På fransk ”à la fin.” ”A” betyder ”ved.” ”La fin” betyder slutningen.
Fini. Det betyder slut.
Så er der ikke mere.
Der er altid noget, der er slut.
Nu er det slut med det fråseri.
Nu er det slut med alt det pjat.
Nu er det slut med at sove længe.
Nu er det slut med min tålmodighed.
Og sådan kan vi hele tiden sætte punktummer på alt muligt.
Punktum finale.
Somme tider er det lykkeligt. Jeg nænner f.eks. ikke skrive en roman, der ikke slutter lykkeligt.
Men der er slutninger som er ulykkelige: Slut med kærligheden. Det er ikke til at bære.
Slut med livet. Den slutning er det vanskeligt ikke at finde dybt ulykkelig, også selv om vi forsøger at bortforklare og formilde den med troen på, at den blev overvundet af Gud selv. Det er jo så aldeles ubegribeligt.
Det er en tro, som vi bider os fast i. Bider mærke i. En tro med blodige bidemærker.
Endeligt – dit og mit.
Jeg kom til at tænke på døden i dag, da jeg kørte hjem fra Randers. I Rema hilste jeg på en gammel elev, som nu var en gammel kone. Jeg kunne ikke genkende hende, men hun genkendte altså mig og kom hen og hilste høfligt på sin gamle lærerinde. ”For hundrede år siden,” sagde hun, og vi smilede til hinanden. ”Ja, vi er blevet gamle,” sagde jeg. Det overhørte hun.
Men nu til noget helt andet, som er det samme:
Selv om døden ifølge vores religion er overvundet, så er livet det ikke endnu. Og jeg elsker hvert øjeblik af det fucking liv. For nu at sige det på nydansk. Og jeg gider godt at blive her ikke så lidt længere end kun en stakket tid.
Lige nu giver forfatteren Louise Juhl Dalsgaard mig livsvitaminer via sin roman ”at tælle til lilla”.
Hold da op! Hvis jeg kunne skrive så smukt, så sad jeg her ved tastaturet ikke så lidt længere end en stakket tid.
Jeg synes, at jeg kan høre min hovedperson i Kjeld fra Ålum sukke og protestere over den lange tavshed fra forfatteren.
Ja, jeg skriver Kjeld fra Ålum, for titlen findes, selv om bogen ikke gør.
Jeg vil ikke sige ”undskyld Kjeld,” for du er jo trods alt kun en fiktion, og jeg kan ikke for alvor tage dig alvorligt.
Hvad siger du?
Siger du virkelig, at hvis jeg ikke kan tage dig alvorligt, så kan jeg heller ikke tage mig selv alvorligt … så er mine forestillinger kun tankespind, og jeg kan lige så godt opgive at skrive noget som helst seriøst. At så er jeg færdig som forfatter.
OK – jeg hørte dig godt. Og nu sidder jeg og tygger på blyanten og tænker på et svar.
Så hør her: Kære Kjeld! Jeg har desværre ikke tid til dig lige nu og får det heller ikke i den nærmeste fremtid.
MEN – for der er et MEN – jeg har ikke glemt dig, og når tiden er inde, så griber jeg pennen (blyanten) og svinger den hen over på det hvide papir, og du (gen)opstår i min skikkelse. Nej, ikke i min skikkelse selvfølgelig, det ville ikke være godt, men i den skikkelse, som jeg giver dig, og som derfor er min.
Altså trøst dig! Jeg har endda opsnuset nyt om dit liv og din færden – du var jo nemlig i Paris på Abelards tid, og ved du hvad ( ja det ved du selvfølgelig) Abelard var ikke blot din lærer, men han skrev også en af verdenslitteraturens smukkeste og mest gribende kærlighedsromaner, og han gennemlevede selv alle dens faser – altså Kjeld, du dumper uforskyldt lige ned i romantisk ( og tragisk) hændelse.
Det skal vi nok få glæde af.
Og du vil blomstre i mødet med kærligheden. Også selv om du bliver præst og endda helgen. Størst af alt er kærligheden.
Næste år udkommer højst sandsynligt bogen Pigen i det røde Hus. Her et kapitel fra den tidlige barndom. Min bedste ven hed Jens. Vi forlovede os, da vi var seks år. Men det holdt ikke. Her kan man læse lidt om hvorfor.
FARVEL
Vi skriver 1951. Og Jens er rejst og har efterladt et tomrum, som ingenting kan fylde ud, og skolen er kommet faretruende nær, der er kun 18 dage til, at fælden smækker.
”Men glæder du dig ikke?” siger Far, og jeg svarer ikke og ved ikke, hvad han tænker eller, hvad jeg selv skal tænke. Glæde? Lige nu kan jeg ikke finde den.
Undertiden forekommer det mig, at førskoletiden var den lykkeligste periode i mit lange liv. Vi klatrede i de højeste træer, vi svømmede i den bundløse mergelgrav, vi løb på kanten af havisen, vi sprang som bjerggeder på havnemolen, vi sloges, vi rapsede fløde fra mælkejungerne, vi neglede Bentzens hønsetrug og sejlede på ajlesøen, og jeg kom ofte hjem og var snavset og med forrevet tøj, og det hændte, at jeg blev sendt i seng og skulle skamme mig, men jeg var lige lykkelig for det.
Min verden var uden grænser, livet var en fest, og friheden lå og glitrede for enden af hver eneste morgen. Sådan husker jeg tiden.
Indtil. Ja, lige indtil en dag i april 1951. Da bliver jeg skolebarn. Røde mure, og det er ikke hjemmets, lukker sig om kroppen og holder den fanget i timevis. Nu skal den bænkes. Nu skal den tøjles og tæmmes. Nu skal benene holde sig i ro, selv om de er ustyrlige og vil løbe væk.
Mange årtier senere hørte jeg Yves Montand synge en vise, som bedre end noget andet illustrerer det lille barns fornemmelse af fastlåshed og udbrydertrang.
Her er digtet i min oversættelse:
To og to er fire
Fire og fire er otte
To og to fire, fire og fire otte – gentag siger læreren
To og to fire, fire og fire otte, otte og otte seksten
Men lyrefuglen flyver på himlens blå
Og barnet ser den, barnet hører den, barnet kalder
Red mig, leg med mig fugl
Fuglen flyver ned og leger med barnet
To og to fire – gentag siger læreren
Og barnet leger og fuglen leger med ham
Fire og fire otte, otte og otte seksten
Og seksten og seksten hvad bliver det
Det bliver ikke til noget og især ikke toogtredve
Og det forsvinder bare
Og barnet gemmer fuglen i sin pult
Og alle børnene hører dens sang
Og alle børnene hører musikken
Og otte og otte forsvinder
Og fire og fire og to og to stikker af
Og en og en bliver hverken en eller to
en og en forsvinder
Og lyrefuglen leger og barnet synger
Og læreren skriger: Ka’ I så holde op
Men alle de andre børn hører musikken
Og klassens mure smuldrer
Og ruderne bliver sand, blækket bliver vand
Pultene bliver træer, kridtet bliver klinter
Pennen bliver fugl
Jeg husker ikke den allerførste tid i skolen. Kun ubehaget ved at blive bænket og at skulle sidde stille er blevet tilbage. Min første sidekammerat hedder Alice, og hende husker jeg, og jeg kan lide hende fra den første dag. Hun bider negle og sutter på sine fingerspidser, så de næsten bliver gennemsigtige, og jeg synes, hun er sej.
Der er ingen skolebilleder fra denne første tid, og erindringerne er så få og så flydende, at de er vanskelige at fastholde. Der er en dreng ved navn Ole i klassen, husker jeg, og han er pæn, og en dag spørger han mig, om vi ikke skal være kærester, og jeg giver ham ikke en kurv, men siger ja tak, og det kommer fra hjertet, men siden snakker vi aldrig sammen.
Sært nok er den eneste dreng, som jeg husker helt tydeligt ikke den kønne Ole eller nogen af de andre, men Niels, der er tyk og grim og sidder bagerst i klassen og ruger over sin status som åndssvag. På et tidspunkt sætter jeg mig ned til ham og tager ham i hånden og betror ham, at jeg heller ikke er særlig klog.
”Men selv om vi er lidt dumme, så klarer vi os nok alligevel, så du skal ikke være så ked af det.”
Jens er et tomrum i klassen. Han skulle have været der, men Hr. Bjørn Hansen har fået stilling ved en større skole i Frederikshavn, og det var nok også det bedste for alle parter, siger Far, og jeg forstår det ikke.
I lang tid går jeg og sørger, men jeg siger ikke noget, for den slags snakker man ikke om, men jeg tror, at Far forstår det, for en dag spørger han mig, om jeg ikke kunne have lyst til at besøge Jens. Have lyst til? Hvad mener han?
”Ja. Savner du ham ikke?” siger Far.
Om? Vi har svoret hinanden evig troskab, vi har blandet blod, og når vi bliver voksne, skal vi giftes, og så skal ingen nogensinde skille os igen. Jeg savner ham hele tiden.
Far kører mig til Frederikshavn. Det er en stor by, og Jens bor i et rigtigt fint hus med have både foran og bagved og en flisebelagt sti, der fører op til hoveddøren, og jeg er forskrækkelig spændt og knuger Fars hånd, da vi går op mod huset, for kan jeg nu kende ham igen? Laver storbyen ikke sådan om på folk, at de bliver anderledes og finere end os andre og får et andet sprog? Og synes han mon stadig om mig?
Allerede i døråbningen ved jeg det. Noget er galt. Noget har revet Jens midt over, og den ene halvdel ser glad ud, og den anden halvdel surmuler ved synet af mig. Det er ikke godt.
Så er Far kørt igen, og vi er alene og ved ikke, hvordan vi skal begynde samtalen for ikke at tale om legen. Leg? Hvordan er det nu, man begynder en leg? Og samtale? det er jo, når to mennesker ser på hinanden og snakker sammen, men det gør vi ikke. Vi står helt stive uden et eneste ord på læben, og vi ser til siden.
Pludselig skubber Jens til mig. Hårdt. Og det kommer så uventet, at jeg er ved at falde forover.
”Kom!” siger han så, og jeg lader mig føre af sted på fortovet, væk fra huset. Han tager ikke min hånd, bliver bare ved med at skubbe.
”Hold så op!” siger jeg og vil ikke græde. Men han giver mig bare endnu et puf og hårdere denne gang.
”Kom nu!” kommanderer han, og jeg ved ikke, om vi leger, eller hvad det er for en leg, men den er ubehagelig, det er, som om han er færd med at føre mig til galgen og er bange for, at jeg skal slippe væk, inden han når at hænge mig.
”Jeg har noget, jeg skal fortælle dig, noget vigtigt,” siger han i en lidt mildere tone og lader være med at skubbe mig, og jeg går tavs ved siden af ham et godt stykke.
”Så sig det!” siger jeg.
”Ikke her,” siger han.
”Hvorfor ikke?”
”Her er for lyst,” siger han, og nu lyder han trist, og jeg spørger ikke om mere, men følger bare med ham, og så kommer vi til en grøn forhøjning, der ligger for enden af vejen.
Han peger.
”Vi skal derind,” siger han, og han halvt fører og halvt skubber mig hen mod en lav åbning ind til en snæver gang. Han fortæller mig, at det er et beskyttelsesrum, og at folk gemte sig her, når der var luftalarm. Inde i gangen er det helt mørkt.
”Sæt dig!” siger han, og jeg falder sammen som en kludedukke, og nu lægger Jens armene om mig og holder mig fast, som om han er bange for, at hans ord vil blæse mig væk. Og derinde i mørket hvisker han til mig, at han har fået en ny kæreste, og at jeg ikke skal komme mere.
”Jeg kan ikke lege med dig mere,” siger han.
Hele vejen tilbage til huset græder jeg, og Jens forsøger ikke at trøste mig, han ser ikke engang på mig, men sætter farten op og går fra mig og forsvinder om bag huset.
Det burde have regnet, men himlen er ligeglad med mig, og solens stråler rammer mig som en løgn. Græsset lyser grønt, og der er blomster alle vegne, og ingenting visner.
Jeg går ind i huset og får Hr. Bjørn Hansen til at ringe til Far og sige, at han skal komme og hente mig. Nu.
I bilen hjem siger Far, at det går over. At det er sådan, det er at være til.
”Vi bestemmer ikke alting selv,” siger han.
”Men jeg vil,” græder jeg, og han klapper mig på hovedet med den hånd, der ikke holder om rattet.
Her står vi mens vort forhold stadigvæk er varmt og inderligt
Et lille ord til Kjeld eller Keld fra Ålum, som jeg har hygget mig med en tid. Du bliver nødt til at slumre sødt en tid, for jeg lægger dig til hvile nu. Ja, ja, bare rolig, du genopstår, om Gud vil. Og hermed mener jeg, om jeg får lov at leve nogle år endnu. I så fald vil jeg iklæde dig en klædelig dragt, og du vil blive læst og oplevet, som du fortjener.
Men lige nu har jeg i sinde at koncentrere mig om at færdiggøre et andet projekt, som har ligger i natostilling alt for længe. Erindringsbogen. Herunder lidt om den, og om hvordan det går til, at den trods alt vil få flyvefærdige vinger og forlade reden.
DEN UMULIGE BOG
Engang for mange år siden læste jeg et sted, at selvbiografien er den eneste bog, som alle kan skrive. For de bærer den i sig, og den skal blot iklædes ord. Og allerede, mens jeg læste det, vidste jeg, at det ikke var sandt. Og jeg tænkte, at for mig var det den eneste bog, som jeg aldrig ville kunne skrive.
En biografi skal være sand. Og det indebærer, at det, som Per Olov Enquist kalder ”smertepunkterne,” ikke kan udelades. Jeg blev som purung udsat for et overgreb, som jeg aldrig fortalte nogen om, og som jeg brugte hele mit ungdomsliv og en stor del af mit voksne liv på at fortrænge, og som det også lykkedes mig at udradere så effektivt af bevidstheden, at jeg næsten kunne glemme det. Ja, i lange perioder troede jeg, at såret var lægt.
Det var sjældent, men det skete, at det sprang op. Så blødte det en tid, og jeg isolerede mig. Jeg fik en psykiater, som gav mig den medicin, som dæmpede angsten og gjorde hverdagen mulig. Jeg fortalte hende om overgrebet. Det slog hun hen, som om det var uden betydning. Måske havde hun ret, tænkte jeg med tvivlen hakkende i baghovedet. ”Det er jo så længe siden,” sagde hun, ”og nu skal du ikke tænke mere på det. Glem fortiden! Tænk på fremtiden!” Og jeg tror, at hun fortalte mig, at jeg havde en endogen depression, og at det hang sammen med overgangsalderen og med det faktum, at børnene var blevet teenagere og at de flyttede hjemmefra.
Min yngste var fire år, og han flyttede ingen steder, men hans mor havde svært ved at læse højt for ham om Mummitroldenes bevægede liv uden at komme til at græde, og da vi en dag var i biografen og for se en Disney film, måtte hun forlade salen, fordi hun ikke kunne tåle at se Bambis far blive skudt.
Men det skete sjældent, at jeg kom derud. Og jeg er i bund og grund en livsglad natur. Og robust ligesom min far.
Da alle børnene var store nok, den yngste allerede teenager, vovede jeg springet ud på de 70000 favne vand. Jeg opsagde min faste stilling som gymnasielektor for at realisere en gammel drøm. At skrive bøger. Fra nu af ville jeg bruge min tid på at læse den bedste litteratur i verden og at skrive de bedste bøger, jeg kunne med de evner, jeg havde. Og de følgende år blev produktive. Jeg fik skrevet alle de bøger, der lå og ventede på at komme til verden og at komme ud i den.
I de senere år er det jævnligt sket, at mine børn og børnebørn og mine venner har spurgt mig, om jeg dog ikke skulle skrive mine erindringer. ”Er det ikke på tide, at du skriver om dig selv?” Og så har jeg altid svaret, som sandt er, at jeg allerede har skrevet om mig selv. ”Læs mine bøger!” siger jeg. ”Johan, det er mig, Lucie, det er mig, Kingo, det er mig osv. ”
Og så var der jo den blokering. Det, som jeg aldrig havde kunnet tale om, kunne jeg naturligvis heller ikke skrive om. Det er en erfaring, jeg tror, at jeg deler med andre forfattere, der har været udsat for lignende overgreb i opvæksten. Nogle af dem overvinder så alligevel blokeringen og formår at sætte ord på det onde, der skete, og ofte lykkes det over al forventning.
Jeg nævner her blot nogle eksempler: ”Det bliver sagt,” (Christian Ditlev Jensen), ”Dem der ikke tier”(Peter Øvig Knudsen), ”Zornig, vrede er mit mellemnavn” ( Lisbeth Zornig), ”Hvis du er bange så ryk tættere på” (Liv Helm), ”Vild” ( Kristina Stoltz).
For et par år siden skete der to ting, som gjorde, at jeg kunne nærme mig den fortrængte del af min fortid, at der blev åbnet en sprække.
For det første læste jeg Karin Michaëlis’ lange selvbiografiske roman: ”Træet på godt og ondt” – og her gik det op for mig, at hun jo havde gjort det, som jeg ikke havde kunnet: hun havde skrevet om overgrebet, men samtidig skabt en nødvendig distance til det ved at iklæde det fiktionens dragt.
Karin Michaëlis kalder sit alter ego Gunhild, og i pigens måde at bearbejde ugerningen på genkendte jeg mine egne reaktioner. Jamen, det var jo præcis sådan, det var.
Herunder et par citater fra bind 3 ”Hemmeligheden.” ( E. Jespersens Forlag):
”Og Gunhild vidste igen, at om de kneb hende med gloende Tænger, og om de vred hendes Indvolde ud, og om de korsfæstede hende med Hovedet nedad, og om de slæbte Brændsel sammen til Baalet og brændte hende levende, ingen, ingen i Verden, ingen, ingen i Verden, skulde nogensinde faa hendes Hemmelighed pint eller lokket eller truet ud af hende. Ingen. INGEN.
Men hvergang en Storm gik over Landet. Hvergang Blade faldt til Jorden. Hvergang hun saa en lang nøgen Landevej, hvor det gungrede hult, naar man lagde sig paa Knæ og lyttede efter en Vogn … d e n Vogn … saa maatte hun tænke derpaa. Hun … Men ogsaa kun hun.”( Citat fra side 19)
”—- Hun rejste jo bort fra DET … det, som … Stille, stille … ikke tænke på det … ikke tænke på det …” ( Citat fra side 25)
Det andet, der skete samme år, var mødet med en journalist fra Kristelig Dagblad, Malene Fenger-Møller. Hun havde skrevet til mig og spurgt, om hun måtte lave et interview med mig til en artikelserie om Troens Øjeblik. Om jeg kunne fortælle om et øjeblik, hvor jeg havde følt Guds nærhed.
Mailen har jeg ikke gemt og heller ikke mit svar, men der må have stået noget om, at jeg bedst huskede det øjeblik, hvor jeg havde følt Guds fravær.
Pludselig var det, som om muren slog revner, og det mørke, der havde gemt sig bag den, sivede ud, og jeg forsøgte for en gangs skyld at være i det. Og være der uden skam. Skammen var det værste, for den var så fastgroet.
I sin bog ”De fortabte sønner” beskriver Andreas Gylling Æbleø om skammen over skammen: ”skæbnen har lagt et lag ovenpå den velkendte, ja, efterhånden lidt trivielle skam … skam i stereo, simpelthen.”( Citat s. )
Jeg hørte engang et foredrag, det var på Nørbæk Efterskole og det er sikkert 20 – 30 år siden, og foredragsholderen var den engang så kendte “Radiodokteren” – Carsten Vagn-Hansen, han optrådte sammen med sin kone, og de causerede og sang, og det var vældig hyggeligt. Jeg har glemt de fleste af ordene, men en bestemt passage i teksten husker jeg, og den randt mig i hu i morges.
Han sagde, at det bedste man kunne gøre, når man skulle begynde en ny dag, var at smække vinduet i soveværelset op og indånde den friske luft og sige til sig selv, at livet er skønt.
Men der sker ikke så meget. Og der sker så meget. Paradoksernes holdeplads, det er lige her. Kom selv og se!
Hverdagen ligner hverdagen. Vi står op – gør morgentoilette – spiser morgenmad: tykmælk med müsli, rugbrød med ost og en kop kaffe – løser 1 eller 2 krydsogtværspgaver – læser højt fra en bog, mens vi hver drikker ½ liter væske – snakker lidt om det læste – henter dagens Kristelig Dagblad – læser den og læser Amtsavisen, som vi har hentet hos naboen – hvis vejret er godt, sætter vi os ud i solen og deler en øl og hilser på forbipasserende – så går vi i gang med at stille frokost an – vi hjælper hinanden – vi spiser maden, der altid er sild, tun, tomater, agurker, æg og lidt rester fra gårsdagens middag, vi drikker juice, mælk eller vand – Ole går til middagssøvn – jeg skriver/læser/cykler/rydder op imens – så drikker vi lidt kaffe (en kop).
Efter middagssøvn o. a. kaffe og knækbrød og senere ½ liter væske til en hel krydsogtværs – så hvis det lykkes at overtale Ole en gåtur til åen ( sjældnere og sjældnere) – derefter oplæsning – mens Ole ser lidt fjernsyn cykler jeg en times tid – så er der tid til at forberede aftensmad – mens jeg fabrikerer en ret hører jeg en podcast eller en bog – vi spiser – ser TV avis – ser en film. Ole går i seng – jeg skriver eller læser og går i seng.
Sådan skal skemaet helst se ud. For det giver stor tryghed for en dement at være i et mønster, der er genkendeligt.
Mønsteret brydes jo ind i mellem: nogen kommer uventet på besøg (sjældent) nogen kommer på ventet besøg (tiere) børnene kommer tit. Vi bliver budt i byen (sjældent)
Set på tryk ligner det en trummerum og ingenting. Og det er jo sandt nok, at det er gentagelse på gentagelse, men for en dement giver det mening og stor tryghed, og selv finder jeg det OK at være i. Der er en ro, som jeg urolige mennesker altid har drømt om. Men aldrig kunnet finde.
Sommetider kan jeg gribe mig selv i at undres over, at jeg ikke længes mod rejser og andre ”oplevelser.”
Måske er jeg bare inderst inde så hamrende kedelig, at et inaktivt og stillestående liv lige er noget for mig? Den tanke kan jeg faktisk godt lide at hænge lidt fast i: at jeg er kedelig. Det er OK at være det.
Men paradokset? Hvor er det? Måske i, at jeg kan gribe mig selv i at glemme, at Ole er dement, og at jeg behandler ham præcis, som om han ikke var, og at han så reagerer fuldstændig, som om han i virkeligheden er rask. Vi fører ikke lange samtaler, men vi løser opgaver sammen – vanskelige opgaver = Danmarks sværeste krydsogtværs klarer vi en gang om ugen, og jeg kunne ikke løse den uden ham – han finder ord, de rigtige ord hver gang. Og så småsnakker vi hyggeligt hele tiden: om vejret, om børnene, om haven og omgivelserne og om, hvor taknemmelige vi er for, at vi kan være sammen. Der er nok at snakke om.
Og så pludselig står sygdommen alligevel og vibrerer mellem os på en måde, som skræmmer.
En episode: jeg var et kort øjeblik væk fra huset forleden, fordi jeg skulle hente Amtsavisen hos naboen. Han er 97 år og bor alene, og vi plejer at snakke en ½ times tid, inden jeg forlader ham, og det gjorde vi også nu, og jeg har altid min mobil med, så Ole kan ringe, men nu havde jeg glemt den. Og da jeg kom hjem var Ole helt forstyrret.
Hvad er der galt? Er der sket noget?
Hvor var du?
Det ved du da, hos Knud.
Det vidste jeg ikke, og jeg kunne ikke ringe dig op.
Men min telefon ligger jo der, og jeg pegede på mobilen, som lå ved siden af Oles mobil.
Jeg føler mig så dum, sagde han.
Det er du ikke, sagde jeg.
Så gik jeg ud i køkkenet og så, at der var stillet et par skåle midt på bordet. Min veninde er syg, og jeg havde bragt hende et par æblekager i ugens løb, og nu havde hendes mand eller datter åbenbart været hos os med de tomme skåle.
Jeg gik ind til Ole.
Du har haft besøg?
Nej. Men hvor var du?
Hos Knud?
Jeg ringede til dig.
Men hvem var her imens?
Ingen.
Jamen skålene?
Jeg er så dum!
Nej.
Jo, jeg forstår ingenting.
Men hvem var her?
Ingen. Men du var væk.
Men …
Så gav jeg op. Det nyttede jo ingenting. Han er jo syg. Og vores gode venindes datter havde helt tydeligt skræmt ham ved at dukke op. Hvem var hun? Hvad ville hun? Hvorfor gik hun ind? Han må have lukket hende ind – Jeg låste døren, da jeg gik – men han genkendte hende ikke og var frygtelig bange og usikker på, hvad der dog skete. Sådan må det have været, men da jeg kom lidt senere, var der bare en tåget forestilling tilbage. En forestilling om noget højst ubehageligt, som var sket, mens jeg var væk.
Jeg må huske min telefon. Altid. Han kan bruge sin telefon. Endnu.
Der skete så meget på så kort tid. For mig. Studentereksamen – venskaber – svigt – ophold i Frankrig – nye venskaber – nye svigt – og til sidst et ægte – skab – et ægteskab – ægte? Men et skab i al fald – at forsvinde ind i – at blive til i – tryghed – tro – tvivl …
Og så var der litteraturen. Også dengang sugede jeg til mig og fandt friheden der. Åndede gennem andres ord. Som blev mine på en måde. Også selv om litteraturen i de år var fængslende i alle ordets betydninger. Tag f.eks. en af tidens største forfattere, Samuel Beckett, der chokerede med sin fremstilling af den absurde verden, vi levede i. I skrivende stund mindes jeg Bodil Udsen i rollen som Winnie i ”Glade Dage” – som jeg husker det, sidder hun dagen lang fanget i mudder eller er det støvbunker, men i al fald fanget, og der sidder hun så, og mens det sander til omkring hende, glæder hun sig højlydt over, at livet er så skønt. At dagene er så glade. At hun selv er så glad. Det er virkelig absurd teater, og det ramte en lige i hjertet. Men budskabet er jo, at man skal rette ryggen og huske sig selv på, at det trods alt er værd at leve. At livet er livet værd.
For der er glæden.
Og nu. Det er 50 – 60 år siden, og meget er forandret. Jeg er blevet gammel, og verden, tja, jeg har lidt svært ved at sige med Nordahl Grieg, at ”ung om verden endnu være” – den forekommer mig at være ældet og nedslidt.
Litteraturen har ikke mistet sin tiltrækningskraft for mig – sulten efter ord er ikke blevet mindre – og der er nok at slubre i sig. Nu som dengang. Det vrimler med talent, synes jeg, og vist er der håb i det. Kunsten kan ikke kues af verdens uforstand – den lever sit eget selvstændige og stærke liv. Nu er det ikke som i 60’erne livet som absurd vilkår, der skrives om, men det enkelte individs komplicerede relationer til ”de andre” – familien som regel – traumer, der forfølger personerne og som ikke synes at være et livsvilkår, der deles med alle, men den enkeltes uheldige lod i livet og ensomme kamp mod det, der har ramt det og spundet det ind i et net af ufrihed.
Ja, men der er så meget andet i litteraturen end lige det, der er tidens trend. Heldigvis. Også samfundskritiske holdninger udspiller sig – en ny klassebevidsthed har vist sig. Og så videre … …
Men her står jeg. Og jeg tænker med taknemmelighed på litteraturen, som kan plante mening i en meningsløs verden ( nej, der tog jeg munden for fuld – tror jo, at der er en (mange) mening(er) med det, der sker.)
Men uden kunsten var livet nu alligevel fladt og kedeligt.
Hvad er udsigten? Til vejret? Til i morgen? Til fremtiden? Til at det nok skal gå? Til at det vil gå af helvedet til?
Eller er udsigten himmelsk?
Det er ikke til at svare på. Man kan kun gætte.
Men én udsigt er sikker nok, selv om den skifter med årstiden. Og det er udsigten fra mine vinduer. Den er altid noget nær himmelsk. Der er udsyn til himlen og til naturen, og ser jeg ud af det store stuevindue, hører man historiens vingesus: Den smukke Ålum Kirke ligger lige uden for døren.
Når man ser ud ad vore vinduer, kunne man let få den tanke, at vi bor midt i naturen, og det er da også den store Nationalpark Fussingø, der danner baggrunden. En stor skiftevis efter årstiderne grøn -gul -rød eller sort mur i horisonten, og landsbyens store træer danner mellemgrunden, og i forgrunden breder vore egne træer deres mægtige kroner.
Engang havde jeg besøg af en ung journalist, som skulle interviewe mig om min bog om B. S. Ingemann, og han boede i København, og han gik fra vindue til vindue og kiggede på det derude. Det var sommer, og alt var grønt, og jeg tænkte, at han ville sige noget rosende om udsigten, men han så nærmest fortvivlet på mig, og så sagde: hvordan kan du holde ud, at bo her? Her er jo ingenting.
Og jeg tænkte, at han måtte være blind og svarede, at her jo både var natur og kultur, og han sagde, jo, men hvor går du hen, når du vil på café og tale med et menneske?
Jeg vil aldrig gå på café. Men det sagde jeg ikke.
Det ville han ikke kunne forstå.
Han mente altså ikke, at der kunne bo mennesker herude, som jeg kunne tale med.
Vores landsby er ganske vist lille, men der bor faktisk levende mennesker, og så er der det at tilføje, at vi kender hinanden godt her, og vi lever med i hinandens liv. Her er man ikke alene. Det kan man vist godt være i København, også selv om man der altid er omgivet af mange mennesker.
Alene i et menneskehav. Ikke alle har lært at svømme i det hav.
Her er der menneskeligt lavvande, men alle kan bunde.
Ingen drukner.
Herover: Ålum Kirke i aftensol som vi ser den fra vinduet mod syd.
Krigens briller er sort/hvide. Alle nuancer forsvinder. Det er venner eller fjender. Man er for eller imod. Det er ja eller nej.
Så i aftes en serie i fjernsynet om Frankrig efter Anden Verdenskrig. Jeg husker ikke, hvem der står bag filmen, men den var sammensat af en lang række dokumentaroptagelser fra årene lige efter krigen – fra 1944 til 1953. En stemme kommenterede billederne.
Og den fortalte – og viste skræmmende tydeligt – at de allierede bombede de franske byer sønder og sammen. Jeg tror, det var ca. 2/3 af husene, der blev ødelagt af bomber, og billederne lignede dem, vi ser fra Gaza i denne tid: store hobe af rygende ruiner.
Og så det underlige. At franske kvinder sås på filmen omfavne og kysse de amerikanere, der lige har smadret deres hjem.
Det er så underligt, at vi aldrig rigtig har hørt om, hvordan krigen endte. Hvilket frygteligt blodbad det var. Det skal ligesom forties, for de allierede vandt jo. Men hvorfor ryster ingen på stemmen, når de taler om den sejr? Hvad den kostede!
Jeg vidste godt, at Tyskland blev sønderbombet. Jeg besøgte Hamborg i 1957, og da lå en del af byen stadig i ruiner. Men jeg vidste ikke, at Frankrig blev akkurat så smadret som Tyskland. Det hørte vi ikke om i skolen. Og det blev der tiet om. Men vi skal huske det. Vi skal huske, hvad krig er. Det er ikke heltegerninger. Det er mord og drab og ødelæggelse.
Det må vi aldrig glemme – og når vi svælger i oprustningsretorik nu, så burde vi få hvert eneste ord galt i halsen.A
Læser p.t. ”Det danske landbrugs historie” ( Landbohistorisk Selskab 1988) – redigeret af Claus Bjørn.
Første bind har gode kapitler om jernalder/vikingetid og middelalder.
Lotte Hedeager og Christian Christiansen står for oldtidsdelen, som går til år 1000 e. kr.
Erland Porsmose står for middelalderen fra år 1000 – 1300 e. kr.
Nogle notater:
Oldtidens bondesamfund:
I bondestenalderen praktiserede man skovlandbrug.
Skoven den mest stabile foderkilde 1) græs 2) ikke tørkefølsom 3) ingen arbejdskraft nødvendig. Dyrene passede sig selv og fandt selv foder.
Slutresultatet af denne langvarige brug ( overforbrug) af skovene skabte overdrevet – kreaturernes nedbidning skabte udtørring – lyngheden opstår.
Yngre Jernalder:
Langhuse op til 30 – 48 – gavle i øst og vest – forsiden mod syd. Den bedste lys og vindbeskyttelse. Op til 30 – 48 meter lange – beboelse i vestenden – dyrene i østenden – ikke mere kun opdeling i to rum – ofte tre rum.
Grubehuse: små nedgravede hytter = arbejds – og håndværkerhytter.
Middelalderens bondesamfund:
Flere slags bønder:
1) odelbonde ( ejendomsbonde )
2) adelbonde (hovedbonde)
3) landboer (fæster)
De fleste var selvejere
Jord = magt og ære
Trælle: at regne som husdyr – slavejagt var en integreret del af vikingetogterne og fortsatte i vendertogterne i 1100tallet – udgjorde en kærkommen tilgang af arbejdskraft. 3 trælle på en middelgård. Landbruget ekspanderer i løbet af 1100tallet, og der er brug for folk. Egnede trælle kunne sendes i leding i stedet for husbond – trælle kunne avancere og blive frie.
Fledføringer: ( aftægtsfolk) var ufri ligesom tyende. Årsag: Nød – ælde – sygdom – de blev regnet som børn = unyttige.
Ejendomsforholdene er ret komplicerede i middelalderen. Landboen er sin egn herre på den måde, at gården er hans, men jorden fæster han. Da han ikke ejer jorden, har han ikke magt til at besidde tillidsposter – det tilkommer kun adelbonden
Krigerbonden var samfundets krumtap. Han var bevæbnet: sværd, kedelhat, spyd og skjold.
Jeg vil nøjes med disse ganske få notater for nu. Det er selvfølgelig vigtigt at kende ikke blot bondens men også gejstlighedens rolle ( kirken) og kongens ikke mindst, men jeg vil ikke besvære bloggen med flere notater.
Herover en kedelhat – navnet Ketil = Keld betyder kedelhat. Vores helt kommer til verden på en stor gård. Han er ret sikkert bestemt til en krigerisk løbebane – til at blive krigerbonde. Men han bryder mønsteret og går i (den modsatte?) retning og bliver en kirkens og ikke en kongens mand.
