Kategoriarkiv: Hjemstavnsroman

40 – Mylius Erichsen: Strandingshistorier ( 1901 )

Udgivet den af
Svar

Dette indlæg vil blive det sidste om Skagen i denne omgang. Der er nu 40 indlæg, og de kan alle findes under Hjemstavnsroman.

Englene har meldt deres ankomst og får altså lov at kile sig ind og rane skriveblokken for en tid. Men vi vender tilbage til Skagen – snart.

Mylius Erichsen er mest kendt for sine grønlandsekspeditioner og navnlig den sidste, hvorfra han aldrig vendte hjem igen. Han døde et sted på indlandsisen i 1908. Men han var også skønlitterær forfatter, glemt i dag. Ikke så underligt – han var ikke noget litterært geni. Alligevel er det interessant i forbindelse med Skagenstudier at læse bogen: Strandingshistorier, som han fik publiceret i 1901 – Den udkom på Gyldendal. Jeg har læst en e-bogsversion – udgivet i 2011, og det er fra den, jeg i det følgende vil citere. Bogen skrev han åbenbart efter et længere ophold i Skagen. Og han vier de første mange sider til en forherligelse af Anna og Michael Ancher.

 

Mylius besøger Skagen i den tid, hvor malerkolonien stadig findes, men er på vej til at forsvinde. Tænk på Drachmanns vers: “Der var et andet Skagen/ et bedre måske …. suk suk. Fiskerne er heller ikke mere samme djærve folkefærd. Mylius udtrykker det sådan her:

“Den sidste halve Snes Aar har været en Overgangstid ogsaa for Skagen – og for Skagen hurtigere end for nogen anden Fiskeplads paa den jydske Klitkyst. Nye Former for Erhvervsliv og Aandsliv og dermed nye Mennesker, i det Indre som i det Ydre, har fortrængt meget gammelt. ” ( side 15 ) Citat slut.

Og senere samme side: “Det gule vildtvoksende Fuldskæg eller det studsede Hageskæg, der havde saa dejligt et præg af Naturtilstand og stod saa koloristisk smukt til Oljetøjet, naar Solnedgangslyset faldt som gul Flamme over Stranden, viger nu for det viksede Overskæg og glatraget Hage eller dor det omhyggeligt tilspidsede Fuldskæg.  … Fiskerne er i det hele blevne moderniserede … ” ( side 15 )

I en lille fortælling “Strandvagt” skildrer Mylius dels den gamle gæve fiskertype – fuld af sympati og dog med en æstetikers vurderende blik – Personen er opdigtet og hedder Holst. Og samtidig får man en beskrivelse af stormvejret ved kysten, som man kan se af følgende citat fra side 27 – sidetallene svarer til den gamle førsteudgave fra Gyldendal)

“Paa Toppen standsede de, Vejret ombruste dem, saa de knap kunde staa. Holst havde Følelsen af at befinde sig paa et Taarnspir, mens Borgen brændte: Sandflugten straalede tilvejrs op ad ham som Flammetunger, han indhylledes i en tæt Røg af Sand, der tvang hans Læber og Øjelaag haardt sammen, fyldte Øjehuler og Næsebor og betog ham for halve Minutter hans Aandedræt. Et Øjeblik troede han, Fodfæstet glippede ham, han blev som løftet og slynget – – da pressede han sig med rundet Ryg mod Stormen og læmpede et Øje paa Klem, saa han fik kigget og sanset, at han endnu rørte den faste Bund – og derpaa kneb han Øjet tæt i taagen, til den rasende Byge var lænset noget længere bort. ( citat slut)

Skildringen af stormen og den unge Mands livtag med naturkræfterne er tidstypiske. Selv kommer Holst til at tænke på Johansen og Nansen, der foretog halsbrækkende ekspeditioner til det endnu uudforskede Antarktis – ( citat fra side 43) “Han kom til at tænke på Nansen og Johansen paa deres Nordpolsfærd, naar de uden Ord skridtede de lange, trælsomme Timer over ujævn Ismark; ogsaa hos dem havde den rent legemlige Udholdenhed været præsteret paa den aandelige Vitalitets Bekostning; de havde kendt til Bunds disse Momenter af Hjerne-Inerti, hvor Benene flyttede sig som i en Døs, mekanisk og ustandseligt, mens Tankerne blundede dybt inde bag Bevidstheden.”( citat slut)

Det ligger i tiden at berømme den fysiske vitalitet, og manddomsbegrebet knyttes tæt til fænomener som legemelig udholdenhed og vilje til at trodse fysiske forhindringer. Man kender det fra Bønnelyckes og J.V. Jensens digte, og fra Thomas Dinesens ( Karen Blixens bror) skildringer af livet ved skyttegravene i Første Verdenskrig, hvor han deltog sammen med Canadierne. I “Ved Vestfronten” beskriver han det brutale og modbyrdelige myrderi set med æstetiske briller: Det bliver i hans gengivelse smukt – som et festfyrværkeri af farver. Og man ser den samme måde at beskrive på hos Ernst Jünger i hans bog om samme krig, hvor han var tysk soldat – her er et par citater fra bogen “I Stålstormen”: “Det natlige landskab var mudret og øde og genlød ofte af bragene fra tunge skudsalver. Men jævne mellemrun steg gule raketter til vejrs og eksploderede, og ned dalede en ildregn, hvis farve mindede mig om lyden af en bratsch.”  Og videre: “På de rådnede marker voksede der blomster med en varm og vild lugt. Langs vejen stod undertiden enkelte træer, som landmanden kunne have hvilet sig under i fredstid, med hvide, rosa eller mørkerøde blomster, et fortryllende syn i ensomheden. Krigen havde givet landskabet en heroisk og tungsindig kulør uden at ødelægge dets skønhed; den blomstrende overflod virkede mere bedøvende og strålende end ellers.”

Det er æstetikeren, der oplever. Etikeren er afgået ved døden.

Også hos Mylius er det æstetikerens briller, man ser med og samtidig forherliges det nye stærke mandsideal, som J.V. Jensen skriver i et digt fra perioden: “Vi vil bekræfte de raske i retten til riget.“

Her ser vi Mylius udfolde sig: ( citat fra side 29) : … Dejligt var det dog, en legemlig Styrkeprøve, en organsik Livssvulmen, at brydes med denne balstyrige Blæst, en hel Orkan, at stemme sig imod den med helstøbt Vilje og trodse sig frem, skønt det kneb, og man sommetider mærkede i sig en dekadent Trang til at give fortabt.”

Samtidig med, at Mylius berømmer det nye menneske(mands)ideal: det stærke, sunde legeme, har han øjne at se med og giver en udmærket skildring af den nye fiskertype: den hellige. I den første del af bogen taler han om forandringen i det ydre, og her drejer det sig om forandringen i det indre, efter at Indre Mission har sejret i de små fiskersamfund:

( citat fra side 35): Og med den for de Hellige egne Samfølelse hjalp disse Fiskere hinanden frem, ogsaa i verdslige forhold, saa at de økonomisk sad langt bedre i det end de vantro Fæller, med hvem de havde det mindst mulige at bestille. Man kunde se det paa Husene, at Kaarene var forbedret for de Hellige, de rev de gamle maleriske Hytter ned og byggede højloftet og sundt – men kedeligt. Og man kunde se paa deres Ansigter, naar man traf at komme til Stranden en Dag, hvor mange Fiskere var beskæftigede paa den fælles Landingsplads … Ansigterne bar Velplejethedens Præg, der var ikke længer Drukkenskabstegn at spore som hos adskillige af de Vantro, der klumpede sig sammen nordligst paa Landingspladsen som noget for sig, endda der ikke var synderlig andet, der holdt sammen paa dem end den fælles men afmægtige Trods mod Missionen, hvis Fiskere her, paa Skolelærerens Initiativ, alle fiskede i Kompagni og til fælles Udbytte og var ordaniserede i en Eksportforening, hvorved de undgik Mellemhandlere. Her praktiseredes altsaa en Art Kommunisme, der virkelig var beundringsværdig og vistnok enestaaende i Landet.”

Måske har Hans Kirk været inspireret af Mylius ideer om en slags kommunisme, da han skrev “Fiskerne”?

I det næste kapitel giver Mylius et portræt af en gammel fisker, der har været tilknyttet redningstjenesten. Og som fortæller om strandinger og sin indsats der. Der er også et smukt portræt af hans kone ( og af deres kærlighed til hinanden ). Den gamle mand får koldbrand, og derfor bliver hans tæer, der er sorte af sygdom, amputerede, men uden at lægen bemærker det, lister konen de afskårne tæer til sig, og ude i bryggerset vasker hun dem omhyggeligt og pakker dem fint ind, hvorefter hun graver dem ned på kirkegården. så er de, hvor de skal være på Opstandelses Dag.

Den gamle mand beretter om redningsaktioner, men ind imellem hører man Mylius’ stemme erstatte den gamles, som her: ( citat side 62) “Men Redningsfolkene er i deres Baad som Soldater i en vild og afgørende Kamp: de véd nok, Faren er der, de faar blot ikke Tid til at tænke paa den, de bare gaar løs, gør deres Pligt, alle Kræfter i Brug og ledet af en uvilkaarlig Snarraadighed, fremad mod Sejren – eller mod … nej, de glemmer rent, at Døden er Sejrens Sidemand, deres Hjerne og Hjærte rummer kun dette ene: vi  s k a l  og vi  v i l!”

I den næste fortælling “Skagen Fiskere før og nu” tager Mylius os med til tiden omkring 1800tallets første halvdel og lader den gamle fisker Wolle berette om, hvad han husker, og det er gennem ham, man får historien om Byfoged og Kancelliråd Lund ( navnet nævnes ikke, men det er ham) og negerslaven Jan Leton. Begge er fornemt skildret i Wentzels roman “Dødemandsbjerget” se indlæg 34. Det bliver også til en fortælling om fiskernes største indtægtkilde: det ilanddrevne vraggods, som kun strand- og byfogden måtte røre, men som alle stjal med arme og ben. Her er et citat fra side 77) :

Skagen laa adskillige Mil norden for Lands Lov og Ret, og mange mærkelige Ting gik i Svang. Der blev stjaalet graadigt af Stranden; baade for Tyv og Tyvs Tyv var der god Lejlighed i de Tider, men man “tyvtede” ikke hinanden, der var saadan stiltiende Overenskomst mellem Øvrigheden og Fiskerne om, at enhver rapsede det, han turde paatage sig og havde Brug for. Ganske vist stak Fiskerne tit i Rend, mens de stod midt i “Bjergningen”, naar Tolderen eller Strandfogden kom, men det var mere for Skams Skyld end egentlig af Nødvendighed. Undertiden hændte det, at der blev stjaalet af ilanddrevent Gods og Ladning mere end til eget øjeblikkeligt Brug, saa gravede den lykkelige “finder” sin Drittel Smør, sit Fad Tælle, sin Tønde Petroleum eller et Anker Vin eller hvad det nu kende være, Havet kærligst havde skikket ham, ned et Sted i Sandbjernene. “

Også Præsten stjal, og der fortælles en lille anekdote om en samtale mellem Kancelliråden og præsten – den citeres her fra side 82: ” – Efter Kirketid gik Kancelliraaden til Præsten og spurgte: “Hvem følger bedst Jesu Eksempel, du eller jeg?” Ja, det var et mærkeligt Spørgsmaal, mente Præsten, for ingen, der havde sine Sansers Brug, kunde da være i tvivl om, at Kancelliraaden var saa langt ringere en Kristen end Præsten, endda ogsaa han erkendte sine Synder for Gud. Men Kancelliraaden med højtidlig Røst: “Nej, bitte Præst,  j e g  er Jesu Eksempel nærmere end du. Jesus tilgav Røveren paa Korset, og  j e g  tilgiver herved dig, endskønt du skældte mig Hæder og Ære fra i Kirken og ikke vidste et eneste tilgivende Ord at sige din jordiske Øvrighed, som du dog efter Skriften skal være hørig og lydig”

Senere beretter Mylius følgende lille anekdote: ( citat si. 88) Egentlig var Kancelliraaden ejegod. Foruden med Præsten var det kun med Strandingskommissæren, han laa i Krig. Ved et lykkeligt Skæbnetræf havde Kancelliraaden den Glæde at blive Vidne til Kommissærens sørgelige Endeligt. Der var strandet en Brig paa Revet, synkefærdig laa den derude i Søerne. Kancelliraaden havde lejet en svensk Fisker til at sejle ud til Vraget “paa Forretnings Vegne”, og Kommissæren, som var fedtet af sig, bad sig Forlov til at komme med i Kancelliraadens Baad. Da de var kommen ud til Skibet, vilde Kommissæren skaffe sig den Chance forud for Kancelliraaden at være første Mand ombord, og det lykkedes ham ogsaa at hoppe op og faa snakket godt for Briggens Kaptajn nede i Kahytten, inden den tykke Kancelliraad fik sig lettet i Baaden. I det samme begyndte Briggen at synke. Søfolkene skyndte sig at springe ned i Baaden, i sidste Øjeblik kom Kaptajnen op af Kahytten og løb til Rælingen og frelste sig, men Kommissæren naaede ikke længere end i Kahytskappen, da Søen slog sammen over ham, og han gik til Bunds med Skuden, som han netop havde gjort en fin Handel om. “Lad ham blive liggende,” raabte Kancelliraaden fra Baaden. “Han har altid villet haft Munden fuld – nu behøver han ikke gabe efter mér.” Og i sit stille Sind tænkte den Skagen Byfoged som saa: “Det er godt, jeg er Kommissionæren kvit, han var den største Kæltring i Skagen  – næste efter mig selv.”

Det var samme Lund, der plantede en lille lund rundt om sin bolig, og i følge overleveringen skulle den sorte slave Jan havde været uvurderlig for ham i dette arbejde, og det er vist sandt nok, at der opstod en slags venskab mellem de to mænd.

Mylius tager nu med en af de moderne kutterfiskere på fiskeri og skriver om den oplevelse det var for ham. For mig forekom det jævnt kedeligt at læse, og jeg citerer ikke derfra. Derimod slutter kapitlet med et smukt stemningsbillede, som jeg vil citere i sin helhed. ( citat side 106):

“Om Aftenen efter Solnedgang staar man oppe paa Fyrbakken øverst i Byen. Det er saa stille alle Vegne. I Skær fra den røde Vesthimmel ligger Skagens gule Huse saa blødt belyste mellem Klitterne, der har faaet en fugtig Fylde, siden Taagen var over dem. Stranden er vaad og fast, Kattegat er perlemorsblankt og uden Skibe, Bangsbobankerne slutter som en Bjergkæde Bugten af. Ude om Revet lister et par Sejlere afsted, Vandet rører sig ikke, alene var Vesterhavet høres, naar man lytter i Stilheden, en dæmpet Knurren. Paa Klitterne ser man mørke Skikkelser komme enkeltvis frem, det er Fiskerne, som er deres Mørkningstur ved Havet. De staar der længe, uden Bevægelse, uden Ord, de fører deres tavse Tale med deres lunefulde Forsørger, det evige Hav. Fra Heden kommer en Gamling trækkende med en spinkel Ko, der skal Hjem til Malkning, Faarene bræger spædt, en Dreng er henne og lukke dem ind i Folden – et omvendt Baadskrog – for at ikke Ræven skal tage dem eller Nattekulden gøre dem Fortræd. Naar Drengen er færdig, kan man i den skarpe Stilhed høre ham synge rapt, det er – som naar Børnene paa Skagen synger – en Salmemelodi, men han jager aldeles ukristeligt med Takten, og naar Teksten slipper op, sætter han selv ny Ord til, Ord som hverken rimer eller har sammenhængende Mening, Ord om Fiskeri og Sejlads og om Længsel bort fra Faarefolde og Skolestuer, ud til friskt Vejr paa det aabne Hav.”

Sandelig om vi ikke her møder Danmarks første “rapper!”

Der er flere historier i samlingen, men ikke alle foregår i Skagen, og har man lyst at læse resten, kan man gratis hente teksten ned fra Nettet. Behøver blot søge på Mylius Erichsen. Hele bogen er lagt ud på Nettet og hedder Project Gutenberg ebook.

På Skagen gamle Kirkegård står disse sten over slaven og kancelliråden.

Vi holder en pause med hensyn til Skagen som sagt. Englene kræver deres plads her og nu. Det kan jeg ikke lave om på – sommetider kuldkastes ens planer, og man må omrokere. Så er du ikke til engle, men til Skagen – så vendt blot en lille tid.

39 – Oversigt over indlæg om Skagen

Udgivet den af
Svar

Oversigt over indlæg om Skagen fra august 2011 til 11. januar 2012 –
Alle indlæg kan findes under kategorien hjemstavnsroman
1. Skagen i Tankerne
2. Olavius:      Beskrivelse over Skagen Kiøbstad og Sogn 1787
3. Olavius 2:   Beskrivelse … fortsat …
4. Klitgaard:   Skagen Bys Historie indtil 1870
5. Klitgaard 2:  Skagen … fortsat …
6. Sandflugten
7. Nogle billeder fra Tranestederne
8. Et par bøger om Skagen: Tønnesen: ”gamle Skagensfiskere fortæller – Poul Carit
Andersen: Skagen i Fortid og Nutid
9. Jens Lønstrup og Ingrid Nielsen: Skagen Tilsandede Kirke
10. Når det blæser til kuling i Tranestederne: nogle fotos
11. Anekdote 1 –  Magnus Hesselholt og Poul Reumert
12. Poul Hammerich og Arne L. Hansen: Havet – Grenen – Skagen
13. Liste over litteratur om Skagen – fra Hans Nielsens Skagenbibliografi
14. Anekdote 2 – Magnus Hesselholt fortæller erindringer i et interview i en avis
15. Huse i Skagen – Højen og Vesterby
16. Anekdote 3 – kaffe med familien på Kokholms Hotel
17. Henrik Pontoppidan – En Fiskerrede ( novelle)
18. Jens Tønnesen: Den forsvundne Skagen fortæller
19. En Strandingsberetning – Illustreret Tidende 1863
20. Thagaard: Blade af Skagens Historie
21. Oktoberbilleder fra Tranesteder – fotos
22. Anekdote 4 – Lars Hesselholt fortæller
23. To romaner og en erindringsbog:  Hanne Marie Svendsen: Guldkuglen – Bech Nygaard: Livets Dræt og Dødens – Bent Haller: Så mange rum
24.  H. C. Andersen: Skagen
25. Et hus i Hulsig – om den gamle Brugs
26. Rifbjerg og Kandestederne
26A. Aase Hansen: Alt for kort er duggens tid
27. Tilføjelser til Et hus i Hulsig
28. Gården Hesselholt
29. Harry Søiberg: Historier fra Skagen – Bent Haller:
Skagensbillede
30. Mere om Hesselholt
31. Johannes Jørgensen om Skagen
32. Rifbjerg og Wivel om Skagen
33. Flere digtere om Skagen: Steen St. Blicher – H. C. Andersen – A. M. Goldschmidt – Holger Drachmann – Johannes V. Jensen – Georg Brandes – Anna Ancher – Martha Johansen – Henrik Pontoppidan – Hans Kirk – Klaus Rifbjerg
34. Ole Wivel og Henrik Venzel – digte og en roman
35. Ole Stjernø – en lokal digter?
36. Et par trivielle værker: F. Wermuth: Familien fra Aalbæk – Reerslev: Præsten i Ødemarken – Friis: Strandingskommissæren i Skagen.
37. Karsten Lund: Den amerikanske Sømand – Viggo Stuckenberg – Valravnen
38. A. M. Goldschmidt: SKAGEN  ( 1865)
39. Oversigt over indlæg fra august 2011 – 12. januar 2012
 

38 – M. Goldschmidt: Skagen 1865

Udgivet den af
Svar


Fra Illustreret Tidende kort efter -Daphnes forlis
Goldschmidts oplevelse af Skagen kan man læse om i indlæg 33 – men jeg synes skildringen er så smuk, at jeg vil afskrive hele hans lille dagbogsberetning. Også fordi den er særdeles tidstypisk – når der endelig kom digtere til Skagen, så fandt de denne egn meget eksotisk. De rejste overalt i Europa, som digter og kunstner skulle man ud på en sådan dannelsesrejse, som regel til de store byer i Tyskland, til Paris og  især til Rom. I Rom mødtes Ingemann f.eks. med en hel koloni af danske kunstnere. Og H. C. Andersen drog endda til Tyrkiet. Men Skagen fik ikke mange besøgende, og når digteren kom hjem og skrev om stedet, så virkede det yderst fremmedartet. Tyrkiet kunne ikke have undret og chokeret mere end Skagen gjorde. Derfor denne beretning fra Illustreret Tidende 1865.
“Tirsdag d. 8de August. Jeg var for kort Tid paa Skagen til at see Tilstrækkeligt og faae god Besked. skal jeg dømme efter, hvad der kan opfattes i Løbet af 1,1/2 Dag, saa er Egnens Charakter Usikkerhed, Ordet brugt i videste Forstand. Jeg mener ikke blot dermed, at den smalle Landtunge mellem de to Have synes i bestandig Fare for at blive overskyllet, eller at Vandet, som der siges, bestandig siver i Sandet ( dog rimeligvis kun der, hvor dets Afløb er hindret), eller at  Stranden er bekjendt som usikker for Skibe og Skibsførere. Usikkerheden gaaet meget videre, Tingene flimre En for Øinene, Skuffelse og behagelig Overraskelse skifte bestandig, dog saaledes, at sidstnævnte i sin Kortvarighed giver Anledning til førstnævnte. Naar man ved Høien eller Gammel-Skagen kjører ind fra Stranden gjennem Sandet, venter man at finde en nøgen, øde Egn, men modtages af de rigeste Bygmarker. Dette Særsyn hidrører fra Fiskegjødningen. Et lille Stykke videre frem seer man en vid Eng med Stakke og troer da, at det er Høstakke – nei, nu er man allerede ude af Frugtbarheden, det er Lyng. Sletten strækker sig, begrændset af Klitter mod Nord, ud mod Øst saa flad som en Pandekage, og man venter at kunne kjøre  rask hen derover – ingenlunde;  den er, næsten ved Kunst, ved behændig Anbringelse af Lyngtørv, gjort saa knudret og hullet, at Hestene kjøres trætte paa den, og vil man kjøre bort fra, hvad der kaldes Vei, ind paa den grønlige Slette, saa findes den knoldet, vortet, ufremkommelig. Fra denne pinagtige Vei sees endelig Skagen, langt udstrakt fra Nordøst til Sydvest, og det seer ud, som om man skulde kjøre lige ind paa denne Linies Midte – nei, aldeles ikke, Veien gjør en ret Vinkel mod Syd, saa mod Øst, saa mod Nord, ganske som om Byen havde Ret til at være coquet og gjøre sine Tilbedere Nærmelsen besværlig. Men coquet og nydelig ligger den alligevel, men mange, nye, røde Tage, bagved grøn Mark og foran det blaae Kattegat. Man kan ikke lade være at troe sine egne Øine og vente en net, hyggelig Kjøbstad – atter Skuffelse! Saasnart man kommer ind paa den tunge Sandvej, der er Byens Hovedgade, seer man, at de smukke Bygninger som snilde Coulisser skjule Stedets Blanding af Embeds- og Fiskervæsen, og foruden Fiskernes beskedne Boliger staaer der tjærede Hytter med gamle, indsynkende Straatage og med Lyre, d.v.s. Røghul, istedenfor Skorsten. Disse sidste ere malerisk taget, de smukkeste, og de vække, menneskeligt taget, Deltagelse, men saa faaer man pludselig Øie paa den nye Kirke, der kneiser over de fattige Hytter med en vis Fordring paa Skjønhed, ligesom den ogsaa har Ord for at være “opført i Stil med Slotskirken og Frue Kirke,” men er den styggeste Bygning, man kan see. Hvad har Skagen syndet, at denne Kirke, hvortil der blev indsamlet over hele Landet, skulde have de hæsligste Linier, som nogen Architektur kan frembyde? Stolede man  paa, at saa faa Fremmede komme herop, og at Skagboerne kunde taale et Forsøg i “Ästhetik des Häslichen?”
Den underlige spredte Maade, hvorpaa Alt dette ligger i Sandet, giver Byen et ganske eiendommeligt Physiognomi. Hvert Hus synes at protestere imod, at det hører til Byen, til noget Fælles, skyder Sand op mellem sig og sin Nabo, vil ikke ved Rydning eller Brolægning bidrage til, at han kommer og aflægger Besøg. Jeg nægter ikke, at dette jo kan være Naturens Skyld, men naar man kommer mellem Mennesker, troer man uvilkaarlig, at deres Tanke og Vilie har Indflydelse paa deres borgerlige Anstalter, og jeg har ikke seet nogen By, der saaledes synes symbolsk at opløses i Egoisme.
Ny overraskelse. Indenfor Plankeværk, der gjenne Sandet bort, er hist og her Smaahaver eller Beviser for, at Træer kunne groe i Bunden. Byfogden har en stor, smuk Have, og Sydvest for Byen ligger en hel, frodig Lund, hvori rigtignok Klitten stikker op mellem Træstammerne, ligesom en vis Persons Hestefod naaer ud til civiliserede Pantalons; men smukt er det alligevel, og man forestiller sig uvilkaarlig, at paa disse Steder, der ere ligesom aftvungne en uvillig Natur, samle sig hyppig paa blide Sommerdage dette fjerne Steds Beboere, Embedsmænd, Kjøbmænd og Fiskere, og frydes med hinanden i idyllisk Glæde , med The og en Pibe Tobak. Men de, der kjende Byens Temperament, erklære dette for, mildest talt, usikkert.
Men Usikkerheden ophører ikke hermed, tvertimod, nu begynder den først rigtig. En Mand omtalte tilfældigvis til mig, at der intet Apothek var i Byen. Ordene bleve liggende udenfor mit Øre, og jeg opfattede dem først tydelig lidt senere, da jeg talte med en anden Mand. Har De intet Apotek i Byen? spurgte jeg ham. Nei, svarede han. – Altsaa, naar Deres Kone faaer ondt, maa De kjøre til Frederikshavn og hente Hofmandsdraaber! – Nei, svarede han, her er en Doctor i Byen, og han handler med nogen Medicin. – Kan De da hos ham faae al den Medicin, der behøves? – Han forskriver vel ikke Andet, end hvad man kan faae hos ham. Er der nu et Apothek i Skagen eller ei?
Hvor usikkert dette nu end var, saa ansaae jeg det for nogenlunde vist, at der ingen Apotheker var, og jeg spurgte en tredie Mand: Hvorfor have De ingen Apotheker i Byen? – Jeg fik det pythiske Svar: For saa vilde der være to Øine flere.
Jeg var ude ved den gamle Kirke, beliggende en Fjerdingvei sydvest for Byen, skjøndt ogsaa dette er usikkert, da det kommer an paa, hvor man regner, at den egenlige By ligger. Den var engang Skagens og Landdistrictets Sognekirke, er nu forladt, begravet i Sandflugt. Taarnet rager op over de omgivende Sandbølger, der ere bedækkede med Klittag og Tjørn, og i Fordybningerne med Solen staae Brombær og vilde Roser. I Nærheden er imellem  Klitten en Flade, hvor der voxer Siv; det var engang en Sø, og jeg troer, lærde Folk vide, naar de sidste Fisk fangedes deri, for ikke hundrede Aar siden. I Sandhed, her er trist; man staaer som ved noget levende Begravet. Taarnet, eller idetmindste dets øverste Halvdel, rager som sagt op og tjener til Sømærke. Jeg spurgte: Hvor er selve Kirken? – Skagboen svarede, den var dernede, begravet i Sandet. Han har H. C. Andersens Autoritet for sig; thi A var , vel ikke personlig, men med Tanke og Phantasi dernede og saae sælsomme Ting. Men Vendsyssel er ikke fri for Bagtalelse; den ene By bagtaler en Smule den anden, og jeg har hørt i en anden By, at Kirken vistnok med nogen Anstrengelse havde kunnet frelses; men den laa Skagboerne for langt borte, og det af Sand overvældede og af Hav formindskede Landdistrict, hvor der nu kun boer 65 Mennesker, kunde ikke gjøre noget Krav. Derfor blev Kirken en Tidlang overladt til at kæmpe mod Sandet, som den kunde bedst, og derpaa erklæret død og begraven, men i Virkeligheden nedbrudt, og af dens Sten ere Huse i Skagen opførte. Ja, tilføiede man, de havde gjerne taget Taarnet med. Hvad er nu sandt? Hvor er Kirken?
At jeg under saadanne Omstændigheder ikke kunde erfare noget Sikkert om en Strandingssag, der netop interesserede mig, er en Selvfølge. Den Ene gjorde Vedkommende sort som en Ravn, den Næste gjorde ham saa hvid som en Svane. Den sløve og feige Maade vilde være, deraf at slutte, at Manden var graa; men det skal nok skjønnes, naar man har Kjendsgjerninger rigtig for sig, om en Mand helder til det honnette eller det uhonnette. Imidlertid, umuligt at faae en Kjendsgjerning at støtte sig til; Alt bølgede og gyngede, som selv Landet syntes at gjøre, naar man saae ud til en af Siderne, til et af Havene.
Et er der, som ikke kan skuffe: de kraftige Hoveder og kløgtige, behjertede, djerve Physiognomier blandt Fiskerne. En Befolkning kan ikke blive enig om at sætte saadanne Ansigter op for at narre Fremmede, skjøndt dette, for at fuldende Stedets usikkerhed, blev sagt mig. Jeg var fristet til at bryde Aftale og blive for om mulig at aabne den lukkede Bog, disse Menneskers Liv. Men hvor lang Tid vilde behøves? Alt ligger saa adspredt og kigger saa forsigtig ud, og Kjøbstadsudseendet borttager den Naivitet, som andensteds tiltrækker. Maaskee burde jeg dog, med Opgivelse af Thy, have blevet der. Af de faa Samtaler, om Baadfiskeriet – de halede et ( ? ) Baad ind i et 1000Alen langt Toug – og om Fiskesalteriet o. s. v., opfangede jeg en Berigtigelese af Noget, jeg hørte ved Hirtshals. Der stilledes Fiskerne saa langt i Skygge af de Svenske; her derimod erfarede jeg, at Vore gaae ud og fiske og sælge Fangsten til Svenske.
Det var paa Seilads til “Grenen” – Seilads for ikke at gaae i Sand – og Vandring herude, at vi traf Fiskere. Det er det eneste Sted, hvor jeg har været, der seer ud som paa Kortet. Ellers er ethvert Sted for stort til at aftegnes i fuldstændig Nøiagtighed, har en Høide eller Farve, som Kortet ikke kan angive; men her er det en hvid Flade mellem to Bølgestriber, og Fladen trækker sig efterhaanden sammen, saa at man kan sætte den ene Fod i Kattegattet, den anden i Vesterhavet, Landets Spidse bliver ikke større end paa Kortet. Det Eneste, Kortet ikke kan give, er den hvide Brænding paa Revet udenfor Spidsen, og Søfuglene, som i store Skarer sidde derude. Da disse hvide Fugle pludselig lettede, gjorde det et Indtryk, som neppe lader sig beskrive. At sammenligne dem med Aander eller Spøgelser, vilde være trivielt og overdrevet; ei heller var det uhyggeligt, men aldeles fremmedartet, et besynderligt Bud om, at nu hørte Menneskeriget aldeles op, og Naturriget herskede ensomt og mysteriøst.
Vi vare i Vandet herude om Morgenen og kunde opføre os med mere end kongelig Luxus. En valgte Kattegattet, en Anden Vesterhavet, jeg valgte Middelveien og fik begge. Aftenen forud havde de af os, der stege op i Fyrtaarnet, en anden Luxus: Solskiven blev oppe over Horisonten nogen Tid længere for os end for andre Mennesker.
Hvilke Revolutioner, som vi ovre paa Øerne ikke drømme om, have ikke tumlet med denne sandede Strækning! Martørven vidner om, at her har staaet Skove. De bleve kuldkastede, begravne, sammenpressede til Tørv. Egnen forsvandt og steg op igjen eller blev nyopdaget i det 13de Aarhundrede.
Anno 1355, ved et Retterting i Aalborg vare mødte de elleve ældste Mænd i Vendsyssel, bl. hvilke Thorkil Hwal, som var hundrede Aar gammel. De vidnede, at en Konge, som var i Danmark, paa en Jagt i Vendsyssel gjæstede en Bonde Thorsten Skarpæ, som de Tid boede i Oorne ( Horne), hvem Kongen forlenede med den Mark og Skov, som ligger omkring Skagen, til sit Fæ og sine vilde Øg. Og Bonden havde en Hyrde, som hed Trondkar, som var den Første, der fandt paa at fiske på Skagen, og byggede et Hus der. Senere nedsatte Flere sig under Thorsten Skarpæ. Item, at fra den Bæk Hjertbæk østen for Hofsø til det ydre Skagens Ref havde Alt været Kongens Forstrand, aldrig bygget paa af Nogen, før da for faa Aar siden Jylland voldelig blev overfaldet og medhandlet.
Videre Optegnelser vise Tryghed, Virksomhed og en vis Velstand.
Anno 1517: Hans Tydsk i Skagen fik Brev, at han maa opbygge et Hus og et Kapel i Skagen nordpaa til Byen, som kan tjene til deri at indtage syge Mennesker, og maa han samle Almisse til deres Underhold.
-1523. Gav Kong Frederik Biskop Styge Krumpen Skjøde paa dette Kapel, der var kaldet Sr. Jacobs Kapel.
– 1529. St. Johns Baptists Aften var Bisp Styge Krumpen hos Kongen og viste aabent Brev, beseglet af Borgemester, nogle Raadmænd og Borgere i Skagen, hvor de lovede at give til Bisp Styge og hans Eftermænd paa Bispestolen Biskops Gave Kalass, som og kaldes Helligdags Kalass,  ligesom deres Forfædre.
-1535. Hr. Laus Nielsen fik Konfirmation paa en Kirke i Skagens By, dog saa, at han skal besørge de syge Folk i Hospitalet i Aalborg af den Rente, som ganges af samme Kirke.
-1546. Skagens Borgere fik Brev til Eiendom paa deres Byes frie Græsgang og Uddrift paa Kronens Gaard Hoffsøgaard og Grund, som Niels Iversen iboer, udenfor deres By liggende, Intet undtaget uden de Enge, som nu ligge til Toldergaarden sammesteds, dog at de og deres Efterkommere skulle aarligen give deraf Aalborghus salte Fisk og Flynder.
-1569. Kong. Brev til Erik Podebusk, Lensmand paa Aalborghus, om, at han skal paasee, at Fyrlampen paa Skagen holdes tændt; thi de Søfarende beklage sig og ville ikke betale Fyrpenge til Kongen. Iligemaade skal der udlægges Sømærker, navnlig paa Trindklint ( Trindelen).
Saa begynder Havet at tage, hvad Havet gav:
-1635. Ansøge Borgere og Indvaanere i Skagen om Nedsættelse i deres Skat, der bestaaer i 90 Slettedalere om Aaret og Løn og Føde til en Karl ved Fyret. Thi deres Næring og Brug er blot Fiskeri ( ingen Stranding?), der nu meget forringes, ligesom ogsaa Vandfloden aarlig bortskyller deres Huse og Gaarde, ligesom ogsaa Kongens Lygte, der stod her i forgangne Aar, er henskyllet i Havet.
Og endelig kom, maaske tildels ved Indbyggernes Uforsigtighed, idet de oprykkede og brugte Væksterne og Beplantningen paa Sandet, den forfærdelige Flod og Sandflugt 1775, der kun efterlod, omtrent hvad vi nu see.
For en Del paa Grund af Historien, syntes mig den interessanteste Bygning heroppe at være den gamle Raadstue. Den er rigtignok forfalden, straatægt og utæt.; men Stuernes Rummelighed og de gamle sortebrune Borde o. s. v. give den et Udtryk som en gammel Mand af god Familie, det er gaaet tilagters med. Et ret kraftigt Kommunevæsen kan godt have fundet Sted her, uagtet den fortræffelige Olavius korsede sig ved den Tanke, hvad Følger det i Henseende til borgerlig Lyksaligheds Bestyrelse maatte have, at Borgemester og Raadmænd dreve borgerligt Erhverv, navnlig Fiskeri. I hans Tid ( 1787) var det aldeles udslettet af Folks Sind, at Andre end Herremænd, kongelige Fogeder o.s.v. kunde forestaae den borgerlige Lyksalighed.
Paa tilbagereisen, der ligesom Henreisen gik ad Stranden, men fuldstændigere indtil Tværsted, standsede vi i den begyndende Skumring omtrent udfor Skiuerne ved et Værk af en eller anden Revolution. Klittens Sand afbrydes nemlig pludselig af Sten, at en Slette bestaaende af Stene, omtrent saa store som dem, der bruges til at macadamisere Landeveiene. Stenmassen ligger i en Høide af omtrent 20 Fod, strækker sig nogle hundrede Alen langs Stranden og rækker dybt ind i Landet. Den bekjendte Stenslette Erau i Frankrig er unægtelig mere udstrakt, men er nogenlunde dyrkelig Jord eller Sand belagt med Sten; her er med Undtagelse af enkelte smaa Planter alt organisk Liv udslugt, og Ødheden træder frem imod En med næsten imponerende Magt. Dødens Gudinde kunde passende sidde der i Baggrunden paa en Stenthrone. Hvordan ere disse talløse Stene komne hertil, opdyngede her i jevn, ubrudt Flade? De Lærde kunne vel besvare dette Spørgsmål. I Øieblikket griber Phantasien f.ex. den Forklaring, at alle Himlens Stjerneskud, naar de blive kolde, falde herned, at her er Begravelsesplads for alle døde Meteorer.”
Her slutter artiklen fra Illustreret Tidende. Jeg har skrevet den ordret af, og den lidt ukonsekvente stavemåde af f.eks. kunne= kunde ville = vilde – der bruges i flæng er altså ikke min beskadigelse af teksten.
Den korte opremsning af Skagen Historie sidst i artiklen har Goldschmidt fra Olavius, selv om han ikke nævner sin kilde.
Goldschmidt besøgte byen i 1865 – allerede i 1869 sker der store ændringer i byen. Den ny kommunallov af 1886 demokratiserede kommunerne, og i 1869 nedsættes et mark- og vejudvalg med flg. medlemmer: Konsul N. Fabricius, P. Thellefsen og L. Holst. Noget at det første, de foretager sig, er at sikre vejene i Skagen – de macadamiseres med ler fra Strandby tilsat grus, der erstattede de tidligere materialer som var tørv og lyng. Nu skete der noget. Vejene stabiliseredes, og også internt i byen blev der indført store ændringer: alle husejere med grund op til vejen opførte hegn, som hindrede sandflugt og desuden gjorde det muligt at dyrke haverne.
Det næste indlæg vil blive et historisk rids af en af de fænomener, der betog Goldschmidt ved indkørlsen til Skagen – nemlig den imponerende Skagen Plantage.
Undskyld, det blev lidt anderledes – først ville jeg gerne lave en slags status over indlæg om skagen, og den findes nu herover – og desuden skulle jeg gerne slutte de indlæg, der handler om skønlitterær skriveri om Skagen – og der manglede teksten af Mylius Erichsen, som ikke findes i bibliografilisten, men ikke destomindre er ganske interessant i hele sin tidstypiskhed.
 
 
 

37 – En roman og en novelle om Skagen

Udgivet den af
Svar


Karsten Lund: “Den amerikanske sømand” og Viggo Stuckenberg: “Valravnen”.
Teksterne er vidt forskellige, og det skyldes jo dels tiden – der er ca. 100 år mellem dem – og dels stilen. Begge er fortalt i et smukt og letlæst dansk – Stuckenbergs viser dog tydeligt, at han er mere til det lyriske – novellen er som et langt vemodigt digt – kun en del af den foregår i Skagen, og her er naturen godt nok skildret, men set og sanset af en ulykkelig forelsket mand, og det farver beskrivelsen. Handlingen udspiller sig i sidste halvdel af 1800 tallet og episoden i Skagen over kun ganske kort tid. I Lunds roman udspiller handlingen sig over nogle tiår, og slutter i den periode, hvor skagensmalerne er ved at takke af.
Citat fra side 172 lyder: “Malernes tid var ved at være forbi oppe i tyverne; mange af de nye holdt den kørende på de gamles renommé. Anchers var her endnu, Anna og Michael, de boede omme på Markvej”.
I romanen er omdrejningspunktet en ret makaber begivenhed. Ane kan ikke få børn med sin mand – der strander en sømand, det sker jo tit – han bringes til Anes hus, hun plejer ham, hvorefter han forsvinder. Ni måneder senere føder Ane en dreng. Han ligner ikke helt sin far, eller de øvrige skagboere. Historien er måske sandfærdig. Sandt er det i al fald, at der strandede mange sømænd på de kanter, og der er ikke så få indbyggere i byen, der har en mørkere lød end den, de hjemlige gener er i stand til at fremstille. I et af de tidligere indlæg citerede jeg et digt af Ole Stjernø, her kan man læse i historien i en anden version.
Jeg vil ikke skrive mere om romanen – men anbefale den som god og underholdende litteratur.
I “Valravnen” der er en roman om ulykkelig kærlighed, et trekantsdrama, er fortælleren en videnskabsmand, som ikke er helt ung, men som har giftet sig med en purung pige – På en rejse til Skagen møder parret en maler, der ikke nævnes ved navn, men som ligner P.S. Krøyer. Den unge kvinde, Hedvig, forelsker sig i maleren, og på et tidspunkt forlader hun sin mand. Mere får vi ikke at vide. Jeg-fortælleren er en tør forskertype, man hører f.eks., at han på et tidspunkt sidder fordybet i en sanskrit-tekst. I et tilbageblik, efter at hun er rejst, ser han sin ungdom sådan:
“Jeg saa de tre Aar ( = årene med Hedvig) for mig som en fjern, lys Stribe under en mørk Himmel. Minderne gled saa hjemløst igennem mit Hjærte, og min Tanke strøg som en træt Maage mod de Aar, der som en fast Strimmel Land dukkede op yderst i Horisonten, de Aar, jeg havde delt med ingen, min Ungdoms menneskefjerne, ensomme Øland.”
Her er en af skildringerne af Skagen, sådan som Jeg-fortælleren husker det, og man mærker både skønheden og vemoden i teksten:
“Jeg ser ned over Stranden. Tæt ved mig staar et graamalet Badehus halet op paa Sandet, og længere borte, saa langt jeg kan se, tegner tjærede Baade deres sorte Skrog paa den gule Flade. Jeg driver uden om Badehuset og følger Havstokken og føler mine Skosaaler fugtige af det vaade Sand. Men Brændingens ensformige Brus trætter mig, og Havets aabne Ensomhed strømmer med Vinden ind over mig og spiler sig ud om mig, saa jeg føler mig lille og fremmed. Jeg vender om og gaar tilbage den Vej, jeg er kommen, og ser ikke til Siden, og jeg mærker intet uden, at Solen bager min Ryg, og at Sandet bliver tungt at træde i, da jeg drejer op mod Huset.”( side 26)
Her er et citat, hvor vi møder de to ved stranden. Endnu er maleren ikke blandet ind i forholdet, men alligevel mærker man ( eller i al fald han) tydeligt, at hun er ved at glide fra ham. Skildringen er næsten et maleri:
( Side 28) “En Tid lang bliver vi staaende tavse. Hedvig ser ud over Havet, og jeg staar og holder paa min Straahat og følger med Øjnene et halmgult Flaskehylster, som ligger og flakker frem og tilbage i Havstokken. Saa kommer der pludselig en Sø, der løber højere op end de forrige.
– Tag dig i Agt! Nu bliver du vaad! siger jeg og ser ned på Hedvigs Remmesko.
Hun flytter sig paa Taaspidserne et Par smaa Skridt baglæns og ser forsigtigt ned paa sine Fødder og vender saa atter Øjenene mod Havet og Horisonten.
Men jeg bliver staaende og tager ikke Øjnene fra hende.
– Hvorfor ser du saadan paa mig? spørger hun pludselig og drejer Hovedet og stryger et Par Haarlokker bort fra Kinderne, der rødmer af Sol og af den friske Vind.
– Du skulle vide, hvor smuk du er, som du staar der! svarer jeg. Jeg har aldrig set dig saa smuk før.
Hedvig ler.
–Nu bliver du nok galant! siger hun.
Jeg ryster paa Hovedet – Det er aldrig faldet mig ind, at et Menneske kunde se saa lykkelig ud! siger jeg.
– Lykkelig du! svarer hun, – jeg er mere end lykkelig! Du kan slet ikke finde Ord for, hvor glad jeg er!
– Og saa ung, bliver jeg ved, og saa knejsende – og saa skær, – – jeg bliver helt forskrækket, naar jeg tænker paa, at det er med mig, du er gift, at jeg virkelig kender dig og tør tale til dig!
Hedvigs Øjne skinner af Glæde, og hun rødmer højt op under den gule Hatteskygge.
– Nej, hvor kan du gøre Nar! ler hun.
– Jeg gør ikke Nar, Hedvig, siger jeg ganske alvorlig, tværtimod du, – jeg er beklemt om Hjærtet.
– Mener du virkelig? spørger hun og skyder sin Arm ind under min.
Jeg nikker, og vi begynder at gaa hjemad. Jeg gaar og ser ned.
– Synes du da ikke, her er storartet? spørger hun lidt efter.
– Det ved jeg ikke, svarer jeg og tager ikke Øjnene fra Sandet. Naar jeg ser paa dig, tror jeg, her maa være det!! ( citat slut )
Her er et citat fra en scene, hvor Jeg-fortælleren er med maleren på jagt – endnu ved han ikke noget om de følelser, maleren vækker hos den unge kvinde:
“Langt borte foran os strækker Klitternes kullede Række sig, og op over Klitterne rager en Barks øverste Sejl regnvaade og mørke mod den grå Himmel.
– Jeg vilde egentlig ønske, siger jeg, at De ikke fik Deres Lyst styret.
Han ser bestandig frem for sig med sine graa, søgende Øjne.
– Aa jo, svarer han omsider og føjer lidt efter til: De maa ikke ønske ondt over mit Krudt!
Jeg gaar ved hans Side, og den dybe Stilhed strømmer imod mig klam og kølig, baaren af en sagte glidende Vind, og mit Blod hamrer i nervøs Angst for, at noget levende skal rejse sig og et Skud splintre den graa Tavshed og bore Døden ind i denne regnduggede Hedes ensomt aandende Sjæl.” (Citat slut)
Der skal en solnedgang til for at rive ham ud af melankolien. Her hører vi skildringen af fænomenet:
(Citat side 33) “Solen er lige sunket smukt, og Himlen i Vest gløder af et svagt Rødt, der farver skyernes lange, blødt buklede Bræm. En Tid lang dvæler dette Røde og fylder Stilheden som med en mildt varmende Dugg af Lys. Saa skifter det umærkeligt, ganske langsomt og bliver til en blegt lysende, tyndt Gult, og min Sjæl, som er fyldt af Ensomhedens Højtid, føler dette Skærs stille, stigende Skiften, som flød der imod mig fra et uhyre Orgels Piber en enkelt, dyb, længe lydende Tone, der langsomt stiger og glider over i en høj, skær, dvælende Klang af uendelig Klarhed.
Og jeg svimler under en Lykke, der strømmer fra mit Hjærte og hvisker til mig hendes Navn, hvisker det gennem hver Fiber i mit Legeme, hvisker det i det uendelige, mens Skæret fra Himlen lyser om hendes Billede i min Sjæl og smelter Hav og Jord og Himmel sammen til et luftsitrende, grænseløst Rum, fyldt af et hvidt, uendeligt Lys, der bader i sin fredlyste Glans hendes og min Lykke.” ( Citat slut).
Jeg personen iler hjem og mødes ikke som han forventer af en utålmodigt ventende kvinde:
(Citat si.35) “Men hun rejser sig ikke, hun er ikke løbet hen til mig, intet af det er sket, som jeg har gaaet og fablet sammen i mit Hjærte. Hun bliver siddende tavs og ser paa mig.
– Har du længtes efter mig? spørger jeg og søger at skjule, hvor pludselig forstemt jeg staar.
— Nej! siger hun.” ( Citat slut.)

36 – Et par trivielle værker om Skagen og Skagen Landsogn

Udgivet den af
Svar


 
Jeg kunne springe dem over, men tager dem med, fordi de er karakteristiske folkelæsningsbøger fra tiden – i lighed med den litteratur, der undertiden kaldes “skolelærerlitteratur” og som er tænkt som et middel til almuens moralske opbyggelse.
1. C.A. Wermuth “Familien fra Aalbæk”, fra 1883 – et lille citat fra indledningen kan bruges som karakteristisk eksempel på stil og indhold: “Vi se her et Billede paa huslig Lyksalighed under fattige Kaar.” og følgende: “Jens sidder paa en Bænk i Kakkelovnskrogen med en lille Dreng paa det ene Knæ og en lille Pige paa det andet.” Den fortæller om en familie, der trods fattigdom dog lever i harmoni med sig selv og omverdenen og rigtignok også til slut belønnes for det. Noget særligt om Aalbæk hører man ikke – det er stereotype skildringer af såvel personer som miljø.
2. Svend Aage Reerslev har skrevet to bøger om livet og menneskene ved vestkysten: “Præsten i Ødemarken” ( fra 1942) og “Søen”  ( fra 1954) – jeg vil blot melde, at det var en lidelse at læse begge bøger. Det er helt flade tekster uden nuancer og dybde. Et par naturskildringer hæver sig lidt over resten. Her føler man forfatterens kærlighed til egnen.
Mange lokaliteter er kendte. Studeli mile f.eks. Her et lille uddrag fra bogen side 5)
“Bare det, at milen engang hed “Studeli” og altså var et sted, hvor bønderne græssede deres stude, mens det nu ligger hen som golde sandbanker, måtte få hjertet i et sådan landskab til at krympe sig. For ikke at tale om udslettelsen af alle de mange menneskebogliger, hvis tilsandede brønde er så godt skjult, at man kun har fundet ganske enkelte af dem frem, for atter nødtvungent at overgive dem til den grådige vandreklit.”
3. J.J.F. Friis: “Strandingskommissæren i Skagen” ( fra 1974) – den er jævnt underholdende, men har altså samme svaghed som de øvrige – er belærende og sproglig triviel.
———————-
 

Intermezzo

Udgivet den af
Svar

Til mine trofaste Skagenlæsere:
– ja, jeg ved det nok, der mangler nyt stof på bloggen. Det kommer – jeg har i den seneste tid læst en række romaner og noveller, der alle handler om Skagen, eller har Skagen som det sted, hvor handlingen udspiller sig, et af dem endda Ålbæk, og der kommer vi jo tæt på Skagen Landsogn. Fra dette sidstnævnte område findes der ikke så meget litteratur og slet ingen skønlitteratur, hvis man ser bort fra digtene og en del erindringer fra Kandestederne og ikke mindst Bent Hallers Digerpjalten.
Den flittigste skribent er P.A. Gaardbo, der rigtignok kommer med mange interessante oplysninger om egnen, men han levede jo altså midt i 1800 tallet, og hans viden er jo ikke særlig ny.
Som sagt: jeg læser og samler, og når den her fjollede julekalender er kørt til ende, skal jeg igen bestræbe mig på at være en seriøs researcher – og mine arbejder skal reflektere sig på bloggen i form af resumeer, noter og bemærkninger til teksterne.
 

35 – Ole Stjernø – En lokal digter?

Udgivet den af
Svar

Jeg tror, at Ole Stjernø er fra Skagen, måske endda Skagen Landsogn, for min far kendte ham, da de begge var unge, men igen må jeg beklage, at jeg ikke var lydhør, når far fortalte om sin ungdom. Jeg kan dog huske, at han omtalte digteren som sin ven. Men nogen stor digter var Stjernø jo ikke, og han har, så vidt jeg ved, kun udgivet to digtsamlinger, begge på Gyldendal: Lyrisk Mosaïk i 1922 og Raabjerg Mile”  i 1923. Jeg vil citere to af digtene, som begge foregår i egnen omkring Skagen. Det første fortæller om bøndernes vilkår i sandflugtens tid:
Jeg dyrket min Ager paa Fædres Vis,/ skønt Føden gav den vel næppe;/ men lidt faldt der af ved Vrag og Forlis/ af Tømmer og sligt til en billig Pris. -/ Jeg klared mig da med Ko og med Gris/ paa en simpel Lod til en Skæppe.
Jeg vidste som Barn, at det tidt holdt haardt,/ naar Kampen stod paa med Sandet;/ og altid kom Folkene slemt tilkort,/ – for det kunde Præsten ej mane bort;/ og led han som vi, den selvsamme Tort:/ at faa Mulden med Sandmilen blandet. –
Min Fader var Mand paa en større Gaard/ end den, jeg nu kalder min egen;/ thi Sandflugten trængte os Aar for Aar,/ dets fygende Magt ved Vinter og Vaar/ knap skaaned det lidet, hvorpaa jeg staar/ og ser mig omkring forlegen. –
Og Gaarden, jeg arved i velholdt Stand,/ den flytted jeg et Par Gange; -/ det spøged omkring den med Flyvesand,/ og kendte ej Muren til Tidens Tand; – jeg fik at kende Naturens Ran/ i de Aar, der gjorde mig bange!
Jeg dyrked min Ager paa Fædres Vis,/ skønt bedre er den vel næppe;/ saa hjælper jeg til ved Vrag og Forlis,/ og bjærger lidt Træ til en billig Pris, -/ men holder mig ellers til Ko og Gris/ paa min simple Lod til en Skæppe.
Både i Skagen by og i Landsognet træffer man undertiden temmelig mørklødede indbyggere, og det er ikke så mærkeligt, for i fortiden forliste mange skibe fra fjerne egne ved Skagen, og de reddede sømænd kunne ind imellem også redde sig en Skagenpiges hjerte. Det kunne der komme børn ud af. Romanen: Den amerikansk Sømand af Karsten Lund fortæller om en sådan historie, dog ikke lige just en kærlighedsroman, men den handler ikke desto mindre om en strandet sømand og det, der kommer ud af mandens møde med en Skagenspige. Og også Ole Stjernø har et digt med det tema, skønt det her er et rigtigt kærlighedsmøde.:
“Fremmed Blod” hedder digtet og lyder:

Det hed sig, min Far var en spansk Kaptajn,/ der stranded en Nat under Kysten./ Hans Skib med dets Last var for denne Egn/ en Rigdom, der lønnede Dysten. / Men Tabet var stort for min Fader.
Blandt dem, der tog Syn paa det sjældne Vrag,/ var ogsaa min Moder som Pige;-/ men ret som det gik: i den sene Dag/ sad hun hos Kaptajnen bag Dige./ Men Blodet var varmt hos min Moder.
Og Solen stod rød nær det stolte Hav/ og lo af den skumrende Tanke,/ da Frieren Kysset min Moder gav/ og strøg hendes guldgule Manke/ – Men Elskov var ny for min Moder.
Skønt Klitten var skummel ved Nattetid,/ især naar det lakked mod Høsten,-/ hans Arm var som skabt til at blunde i/ og vaagne med Dagen i Østen!/ – Men Søvnen var sød for min Moder.
Den spanske Kaptajn var en ærlig Mand,/ han mente det godt med sin Pige,/ saa bad han min Moder se Tiden an,/ – og bad hende intet at sige!/ – Men Kysset var nok for min Moder.
Den Dag i November, Kaptajnen drog/ mod Syd til de hjemlige Strand,/ sad Moder og græd i en ensom Krog/ med Haand over Øjne og Pande./ – Men Tiden var ond for min Moder.
Hun vented i Angst paa sin spanske Ven/ den Vinter i Skam for sin Brøde/ til Foraaret kom med sit Liv igen./ Som det stod hun ogsaa i Grøde. – / Men Solen var slukt for min Moder.
Hun søgte til Klitten, saa tung hun var,/ den ensomme, grædende Pige;/ dog elsked hun hæftigt det Liv, hun bar,/ og kunde det slet ikke svige./ Men Klitten var Fred for min Moder.
Da Veerne kom til beregnet Tid,/ – saa har jeg mig ladet fortælle, -/ da slæbte sig Moder til Diget hid./ Jeg blev som en Fisk til at sprælle. /- Men Fødslen var let for min Moder.
Og hændte det sig, at vi hvilte en Stund/ bag Diget, dengang jeg blev større, – / da hørte jeg det af min Moders Mund/ til Læberne hendes blev tørre./ -Thi ingen fik Kys af min Moder.
Da Veerne kom til mit øde Hi,/ stod h a n for min søgende Tanke;/ h a n s F a v n var den Seng, som jeg fødte i,/ d i n  F a r  med den glinsende Manke./ Men Mindet var Trøst for min Moder.
Og ventede Moder i trange Aar,/ – den Brudgom kom ikke tilbage./ Men aldrig det lægtes, det Hjærtesaar,/ selv ind i de lysere Dage. / – Thi Kysset blev Lov for min Moder.
– Den spanske Kaptajn blev et Sagn her i Nord./ Jeg selv er en fremmedfødt Kvinde./ Som Brud stred hun Livet, min trofaste Mor,/ i Kraft af et dyrekøbt Minde!/ – Men Mindet er smukt for min Moder.
 
 

34 – Ole Wivel og Henrik Ventzel

Udgivet den af
Svar

Kun fordi jeg læste bøgerne lige efter hinanden, optræder de sammen i dette lille indlæg. Der er mange mile mellem dem indholdsmæssigt. Den ene er en digtsamling og den anden en roman. De er dog fælles om Skagen som omdrejningspunkt.
Wivels digte kredser om natur og mennesker i denne besynderlige afkrog af verden, der i det mindste i et par menneskealdre kravlede ud af krogen og blev centrum for kunst og kultur. Jeg vil præsentere Wivels digtsamling: Til de fattige præster med to små digte, smukke og stemningsfulde:  Brændevin – Stille morgen.
Brændevin: Først porse og enebær/ som skiftede farver/ fra grøn til gul/ og gul til brun/ mens vi blev røde i ørerne/ og stemmerne stærkere/ og hyben kom til/ med roser og torne/ og malurt, vissengrøn/ som slog tænderne ud/ og valnød, rembrandtbrun,/ kurs mod gulvet./ Endelig slåen, rubinrød/ som elskov er./ I flaskernes timeglas/ med hver sin slanke eller/ skæve krop, sit kluk/ og sine historier/ synker/ væskestanden som rusen/ stiger./ Urter samlet i hederne,/ frugter plukket den/ lange sommerdag/ og senere/ i oktobersol/ og nattefrost/ under stjernerne./ Glasset blev tømt og stillet bort./ Stemmerne tav.
Stille morgen: Solen er rullet som en kugle hen/ for enden af Sct.Laurentiivej./ Husene gløder, træerne/ bærer tunger af ild/ på de friske blade./ Alliker skriger og stiger/ sorte imod den røde himmel,/ mågerne kommer ind fra havet/ hastige, tavse/ på flammende vinger./ Duggen tørrer i græsset./ Om lidt er skolebørn på vej/ med en ufortjent glorie hver/ om det lyse hår.
Henrik Venzel skrev sin historiske roman “Dødemandsbjerget” i 2009, og den er udgivet på Politikens Forlag. Handlingen er henlagt til første del af 1800 tallet, og romanen krydsklipper mellem de to hovedpersoner: Den fattige fiskerdatter, Marie, og negerslaven Jan. Den sidstnævnte person er plukket lige ud af Skagen Historie – han levede virkelig i byen i mange år, blev foræret til byfoged Lund af en taknemmelig skibbrudden som tak  for redning, og ifølge overleveringen er det denne stærke slave, der har skabt den lille oase, midt i Skagen, en plantage midt i sandet. I alle erindringer fra 1800tallet sidste halvdel kan man læse om dette lille vidunder.
Jeg vil gerne anbefale romanen til alle, der kan lide at læse en velfortalt historie. Den bygger helt tydeligt ikke bare på overleverede fortællinger, men også på meget grundige studier af livet i og omkring Skagen på den tid, der ligger lige inden alt ændrede sig: inden, byen blev interessant og mondæn og ny fangstmetoder og bedre skibe ændre fiskernes vilkår fra et slidsomt liv i fattigdom til en tålelig tilværelse. Ja, for mange betød udviklingen ligefrem velstand.
Jeg ved jo ikke, hvordan byfoged Lund egentlig var, men i romanen får man en meget fin skildring af ikke blot ham, men af alle personerne. De har dybde og karakter. Det er alle måder en smuk og underholdende bog.

 

33 – Flere digtere og deres skriverier om Skagen

Udgivet den af
Svar


Her over et par billeder af det, der aldrig forandrer sig: stranden, fuglene og havet.
I det følgende vil jeg plukke en buket fra den smukke bog : I skarpt lys. Har allerede vist jer to fine digte ( se forrige indlæg) Her kommer en hel række forfatteres Skagensoplevelser:
Den allerførste er Steen Steensen Blicher, der på den ene side er tiltrukket og på den anden side frastødt af byens to ansigter: det venligt og det barske. Det er fra 1839. Her er et lille uddrag:
– ( citat siden 29 🙂 Naar Du, min Reisende har moret dig ad libitum paa Sladderbakken, saa spørg om: hvor Byfogden boer! – Dersom det da er den samme, der modtog den stakkels Præst i Spentrup med arabisk ( jeg siger blot saa med Hensyn til Sandet ) Gjæstfrihed, da vil han vise Dig noget Utroligt – jeg havde nær sagt: Umuligt. Blomsterhave, Frugthave, Lystskov, og det just ikke i det ganske Smaa, lønner her den menneskelige Flid og Udholdenhed. Naar man kommer fra Ørken mod Syden, hvor vederkvæges, forlystes da Sjæl og Sind, og det gjennem alle Sandser! Det jævne Løv, den smilende Blomsterpragt, den søde Duft, de muntre Fugletoner, de liflige Frugter – Alt forener sig her, for at bringe Hidrejsen i Forglemmelse; det er fra Styx og lige ind i Elysium. ( Citat slut ) .
Den omtalte byfoged er Lund, som i følge flere kilder ved hjælp af sin sorte slave Jan tilplantede sandjorden og skabte denne lille oase midt i byen, som man stadig kan glæde sig over.
Nu kommer H. C. Andersen. Om han besøgte Skagen før eller efter Andersen fremgør ikke af teksten, som er fra “Mit Livs Eventyr” ( 1855 ) Han skriver:
om vejen dertil: ( citat side 10) Vi kjørte over Mark, Hede og Mosegrund, vi kjørte i Havstokken, paa det faste Sand i Brændingen. Snart naaede vi Klitterne, der laae som store Snedriver ved Vintertid. Strandbredden var som belagt med bævrende, rødbrune Meduser, Konchylier og afrundede Smaasten; Vrag laa ved Vrag; vi kjørte midt igjennem et stort, engang tremastet Skib. Skrigende Fugleskarer omkredsede os. Taarnet af den i Sandflugt begravede St. Laurentius Kirke vinkede og viiste: her ligger Skagens By. Denne selv er tredelt, og den ældste Deel ligger en halv Miil fra de to Andre. Mod disse kjørte vi. Gaderne her ere omskiftelige, de antydes ogsaa ved Touge, spændte fra Stang til Stang, alt som Flyvesandet vil det; her ligger et Huus, halvt skjult af en Sandklit, der et andet; her en mørk Træbygning med Straatag, her et Par Huse med røde Tage; i en lille Kartoffelhave saae jeg en Griis, tøiret til en Gallionsfigur; Haabet, støttende sig paa et Anker. Her kigger fra Husets Gavl en kolosal Skikkelse: Walter Scott; Gallionsfigur fra et strandet Fartøi.
Ørkenlandet heroppe har ogsaa sin Oase, en frisk, frodig Plantage med Bøg, Piil, Poppel, Fyr og Gran. Grønsvær dækker i Gangene Sandgrunden, der ellers snart ved Vinden vilde faae Overmagt. ( citat slut)
I 1865 besøger digteren A.M. Goldschmidt byen, og han oplever sit besøg som en lang række overraskelser, nogle behagelige, men mange ubehagelige. Skagen taler med to tunger, synes han at mene – altså omtrent som Andersen.
Her er et citat fra rejsen dertil: ( citat side 81): Veien langs Stranden er naturligvis øde; men den er ikke død, eller der er Begivenhed, Historie i det Døde. Tilvenstre møder man Vragene. Et laa halvt begravet i Sandet, med den venstre Side af Bugen opad, graagult, lignede et uhyre Skaldyr. Et andet havde sin ene halve Side flaaet ud som en mægtig Dør ret ligsom Jættens Handske. Et tredie kjørte vi igennem. Et fjerde stod sønderlemmet lidt ude; agter ragede en Planke lidt op og saae skuffende ud som en Mand med laadden Hue paa. Et femte syntes næsten helt; paa Bagstavnen, der vendte indad, stod det stolte ord Briton; men denne briton skal ikke oftere rule the waves. Paa den anden Side havde vi i Klitten de lange, horizontale, sorte, omtrent en Alen tykke Lag af Martørv. Da Naturen besluttede at ødelægge denne Strækning, men indsaae, at Menneskene alligevel haardnakket vilde forsøge at boe her, vilde den ikke nægte dem Kurturens største Betingelse, Ild, sammenpressede derfor Skovene til en Mellemting af Tørv og Stenkul og anbragte denne, Martørven, saadan, at man uden alt for stor Møie kunde finde den. Ned paa den lave Strand falder den hyppig fra Klitten i store Blokke. ( citat slut).
Med Holger Drachmann gør vi et spring og er nu i slutningen af århundredet og meget har ændret sig, byen er nu blevet tilholdssted for en lang række kunstnere. Han slutter sit essay med en karakteristik af den indfødte Skagboen:
(citat side 27) Man skal først og fremmest have Kærlighed til disse Folk. Modelstudiet, for ikke at tale om den pure Turist-Nysgerrighed, hjælper ikke meget. Befolkningen er sej, men den er ikke utilgængelig; forholdvis er man mere opvakt her, end paa andre lignende Steder. Havet, Farerne, det møjsomme Liv, der ofte kan bringe en uventet Gevinst, en vis Sorgløshed under al den meget Alvor, det hjælper alt sammen med til at lukke Sindet op, og saa følger Munden snart efter. Jyden er nok Jyde, hvor man saa træffet ham; men han er dog maaske en Kende mere “jysk” længere syd paa, og ikke mindst inde i Landet. Uden at være Fantast kan man godt bevare en hel Del Idealisme, og endda ikke komme til kort, naar man søger efter Mennesker blandt denne Strands Beboere. Idag træffer man en Lars Kruse, imorgen er det et andet Navn, som ikke blot betegner en enkelt Dygtighed, men som peger paa et typisk Karaktermærke. Og saa kan man jo lægge disse Karakterer sammen og gøre sit Regnestykke over dem. Pessimisten vil vel tage skuffet tilbage til Hovedstaden, men Optimisten vil ved en længere Dvælen her paa Stranden faa et Tilskud af sund, nøgtern Opfattelse; og den vil vidne til Fordel for Befolkningen – saa længe Befolkningen bliver nogenlunde sig selv. Og helt “Strandvejsliv” bliver der dog næppe i dette Aarhundrede paa Skagen. ( citat slut)
Ja, det menneskesyn fjerner unægtelig den feterede digter fra den gemene hob. En Københavner er en Københavner og en Jyde er en Jyde. Og hvad han forstår ved det at være jysk er sandelig noget, vi jyder må skamme os over. Men dette lille klip er fra 1887. I det næste klip af samme forfatter følger vi digteren ind i det nye århundrede. Det er fra 1904. Her ser han allerede med stor melankoli og næsten længsel tilbage til det gamle århundredes Skagen “Saa hastigt svinder Dagen/ og Aftnen stunder til / der var et andet Skagen / et bedre som man vil.” Det er et digt, som han skriver på den her tid, og som Rifbjerg kalder dårligt. I et tidligere indlæg har jeg citeret hele digtet. Det er rigtignok sentimentalt. Men i det følgende digt, som jeg nu vil citere, er smerten dyb og ægte, og der er ikke antydning af rørstrømskhed:
( citat fra side 67)
Der blev stille i Stuen, / da Festen var endt;/ hvor hun havde sunget,/ stod et tavst Instrument. / Der gemte sig slumrende / Toner deri; / hun kunde dem vække. / Nu var det forbi.
I Stagen stod Lysene / næsten brændt ned,/ et vaklende Skær over / Glassene gled. / Her suged din Læbe / den livfulde Glød; / jeg føler kun Glassets / forstenede Død.
O kunde Du komme / tilbage igen!/ jeg stillede Vinen/ paa bordene hen;/ jeg lyste med Fakler/ vor natlige Fest,/ jeg satte Dig højbords,/ mig selv som din Gæst.
Saa sang Du til Tonernes / bølgende Slag./ Jeg sad for din Fod, til det/ gryed ad Dag./ Saa bar mine favnende/ Arme Dig hjem, -/ hvis ikke Du døde/ forinden i dem.
Der blev stille i Stuen./ Festen var endt./ Der stod kun et støvet,/ forstemt Instrument. / Som Laag for en Kiste / smak Klappen i … / O Gud være lovet;/ Forbi, Forbi!
 
Nu skal vi møde Johannes V. Jensen på en Skagenfart. Han er i byen i anledning af Drachmanns urnenedsættelse. Teksten er fra 1908. Vi ser følget med digterens blik i dette citat fra side 72:
I Følget bag Urnen gik Krøyer; ved denne Lejlighed traf jeg ham for første og eneste Gang og vekslede nogle Ord med ham. Han var helt sig selv i den Periode og gjorde Indtryk af at være en mere end almindeligt jævn og afdæmpet Mand, med et Sind saa blødt som hos et Barn, han der paa sin Kunsts Højde imponerer ved denne fyrstelige Rankhed og ved sin i højeste Grad voksne atletiske Stil. Han saa noget tilgroet ud i Ansigtet med al den blonde Behaaring, Øjnene laa skummelt, de havde et ejendommeligt ærligt og afkræftet Blik. Stemmen var tilsløret og meget, meget mild. Han saa udslidt ud, men egentlig ikke gammel. Der var noget over ham, der mindede om de kattekillinger Børnene forkrammer og misbruger saa længe til de ikke ligner Katte mere. Eller man syntes han kom lige fra Tortur; de havde vasket ham og klædt ham paa og forbudt ham at røbe noget, og han holdt sig ogsaa godt, kun Hænderne rystede en smule … Ak disse Hænder – Drachmann havde ganske den samme nervøse Haand, mager og med spændte værkende Aarer, det gjorde en altfor ondt at se paa hans stakkels udplyndrede Hænder. De Mennesker arbejdede og “festede” sig ihjel. Hvilen de søgte paa Skagen blev til oprivende Inspirationer, af deres Ferier skabte de en ny Kunst og en ny Tid. Men Hvilen laa ikke til dem, før Naturen krævede sin Ret. Der var ved Drachmanns Begravelse en Slags Hvile over Krøyer, et Vindstille i hans Væsen; siden kom der jo svanger Luft over ham igen, Skabernød og ingensteds Ro, til han da omsider ikke kunde Skælve mere. Nu er ogsaa han bragt til Ro paa Skagen. Hvem skal se Solen efter ham? Hvem skal nu gaa levende iblandt os og bevise os, at saadan er det, det der er? ( citat slut)
Den næste digter i rækken er Georg Brandes – ikke så meget er digter som kritiker og lærd, men her i teksten afslører han efter min mening et ægte lyrisk talent. Han besøger Skagen i 1910. Kort tid efter J. V.Jensen. Her er et klip fra side 30.
Luften her synes højere end andetsteds, ligesom Synet faktisk er videre. Ingensteds har Øjet saa megen Glæde af Himmel og Hav. Ingensteds frydes man ved vekslende Belysninger, som naar man ude paa Grenen staar paa det brede Bælte af hvid Sand, der er fast og velgørende for Foden. Hovedpersonerne paa Skagen det er Luften og Havet, et uensartet og dog overensstemmende Par, et omskifteligt, der samtidigt skinner og er stille, samtidigt blidnes og rødmer, samtidigt mørknes, vredes og stormer. I Skagens Natur er Intet smaat og Intet indsnevret. I Skagen er der fuldest Aandedrag. Her trækker vi vejret dybest.
Ære være H.C. Andersen, at han som Digter opdagede Skagen! Han har i 1859 besøgt Egnen, følt og forstaaet den. Det var paa den Rejse, han skrev: “Østersø og Nordhavs Vand/ favnes over Skagen Strand.”
Ære være Michael Ancher, at han som Maler genopdagede Skagen! Han var den første Maler, for hvem Egnens Skønhed gik op. Snart fulgtes han af Krøyer, der saa paa en anden Maade. Og hurtigt blev Stedet erobret af Malere fra hele Norden, der for en Menneskealder siden her grundede skiftende Sommerkolonier.
Saa kom Drachmann og satte Bo og gav Strandbyen dens lyriske Indvielse. ( citat slut)
Brandes slutter sit essay således:
( citat side 31) Det kan jo ikke være andet, der vil engang komme den Tid, da den hele Kunstnerflok deroppe ligger i Urner eller i Grave. Da vil paa Skagen bl.a. blive rejst den tiltalende Dobbeltstatue af Krøyer og Ancher, som Tuxen er Mester for. Dog til Dødstanker indbyder Skagen ikke. Stedets Skytsaand har friskere Livsfylde end nogen anden lokal Guddom i Danmark. Jeg har set den for mig, kraftig, fin og blond, med et af Blæsten bevæget, rigtig gyldent Haar og ren, ædel Profil, hyllet i en lang hvid Kaabe med en Skumbræm for neden. ( citat slut).
Ak ja, et strejf af racisme …
 
Om Anna Ancher taler ingen af de lærde herrer. Efter min mening har hun en dybde og nærhed til det, hun maler, som ingen af de mandlige malere kommer blot i nærheden af. Men nu skal vi høre hendes egen stemme. Hun mindes, hvordan det hele begyndte: ( citat side 17)
….en skøn Dag, det var den 13. Juli, kom en ung langhaaret Maler slæbende paa sin Malerkasse og bad om Logi og Mad. Han spiste tre stegte Duer og kunde vist have spist flere, selv lignede han en af Faraos magre Køer. Jeg fik Lov at bringe ham The og tog ham ordentlig i Øjesyn, ja, han var ikke af de værste. Hans Navn var Michael Ancher. Og det gik som i Bjørnsons Digt: “Da kom en Maler og satte sig ned/ han malede Stranden og hende med.”
Om Efteråret blev jeg konfirmeret, Michael Ancher holdt en Tale for mig, den første Tale i hans Liv, og ønskede mig al mulig Lykke, den Gavstrik. ( citat slut)
Kusinen Martha, senere Martha Johansen blev også forelsket i en maler. Viggo Johansen. Og hun skriver i sine erindringer bl.a.:
( citat side 53) I 1890 var vi for sidste gang på Skagen om sommeren. Så blev Krøyer gift, og al larmen, der rejste sig om ham og hans kone, gjorde, at vi var fremmede på Skagen, der fra nu af blev Krøyers, fru Krøyers og Drachmanns. I 1910 var Johansen og jeg 1 måned eller 1 1/2 i Gl. Skagen. Da gik vi et par gange til Skagen, var hos Anchers, Møllers, Brøndums og Marie Dalsgaard, men følelsen af at være fremmed blev dog ved. Johansen var her i 1912 og 1913, men det er først i år, 25 år efter 1980, da vi boede fast heroppe, at jeg igen følte mig som hørende til her. Nu ligger Krøyer på kirkegården, under en sten af Bindesbøll, og Drachmanns aske står uden for badehotellet på Grenen, som et udflugtssted for turisterne.
Og nu er Georg Brandes her! Ancher, Anna Ancher, Tuxen, Locher, Clement, Hein, Wilhjelm, Mosbjerg, Schwartz og Helga Ancher. Der er malere nok. Kunst nok. Lidt for meget. Der er udstillinger både i Vesterby og Østerby, – i Østerby dominerer Ancher, men har man holdt af Ancher som kunstner, skal man helst ikke se udstillingen. Han har gentagelser af sine billeder i alle mulige størrelser, og slemme billeder af skønne damer, der spadserer langs stranden, rædselsfulde. ( citat slut)
Ja, her får man et lille indblik i den jalousi og misstemning, der også kendetegnede kunstnerne på Skagen. De var ikke alle gode venner. Og nu tager vi igen et spring i tid, vi skal nemlig møde Henrik Pontoppidan, som på en længere Jyllandsfærd også kommer til Skagen. Teksten skrives i 1938, men er et tilbageblik på en tidligere rejse. Toget bringer ham til Frederikshavn, og nu:
( citat side 59) Turen derfra til Skagen – fem Mil – maatte endnu den Gang gøres enten tilfods eller med den offentlige Postbefordring, en aaben Dagvogn, der paa den sidste Strækning – fra Fiskerlejet Aalbæk, omtrent midtvejs – var en tung og tarvelig Fjællevogn uden Fjedre. At begive sig med en almindelig Fjedervogn, endsige med en lukket Vogn, ud i det vejløse, ofte fygende Sandhav, der fra Aalbæk strakte sig lige til Skagen, var risikabelt baade for Mennesker og Heste. Det var hændet, at et saadant Køretøj var kommen ud i Kviksand og bogstavelig bleven opslugt af det. Ikke heller var det altid raadeligt at køre i Havstokken eller paa de saakaldte “Dopper”, smalle Engstrimler, der i temmelig stor Afstand fulgte Kystlinjen og med Paalandsvind straks overskylledes af Bølgerne.
I Aalbæk skulde de Rejsende altsaa skifte Vogn. Naar Vognene syd-og nordfra ved Middagstid mødtes her, kunde der i den halve Time, opholdet varede, blive ganske livligt i den lille Fiskerby. Navnlig nu i Sommertiden, da der ofte kom baade to og tre Fyldte Køretøjer dertil fra hver Side, blev der et formeligt Markedsrøre paa Pladsen foran Kroen. ( citat slut)
( citat side 60-61) Jeg fandt ikke Skagen helt saa forandret, som jeg havde ventet. Den var stadig en Ørkenby, hvor man overalt vadede i Sand til op over Anklerne. Ganske vist talte man om Byens “Gader” og havde endogsaa givet dem Navne, men for en Fremmed var det altsammen spredt Bebyggelse. Endnu saaes ogsaa enkelte af disse ældgamle, tangklædte Lerhytter, der i Stedet for Skorsten havde en saakaldt “Lyre”, et af et Vindbræt skærmet Hul i Tagryggen, hvorigennem Røgen fra Husets aabne Ildsted kunde slippe ud. Ogsaa de store Stejlepladser, hvor lange Rækker af smaa Flyndere hang til Tørring, fandtes endnu allevegne, og ligesom tidligere lugtede hele Byen regelmæssigt to Gange dagligt af stegt Fisk.
Byens gamle Gæstgivergaard – det nu saa berømte og helt moderne Hotel Brøndum – fandt jeg helt erobret af den skandinaviske Kunstnerkoloni. Der var ikke den smalleste Natteleje at opdrive der. ( citat slut).
Og nu til Hans Kirk. Ham møder vi i 1966. Og han skriver bl.a. om Råbjerg Mile. Her kommer et længere citat fra side 76:
Ved en af de små søer, der blinker i udkanten af Milen, sidder en ældre mand og pjasker i vandet med sin kæp. Han kan ligne en gammel skolelærer, som har opgivet sin gerning og har vanskeligt ved at få tiden til at gå, nu han er på pension. Men da vi slår os ned ved siden af ham og tænder piben, viser det sig, at vi sidder sammen med en mand, der har haft en gård længere mod syd i sognet, hvor jorden er bedre, men at han en dag følte dragningen så stærkt, at han solgte gården og købte et hus i nærheden af stedet her.
– For her er skønt både sommer og vinter, siger han. Jeg har aldrig været i udlandet, undtagen en tur i Norge, men jeg synes ikke, Milen ligner noget andet sted i Danmark. –
– Fortælles der endnu om sandflugten? spørger vi.
– Nej, det er vist gået af minde, siger han. – Nu er Skagen jo blevet en storhavn, og vi har alle badegæsterne her på egnene, det giver gode indtægter. De unge bliver fiskere, og det er jo ikke det farlige og fattige erhverv, som det var, da man fiskede fra de åbne havbåde. Det er sært, så nemt onde tider glemmes, men da jeg var knægt, kunne de gamle fortælle om al elendigheden.
– Her var skov engang?
– Ja, det kan vi se, når vi graver tørv, så er der stumper af skovtræ i tørvene, og under tørvelaget er der tit fundet økser og pilespidser fra stenalderen og tilmed bronzesager, så deraf kan vi lære, at der i de meget gamle tider var skov her, og vi har da også gamle navne som Klitlund, Hjortlund, Rannerød, Skødelund og Høgenhaven, der minder om de gamle skove. Men de gik til, man misrøgtede dem, og så gik det galt.
– De er interesseret i egnens historie?
– Ja, det har jeg altid været, jeg har læst, hvad jeg kunne få fat på, og lyttet til de gamle, nikker han. Min gammelfar fortalte, at vort sted engang havde været en stor gård, med marker og eng, men så kom sandet og dækkede det hele. Der var ikke noget at stille op, for sandflugten lod sig ikke standse. Det var en elendighed uden lige. På et par stormnætter kunne en mand være ruineret. Senere kom kvægpesten og tog, hvad sandet havde levnet. Der var tider, hvor der ikke var brød i huset, og børnene måtte sendes ud i hede og moser for at plukke bær. Her har været megen armod på disse egne. Underligt er det at vide, at der engang var tider, hvor det eneste, befolkningen spekulerede på, var andres ulykke.
– Er det strandingerne, De tænker på?
– Ja, en stranding betød store penge i de fattige sogne. Så sent som i 1705, tror jeg det var, blev det under dødsstraf forbudt at tænde blus og falske lys på stranden for at forføre de sejlende og bringe dem i ulykke og fare, og der blev indført strenge straffe for at røve eller stjæle af det ilanddrevne gods. Men endnu i min barndom blev strandtyveri ikke regnet for nogen rigtig forbrydelse. Reddede man sig et læs ilanddrevet træ eller en tønde stenolie, var det en guds gave til fattigfolk og kom ikke øvrigheden ved. Jeg har hørt om en præst, der på prædikestolen bad Vorherre om, at hvis det var hans vilje, at et skib skulle strande, da at betænke dette fattige sogn med strandingen. ( citat slut )
Et andet sted skriver Hans Kirk om naturen sådan her ( citat fra side 8) : Men menneskene bed sig fast. Jorden kunne ikke længere give dem føden, den havde sandet taget, så lecede de af haved. Hvis man vil danne sig en forestilling om, hvordan landet den gang har set ud, skal man gå en tur til sandmilen syd for klitplantagen eller til Råbjerg Mile ved Kandestederne. Det er simpelt hen små stumper af Sahara. Eller prøv en stormvejrs dag at kæmpe Dem imod sandet, der pisker i ansigtet, ned til Vesterhavet, hvor brændingen koger og fråder. Så ved man, hvad det var for kræfter, skagboerne havde at kæmpe imod.
Det var den uanselige, grå marehalmsbeplantning, der reddede Skagen og måske det halve Jylland fra sandflugten. Den ser ud af så lidt, men den har et rodnet, som forgrener sig dybt og vidt og som binder sandet, så stormen ikke kan rejse det og feje det ind over de dyrkede agre. Man begyndte at plante marehalm i klitterne og bjergfyr, hvor der var en smule læ. Og i dag er de gamle skove ved at gro op igen. Det er ganske vist ikke fortiden ege, men hårdføre fyrretræer, som sejt bider sig fast i sand og lyng og tappert stemmer ryggen mod blæsten. ( citat slut)
Faktisk står der f.eks. ved Hulsig rester af de gamle egeskove. Og Sandmilen er næsten blæst i havet – den ligger jo på østsiden og Vestenvinden har haaft travlt siden Kirks tid med at blæde den et stykke. Så sent som i min barndom havde den en så anseelig størrelse, at man kunne få ørkenfornemmelser, sådan er det ikke mere. Og Råbjerg Mile er jo på vej mod øst også. Den flytter sig langsomt men sikkert fra vest mod øst, så en dag er den vel også historisk. Da far var ung lavede man stadig ørkenfilm, optaget på Sandmilen. Da jeg var ung ( i tresserne) optog man en Kong Lear film der.
I en tekst fra 1968 undrer forfatteren Klaus Rifbjerg sig over, at han ikke har brugt Kandesterne og hele Skagen by og landsogn i sin digtning, skønt han tilbragte så mange somre der i sin barndom. Senere kom der jo hele Kandestedersuiten, og stedet indlemmedes i forfatterskabet. Her skriver han lidt erindrindringer fra tiden på “Kandehus” i Kandestederne ( citat side 33 ):
Måltidene blev indvarslet med en skibsklokke fra en stranding, man spiste de samme retter – à la carte bortset fra specialiteterne forskrøget laks og hummer fra Skagen var sjælden – og når alle havde sat sig, dukkede Sophus Madsen, Palads Teatrets direktø og en af Ole Olsens efterfølgere ( også i format ) op, iført sin hvide badekåbe og bøllehat, blussende af dagens sol og vand, drønsulten og ganske upåvirket af andres slips og mere konventionelle toilette. Der blev talt fra bord til bord, der blev spillet kort og sovet meget, og hvad der ellers skete på de træduftende værelser med den savge luftning af salt mellem gardinerne – var jeg for lille til at vide.
Kandestederne var eventyrlig dengang, fordi isolationen endnu ikke var brudt, vejen fra Hulsig ud til klitten og Kandestederne gik via et lyngforet hjulspor, og det var sprot for de københavnske bilister at holde sig på vejen og undgå kviksandet, og husk på, i trdiverne var bilen ikke bare noget man havde, det var noget nogen havde. ( citat slut).

32 – Et par digte. Rifbjergs Skagen og Wivels I skarpt lys

Udgivet den af
Svar

Rifbjerg:
SKAGEN
Det er mig der har malet / billederne på Skagen museum.
Jeg sagde til mig selv / der har du dit liv og så / begyndte jeg at male.
Jeg tror, det startede med frokostbilledet / jeg blev så sulten / følte mig så hjemme.
Jeg malede Krøyer og Drachmann / Tuxen, Ancher – både hun og ham / og alle andre / helt ned til Tørsleff.
Det var et mægtigt arbejde / men jeg havde det jo godt / så det var ikke noget.
Drachmann hjalp mig lidt/ og Krøyer /vi talte meget / så / og drak en lille smule.
Vi så på Skagen / malede en masse billeder /fik lyset frem / men måske mest en livsform / vores egen / den jeg faldt for.
Jeg husker timerne / med Krøyers kone / under hyldetræerne hos Drachmanns, / bourgognen i de svære glas / og alting set / i sommerbilleder /melankolsk /som var det hele længst forbi.
Jeg husker aftnerne på Grenen / vandene der mødtes / og besværet med at få farven / til at makke ret / Det var jo mig der skulle / male alting / ville male alting / før det ikke var der mere.
Der er en duft af død / idyl og linnedskuffer med lavendel / over mine Skagenslærreder,/ men det var livligt nok / dengang / det var det.
Vi rejste os fra bordet / oven på den lange frokost / og stemmerne var blevet mere sagte./ Vi stod i skumringen / før hver gik hjem til sit / men det var svært at bryde op.
Så vendte Anna Ancher sig / og sagde: / Vi skal sove nu. / Hun tog sin mands arm, / gik med ham igennem lågen / og langsomt fulgte alle efter. / Skridtene forsvandt imellem husene / værten slukkede sin lampe / det var for sent at male mere.
Ole Wivel: I
SKARPT LYS
Her er farven skallet og skrællet af dørene / i skarp sol og pludselig varme efter / de isnende vinterdøgn. Her er dørene / hugget med økse og hamret sammen længe før / maskiner kom til og hånden / blev ført mellem fræsende savklinger / og larm overdøvede den stille / eftertænksomhed til lugten af / høvlspåner og klisterpotte. /Her er husene
flyttet som sandet føg / og andre lavninger mellem klitterne gav læ / for den stride, stærke, utrættelige blæst / Som malede fint sandet grus mellem tænderne.
Her står erindringer i mosevandets spejl / og blå himle i søerne inde på heden. / Her var så langt til alting, selv / en lille klokke, som kaldte de sortklædte / sammen til kirke, modvillige og mistænksomme / i årstidernes ublide rytme / og havets ublide nærhed / hvor både den ene gang efter den anden / blev borte. Her er en rest af / oprindelighed
endnu / i skarpt lys, synlig i sin fattige, / nøjsomt bevarede, både grove / og forfinede
brug af rester / af strandede skibe.
Men her er også jukebox og pølsevogne,/ Visse langt udtrukne branderter / som fortsat sejlads til lands, / og her er mangel på beskæftigelse ved / kuttere, kajer og fiskemelsfabrikker. / Her er dårlig kunst side om side med / den gode, inden for alle genrer, / i fint beregnet fidusudnyttelse af de / mindre modstandsdygtige. /Her er masser
af hav og blæst og fygende sand / som et øjeblik blæser hjernen tom og får de / fortabte til
at glemme kviksølv, fiskesår og / politikernes og fagforeningernes / samdrægtige forræderi.
Mariannes lille suk: jeg må som sædvanlig skrive digtene som prosa med skråstreg, for tekstbehandlingen her på siden nægter pure at lade opstille vers. De kan jo lige fint læses. Og disse to er nogle af de bedste, jeg har fundet om Skagen. De står begge i antologien I skarpt lys – Digternes Skagen fra Blicher til Rifbjerg. Ved Ole Wivel.
Jeg vil i de kommende indlæg give små smagsprøver på de øvrige digteres oplevelse af Skagen i tidens løb.