Det tidlige efterår er så mildt og venligt i år. En let tåge hver morgen og sol og blå himmel op på dagen. Gik i engene i dag og fandt glæden ved det. Det enkle liv. Det burde vel være nok.
Hvorfor er der så alligevel en længsel?
Middelalderens Kjeld – lidt fakta om tiden.
Om Kjelds barndom og ungdom kan man sige to ting med sikkerhed: 1) det er en brydningstid med rester af vikingetiden ulmende ved siden af den nye ild: kristendommen. Jeg forestiller mig, at de gamle på gården, hvor Kjeld vokser op, stadig dyrker de hedenske guder. I det skjulte, for nu er de jo døbt og tilhører den nye gud med de tre ansigter. Før var der flere guder, og de var så meget menneskene lig, at man kunne spejle sig i dem. Men de tre nye er helt anderledes: 1) Gud er streng og straffende, 2) Jesus er mild og lidende og 3) Helligånden er ubegribelig.
Alligevel er det kun de guder, der nu må dyrkes. Forstå det, hvem der kan, tænker de gamle og bloter i hemmelig frygt for Odin og Thor.
2) Den anden ting, som vi ved med sikkerhed, er at den omtalte tid er en sjælden fredelig tid. Kjeld er barn og ung, mens Niels er konge, og han er helt igennem en fredens konge, så meget, at Saxo foragter ham, for hvad er livet uden kamp, og hvordan skal man vise heltemod i fredstid?
I det følgende vil jeg nedfælde nogle noter til eget brug. Men hvis andre kan bruge dem, er det jo fint nok.
Disse er fra Niels Knud Liebgott, der har skrevet tre små bøger om middelalderen.
”Middelalderen, Land og By”
Bondens bolig: næsten som jernalderens, et eneste rum, til gengæld meget stort – 23 meter i længden, 8 meter i bredden. I den ene ende dyrene – i den anden ende menneskene. Ingen vinduer – åbent ildsted midt på gulvet. Borde en sjældenhed. Bænke langs væggen. Man spiste siddende med skålen på skødet. Senge forede med halm – flere i samme seng for varmen – lerstampet gulv – skabe indmuret i væggen – kister. Hos storbonden måske tæpper på væggen.
”Middelalderen, Kirke og Konge”
Kongen: havde hævd på leding. Storbonden og hans sønner foretrukket: de var beredne.
Europas veje vrimlede med lamme, halte, spedalske og udstødte –
Kongen havde to militære styrker: 1) ledingen 2) hirden
Saxo skriver hånligt om Kong Niels, at hans hird var latterlig lille: 6-7 mand
Slægts- blodfejder var en arv fra oldtidssamfundet
Ægteskab var ikke almindeligt i middelalderen – kirkens velsignelse var ligegyldig – det var en praktisk foranstaltning og flerkoneri var almindeligt – især hos stormændene.
Cølibatet lod sig aldrig gennemføre for de danske præsters vedkommende. Menofficielt levede de i kyskhed
”Middelalderen – Broderstrid og Kulturliv”
Svend Estridssøn gift med en kusine – paven lyser ham i band – han hævner sig ved at leve med mange friller og får et hav af børn. 5 af dem kom til at følge ham på tronen : Harald, Knud, Oluf, Erik, Niels.
Knud ville generobre England – forsøget strandede i Limfjorden, bønderne oprør, Knud flygter, myrdes i Odense, bliver helgenkåret – Oluf fik tilnavnet Hunger, fordi folk i hans tid sultede, Erik rejste på pilgrimstur og døde på vejen. Så kom Niels og den lange fredstid.
Endnu inden Niels var død, opstod strid mellem hans søn Magnus og Erik Ejegods søn Knud. Knud var blevet fyrste over venderne = Knes – og udnævnt til hertug over Sønderjylland – Magnus dræber Knud (Lavard)
Biskop Eskild i Viborg myrdes i 1132 i Asmild Kirke –
Slaget ved Fodevig 1134 – her dør Magnus – Kong Niels (hans far) flygter til Slesvig – dumt, for her hædres Knud Lavard stadig – han myrdes.
1137 – Erik Emune dræbes i Ribe
1137 – Eskil udnævnt til ærkebiskop i Lund efter Asser
Kjeld mægler mellem kongsemnerne – altså er det i 1147, han drager til Lund, for vi ved, at Eskil lige er blevet ærkebiskop. Erik Emunes søn Erik Lam bliver konge.
1146 – Erik Lam syg. Han går i kloster. Dør foragteligt i en sygeseng.
Knud ( søn af Magnus) bliver konge i Jylland – Svend ( søn af Erik Emune) bliver konge på Sjælland og i Skåne.
12 års borgerkrig følger
Der skrives bøger: krøniker – mest kandt Saxo og Svend Aggesen – folkeviser – religiøse skuespil – hvert værk skrives i hånden og kopieres i hånden. Afskrift af bøger og dokumenter optager megen tid. Bøger er dyre. Eleverne har ikke skolebøger.
Lucidarius – middelalderens mest læste bog – efter bogtrykkerkunstens opfindelse 1450 udbredes den. Det er en lærebog, der er opbygget som en samtalebog, hvor eleven spørger og læreren svarer på alt mellem himmel og jord. Her forklares verden. et eksempel:
Eleven: Hvorfor skabte Gud de dyr, mennesket ikke har gavn af?
Læreren: Efter syndefaldet blev de mindste og største skabninger ham ulydige. For at tjene til påmindelse og straf. Fluer, edderkopper, myrer og andet småkravl skal give mennesket uro, for at han kan ydmyge sig selv og tænke, hvor lidt han formår af sig selv.
Jeg er på skolebænken.
Jeg vil gerne blive klogere på dagens ungdoms værdier. Og mere sikker i deres sprog. Og nu har jeg forsøgt at finde relevante eksempler – Det gør jeg i den litteratur, der lige nu skrives af unge om unge. For at finde ud af ungdommens sprog og levevis.
Uha, det lyder lidt klamt. Sprog og levevis! Og så ungdommens!
”Du er dømt til at tabe i det spil,” kan jeg høre min unge Kjeld sige. Min hovedperson, som netop skal være en 17 års dreng i 2025.
”Du med dit oldingesprog!” vrænger han. ”Hvordan vil du fange en autentisk tone – hvordan vil du skildre en autentisk gymnasieelevtilværelse af 2025. Du gik selv i gymnasiet i 1959. Og det har han jo ret i.
Men jeg vil da forsøge at blive klogere, og så forleden gik jeg i gang med at læse en af de yngste forfattere, som netop for et par år siden skrev en roman om en pige, som lige har alderen – en 17-18 årig nyudsprunget student.
Hvad var det så, jeg der fik lært? At ”fuck” er det nye ord i de unges sprog, et ord, som forekommer i ca. hver anden sætning. Og jeg lærte, at det er sejt at ryge, sejt at have sex hele tiden og overalt, at drikke sig i hegnet og at vælte rundt i alverdens lort og bræk.
Tja, sådan ca. er livet for de unge i den bog.
Nej, nu er jeg sikkert uretfærdig. Jeg har kun læst ca. halvdelen af bogen, og jeg synes faktisk, at forfatteren skriver godt. Det er ikke de litterære kvaliteter, der mangler. Men indholdet! Du milde himmel! Men det gør hende jo ikke til en dårlig forfatter, jeg mener Baudelaire skrev jo sit hovedværk ”les fleurs du mal” i samme alder, og den handler jo heller ikke om rene sjæle.
Forfatteren hedder Sofie Riis Endahl, og hun er 25 år, men da hun skrev den bog, jeg læser nu, og som hedder ”Pixie lever stadig”, var hun kun 23 år. Og hun har skrevet flere bøger og fået fine anmeldelser for at ramme plet i sin skildring af gymnasieungdommen.
Men jeg forstår det ikke. Den ungdom, man møder i bogen, lever et fuldstændig sygt liv i druk og sex og uden andre værdier end lige det. Det er helt ude i hampen, for nu at bruge et antikveret udtryk, som alligevel rammer indholdet ret præcist. En holdningsløs ungdom.
Jeg vil forsøge at finde andre unge, der skriver om unge, og se, om jeg kan blive klogere, eller om jeg må opgive at finde et sprog til mine personer, der jo gerne skulle være nogenlunde troværdige eksempler på en moderne ungdom år 2025.
Måske skulle jeg skrotte tanken om den moderne Kjeld, der skriver om middelalderens Kjeld. Men den ide holder jeg nu engang meget af, og jeg kan ikke helt slippe min Kjeld nr. 1 – selv om det selvfølgelig ikke er ham, der skal være hovedperson.
Jeg har helt godt hold på Kjeld nr. 2 synes jeg, og han behøver ikke sige ”fuck” til alting. Og han går ikke rundt og boller og knepper og knalder og fucker og skider og tisser og gør grin med Bibelen og hele Visdommen.
Jeg vil gerne skrive om Kjeld og Kærligheden. Men kærlighed og sex er i min pen desværre næsten to uforenlige verdner. Og det er forkert. Det ved jeg godt. Og jeg klamrer mig til “næsten”.
Det er to fænomener, der må og skal forenes. Hvordan? Jeg har kun set to forfattere, som det lykkedes for at hæve sex til højder, der lignede kærlighedens. Den ene er Jon Kalmar Stefansson og den anden er Henning Mortensen. Hvorfor er der ingen kvinder?
Da jeg udgav Kingobogen sagde min redaktør: Du stopper altid lige foran soveværelsets døren. Hvorfor? Du skal åbne den og gå ind og du skal følge dem i sengen!
Det var en ordre, men jeg fulgte den ikke. Og anmelderne så det.
På det punkt flyver jeg med stækkede vinger.
Til gengæld flyver Engdahl baskende rundt med stålvinger, mens hun rammer til højre og venstre og dræber småkravlet og livet omkring sig og skider på alt det smukke i verden. Og Kærligheden er en by i Rusland. Og kroppen er en svinesti. Og måske er det alligevel der, jeg (desværre) kan følge hende: i mange mange mange år fortrængte jeg kroppen og ALLE dens gerninger og forsøgte at leve i ånden og glemme, at jeg overhovedet havde en krop.
Men som gammel er krop og sjæl forenede.
Der er mange fordele ved at blive gammel. Når man i sin ungdom har været såret og har gået rundt og og slikket sine sår, men så opdager, at det er blevet et lille ubetydeligt ar, som ikke mere bløder.
En gang om ugen aflægger jeg visit hos en gammel herre på 97, og når jeg kommer, kan man straks se, at jeg er velkommen: han har gjort forberedelser – den fine lænestol er sat hen foran hans egen gode stol, og så sidder vi over for hinanden og passiarer.
Og det er ikke vind og vejr, vi snakker om, men vejret skal selvfølgelig lige have et par ord med på vejen, for Knud er gammel landmand, og det med klimaet ligger ham i blodet, ligesom det også for ham er vigtigt, at haven fremtræder lige så kultiveret, som han selv gør. Her slår kræfterne dog ikke til, men han har skaffet sig hjælp, og mens vi snakker, hører vi ind imellem Christian med hans hæksaks og plæneklipper og buskrydder. For der skal være pænt. Og der er pænt.
Men når vi er færdig med vejret og har snakket lidt om høsten, glider samtalen videre til den omliggende verdens tilstand, som vi kommenterer fra hvert sit standpunkt, og her når vi aldrig til enighed, for Knud er helt på linje med tidens politiske trends og altså en ivrig tilhænger af oprustning, og han har ingen problemer med at betragte enhver russer som en absolut uværdig beboer af denne klode og slet ikke et rigtigt menneske og som derfor hurtigst muligt bør ekspederes ud af denne verden og ned i det helvede, hvor sådanne djævle hører til.
Og imens plæderer jeg for en fredeligere verden med nedrustning og imødekommenhed og diplomati og samtale og alle gode handlinger mod de folk, der kalder sig vore fjender. Og jeg tager ikke Mette Frederiksens ord for gode varer, når hun snakker om, at vi skal betragte alt derovrefra som det ondes tegn og i en fart se at blive endnu ondere end de ondeste onde, så vi denondelyneme´ kan true dem med at slå først.
Den slags retorik er gift. Men den danske befolkning er åbenbart let at forføre. Jeg synes, at hver dags nyheder, som de præsenteres for os i pressen, er et stadig voksende forsøg på at oppiske en krigerisk holdning i befolkningen. Det næste er vel, at børn skal lære, at det at ære sit land er at dø for sit land.
Det er en dødsdyrkning, som er set før, men det gør den ikke mindre uhyggelig. Tværtimod, for det er utøjlelige kræfter, der slippes løs, når lærdommen er, at det er ædelt at kæmpe (= at slå ihjel) og at en HELT er en, der har taget livet af rigtig mange (=fjender).
Og vi bliver aldrig enige, og Knud slår på, at han har større erfaring end mig, og at han tydeligt kan mærke den samme spænding i luften og det, der flyver rundt i den, som han mærkede i 30’erne, og se bare hvordan det gik! Det var da ellers vand på min mølle, mener jeg. Men det vil han ikke erkende.
Vi slutter i fuld fordragelighed. Og det kunne verdens lande også, hvis ikke dumhed og magtbrynde styrede den.
Og hvis vi ikke bare lod det ske.
Clement Kjersgård bliver i anledning af sin 50 års fødselsdag interviewet i Kristelig Dagblad i dag. Han slutter med disse ord:
”For lidt mere end 100 år siden blev magthaverne i deres arrogance overrasket over Første Verdenskrig, fordi den slet ikke udviklede sig, som de havde forestillet sig. Kun 15 år senere blev man igen chokeret, da Europa med en sær tragisk uafvendelighed bevægede sig i retning af en ny verdenskrig. Nu må vi efterhånden spørge: Begynder dette århundrede at ligne en genudsendelse af det, vi lige har forladt?”
Kjersgård er en klog mand. Og han er velorienteret – en journalist, der kan sit pensum, som er verdens tilstand. Derfor gør hans tanker om fremtiden også indtryk. Også fordi jeg selv helt uden hans all-round-viden ser med den samme ængstelse på det politiske spil, som vi vikles ind i for tiden. Vi er f.eks. ved at overgå fra at have et forsvarsministerium til at have et angrebsministerium – et krigsministerium, som det hed i gamle dage.
Noget af det, der virkelig ængster mig, er ikke blot den totale oprustning, det er også den helt ubegribelige mangel på afsky over for de ”ting” vi nu skal producere – man sporer nærmest en stolthed og en glæde hos de politikere, der beslutter sig for stærkere og stærkere dræbermaskiner. Jeg kan godt følge den tankegang, at vi skal forsvare os, og det kan vi ikke med de bare næver, for verden er blevet ond og truende. Og det er den bl.a., fordi det er folk som Putin og Trump, der har den største magt over den, og begge har våben, der kan ødelægge alt på et splitsekund. Og Putin vil (måske) gøre det, hvis han bliver truet nok, og Trump vil (måske) gøre det, fordi hans religion fortæller ham, at jordens undergang alligevel er gudsbestemt og spået i Johannes Åbenbaring og bare skal hjælpes lidt på vej.
Der er grund nok til vore søvnløse nætter.
Lige nu synes jeg, at det er næsten umuligt at tro på en lys fremtid for vores børn. Men jeg tror på Gud ( ikke i Trumps udgave) og jeg beder til ham hver dag. Det gør millioner af andre også. Han må vel høre nogle af os!
Jeg beder også for min syge veninde.
Jeg kan ikke finde ret mange andre veje end bønnens. Og så vil jeg alligevel blive ved med at leve, som om jeg med min lille bitte stemme også kan være med til at skubbe til dem, der bestemmer.
Yderst spinkelt skelet – men sådan må det være, for Kjelds liv er ganske vist beskrevet af en helgenbiograf, som oven i køber har kendt ham og været tæt på ham, men han er upræcis, og kilderne er sparsomme.
Hurra for det! Jeg er jo romanforfatter – og vil selvfølgelig gerne selv bestemme – men jeg føler mig stærkt forpligtet på fakta. De fakta, jeg kan kende til, og her er nogle af dem – nogle årstider og lidt om det forløb, der bliver romanens.
1101 Kjeld fødes på en gård i Venning. Han bliver døbt i Ålum kirke.
1101 . 1112 – en barndom på gården. Hans lyst til læsning. Mor ser et lys i ham. Farfarens modstand. Drengens tvivl.
1112 – 1120 – sendes i skole i Randers. Vor Frue Kloster. Nonnekloster i benediktinerordnen. Bliver Kjeld undervist af nonner?
1118 – 1125 Studerer i udlandet. Ingen sikre kilder. Der foreslås Hildesheim, Men jeg vil sende Kjeld til Paris. Og på den tid underviste den berømte forfatter og filosof Abelard på universitetet i Paris. Abelard er ophavsmand til Europas første store kærlighedsdrama: “Abelard et Heloïse.” Et tragisk og stærkt drama fra den virkelige verden. Og den første “romantiske” kærlighedsfortælling overhovedet.
Og hvorfor skal Kjeld så anbringes i Paris? Hos Abelard? Tja … måske fordi jeg er forfatteren til romanen om hans liv. Og jeg vil SÅ gerne skrive om det største af alt: kærligheden.
Jeg blev virkelig glad, da det gik op for mig, at Sankt Kjeld og Abelard var samtidige. Sikke et lykketræf.
Jeg har skrevet et par kapitler af “Kjeld fra Ålum,” men de er desværre langt under den standard, jeg har tænkt mig at sætte for bogens kvalitet: min Kjeld er for intetsigende. Der er for mange clicheer.
Kjeld har problemer. Javist. Og hans mistrives. Javist.
Men helt ærligt: det er på et alt for spinkelt grundlag, han “kokser” ud. Og nu siger vores kloge præst, som også spiller med i fortællingen om Kjeld, at en moderne dreng på 17 år aldrig ville bruge ordet “kokser”.
Og deri ligger måske kimen til hele miseren: Jeg har lagt fortællerstemmen fast hos Kjeld. Det er hans ord, vi hører.
Derfor har jeg tænkt at ændre fortællestil. Jeg står ved min figur, selvfølgelig gør jeg det, men jeg vil skildre ham med mine egne ord. Synsvinklen lægges kort sagt over på den alvidende forfatter. Der ligger den bedst.
Og det er så der, vi er lige nu, min ven. Nu overtager jeg – uden at slette dig, bare rolig. Du får blot ikke mere stemme-ret.
Det vil du selvfølgelig brokke dig over, så meget kender jeg dig, og jeg synes allerede, at jeg kan høre dig harke som en gammel mand ved tanken om, at en gammel kone skal skildre dig, en lys – og nulevende dreng på 17 år, som står over for livet med et usikkert bankende hjerte.
Men du må forstå: Det er et nødvendigt overtag også selv om du betragter det som et overgreb.
Det må vi have en snak om. Og nu er ordet frit. Jeg skal ikke lægge dig så meget som en eneste konsonant i munden.
VORES ALVORLIGE og helt nødvendige SNAK
Kjeld: “Er der overhovedet noget at snakke om?”
Mig: “Hvad mener du?”
Kjeld: “Det er jo alligevel dig, der bestemmer.”
Mig: “Men nu spørger jeg dig, ikke?”
Kjeld: “Du har lige taget stemmen fra mig.”
Mig: “Men så tag den dog tilbage, dreng!”
Kjeld: “Okay! Jeg tager dig på ordet. Og tak!”
Mig: “Det er mig, der siger tak.”
Kjeld: “For det første: Der er så meget, du har fået galt i halsen i dit første forsøg på at fange mig. Jeg er slet ikke den, du tror.”
Mig: “Det lyder interessant. Og lidt skræmmende.”
Kjeld: “Livet er skræmmende.”
Mig: “Det ved jeg.”
Kjeld: “Det skulle man ikke tro.”
Mig: Nå … ?
Kjeld: “For det første har du givet et indtryk af, at jeg er en overfladisk dreng, der går rundt og murrer, blot fordi han må flytte fra byen til landet og dermed mister alle sine venner. Men for det første mistede han jo ikke sine venner, bare fordi han flyttede, vel? Han havde dem med sig. Gik med dem i lommen på en måde. Ja, du griner, men sådan kan man godt sige det. Og de kunne nås på et øjeblik. På skærmen. De, eller rettere vi, blev ved med at ses. Tit gik jeg ture med en af mine kammerater i Glostrup, også selv om han vadede rundt på stranden i Ishøy og jeg i skoven i Fussingø. Vi snakkede sammen. Vi gik sammen. Vi var i den samme verden. Men det forstår du vel ikke. Måske har du slet ikke opdaget internettet? Du har måske ikke engang en iPhone?”
Mig: “Jo … det har jeg da. Tror jeg nok. Hedder den sådan?”
Kjeld: “Tag med til nutiden!”
Mig: “Jo … men hvad … hvad snakkede I så om?”
Kjeld: “Hvad snakker du med dine venner om?”
Mig: “Løst og fast … og sådan.”
Kjeld: “Nå sådan. Sidst jeg snakkede med min bedste ven, var det krigen i Gaza, der var emnet.”
Mig: “Uha! Den slags emner går vi uden om. Magtesløse som vi er.”
Kjeld: “I lukker jer for verden. For sandheden.”
Mig: “Kan du ikke præcisere det?”
Kjeld: “Jo, jeg kom lige i tanke om et digt.”
Mig: “Nå ja, det er sandt, du skriver jo digte.”
Kjeld: “Ja, det gør jeg. Og jeg ville ønske, at jeg havde skrevet det her. Min ven Hassan læste det højt for mig forleden, og nu skal du høre det.
Jeg lappede mit sind for lyshuller / i Gazastriben bader / børnene for foden af / krigsskibet / granaterne rammer dem / og bølgerne tager dem / flygtninge drives som / kvæg / og transporteres som / slagtesvin / jordskælv og / himmelskælv / fosforregn og palmer i / napalmbrand / må guden og fanden/ forbyde det i enighed
Herover et billede af en børnebog, skrevet af forfatteren Anette Broberg Knudsen. Den udkom i 2017 og handler om nogle børns liv i pestens tid. Jeg læser løst og fast for tiden – alt det, som jeg kan finde om livet i middelalderen og gerne i fiktiv form og gerne bøger, der henvender sig til børn, for den bog, som jeg arbejder på at skrive er jo en roman til børn og unge. Jeg læser ikke disse bøger for at efterligne mine forgængere i kunsten at skrive om middelalderen i børnehøjde, men alligevel – det indrømmer jeg – er det for at lære noget. Og noget af det bliver jeg klogere på tiden og genren af at læse. Andet lærer jeg absolut ingenting af, simpelthen fordi det er for dårligt skrevet. Her vil jeg ikke gå ind på de mange middelmådige eksempler, jeg er stødt på i min rundlæsning i emnekredsen, men alligevel vil jeg nævne den svenske Sven Wernstøms “Trællene” – første del af en serie om undertryktes kår gennem historien. Jeg læste den, da den udkom engang i forrige årtusinde, og måske læste jeg den højt for mine børn. Det tror jeg faktisk. Og jeg fandt den ret fin. Da jeg nu genlæste den, undrede det mig, at jeg “faldt” for den dengang. Den er ikke godt skrevet.
Det er den ikke, men når jeg alligevel vælger at nævne den, så er det fordi den blev en kæmpe succes, faktisk en slags børnebestseller på niveau med Harry Potter serien.
Det har den ikke fortjent.
Men det har den bog, som jeg viser et billede af ovenfor. Der fandt jeg et guldkorn. Jeg ved ikke noget om salgstallene, men er sikker på, at den ikke fik samme spalteplads i pressen som Wernstrøms hø fik.
Jeg vil vende tilbage til en omtale af bogen senere.
Historikerne er nu gået væk fra at kalde middelalderen mørk. Der er (var) masser af lys – og det med mørket er en fordom, siger man i forskerkredse. Jeg er jo ikke historiker, og min viden, som jeg forsøger at lade vokse dag for dag, er kun spinkel, og jeg udtaler mig om perioden uden egentlig autoritet. Men mig forekommer den mørk.
Ja, jeg vil stadig kalde middelalderen mørk. Ikke mindst fordi vores viden om, hvordan folk faktisk levede, og hvordan der så ud, er så upræcise og skjulte. Endnu. Der er mere forskning og mere viden om vikingetiden, hvilket ikke er spor logisk, for på den tid var de skriftlige kilder utrolig sparsomme: nogle runestene … og vist ikke ret meget mere. I Danmark altså. Man har f.eks. udgravet mange flere bosteder fra vikingetiden og tiden før end man har fra middelalderen. Her venter megen forskning. Der er til gengæld mange skriftlige kilder fra især højmiddelalderen. Krøniker, breve: de såkaldte diplomer, for ikke at tale om Adam af Bremens udførlige beskrivelse af Danmark. Men helt ind i stuerne kommer man ikke.
Derfor er det endnu mere prisværdigt, at Anette Broberg Knudsen formår at skildre livet i en middelalderlandsby så flot og så fuldstændig troværdigt. Hendes roman foregår i højmiddelalderen, hvor Den sorte Død lagde store dele af landet øde. Her møder vi to børn, som har overlevet pesten og som finder sammen. Det, de oplever i deres kamp for at finde tilbage til livet, er ganske enkelt rørende skildret. Ikke spor sentimentalt. Men virkelighedstro.
Når det er så fin en bog, skyldes det ikke kun indholdet, som i sagens natur er både barskt og dramatisk, men nok så meget sproget. Forfatteren fortæller i et nuanceret og hele vejen igennem smukt dansk.
Man kommer helt tæt på børnene, hvis indre og ydre liv er skildret i et sanseligt og enkelt sprog, så det på alle måder er en god oplevelse at læse bogen.
Og som det gælder for alle gode børnebøger, så er den læseværdig for alle aldersgrupper.
Middelalderfamilie ( Randers kulturhistorisk museum)
Et lille kig ind i middelalderen. Begge billeder er fra et besøg på Randers kulturhistoriske museum. Måske har den første kirke i Ålum lignet denne her – de fleste steder lå der nemlig inden stenkirkerne blev bygget i 1100 og 1200 tallet sådanne trækirker.
Kjeld: Er du nu igen ude på at få hold på mig?
Mig: Jeg har hold på dig.
Kjeld: Hvad har du?
Mig: Rolig nu!
Kjeld: Jamen, jeg vil gerne vide, hvad du pønser på, det er vel ikke for meget forlangt. Jeg er vel din hovedperson.
Mig: Det er du jo så ikke. Vel?
Kjeld: Nå nej, men tæt på, ikke? Uden mig, ingen Kjeld.
Mig: Det er rigtigt. Så hør her: du er ankommet til Ålum. Dine forældre har købt hus der.
Kjeld: Hvorfor i al verden har de det? Du sagde jo til mig i al fortrolighed, at jeg var en københavnerdreng. Og det var jeg da lidt stolt af. Hvad skal jeg i et hul som Ålum?
Mig: Hov hov, min kære ven! Du glemmer, at jeg er Ålummer med stort Å.
Kjeld: Åh ja, det er rigtigt. Du har endda skrevet skuespil, som foregår i Ålum og som er blevet spillet viden om i det ganske land og endda i udlandet.
Mig: I Argentina ja. Men hvor ved du det fra?
Kjeld: Du er min forfatter, ikke? I princippet ved jeg alt om dig.
Mig: Og jeg ved endnu ikke så meget om dig. Det er unfair.
Kjeld: Ved du hvad …? – den her snak fører ingen steder hen. Det er det rene vås.
Mig: Det var dig, der begyndte!
Kjeld: Ja, og det er mig, der slutter!
Mig: Det håber jeg ikke, vi er jo lige begyndt…
Kjeld: Åhhh … fri mig!