Den er fuld af stjerner. Nogle få lyser kun kort, mange lyser årti efter årti og enkelte århundrede efter århundrede. Ganske få lyser evigt.

I det forrige indlæg skrev jeg om en ny stjerne, hvis lys forekommer mig at stråle klart nok til ikke at kunne slukkes lige med det første.

Et andet lys fra et andet århundrede lyste kun svagt i sin samtid. Det kom fra Emil Aarestups pen, og tiden tog ikke imod. Digteren skrev og skrev, og hans gode venner fik ham til at udgive. Modstræbende. For var det nu også godt nok?

Det var fremragende. Men det så samtiden ikke. Litterært var samtiden steriliseret af Johan Ludvig Heibergs kolde kritik og farveløse litteratursmag. Det var guldalderens tid, men diamanterne så de kolde hjerner ikke, og det ramte Aarestrup hårdt. Han skrev dog videre. Det skal man, også selv om samtiden tager koldt imod.

Her vil jeg kun trykke et enkelt digt – Aarestrup var kærlighedens digter, men ikke den kropsløse romantiks kærlighed.

Hold fastere omkring mig

med din runde Arme;

hold fast, imens dit Hjerte

endnu har Blod og Varme

Om lidt, saa er vi skilt ad,

som Bærrene paa Hækken

om lidt, er vi forsvundne,

som Boblerne i Bækken.

( Aarestrups digt Angst 1838)

For et par indlæg siden nævnte jeg Dalsgaards bog “at tælle til lilla” og skrev, at jeg ville lægge nogle ord om den på bloggen, og det gjorde jeg, fordi den lyste op i min mørke nat. Jeg har det nemlig med at læse, når andre sover, og så hænder det jo af og til, at ordet slår ud i lys lue.

Og den her bog lyste. Det er ikke en roman, selv om den har formatet = 178 sider prosa. Det er heller ikke rigtig et erindringsværk, eller det er det måske, men det er først og fremmest en bog, der griber sin læser og nænsomt tager hende med ind i en verden, hvor ingen ord er overflødige. Jeg elsker ord. Den slags. De nødvendige ord, dem, som f.eks. gør det muligt at tælle til lilla.

Tak for den bog.