Til sommer er det otte år siden, vi fejrede vores guldbryllup. Vores sølvbryllup – 25 år tidligere. Det var den bedste fest i hele mit liv. Sikkert også i hele Oles. Faktisk kun lige akkurat overgået af vores bryllup, der var præcis så drømmeagtigt og vidunderligt og uforglemmeligt, som et bryllup skal være, og som stadig lyser i sindet, som var det i går, vi dansede brudevals.
Det var virkelig en fest. Lige fra den indsmuglede champagne, som blev drukket på Strandvej 18 sammen med alle gæsterne – og som var så liflig og strømmede i så rigelige mængder, at nogle af gæsterne nænsomt måtte gelejdes hjem efter denne livlige indledning til festen. Åh … men det var vist kun et par gamle fiskere, som ikke kendte til alkohol og dens virkning, og som syntes, at de da aldrig i livet havde smagt skønnere saftevand end den her smukke og sprudlende drik, direkte importeret fra Frankrig af min svoger Philippe.
Men guldbrylluppet ser jeg ligesom i en tåge. Som om jeg ikke rigtig var til stede der. Og når jeg ser billederne, bliver jeg forstemt. Hvorfor? Alle havde gjort sig umage, tror jeg, der var morgensang og glade gæster og god mad og vin ad libitum , og børnene havde sørget for musik.
Måske var det, fordi det var lige der, jeg blev sikker på, at Ole var syg. En sygdom, som sikkert kun jeg kunne se. Eller nej, det kunne han selv endnu bedre end jeg, for efter festen tog han fat i mig og bad mig gå med til lægen. Han ville udredes, sagde han.
Resten er trivielt. Diagnosen alzheimers syge.
Nu er der gået flere år. Og jeg har ind i mellem skrevet om forløbet. Forløbet? Der har ikke været tale om noget løb, men om en langsom vandring, som jeg ikke engang vil betegne som tragisk. Selv om det er det billede, de fleste tegner, når talen er om demens. Og så er det er sikkert rigtigt for dem.
Men ikke for os. Og selv om det lyder som ordene i en dårlig popsang, så vil jeg alligevel udtrykke det sådan: vi er gået hele vejen hånd i hånd. Og det bliver vi ved med.
Jeg har lært sider af Ole, som sikkert har været der hele tiden, men som jeg har været blind for. Nu ser jeg, hvor blid og rar og kærlig han er af væsen. Det så jeg også, da jeg faldt for ham for mere end 60 år siden, men de egenskaber blev ligesom udviskede af den virkelighed, der nu blev min: jeg trådte ind en husmorrolle, der ikke havde rokket sig en tomme fra den, vore mødre levede. Kun var der jo den forskel, at jeg ud over at være fuldtidskone med ansvar for husholdningen, også skulle undervise på to gymnasier og en aftenskole.
Det gjorde mig så utrolig træt og ret så blind.
De første år af vores ægteskab var turbulente. For mig. Ikke for ham. Han var på en måde også blind. Som to blinde tumlede vi derudaf. Vrøvl! Vi så jo meget. Og for os begge var børnene liv og glæde.
Men jeg fandt overgangen fra ”sorgløs” studerende med appetit på mit fag og med evne til lykkelig fordybelse i det, der fængede mig intellektuelt, og til et liv med sure pligter i hjemmet og forhastede timer i skolen næsten ubærligt.
Studierne var nu kun stjålne timer i afmålte doser og uden mulighed for fordybelse.
Men det var jo ikke hans skyld.
Og det var ikke min skyld.
Men det var sådan det var.
Sådan var han opdraget.
Og jeg var opdraget til at gøre mit bedste. Pligtskyldigt.
Vi blev sammen i de år.
Og det var der, jeg blev blind.
Faktisk tror jeg, at han værdsatte mine bestræbelser på at være en OK kone og mor og husmor, men jeg er bange for ( set i bakspejlet), at jeg ikke værdsatte alt det, som han gjorde og den, som han var. For han prøvede jo også at være OK i sin rolle.
Han var jo den af os, der kunne få tingene til at virke. Tingene. Ja, netop. Hvis noget gik i stykker, så var det hurtigt repareret, og vore biler var aldrig på værksted, om det så drejede sig om at udskifte motoren, så gjorde han det. Og da vi købte hus, byggede han det totalt om – fjernede overflødige døre, satte andre ind, rev trappen til første sal ned og byggede en vindeltrappe i jern.
Alt det, han gjorde. Det var så flot. Og dygtigt. Og i kælderen sad han time efter time og arbejdede med finmekanik.
Tja … nu er evnen til at reparere de fine små mekanismer væk, men der er så meget, der stadig er til stede, og så meget, der lyser. Og i dag er jeg ikke blind.
