Månedsarkiv: juli 2014

158 – romanens men ikke bogens sidste kapitel

Udgivet den af
Svar

Hulsig 1919

En novemberdag

 
Janus var omsider nået til vejs ende. Nu skulle det nok gå med resten, tænkte han og bøjede sig over papiret og læste det halvhøjt for sig selv. Ja, det lød perfekt, og det skulle det, når det drejede sig om Karl og hans fremtid, og der måtte ikke kunne sættes en finger på hverken formulering eller tegnsætning. Eller opsætning for den sags skyld. Drengen var dygtig, han havde lært alt om landbrug af sin far, og selv om han ikke havde et egentligt eksamensbevis fra Ladelund, så havde han dog en udtalelse, der viste, hvor begavet han var. Det skulle nok gå.
Lise stod i døren og så på ham. Han havde ikke hørt hende komme, sad jo med ryggen til, og hun bevægede sig altid lydløst, når hun færdedes uden for sit køkken. Men han fornemmede hende alligevel. Som en fylde i rummet. Måske havde hun stået der længe.
”Han sover nu,” sagde hun.
”Godt,” sagde han uden at vende sig om.
”Og lægen er gået.”
Nu var det, han burde rejse sig og gå hen til hende og lægge armene om hende og trøste hende, men han tog det kølige papir op foran sig og læste ansøgningen højt.
”Og med de nye jordlove,” sagde han bagefter. ”Det skal nok gå.”
”Janus.”
”Jo, vel nytter det!” sagde han hårdt og stadig ikke henvendt til hende, og hun havde jo heller ikke sagt, at det ikke nyttede. Denne gang skulle ansøgningen gå igennem, denne gang skulle drengen få sit eget hus. Og sin egen jord. Et sted, hvor han kunne rase ud mellem roer og klitter og i ensomhed. Omgivet af fåreflokke og ikke fårede flokke, der brægede af ham, så såre han viste sig. Ingen skulle mere kalde ham Tossekarl. Nu skulle han blive en agtet mand. Som sin far. Husmand ganske vist, men en dygtig husmand kunne drive det vidt, og Karl havde sin far i ryggen. Den slags rygstød kunne de færreste husmænd læne sig mod. Og han gentog som en besværgelse, at det nok skulle gå.
”Lægen siger, at vi ikke kan beholde ham.”
Hun sagde det så dæmpet, at han valgte ikke at høre det.
”Vi må have brevet med posten allerede i dag. Fristen udløber snart.”
”Hørte du, hvad jeg sagde?”
”Nej, og du behøver ikke gentage det. Lægen bestemmer ikke over min dreng.”
”Han er også min.”
Nu kunne han høre, at hun græd. Han gik ikke hen og tog hende i sine arme. Han lagde forsigtigt brevet i kuverten, lukkede den omhyggeligt, så rejste han sig roligt, og nu gik han hen til hende, men han lempede hende blidt til side og fortsatte ud gennem den åbne dør med brevet i hånden. Roligt. Der var ting, der skulle gøres nu. Andre, der måtte skubbes til side.
”Jeg går,” sagde han.
Udenfor væltede tøsneen ned fra den grå og mørke novemberhimmel. Det var ved at gå over i regn nu, og det var begyndt at blæse op fra syd. De tunge dråber piskede mod hans ansigt, og han slog frakkekraven op og slyngede det uldne tørklæde en ekstra gang om halsen. Brevet havde han omhyggeligt anbragt i den inderste lomme, havde forsigtigt glattet det ud og syntes ligefrem, det lå der og bankede mod hans bryst. Det måtte ikke komme til skade.
Der var ingen kunder i butikken, og han stod midt på gulvet og lod vandet sile fra frakke og bukser og lige ned på det sandstrøgne gulv. Det var vel også lige før middagslukningen, tænkte han, og han var nok i sidste øjeblik, men det havde været en kraftanstrengelse at gøre arbejdet færdigt. Hele den hurlumhej formiddagen igennem, og han havde måttet kæmpe både med sig selv og de andre for at holde alt andet ude end dette ene: at samle tankerne, så han kunne få ansøgningen udfærdiget korrekt og i tide og brevet afsendt.
Og han havde nægtet at tale med doktoren, skønt denne flere gange havde forstyrret ham midt i arbejdet. Han ville til gengæld ikke forstyrre lægen i hans arbejde. Inde fra kammeret kunne han undertiden høre uartikulerede lyde fra drengen. En jamren som fra et såret dyr. Så stilnede lydene af, og til sidst blev der helt stille.
Janus forsøgte at fortrænge billedet af den mishandlede dreng, som de havde fundet i laden i morges. ”Karl, hvem er det, der har slået dig?” spurgte han igen og igen, mens han holdt ham i sine arme, men drengen gjorde sig fri og stod der og bare rystede på hovedet.
”Nej, far, nej. Ingen har slået. Det var stemmerne. De sagde det. Slå sagde de. Med jernstangen. Uduelig, det sagde de.”
Det kom hakkende og stammende, skulle hales ud af ham ord for ord. Men det gik ikke an at tænke på det nu, for så mistede han fokus og kunne ikke redde ham. Og der var jo en redning. Han stod jo med kransen og skulle blot kaste den. Og det skulle alt sammen nok gå i orden, tænkte han. Når der først kom ordnede forhold for drengen, så ville den slags ikke gentage sig, og det var jo netop det, han nu så utrætteligt havde arbejdet på. Ordnede forhold.
Og han lirkede forsigtigt brevet frem og rakte det til uddeleren, der satte brillerne på næsen og holdt det op foran sig og læste modtageradressen.
”Jamen se dog, et ministerielt anliggende. Så må man være varsom,” og han anbragte forsigtigt brevet på en hylde for sig.
Janus nikkede. Ja, det var vigtigt. Og han ville sige det, men ordene blev stikkende i halsen og alt i ham flød sammen i et kaotisk virvar af tanker og følelser, og det var med største besvær, han alligevel fik halet nogle ord frem, da uddeleren blev ved at se på ham, en smule forundret og med sit daglige smil på læben.
Nogle ord, som kunne anvendes i en snak om ingenting.
Udenfor blev han længe stående under halvtaget og stirrede ud i regnen, der nu syntes at komme fra alle sider, og et øjeblik følte han sig blændet af det tætte, urolige regngitter, så begyndte han at bevæge sig ind i det uden en eneste tanke i hovedet. Som en soldat, der bevidstløs går ind i kugleregnen. Mekanisk bar benene ham fremad, det var som om noget, han ikke kendte, havde sat ham i gang og nu måtte han gå, og han vidste ikke hvorhen.
Så vidste han det pludselig og følte kulden angribe hver muskel i kroppen, og han anede ikke, om dette isgreb kom udefra eller indefra. En knugende frygt vældede ind over ham, mens han halvt vaklende og halvt løbende bevægede sig længere og længere ind i klitten og ud mod havet, som han hele tiden kunne høre koge bag klitterne. En lyd, der kom nærmere og nærmere. Og han blev ved med at løbe, mens regnen, der nu igen havde forvandlet sig til en blanding af vand og is slog mod hans kinder, indtil huden blev følelsesløs.
Han kunne mærke gråden presse på, men vidste, at han ikke måtte give efter. Ikke græde, Janus, ikke give op … Ja, far, ja ja … råbte han og fik munden fuld af vand. Han skulle være så stor nu, så stærk, og så kunne han jo alligevel ikke, havde ikke de kræfter, eller det mod.
Jeg kan ikke, far, hviskede det i ham. Du skal, du skal, hørte han det dunke inde fra regnen, du er ingen flæbeunge, du er en mand, du er lydig, mandig og stærk, og du kan godt. Og skønt tænderne klaprede i munden og skar mod tungen, kneb han læberne hårdt sammen og tillod ingen lyde at slippe ud, og det var regnen, der løb ned ad hans ansigt og ind i hans mund, så han måtte slubre og spytte fra sig og komme videre, derhen hvor han vidste, at han skulle være. Ikke her i denne styrtregn, men i grøften. Hos far. Og han ville blive ved med at løbe, lige indtil han fandt far igen, og denne gang ville han ikke svigte ham, men blive stående fast og modigt som en væbner ved hans side, og han ville øse og skovle og blive ved, til de begge segnede. Som to soldater der falder for den samme fjende. Side om side skulle de så ligge.
Men far var borte, og Janus kunne ikke finde ham bag disse hårde stænger af vand, der ikke ville give ham fri. Og han vidste ikke, hvad han skulle gøre for at hindre alting i at drukne for øjnene af ham.
Så mærkede han, at han var nået til vejs ende, og han ville skrige så højt, han orkede, at han var her, han var lige her, hvor grøftens isvand fossede i havet.
Jeg er her, far, skreg han. Se mig! Men far hørte ham ikke, og han så ham ikke. Han greb blindt ud efter ham og holdt ham i sine kæmpenæver, så svingede han ham gennem luften, som havde han været den tungeste af alle isskosser, og ordløst kylede han sin dreng ud mod dybet, der åbnede sig og opslugte ham. Drengen kæmpede sig op mod lyset, det lykkedes ham at komme på benene, men en kæmpe bølge rejste sig op foran ham, brækkede og skyllede ind over ham.
Og nu skulle han dø.
Da bølgen brækkede, var det som om Janus vågnede og forstod, at dette ikke var et af de sædvanlige mareridt, men at han virkelig befandt sig ude i det oprørte vinterhav og at han var alene og i færd med at drukne.
I et splitsekund så han sine drenge for sig. Og Lise. Og med et brøl kæmpede han sig fri af bølgerne og kravlede op på stranden. Her faldt han om og blev et øjeblik liggende som livløs.
Så rejste han sig langsomt og begyndte at gå mod Hulsig.
 
*
 
Janus Martin Christian Jensen Hesselholt døde d.2. december 1919 af lungebetændelse. Han blev begravet i Hulsig d 10. december. Følgende salmer blev sunget: ”Jeg ved paa hvem jeg bygger”, ”Tænk naar engang den Taage er forsvunden”, ”Lær mig, o Skov at visne glad”, ”Dejlig er Jorden”.
I Vendsyssel Tidende kunne man d. 3. december 1919 læse fl.g.:
 
I Aftes kl.9 døde en i vide kredse kendt og agtet og afholdt Mand, Avlsbruger Janus Hesselholt, Hulsig. Afdøde, der blev 60 Aar gammel havde i længere Tid skrantet på Grund af en Sygdom i Blodet, saa stødte en Lungebetændelse til, og efter 8 Dages Lidelser, maatte han bukke under.
Janus Hesselholt, der var broder til længst afdøde Slagter Mads Hesselholt, Skagen, var Indehaver af Fædrenehjemmet dernede i Landsognet. Hans Enke er en Datter af den gamle Sognedfoged Houkjær. 4 raske Sønner, hvoraf en har Lærereksamen, er vokset op i Hjemmet.
Afdøde, der var Medstifter af og Direktør for Hulsig Sparekasse, var gennem Aarene tillige Indehaver af mangfoldige Tillidshverv, dem han alle røgtede med den største Samvittighed. Af mangfoldige Sommergæster vil han være særdeles velkendt, idet han besørgede den meste Personbefordring fra Hulsig Station til Kandestederne. Janus Hesselholt var en brav dansk Mand, sin Hjemegn en dygtig Repræsentant og sit Fædreland en god Søn. Ære være hans Minde. ( Chr. H. L. )
 
 

157 Kapitel 20 af "Hændelser ved Hulsig"

Udgivet den af
Svar

 
 

Kapitel 20

Karred 1917

Et hjerte slår

 
Jens Houkjær Pedersen ( Jens Pie’sen) (1822-1896) byggede omkring 1855 et hus midtvejs mellem Karredgården og Tranestedet, ca. 100 meter fra havbakken. Han giftede sig i 1852 med Karen Marie Jensdatter ( f.1819) og sammen fik de datteren Martine Ane Kirstine Jensen ( Jens Pie’sens Tine) (1857-1940). Tine var enebarn og forblev ugift. Efter forældrenes død boede hun alene på gården i mange år. ”Tines hus” forfaldt efterhånden og blev til sidst revet ned midt i 20’erne.
 
Vejnavne – Skagen Lokalhistoriske Forening
”En pige gik i enge, hun skulle skære strå, en pige gik i enge, hun skulle skære strå, så kom en rytter ridende, åh ja ridende, bad hende stille stå”.
Det var en sommervise, det vidste hun da nok, og der var ingen strå at skære sådan en vinterdag med klingende frost, men hun sang lige glad for det. Hun kunne godt lide billedet af den unge rytter, der lignede Janus og måske navnlig af pigen, der ikke ville lyve for sin mor. Tine havde heller aldrig løjet for mor.
Tine lagde nakken tilbage og kikkede op i det dybe blå, hvorpå der hang små, hvide skyer, som nu langsomt farvedes rosa og begyndte at blusse, som ville de signe den frosne jord. Så skælvede hun lidt ved tanken om al den svimlende uendelighed.
Her stod hun nu og sang under Guds pyntede himmel og var selv pyntet. En syngende blomst i hans vinterhave. Og hun ville så gerne være glad, for så kunne det hænde, at hun fik et kys af Guds engle. Det havde hun oplevet før, ja, engang havde kærtegnene drysset som rosenblade ned over hendes nøgne krop, indtil de sluttede som et varmt og duftende hylster om hende. Men det var længe siden.
Men måske. Hvis hun kunne forvandle tonerne til de smukkeste vinterfugle i aftensolen. Hun sang igen og dansede lidt og mærkede da også ligesom et vingestrejf, bare lettere end hvis det havde været rigtige engle, og det sendte kulde og ikke varme gennem hende, og så var det jo bare luften, der kom smygende med sit kæleri og ville bilde hende noget ind. Og hendes hals var blottet og sårbar uden det røde tørklæde, men det passede ikke til den fine kjole.
Uden for huset færdedes hun ellers nødig, for herude var der ingen skærmende vægge, og de kunne komme igen og gribe hårdt fat i hende ligesom dengang og trække af med hende og føre hende bort og spænde hende fast, så hun måtte skrige alle lyde fri. For djævelskabet levede.
Men i dag havde hun trodset alle farer og kun iført kjolen var hun listet ud for at synge og danse i den kolde sols sidste stråler.
Tanken om djævlene og deres ishjerter gjorde hende med ét så bange, at hun måtte tvinge en latter frem for at angsten ikke skulle snøre hjertet sammen og pine livet af hende. Hun gjorde sig helt stiv og tvang sig til at le højere og højere. Sådan stod hun længe med latteren skingrende ud af kroppen og blikket stift fæstnet på sit hus, der heldigvis var blevet liggende.
Hendes hus, et slot var det måske. Hvis hun var en prinsesse. Hvis, for ingenting var sikkert, og huset havde givet sig svært i den seneste tid, det jamrede og klagede, og hun kunne ikke mere trøste det. Og forrige nat havde det hylet slemt, og da hun i buldrende mørke famlede sig hen til det sårede sted, kunne hun se flængen, trods alt det sorte, der omgav hende. En revne i ydervæggen. Lige ved døren. En ny revne.
Nu stod hun i sneen og stirrede gennem den ind i sit mørke, sårede hus. Mit hjem, hviskede hun til sig selv og til solen og til den hvide sne. Nej, nej, mumlede hun straks derpå, det gik så vist ikke an at stå her og skumle og hviske som en anden Kain. Hun turde vel nok løfte blikket og frimodigt se Gud i øjnene. ”Vær frimodig, mit barn,” dalede fars stemme ned til hende.
Heldigvis var der stemmerne. Dem kendte hun, og de fleste ville hende det godt og ledte hende uden om de værste fælder.
Jamen, det var kun godt med den sprække, trøstede hun sig selv, for så kunne hun danse lige ud i solen uden at skulle åbne døren, der peb så ynkeligt i sine hængsler. Og det var alligevel kun hende, der kunne se sprækken, for alle andre var jo blinde for det mørke og sårbare. Nej, ikke Janus. Men alle andre.
Efter at det havde drysset med støvsne hele dagen, var det klaret op, og de sidste solstråler farvede sneen purpurrød. Det var jo derfor hun måtte derud. Den sol. Det røde blus. Og hun sang igen og højere nu og svingede rundt og rundt i det rosenrøde pudder, der hvirvlede op og stod om hende, så hun næsten forsvandt. Et flor af det fineste fnug.
Hun havde taget mors brudekjole på, den hun svøbte sig i, når hun ventede på Janus. Eller når underet var nær. Det var jo næsten det samme.
Men Janus havde ikke vist sig i lange tider, der var kun de blege skygger, der svævede om hende og hobede sig op i dunkle kroge. Og englene? Som aldrig helt havde forladt hende. Men som var blevet så fjerne, at hun undertiden måtte tro, at de havde glemt hende. Kun nu og da dalede de ned i hendes stue og helst på kolde dage. Så kom de heldigvis til hende og strøg hende over nakken og skulderen, til smerterne forsvandt og hun kunne sidde i sit hjem og føle glæden risle gennem kroppen, trods kulde og mørke. Kulden. Aldrig havde den været så hård. Og mørket. Aldrig havde det været så tæt.
Uden englene holdt hun det ikke ud.
 

*

 
Han kiggede ud gennem de lave vinduer, det var sidst på eftermiddagen, og solen var ved at gå ned bag laden. Det var omsider holdt op med at sne, og gårdspladsen lyste kridhvidt fra længe til længe. En skovl skramlede hen over de hårde sten. Lænkehunden gav et lille bjæf. Ellers var der stille.
Janus foldede omhyggeligt brevet fra Ladelund Landbrugsskole sammen og lagde det på skrivebordet foran sig. De kunne ikke have Karl på skolen mere, skrev forstanderen. Den unge mand var dygtig, det var ikke det, absolut af de kvikkeste, forstod alting hurtigere end andre og ville kunne tage eksamen med udmærkelse. Men beklageligvis så de sig ikke i stand til at beholde ham længere. Han generede sine kammerater. Hans raserianfald havde skræmt dem mere end en gang, og man måtte anse ham for at være til fare for sig selv og sine omgivelser. Han hørte til på en anstalt, og nu ville han blive hjemsendt med det første. Ledsaget hjemsendelse, så havde de gjort for ham, hvad der stod i deres magt.
Hvad der stod i deres magt? Janus bøjede hovedet. Hans egen afmagt skyllede ind over ham. Han mægtede ikke at tage hånd om sin dreng og frigøre ham for den forbandelse, der hvilede over ham. Kunne ikke løse ham fri af det vanvid, der ind imellem skar så dybt og smertefuldt i ham, at han faldt om og blev liggende ubevægelig som et slagtet dyr.
Siden drengen blev konfirmeret havde billedet tegnet sig tydeligere og tydeligere, og i lang tid gjorde de, hvad de kunne for at drive galskaben ud af hans sind. Karl var vel kun et særligt vanskeligt barn, sagde de til hinanden. De måtte lære ham at opføre sig normalt, og i lang tid gjorde de sig ekstra umage med optugtelsen, men det hjalp jo ingenting. Tværtimod. Klø gjorde det hele værre og kunne få ham til at lukke totalt af, så han mistede sproget og forvandledes til et skulende, umælende dyr, og de kunne blive bange for ham. Tog man ham med fløjlshandsker, kunne han falde til ro en tid, og man kunne næsten glemme, at han var forkert i hovedet.
Men selv om de dannede et enigt værn omkring den syge dreng, og både Lise og Otto og Magnus og ikke mindst han selv var rede til at forsvare ham mod alt og alle, så havde de måttet indse, at der var kræfter i spil, som de intet kunne stille op imod. Lars havde haft et særligt tag på drengen, og ham savnede de. Selv da Karls eksperimenter med at fremstille sprængstoffer resulterede i ulykken, der kostede Lars det ene øje og skadede det andet så slemt, at han havde måttet opgive enhver tanke om at blive dyrlæge, selv da slog han ikke hånden af sin bror. Men nu var han for længst rejst hjemmefra og blev vel snart lærer. Og fik vel næppe embede i Rannerød. Tanken om anstalten lå og sved i ham.
Og han tænkte på Tine. Dengang i 1905, da hendes mor døde og hun blev ene på gården. Pastor Nørballe var kort efter faster Karens begravelse mødt op på Hesselholt.
”For du er jo nærmeste pårørende, Janus Hesselholt,” havde han sagt. ”Og så skal du jo underrettes.”
”Underrettes?
Ja vist, om kusinens indlæggelse på anstalten. Et sådant tiltag var jo uundgåelig nu, og han havde talt længe om Guds straf over syndige mennesker, og navnlig over Hulsigfolkene, tidselgemytter som de var. De måtte lære at bøje sig og følge Herrens pegefinger.
”Det forstår jeg ikke,” havde Janus svaret. Hvad mente pastoren med det?
Jo, Gud revsede jo, som den kærlige fader han var, og netop her, og han lod øjnene svømme om på gårdspladsen, hvor karlen Christian Peter var i færd med at reparere stenpikningen, Ja, just her måtte svøben svinges med ekstra kraft. Og øksen lå allerede ved træets fod, fablede han videre, og Janus tænkte, at det var præsten, der var syg, og han fik en voldsom lyst til at svinge svøben over hans hoved, men havde bidt det i sig og svaret for sig så godt han kunne.
Kort efter var et triumvirat mødt op på Tines gård, præsten og en læge fra Frederikshavn, eskorteret af betjenten fra Skagen, der sågar var bevæbnet med en knippel, som havde han haft i sinde at slå Tine fordærvet, om hun satte sig til modværge. Og Janus havde ikke kunnet hindre, at de fjernede hende med magt og kørte bort med hende. Man lod ham forstå, at hans myndighed som sognefoged og agtet Hulsigborger var trådt ud af kraft her, hvor det drejede sig om så penible og personlige sager.
Han havde imidlertid ikke helmet, før han ad rettens vej havde tilkæmpet sig formynderskabet over kusinen, og omsider var det lykkedes det ham at finde ud af, hvor de havde anbragt hende.
”Jydske Asyl” i Århus.
”Selvfølgelig skal du rejse til Århus og hente hende hjem. Hun hører til hos os,” havde Lise bakket ham op. Og gudskelov for det. Han havde været en smule i tvivl om hendes loyalitet i netop den sag.
Så var han kørt den lange vej med toget til Århus og havde ladet en drosche finde frem til anstalten. Lige først havde han studset over anstaltens ydre, der mest af alt mindede ham om hovedbygningerne til en stor herregård eller måske endda et slot. Men da han kom indenfor. Og vreden, da han fandt hende. Og smerten, da han så, hvad de havde gjort ved hende.
Hun lå i en seng og var fastspændt til dens bund med læderremme. Hendes blikket var tomt og syntes fikseret på det hvide loft. ”Ja, her bruger vi sengeleje til urolige patienter, og som De bemærker, vi har desværre måttet spænde Deres kusine fast, da hun ellers ikke ville blive liggende. Nu er hun tvungen til den varme og hvile, som hun trænger til, men ikke under sig selv, det arme menneske,” sagde lægen fuld af medfølelse og tilføjede, at hun gudskelov var faldet til ro.
Janus havde næsten ikke kunnet kende hende igen, som hun lå der stivnet og stille. De havde taget en ung pige med sig fra Hulsig, og her lå en gammel, mager kone.
”Tine, lille Tine,” havde han hvisket og bøjet sig ned over hende, og han så, hvordan hendes øjne tændtes og ansigtet fik liv.
”Så kom du, Janus.”
”Ja,” sagde han, og han svor for sig selv, at han ikke en gang til ville svigte hende, men stå vagt om hendes liv, ligesom han ville vogte sine egne. Også selv om Lise undertiden syntes, at for meget af hans tid gik med at ”pylre” om Tine, når der var folk i hans eget hjem, der trængte nok så meget til hans omsorg.
Det var anderledes med Karl, skønt de vel led af samme sygdom. Ham kunne han ikke værne. Janus tog brevet og gik ud for at finde Lise. Hun gik og skovlede sne på gårdspladsen. Otto var et ærinde i Skagen, og Magnus arbejdede i stalden sammen med Agnes Katrine.
Lise var nærsynet og måtte holde brevet tæt til øjnene. Længe stod hun og skjulte sig bag det hvide ark, som måtte hun læse det mere end en gang. Endelig lod hun det synke og så på ham med et underligt køligt blik, syntes han. Næsten som var det en regning, han lige havde præsenteret hende for og bedt hende godkende.
”Ja,” sagde hun og nikkede.
”Men Lise, hvad skal vi gøre?”
”Ingenting. Der er jo ingenting at gøre. Det burde du vide Janus.”
”Men hør nu …”, protesterede han svagt.
”Du må snart lære det.”
”Lære hvad?”
”Ikke at tage dig alting så nær.”
Hun så rolig ud, foldede omhyggeligt brevet sammen og rakte ham det tilbage.
”Men Lise, forstår du da ikke, at alting er mig så nær. Det kommer til mig, og jeg kan ikke skabe afstand.” Og han lagde en hånd på sit bryst. Hun tog den væk og holdt den i sin og var stadig lige rolig.
”Det bliver du nødt til.”
”Men jeg kan jo ikke.”
”Du skal!”
Så vendte hun sig fra ham og fortsatte med at rydde gårdspladsen. Han blev stående ubeslutsom og så hende arbejde, men inden han nåede at vende sig om og gå ind igen, gav det ligesom et sæt i hende, og hun trådte hen til ham med den store sneskovl let hævet, og han fik en frysende fornemmelse af, at hun ville slå ham med den.
”Her!” sagde hun og rakte den til ham. ”Du får det ikke bedre der inde bag dit skrivebord.”
”Men jeg har ikke tid,” mumlede han utilpas, tog alligevel skovlen, men satte den straks fra sig i en snedrive. Sparekassen åbnede om få minutter, og han så allerede den første kunde på vej op gennem indkørslen.
 Det var Anton Peter fra Tråen. Han svingede ind på gårdspladsen, holdt hestene an og sprang ned fra bukken og rakte tømmerne til Magnus, der i det samme kom løbende hen til ham fra den åbne stalddør. Så vekslede han et par ord med drengen og nikkede venligt til Lise, der stod ubevægelig med den tunge sneskovl i hænderne og knap nok besvarede hans hilsen.
”Hvad er der galt med hende?” spurgte tranebonden, da de skramlede gennem bryggerset og ind i køkkenet.
”Nå galt … der er så meget,” slog han det hen.
”Ja, det er der vel.”
”Men du kommer for at sætte penge ind på bogen, tænker jeg.”
”Jo. Men det kan vente. Jeg hørte nogen sære lyde derude fra klitten her i eftermiddag, og så tænkte jeg, at jeg måtte have fat i dig. For det var vel Tine.” Det kom med en usædvanlig tungefærdighed fra den ellers så ordknappe bonde.
”Tine?”
”Ja, og da jeg løb over engen til hende, så jeg hende danse rundt i gården og råbe. Eller hun sang måske.”
”Det er vel ikke forbudt.”
”Hør nu, Janus, hun klarer sig ikke ene. Alt er jo gået i kludder for hende efter at Christen Edvard er rejst fra gården.”
”Det ved jeg.”
Anders lagde en hånd på hans skulder. ”Vi ved, at det er svært for dig. Men det er også strengt at se hende sådan. Få hende dog væk!”
”Væk?”
”Fra huset. Det forfalder om ørerne på hende.”
”Hun vil ikke flytte.”
”Og Lise vil vel heller ikke have hende på Hesselholt.”
Det svarede Janus ikke på.
”Så må du sende hende tilbage til anstalten. De tog jo vare på hende i sin tid.”
”Hun kan tage vare på sig selv.”
”Kan hun?”
Janus stod lidt og vaklede. Han tænkte hver dag på Tine. Han havde også sørget for hende, ansat karlen Christian Edvard til at drive den lille jordlod, og i lang tid var han næsten daglig redet i klitten for at se til hende. Men den unge karl holdt det ikke ud, han rejste efter nogle år, og nye aspiranter bød sig ikke til, skønt Janus lokkede med en rimelig løn. Nu var det langt fra hver dag, han tog turen ned til Tines stadig mere brøstfældige hus, ja, knap nok hver uge, for det blev stadig vanskeligere for ham at holde den afstand, som var nødvendig. Hun var kommet ham så alt for nær på det sidste. Men det kunne han ikke sige til Anton. Han nøjedes med at nikke.
”Jeg tager derned nu, Anton. Sparekassen løber ingen vegne. Og du skal vel besøge familien på Krøggården.”
”Ja. Men jeg tror, du skal skynde dig.”
 
Anton blev hængende på gårdspladsen og gav sig tid til at veksle nogle ord med Lise, da Janus først havde sadlet sin hest og var redet af gårde. Det blev dog ikke til mange ord og ikke et eneste om det, de begge tænkte på. Tine. Og Janus. Og hvordan det skulle gå.
Lise spurgte til den lille familie derhenne på Krøggården. Om han ikke skulle besøge dem, nu han var i Hulsig. Jo, såmænd. Og hvordan trivedes mon den lille Sylvia? Og Karl, snakkede hun videre, han var vel allerede en kleppert, der kunne gøre god nytte. Jo tak, og Anton var godt tilfreds med datterens giftemål og livet på den gamle gård. Anne passede ind på stedet. Skønt de sandelig havde haft deres betænkeligheder i sin tid, da den unge Christian Peter blev så slemt forelsket i jagten i Tråen, at man kunne se ham vandre rundt med bøssen over skulderen tide og utide. Og hvor han så alligevel ingenting nedlagde. Jo, men det var jo så altså deres bette Anne, han havde i sigte. Ikke ligefrem hvad man forstår ved tamt vildt, om man kendte hende ret. Nej, vist ikke, gav Lise ham ret. Der var krudt i det pigebarn. Selv nu, hvor hun var en gift kone med to børn. De lo lidt.
”Jamen så …”, sagde Anton pludselig og steg op i sin vogn, han trak i tømmerne og var hurtigt ude af syne. Lise blev stående længe og så efter ham, eller var det Janus, hun så efter?