En begyndelse

I begyndelsen var ORDET og ORDET var hos Gud og ORDET var Gud. Siden jeg engang i tidernes morgen læste denne indledning til Johannes Evangeliet, har jeg vidst det. Det er ikke lige meget, hvad vi siger eller hvordan vi udtrykker det – ordet er vores vej til erkendelse både af os selv og af verden. Det kan give liv, og det kan dræbe, det kan være lys, og det kan være mørke, det kan bane vej, og det kan spærre vej.
Nogen har lettere adgang til ORDET end andre – de har ORDET i deres magt – og de forstår ORDETS magt. Og bruger det som et magtmiddel. Ideologierne er skabt af folk, der havde den adgang til og brug af ORDET, og politiske magthavere har til alle tider brugt og misbrugt ORDET, de har taget det til sig og brugt det til at skabe samfund (om).
Så er der de andre, dem, der fortrylles af ORDETs mange skønne billeder og forstår at gribe det med deres pen og skabe fiktive verdner, der gnistrer af skønhed. Det er alle kunstnerne, digterne og de store forfattere. De kan med deres billeder ramme lige ind i vore hjerter og hjerner, så verden ændrer sig for os. Måske har de nok så meget magt som de såkaldte magthavere. Jeg vil forsøge med denne blog at videregive nogle af de stærke oplevelser, som kunsten har givet mig. Måske har også du en stor litterær oplevelse, som du vil give videre. Her skulle der gerne være plads til det.
Sideløbende med de store kunstneres bidrag til litteraturen vil jeg vise lidt af det, jeg selv pusler med i kunstens verden, selv om jeg godt ved ( let kan se), at jeg ikke er på højde med mine litterære forbilleder, og det har jeg heller ingen ambitioner om. Jeg siger med  Tom Kristensens digt:   Jeg er kun en lille Digter/ halvt en Tænker, halvt en Nar/ elsker meget store Frakker/ store Hatte, stor Cigar. Bortset fra en ting, passer digtet på mig: Jeg er ikke vild med frakker. En god cigar har jeg derimod svært ved at sige nej til. På Tom Kristensen er der også en ting, der ikke passer. Han var nemlig en stor digter.
Jeg vil ikke bruge bloggen særlig meget på at redegøre for mine egne bøger. Dem kan man læse om på www.hesselholt.com .

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *