Månedsarkiv: januar 2026

MENS DET SKER – SYND

Udgivet den af
Svar

Synd

Nej, bare rolig: jeg vil ikke skrive et ord om den synd, som skyldes de to fjollehoveder til Adam og Eva, der ikke kunne nære sig.

Men ”synd” som i udtrykket: hvor er det synd for mig!

Jeg læste i dag i Randers Amtsavis en artikel om demens, og her udtaler flere politikere sig, og de er alle enige om, at især alzheimers sygdom er den frygteligste sygdom, der findes. Artiklen slutter med denne udtalelse af Sophie Løhde:

-Demens er en forfærdelig sygdom, som rammer rigtig mange, og i takt med at der bliver flere ældre, må vi desværre forvente en markant stigning i antallet af danskere, der får en demenssygdom. Det er hårdt for det enkelte menneske, som gradvis mister sig selv, og det er også en kæmpe sorg for de pårørende.”

Det er altid hårdt at blive ramt af en alvorlig sygdom, og alzheimers er alvorlig, og der er ingen helbredelse. Deri er jeg enig. Men jeg deler ikke den almindelige opfattelse af sygdommen, sådan som den altid omtales i medierne og findes i folks bevidsthed.

Det er ikke det værste, der kan ramme et menneske. Det ramte menneske mister ikke sig selv. Den syge er ikke et offer. De pårørende er ikke ofre. Det budskab brugte jeg flere år på at rejse land og rige rundt med i årene inden min mand fik diagnosen ”alzheimers” –

”Fortvivl ikke,” sagde jeg, ”alzheimers er en sygdom, man kan leve med. Og leve lykkeligt med. Livet ophører ikke lige pludselig, man kan stadig se sine venner, drikke god vin, spise dejlig mad, gå ture i skoven og på stranden, bade i det klare vand, danse og synge og lege og le.”

Jeg havde dengang den forestilling, at de syge blev mere syge af den behandling, de fik af omgivelserne end af de forandringer, der skete i den syge hjerne. Og det tror jeg stadigvæk på. Min mand blev udredt for mere end otte år siden, og i de mellemliggende år har vi levet lykkeligt sammen dag efter dag. Og vi nyder stadig god litteratur hver dag ( jeg læser højt ) vi spiser og drikker og ler og danser og holder af hinanden, som vi har gjort det hele livet.

Somme tider synes jeg, at det er lidt synd for os, men så skammer jeg mig over at synes det, for vi er ikke ofre. Vi lider ikke daglige smerter. Vi savner ind i mellem dybe samtaler, men kompenserer ved at læse dybe bøger. Jeg læser for tiden Lea Korsgaards ”Inden året er omme” højt, og vi er næsten færdig med bogen, og min mand er mindst lige så optaget af de smukke beskrivelser af naturen og de dybe betragtninger over udviklingen i en verden, der i lige så høj grad som min mands hjerne er i en sårbar og skrøbelig forfatning.

Og vist bliver jeg bange, fordi jeg ved, at sygdommen slutter så barskt, som den gør. Men han mister aldrig sig selv. Og alle de år, der er gået, siden vi fik diagnosen, ( 8 år!) har været smukke og fulde af liv og glæde.

Og det er altså ikke synd for os.

Her ses vi efter 48 års ægteskab, som et barnebarn oplevede os.

TEODICEGÅDEN

Udgivet den af
Svar

TEODICEGÅDEN

I går var vi patienter. På en klinik i Randers. Det er vi oftere nu end for år tilbage, og det er derfor ikke helt ligegyldigt for os, hvordan vi bliver modtaget i systemet.

Vi er patienter. Det er de fleste af os gamle. Det er naturligt. Jeg elsker ikke altid naturen og det naturlige, men vi kan jo ikke komme udenom, at det er den, der bestemmer.

Vi (også jeg) plejer at snakke om NATUR i andre sammenhænge, og det vil jeg også gerne gøre. Men en anden gang. Lige nu gælder det den side af naturen, som er, at vi ældes og dør.

Men det er sådan set heller ikke det, jeg vil skrive om, men om den kontrast, der er mellem det gode og kærlige, som vi gudskelov møder oftest, og så det onde og hæslige, som ingen undslipper, og som vi ikke kan forstå.

Godheden forstår vi. Men ondskaben?

Vi var som sagt på klinikken i går, og der mødte vi som altid en utrolig venlighed og varme – noget der gjorde besøget bærbart og trygt, og vi forlod stedet med en glæde i sindet over, at der er sådan en godhed til, og at den findes for os. Tak. 

Godheden ja. Men det er jo heller ikke den, jeg vil skrive et indlæg om. Ikke, hvis jeg skal holde fast i overskriften: teodiceproblemet.

Og det skal jeg.

Jeg er kristen. Det er de fleste af os i det her land. Og det betyder, at vi tror på en god og kærlig Gud, vi kalder ham endda Vor Fader. Og at vi tror, at han er almægtig. Det siger vi i trosbekendelsen. Og i Fadervor: ”dit er riget og magten og æren.”

Jeg behøver ikke skrive mere om selve problemet, for det er jo så indlysende, og ingen har indtil dato kunnet løse gåden. Leibniz (1646-1716) brugte sit liv på at finde en forklaring, og kirkens tænkere har fortsat med mange forskellige bud, men ingen har efter min mening fået de to ting til at gå op = at Gud er god og almægtig, og at vi rammes så hårdt af Det Onde.

Min egen lille bitte forklaring, som ikke ret mange køber, er, at Satan ikke er sat ud af spillet. Hvis han var ikke var til, ville vi vel ikke begynde trosbekendelsen med at forsage ham. Vi tror på Gud, og vi forsager Djævelen og al hans væsen.

Vi tror ikke på Djævelen, men vi forsager ham, for han er til, for hvem skulle ellers svinge svøben over os? Gud? Nej, vel!

MEN som Paulus siger: nu ser vi som i et spejl – i en gåde – … nu erkender vi stykkevis, men en skønne dag osv. 

Paulus kommer vel sandheden nærmere end alle tænkerne ( tænker jeg):  vi KAN jo ikke forstå det paradoks, som udspiller sig i vort liv.

Så lad det ligge! Nej, jeg kan ikke lade være med at kredse om det, for jeg tror, at det med ondskaben bunder dybere, end vi normalt forestiller os. At det endda ofte er usynligt. At vi på sin vis accepterer det og ikke altid ser det djævelske som det, det er.

Det vil jeg prøve at forklare. Og nu griber jeg et tilfældigt eksempel: Vi lærer vore børn i historieundervisningen om erobringer og om kampe og sejre og om helte og kæmper osv. Og det onde fortaber sig i de ”spændende” narrativer. Fortællinger, hvor det onde det lever sit skjulte liv.

Og vi får sjældent indflettet det, som egentlig skete i de heroiske slag og erobringstogter: at folk stødte det skarpe stål ind i hinandens hjerter og i hinandens hjerner, så de faldt skrigende sammen: ”så Gotens hjelm og hjerne brast” – det synger vi gladeligt uden at gyse, for vi ser ikke hjernemassen flyde ned over ansigtet ( det er jo heller ikke et menneske, men en goter!!!). En af mine forfædre, jeg tror det var min oldefars bror Peder Houkjær, var med i slaget ved Helgoland i 1864, og han så sin bedste ven blive ramt af en kanonkugle og vennens blod sprøjte ud over dem begge. Men vi lærer i skolen, at det slag vandt vi!!!! Vi tabte ved Dybbøl, men vi vandt ved Helgoland.

Hvad er det for noget vrøvl? Det var begge voldscenarier, hvor ondskaben fik frit spil. Som den altid gør i krig. Krig er og bliver den ultimative vold. Det er volden sat i system. Og der findes ikke gode krige. De er alle arnesteder for ondskaben. Her er der kun en, der har magten: Djævelen. Og hvor han fryder sig, når blodet sprøjter, og når kødet flåes af knoglerne og skrigene når himlen.

Men den glæde bør vi ALDRIG dele med ham.

FORDI DET ER MENINGEN

Udgivet den af
Svar

Hvorfor skriver jeg? En dag for længe siden, lagde jeg pennen og mig selv på plads. Nu er det nok, sagde jeg til pennen ( som er min ven) Den dryppede, det så jeg nok. Troede jo, at jeg havde glemt at ryste den grundigt nok. Dryp dryp dryp. Jo, men den var rystet. Den græd.

For vi skal skrive – sådan er det – og jeg griber den igen. Og igen og igen og igen. Og kalder den min ven.

I dag gik jeg langt ud i skoven, hvor alt dryppede af væde. Hvert eneste træ græd stille. Så vådt. Så gråt. Så trøstesløst. Men så hørte jeg midt i alt det grå og grimme noget smukt, som jeg havde læst for længe siden, og jeg gik hjem og ledte og ledte … det var Dorthe Nors, det huskede jeg. Og jeg blev ved med at søge i alle rum og til sidst fandt jeg det.

Det her sted, hvor hun bedre end jeg kan gøre det, siger, hvorfor man skriver, når det er det, man gør.

Her kommer citatet fra “Det var så den vinter”:

Den, der skriver, skal turde stå med sine fugleunger klistret til fingrene og give dem fra sig i byger af spyt og roser – og blive ved, fordi det er vigtigt, og blive ved, fordi det er levende, og blive ved, for det er, hvad man tror på, og sådan er fremtiden, blive ved, fordi man elsker det ( jeg elsker) og blive ved, når nu man ikke kan andet (jeg tør) og blive ved, fordi det er meningen. ( citat side 118-120 i e-bogen)

MENS DET SKER

Udgivet den af
Svar

Mens det sker

”Du har taget alt fra mig,” siger Job til Gud, og Gud svarer, at han har givet ham alt.

”Men du har taget det igen,” siger Job.

”Men jeg gav dig det,” siger Gud

”Nu har jeg ingenting, ” siger Job.

”Du har mig,” siger Gud.

Og så siger han, at han er Skaberen, og at han kan give og tage, som han vil.

Fordi han er Skaberen.

Hvad er det for en argumentation?

Hvor er Gud i lidelsen?

Elsker han os virkelig? Og hvis han gør, hvad er det så for en kærlighed?

Åh … hvis det er kærlighed …

Min mand går for hver dag længere og længere ind i mørket, og jeg ved ikke, om jeg kan følge med. Endnu kan jeg. Men jeg gruer. Der kommer en dag.

I mere end en menneskealder har vi fulgtes ad. Ikke til alt, men til det meste.

Jeg vil ikke slippe ham nu.

Men jeg er ikke Gud, og måske kan jeg ikke følge med hele vejen.

En trøst: Kærligheden er intakt. Ikke den kærlighed, der ligner det onde og pisker os til kamp mod ”de andre.”

Kærligheden, som jeg forstår den: blid og øm og fuld af omsorg.

Efter at Hans havde boet hos os i juleferien, var han rejst. Han har jo kone og børn i Give. Han skulle jo hjem. Og den første morgen efter peger Ole bekymret på den stol, hvor han havde siddet.

”Hvor er ham, der plejer at sidde der?”

Og mig: ”Ja, hvem er det, der plejer at sidde der?”

”Det ved jeg ikke.” Og jeg kan se angsten i hans øjne.

”Hvad hedder han?” siger jeg. Leger jeg Gud nu?

”Det ved jeg ikke,” siger han igen.

”Han hedder Hans,” siger jeg.

”Åh …,” Og meget forsigtigt og håbefuldt: ”er han vores søn?”

Selvfølgelig kan jeg følge med. Jeg kender mørket. Det kan jeg godt være i.

Vi to.

KÆRLIGHED

Udgivet den af
Svar

KÆRLIGHED

Et misbrugt ord. Fædrelandskærlighed. Værre endnu. For tiden svinger den sin pisk over vore hoveder. Vi dukker os, men vi rammes.

Fædrelandskærlighed. En hårdtslående kærlighed.

Da jeg var meget ung troede jeg på en bedre verden. Ikke på et bedre fædreland.

En kort perioden var jeg interesseret ( gik til møder) i en bevægelse, der hed Én Verden, og som ikke eksisterer i dag. Aage Berthelsen hed stifteren, og jeg husker, at Piet Hein var medlem.

Målsætningen har jeg næsten glemt, men nu har jeg googlet den. Den lyder:

Foreningens formål var at virke for tilstande, der umuliggør krig ud fra den opfattelse, at FN skal omdannes til en demokratisk centralstyrelse (verdensregering) for alle jordens lande. En omdannelse af FN vil føre til a: afskaffelse af alle nationale militærstyrker. b: oprettelse af en international politistyrke og c: oprettelse af en planøkonomi i det omfang, det er påkrævet for at udjævne økonomiske modsætninger mellem staterne.
Een verden udgav tidsskriftet Een verden og vi. ( Det danske Fredsakademi)

Hvor var vi naive dengang!!! Men hvor vi drømte!!! Og ind imellem troede. Troede vi (jeg) virkelig på en verdensregering – det er jo en slags mareridt.

Men fædrelandskærlig – nej, jeg vil nøjes med at være kærlig.

Fædreland. Mit. Ja, sådan et har jeg ligesom alle andre mennesker på denne plagede jord, og vist er jeg ligesom alle de andre milliarder af individer overbevist om, at lige mit fædreland er bedre end alle de andres fædrelande.

Alle er vi parate til at myrde løs for fædrelandet. Eller er vi?