om bogen. For megen litterær eksperimenteren – det er jo det fineste, hvis det lykkes, men mig kedede det. Romanens personer lever i en verden (indre verden) der ville kunne skaffe dem en psykiatrisk diagnose, og jeg har i det hele taget svært ved at identificere mig med de to hovedpersoner: den gamle kvinde Elin og den unge pige Ellen. Men alligevel blev jeg ved, og hen mod slutningen læste jeg med glæde, fordi forløbet blev mere og mere intenst og vedkommende, rørende og handlingen helt uventet, og personerne kom nærmere læseren (den her læser i al fald) og til sidst var man villig til at lade sig opsluge. En fin, men også meget sørgelig roman.

Anna Maria Nissen: Min fars sidste rejse.

Jeg har læst et utal af bøger om Alzheimers, og de fleste har været gode, fordi de er skrevet ud fra en smertefuld erfaring, som regel af nærmeste pårørende, som her, og skriften forsøger at formidle et budskab til andre i samme smertefulde situation som forfatteren. De bedste bøger er og bliver (tror jeg) dem, Christiane Swane har skrevet om emnet. Bedst af alle er ”Skyggen af en hverdag.” Den er skrevet af en fagperson (Swane) og ikke en pårørende som de fleste andre.. ”Min fars sidste rejse” – er skrevet af et barn (enebarn) af en alzheimerfar. Og det er en god bog. Alligevel synes jeg, at den mangler præcis det, som kun Christiane Swanes bøger har. Glæden. Og nu synes du sikkert, at jeg er skør. Men jeg mener det. Glæden.

Det er nemlig sådan, at for langt langt de fleste er der et spænd af gode år fra den dag, diagnosen stilles, og til sygdommen bliver rigtig tung og træls og træskoene stilles

Jeg ved ikke, om det er af selvmedlidenhed – en trang til at nogen skal synes, at det er synd for en, eller om det er pressens og lægevidenskabens behandling af sygdommen, der har skabt det fatale skræmmebillede, der i Amerika har givet Alzheimers Syge navnet: ”the never ending funeral.”?

Det er selvfølgelig også rart, at der er nogen, der har ondt af dig. Men det er også lidt malplaceret med al den medynk. For det er den syge, der er syg. Og han/hun bliver sygere, jo sygere han/hun betragtes og fremstilles. Se på den syge med akkurat det syn, du plejer, for du ved jo godt, kære pårørende, at din syge mand først og fremmest er din kære mand. Og hans følelser for dig synker ikke ned i et dybt hul, når han får en diagnose. I ægteskaber uden kærlighed er det sikkert et rigtigt billede: ”ham der, han er på vej ind i mørket, og jeg vil ikke med”.

Bogen er velskrevet, og den beskriver alle faserne. Og vist må den (hun er næsten alene) pårørende bære tunge byrder. Men vi er sat på jorden for at bære hinandens byrder. Og her er en, vi godt kan løfte, hvis vi anstrenger os lidt.

Som Anne selv siger: ”Efterhånden opdagede jeg dog, at min kære gamle far ikke forsvandt fuldstændig for mig. Hans følelser for mig og glæde ved at se mig forblev intakt, uanset at han ikke altid kunne sætte ord på, hvem jeg var.”

Margaret Atwood: Oryx og Crace

Opdagede først Atwoods fantastiske bøger for nogle år siden, og i den mellemliggende tid har jeg læst det meste af forfatterskabet. Hun har en evne til at gøre sine personer så vedkommende og genkendelige for en, man forstår dem umiddelbart, kan leve sig ind i dem med hud og hår, og det kan nok blive for meget af det gode, for hendes personer stilles ofte i håbløse livssituationer – det gør budskabet så meget klarere. Læste bla. ”Alias Grace”, ”Katteøje” og ”Tjenestepigens fortælling” forrige år og blev meget grebet af de kvindeskæbner, man mødte der.

Oryx og Crace gik jeg længe udenom. Bryder mig faktisk ikke så meget om science fiction og krimier og den slags litteratur. Men der er jo store mesterværker inden for begge genrer, og her er en, der er gyselig god. En fremtidsverden, fortalt af det (måske) sidste levende menneske på jorden. Det er en sær uvirkelig og vemodig udviklingsroman – i en håbsløs ødelagt verden er der et menneske, der bevarer håbet og menneskeligheden og lever videre. En lille spire af et håb, der ikke kan dø.

Elisabeth Strout – Alt er muligt

Jeg læste sidste år Strouts roman: ”Mit navn er Lucy” og blev grebet af den. Den foregår i det segment af den amerikanske befolkning, man hører omtalt som ”white trash” – så fattige, at de er som affald. Og sådan skildres de i romanen, der fortsætter med bogen ”Alt er muligt.” Og det er det heldigvis. Bogen handler om, at selv de mest beskidte opvækstvilkår kan overleves. Som sciencefictionverdnen i Arwoods roman, så er der kræfter af kærlighed og omsorg, som overlever alt. Ja, det er jo det, al god digtning handler om, men det fremstilles sjældent så smukt som her.

Lidt litteratursnak

Udgivet den 21/10/2019 af marianne

Svar

Lire sans écrire c’est dormir (at læse uden at skrive er at sove).

Sådan lyder efter sigende en gammel fransk talemåde. Men det at nedfælde ord hele tiden, mens man læser en bog kan nu også ses som en last. Selv er jeg altid bevæbnet med et skriveredskab, når jeg læser en bog, for de smukkeste sætninger må ikke glemmes, nej, de skal gemmes. Og huskes. Og så skriver jeg et NB i marginen og undertiden et par kommentarer, eller hvis det er en biblioteksbog, og det er det ofte, så bliver det til lidt skriveri ved siden af bogen.

Og når jeg kalder det er last, så er det, fordi det sikkert var meget bedre for ens sjælero, hvis man helt og holdent overgav sig til nydelsen “at læse”. Lade lystlæsning være lyst mere end læsning. En ren sanseoplevelse.

Men sådan har jeg det altså ikke – jeg kan ikke slå tankevirksomheden fra, og det er helt sikkert en erhvervsskade fra dengang, jeg studerede litteratur på universitetet. Da var det jo pokkers nødvendigt at lade analyseapparatet være tændt under hele læsningen.

Men jeg havde faktisk en lærer på universitetet, som jeg foretrak for alle de andre, fordi han tydeligt begejstredes over ordene og lod sig rive med i stedet for altid at forholde sig køligt analyserende til teksten. Han hed Jens Aage Lærke, og jeg tror, at han døde af stress eller sorg over den ufrihedens spændetrøje, hvori nogle af universitetets bedste lærere følte sig fangne i 1970’ernes benhårde marxistiske retorik, som også forsøgte at diktere både metode og indhold i undervisningen.

Men han var en fantastisk lærer, og han sagde, at den første læsning af en bog burde være REN lyst – læs den så anden gang med analytiske briller, føjede han til.

Mine analytiske briller sidder imidlertid uhjælpeligt fast. Og jeg tror, at jeg bliver ved med at skrive ned, når jeg læser. Til eget brug i al fald. Hmmm … brug? til hvad nytte? Ja, det ved jeg ikke. Måske er det rent misbrug.

Jeg er alligevel lystlæser, og jeg vælger mine bøger efter øjeblikkelig indskydelse og ikke efter noget system.

En af de metoder (eller mangel på samme), jeg anvender til udvalg af bøger, er at græsse som en anden sulten læsehest på genbrugsbutikkernes boghylder – jeg ville gerne gøre det samme på boghandlernes, men dels sælger de jo mest penne og legetøj og har altså ikke så mange bøger mere,og dels har jeg ikke råd til at købe bøger til bogladepriser.

I genbrugscentrene kan man til gengæld ikke undgå at finde guld. På den måde får jeg ganske vist alt for mange bøger, men så leverer jeg nogle kasser tilbage til genbrugscentrene, og når jeg så finder mine egne gamle bøger der, så er det som at finde et forsvundet barn, og jeg skynder mig at købe dem tilbage. Og der kan heldigvis stables bøger op alle vegne. Og lystlæses dagen lang og natten med.

Forleden fandt jeg en roman af Hans Fallada: ”måske bliver vi lykkelige.”. Jeg huskede TV-serien ”Ein Mann will nach oben” (En mands stræben) og desuden læste jeg forrige år ”Alene i Berlin” en nervepirrende bog om nazismens Tyskland. Og ”Lille Mand hvad nu?” huskede jeg fra min ungdom. Så den bog snuppede jeg, og i dag blev jeg færdig med læsningen.

Et par ord om bogen.

Tja … den var særdeles underholdende, men lidt ligesom en ugebladsroman faktisk kan være det. Der er nogle lede typer, det ved man fra begyndelsen, og der er nogle gode, renfærdige mennesker, og man er aldrig i tvivl om, at det gode sejrer, og at de rigtige par får hinanden, mens de onde og forkerte ryger ad h til. Det er meget tilfredsstillende og sluges råt, og det gør det, fordi sproget er helt anderledes end i ugebladsromanen, selv om bogens univers ligner. Og slutningen er helt på ugebladsniveau igen, fordi de unge (de gode unge) finder sammen i noget, som de påstår er kærlighed. En happy ending.

Bogen foregår i 30’ernes Tyskland, men samfundet ligner det, man kender fra danske 30’er-romaner, f.eks. ”Midt i en Jazztid” – unge, der fjoller forvirrede rundt. Nogle af dem bliver klogere, men der ryges og drikkes og danses overalt, og megen alvor er der ikke i i de unge. En af dem svarer, da en ældre bebrejder ham ungdommens uforstand og løsslupne livsstil, at de jo ikke har noget forbillede, de ældre har kun givet dem inflatorisk efterkrig og usikkerhed, og hvad er der at se frem til? Derfor virker slutningen og hele ”plottet” jo også utroværdigt. Men det er knagme godt, at det går godt, tænker man som efter læsningen af en Morten Korch-roman.

Bogen udkom i Danmark i 1942. Altså inden Danmark for alvor tog afstand til de tyske troppers besættelse af landet.

AMOS OZ ER DØD – verden har mistet en stor digter

Udgivet den 05/01/2019 af marianne

Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Man kan også sige, at verden har mistet et håb. For Amos Oz er død..
Han blev 79 år og han nåede ikke at få nobelprisen. Den bliver ikke altid uddelt til de største..Amos Oz blev ved med til det sidste at tro på og arbejde for freden i Mellemøsten. Han er født i Jerusalem, boede som ung i Kibutz som reaktion mod sin konservative familie – han er bla. i familie med Nethanjahu – og han var hele livet tilhænger af et to-statssystem: et land til jøder og et land til arabere. En socialistisk zionist. Selv om det lyder selvmodsigende, så mente han, at man godt kunne elske Israel og Palæstina samtidig. Han troede på venskab mellem jøder og arabere.
Han blev lyttet til af alle og elsket af de fleste. Alligevel handlede magthaverne imod hans ideer om fred, og selv om han troede, at litteraturen kunne ændre verden, så blev han aldrig bekræftet i den tro. Jeg ved ikke, om litteraturen KAN ændre verden. I al fald kan litteraturen ikke afskaffe krig. “Intet nyt fra Vestfronten” af Erik Remarque afskaffede ikke al krig.
Og Amos Oz må have haft sine tvivl. Jeg vil til minde om ham citere en passage fra hans seneste roman: “Judas”.

Det er den bibelske Judas, det handler om. Ham, der angiver Jesus.
Her er en passage fra bogens side 260. ( Det er Judas’ stemme, man hører, og han fortæller, hvordan han mødte Jesus og hans disciple):
“(Jeg) sluttede mig til dem, gik klædt i samme lasede klæder som dem, spiste den samme simple kost som dem og gik barfodet med blødende fødder som dem og troede som dem, ja, tilmed mere end dem, at Frelseren havde åbenbaret sig, og at denne ensomme, indadvendte unge mand, denne generte, ydmyge unge mand, som hørte stemmer, som i sit rene hjerte skabte smukke lignelser og forkyndte de enkleste budskaber, der strømmede fra ham som vand fra en ren kilde, budskaber, som greb alle hjerter, budskaber om kærlighed og barmhjertighed og selvopofrelse, glæde og tro, at denne spinkle unge mand faktisk var Guds enbårne søn, som omsider var kommet til os for at frelse verden, og nu gik han her midt iblandt os som en af os. Men han var ikke en af os og ville aldrig nogensinde blive det.
Han (Jesus) frygtede hele tiden Jerusalem og følte sig også frastødt af byen; af templet, præsterne, farisæerne, saddukæerne, de skriftkloge og de rige og magtfulde. Det var landsbyboens frygt , en genert ung mands frygt, en gnavende frygt for, at de ville udstille ham og gøre ham til genstand for spot og spe, og at de skriftkloge og mægtiges strenge blik ville afklæde ham.”
Judas overtaler Jesus til at tage til Jerusalem. Jesus er bange, og han har grund til at være det. Judas er ikke bange. Han tror 100%, at Jesus er Guds søn og at Gud vil befri ham fra korset: at Jesus vil stige frelst og glad og usåret ned fra korset og favne hele verden med sin kærlighed. Ja, det tror Judas og derfor peger han Jesus ud for soldaterne. Det tror Jesus ikke. Han ved bedre. Alligevel går han med til at besøge Jerusalem. Og vi ved, hvad der sker. Jesus stiger ikke ned fra korset. Judas mister sin tro. Det kan man så let, når man møder dødens kulde og kærligheden ikke kan opvække os fra de døde.
Troen på, at det alligevel skete kan Judas ikke bruge.
Jeg citerer videre, og det er stadig Judas, der er “jeg”:
Jeg elskede ham af hele mit hjerte og troede fuldt og fast på ham. Det var ikke kun den ældre brors kærlighed til den yngre, som er bedre end ham, ikke kun den ældre, mere erfarne mands kærlighed til den store, yngre lærer og heller ikke kun den troendes kærlighed til en mirakelmager. Nej. Jeg elskede ham som Gud. Jeg elskede ham meget højere, end jeg elskede Gud. Faktisk har jeg, siden jeg var ung, slet ikke elsket Gud. Jeg følte mig tilmed frastødt af ham. En skinsyg og hævnende Gud, der straffer fædres skyld på børn, en grusom, vred, bitter, hævngerrig, smålig, blodsudgydende Gud. Mens sønnen i mine øjne var kærlig, barmhjertig og nådig og tilgivende og også, hvis han ville, kunne være vittig, skarpsindig, varmhjertet og tilmed morsom. Han tog Guds plads i mit hjerte. Han blev min Gud. Jeg troede ikke, at døden kunne røre ham. Jeg troede, at det største mirakel af alle ville ske i dag i Jerusalem. Det sidste og endegyldige mirakel, hvorefter der ikke længere ville findes død i verden. Hvorefter der ikke længere ville være behov for flere mirakler. Det mirakel, hvorefter himmeriget ville opstå og kun kærlighed ville råde i verden.” ( citat side 262).
Ja. en stor digter er død. Han troede på freden. Og han gav håbet videre med sin digtning.
Ære være hans minde.

Nogle tanker ved juletid – men ikke et ord om jul

Udgivet den 25/12/2018 af marianne

Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Kokholmbogen hviler. Men rolig. Det er rævesøvn. Jeg kommer tilbage til den. Også på bloggen. Og hvis du er i julestemning, så læs min gamle julefortælling. Den finder du, hvis du søger i bloggen. Du skal nogle år tilbage.
For lidt siden kom jeg til at tænke på, at det her er en skriveblog, men at jeg efterhånden sjældent skriver på den. Alt for sjældent. Hvorfor? Måske, fordi mit eget skriveprojekt er gået i stå – og den er jo tænkt som en forfatterblog. Fri læsning for dem, som interesserer sig for mit forfatterskab. Som jeg synes ret godt om. Faktisk har det moret mig at forfatte det skab. Og ikke alle, men nogle af mine bøger er faktisk vellykkede.
Nok om det.
I mellemtiden vil jeg snakke lidt om andres bøger. Og jeg har læst flittigt i efteråret – på alle andre områder har jeg været lidt doven. Lad os kalde det sådan – og jeg har i al fald slet ikke været kreativ.
Men det kunne jo tænkes, at refleksionerne over mit seneste indtag af litterær føde, kunne have interesse for andre. Måske endda få nogle af mine læsere til at kaste sig over Knausgaard og Dostojevskij, eller måske til at kaste dem langt væk.
Jeg har haft lyst til begge dele, derom senere.
Men først et par ord om tiden. Ikke efterårets ynkedryp, men tiden i al almindelighed. Set fra min vinkel.
Tiden er gået i stå. Og den accelererer så skræmmende hurtigt. En selvmodsigelse? Det lyder sådan, og en nærlæsningsekspert ville kappe hovedet af en så tosset påstand.
Tiden kan ikke både standse op og løbe stærkt. Jo, det kan den. Der er ting, der ikke rokker sig af stedet, og så er der andre, der flyver forbi, uden at vi når at fange dem.
Nu siger jeg ”vi”. Men jeg kan kun tale for mig selv.
Meget er gået i stå. Men det kan jeg ikke ændre. Som en af mine veninder siger, ja, hun har endda gjort det til sit valgsprog, ”DET ER SOM DET ER”.
Det udsagn er jo så til gengæld en tautologi, og tautologier er ligeså slemme som kontradiktioner. Men derfor kan de alligevel udtrykke sandheder.
Nu lidt om de to hovedværker, der gav mig hovedværk.
Jeg læste dem samtidig. Om dagen Knausgaard, om natten Dostojevskij. Måske skulle det have været modsat.

Dostojevskij og Knausgaard
Som sagt har jeg i mere end i et par måneder moret mig med at læse de to forfattere og kun dem – men på forskellige tidspunker af døgnet. Mere præcist drejer det sig om Dostojevskijs: Brødrene Karamassof og Knausgaards Min Kamp bind 1,2,3,4 – de to sidste bind har jeg ikke læst (endnu). Med hensyn til Dostojevskij, så har jeg læst hele forfatterskabet i min studietid, og i mellemtiden genlæst enkelte af dem. Men ærlig talt ikke hygget mig med dem.
Det har været anderledes denne gang. Måske fordi den norske forfatter på en sær måde facetterede min måde at læse den gamle russer på.
Kan man overhovedet sidestille de to forfattere? Det kan man godt, men jeg ved ikke, om det giver mening for andre end mig, og jeg har ikke i det nedenstående lille indlæg tænkt mig at analysere hverken den ene eller den anden af bøgerne. Blot kort at videregive den oplevelse, de har bragt mig ved almindelig ureflekteret lystlæsning.
Det er den måde, jeg læser på.
Begge skriver alenlange romaner, de benytter sig begge af autofiktion ( det hedder det ikke om D. men det er det alligevel), de er begge dybt fanget af barndommens drømme (traumer?) og er begge sønner af voldelige fædre, som de er følelsesmæssigt stærkt knyttet til og som sniger sig ind i deres bøger. Eller som ligefrem i enkelte kapitler tager hele opmærksomheden og får læseren til at se disse fædre og deres gerninger med gysen, samtidig med at de undrende registrerer sønnernes håbløse kærlighed til samme monsterfædre.
Der er jo mere end 170 år mellem de to forfatterskaber, og den politiske situation i Rusland i 1800-tallet ligner på ingen måde den politiske situation i Norge i begyndelsen af 2000-tallet. Det er to forskellige tider – vidt forskellige samfund – men mennesker er mennesker, og tematisk sammenfald forekommer altså trods alt.
De unge mænd i D’s roman er dybt engagerede i ”De store Spørgsmål” – eller ”De evige Spørgsmål”, der er side op og side ned, hvor det hedt diskuteres, hvor mennesket kommer fra? hvor det er på vej hen? og hvad meningen med eksistensen er? – eller om der er nogen: nihilismen stikker hovedet frem i flere af personerne. Alle tænkelige eksistentielle spørgsmål tages op og behandles.
Knausgård lader dem ligge – de evige spørgsmål – Gud er død for længe siden – det giver ingen mening at tale om meningen – krige har lagt verden i ruiner flere gange siden, en verden, der i dag er fuld af sult, krig og flugt. Ingenting hænger sammen.
Tilbage bliver kun det, man kan nå med sine sanser. Jeg’et og dets sansninger bliver det eneste, der er vigtigt og virkeligt. Så hvorfor bekymre sig om andet end at give sig sanserne i vold og alle drifter frit spil.
De evige Spørgsmål får ikke et ord at sige i K’s bøger. Hos D fylder de det meste.
Jeg vil foreløbig lade det stå. Men kast ikke Knausgaard væk i en håndevending. Han fascinerer ved sin insisteren på hverdagens sanselighed – og han er helt nede ved jorden, mens D ofte tager flyveture langt ud i det blå. Men kast heller ikke ham væk! Flyv med! Også selv om du er bange for at flyve.

LIDT BRAGESNAK

Udgivet den 20/10/2018 af marianne

Svar

Marianne Hesselholts Blog

Forfatter og foredragsholder

Kategoriarkiv: litteratur

Helle for Helle

Lidt landbrugssnak med litterær bagkant

Lidt letfærdig snak om litteratur

Elizabeth Strout

Forfatter i en coronatid

Min lystlæsning

Lidt litteratursnak

AMOS OZ ER DØD – verden har mistet en stor digter

Nogle tanker ved juletid – men ikke et ord om jul

LIDT BRAGESNAK