Kategoriarkiv: Hjemstavnsroman

63 – Camillo Bruun fortsat …

Udgivet den af
Svar

Der gik kuk i forrige indlæg, og jeg kunne ikke fortsætte det. Derfor dette nye indlæg, hvor jeg ganske kort vil fortælle om bogen: “Rejseindtryk og Optegnelser” fra 1865, altså nogle år efter, at H.C.Andersen første gang besøgte Skagen.
Den lille bog er ganske morsom – forfatteren beskriver rejsen som noget af en odyssé og ikke bare et smut fra Hjørring til Skagen. Nå, man kunne ikke “smutte” dengang i det Nordjyske – det var hverken veje eller klima til, og det er da også en lang og besværlig og næsten farefuld rejse, vi skal ud på, hvis vi følger Bruun. Og det gør vi.
Da han har forladt Uggerby – lutter sandklitter – kommer han til Tværsted, som også bekrives levende. Her har man anlagt en have ( Danmarks nordligste !) ved herregården Nørre Elkær. På Tværsted Kro gøres hvil for heste og folk. Der tankes op, og man kører videre på stranden.
Citat fra side 7: “Hører du Vestervovvov? Det kalder os.” Og senere omtales stranden som “Skagen brede Landevei.” Og han skriver: “Vi maae ud lige i Strandkanten, saaledes at idet mindste det ene Hjul gaaer i Havet, først her bæres vi oppe af Sandet.” ( Side 8)
Fra Tværsted til Skagen tæller Bruun hele 17 skibsvrag i brændingen.
De passerer Vesterklit – en lille samling hytter bag klitten. Her har sandflugten ødelagt al agerdyrkning, men skriver Bruun: “Tyder de hyggelige Huse paa Nød og Armod? Nej, det rige Hav ligger udenfor, det dækker Fattigmands Bord og “den blaa Ko malker godt,” siger Kystboen, naar Aaret er rigt paa Strandinger.”
Bruun citerer fra Brick-Seidelins økonomiske beskrivelse af Hjørring amt følgende: “Ikke en eneste Hytte, ikke en eneste Plovfure vidner om, at Mennesker boe i disse egne. Ak nei! Døden har trykt sit Stempel paa mangen stakkels Sømand, medens hans Hustru og Venner hjemme talte Dagene til hans Hjemkomst, thi Vrag ligger ved Vrag ad den øde Kyst og kun skrigende Maager kredse sig om de sorte Stavne, som halvt ere nedborede i Sandet.” ( side 18)
Om sider ankommer Bruun til Højen, og han skriver: ( citat side 60) “Her i Høien er intet Andet at iagttage end endeel i Flæng spredte smaa sortladne Træhuse, der ligge paa Sandforhøjninger og søge Læ mod Storm og Sandflugt bag lave, tjærede Plankeværker.”
Nu kører han ind i Skagen: “… forbi Klitter og Hede, men ogsaa ret frodige Marker, komme vi da omsider til Skagens Vesterby.”
Den nybyggede kirke i Skagen synes han ikke om. Han skriver: ” … ligner denne, seet fra Siden, halvdelen af en høi enetages Bygning, hvis røde Tag paa den ene Ende …. ere forsynet med en hvid, uhyre klodset Skorsteen, der ikke desmindre skal gælde for et Slags Taarn …”
På nordstrand oplever han kystfiskeri og skriver: “Hist er man ifærd med at trække Baad iland, det maa vi tage i Øiesyn; Garnet begynder allerede at komme tilsyne derude; Een, to, tre, hiv op! Nu ligger det paa Land; riig Fangst maa det være, saaledes som det sprælder og rumsterer i “Kalven”. Indholdet tømmes paa Stranden og Parthaverne ere alt i færd med at sortere og tælle: 10 Haar, 4 Skader, 6 Rokker, en mængde Rødspætter, nogle Torsk og Hornfisk samt enkelte Makrel.”
Bruun fortæller, at man som oftest så igennem fingre med, at skavboerne stjal fra strandinger. Der var intet arresthus i Skagen, for der var ingen kriminelle. ( Side 73).
Efter forordning af 28. jan. 1682 fik Skagen lov at beholde 1 borgmester og 2 rådmænd, mens f.eks. Hjørring indskrænkedes til 1 byfoged.
Om sandflugten skriver Bruun, at den største ødelægelse fandt sted bededag 1775 – her blev St. Laurentii Kirke tilspærret. ( side 79)
Der er to kapeller – et i Østerby og et i Højen – om dem skriver Olavius i 1787, at de er faldefærdige og sundhedsfarlige.
1717 oversvømmedes Skagen af højvande, og kvinder og børn måtte redde sig bort i både.
Bruun fortæller også om gården Lundholm, der lå tæt ved Laurentii Kirke og som blev ødelagt af sandflugten. I 1663 var den stadig ladegård. På den tid (1667) blev den sammen med Klaa-Rump tilskødet borgmester Fædder Hansen.
Nu går Bruun over til at fortælle om den navnkundige byfoged og kancelliråd Lund – der skabte plantagen i Skagen. Nåletræer kunne ikke gro, men fint el, birk, bøg, eg, lid og popler.
i 1859 gøres forsøg med nåletræer – det mislykkes.
Forsøg med haveanlæg i byen præmieredes, små haver opstod, men efterhånden som træerne voksede til havnede de i ovnen, og Bruun skriver, at alle haver nu kun er levninger “… og selv disse forsvinde Aar for Aar.” ( side 100)
Det er også Bruun, der som den første fortæller om negerslaven Jan, der var en gave til byfogden fra en amerikaner, som forliste på Skagen og plejedes hos Lund. Det er en morsom historie, som Bruun nu brygger videre på. Det har andre gjort siden, bl.a. Henrik Wenzel i Dødemandsbjerget, hvor Jan spiller en hovedrolle. Se Skagen nr. 43! Her et billede af de to berømte skagboeres gravstene, kancelliråden og hans slave.

 
——fortsættelse følger

62 – Camillo Bruun – rejseindtryk og optegnelser

Udgivet den af
Svar

Camillo Bruun var en årrække i 1840’erne og 50’erne redaktør på Hjørring Amtstidende. I 1865 skriver han en lille bog om sin rejse til Skagen. Fra Hjørring til Skagen. Denne lille tekst giver et fint billede af, hvordan Skagen og Skagen Landsogn så ud på den tid. Det er før den store tilstrømning af kunstnere, selv om der dog allerede er enkelte, der har fået øje på den særprægede egn, og som både har besøgt og skrevet om Skagen. En af dem er H.C. Andersen, som Bruun kendte og korresponderede med. Her kan du læse et rimbrev, som Bruun skrev til Andersen efter dennes besøg på Skagen.

Bruuns brev tiDato: 26. december 1859
Fra: Camillo Bruun Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.Du kjære Digter, tag imod min Tak,

Der kun er fattig mod Din rige Gave. –

Hvor Sandet hvirvler vildt ved Skagerak,

Du plukkede Blomster for Din Digterhave;

Du bar dem ved dit Bryst en stakket Stund,

Saa slog de Rod i Digterhjertets Grund.

 

Saa skød de frem med Yppighed og Glands,

Med Duft som Blomster fra et himmelsk Eden,

Og dog det var den lille, simple Krands,

Du samlede i Klitten og paa Heden –

Kun Lyngens Blomst og Sandets vilde Tjørn,

Som fra dit Hjerte skød, liig Englebørn.

 

Saa flagrede de ud, i Verden om

Ved Vintertid, som Sneens hvide Flager,

Og dog med Vaarens Farvepragt de kom,

Med Øiet mildt og Kinden rosenfager;

Fra Dig de kom med Kjærlighedens Bud:

Det var Dit Hjertes Børn, Du sendte ud.

 

Jeg har fornummet deres Englerøst,

Og deres Toner kan jeg ei forglemme;

Her hørte jeg dem, her ved Havets Kyst,

I selve Klitten, hvor de have hjemme,

Her, hvor den vilde Bølge for Dig sang,

Her, hvor Du nylig gik din Digtergang.

 

Hvor Sandet længst har dækket Kirkens Muur,

Og Taarnet rager frem fra Klittens Banker,

Du blev begeistret af en vild Natur,

Et deiligt Syn gik op for dine Tanker;

Da var det, at dit Seerøie saae

Hin Kongesnekke med den gyldne Raa.

 

Da var det, at Du hørte Psalmesang

Og Orgeltoner under Kirkens Bue,

Da var det, at din ædle Digtertrang

Brød frem i Phantasiens høie Lue,

Da var det, Lyngens Blomst og Klittens Tjørn

Skød fra dit Hjerte ud, liig Englebørn.

 

Hjørring , December 1859.

Camillo Bruun.

 

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost

 

61 Et kig på det gamle Hulsig – 1910'erne 20'erne

Udgivet den af
Svar

Et par billeder fra skatkammeret, nogle af dem har I set før: Her ser vi først Magnus Hesselholt opdyrke heden. Jeg gentager den lille fortælling: Han var som ung mand på landbrugsmesse i Nordtyskland og fik lov at hjembringe en traktor til demonstration i Nordjylland – kørte han den første traktor i Vendsyssel? – næppe. Men en af de første:

Klik på billedet for at forstørre!
Nå, men de næste par billeder har I ikke set:
Først den berygtede Ålbækvej, hvor man ikke kunne køre, når det havde regnet, og dernæst anlæg af den ny:

Så skete der noget – jeg ved ikke, hvem huset tilhører – det kan nogen måske fortælle mig?
Klik på billederne for at forstørre!
Herunder ser vi uddeleren Anders Andersen ( min morfar ) foran sin butik og ved siden et billede af butikk:

Indefor i den lille brugs trivedes familien Andersen. Den var ikke stor: Anders og Magdalene og lille Vera. Hun voksede og blev så køn. Og fik senere en kæreste, min far, som på det her tidspunkt havde travlt med alt andet end kæresteri: der var en hede, der skulle opdyrkes, og han gik med andre planer, som vi skal høre om senere. Mor havde han udset sig. Men det kunne vente.
Men mor … ja, hun var da bestemt byens skønhed. Nu var der jo ikke så mange unge piger i byen, min onkel Otto måtte således til Kandestederne for at finde sig en, og hun var til gengæld ansat som kokkepige hos Poul Reumert og blev min tante Kirsten. Men hende vender vi tilbage til. Hun hørte til i en hel anden verden, den nye store, der kom til Hulsig og ændrede alting.
Men i landsbyen kunne man også drømme stort, og mor gjorde det vel. Sammen med hjerteveninden Sigrid. Her skal vi se de to piger. Hulsig har fostret en række af smukke mennesker – det ser man, når man bladrer i de gamle album. Jeg vil lidt efter lidt vise dem på bloggen, og først senere samle dem i familier og andre konstellationer ( f.eks. redningsmænd, landbokoner osv.) Her er nu er par billeder af Vera og Sigrid. Sigrids far var redningsmand og han viste mig engang sin medalje. Men ellers ved jeg meget lidt om hendes forældre. Det vil jeg finde ud af.

Åh, de er vist lige gamle på de to billeder – jeg vil vende tilbage til Vera-billederne – ligesom vi også skal hilse på andre hulsigboere fra den tid.
 
 
 

60. Hulsigfolk – men hvem er de?

Udgivet den af
Svar


Nu vil jeg blive glad for hjælp – for nogen tid siden fandt den nye ejer af huset på Strandvej 18 i Strandby ( vores barndomshjem) et par billeder på loftet. Da der mig bekendt kun har boet mine forældre og min bedstemor i huset, så må det være forfædre til en af dem – men hvem? Min farmor og farfar ( Janus og Elise Hesselholt ) er det ikke, og min bedstemors forældre er det heller ikke.
Billederne er efter klædedragt og frisure at dømme vel fra 1880’erne –
Det kunne være morsomt med et anegalleri – det vil nok komme – lidt efter lidt. Men anerne skulle gerne have navne.
Bedstemors forældre så sådan her ud, så dem er det jo ikke:

Christian og Maren Larsen født h.v.1840 og 1846
 

59. Tillæg til anekdote 1 – og vi er tilbage i Hulsig –

Udgivet den af
Svar

I anekdote nr. 1 fortalte jeg historien om min far, Magnus Hesselholt, der var den, der indførte traktoren i Skagen Landsogn, og efter hvad han selv fortæller, så var han i Nordtyskland til en stor landbrugsmesse, hvor fænomenet blev demonstreret for interesserede landmænd. Og han fik altså vist nok muligheden for gratis at hjemføre en traktor mod at demonstrere den for de nordjyske landmænd – jeg kan tænke mig, at bror Otto har været med i det foretagende, men her er jeg på gyngende grund.
Så var jeg så heldig, at et gammelt album, som jeg troede kasseret ( DEN SLAGS GAMLE BILLEDER MÅ ALDRIG KASSERES!!!!!!!) alligevel eksisterede hos min nevø Søren, som har sans for gamle tings værdi. Og deri fandt jeg billedet af far i færd med at opdyrke Hulsig Hede.
Så, mine venner, nu har jeg et årstal: Det var i 1924. Far var altså 23 år, og på det tidspunkt ejede han gården på Tranevej, som senere overgik til familien Husth, senest ejet af Erling Husth – nu er en borte og erstattet af den nyopførte ejendom: STADUM.
Her kan I se billedet:

Klik på billedet for at forstørre

58. Tranestederne i april

Udgivet den af
Svar

Så er maj allerede smuttet indenfor landegrænsen, og her i Ålum er alt forvandlet til lyse og glade forårsfarver. I Tråen nåede vi ikke at opleve maj-fryden – det var april lige til vi rejste hjem i forgårs. Og april, når den er mest drilagtig. Så koldt og mørkt – eller mørkt? der var jo lyset fra hver morgens solopgang og til sent, men alligevel: den gode sol gemte sig hårdnakket, og vinden larmede i træerne og satte havet i oprør hver dag. Men havet er jo også smukkest, når det buldrer løs i sin egen utæmmelige vælde ( vrede, synes man ind imellem, og sådan er vi gode til at lægge vore følelser ud i naturen). Men havet er så vist aldrig vredt. Det er blottet for følelser. Men det vækker følelser, det er sikkert og vist.
Her et par billeder fra de seneste dage. Men læg mærke til, at dybt nede i mosset, spirer farver frem, og om få uger står det hele og lyser af glæde. Og så er der de pludselig solstrejf ind over klitterne, der allerede nu lyser så smukt i kontrast til den omliggende sorte hede.
 

57. Hulsigdamer?

Udgivet den af
Svar

Hjælp mig!
 
I min bedstemors gemmer fandt jeg disse damer, som er umulige ( for mig) at navngive. Kender nogen dem? Hvis du ved, hvem de er, så vær så venlig at skrive det til mig.  Min bedstemor, i hvis gemmer billederne på er Anna Andersen, født Anna Larsen ( Krøgh ), hun blev gift med min bedstefar, uddeler Andersen i Hulsig.

NB: du forstørrer billederne ved at klikke på dem – ny dimension for hvert klik.

56 -Tre billeder fra skuffen – Vera og Magnus' bryllup. Bedstemors forældre – og en lille trold

Udgivet den af
Svar

‘
Billede fra mors ( Vera Andersen) og fars ( Magnus Hesselholt )bryllup. Selv om personerne er utydelige, kan jeg genkende de fleste – længst til venstre morfar ( Anders Andersen)  imellem mor og far ses farmor ( Elisa Hesselholt) imellem hendes og fars hoved ses bedstemor ( Anna Larsen, senere Andersen) ovenfor hende i døråbningen ses tante Nete ( mors kusine fra Ørum) øverst til højre for døråbningen fars bror ( Lars Hesselholt )Hans fire sønner ses nedenfor ham, alle i matrostøj: Janus, Poul, Knud og den fjerde, som jeg aldrig har kendt, jeg tror han døde ung. Mellem de to drenge til venstre ses mormor ( Magdalene Andersen ) Mellem de to øverste drenge til højre ses deres mor Magda Hesselholt. Mellem fars og Magdalenas hoveder ses Marie Larsen ( søster til bedstemor ). Sært nok er min onkel Otto og tante Kirsten ikke med på billedet – eller det er dem, jeg ikke genkender. Billedet er desværre meget utydeligt – jeg vil se, om jeg kan finde et bedre et sted …
 
Neden for ses et billede, som jeg fandt forleden, og som jeg er MEGET glad for. Mor har skrevet bagpå, at det forestiller bestemors forældre. Det er altså Hr. og Fru Larsen fra Krøghgården eller Krøggården – de er forældre til Marie og Anna Larsen:

herefter endnu et billede – det er Vera – her ikke som brud, men som baby:

55. Et par værker: "Den yderste nat" og "lyset over Skagen"

Udgivet den af
Svar

Egentlig var det planen ikke at inddrage skagensmalerne og det, der er skrevet om dem i indsamlingen og behandlingen af materiale om Skagen og omegn. Det er altsammen så grundigt beskrevet, at det vil virke mere end overfladisk, hvis jeg forsøger mig i den retning.
Og så er det alligevel umuligt helt at undgå. Dertil fylder det for meget, og det ville være som at forsyne gennemgangen af Skagensmateriale med en stor mørk plet, der bredte sig mere og mere, efterhånden som indsamlingen voksede. Det ville simpelthen mangle. Men det bliver med venstre hånd og af nød.
Jeg vil slet ikke behandle malerierne, men blot omtale og kort gennemgå nogle de værker om malernes liv på Skagen, som jeg falder over.
Jeg har netop afsluttet læsningen af ovennævnte to værker, der omhandler det samme tema: Kærlighedsdramaet i trekanten: Søren Krøyer – Maria Krøyer – Hugo Alven.
Emnet er højaktuelt, idet Bille August netop i denne tid er i færd med at filmatisere dramaet om de tre elskende.
Jeg ved endnu ikke meget om filmen, men titlen “Lyset over Skagen” optræder to steder: dels er det titlen på et filmmanuskript, som Jens Smærup Sørensen skrev i 1985, men som aldrig blev til en film. Eller som bliver det nu?? Det andet sted er i musicalen “Lyset over Skagen” fra 2007, der blev spillet i Skagen samme år og senere i København.
Nej, filmen af Bille August er ikke lavet over Smærups manuskript men over Anastassia Arndts bog om Marie Krøyer: “Balladen om Marie.”
Vivian Nielsen skrev sit skuespil: Den yderste Nat i 2003 – det er et bestillingsarbejde for Vendsyssel Teater.
Det samme stof er grundigt behandlet i Anastasia Arndts “Balladen om Marie” en biografi om Marie Krøyer. Den har jeg endnu ikke læst, men vil gøre det snart og skal melde tilbage til bloggen senere.
“Lyset over Skagen” er en skildring af udviklingen af følelserne mellem Marie og Hugo fra den spæde begyndelse til det fuldbyrdede forhold. I Den yderste nat er spillet koncentreret i en sen nattetime juleaften.
Fælles for begge de fiktive tekster er kompleksiteten i skildringen de tre personers følelsesliv, navnlig når det gælder Marie og Søren – med hensyn til Hugo synes det klart i begge tekster, at han er en Don Juan type, der nyder sin forførerrolle. I Smærups tekst indføres til illustrering af dette et par badenymfer, som han ikke helt kan holde sig fra, og man ser ham også flirte med Holger Drachmanns unge kone.
Marie er skildret som en kvinde, der ( for første gang?) oplever sin egen seksualitet i fuldt flor. Et fænomen, som Hugo er ond nok til at slynge i hovedet på Søren: ( citat fra Den yderste Nat s.38): Hugo ( til Søren) : du har aldrig tilfredsstillet hende. Men jeg siger dig: i øjeblikke, du sku’ se hende, høre hende, lugte hende – sikke udtryk, når den kvinde overgiver sig”” – og Krøyer: “Jeg tror ikke der er meget du kan lære mig om Marie, jeg ikke ved – husk på, hvem der har oplært hende” Og Hugo: – “Så fortæl mig, hvorfor hun skreg, da jeg forløste hende for første gang? Hun troede, hun skulle dø! Hun vidste ikke, hvad det var!”
Og stakkels Krøyer er slet ikke med og svarer med at sige, at Marie altid har følt kropslig anspændelse ubehagelig ( sic!) – han ved meget om malerier og ingenting om sex.
Så banalt er det selvfølgelig ikke. Men læs selv de to tekster. De er god underholdning.
 
Det vil blive interessant at se, hvordan Bille August vil behandle stoffet om den berømte trekant i Skagen.

Senvinterbilleder eller tidlige forårsbilleder

Udgivet den af
Svar

Lyset. Men endnu er mørket det dominerende. Heden så sort: “så red han over de sorte heder” – sådan slutter Hr. Torbens Datter – visen om kærlighed, død og fortvivlelse. Og den følelse afspejles i digtet i den trøstesløse natur. “De sorte heder,” jo det er Hulsig Hede lige nu. Men solen er der. OG den vinder sammen med varmen over vinteren og kulden. Det ved vi jo – og aner det i lyset.