Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Naturen det billige skidt

Længe troede jeg, at det var Dan Turell, der var ophavsmand til ordene om den beskidte natur, for han skrev vidt og bredt om, hvor kedsommeligt, det var at opholde sig ”derude” – ikke et eneste træ med så meget som den mindste lille revne til at putte penge i, så noget kunne gå i gang.

Hvad der hele tiden var i gang, hørte og så han ikke. Han var naturdøv. Men nej, det var ikke ham, men P.H. alias Poul Henningsen, der således ikoniserede den beskidte naturen.

I dag har naturen, for nu at blive i dens egen metaforik, fået en vældig opblomstring. Og det trods klimaforandringer og deraf følgende naturkatastrofer. Eller måske netop på grund af de fænomener, har vi indset, hvor dyrebar den er. Natursynet har ændret sig radikalt.

Selv er jeg lidt af en romantiker med hensyn til mit forhold til naturen. Det er ikke til at komme uden om. Jeg bliver så glad, når jeg færdes i det åbne eller lukkede naturlandskab. Bare glad. Og jeg kan lide at ligge i græsset og kigge op i himlen og betragte de drivende skyer og føle mig som det lille støvgran, jeg er, og som den mægtige skabning, jeg er en del af.

Men i går havde jeg en naturoplevelse, som overgår alt, hvad jeg har oplevet hidtil. Herom senere.

Fra litteraturen, og jeg færdes nok så meget i dens mange rum som i naturens, der finder man personer, som har denne kosmiske følelse = at blive ét med verdensaltet. En slags religiøs oplevelse, som jeg aldrig vil kunne opnå – i al fald kun i et lillebitte glimt. Dertil er jeg alt for jordbunden, jeg kan ikke i den grad slippe ”ånden” løs. Jeg møder heller aldrig Jesus, selv om jeg tror på ham, sådan som der er nogle, der gør og endda har skrevet bøger om det: ”Jeg mødte Jesus.”

Men i litteraturen: I Dostojevskijs roman ”Brødrene Karamassof” falder hovedpersonen Aljoscha pludselig om ude i natten, og mens han ligger således, opstår en stærk følelse af samhørighed med universet: hans person opsluges af det og bliver en del af det – den grænse, vi normalt aldrig kan overskride mellem os og verden, forsvinder. Han bliver ét med altet.

I Camus novellesamling ”L’exil et le Royaume” sker det samme for en af personerne. Jeg har ikke hele fortællingen præsent, men husker, at denne person er ulykkelig over verdens absurditet: at han skal dø, at alt forgår og intet består, at øjeblikkene glider bort etc., men en stjerneklar nat falder han om på jorden og rammes af meningsfuldhed-  han er ikke mere skilt fra verden, men en del af den.

Denne oplevelse er jo ikke sjælden at møde i skriften, sjældnere blandt venner, eller de gider ikke snakke om følelser og natur på den måde: det er i al fald i min omgangskreds mere noget matematisk (diversitet osv.)  hvor mange arter, man kan få på listen, og hvor meget, man ved om deres ben og øjne og lyde og kløer ovs. Her er videnskaben med dens utallige evidensbaserede facts helt perfekt til at dræbe den naturfølelse, jeg omtalte ovenfor og vil fortælle lidt mere om.

Den amerikanske naturprofet Henry Thoreau skriver et sted i værket ”Walden – Livet i Skovene” følgende: Det er en vidunderlig aften, hvor hele kroppen er blevet til sanser og optager glæden i sig gennem hver eneste pore. Jeg kommer og går med en mærkelig frihed i naturen, jeg er en del af den.” (Citeret af bioetiker Mickey Gjerris.)

Denne samhørighedsfølelse  med naturen er blevet et af de store hits for tiden. Der er sågar en tysk forstmand, der glædeligt og helt naturligt konverserer træerne i den skov, hvor han arbejder. Det er lige før, det er hyggeligt. ”Hallo! Gamle eg, hvordan har rødderne det så i dag?”

Et spøg et andet til side, som min gamle lærer Lester plejede at sige, når vi havde fjaset længe nok med ham. Og så gik vi over til alvoren.

Jeg vil kort fortælle om den oplevelse af næsten overnaturlig skønhed, jeg havde i går. Og det selv om det er helt og aldeles ubeskriveligt. Men altså:

Jeg havde svømmet en lang tur i Kattegat. Havet var roligt som et spejl og efter en meget lang svømmetur var jeg meget træt. Jeg vidste, at Ole stod inde på bredden og vågede over mig som en anden Vorherre, og jeg følte mig tryg nok, selv om jeg var ene derude. Undersøgte ikke, hvor langt, jeg var kommet ud: havet var jo roligt – Ole holdt øje med mig – ingen fare. Derfor lagde jeg mig om på ryggen. Jeg lukkede øjnene, for solen brændte over havet, og lige straks syntes jeg, at den fyldte hele himlen og tænkte, at mine dårlige øjne helst måtte være lukkede.

Så lå jeg lidt og vuggede der og følte mig trods Afganistan og tunge problemer alle vegne, lykkelig. Så hørte jeg en lyd og åbnede øjnene på klem og nåede at se en hvid sky fare hen over havfladen. Det var en flok fugle, som fløj meget lavt, næsten i vandskorpen, og den havde måske troet, at jeg var en fisk eller en træbjælke (sikkert det) , der lå og flød, for den ændrede ikke kurs, hævede sig bare en centimeter mere og fløj lige hen over mit duvende korpus. Jeg følte mig ikke, som ovennævnte litterære figurer som ét med naturen – jeg blev faktisk mega-forskrækket og var ved at drukne af rædsel – men næsten samtidig følte jeg en stor, stor glæde, som om jeg havde haft besøg af noget næsten guddommeligt.

Ole havde set det ske og endda halet fotoapparatet frem, men nåede jo ikke at forevige oplevelsen. Den lever i mig, som noget uhyre smukt og unikt. Tænkt at blive strejfet af hundredevis af hvide fjer. Ole sagde, at det var ryler. Jeg nåede kun at se, at de var hvide på undersiden, at de havde hvide fjer. Og ikke var ret store. Og skræmmende lige et øjeblik. Og så bruset. Det kan jeg heller ikke beskrive, men det lyder som en hvisken sat på turbo, når sådan en flok flyver lige hen over en.

La vie est belle! Vive la nature!