Månedsarkiv: juni 2023

KUNSTEN

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

KUNSTEN

Jeg har aldrig kunnet fordrage ”l’art pour l’art” teorien – det, at kunsten skulle være til udelukkende for kunstens egen skyld – at kunsten ikke er noget, der behøver at have et budskab ud over det ene: at være kunst. For mig er den i så fald tømt for indhold og stivnet i sit eget døde selvbillede. Lige meget, hvor meget den så lever op til kriterierne for ”kunst”. Den samme fornemmelse af afsky har jeg altid næret for betegnelsen ”kulturkristendom” – og vist nok af samme grund. Hvis indholdet i troen kun skulle være ”kultur” altså det af mennesket formålsskabte, så mister det sit indhold: det, som var, er og bliver før mennesket, kort sagt: det som handler om Gud.

At forvandle kunst til ren form er som at forvandle tro til kultur, kærlighed til sex og natur til agerbrug. Det er at proppe det store, ubegribelige ned i kasser og bore små kighuller i kasserne, så vi kan betragte det og sige: nej se! det der er kunst, se! det der er kristendom, se! det der er kærlighed. Så bliver det fattigt.  

Jeg kan bedst illustrere det med et eksempel fra den del af kunsten, jeg kender bedst: nemlig litteraturen.  Tom Kristensens novelle ”Ulykken”.

T. Kristensen var ekspressionist, og hans digte malede i grelle farver: det skulle smælde mellem linjerne. I et digt skriver han: ”Jeg har længtes mod Skibskatastrofer og mod Hærværk og pludselig Død. Jeg har længtes mod brændende Byer og mod Menneskeracer på Flugt.” For i volden er der blod, og blod er rødt, og det smælder som røde faner, det folder sig ud som valmuer  – osv.

Men på et tidspunkt vender Tom Kristensen sig imod sin egen æstetik: denne trang til at forvandle virkeligheden til farver og former og lyde, til døde ting. Det sker i novellen ”Ulykken.”

Jeg har ikke læst novellen, siden jeg engang i forrige årtusinde underviste i den, men jeg husker indholdet: Det handler om en maler (eller måske en digter) som hører, at der er sket en forfærdelig togulykke lige i nærheden, og hans lyst til at beskrive den kunstnerisk vågner straks, og han farer derud, og han får også fat i billederne af blødende mennesker og farverig rædsel, lige til at gå til.

Men om natten vågner han ved, at en fugl ( hans egen kanariefugl) flyver hen og sætter sig på hans hånd, og han mærker varmen fra det lille liv strømme igennem sig, og det er den oplevelse, der med et får ham til at indse, at livet er det ægte og sande.

Kort sagt: han forkaster æstetikken for moralen.

Måske har Søren Kierkegaard samme tema i ”Enten-Eller” – men her er jeg ikke kyndig.

Jeg vil naturligvis genlæse Tom Kristensens novelle og samtidig forsøge at finde forfatteren til novellen: Tingene, for lige den novelle viser det samme: hvordan vores fascination af, ja netop de døde ting fører os i døden. I den novelle dør hovedpersonen faktisk af sin trang til at “tingsliggøre” alt omkring ham. Det bliver spillet ud i sin yderste konsekvens og kommer derfor også til at virke ( ufrivilligt?) komisk, som f.eks. når han forsøger at lægge sine børn smukt til rette på hylderne, så de pynter i stedet for larmer.

Alt det vender jeg tilbage til.

Jeg vil slutte dette indlæg med at annoncere det næste, som vil blive et lille kig ind i en generation af begavede unge forfattere, der kan det hele: skrive, så englene synger, og samtidig få det skrevne til at give mening.

Jeg nævner de to, som jeg vil bruge som eksempler: Eduard Louis og Glenn Bech. En fransk og en dansk, der har det til fælles, at de begge kommer fra og beskriver underklassen ( det kalder jeg den så) og har et sprog, der er sjældent smukt og poetisk. Det er KUNST, når den er bedst.

En lille tilføjelse, inden jeg forføjer mig: litteratur skal være rigtig god, for at jeg gider bruge tid på den. Men jeg kan ikke, og jeg tror ikke, der er nogen, der kan, formulere de præcise kriterier for, hvornår der er tale om god eller dårlig litteratur. Men det høres. Det er som musik. Det kræver gehør.

Jeg kan fint fornemme, om noget er dårlig eller god litteratur, og indholdet kan være nok så supervigtigt, hvis sproget ikke synger med, så er jeg i al fald ikke i stand til at følge med ret længe. Så står jeg af.

Nu tænker jeg spontant på Fifty shades of Grey, som jeg købte i sin tid af nysgerrighed, for den blev markedsført som en fantastisk flot fremstilling af ”husmodersex” og det kunne da nok være tændbart for en gammel en af slagsen, tænkte jeg. Men uha, sproget var kedeligt og triviallitterært som fra en dårlig ugebladsnovelle de første 60 sider (jeg giver altid en bog 60 sider).

Uden saft og kraft i sproget er en såkaldt erotisk bog den rene tortur. Jeg kommer lige til at tænke på Anaïs Ninn. En god sammenligning, for hendes sprog er levende og smukt, og med sproget tilspidset indholdet er hendes erotiske litteratur en fornøjelse at læse.

Og nu, hvor vi er ved det: jeg hørte forleden P. 1’s litterære program ”Skønlitteratur på p1” med Nanna Mogensen. Og det handlede om krimilitteraturen og var et langt helhjertet forsvar for den genres ret til at blive placeret i samme bås som den ”rigtige” skønlitteratur. Jeg har altid været ligeglad med såkaldte plots, så det er ikke en litteratur, jeg er velbevandret i. Men jeg lyttede interesseret, men de lange passager, der blev læst op som bevis på, hvor fin en litteratur, der her var tale om, var så dårligt og ubehjælpsomt skrevet, at de til fulde støttede den ”fordom”, at krimilitteraturen ikke har skyggen af litterær værdi. De oplæste eksempler havde i al fald ikke.

Men det vender jeg tilbage til.

NATUREN

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Hvad er natur?

Min første tanke er, at natur er alt det, vi mennesker ikke har haft fingre i. Alt det vi ikke har lavet om fra natur til kultur.

Tilbage til naturen! Sådan et slogan lancerede filosoffen Rousseau for snart 300 år siden, og det mente han selvfølgelig en masse med, men ikke lige det, vi forstår ved det i dag. Han havde en luftig og romantisk opfattelse af fænomenet natur. Noget åndeligt og overjordisk, som vi havde tabt og skulle ”generobre”. Faktisk endte hans ideer i blodige ugerninger: den franske revolution.  

Men lad Rousseau hvile – hans ideer førte meget med sig og alt var ikke lige godt, men det er en anden historie. Lad os kort kaste et blik på, hvordan vi i dag forstår ”natur”.

Den er vel på sin vis kommet os nærmere, samtidig med at vi er blevet fremmede for den. Lidt selvmodsigende, men dog ikke helt forkert, tror jeg. For samtidig med, at vores menneskeaktivitet truer med at udrydde store dele af naturen, er det vist nok gået op for os, for flere af os i al fald, at vi er en del af den. Den er ikke noget uden for os. Den er noget inden i os. Og vi skal ikke genfinde den, for vi er allerede midt i den. Altid og alle vegne.

For nogen tid siden læste jeg filosoffen Jostein Gaarders nye bog: ”det er os der er her nu” – en lille beretning om livet, stilet til hans børnebørn. Og derfor yderst letforståelig for os alle sammen. Her skriver han om en oplevelse, han havde som dreng. Han var faldet i søvn midt på en lynghede, og da han vågnede, havde han en slags åbenbaring. Jeg citerer fra bogen (side 23):

”Det var der, at jeg pludselig mærkede det i krop og sjæl, at jeg var natur – præcis som disse mikroskopiske kryb i mose og lyng. Snart fulgte en uddybende tanke: jeg var sammensat af de samme molekyler som alt det andet levende omkring mig. Repertoiret var forskelligt, men noderne var præcis de samme. … ..   Der faldt en næsten ubeskrivelig ro over mig, en uanet fred, som ikke havde noget med udhvilethed at gøre, for jeg havde sovet dårligt. Men i løbet af et kort sekund eller to slap jeg ligesom taget i mig selv og overgav mig til noget andet, noget større og varmere.  … jeg var ikke bare i naturen. Jeg var naturen.”

For et par dage siden hørte jeg Svend Brinkmanns båltale, og han tager udgangspunkt i noget af det samme, som drengen drømte: at vi er en del af naturen. Han pointerede f.eks., at vi mennesker deler 60 % af vore gener med bananer og 60 % med træerne osv. ja, og med aberne deler vi 99 %. Kun en sølle % skiller os fra aberne.

Engen lige nu. Dejligt at vide sig i familie med dens vækster.

Og i de to forfatteres syn på os i forhold til naturen omkring os, ser vi efter min mening en ret ny måde at forstå os i forhold til naturen. Selv om vi kunne føle os i samklang med den, så var den udenfor – vi måtte “ud i den”, som Gitte siger i en af Højholts Gittemonologer. Kløften har altid været der, og vi skulle tage springet, når vi ville derud.

I de ældste skrifter (skabelsesberetningen) sætter Gud os til at herske over alle væsner på jorden. Og i de fleste senere tider har naturen været betragtet som en fjendtlig magt, som man skulle knægte, tøjle og værne sig imod. Fjenden var overalt, når man forlod de muromkransede bosteder og borge og begav sig ud i det usikre og farlige, der var der ude i vildskaben: naturen. Når man tog den ind, var det for at beherske den og omforme den, nemlig i haverne – så blev den klippet sønder og sammen i skulpturel ukendelighed og forsynet med snorlige gange og geometriske figurer overalt i det knægtede landskab, som vi kalder haven.

Denne tilbøjelighed til at ave den natur, man ”haver inde” , har vel ikke helt sluppet os. Havefolket har stadig sirlighed og rene linjer som ideal.

Synet på naturen er dog på vej til at ændre sig, også for havefolket: “vild med vilje” f.eks. Men også i bredere forstand. Således undervises børn i dag i biodiversitet, og jeg er sikker på, at også mennesker anvises deres rette plads i diversiteten af arter, så de små hoveder får en anden opfattelse af forholdet mellem menneske og natur.  

Men jeg ved det ikke.

Selv synes jeg, at der er en fantastisk tanke, at vi indgår i en sammenhæng, der er så uendelig stor og ubegribelig, at man må svimle, men også, at der er en tryghed i at vide, at det er sådan, det er bestemt af Skaberen. For det tror jeg, det er. Men her mangler jeg en rationel forklaring. Det handler om tro. Og det er en anden historie.

Bål i Tranestederne

DE SÅRBARE UNGE

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

De sårbare unge

Jeg er gammel, men engang var jeg ung. Og som alle på min alder søger jeg nu og da tilbage og forsøger at holde fortiden ud i strakt arm og betragte den så nøgternt som muligt: bort med pastelfarver og al lusken udenom, frem med hele paletten, ja, lad os se alle farverne stråle i bagklogskabens klare lys!

Min ungdom:

En kontrasternes tid: En tid fuld af travlhed, og en tid, hvor man gav sig god tid. En tid, hvor mange aktiviteter kaldte, og en tid, hvor man hengav sig til fordybelse og fornøjelse. Og ind i mellem følte man, at det var (for) hårdt at være i livet, men for det meste følte man, at det var herligt at være i livet.

Mit liv, da jeg var 20 – 21: vikar i folkeskolen – elev på en skole i Paris – studerende på Handelshøjskolen i Aalborg. En fjern kæreste i Paris. Kæresten fyret. Franskstuderende i Aarhus. Ensomhed og tænksomhed.

Mit liv, da jeg var 21- 22: fransk- og russiskstuderende i Aarhus. Flittig. Ensom.

Mit liv, da jeg var 23 – 24: studerende i Aarhus. Forelsket. Forlovet. Forgiftet.

Mit liv, da jeg var 24 – 25: lærer på Handelsgymnasiet i Randers, lærer på Randers Amtsgymnasium, studerende ved Aarhus Universitet. Nybagt mor. Husmor. Træt – træt – træt – ind i mellem usigelig lykkelig.

Det var min ungdom. Da den blomstrede frodigst.

I dag har alt for mange unge det alt for svært og er svært ulykkelige. Det vrimler med psykiske diagnoser, der med gavmild hånd stryges ud over de unge og rammer bredt. Hvorfor er de unge så syge? Hvem har gjort dem fortræd?

Er det, fordi de har brugt det meste af deres barndom bag (foran) en skærm? Er det, fordi forældrene har haft for travlt til at se dem? Eller er det noget helt tredje?  

Og det er jo ikke fordi, de skal stå i køkkenet og føde børn(!) som vi skulle samtidig med, at vi også skulle være presente til alle forelæsninger og slæbe hyren hjem til husleje etc. etc.

Jeg ved ikke, hvad det er, der slår dem ud.

Kan jo læse om det i pressen, og her forklares de unges sårbarhed på mange måder: de skal præstere hele tiden, det skulle vi nu også, men vi skulle ikke præstere på alle parametre, og vi skulle ikke stræbe efter de højeste karakterer, de skal opbygge deres eget værdisystem, det skulle vi ikke, vi fik værdierne i arv, og arven var rig, og der var nok at tage af og tage afstand fra, nu står de unge på bar bund, hvad åndelige værdier angår, de tilbydes kun de materielle: erhvervlivets lyksaligheder.

Skal de endelig udfolde sig på det for dem fremmede felt: det åndelige, ja, så kan de gå til en kunstig intelligens og fodre en chatbot med nogle relevante ord, og frem kommer det alt sammen væltende. De er kort sagt fremmede for alt det, der gav vores liv mening – det spirituelle kan hentes på Nettet. Kultur er noget Chatbotten tager sig af.

I mit forrige indlæg skrev jeg om forbilleder. Sådanne havde vi. Det har de unge måske også, men så er det vel typer som Elon Musk vil jeg tro.

Måske er de unge blevet fremmede for sig selv, fordi algoritmerne har taget over, og de ikke føler, at de ER noget i sig selv, men kun de massive aftryk, de sætter i den virtuelle verden.

FORBILLEDER

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Forbilleder – mine.

Det er længe siden, jeg har skrevet på min blog, og har man en blog, så skal man vedligeholde den, siger man. Men man siger jo så meget. Og min blog er mere min end den er blog. Så derfor. Men nu kommer der alligevel et lille pip. For jeg fik lyst til at kvidre glad forleden, da jeg sad og smålæste et af Montaignes essays – det er ham, der mere eller mindre opfandt genren essay, siger man, men igen: man siger så meget, og jeg synes jo nok, at mange af de klassiske, romerske forfattere : Plinius den yngre og ældre, Tacitus, Cicero, Thykodid og mange flere også kastede sig ud i skriverier, der ejer den knappe og præcise prosaform som kendetegner essayet. Men måske fik så Montaigne æren af at have opfundet genren, fordi han pointerer, at hans skriverier er FORSØG – sandheden og kun sandheden har værdi, siger Montaigne, men man kan kun forsøge sig på den vej. At finde den fulde sandhed er ikke mulig.

Det er for øvrigt også Montaigne, der har sagt følgende sætning, som jeg holder meget af og ofte minder mig selv om: FASTE OVERBEVISNINGER ER DET SIKRESTE BEVIS PÅ DUMHED.

Nå, men Montaigne finpudser i al fald genren – og kalder den forsøg – ligesom han altid finpudser sine sætninger og er så skarp og præcis i sine formuleringer, at man undertiden synes, at teksten godt kunne være skrevet i dag og ikke for mere end 400 år siden. Ja, men sådan er det med de helt store: ingenting kan få dem til at krympe, ikke engang tiden, der ellers slider voldsomt på alting og ofte kun efterlader sig ar af det, der var engang.

Jeg kan godt lide tanken om forbilleder, og jeg har ranet mig et par stykker fra historien, også fra den yngre, Mandela f.eks. og Martin Luther King og Gandhi selvfølgelig. Men af de helt gamle skiller to sig ud: den ene er Erasmus af Rotterdam, samtidig med Luther, med på mange områder hans modsætning, og Montaigne. De to sidste levede begge i det samme århundrede, 1500tallet,  og begge midt i borger- og religionskrige – de var så at sige omgivet af vold i hele deres liv og ganske tæt på, hvor de boede.

Erasmus havde meget på hjertet og var engageret i sin tid, og han skrev sig flittigt ind i tiden, bogtrykkerkunsten var en ret ny opfindelse, og han forstod at udnytte den nye teknologi til fulde, så hans skrifter mangfoldiggjordes og fløj ud i hele Europa på kort tid, og også Montaigne fik spredt sine budskaber takket være den nye epokegørende teknik.

Montaigne er kendt for at sidde i sit elfenbenstårn fjernt fra verden og betragte den lidt fra oven – men sådan var det langt fra i virkeligheden – det er snarere et image, han koketterer med, for selv om det er sandt nok, at han inderligt gerne isolerede sig for at skrive, hvilken forfatter kender ikke den trang, så var han hele sit liv 100 % engageret i sin samtid. Han tog del i det politiske liv, var en overgang borgmester – og han var i en lang periode forhandler mellem kæmpende grupper af katolikker og protestanter, og takket være sit geni som mægler og takket være sit had og afsky for vold, blev det muligt for ham at afværge en del voldelige sammenstød. Han var som Gandhi som Luther King som Mandela som Erasmus en stor tilhænger af fredelige løsninger frem for krigeriske tiltag. Modsat tidens tendenser forfægtede han den tanke, at målet aldrig retfærdiggør midlerne.

Det kunne vi lære noget af i dag. Men mine forbilleder har ingen gang på jorden i dag. De blegner i den almindelig opfattelse, som er, at man snarere skal bekæmpe og sejre end at mægle og neddæmpe og skabe grundlag for fred og kærlighed mellem mennesker. Vi optrapper volden. Det er noget, alle åbenbart er blevet enige om. Vi skal have den satans fjende dræbt, og så må det koste så mange mennesker livet, som det vil. Bare vi vinder. Man ryster ikke på stemmen, når man i TV-Avisen meddeler, at nu (hurra næsten) skænker vi endnu flere dræbermaskiner til en krig, der koster menneskeliv hver eneste dag.

Jamen, hør nu her: jeg ved godt, at Rusland er skurken, ligesom Tyskland var skurken i min barndom.

Russerne er slet ikke mennesker mere: de er orker.

Så det er OK at dræbe dem. Det har jeg hørt.

Det kan jeg bare ikke lære at indse. Det tror jeg ikke på.

I mine øjne er hver eneste russer ligeså meget værd som hver eneste ukrainer.

Og Putin og Zelenski er lige store skurke – ligesom alle andre magtmennesker. For det drejer sig jo ikke om demokratiske idealer, men om magt.

Idealerne får vi serveret, for at vi bedre skal kunne sluge volden. Ellers kunne selv de barskeste af os vel ikke få den ned. Vi må bruge alle midler, for målet er godt og helliger dem. Nej nej nej!

Nu har vi nogle helte, der slås for demokratiet og nogle skurke, der slås for … hvad? Hvad? Hvad slås de for???

Et par anbefalinger fra min boghylde, hvis man skulle få den tanke at kaste sig over mine forbilleder i nogle letlæselige og fængslende bøger:

Desuden fra hylden: Stefan Zweig: Erasmus af Rotterdams triumf og tragedie

Antoine Compagnon: En sommer med Montaigne

Det essay, jeg læste forleden er fra samlingen af Gougenheim: Trois essais de Montaigne ( den er så kun letlæselig, hvis man læser fransk. Men det er et henrivende fransk.