Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:
www.hesselholt.com.
Da B.S. Ingemann var en lille dreng, oplevede han et sandt drama i den ellers så fredelige præstegård i Torkildstrup. Hele familien var samlet om det store bord i stuen. Grandmaman tronede for den ene ende, pastor Ingemann for den anden, og rundt om sad store og små børn. Men de havde ikke som vanligt blikket rettet mod faren, og det var ikke hans fortællinger, de slugte. For Søren var hjemme fra København, og han sad der og lyste med al sin nye viden, og det var ham, de lyttede til, for alt det, han dog kunne fortælle om den store by. Forældrene var tavse. Men på et tidspunkt blev det for meget, også for børnene, for nu begyndte broren at fortælle om det, han lærte på universitetet, og det forstod de ikke et ord af. Søren var i København blevet medlem af Jacobinerklubben. en sammenslutning af revolutionære unge studenter. Den franske revolution havde fundet sted, og de nye tanker om frihed spredte sig som ringe i vandet. Nåede også København. Og Søren flammede af iver.
Som Ingemann skriver i sine erindringer “Levnetsbog” så husker han endnu som gammel mand farens reprimande til Søren, der ikke mere troede på Jesus Kristus. Senere vendte han dog tilbage til troen og blev præst.
Der står i “Levnetsbog” om Søren, da han blev præst:
Han følte sit hverv “som en høiere Kaldelse fra den sande Kirke-Herre, som han havde hørt fornegtet af Tidens stærke Aander og selv engang været nær ved at tabe Troen paa. Han havde vist ikke forgjæves hørt det mægtige Ord af Faderen i Torkildstrup Præstegaard, som nærmest var rettet til ham, den unge hjemkomne Student, men som den yngste Broder også hørte og aldrig kunde glemme.”
Tidens stærke ånder: der er en lang række af oplysningsfilosoffer, men i det her indlæg vil jeg beskæftige mig med Immanuel Kant, og så vidt jeg husker, er det også ham, der diskuteres i præstegården.
Kant og de fleste andre af tidens tænkere mener, at kun det, man kan fatte med forstanden, er sandt. Og man skal bruge SIN EGEN FORSTAND til at finde frem til sandheden. Ikke GUDS ORD, eller LOVENS ORD. Og sådanne tanker kunne jo ikke gå an i den konservative Torkildstrup Præstegaard. Sørens far, der også hed Søren, må have svaret sin søn noget i retning af: “Fornægter man Jesu Kristi guddommelighed, så fornægter man kristendommen.” Og han ville nok have tilføjet, at så er man ikke en sand kristen.
En sand kristen. Som om der findes usande kristne…
Selv har jeg altid ment, at man kan være både et oplyst menneske og kristen. Og jeg er i det mindste enig med Grundtvig i et af hans udsagn, nemlig at det gælder om at være “menneske først, kristen siden.”
Det vil jeg argumentere for herunder.
Sapere aude! – du skal turde vide! – sådan et valgsprog havde Kant, og det lyder jo som noget vås i vore moderne ører, men det var det ikke i slutningen af 1700tallet. Dengang og langt op i 1800tallet kunne det være dødsensfarligt SELV at forsøge at finde frem til en erkendelse af VIRKELIGHEDEN – AF SANDHEDEN. Gud/ Kongen/ Øvrigheden alene VIDSTE og kunne altså fortælle dig, hvad du skulle tro og mene.
Sapere aude!
Det tør vi vel i dag. Gør vi ikke? Eller er vi bange for hademails og lignende, som den moderne IT virkelighed har velsignet/belemret os med.
De unge studenter i den tids København i al fald de turde godt –  og de har sikkert læst Immanuel Kants  Kritik der Reinen Vernunft (1781) og Grundlegung zur Metaphysik der Sitten (1785)
I disse værker fremsætter Kant sit berømte KATEGORISKE IMPERATIV
Det nye påbud lyder: du skal tro på din egen forstand.
Jeg vil ikke her gå dybere ind i Kants filosofi, – han har f.eks. en moralfilosofi, som jeg slet ikke har omtalt –
Jeg har ikke selv studeret Kant, siden jeg tog  filosofikum i 1963 – Altså der er jeg slet ikke ekspert, men taler kun om det, som er almen viden: at Kant gør op med autoriteterne og påbyder mennesker SELV at kaste sig ud i erkendelsesteoretiske  spekulationer og finde ud af, hvordan alt hænger sammen.
Og det kan man efter min mening gøre og stadig være kristen.
For resten siger Kant alligevel også lidt om det med det religiøse? for han siger i al fald flere steder, at der er noget, som vi kan begribe med forstanden. Men også noget, som vi ALDRIG når til at begribe med forstanden.
Han kalder det DAS DING AN SICH – her må forstanden melde pas.
Og jeg er ret overbevist om, at den moderne videnskab, der selvfølgelig er nået milevidt længere i de århundreder, der er forløbet siden Kant, kun har afdækket en lillebitte del af sandheden.
Das Ding an Sich ligger stadig og slumrer.
Sagt i kristne termer kunne det måske lyde det sådan her ( 1. Kor. 12, 13):
“Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.

Men lad os stadig vove at vide – men også vove at tro.
 
(fortsættelse følger måske)