Forfatterarkiv: marianne

MENS DET SKER 32

Udgivet den af
Svar

Mens det sker

Jeg tror, jeg skulle have den her drøm, fordi jeg skulle opleve, hvordan Ole har det hver dag og hele tiden, og nådigt fik jeg lov til kun at blive hængende i drømmens fortvivlende univers en time. Ikke at det føltes som en time, mareridtet syntes at strække sig over en uendelig lang tid, mens drømmen bare kørte og kørte, og jeg ikke kunne slippe fri. Men jeg sov kun en time, det ved jeg helt sikkert, for klokken var 7 (morgen), da jeg faldt jeg i søvn, og den var 8, da jeg vågnede.

I drømmen havde jeg glemt de simpleste ting, og jeg kæmpede med næb og klør for at bevare min sølle værdighed. Alt stod på spil, og jeg var i frit fald – var ved at tabe alt. Fysisk befandt jeg mig i sommerhuset i Tranestederne. Ikke alene og ikke kun med familien, venner og bekendte blev ved med at dukke op, de kom i flokke, og jeg forstod jo, at jeg havde inviteret dem. Jeg anede ikke mine levende råd, for jeg havde ingenting at servere for dem, og den smule, der var i huset (lidt mælk, lidt smør og lidt mel) vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle anvende. Jeg havde glemt, hvordan man laver mad.  

Det var jo et mareridt, men jeg tror, at det var nødvendigt at have den drøm. Det er sådan med drømme, at de siger noget til en, som er vigtigt, og somme tider er det let at forstå budskabet. Her lød det: Sådan har han det hver dag. Husk det! Vær venlig!

Han bærer sin kranke skæbne med så stor tålmodighed og med en indre ro, som jeg slet ikke fatter. Hvordan kan han? Jeg ville ikke kunne. Demenssygeplejersken sagde engang til mig, at det var, fordi han ikke havde nogen sygdomserkendelse og derfor slet ikke følte sig ramt. Men det er ikke rigtigt. Han er meget bevidst om sin sygdom, selv nu, hvor den er så fremskreden. Og han er fortvivlet over den, det ved jeg, for det har han sagt mig mere end en gang. Men han VIL ikke lade sygdommen overtage livet.

Alt det her har jeg vist skrevet før, men det kan ikke siges for tit.

LECTURES DECOUSUES og LIDT MARTIN A. HANSEN

Udgivet den af
Svar

Lidt spredt snak om min læsning.

I de seneste par år, har jeg ikke læst sammenhængende, ikke hele forfatterskaber, ikke specielle epoker, ikke visse temaer, ikke bestemte genrer, men tværtimod har jeg kastet mig over litteraturen og slugt den i spredt forvirring og i lige linje. Læst derudaf. Truffet mine valg intuitivt, og som regel har jeg valgt rigtigt forstået på den måde, at jeg har været glædeligt underholdt næsten hver gang og undertiden endog behageligt overrasket.

Jeg kaster et blik på min liste af lånte biblioteksbøger fra det seneste halve år og ser jo straks, hvor spraglede trådene er. Ikke antydning af nogen rød tråd, og faktisk synes jeg, det er forfriskende på den måde. Noget i retning af at variere kosten og på den måde få flere vitaminer til hjernen end en mere ensidig læsning ville kunne befordre.

En overgang lovede jeg mig selv, at jeg ville “sætte mig ind” den nyeste litteratur, men forsættet varede ikke ret længe, for der skrives alt for meget nyt for det første, og for det andet er der alt for meget andet, der pirrer mine læsegener, så jeg også må tilgodese “de gamle” eller “det gamle” – Jeg kaster igen et blik på de seneste lån og ser jo, at jeg har bevæget mig over de unge til de lidt ældre, og nu skriver jeg nogle af dem op her: fra de moderne som Eduard Louis og Ocean Vuong og Glen Bech og Morten Pape og Stine Askov og Anna Juul og Stine Pilgaard … og til de lidt ældre som Rachel Cusk og Geir Gulliksen og Anne Lise Marstrand og Niels Frederik Dahl og Margaret Atwood. Jeg har også været en tur omkring Martin A Hansen (Løgneren) og Dostojevskij (Dobbeltgængeren). Som navnene viser: ingen som helst sammenhæng.

Jeg blev glædelig overrasket ved læsningen af “Løgneren” og bestemte, at jeg ville græsse lidt i mine reoler og finde noget mere af Martin A. Hansen. Jeg har en række af hans romaner og noveller og enkelte endda i første udgaven. Men nu valgte jeg en essaysamling, “Tanker i en Skorsten” (1948) – hvis indhold jeg havde glemt, men titlen er jo herlig, selv om Ole påstår, at man umuligt kan tænke i en skorsten. Vist kan man det. Martin A. Hansen kunne.

Særlig glad blev jeg for det sidste essay:

Eumeniderne kalder han kapitlet. Mørkets gudinder.

Her tages vi med på en fin lille rejse i lyrikkens verden i efterkrigstiden.

Han vil tale om de yngste af 40´digterne, og ikke om dem, der allerede var modne digtere, da krigen brød ud som f.eks. Nis Petersen, Paul la Cour, Johannes Wlff, Hulda Lütken, Otto Gelsted, Jens August Schade og Poul Sørensen.

Fælles for de yngste, siger han, er at de opfatter, at:

“Verden er faldet, dens Struktur er brudt sammen.

Og i modsætning til de foregående er der ikke noget:

“ideologisk eller primitivistisk religiøst Bodemiddel…”

“Deres Ironi er skærende, og den skærer indad. I deres Lune finder man Glasskaar skjult. De er blege, selv de stærkeste af dem, som efter et Blodtab.”

Det er karakteristisk, at verden opfattes som kaotisk, men at dette kaos bliver skildret i en nedarvet fast og ordenspræget form: versemålet tøjler med sin strenghed det utøjlede indhold: skaber struktur i kaos. Thorkild Bjørnvig nævnes som en mester i kunsten at bruge streng metrisk form uden rim.

Han nævner Tove Ditlevsen og Lise Sørensen som digtere, der kender mørket, men forstår at tænde sindet, så det lyser.

Eks. er dette digt af Lise Sørensen:

“Jeg tror paa, at intet i Verden er afgjort,/ at alting fra Starten er skabt til at skabe,/ at de der tar Ansvaret op bliver stærke/ og ejer det hele – og aldrig kan tabe.

Jeg tror paa de svage som langsomt blir stærke/ fordi de tar Skylden for alle Tings Væren/ og intet fornægter og aldrig vil flygte,/ kun deres er Riget og Magten og Æren.”

Martin A Hansen nævner og citerer vers fra en lang række af digtere, som nu skriver lyrik og har det fællestræk, at de er på en gang følsomme og stærke. De skriver på bevidstheden om det mørke, krigen har sænket over verden, nogen af dem afskriver troen på en gud, som f.eks. Orla Bundgaard, der skriver:

““Der er ingen Gud for os. / Vi dræbte ham en Nat i Trods”

Mange af de digtere, han omtaler, er glemte i dag, men andre er stadig læste, f.eks. Morten Nielsen, der døde ung, skønt han skriver:

“Du skal vokse og blomstre og sætte dine Frø./ Du er endnu for ringe til at dø”

Han døde, men Halfdan Rasmussen levede, og han blev gammel. Som ung i efterkrigstiden skrev han om mørket som ingen anden. Martin A. Hansen skriver om ham:

“Digteren stred atter for Livet, greb efter den enkle, livsvarme Virkelighed, for at trodse Mørket i sig, for ikke at forraade de dødes levende Haab. I “Korte Skygger” staar denne Kamp, og der er vel ingen danske Digte, hvor Sangen til de døde har lydt saa mørk og stridig og dog saa forløsende som her.

“Hjertet skal finde fred,/ banke sin lyse rytme/ ind bag hver dags fortræd,/ Mennesket skal igen/ drage sit spyd af livets/ unge smertende lænd”

Ivan Malinovski og Erik Knudsen er nævnt, og her omtales den etos, der præger dem. De vil engageret kæmpe for livet – og de har begge et socialt engagement. Her et digt af Knudsen fra samlingen “Til en ukendt Gud”:

“Jeg synger mig ren, jeg taler mig fri,/ ved at erkende gør jeg mig sund./ Der er fortrøstning bag al min tvivl,/ og der er glæde på smertens bund.”

Hansen gør opmærksom på, at Knudsen i sine digte gør op med ideologier:

“Hvem gider kommentere alle disse/ kvaksalvere,/ der udsteder recepter,/ før de har stillet diagnosen -“

Ole Sarvig finder han mærkelig, men talentfuld – “Jeghuset” synes ham gådefuld – Sarvig formår at finde et livsfrø i kaos, siger han, og få det til at spire, så det bliver

“en organisk struktur, der gør Kaos til Kosmos og Eksistensen meningsfuld.”

Han slutter med Ole Wivel, som han senere opretter tidsskriftet Heretika sammen med. Han nævner den nye digtsamling “I Fiskens Tegn,” som kom efter en lang pause. Hansen skriver ikke noget om, hvorfor Wivel var tavs i lang tid, men for ikke så mange år siden blev det almindeligt kendt og udbasuneret i pressen, at han i sin pure ungdom var medlem af den nazistiske forening “Ringen”. Han var jo ikke den eneste danske digter, der nærede en slags beundring for Hitler – og senere fortrød – Kaj Munk abonnerede også en overgang på noget i den retning. Og Hansen antyder det så alligevel på denne her nænsomme måde:

“Derefter har Wivel længe været tavs. Men dybt foruroligende Oplevelser i Besættelsestiden vækkede nye og større Kræfter. Her skete der noget, man til sine Dages Ende er bundet til. Ansvar og Etos drev ham til ny Søgen, hans Kunst bevæges voldsommere, af smertelig Indsigt.”

Martin A. Hansen slutter sit essay om den unge lyrik og dens erkendelseskamp med dette digt fra “I Fiskens Tegn”

Vi maa forvandle os -/ vi maa forødes i vor form/ som bladene der hvirvles hen/ i høstens tunge storm.

Som løv af høje gamle træer/ maa vi til jorden ned,/ forraadne, synke bort som muld/ med læ og frugtbarhed.

Vi maa berede os – / vi gaar nu vinterfrost imod,/ og der maa samles forraad/ af det som gror paa slægtens rod.

Nu har det hast for den som ved/ at eng og dyrket jord/ snart ligger dybt i sne kun rørt/ af lette fuglespor.

NOGLE TANKER OM EN STOR KUNSTNER OG ET VARMT MENNESKE

Udgivet den af
Svar

Nu er Ulla Poulsen glemt af de fleste, men engang var hun en af Danmarks dygtigste dansere, og alle i kongeriget vidste, hvem hun var. I mange år dansede hun på Det kongelige Teater, hvor hun begyndte sin karriere i 1913 som elev på balletskolen og endte som en feteret solodanserinde.

Jeg har ikke været tæt på Ulla Poulsen, selv om jeg i en årrække var nabo til hendes gård i Tranestederne, Tranegården, og nu og da smalltalkede med hende ved stranden. Hun var venlig og åben over for dem, hun mødte. Mine forældre kendte hende fra ungdommen og havde utvivlsomt deltaget i nogle af de festlige sammenkomster, der blev holdt på Tranegården i de lyse sommeraftner.

Den gamle gård, som man kan se ovenfor, tilhørte en Hulsigslægt, som jeg langt ude er i familie med, alene fordi min slægt stammer fra Hulsig, hvor alle ( i al fald alle gårdfolk) er i familie med hinanden.

Johannes Poulsen fik ikke mange år i Tranestederne, han døde få år efter, at de havde købt og moderniseret den lille gård. Men Ulla Poulsen fik et langt og lykkeligt liv i Tranestederne. Så sent som få år før årtusindskiftet var min mand på besøg på Tranegården for at hjælpe hende med kloakproblemer ( som vi delvis var skyld i, fordi vores bæk, som vi skulle holde liv i, var sandet til.) Ulla Poulsen giftede sig med ejeren af Hotel Phønix i Aalborg, Helge Skou, og sammen med ham tilbragte hun en stor del af året i Tranestederne. Da hun blev enke for anden gang, blev hun ved at komme til stedet sammen med sin gamle husholderske Agnete.

Jeg vil skrive lidt om den sidste bog, hun skrev og udgav på Gyldendal i 1966 “Til alle Årets Tider.” En slags dagbog om livet på Tranegården – fra 1. januar og til 31. december. Hun skriver ikke hvilket år, det handler om, men det er jo lige meget for læsningen.

Ulla Poulsen indleder bogen med et digt ( frit efter) Isabel Fiske Conant:

He who loves an old house/ will never love in vain,/ for how can any old house/ used to sun and rain/ to lilac an to larkspur,/ and arching trees above,/ fail to give its answer/ to the heart that gives it love.

Bogen er som sagt skrevet som en dagbog – ikke hver dag i året er med – men næsten, og i hvert afsnit får man et indblik i, hvordan livet leves på dette øde sted, næsten helt ude i klitten – der er kun to gårde i Tranestederne, og Ullas ligger nærmest havet. Der har været barskt om vinteren, og det beskrives levende i bogen. Samtidig er der hele tiden små eller længere tilbageblik til det liv og de venner, hun har haft gennem sit liv. Hun var således en nær ven af Johannes V Jensen. Og i hendes skildring møder man en helt anden mand end den Jensen, jeg kender. Der er virkelig nogle ganske overraskende møder med kunstnere fra tiden. I et af kapitlerne beskriver hun forårsrengøringens fryd: frydefuld, fordi reolerne skal rengøres og alle bøgerne derfor fjernes, og det arbejde tager lang tid, mange, mange dage, hvor hver bog skal have et kortere eller længere gensyn med sin ejer, og mens hun foretager det, fortæller hun om de enkelte bøger, så vi som læsere ser og oplever hende som læser, der oplever det, hun læser. Smart gjort. Det er f.eks. morsomt at høre om (og læse) afsnit af Johannes Poulsens “Gennem de fagre Riger” – her citerer hun et afsnit, som er ganske tankevækkende. Johannes P. skriver: “Det unge fremskridtsvenlige Kina er på vej, – og ve os om halvtredsindstyve år” – Det skriver han fra en rejse, han foretog i 1912. Tænk, hvilken spådom!

Jeg vil ikke skrive mere om bogen. Læs den, den er ikke kun hyggelig, men også velskrevet. Det er morsomt at læse om det grundige og dedikerede havearbejde, hvordan hun forvandler klitten til en smuk og frodig og givtig have. Den har jeg set og beundret flere gange – og hun skriver, hvordan hun er begyndt at undgå sprøjtning af frugttræerne, for fuglenes skyld. Og lidt efter skriver hun, hvordan hun fjerner nogle skadedyr i køkkenhaven med DDT. Ja, virkelig.

Her et citat fra slutningen:

“Det er vemodigt at sige farvel til et år, der er gået så hurtigt. Jeg er taknemlig for, hvad det gav mig af dage fyldte med glæde og beviser på kærlighed. Ikke alle år var lige lykkelige, nogle bragte både sorger og skuffelser, men alt vendte sig til slut til lykke. Lykke er ikke udelukkende gode trygge omgivelser, for midt i sådanne kan man godt føle sig ensom og ulykkelig. Lykke først og fremmest at leve i harmoni med den, der står én nærmest, og med sine medmennesker.”

DE BEDSTE AF ALLE VERDNER

Udgivet den af
Svar

Mens jeg endnu lever, og inden jeg bliver en askepot, vil jeg sige et par ord om ”de bedste af alle verdner.”

”Den bedste af alle verdner”

Det er kendt frase. Måske bedst kendt fra filosoffen Leibniz’ værk: ”Essais de Théodicée (1710). I romanen “Candide” (1759) ironiserer en anden filosof, nemlig Voltaire, over kollegaens udsagn om, at denne verden skulle være den bedste af alle. Mens Leibniz beviser tesens sandhed i sin afhandling med sine argumenter, så beviser helten Candide dens falskhed med sit liv.

For mig er det kommet dertil, at jeg om ikke dagligt, så dog stadig oftere tager livet op til revision, for nu at udtrykke det med endnu en frase.

En cliche ligefrem.

Kun Brorson kunne sige den slags selvfølgeligheder uden mindste anstrøg af cliche. Et eksempel er første verselinje i salmen ”Kom hjerte, tag dit regnebræt”

Et levende menneskehjerte og et død regnebræt. Nej, de to fænomener kan man ikke sammenstille. Hjerte rimer på smerte, ikke på regnebræt. Men det kan Brorson gøre og dermed skyder han hul på clicheen.

Men jeg vil lade Brorson ligge. Eller rettere: jeg vil sætte ham ind i den sammenhæng, hvor han hører hjemme – nemlig i selskab med de største digtere. Dem, der har skabt ”de bedste af alle verdner” – ja, og nu sætter jeg frasen i flertal, for der er tale om en uendelig række af mere eller mindre fuldendte verdner.

De gode bøger. Det er dem, jeg vil give et ord med på vejen.

Den store litteratur og al den skønhed, den har frembragt og tilført vort liv og gavmildt har åbenbaret for alle de øjne, der vil åbne sig og se det. I modsætning til anden kunst skal man læse for at få del i glæden: Indholdet skal tilegnes ord for ord. Billederne kommer så af sig selv, mens man læser. På den måde er litteratur også billedkunst, og hvis det er rigtig godt, er det også musik.

Litteraturen er kort sagt den kunstart, der favner alle de andre.

Jeg har læst mit hele liv og skrevet mit halve liv, og i perioder, hvor min verden lignede et skibbrud, så var bøgerne der, altid ved hånden, og i søvnløse nætter blev kunsten den redningsplanke, jeg kunne gribe efter og som kunne holde mig flydende.  

Ikke at mit liv har været en farefuld sejlads, tværtimod, jeg har for det meste sejlet i rolige farvande og i stille vejr. Kun nu og da lidt uvejr, og det er sandt, at jeg red stormen af med digte og romaner og andet godt fra det uendelige og uendeligt smukke univers, der findes i fiktionen, når den er bedst.

KELD 10

Udgivet den af
Svar

Selvfølgelig er vi på bølgelængde. Det er jeg altid, og det har jeg altid været med mine personer, og du skal ikke tro, at du er en undtagelse, bare fordi du endnu ikke har fået den skarphed, som jeg har tiltænkt dig.

Skarphed?

Ja.

Det forstår jeg ikke.

Nej. Men hvad synes du om ordet?

I almindelighed eller i forbindelse med min person?

Taler vi om andre end dig?

Det gør vi vel ikke. Eller rettere, det gør du vel ikke. Hvad ved jeg om dig?

Du skal ikke vide noget om mig. Det er mig, der skal vide noget om dig. Og lige nu er du mig stadig lidt af en gåde.

Du sagde lige før, at vi var på bølgelængde. Nu modsiger du dig selv.

Det gør jeg vel, men har du aldrig hørt om det logiske paradoks?

Nu bliver du filosofisk. Det gider jeg ikke. Jeg er bare en almindelig dreng. Drenge på 16 år interesserer sig ikke for filosofiske spørgsmål.

Du er aldeles ikke almindelig. Ingen af mine personer har noget sinde været det. Almindelig? Må jeg være fri!

Godt. Så siger vi det. Jeg venter spændt.

Det gør jeg også. Men vi må snart tage de første skridt. Vi har ikke hele livet.

Vent lige lidt, inden du farer derudaf … vil du ikke godt? Jeg er ikke tryg ved situationen. Det er jo når alt kommer til alt mig, det går ud over, hvis det går galt.

Det går ikke galt.

Lover du mig det?

Ja. Eller … jeg vil gøre mit bedste.

KELD 9 – KALDET

Udgivet den af
Svar

KELD 9

Hallo! Hallo! Jeg gider ikke være med mere.

Ugidelig, det må du gerne kalde mig. Du kan også bare kalde mig Keld. Det har jeg jo sagt, at jeg hedder. Og desuden: det er lige meget med prædikaterne, bare vi forstår hinanden, så kan du gerne kalde mig hvad som helst.

Og for resten: jeg tror ikke en døjt på, at jeg er doven, så ordet ”gide” går alligevel ikke på mig. Så vi må finde et andet. Træt måske. Men jeg er jo en dreng, og drenge er utrættelige. Er de ikke?

Og jeg ved godt, ja, vi ved begge to godt, at jeg skjuler mig og nægter at vise mig for dig, fordi jeg synes, at det er en lovlig stor mundfuld, du vil proppe i halsen på mig: At jeg skal træde lyslevende ind i fiktionens farlige verden. Der hvor alt er muligt og meget er farligt. At jeg skal blive en slags Pinocchio for dig. Med snoretræk og det hele. Og som den gamle Gepetto håber du måske endda, at det vil gå så vidt, at det vil lykkes dig at skabe en levende dreng.

Er det det, du vil? Ikke noget kunstigt liv fra din hånd. Ikke noget AI-skabt liv. Men et rigtigt liv, et, der kan fattes og føles og forstås af piger og drenge i den såkaldte virkelige verden.  

Hallo! Hører du mig? Ja, dig, min skaber! Jeg taler direkte til dig!

Er vi på bølgelængde?

FÆDRELANDSKÆRLIGHED

Udgivet den af
Svar

Vi elsker vort land, og ved midsommer mest …

Det synger jeg gerne med på, og jeg synger i det hele taget med på det meste, men dybt inde er jeg bange for lige akkurat den følelse: nationalfølelsen.

Der er begået for mange mord i dens kølvand, og jeg vil ikke være med i den bølge, der for tiden skyller hen over landet (landene i Europa).

Kristelig Dagblad, som jeg abonnerer på, kører for tiden et tema om fædrelandskærlighed, og en række personer udtaler sig om deres forhold til emnet. Det går igen hos de fleste, at de føler et fællesskab med deres medborgere, fordi de er danske. En stærk fællesfølelse. Nej, men den kender jeg ikke fra mig selv. Tværtimod. Jeg føler et fællesskab på tværs af nationale tilhørsforhold.

Eksempler: Jeg føler mig mere i slægt med den tyrkiske kvinde på min alder, som jeg traf i Istanbul, og som havde læst de samme bøger som jeg, end jeg gør med den motorcyklist, der lige før larmede forbi mit vindue, og jeg har mere til fælles med min franske kollega i Silkeborg, der også holder af Camus, end med min VVS – mand.

Og sådan kunne jeg blive ved.

Men vi skal oprustes. Vi skal være militante.

Oprustning er et modeord.

Og det er et hæsligt ord.

Og lige nu ligger det tungt over landene, og vi præpareres alle til at være med på at ruste os. En rustvogn uden lige ruller hen over Europa.

Og måske er der virkelig dem, der har gode hensigter og som holder os andre for naive fjolser, der lader os tromle af Putin og hans slæng. Men jeg tror ikke, det er dem, der har ret. Og jeg tror ikke, at Europa er skyldfrit, men det hører man næsten ingenting om i medierne.

Europa pustede til de gløder, der tændte ilden for tre år siden. Jeg tror, at krigen kunne have været undgået, jeg tror, at stærke (og onde) kræfter i Europa spillede med i den magtkamp, som de fandt SÅ meget vigtigere end freden.

En god lille krig ( og lad så bare Ukraine være ofret) skader aldrig, og det gavner produktionen ( våbenindustrien vokser – se blot, hvor de jubler i Elling over igen at få en krudtfabrik!) Og Trump vil pludselig også være med nu, for nu kan han kan se profitten vinke forude: at kunne sælge dræbermaskiner til Europa. Hurra! Hurrra! To fluer med et smæk. Han skal ingenting yde, og han får gang i våbenindustrien. Det gik jo ikke rigtigt med kulminerne.

– Profit og magt. De to onder i forening.

Ja, men nu kører vi altså videre i det spor, som bliver stadig mere blodigt og stadig vanskeligere at skifte.

Og man er jo nærmest landsforræder, hvis man ikke spiller med i våbenjublen.

Men det gør jeg ikke. Jeg er bange for den udvikling, der er i gang ( og som vi har været med til at sætte i gang ) og jeg er ikke bange for at indrømme det.

KELD 8

Udgivet den af
Svar

Det følgende bliver et ultrakort rids af nogle af de forhold, der får betydning for Keld. Han bliver født i begyndelsen af det ny århundrede og dør i 1150. som kilde har jeg anvendt Politikens Danmarkshistorie fra 1992, bind 4. og Erling Agergaards: Sankt Kjeld af Viborg (2015)

Nu er danskerne kristne, så det batter – kirkens magt vokser og intensiveres ved oprettelsen af ærkebispesædet i Lund.

Det er en tid, hvor der, i al fald i de første årtier, er ret fredeligt, når vi ser bort fra lidt venderkrig og sørøveri. Kong Niels regerer fra 1104 og indtil 1134 – utrolig lang tid på den tid – og han konsoliderer kongemagten i den periode, og så er han i modsætning til de fleste andre konger ikke krigsgal ( Saxo kan ikke lide ham af samme grund, for hvad er han for en helt, som ikke gider slås?)

Niels er den sidste af Svend Estridsens sønner, der bliver konge – fire af de andre afløser hinanden med korte mellemrum. Der er en del drab imellem de forskellige kongsemner – det er en ret populær måde at få magten på – således bliver kongsemnet Knud (Lavard), søn af Erik Ejegod, dræbt i Haraldsted skov af kongesønnen Magnus (kong Niels’ søn).

Knud Lavard bliver altså dræbt af hvad der vel må have været en fætter – jeg gider ikke granske de gamle kongers indbyrdes familieforhold – men hans hustru føder en søn kort tid efter drabet, og denne søn bliver senere konge: Kong Valdemar den Store.

Keld er dog heldig at vokse op i en forholdsvis fredelig tid som sagt uden krigstogter. Jeg tænker, at hans ungdomstid var skøn: han studerede både naturvidenskab og teologi, sandsynligvis en del af tiden i udlandet. Og da han kommer hjem får han en god stilling og opnår hurtigt agtelse. Indtil et vist punkt, hvor de viser sig, at han lige lovlig kristeligt indstillet og ønsker at leve som Jesus: fattig og barmhjertig. Det huer ikke hans kolleger. Men derom sener.

Desuden er det her en tid med voksende velstand i landet. Klimaet var varmere end i dag – lange varme somre og korte milde vintre – landbruget blomstrede, og befolkningen voksede fra 500.000 i 1050 til 1.000.000 i 1250.

Freden varede ikke hele Kelds tid ud. Der bliver problemer, men det vender vi tilbage til – Keld er nu blevet en så anset mand i riget, at han bliver kaldt til ærkesædet ( med ærkebiskop Asser) i Lund for at mægle i en konflikt mellem kongsemner.

Efter dette møde bliver Kelds liv ret turbulent – allerede rejsen til mødet var dramatisk – han bliver taget til fange af venderne, og de tager alt, hvad han ejer, fra ham – hvordan han slipper fra dem igen fortæller historien ikke, men det må være lykkedes, for han ankommer til Lund. Her bliver han hjerteligt modtaget, og vi ved helt sikkert, at kong Niels forærer ham en stor guldring og at han også får andre gaver som tak for sin indsats.

Keld får dog ikke løst problemet – diplomati hjælper ikke, hvor den rene ondskab råder, og det gør den her. De to kongsemner: Knud og Magnus bliver ikke enige om, hvem af dem, der skal være konge efter Niels – Magnus lokker Knud i baghold og myrder ham.

Og landet kastes ud i en borgerkrig, som varer i årtier.

Her et lille citat fra Politikens Danmarkshistorie om begrebet FRIHED

“Det middelalderlige frihedsbegreb har med forholdet mellem de stærke og de svage i samfundet at gøre. Den er mest fri, som har den stærkeste beskytter … for det jordiske liv er afhængigheden af en besiddende slægt eller en beskyttende bondehøvding ikke til hinder for bondens frihed, men betingelsen for den. Modydelsen i form af slægtssolidaritet, troskabsed, skat og landgilde er derfor ikke tegn på ufrihed.    

KELD 7

Udgivet den af
Svar

En lille opsummering af dagens læsning ( Det danske Landbrugs Historie, reg. af Claus Bjørn):

Kelds tid er en brydningstid på alle måder: åndshistorisk ( kristendommens sejr over asatroen), nationalt ( landet konsolideres som kongedømme) og produktionsmæssigt ( skove ryddes, nyt land dyrkes)

Det er det sidste, jeg kort vil ridse op i det følgende.

Landbruget gennemgår en voldsom udvikling i senmiddelalderen, det er, som om al den energi og styrke, der har været brugt på erobringstogter og kolonisering, nu anvendes på at dyrke jorden og avle så meget som muligt. Og det blev muligt netop nu: togterne rundt om i Europa havde bragt velstand med sig, og en af de vigtigste tilskud til landet var trællene. Det gav den nødvendige arbejdskraft til den skovrydning, som måtte foretages for at få gang i et større agerbrug, og dertil kom den teknologiske udvikling, vigtigst var opfindelsen af hjulploven, der erstattede arden, og som gjorde det muligt at vende jorden og gøde den samtidig og at dræne fugtige områder.

Trællene, ja, de lå nederst i samfundspyramiden. Omtrent samme status havde tyendet. Trællene var ufrie på papiret, der var tyendet frit, men ikke mere end at bonden ejede deres arbejdskraft og havde revselsesret over dem. Det havde han også over kvinder og børn.

Næsten ligeså langt nede på ranglisten var fledføringer. En slags aftægtsfolk, som bonden bespiste, men som havde mistet enhver myndighed.

Af bønder var der mange slags: “landboere” =selvejende bønder og fæstebønder – “brydere” = godsbestyrere ( forvaltere) adelbønder ( herremænd)

Ledingspligtige bønder betalte ledingsafgift og måtte efter tur møde i ledningshæren ( kongens hær) – mere frie var de altså ikke.

Landboforholdene i 1100 – 1200 tallet fortæller om voksende velstand – i al fald hos jordejerne.

Der var tale om stor omstrukturering: skovrydning – stenrydning – opdyrkning

Det var før pestens tid, og selv om vikingetogterne var slut, så var der ledingstogterne med stort udbytte og erobring af nyt land ( Nordalbingen – Venden – Pommeren.)

KELD 6

Udgivet den af
Svar

Et par ord kun. Mest til mig selv. Bloggen vil i de kommende måneder blive min notesblok, og jeg vil forsøge her at samle så meget, som jeg kan, af solid viden om den tid, bogens handling udspiller sig i. Det er en ordentlig mundfuld, det ved jeg godt, og måske tager jeg også munden for fuld. Men jeg vil forsøge.

Som jeg skrev i forrige indlæg, så befinder vi os med Keld i en underlig tid: et historisk vadested – vi er ikke i vikingetiden mere, overalt ser vi kristendommen buldre frem. Eller – buldre – det er ikke det rigtige ord, for det skete uden bulder og brag. Og det skete langsomt, bønderne i Danmark lod sig ikke kristne uden samtidig at holde fast i den gamle asatro – Tors hammer lod sig ikke uden videre skifte ud med Kristi kors. Og de vante forestillinger om verdens indretning blev hængende i de hoveder, som nu gav (en smule) plads til den nye tro.

Hvorfor gjorde de det? Det vil jeg undersøge.

De var jo seje vikinger, eller hvad? Og den nye tro? Helt ærligt, var det ikke lidt vel meget en tro på en taber og ikke en sejrherre? Det var jo en mand, der holdt sig til de fattigste og mindste, de udstødtes ( trællenes ? ) ven – og han blev dømt til en pinefuld død, som han gik i møde med vidt åbne øjne. Havde man hørt mage?

Hvordan kunne vikingernes nærmeste efterkommere tage imod Kristus?

Men det gjorde de.

Og vi er nødt til at undersøge den sag, inden vi går videre.

Keld, vores helt hører til i den øverste del af samfundet. Hans bedstefar var måske (sikkert) viking. Hvordan kunne han så fuldt og helt tage Kristi budskab til sig.

For det ved vi, at han gjorde.