Kategoriarkiv: forfatteren

Intermezzo – hvad vil jeg egentlig med min blog?

Udgivet den af
Svar

Formålet med min blog er dels at bruge den som notesbog – Jeg samler stof til næste bog, og dette stof vil så vandre ind på bloggen i en lind strøm og samle sig smukt og ordentligt i den rette kategorie ( Hjemstavnsroman). Her kan både I og jeg få glæde af det. Håber jeg.
Bliver det da en roman?
Både … Og.
Hvad betyder det?
At jeg i udgangspunktet vil samle ALT, hvad jeg kan finde om området: Skagen Landsogn. I bogen vil stoffet optræde som i en hvilken som helst anden fagbog om et område: her som en historisk/geografisk fremstilling af en egn. Dernæst har jeg tænkt at følge arbejdet op med en fiktionsfortælling – ja, måske en roman, måske en række små fortællinger om nogle af de mennesker, der har beboet området fra sidst i 1700tallet til først i 1900tallet.
Det bliver altså en hybrid?
Det kan man kalde det. Ja.
Er det muligt?
Det vil vise sig.
———————–
Det var det ene formål. Og hvad er det andet?
De andre. For der er flere. Som du ser, så laver jeg lige nu en lille Englenes Historiebog. Det er, fordi jeg også har skrevet bøger om engle. Og måske gør det igen.
Ind imellem vil jeg vende tilbage med nyt stof til gamle emner: engle, salmedigtere, demens, børn og unge – alt det, jeg har skrevet om. På den måde vil man kunne orientere sig i de enkelte bøgers baggrundsstof efter behag og behov.
En fortegnelse over mine bøger står på hjemmesiden: www.hesselholt.com
Det var lidt om formålet med min blog.
Men som trofaste læsere ved, så bliver jeg meget glad for enhver kommentar. Det kan også være en information, som er gået min næse forbi. Kom endelig med den! Rigtig flittige kommentatorer må bestemt være selvskrevne til et frieksemplar af den vordende bog.
Men der skal også være tid og plads til lidt pjank. Det kan jeg ikke lade være med. En Julespøg er sådan en vrøvlehistorie. Håber ikke, at den har (vil) forarge(t) alt for meget. Mine børn blev vist lidt kuldslåede, da de læste den: “har vores mor skrevet det!!!???”
Når det i den kommende tid vil handle om engle, så er der flere årsager til det. Et par af mine læsere af “En Julespøg” efterlyste en mere seriøs tilgang til emnet: jeg var blevet lidt for pjattet! – Dels har englene i al deres ustyrlighed spøgt både i min litteratur og i min bevidsthed i så lang tid, at det måske var passende, at jeg greb ind og greb fat og fik styr på de fyre! – nå, nu er du der igen!!! pas nu på.
Men jeg lover: alt om engle vil flyve ærbart ind på siden, hvis jeg da kan styre indflyvningen. Det kan jeg måske ikke altid. Det får I nok at se.
På mandag skal vi snakke om ÆRKEENGLE – og snak endelig med! Det skulle glæde mig og det ville pynte på siden.
 

Intermezzo

Udgivet den af
Svar

Vi vender tilbage til englene og al deres væsen og uvæsen i næste uge.
Denne uge har budt på distraherende udenværker af familiemæssig art – men skønnere og vigtigere at stemme i med end selv det blideste englekor.
Dette mellemspil for at informere om et (nødvendigt?) tiltag, der også vil rane lidt af min tid. Jeg har ofte ærgret mig over, at Kingo- og Brorsonbøgerne i så mange år har været udsolgte, og dog har jeg ikke vovet at se dem genoptrykt med alt hvad det kræver af hårdt arbejde og anden risikabel investering. Så derfor har jeg tænkt, at jeg muligvis kunne få dem udgivet ( eller udgive dem? ) som e-bøger.
Det er overkommeligt ( tror jeg) og ret tiltrækkende, ved jeg efter selv at være blevet e-bog-læser. Jeg fik en sådan ebogs-læserdims i julegave og har nu læst en række bøger på den. Og sådan en lille let og luftig skærm er en yderst behagelig ting at læse på, navnlig for en, der som jeg ligger og læser den halve nat – man bliver ikke træt i armen, for “dimsen” vejer ingenting, og den er let at blade frem og tilbage i, og skriften er smuk og tydelig, og læsefladen behagelig.
Derfor har jeg meldt mig til et kursus om e-bogsudgivelse. Ole deltager også, og han er så teknisk begavet, at han forstår alt det, der glider min sølle forfatter-fatteevne forbi.
Kurset vil holde mig fra skærmen en tid, men forhåbentlig give bonus på anden vis.
Så i de næste par dage kommer der ikke nyt stof på siden her, og ÆRKEENGLENE, som jeg glæder mig til at fortælle om, må vente en uges tid eller så.

Rollen der opløser sig (mig?)

Udgivet den af
Svar

 

Jeg faldt forleden over en artikel om Karen Blixen og hendes forfatterskab – og da hun har huseret i min seng hele julen ( har ligget og læst Morten Henriksens : “Bag Blixens Maske” til den mørke morgen ) – så læste jeg den med stor iver. Og også fordi den var skrevet af Fay Weldon, og hun har altid stået for mig som et værdigt forbillede for alle ( kvindelige) forfattere og i al fald for mig, der dog ikke har drømt om at forsøge at nå hende så meget som til sokkeholderne ( se nu bare! sokkeholdere – det er så naturligt at flyve ind i den slags maskuline billeder!!!). Men altså: hende har jeg altid beundret.
I artiklen skrev hun bl.a. om, hvorfor Karen Blixen først sprang i blomst som forfatter, da hun var over 50 år, og Weldon mener, at hun måtte opfylde den anden rolle først, hustru- og elskerinderollen ( husmor kan man vel ikke kalde hende) – og at hun i al den tid lagrede indtryk og reflektioner på sin indre harddisk, som jo efterhånden løb fuld, men først da hun definitivt var afskåret fra de to dominerende kvinderoller – ægtefællen død, og hun selv syfilitisk – begyndte hun at øse af det store lager, der havde ophobet sig. Og hun opdagede jo hurtigt, at hun bevægede sig ind i en verden af dæmoner. Det dæmoniske lå som en fernis over stoffet, og selv siger hun ligefrem, at hun måtte gøre Djævelen til sin bedste ven, før hun kunne trænge igennem og gøre stoffet levende. Men så flød det også … eller måske ligefrem fossede fra hende med litteratur af en kvalitet, der aldrig er eller vil blive overgået af nogen anden forfatter. Jeg nøler med at sige digter, for digter var hun ikke. Hendes tekster er fortællende og ikke lyriske – hun skrev også digte, men de var jammerlige.
At der er dæmoniske kræfter på spil, når man skriver, det ved jeg, for det har jeg erfaret gang på gang. Og så hjælper det ikke, at man forsøger at standse fingrenes dans over tastaturet, for de danser videre. Og det skal de måske. Da jeg skrev novellen Grønne Grænser og bagefter læste den, blev jeg kold af skræk.  Havde jeg skrevet det!!?? Og da jeg genlæste den hurtigt nedfældede novelle Yougurt, da græd jeg. Og det var ikke skaberi, men en form for magi – Jeg var kommet ind et kraftfelt, hvor stoffet griber en og holder så godt fast, at man ikke kan slippe det. Man kan jo så lade være at udgive det. Men jeg udgiver. Og jeg gør det, fordi det, der står på linjerne, det være sig nok så smerteligt ondt, dog er sandt. Løgn ville jeg aldrig publicere.
Men tilbage til Fay Weldon. For hun skrev jo ikke først, da hun blev 50, men gennem hele sit lange liv ( er en gammel kvinde nu, men skriver stadig ). Så hun måtte nødvendigvis skifte mellem forfatterrollen og rollen som mor og hustru. Og det gjorde hun jo også, men ikke smertefrit, det ved alle, der har læst hende, og de ved også, at der hele tiden er dæmoner på spil, når hun skriver, navnlig om kvinder, mænd er for små og grå til at rumme det dæmoniske. Jeg vil slutte min lille snak om roller med et citat, som jeg faldt over forleden og blev så glad for at læse, fordi det kunne passe på så uhyre mange kvindlige forfattere. Og langt hen ad vejen også på mig. Navnlig nu lige efter jul, hvor jeg IKKE BURDE SIDDE HER MEN LAVE DET SKIDE SYLTETØJ, FOR IKKE AT TALE OM AGURKESALATEN OG BANANKAGEN DER VENTER MEN IKKE KAN VENTE I AL EVIGHED – IKKE ENGANG EN DAG – OG SÅ SIDDER JEG BARE HER OG LAVER INGENTING!!!!!!!
I citatet giver Fay Weldon en beskrivelse af sig selv. Og det lyder sådan her:
Hun begynder med at indrømme, at det er svært, fordi hun er så tæt på den person, hun skal karakterisere …” … det overordnede billede blev uklart ligesom et Google-kort, man har zoomet for meget ind på …. der var personen A, og så var der forfatteren B. De levede i samme krop. A var en hårdtarbejdende husmor, men var underinddelt i flere forskellige sub-personligheder. De havde alle sammen travlt med at tage sig af B, så hun kunne få arbejdsro og tid til at skrive. Der var børnenes mor, hende, der købte ind, lavede mad og vaskede tøj, og en helt anden kvinde, der klædte sig pænt på og lavede interviewene; der var en festhungrende, tudevorn kvinde, som ikke kunne være alene ude efter mørkets frembrud, og som forsynede B med en hel del af det stof, hun havde brug for.
B var selv inddelt i to: den kreative forfatter, styret af højre hjernehalvdel – kvindelig og følelsespræget – og redaktøren, styret af venstre hjernehalvdel, mandlig, rationel og kontrollerende. Jo bedre disse to kom ud af det med hinanden, desto bedre blev det producerede værk.
Det mærkelige var, at A stort set ikke anede, at B eksisterede. Sidst på ugen havde jeg skrevet det alt sammen ned, og det lå i nydelige små bunker, men A kunne næsten ikke huske, at hun havde gjort det. Hvem, mig? Jeg aner ikke, hvordan jeg skal bære mig ad. B vidste til gengæld alt om A og hendes bipersonligheder, men nærede en vis foragt for den samlede pakke, som var A. A var så gennemført almindelig og kedelig.
B udnyttede A på det groveste for at få sine praktiske behov tilfredsstillet, for at få mad på bordet, børnene passet og sekretærarbejdet overstået, og desuden opfordrede hun hende til at skabe huslige og følelsesmæssige spektakler, der kunne bruges som råstof til bøger.” Citat slut.
Citatet er fra Weekendavisen d.6 januar 2012

Mentalitetshistorie

Udgivet den af
1

Da jeg gik tur med min veninde forleden, fortalte jeg om nogle af de tanker, jeg gør mig om fortidens menneskers måde at tænke og handle på. Sådanne tanker MÅ man gøre sig, når man vil skrive historiske romaner: man er nødt til at gå ind i tidens menneskers bevidsthed og læse den. “Sludder,” sagde hun, “du kan umuligt trænge ind i et andet menneskes bevidsthed. Det kan ingen. Ikke engang til et moderne menneskes bevidsthed kan man have nogen som helst adgang. Og et menneske i en fjern tid! Nej, det kan du godt glemme.” “Ja, selvfølgelig, du har nok ret,” sagde jeg. “Det ved jeg godt. Men … man kan jo forsøge ud fra alt det skrevne at danne sig et billede af, hvordan menneskene dengang anskuede verden og gebærdede sig i den.” “Menneskene?” sagde hun, “de tænker jo ikke ens i en bestemt periode, vel?” Nej, selvfølgelig ikke, indrømmede jeg inde i mig selv, men sagde ingenting. Jeg forstår f.eks. ikke rockere og motorbøller og pædofile misbrugere eller narkomaner for den sags skyld … men, men, men, de er nu alle sammen produkter af den her tid og det her samfund. Og så tænkte jeg, at jeg i “Mellemlandet” har skrevet om børn og unge i krisesituationer, som jeg aldrig i livet har været i. Og dog fandt jeg det slet ikke svært at skifte min egen bevidsthed ud med deres. Og på samme måde tror jeg, at det er muligt at gøre det umulige, når det drejer sig om fortidens mennesker. Vi gik lidt i tavshed, så snakkede vi om noget andet.

En begyndelse

Udgivet den af
Svar

I begyndelsen var ORDET og ORDET var hos Gud og ORDET var Gud. Siden jeg engang i tidernes morgen læste denne indledning til Johannes Evangeliet, har jeg vidst det. Det er ikke lige meget, hvad vi siger eller hvordan vi udtrykker det – ordet er vores vej til erkendelse både af os selv og af verden. Det kan give liv, og det kan dræbe, det kan være lys, og det kan være mørke, det kan bane vej, og det kan spærre vej.
Nogen har lettere adgang til ORDET end andre – de har ORDET i deres magt – og de forstår ORDETS magt. Og bruger det som et magtmiddel. Ideologierne er skabt af folk, der havde den adgang til og brug af ORDET, og politiske magthavere har til alle tider brugt og misbrugt ORDET, de har taget det til sig og brugt det til at skabe samfund (om).
Så er der de andre, dem, der fortrylles af ORDETs mange skønne billeder og forstår at gribe det med deres pen og skabe fiktive verdner, der gnistrer af skønhed. Det er alle kunstnerne, digterne og de store forfattere. De kan med deres billeder ramme lige ind i vore hjerter og hjerner, så verden ændrer sig for os. Måske har de nok så meget magt som de såkaldte magthavere. Jeg vil forsøge med denne blog at videregive nogle af de stærke oplevelser, som kunsten har givet mig. Måske har også du en stor litterær oplevelse, som du vil give videre. Her skulle der gerne være plads til det.
Sideløbende med de store kunstneres bidrag til litteraturen vil jeg vise lidt af det, jeg selv pusler med i kunstens verden, selv om jeg godt ved ( let kan se), at jeg ikke er på højde med mine litterære forbilleder, og det har jeg heller ingen ambitioner om. Jeg siger med  Tom Kristensens digt:   Jeg er kun en lille Digter/ halvt en Tænker, halvt en Nar/ elsker meget store Frakker/ store Hatte, stor Cigar. Bortset fra en ting, passer digtet på mig: Jeg er ikke vild med frakker. En god cigar har jeg derimod svært ved at sige nej til. På Tom Kristensen er der også en ting, der ikke passer. Han var nemlig en stor digter.
Jeg vil ikke bruge bloggen særlig meget på at redegøre for mine egne bøger. Dem kan man læse om på www.hesselholt.com .