Kategoriarkiv: Hjemstavnsroman

54. Eddie Thomas Petersen – Ønskebarnet

Udgivet den af
Svar

 

Igen en roman, hvis handling udspiller sig i Skagen. Bogen er skrevet af Eddie Thomas Petersen, og den er på alle måder en god oplevelse: litterært/sprogligt er den flot, og handlingen er spændende fra første til sidste side, og persontegningerne er vellykkede og fængslende. Kort sagt: læs den!
Hovedpersonen, ønskebarnet, er en ung pige, der som spæd blev adopteret af en københavnsk overklassefamilie. Hun er kunstner. Og hun virker på samme tid skrøbelig og sårbar og stærkt fandensivoldsk provokerende. Man læser sig langsomt frem til en forståelse af hende. Her er et lille uddrag fra bogen, der giver både et lille fornemmelse af  forfatterens skrivetalent og et indblik i hovedpersonens karakter. Hun går på havnen om natten – på jagt efter det billede, der skal afslutte et projekt ( er fotograf) :
( Citat fra side 100 ).  “Hun skutter sig i kulden. Alt hun mangler, er et sidste billede. Et som forløser de fem første, og hun har gjort sig visse tanker. Nogen har anbragt en rustrød container præcis på det stykke af kajen, hvorfra hun har sit yndlingsvue over havnen. Sneen er sprød helt ude ved kanten, og hun smyger sig forsigtigt sidelæns ind foran containeren. Der ligger en mindre trækutter ved kajen. Stella. I spejlingen fra styrehusets rude kan hun se lyset i cafeteriaet Kabyssen, og hun aner to arbejdere fra værftet på vej ud ad døren og hører dem le. Spejlbilledet forstyrrer, og hun trækker lidt længere ind, så hun slipper for reflektionen i ruden. Vandoverfladen er sort med fine lilla og mørkegrønne streger af olie og helt inde ved bolværket den første askegrå grødis. Ved kutterens stævn stikker en matgrøn plastikdunk med kyrilliske bogstaver op gennem isen, og længere ude reflekteres havnens lys i bassinets sorte flade som orange klatter. Hun åbner sin takse og finder kameraet frem. Hun stiller skarpt på plastikdunken og holder vejret, finder ind i en meditativ ro og tager et enkelt billede, hvorefter hun lægger kameraet tilbage i tasken. Længst ude på den anden side af de gamle moler ses de høje, tynde skorstene med det blå FF-logo og den hvide røg, som nu med østenvinden står vandret ind over byen som cigaretter i en større dimension af løsagtighed. På den modsatte side af bassinet i det blå mørke troner en stor mørk bygning. Foran, højt hævet over havnen, står et skib. Om sommeren når solen er gul og kedelig, er det blot en cementgrå bygning, hvor man sandblæser de rustrøde stålkuttere, før de skal males, ved hun, men her i vintermørket, i skæret fra det orange lys langs molen og sneen, som falder ud af himlen, er det en katedral, og skibet foran synes at hænge i usynlige tråde.” ( citat slut)
 
Her under en foreløbig liste over romaner “fra Skagen” med det nummer, der har i kategorien “Hjemstavnsroman” – under denne kan man gå tilbage og læse om de enkelte værker:
1. Wermuth: Familien fra Aalbæk ( nr. 36)
2. S. Aa. Reerslev: “Præsten i Ødemarken.” nr. 36)
3.  Viggo Stuckenberg: “Valravnen” ( nr. 37)
4. Aase Hansen: “Alt for kort er Duggens Tid.) ( nr. 26 B.)
5. Bech Nygaard: “Livets Dræt og Dødens.” ( nr. 23 )
6. Hanne M. Svendsen: Guldkuglen ( nr. 23)
7. Karsten Lund: Den amerikanske Sømand” ( nr. 37)
8. Henrik Wentzel: Dødemandsbjerget. ( nr.34)
Disse bøger handler ikke om Skagen, men de fiktive begivnheder udspiller sig der. Listen er ikke komplet endnu – den vil blive opdateret løbende. F.eks. mangler en af de bedste bøger, nemlig Bent Hallers: “Digterpjalten.”
 
 
 
 

53. Christian Krogh: Skagen

Udgivet den af
Svar



I Christian Kroghs store bog “Kampen for Tilværelsen” ( udgivet af Norsk Gyldendal i 1952) ) har han en artikel om sine besøg i Skagen, hvor han opholdt sig i perioder i Skagensmalernes storhedstid. Billedet ovenfor er fra 1883.
Her under kommer et par citater fra artiklen om Skagen ( det er min oversættelse fra den norske udgave:
Her fortæller han om den første gang, han gik i land på Skagen: ( Citat side 506) ” … vi satte flag, og så kom der en robåd ud. Heller ikke den kunne komme helt ind. Det sidste stykke måtte vi bæres i land på ryggen af fiskerne og stod endelig på Skagen strand. Jeg havde aldrig trådt på noget, som lignede den. Det var det fineste hvide skrivesand og strakte sig som en jævn vej uden spor af stigning, og bredere end nogen chaussé  …  det så ud, som om det hele var anlagt af en dygtig ingeniør udelukkende til at foretage behagelige, magelige spadsereture på … ( Citat slut):
Og fra en gåtur, der endte dramatisk, skriver han følgende: ( Citat side 507) “Jeg vandrer vest over. Det er som om man aldrig kunne blive træt af at gå her. Det er som at spadsere på et stuegulv, belagt med bløde tæppper. Nogle sorte pæle, jeg havde set på lang afstand og troede var til at binde bådene fast til, viste sig at være spanterne af et vrag. Som de lå her lignede de ribbenene af et stort dyr, skelettet af en kamel i Saharas ørken. Jeg forsøger at tælle dem, men der er for mange. Vrag står ved vrag, mens jeg vandrer alene henover den solbekinnede strand.” ( Citat slut.)
Han fortsætter til gammel Skagen og er lykkelig over at være så heldig at overvære en stranding. En tysk brig.
(Citat side 523): “Senere så jeg mange strandinger – i løbet af 2 mdr. ikke mindre end 7. Et skib stødte om natten på grund, og for at redningsbådene skulle se det, hældte de en dyne over med petroleum og hejsede den op i riggen.”
Og videre: ” Strandingskommissærerne er forskellige købmænd i Skagen, som tager sig af de skibsbrudne og slutter akkord med dem om bjergning etc. Før i tiden var der en voldsom konkurrence. Det gjaldt nemlig om at komme først ombord i det strandede skib … ” ( Citat slut) og videre: “De strander i al slags vejr. Næsten mest i blankt, stille solskin, når de er sikre og ikke passer afstanden fra land. De vil jo gerne knibe så nær som muligt for at spare tid. …”
” De taler endnu om et russisk dampskib, som sank for nogle år siden, og som var lastet med guldbarer. Da tjente Skagen mange penge.
Da der en vinter havde været tåge i tre dage, stod der, da den lettede, seksten skibe strandet ved siden af hinanden.”
“Skagboen er en race for sig, som adskiller sig meget i væsen og udseende fra de øvrige danskere. Sproget ligner temmelig meget norsk, men der hører også ligheden op. De er meget friere, lettere og mere selskabeligt anlagt end nordmanden.
Man kan som fremmed for eksempel gå ind i et hvilket som helst hus og se sig om i deres stuer. De gør ingen omstændigheder, fortsætter deres måltid, deres søvn eller deres påklædning ganske ugenert. Man er straks kendt med dem.” ( Citat slut)
Denne karakteristik skal nok tages med et gran salt. Det er rigtigt, at malerne vadede rundt i fiskerhjemmene og i deres fodspor, når de bevægede sig bort fra hjemmet. Det havde de efterhånden vænnet sig til – ligesom det at lægge krop til malerierne. Muligvis skyldes det den lille biindtægt, der må være tilfaldet dem i samme anledning. Det ved jeg ikke noget om – jeg gætter.
 
 

52. Harry Søiberg: Skagen

Udgivet den af
Svar


Spirbakken – det var her, Harry Søiberg gik strandvagt. Den dag, vi gik turen fra Gammel Skagen og til Spirbakken var det stille og fredeligt vejr.
Som man kan se, hvis man går tilbage i kategorien “Hjemstavnsroman” så er Harry Søibergs fortællinger fra Skagen behandlet i et af de tidligere indlæg. Her kommer nu et lille erindingsglimt fra bogen: “Skagen” en antologi udgivet i anledning af Skagens Biblioteks 100-års jubilæum i 1969:
Kort om Harry Søiberg: han levede fra 1880 – 1954 – skrev bla, folkelige fortællinger med temaer fra livet ved Vestkysten og Skagen. Boede i Skagen i sine sidste år.
“Der er ligesom et stedse rindende Væld i os eller et stof af selve Hjemstavnen, der befolker os og fører os fra de fjerneste Egne til de hjemlige Steder. Mange Gange har jeg genskabt i mit Indre det smalle Land deroppe, som strækker sig ud i Havet, saa lavt, at naar Havet staar paa i en Storm, er det kun til at øjne som en Taagebanke i Søen.
Hvem kender ikke den Følelse, at et Navn bliver til et Digt, Skagen, dette Sted, der for saa mange har været en Verden, der fik Evner til at vokse.
Efteraarsvejret er begyndt. En Dag kommer Havvinden, skurende mod den vestre Gavl. I Ugevis kan den blive ved, den fører en Larm med sig fra Brændingen, der vælter ind i Havstokken. Den kommer ligesom springende ud fra de sidste Bakker, gennem Lyden har man en Fornemmelse af et Legeme, fantastisk, hylende, fyldt af vild Styrke.
Et Øjeblik kan der blive stille midt i Larmen, saa har Vindstødet naaet Gavlen, som den tørner imod med et Pres, der tiltager, saa Muren staar spændt og truer med at give efter. Et Nu slapper den sit Tag, saa rejser den sig igen og bliver ved at tiltage en lang Stund. Om Nætterne kan Sindet gribes af Angst for, at det er selve Havet, der kommer over Landet.
I disse Nætter tager Strandvagten sin Tørn langs Havkanten, to ludende Mænd, der vader frem ligesom med Tove spændt over deres Skuldre, slæbende paa en ubegribelig Byrde. Til Tider sidder de fast i Vindstødene som i en Kløft, til de pludselig slippes løs og er ved at falde fremover.
Naturens Kræfter er som en Gud, der gør Menneskenes Magt ringe. En saadan Nar kan det hænde, at Budskabet kommer til Husene, at det blusser paa Havet …. den, der blot har oplevet det en Gang, bliver paa mange Omraader visere end forhen.
Jeg husker en saadan Stormnat, hvor jeg selv fulgte med Strandvagten fra Gl. Skagen til Spirbakken, en Milsvej vesten for Byen. Vi var tre Mand, kl. 6 i Mørkningen gik vi hjemmefra. Grunden til, at jeg fulgte med Strandvagten, var, at der en Ugestid før var strandet en Skonnert ved Spirbakken, som ikke var blevet observeret. Den var drevet i Land ved fire Tiden om Eftermiddagen, under en Orkan af Norost med Snebyger, og først næste Formiddag ved elleve Tiden kom Redningsbaaden til Stede. I 17 Timer stod dette Fartøj klods imod Land, knap et Stenkast ude, uden at blive observeret af Strandvagten, der i Løbet at Natten havde passeret Stedet flere Gange. Kun en Mand af Besætningen kom i Land og blev fundet oppe i Klitplantagen i hjælpeløs Tilstand.
Vi var Mænd i vor kraftigste Alder, men til Tider kom Vejret med en saadan Styrke, at vi maatte opbyde al vor Kraft for blot at blive staaende. Det var, som om vi sad fast i en sejg Masse uden at kunne flytte Arme eller Ben. Havet var steget som en Stormflod, sine Steder laa Havsprøjtet i Meterhøje Lag to til tre Hundrede Alen op i Landet. Havet kom væltende ind mod Brinken af Havbakkerne, saa hele Styrtsøer fløj ind over os, som stod vi i Stævnen paa et Skib, skønt Brinkerne kunde være 20-30 Alen høje. Det var vor Opgave at holde os ude langs den yderste Kant af Klitterne for at have Udkik over Havet, en Mil skulde vi kravle fra Klit til Klit mod en Storm, der havde en Vægt, som bar vi en Mand paa vor Ryg.
Stormen rev en saadan Sandmasse med, at Luften bogstavelig talt var bare Sand, baade Øjne og Næse stoppedes til, det kom med en Styrke, saa Ansigtshuden ligefrem skuredes af. Sine Steder blev vi drevet væk fra Havet, halvkvalte, og maatte smide os i Læ bag en Klit oppe i Landet for at puste ud og komme til Kræfter, før vi paany kunde arbejde os frem. Var der kommet en Stranding den Nat, vilde det skyldes et Tilfælde, om det var blevet observeret. Fire Timer var vi om at tilbagelægge denne Mil, og det sidste Stykke af Vejen maatte vi kæmpe som halvdøde Mænd uden anden Tanke end blot at naa frem.
Om Vinteren kan Himlen være dækket af Skyer saa længe, at det forekommer en, at Solen aldrig skal skinne mere. Landet er gravet ned i Mørke, blot et Stykke borte ligger Skylaget saa tæt ved Jorden, at man fra de nærmeste Høje synes at kunne række til Himlen. I disse korte, mørke Vinterdage ser man kun det røde Lys brænde bag de smaa Ruder, medens en Stilhed naar ud til en inde fra Husene.
Saa pludselig i Eftermiddagens Skumring befolkes den lange Gade, Mænd, Kvinder, Gamle, Unge, kommer ud af Husene, næsten alle sortklædte, Mændene i svære Klæder, Kvinderne ofte med sorte smukke Sjaler med Silkefrynser. I Hænderne bærer de Salmebogen og Bønnebogen fremme, over Ansigterne ligger noget ubevægeligt, der gør Udtrykket strængt. Det er Befolkningen, der gaar til Kirken eller til Missionshuset.
Solen har været helt nede i Sydvest bag Bakkerne, hvor dens røde Ild har glødet i de korte Vinterdage. Vinteren har været en lang Rejse gennem Uger af graa, tunge Dage. Men en Dag begynder Lærkerne pludselig at synge, og Havet bliver stille. Ikke et Sted kan man færdes uden at høre Tonerne ringle ned gennem Luften. Skyggen af Husene strækker sig sønden ud over Markerne, medens den nordre Mur ved Aftentid begynder at lyse lang Vej med skinnende Farver. I Ruder, hvor Maaneder ikke en Solstraale er faldet, der flammer nu den røde Solild, som bliver hele Landet vendt fra Syd mod Nord. Ofte kan en enkelt Sky være hele Dagen om at naa ud af Syne, eller en Byge trækker op med Regnen slæbende efter sig hen over Havet og Landet. Mellem de vintergule Straa begynder det grønne at gro, og Grønsværet faar sin frodige Farve.
Faarene hentes hjem fra Klitterne, hvor de har gaaet Vinteren igennem, da Lammetiden er inde. Hver Dag bringer nye smaa Lam til Verden, og dette spædbarnagtige Lammebræg omkring Husene er Foraarets sikre Bebuder herude paa Kysten. Det høres fra alle Kanter, og rundtom paa Hjemmemarkerne gaar Moderfaarene lubne og uformelige i deres Vinteruld, der begynder at løsne sig og hænge i Taatter, nu Solvarmen er kommen.
Foran mit Hus strækker sig en stor Slette, en Sandmark, der nu er tilgroet og jævnet af Vestenvinden. Derfra kan man se Grenens Fyr og Højens Fyr og det røde Lys fra Revets Fyrskib blinke. Ved Vintertid er denne Slette en aaben Vej for Snestormene, naar de staar Nordost ind fra Havet. Nu ligger den under en solblændende Himmel, der strækker sig saa vidt og hvælver sig saa højt, at det overskuelige Land bliver forunderligt lille. Der gaar nu Fugletrækkets Vej ved Dag og ved Nat. Derfra sætter de flyvende Skarer ud over Havet til Nabolandet i Nord, som ligger gemt nede bag Havrundingen.
I Foraarsnætterne kan dette vældige Rum fyldes saa pakkende tæt af Fugleskrig, at det lyder, som om det er alt Jordens Liv, der er paa Vandring.
Vesten for Byen strækker et øde og vildsomt Klitland sig langs Havet, hvor ikke en Gaard eller et Hus findes, for Øjet har der ikke været andet Liv derude end nu og da en flygtende Hare, en sky Ræv eller et enligt omstrejfende Raadyr. Nu ligger dette Landskab solbeskinnet, de mørke Høje er blevet lyse, og de lyngklædte Sletter minder om blinkende Vandflader. Ude over Sivene tumler Viberne sig i bratte kast, og ved Aftentid kan man høre de første Frøer kvække, medens luften krydres af lune Dufte af Paars og Graaris.
Paa disse Dage bliver der Travlhed paa Havet, fra Nordhav og fra Sønderhav hamrer Fiskerkutternes Motorer deres Slag ind over Landet. Og saa en Dag staar pludselig Fiskerflaaden ind, jeg saa den en Aften komme, det var, som en Eventyrby dukkede op af Havet. Længe før Lanternerne var til at øjne, saa man det lysne i Mørket over Havet ligesom Lysskæret, der kastedes mod Himlen fra en By. Og kort efter kom denne Hærskare af grønne og røde og hvide Lanterner op over Havrundingen, som var det en festsmykket Stad, der kom sejlende ind.
Og saa er de lyse Nætter inde, Skagens lyse Nætter, hvor Solen kun for en kort Stund dukker ned bag Havfladen i Nord, medens Himlen bliver ved at lyse og rødme fra Solnedgang til Solopgang. Man kan ligefrem se Dagen staa derude bag Havet og vente, ikke længere borte end man synes at kunne ro derud i en Baad.
 

51 – L. Holst: erindringer fra 1860'erne

Udgivet den af
Svar


Her ses Holsts Gård – Et gammelt billede- men vi kender udmærket ejeren, nemlig  fra et tidligere indlæg, der handler om hans store indsats med at tilplante egnen syd for Skagen: Skagen Plantage. Se Skagen 42 under kategorien: hjemstavnsroman. Han var da medlem af byrådet.
Herunder et pluk af hans erindringer:
( Citat fra Skagen – en antologi i anledning af Skagens Biblioteks 100-års jubilæum)
L. Holst Erindringer fra 1860’erne:
For dem, der en Sommerdag kommer til Skagen og fra Banegaarden ser det Turistliv, der rører sig paa de makdamiserede Veje mellem velbyggede Huse, der ofte er omgivet af lidt Have, vil det falde vanskeligt at tænke sig, hvorledes Byen saa ud for 50-60 Aar siden.
Der var dengang ikke Spor af ordentlig Vej igjennem Byen; der gik vel en Hovedvej igjennem den, men den var næsten altid daarlig, om Sommeren af Flyvesand, og naar dette i Efteraarsstormene føg bort, stod Vejen under Vand lige fra Byfogedgaarden til Stenrimmen, hvor nu Bager Winther bor. Der foretoges intet for at læmpe Sandflugten i Byen, den blev derimod fremmet ved, at de ved Vejen liggende Beboere om foraaret fyldte Sand i de om Efteraaret og Vinteren opføgne Vandhuller i Vejen. Ved Vestenstorm føg Sandet som tæt Snefog igjennem Byen og lagde en Mile snart hist, snart her. I ældre Tid havde Beboerne derfor i Regelen bygget deres Huse paa Højder for at være sikker paa, at Sandet ikke skulde lægge sig over disse, og hvor man byggede lukkede Gaarde med 3 a 4 Længer, var næsten altid de Huse, der laa mod Øst og Vest, byggede i Vinkelform for at forhindre, at Sandet lagde sig op ad Husene. Sandstormen var saa almindelig og saa tæt, at alle Ruder i de mod Vest vendende Vinduer blev matte, de blev ligefrem “sandblæste”.
Beboelsesforholdene i Skagen var meget ringe, saa godt som alle Huse var opførte af Træ med Fjælbeklædning og tækkede med Straa, 12-14 Alen lange, 8 højst 10 Alen brede, sjældent mere end 3 Alen høje under Bjælken. – De almindelig Fiskere havde i Regelen 2 Stuer, Kjøkken og Bryggers eller Fremmers, som det kaldtes; der opbevaredes den saltede Fisk. Sovekammeret brugtes hos de fattigste til Opholdsrum. Det var forsynet med fast Sengested eller Alkove, med Bilæggerovn, i Regelen Husets eneste, med en Træramme omkring Overpladen for derpaa at kunne tørre strandet, havareret Korn. Der faldt gjærne Kornstrandinger om Efteraaret og Vinteren, og ofte udgjorde det indbjergede Korn den væsentligste Føde for Beboerne, skjøndt det ikke altid var helt ubedærvet. Næsten alle Kornsorter blev brugt til Brød, Hvede, Rug og Havre, ja selv Ærter og Vikker.
Over Bilæggerovnen var endvidere anbragt en Trærække, hvorpaa der om Vinteren, naar det stod med fugtigt Vejr, blev anbragt saltede Rødspætter til Tørring, hvad der just ikke bidrog til at forbedre Luften i de smaa Rum.
Ydervæggene i Stuerne var gjærne opmurede med raa, soltørrede Sten indenfor Fjælbeklædningen og hvidtede. Alle Skillerum, Skorsten og Ovn var af samme Materiale; Ovnene ofte anbragt under Fyrstedet i Kjøkkenet eller i Bryggerset. til Belysning anvendtes sædvanlig Trannen, man fik af Torske-, Kuller. og Rokkelever; en saadan Tranlampe var altid i Kjøkkenet og undertiden ogsaa i Stuen, hvor der da var en Trætragt i Loftet for at fjerne Osen. Lanpen bestod af en aaben oval Jernskaal, der hang i et Jernstativ. Skaalen var spids i den ene Ende, hvori der babragtes afbarket Siv som Væge, nedenunder var der anbragt en mindre Skaal til at opfange Dryppet; den kaldtes en “Tigger”.
Hele dette Belysningsapparat var sodet og ildelugtende, og naar dertil kom, at Fiskernes vaade Tøj om Vinteren blev tørret ved Kakkelovnen, vil man kunne forstaa, at Atmosfæren i et saadant Sovekammer var langt fra Idealet. I de ældre Huse var der blyindfattede Ruder i Vinduerne, der næsten aldrig var til at aabne.
Imidlertid var hverken Vinduer eller Døre, sommetider heller ikke Ydervæggene, tætte; der var jævnlig Tilgang af frisk Luft igjennem de smaa Rum, og dette bødede jo endel paa de hygiejniske Forhold. Klæder, Linned og Sengetøj var der ikke meget af, det var sjældent, der var mere Sengetøj end til det daglige Brug. I Regelen dannede Halm Underlaget i Sengene, til Puder og Overdyner maatte de paa Stranden fangede Maager levere Fyld. Renligheden stod ikke paa noget højt Standpunkt, det var en Sjældenhed, at Mændene badede, Kvinderne aldrig.
Latriner kendtes kun af de mest velstillede, de blev nærmest betragtet som Luxus; Beboerne besørgede gjerne deres Fornødenheder ved Husets østre Gavl, saa det var altid med en vis Varsomhed, man passerede saadanne Steder i Mørke.
 
 
 

 
 
,
 

50 – C. Klitgaard: Fra Heksenes Tid – P. Christensen: lidt om Overtroen i Sognene nord for Hjøring

Udgivet den af
Svar


Tegnet af Theodor H H Hansen                  Tegnet af Andreas H H Hansen

Klitgaards tekst er fra 1915 ( Vendsyssels Aarbøger), og P. Christensens er fra 1922 ( V. Aarbøger) – så de to tekster er stort set samtidige. Klitgaard koncentrerer sig om 1600 tallets mange hekseberetninger, og de forekommer også hos Christensen, men de fleste af hans eksempler er fra 1800 tallet. Det er også sidstnævnte, der skriver:
“Vi saakaldte moderne Mennesker smile ad vore Forfædres Opfattelse af Livet og Tilværelsen og er saa tilbøjelige til at kalde deres Syn paa mange Ting for latterligt og naivt, og saa er vel Sandheden dog den, at vi intet har at lade dem høre i nogen Maade, al den Stund Overtroen blomstrer livligt den Dag i Dag.”( citat slut)
Det er næsten 100 år siden, Klitgaard skrev disse ord, men de kunne med lige så stor ret skrives i dag. Overtroen blomstrer, den har blot skiftet klædning.
I 1600 tallet led den jævne befolkning stor nød: der var en fattigdom, man dårligt kan forestille sig, og sult og kulde kendte de fleste til, de blev let syge, og døden var en hyppig gæst i alle hjem. I Politikens Danmarkshistorie kan vi læse, at 10% af befolkningen gik tiggergang på landevejene i 1660. Det var ikke hyggeligt at være dansker i det århundrede. Og slet ikke at være Vendelbo, om det så var Svenskekrigene i 1657-58 nåede de helt til toppen, og soldaterne hærgede og plyndrede, og i P. A. Gaardboes artikel fra 1882 ( Svenskerne som Fjender i Vendsyssel, Jydsk historiske og topografiske Samlinger), nævnes flere eksempler på mishandling af kvinder og børn. Det er måske derfor ikke så sært, at troen på hekse og trolde havde sin blomstringstid i samme periode.
At være heks var på sin egen makabre måde en udvej til at overleve fattigdommen.
C. KLITGAARD: HEXEN I JERUP

Klitgaard nævner to eksempler på forfulgte og henrettede hekse ( den ene en trold)
Den ene er en heks fra Jerup og den anden en trold fra Ålbæk. De er at dømme efter samtidiges beretninger lige lede begge to, og der findes i overleveringen utallige eksempler på deres onde bedrifter.
Mette Jensdatter hed heksen fra Jerup, og hun var det meste af sin tid omflakkende tiggerske – det er altid de fattigste kvinder og mænd, der udlægges som hekse, og sært nok tager de gerne titlen på sig, måske fordi det som sagt er en måde at overleve på. Alle frygtede dem og gav dem derfor, hvad de bad om – alternativet var jo at blive ramt af heksens onde kraft og derved komme i ulykke.
Mette nåede at leve i mange år, inden hun blev anklaget og dømt som heks. Af Landstings Dombog A. 1623 – fremstilles processen i detaljer. Første proces fandt sted ved Raabjerg Birketing, og der var tilkaldt en lang række vidner, der alle kunne bekræfte, at Mette var en heks. Til sidst bekendte hun sin brøde, og sagen blev overdraget Landstinget. Her sagde Mette dog fra og trak sin tilståelse tilbage, men det hjalp hende ikke. Landstingsretten var tydeligvis en “skueret” – se, hvilken heks. Og der var jo gode beviser. Eksemplerne nedenfor viser, hvor gode de var.
Keld Jensen var kommet i slagsmål med Mettes søstersøn, og Mette sagde til ham, at nu skulle han få “Last og Skam.”  Og sandelig, det holdt stik: et halvt år efter brækkede Kjelds lille dreng sit lår. Ergo …
De andre beviser var af lignende art. Mette var kommet i klammeri med folk, og hun spåede dem ulykke eller lavede sære fagter og gebærder, og kort tid efter ( somme tider dog lang tid efter ) skete der vedkommende en ulykke. Ergo …
Et andet vidne, Søren Pedersen i Aalbæk, fortalte, at Mette en dag var kommet til hans ( Citat fra Dombogen): “Stuedør, idet hun bed 3 Gange korsvis over sine Tommelfingre og derefter kastede sin Skindkjortel over Hovedet og vendte “Røven” ind ad Døren.” Herefter gik det galt for Søren med alt, hvad han foretog sig.
Høvisk optræden lå heksene fjern – og “Røven” og andre “Nederdele” var ofte på spil i deres adfærd.
Den stakkels Mette blev brændt på bålet 23. januar 1623 sammen med Klørknægt, troldmanden fra Ålbæk.
 

Heksen fra Jerup på bålet – tegning: Mette Hesselholt Hansen
 
 
C. KLITGAARD: TROLDKARLEN I AALBÆK:
Han hed Christen Sørensen, men kaldtes Klørknægt, og også han bliver dømt, efter at en lang række mænd og kvinder har bevidnet, at han har skadet dem med sine troldekunster. Han boede sine sidste 12 år i Ålbæk, og i al den tid var han berygtet for sin trolddom.
Bertel Jensen fortæller, hvordan han en dag ville hente sin pige hjem, som var på besøg hos troldmanden ( hvad hun så lavede der???) men Klørknægts kone nægtede at udlevere hende, og efter et voldsomt skænderi gik troldkarlen over til Bertels og gik demonstrativt aved om hans hus. Et år derefter mister Bertel sine heste. Og klart nok, det kan jo kun være Klørknægt skyld.
Alle vidneudsagnene er af samme besynderlige karakter, men de regnes alligevel for fuldgyldige beviser på Klørknægt forbrydelser. Her kommer et lidt morsomt eksempel:
“Laurids Thomsen i Aalbæk vidnede, at den Gang han holdt Bryllup, var Klørknægt med til Brylluppet, og da blev der lagt en død Høne under Lauridses Fødder, mens han sad ved Bordet; og straks derefter blev han med svar Sygdom betagen og laa saa længe, at han havde ogsaa mistet baade Heste og Køer.” ( citat slut)
Klørknægt havde i det hele taget noget for med bryllupper!! – her er et andet eksempel, og man kan virkelig undre sig over, at en så berygtet troldkarl kunne få unge brudefolk til at nyde brudenatten under hans tag. Men det skete altså, som man kan se af vidneudsagnet:
“25. Oktober vidnede Christen Nielsen i Aalbæk paa Gaardbo Birketing, at for 12 Aar siden, da han blev gift med Kirsten Lauridsdatter, var deres Brudeseng redt inde hos Klørknægts, og om Natten, som han laa i Sengen hos sin Brud, kom der en stor levende Tudse krybende op mellem ham og hans Brud, og han beskyldte Klørknægt for med Trolddom at have vist den til dem.” (citat slut)
P. KRISTENSEN: LIDT OM OVERTROEN I SOGNENE NORD FOR HJØRING.
P. Christensen indleder som nævnt med at sammenligne fortidens overtro med nutidens ( 1922) ditto.  Han siger endvidere, at fortidens samlivsformer, og han tænker på folk på landet, var anderledes i den forstand, at man samledes om aftenen i gårdens stue: husbond, husmor, børn og tjenestefolk, og så gik snakken. citat: “… disse daglige Sammenkomster i det smaa har ydet et mægtigt Bidrag til bevarelse og Befordring af Datidens Overtro, i Særdeleshed hvad de mange Fortællinger angår.
Han giver nu en lang række eksempler på den slags “fortællinger”, som han har samlet op, og for flere af dem gælder det, at “folk” stadig tror på dem. Her et par eksempler:
“Klit-Kræn i Købsted fik aldrig Ro i “hans Hjemmen” efter hans Bedrift ved Tornby Strand. Hvad Ugerningen havde bestaaet i, blev aldrig opklaret, men sikkert var det, at Straffen kom over ham. Gamle Pastor Ulrich ( Sognepræst i Tornby) var flere Gange nede at iagttage Spøgeriet, i lige Maade Herren til Kjærsgaard ( den ældre Segelcke,) for ikke at tale om Sognets øvrige Beboere, men lige meget hjalp det; ingen kunde forhindre den underlige Banken bag Alkoven. Naar denne begyndte præcis kl.11 om Aftenen, fyldtes Huset med Uhygge, og da lagde Hustruen Arbejdet fra sig, foldede Hænderne og sukkede: “Saa i Jesu Navn!” Først da Bygningen nedreves, vendte Freden tilbage, men mange Aar efter holdt man dog ikke af at færdes forbi Klit-Kræns “Hul” ved Nattetid.” ( citat slut).
Det var som eksemplet her ret ofte forbrydelser begået mod forliste søfolk – plyndringer og drab, der forårsagede spøgeriet og holdt det kørende.  Et andet eksempel er fra Tversted:
“Her levede for hundrede Aar siden en Mand, der havde et meget daarligt Rygte paa sig. Det gik ham ogsaa ilde til sidst, idet han hængte sig. En frygtelig Begivenhed, han en Gang havde gjort sig skyldig i, førte ham i Ulykken. Under en heftig Storm drev to Sømænd ind paa et Mastetræ. De var endnu levende, da Tværsted- Manden traf dem í Strandkanten. Han udplyndrede dem for alt og skød derefter Mastetræet ud i Havet igen, hvor de to Stakler fandt en ynkelig Død. Straffen ramte ogsaa ham. Hver eneste Nat vandrede to tavse Mænd i Søstøvler hen over Mandens Sovekammergulv, frem og tilbage uden Ophør, en Omstændighed, der omsider bragte Hjemmet i Ulykke.” ( citat slut)
Noget, som folk stadig kan huske og som muligvis ikke er helt uddød på den her tid ( 1922), er, at man ikke bør tage på havet, hvis man på vejen derned møder en kvinde. Her er et citat:
“En for kort Tid siden afdød Mand sagde altid, naar han var paa Vej til Havet, at han hellere vilde møde “den gamle Kaal” end et Kvindemenneske. En snart firsaarig Fisker, der hele sit Live udelukkende har levet af Havet, sagde altid i fuld Alvor, hvis han traf en Kvinde paa sin Vej: “Se, nu kan vi ligesaa godt vende om, for vi faar intet ud af det i Dag!” Men for dog at øve en slags Modgift, spyttede han altid tre Gange efter Ulykkesfuglen og raabte: “Tvi, tvi, tvi!”
Mærkeligt nok, er det her ikke engang en gammel kvinde, der her tales om, det er kønnet i al almindelighed, der varsler ulykke.
Nu går Christensen over til at fortælle om heksetroen, som ligger “et par Menneskealdre eller længer tilbage i Tiden.” Han giver mange eksempler på navnkundige hekse fra det nordlige Jylland, men nævner ingen processer eller henrettelser, og man må formode, at de nævnte hekse florerede i 1700 – 1800 tallene, og i den tid var den barbariske afbrænding afskaffet.
“Løth-An-Mari fra Horne var en sådan heks, som efter sigende skulle have utallige ugerninger på samvittigheden – f.eks. forgjorde hun nabokonen, som blev dødssyg, men heldigvis kendte famlien en anden kone, som var “klog”, og hun var sært nok ingen heks, men hun kunne “vise igen” og hun fik synderen ( Løth-An-Mari) til at komme midt om natten over til naboens, hvor hun bider fast i en af vognakslerne og er ude af stand til at komme fri – hun må altså stå og gnave på den vognsaksel, indtil naboen omsider kommer ud og går hen til hende. Da løses trolddommen. Det havde den gode kloge kone, Maren i Vindblæs, ordnet.
Der var altså folk, som også havde overnaturlige evner, men som brugte dem til gode gerninger, f.eks. ved at tage trolddomskraften fra heksene. De kloge mænd og koner.
Et andet af overtroens fænomener er ritualerne. Og her giver Kristensen et morsomt eksempel:
” … hos en aldrende Mand, de kaldte Møller-Jens. Her var det ogsaa Konen, der pludselig blev saa “forkrækkele vag”. Hun brækkede sig og fik saa voldsomme Smerter, som skulde hun ha’ “lille Kaal”. To Skrædderpiger, som paa samme Tid logerede i Nabosengen, fik slet ingen Nattero. Da Smerterne tiltog for hvert Øjeblik, tog Møller-Jens en rask Beslutning og sagde: “Der maa være noget galt fat med dig An.mari, vi maa se, om vi ka’ lind dæ!” Han gaar ud i Stalden, vender straks efter tilbage med en saakaldt Øgpude, som han stiller sig op med uden for Sengen. Og nu sker det mærkværdige, at den syge Kvinde uden at mæle et Ord kravler splitternøgen gennem Øgpuden tre Gange. Derefter gik begge Ægtefællerne tavse til Ro. Hvad Indtryk den “Bestilling” gjorde på de to Ungmøer i Nabosengen, kan man nok tænke sig til. Men An’mari fik Ro.
Efter en gennemgang af mange eksempler på overtroens fremtrædelser i perioden 1700 -1900 slutter P. Christensen sin artikel med disse ord:
 
 
For Bevarelse af Landsdelens Historie gøres der Aar efter Aar et stort og fortjenstfuldt Arbejde, som vi ikke kan være teknemlige nok for, men anderledes forholder det sig med Sagnhistorien, der for en stor Del hidtil har været Stedbarn, og efter min Mening ganske med Urette, idet Sagnet saavel som det rent historiske Stof giver os Besked om Fortiden, om Folkenes Levemaade, Sæd og Skik, om end ikke ledsaget af saa haandgribelige Beviser. Det var at ønske, at mange flere – ogsaa inden for denne Landsdel – vilde tage et Arbejde op for Bevarelsen af danske Folkeminder, thi her kan alle være med. De nødvendige Oplysninger kan faas ved Henvendelse til “Dansk Folkemindesamling”, Det kongelige Bibliotek, København.” ( citat slut).
Som man kan se af  nedstående kopi fra Dansk Folkemindesamling” anno 2012, så har man taget tanken op igen, og her er frit slag for at fortælle, hvad nutidsdanskeren oplever af overnaturlige fænomener. Igen: Overtroen er i live. Her på sitet kan du lærer den at kende:

Overnaturlige historier

Dansk Folkemindesamling ønsker at indsamle folks egne historier og oplevelser
med uforståelige og sære hændelser. Det kan være et billede, der falder ned på
bestemte tidspunkter, uforklarlige skygger eller måske ligefrem ånder, der går
igen. Vi inviterer derfor alle til at bidrage med deres historie.
Gå til websitet
minhistorie.net og fortæl din historie »
Lektor Jørn Boisen skrev en artikel om hekse: “Når det myldrer med hekse” – Weekendavisen 18 juni 2010.
Her kommer han ind på det samme som de to ovennævnte lokalhistorikere, nemlig at der fandtes et utal af hekse navnlig i 1600 tallet. Men han konkluderer interessant nok, at man ikke ved hvorfor disse forfølgelser fandt sted. Han har nogle hypoteser, som jeg citerer her:
I tiden før reformationen tog munkene ( kirken) sig af de fattige, men efter den tid er de “samfundets” = “statens” problem, og han fortsætter:
“Men de fattige blev nu ( 1600 tallet) opfattet som en byrde, og denne fjendtlighed gjorde det nemmere at betragte dem som skadeforvoldere, der ikke fortjente hjælp, men straf. Det var ikke så meget deres køn som den større sociale marginalisering, der er den bedste forklaring på, at flest kvinder blev retsforfulgt. Heksepanikken opstod netop i de mest moderne egne af Europa og bredte sig til de mest tilbagestående. Måske er forklaringen på dette paradoks ganske enkel: Gutenberg og trykpressen i 1454, den første revolution i massekommunikation. Ligesom internet var trykpressen god til at sprede rygter, som var de reel information. Og trykpressen spillede en afgørende rolle i heksepanikken. …. Den engelske biskop John Hall skrev i 1650, at hekse plejede at være en sjældenhed, “nu opdager man flere hundrede i hvert eneste herred.” Han havde læst lokalavisen.” ( citat slut)

Intermezzo

Udgivet den af
Svar

Et lille afbrud i behandlingen af stof om hjemstavnsprojektet. Der er lige udkommet en ny bog, der behandler den ny tendens til at skrive hjemstavnsdigtning. Ni forskere undersøger undersøger tid, sted og hjemstavn i det moderne samfund. Den hedder: På sporet af den tabte tid – tid, sted og hjemstavn i det moderne samfund.”
Det kunne være interessant at læse – og bogen bliver sikkert koblet til liste over tekster, der skal behandles her på blokken.
Det næste indlæg bliver ikke som annonceret en fortsættelse af overtroen – den kommer følgende, men først et indlæg fra Randers Amtsavis – en klumme, som mit arbejde her inspirerede mig til.

49. Jens Tønnesen: Gamle Skagensminder

Udgivet den af
Svar

Jens Tønnesen har skrevet en del tekster om Skagen i Gamle dage. En artikel i Vendsyssels Aarbog 1935 handler om overtroen hos fiskerbefolkningen . Han lægger ordene i munden på en gammel fisker Kren Rump 79 år, og ja som navnet siger, stammer familien fra Hulsig. Kren fortæller fra sin barndom ( han er født i Skagen i 1857) følgende:
“Da jeg var Dreng, 12 – 13 Aar gammel, roede jeg paa Havet med Bertel Jørgensen med Torskebakker. Saa fik jeg selvfølgelig ogsaa Lov til at hjælpe til med at bjerge Agn og agne ( æen) Bakkerne. Naar det gik for sig, skulde jeg være lysvaagen, kan du tro, de ældre var jo vokset op med de Tiders Skikke, saa for dem var de selvfølgelige; men jeg jo lige begyndt, og der blev holdt strengt paa de forskellige Formularer og Skikke. Ja, de gamle havde den faste Tro, at det var en absolut Betingelse for at fiske noget.”
Og lidt senere fortæller han:
“Naar Folk var paa Vej til Vaadstranden eller med Garn, som skulde sættes i Havet, var der bestemte Folk, det ikke var rart at møde; det var særlig de gamle Koner; ja, der var enkelte af dem, som havde en saa stor “Indflydelse”, at mødte Folk en af dem, saa vendte de øjeblikkelig om og opgav at komme paa Havet den Gang. Paa den anden Side var der ogsaa enkelte, det var heldigt at møde. Til de første høre bl. a. “Prinse-Kwon” og til de sidste Lars Bødkers Kone.
Saadan er der meget andet, jeg kan huske fra de Tider, men Overtro var det selvfølgelig det hele. Jeg oplevede en Gang noget af det, da jeg  som Dreng var med Jens Fage ved Vaadstranden som Kvindehjælper. Det var saa tidlig paa Dagen, at det endnu var mørkt, da vi fik Vaaddet i Land her lige vesten for Byen; Baaden blev straks sat ud igen og roedes længere vester for at sætte Vaadden ud for Stokrenden. Imens skulde jeg samle alle Dragbaandene sammen, da jeg var paa Vej vester med dem paa Ryggen, saa jeg en hvid Skikkelse komme gaaende op af Vandet og tværs over Stranden foran mig for at forsvinde i Bakkerne. Vejret var godt, og da jeg kom til Stokrenden fortalte jeg Folkene, hvad jeg havde set. Skipperen, Jens Fage, var ude og kaste Vaadden, men saa snart han kom i Land, stillede han hos mig og vilde høre, hvad jeg havde set, nogle af de andre havde selvfølgelig fortalt ham om min Beretning. Da han hørte den igen, sendte han straks 2 Mand hjem med Jollen og gav os andre Ordre til at drage Vaadden ind med det samme, og inden vi havde den i Land, var det en saa stærk Storm af Syd, at det ikke var mere en lige til, at de 2 Mand naaede hjem med Jollen.” ( citat slut).
Ja, Kren Rump tror jo, at det han fortæller er overtro, men samtidig er han ikke i tvivl om, at han virkelig oplevede skikkelsen osv. Og derefter beretter han, om hvordan en mand fra Hulsig, som havde en syg kone, kom til den kloge mand i Skagen for hjælp og der fik besked på at gå hjem til Hulsig langs stranden. Så han en hvid skikkelse stige op af havet, så var det et tegn på, at konen ville blive rask. Han så skikkelsen, og konen blev rigtignok også rask. Så pyt med, om det er overtro. Det virkede i de dage! Det var de gamle i al fald ikke i tvivl om.
I næste indlæg vil jeg fortælle om hekseri. Den slags florede nemlig i de gode gamle dage. Og ja, vist for resten også i dag. Jeg har lige læst i Information, at danske folkemindesamlere er i færd med at indsamle beretninger fra folk, der har oplevet overnaturlige ting. Siden hedder www.overnaturlig.net
“

48 – Gaardboe: overtro før og nu i det nordlige Vendsyssel

Udgivet den af
Svar


Cyprianus kan jeg ikke finde, men her er en Tryllebog fra min bedstefars bogreol – den er fra 1858 – og i undertitlen står: Det nyeste i Taskenspillerkonsten og den naturlige magi. For første gang overgivet Offentligheden.
Om A. P. Gaardboe kan man læse i et af de tidligere indlæg. Han var en bondesøn fra Raabjerg, gik aldrig i skole, lærte sig selv at læse, lærte andre det. Blev interesseret i historie og kastede sig ud i historiske studier. Fik fortjenstmedalje for sine historisk-videnskabelige arbejder. Uddrag af hans mange artikler er udkommet som bog for et par år siden. Jeg benytter originalerne fra Jydsk Historiske og Topografiske Samlinger. Denne artikel er fra 1886.
Gaarboe indleder med at glæde sig over, at oplysningen har fjernet megen overtro og bragt viden i stedet. Dog sukker han over, at selv dannede og oplyste folk stadig hænger fast i fortidens “fordomme”, som han kalder det. Han plæderer for mere oplysning som eneste middel til at udrydde de sidste rester af fordums overtro. Han indleder artiklen således: ( citat side 46)
“Da Overtroen jo lidt efter lidt har maattet og fremdeles maa vige for den tiltagende Oplysning, navnlig mere Kjendskab til Naturlovene, maa det i kulturhistorisk Henseende have stor Interesse at samle og til Efterslægten overlevere saa megen Oplysning som muligt om denne Menneskeslægtens lavere Kulturtrin uadskillelige Svaghed.”
Nu bevæger han sig ud i befolkningen og giver en lang række eksempler på de ritualer, der knyttede sig til dagligdagen og som havde til formål at bringe menneskene frelste gennem dagen.
Jeg nævner et par eksempler, men der er utallige. Hvis en ko var forhekset, skulle manden på gården stille sig ved kirkens vestre ende med ansigtet vendt mod øst. Så skulle han tage tre håndfulde jord under sin højre fod og lægge lige så megen jord der, som han tog, men fra marken uden for kirkegården. Kirkejorden + et stykke “flyverøn” skulle bindes på koen, og alt skulle gøres i stilhed. Så var det hekseri forbi.
Troen ikke blot på hekseri, men også på hekse og trolde trivedes i bedste velgående gennem hele 1800tallet – og selv om man ikke mere brændte dem, så var hekse af begge køn suspekte personer, undertiden dog agtede, som vi kan ane det i Lars Hesselholts fortælling om Hans i Rumpen, der havde læst i Cyprianus og kunne standse løbske heste blot med et par ord.
Min bedstemor, der var barn i sidste del af 1800tallet, fortalte mig ofte om sin bedstefar, der når han kørte hjem fra Skagen, hørte troldfolket hviske og pusle i klitterne. Det var muligvis ham, der senere hængte sig på loftet – og så har han jo nok været temmelig fuld, når han kørte hjem fra Skagen. Ja, det var de fleste bønder efter en tur i storbyen Skagen! Onkel Lars fortæller om sådan en hjemvendende bonde, der dog ikke nåede længere end til møddingen på Hesselholt – her faldt han af vognen, og da min farmor havde vasket ham og min farfar sat ham på den rette kurs, stavrede han hjem. Næste dag spurgte min farfar, om han nåede helt hjem –  jo da, svarede han, jeg tog lige den vestre dørstolpe, da jeg skulle ind.
Varsler om strandinger var naturligvis almindelige. Mange endda som Gaardboe kalder “troværdige og oplyste” folk havde set skibe stå på revlerne, men når de kom nærmere, forsvandt skibene – og kort efter skete en stranding lige netop der. Undertiden så de et lys skinne i havet – og det betød altså, at et skib skulle strande der. Det slog aldrig fejl.
Det med lyset har jeg hørt mange gange som barn. Man fortalte os, at der undertiden sås et lys brænde inde mellem træerne i det lille egekrat, der hørte til Hesselholt, og som i øvrigt ligger der endnu. Man mente, at lyset brændte over det sted, hvor de 12 apostle var blevet begravet. Den historie fortaltes igen og igen. Som børn gik vi efter det lys, men det brændte aldrig for os.
Mange varsler knyttede sig selvfølgelig til fiskeriet. Og her var det f.eks. sådan, at hvis en fisker på vej ned til sin båd mødte en gammel kone, en “kjærling”, så vendte han straks om og tog sig en fridag. På havet skulle han i al fald ikke. Da man må formode, at alle kendte alle i den tids Skagen, må det have været en sær skik – enten begav de gamle koner sig ikke ud på den tid af døgnet, eller også var de ude på at obstruere fiskernes frie dræt…
Et eksempel ved sygdom: Hvis et barn led af engelsk syge, en diagnose, man ikke stillede i den tids Skagen ( nu havde man altså heller ingen læger til at stille den) så regnede man med, at barnet var “skøjset”, og det betød, at en skøge havde kastet sine onde øjne på det. Nu skulle man så tage barnet med op på kirkegården – skære tre tørv af en ny grav – stille de to på højkant og den tredje som overligger, så der blev et hul at putte barnet gennem. På vejen hjem skulle man kravle med barnet over kirkediget, og hjemme skulle barnet puttes igennem et åbent vindue. Alt det putteri kurerede så barnet, og hvad skulle man så også med læger!? Gaardboe tilføjer, at man endnu ( i 1880’erne) tror på, at barnet med den engelske syge kan kureres alene ved at lade det sove i skøgens særk. Så et vist fremskridt med hensyn til ritualernes forenkling er der dog sket i Gaardboes tid!
Man kunne remse tusinde eksempler på lignende ritualer op. Et enkelt synes jeg lige skal nævnes: Når et fruentimmer fik nyt tøj, skulle hun, inden hun tog det på, spytte tre gange gennem det ene ærme. Man må da håbe, at det var ærmer af en vis vidde.
Jeg har nævnt heksene og troldkarlene, der kunne forgøre folks dyr og børn og andet tilbehør, men der var en anden form for hekseri, som bedst udførtes af degne eller præster. Og det var at “vise igen.” B. S. Ingemanns far var berømt for den kunst. Han kunne desuden mane, men det er en anden historie.
“At vise igen” betyder ganske enkelt, at den person, som er begavet med evnen, kan få stjålne ting til at vende tilbage til det sted, hvorfra de blev stjålet. Ærgerligt at den evne er gået tabt.
Skulle man ønske at vide sig 100% sikker mod enhver form for trolde-og hekseovergreb, så skulle man sige denne lange remse ( en slags bøn vel nærmest, men ikke optaget i nogen salme- eller bønnebog).
“Nu i Jesu Christi Navn, Du almægtige Abrahams Gud og Isaks Gud og Jacobs Gud, giv mig nu Naade og bevar mig naadeligen og bønhør mig naadeligen paa denne min Beden for Jesu Christi Skyld, som lod sig føde i en Oxestald blandt Kreaturer og Bæster, saa de maatte se ham; men se Du nu naadelig til os i vor Elendighed med vores Kreaturer og Bæster, Føl, Køer, Kalve, Faar, Svin, Gæs og med hvad Navn det nævnes kan, og Jordens Grøde og det naadeligen velsigne fra alle onde Øjne, som komme fra Djævelens og Troldmenneskers og deres Kunster med deres Trolddom; saa bedes Du, almægtige Gud, at Du vil være vor Skjold og Beskjærmelse og velsigne os fra alle de Troldmennesker og fra Djævelens Forgjørelse, som disse Kreaturer kan være paalagt, at de forbistrede Troldmennesker ikke skal have Magt i vore Huse og Gaarde, i hvad Materie det være kan, eller hvad Kulør det have kan; stat os bi med Din Hjælp og beskjærm os fra alle onde Mennesker og fra Djævelens Trolddomskunster, som Kreaturerne kan være paalagt af de forbandede Troldmennesker her i vore Huse og Gaarde, i hvad Maade det er gjort og med hvad Navn det nævnes kan og i hvad Materie det er, i Guld, Sølv, Staal, Kobber, Messing, Tin eller Bly, eller om det er udi Træ eller i nogen  aaben Revne indsat eller nogen Steder udi Husene indsat ude eller inde eller udi Gaarden eller Gaardens Grund eller Ejendom, Ager eller Eng, eller om det er Sten udi Huller indsat, eller om det er udi Jorden nedgravet, eller om det skulde være gjort i Ilden, Vinden eller i Vandet, i Diger eller paa Kirkegaarden, udi døde Menneskers Ben, indsat eller knøt i Knuder inde i Huset eller ude i Gaarden, da skal de selv opløse den Strop, o Herre Jesu Christ, for det Bånds Skyld, som Du selv blev bunden med, det baade Djævelen og Verden kunde frygte for det uskyldige Blod, som flød af dig paa Korset, og for Lammets Blod, som blev udstedt ( ?) imellem Templet og Alteret, og oplod Gud Faders Velsignelse, så fri og frels Dine i Jesu Christi Navn og alt det, som er bunden eller knøt i Husene eller i Gaarden, som kan være begravet eller nedsat til at fordærve Mennesker eller andre Kreaturer eller andre Ting med, som den tilhører, tag det selv Herre Jesu Christ for Din Pine og Døds Skyld, for Din Himmelfarts Skyld, hjælp, kjære Herre Gud, fra alle Troldmennesker og deres Fordærvelse!!!
Jo vist er tiden en anden, og vel beder vi ikke mere den slags bønner, selv om vore bønner er endnu ældre – og Gaardboe har vel ret, når han skriver, at oplysningen også kastede sit lys over den angst som mørket skjulte: det elektriske lys i første omgang, og derefter alle de andre nye fremskridt. Men lyset og fremskridtet jog alligevel ikke al overtro på flugt, og den åbnede jo heller ikke til en mere human verden: masseudryddelserne ved det skarpeste af alle lysene – atombomben over Hiroshima – kunne Gaardboe jo aldrig forestille sig, og han troede vel også, at menneskene ville blive bedre ved at få mere hældt i hovedet. Den store fremskridtstro, der herskerde i slutningen af 1800tallet blev hurtigt til tvivl og håbløshed – det handler de fleste romaner fra 10’erne og 20’erne om.
Og overtroen? – jo, jeg googlede lige hekse. Og aldrig har de floreret mere farverigt end nu – men vi frygter dem ikke mere – de er på alle måder blevet tandløse. Vi har fået andre ting at frygte.
Men her er så lige et lille udpluk fra en side:
Cyprianus – Netværk for Hekse i Danmark
Vær hilset. Vi byder dig velkommen til Cyprianus. En forening krydret med mystik og magi. Et sted for hekse, og andre sjæle i pagt med mystikken og magiens verden. Et sted for alle med naturen i centrum for magien og for livet. – Kort sagt et sted for og om hekse af en hver slags!.

Kom blot ind, og del dine eventyr med os på vores hyggelige side. Alle er velkomne, hvad enten du er heks, hedning eller bare interesseret i at møde og snakke med en heks.

Vores tanker og ideer deler vi også på vores debatforum, som er åbent for alle med respekt for sig selv og sine medmennesker. Må du nyde opholdet. Hvem ved? måske du bliver hængende 🙂 .

Velkommen!

– Bestyrelsen

Intermezzo

Udgivet den af
Svar

Til interesserede vil jeg gentage, at den her blog er tænkt som en slags arbejdsredskab, og samtidig skulle den gerne indeholde baggrundstekster for de bøger, jeg har skrevet tidligere.
På min hjemmeside kan man orientere sig om de bøger, jeg har skrevet og følgelig også om, hvilke emner jeg har været optaget af i tidens løb. www.hesselholt.com
Men forgrunden vil naturligvis domineres af det aktuelle projekt. Hjemstavnsromanen.
– og romanen bliver muligvis ikke en rigtig roman,  snarere en slags mellemting mellem en roman og en egnsskildring.
En sådan skildring vil man vel altid finde i en roman, der udspiller sig i et bestemt historisk og topografisk afgrænset område. MEN – jeg leger alligevel med tanken om for alvor at blande ren fiktion med ren saglighed – og ikke helt som det, man i min studietid kaldte faktion=  en uskøn blanding af fakta og fiktion.
Jeg vil FORSØGE at lave en SKØN blanding.
Det kan have lange udsigter, det ved jeg nok. Men foreløbig er jeg i den fase, hvor jeg samler og samler. Af alt det, som andre har skrevet og tænkt. Og af billeder fra den egn, det hele drejer sig om.
Jeg kan i den forbindelse nævne, at jeg holder foredrag om netop Skagen Landsogn i Hulsig Forsamlingshus d.28 august kl.19.00.
Lige nu går jeg i gang med en undersøgelse af, hvad folk dengang troede på. Og i første omgang vil jeg betragte det, vi kalder OVERTRO. Den slags forholder vi os jo rigtig arrogant til i dag: “Hvad de dog troede på den gang!!! sikke en samling ignoranter!!!! Heldigvis er vi meget klogere i dag.”
Men vi er ikke meget klogere, og overtroen trives i bedste velgående, den popper blot op i andre klæder end dengang.
Jeg har fundet en artikel af A. P. Gaardboe om overtro i det nordjyske. Den ser vi på.