Månedsarkiv: august 2012

77 — Hesselholt

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

Gårdens ejere:

Indtil 1637 er det Dorthe Friis til Lindemark, der eje den, og fra 1637 overgår den til Sophie Brahe til Odden, som ejer den indtil 1684, hvor den overtages af Fedder Hansen Høyer, og det lader til, at den drives af en Jørgen Petersson ( muligvis fæster ). Fra 1688 og til 1798 ejes den af Madame Cathrine Holm, Ferslevs enke. Fra 1798 og til 1813 hedder ejeren Mads Pedersen ( der er en uklarhed her, som jeg vil undersøge nærmere på arkivet i Skagen – foreløbig lader vi Mads eje gården indtil da!!! Vi springer så til det helt sikre ejerskab fra 1880 – 1887, hvor gården drives af Kirsten Madsen og efter hende overtager sønnen Janus Christian Martin Hesselholt. Da han dør i 1919 overtager Elise Hesselholt ejerskabet, som hun beholder indtil Svend Otto Hesselholt overtager sammen med sin hustru Kirsten.

Ovenstående var en lidt rodet gennemgang – den vil blive korrigeret snarest …:)

 Hermed en rettelse af ovenstående ( foretaget 26/10 2015) – Efter Mads Pedersen overtager hans søn Jens Madsen gården, og i 1855 overgår den til dennes nevø, Lars Jensen, der gifter sig med Kirsten Madsen, mine oldeforældre.

Et par gamle kilder: Olaus Olavius skriver i sin BESKRIVELSE OVER SKAGENS KIØBSTÆD OG SOGN 1787 følgende om Hesselholt:

Heiselholt, formodentlig saaledes kaldet i Anledning af de der omkring fordum voxende Hesselhtræer. Denne Gaard staaer, efter Beretning, paa samme Sted, som den først er blevet bygget, formedelst at Sandflugten for den største Deel hidindtil har skaanet det der tilhørende Agerland, endskiønt at Engbunden dog derhos har liidt nogen Skade. Sandmiilene nærme sig ogsaa til dette Sted Aar efter andet, hvorfor Beboerne ere udsatte for Frygt og Fare at tabe ligesaa meget som deres Naboer. ( citat slut)

Som vi skal se, så gik det jo også galt, og gården blev flyttet:

A. P. Gaardboe skriver i sin historisk-topografiske beskrivelse af Skagen Landsogn fra 1874  følgende:( Fra den sprogligt moderniserede udgave fra 2006 – red. Hans Nielsen)

Hesselholt. År 1684 tjener til Fedder Hansen Høyer i Skagen havde 7 skpr. 1 fdkr. hartkorn. Er nu det eneste sted i sognet, som har over 1 td. hartkorn, nemlig 9 skpr. 2 fdkr. 1/1 alb. Navnet tyder på skov, og endnu findes på ejendommen et lille egekrat, som nu er det nordligste af de flere partier af egekrat, der med visse mellemrum mærkeligt nok findes i en næsten lige linie langs åsen eller højderyggen af dette lavland. Fra syd findes de første spor af egekrat på en høj rimme sønden for stedet Rød i Raabjerg Sogn og træffes igen ved Jennet, Gaardbo, Hede og Lodskovad i samme sogn. Om dette kun er en følge af, at højderyggen, som først er kommet oven vande, ved sin ælde har kunnet frembyde de betingelser, egeskovens fremkomst fordrer, eller at leret her ligger højere kunne måske afgøres ved en geologisk undersøgelse. Hesselholt har tiligere stået længere nod norvest, omtrent lige øst for Klarup, og det var af frygt for sandflugten, at det 1810 blev flyttet så langt som muligt mod sydøst næsten til Raabjerg sogneskel. År 1637 skødede Dorthe Friis, salig Mogens Godskes til Lidemark, til fru Sophie Brahe til Odden noget gods i Skagens Sogn, nemlig Hesselholt, som fyldte 1 tdr. saltede kuller ( dvs. 3 tdr hartkorn), og Skaauelsager, som er øde og et øde bol. 

Om min farfar Janus Hesselholt. Til hans begravelse d.10 December 1919 blev følgende salmer sunget: Før talen: “Jeg ved paa hvem jeg bygger”– efter talen:  “Tænk, naar engang den Taage er forsvunden” og ved graven disse to: “Lær mig, o skov, at visne glad” og “Dejlig er Jorden.”

I Vendsyssel Tidende 30/10 1919 stod flg. at læse:

“I Aftes kl.9 døde en i vide kredse kendt og agtet og afholdt Mand, Avlsbruger Janus Hesselholt, Hulsig. Afdøde, der blev 62 Aar gammel havde i længere Tid skrantet paa Grund af en Sygdom i Blodet. saa stødte en Lungebetændelse til, og efter 8 Dages Lidelser, maatte han bukke under.

Janus Hesselholt, der var broder til længst afdøde Slagter Mads Hesselholt, Skagen, var Indehaver af Fædrendehjemmet dernede i Landsognet. Hans Enke er en Datter af den gamle Sognefoged Houkjær. 4 raske Sønner, hvoraf en har Lærereksamen, er vokset op i Hjemmet.

Afdøde, der var Medstifter af og Direktør for Hulsig Sparekasse, var gennem Aarene tillige Indehaver af mangfoldige Tillidshverv, dem han alle røgtede med den største Samvittighed. Af mangfoldige Sommergæster vil han være særdeles velkendt, idet han besørgede den meste Personbefordring fra Hulsig Station til Kandestederne. Janus Hesselholt var en brav dansk Mand, sin Hjemegn en dygtig Repræsentant og sit Fædreland en god Søn. Ære være hans Minde.( Chr. H. L.)

Herunder det vistnok ældste billede, vi har af gården:

https://blog.hesselholt.com/wp-content/uploads/2011/11/Hesselholt2.jpg

På billedet ses gården Hesselholt ca.1916 – det er fra højre, min farfar Janus Hesselholt, så kommer sønnerne Lars, Otto, Magnus og Karl.

Her er et endnu ældre billede af de fire brødre:

Herunder et par billeder fra gården og dens indbyggere i hine fjerne tider:

Elise Hesselholt var jo også engang en ung pige. Det ser vi her:

Den unge Elise som blev gift med Janus Hesselholt og altså min farmor. På billedet herunder ser man dem i deres velmagtsdage – eller måske er de stadig unge, men farmor har fået et værdigt og bestemt udtryk i ansigtet – det ufærdige og sarte pigeansigt ovenfor er væk. Jovist er hun blevet voksen og sikkert også mor til de fire drenge.

  

De nåede at holde sølvbryllup – 2 år før Janus’ død i 1919:

Min farfar døde allerede i 1919. Hans far blev kaldt Vester Lars, og jeg vil i det følgende citere, hvad Lars Hesselholt skriver i sine Hulsigminder om sit hjem og sin familie:

“Mit hjem var gården “Hesselholt”. Navnet er nok sammensat af hassel og det tyske “das Holz”. Gården lå i sin tid henne ved klitrækken, men omkring 1820 måtte den flyttes på grund af sandflugt. Alt brugbart materiale blev brugt til opførelsen af husene. Senere blev der bygget en del til af munkesten fra den tilsandede Sct. Laurentii kirke. Stenene kunne de bare hente. Min bedstefar hentede mange læs. De tunge kampesten hjalp de tilstedeværende med at læsse når de fik en flaske dram. Bedstefar havde ikke dram med, men han var meget stærk, over 3 alen høj, og kunne alene læsse vognen til stor forbavselse for tilskuerne. Det fortælles, at der engang var nogle stærke mænde, der kunne føfte og holde den lange bænk i stuen vandret op. Da de havde prøvet med mer eller mindre held, tog han bænken i tænderne og holdt den vandret ud i stuen. Så var de duperet, men han døde ret ung af lungebetændelse. Men far, Janus Chr. Martin Jensen, var kun 12 år gammel, og min farmor sad for gården i mange år og holdt den i god drift efter den tids forhold.

Min farmor havde forskellige bestyrere, men hun var altid øverstbefalende Min far kom først i skole, da han var 10 år, men da han var 12 år havde han regnet alle den tids regnebøger ud. Hvad han lavede til 14 års alderen, ved jeg intet om. Han var landbrugselev ( vist Ladelund) og senere på højskole. De almindelig skolefag var han forlængst ovre, men han læste engelsk og forbavsede os, da den engelske flåde lå i bugten og nogle officerer kom op til gården. Han talte ret flydende med dem, og vi blev inviteret til at besøge dem om bord på krydseren Lion. Vi var der, og det blæste, og jeg var nok lidt søsyg.

Til gården hørte et gammelt egekrat fyldt med liljekonvaller. Der går mange fortællinger om det, bl.a. at de 12 apostle skulle ligge nedgravet der. Min farmor fortalte hvad hun havde fået fortalt. Et skib sejlede fra Le Havre og skulle til Skt. Petersborg. Det strandede ved Karred og forliste. En mand gik tidlig morgen til stranden, hvor han fandt 12 trææsker og en større kasse. De 12 sølvfigurer , og den store kasse indeholdt et harmonium. Han gik hjem og fik tjenestekarlen til at hjælpe sig med det ilanddrevne,som de stillede ind i vesterstuen, hvor de fyrede godt. Ved aftenstid kom et sort får gennem gården, og harmoniet begyndte at give lyde fra sig. Det var spøgeri, og om aftenen kørte han og karlen de 12 kasser og harmoniet væk og begravede det hele i klitten, vist ved det gamle egekrat. Karlen fik et strikket halsklæde for ikke at snakke om sagen. Flere gange så man, at der brændte lys ved det gamle egekrat, men det var nok lygtemænd.”

Ja, det var min onkels forklaring på den sære historie om De 12 Apostle – der findes andre versioner, men jeg holder mest af den her, for den hørte jeg af min bedstemor og andre gamle i min barndom. Og det er ganske vist. I et interview til Berlingske Tidende, fortæller strandfogde Karl Krøg den samme historie, og da journalisten spørger, om den er sand fra ende til anden, svarer han, at det er den ikke, men at sige, at det er løgn er det samme som at sige, at hans familie har løjet i fire generationer.

Videre med Lars Hesselholts minder:

“Min far havde en større bogsamling om landbrug og dyrenes anatomi og pleje og pasning, men han havde vist mere interesse for forskellige andre ting. Var der på egnen et sygt dyr, blev han altid hentet. Men han kom efterhånden ind i så mange andre ting. Da han døde i 1919 havde han over 20 såkaldte tillidshverv, direktør for Raabjerg Sparekasse, opkøber af svin til Hjørring Svineslagteri, formand for sygekassen og mange andre ting.

Efter hans død blev min bror, Otto, hjemme på gården og måtte overtage de fleste af tillidshvervene. Han var kun 22 år, og det var mere end han kunne overse, og det hele var ved at løbe sammen for ham, men med lidt knirken og knagen fik han det hele afviklet.

Apropos tillidshvervene er her et uddrag fra Vendsyssel Tidende 14. Nov. 1938. Det handler om Raabjerg Sogns Sparekasse i anledning af Sparekassens ophør. Frederikshavn og Omegns sparekasse overtager den efter 64 år. Den er stiftet i 1878 som “Spare-og Laanekassen for Raabjerg Sogn.”

Man læser i artiklen, at i 1875 “ansattes Formandens Løn til 6 Kr. aarligt. 1879-80 steg den til 20 – 30 Kr. Senere i 1893 forhøjes den til 100 Kr.

“Den samme beskedne Løn begyndte også følgende Formand, Gaardejer Janus J. Hesselholt, Hulsig, med. Verdenskrigens Højkonjunktur naaede ikke højere en til 700 kr. medens der til Kontorarbejde i Sparekassen bevilgedes 200 Kr. Kontordage d. 11 i hver Maaned i Jennet og i Aalbæk.“…Gaardejer Janus Hesselholt, Hulsig, der ogsaa fik stor Betydning for Virksomhedens Trivsel, var født den 29. Maj 1859 og døde 2. September 1919. Hesselholt, der i en Periode var Medlem af Skagen Landsogns Sogneraad, var desuden i en lang Aarrække Modtager af Svin i Aalbæk for Hjørring Andelssvineslagteri. Han var en meget afholdt Mand, jovial og folkelig og havde en stor Bekendtskabskreds over hele det nordlige Vendsyssel. Han var tillige en glimrende Fortæller, hvem alle gerne lyttede til eller fik sig en Passiar med. Hans forholdvis tidlige Død var derfor ogsaa et føleligt Tab for Sparekassen, hvis Virksomhed han til det sidste omfattede med stor Interesse.”

Det følgende vil være et lille familiealbum fra gården og dens liv:

En stolt Magnus – bilist i 20’ernes Danmark. Han kørte for vognmand Saxild – som barn troede jeg, at bilen var hans. Det var den ikke. Men en stolt chauffør var han så vist.

Herover udvinder han ny jord af heden – men ikke med “min hakke min skovl og min spade” – han var fremskridtets mand – bondemand. Og sådan så den mand ud, mor forelskede sig i. De blev først gift i 1935, altså 8 år senere. Hvad mon de bedrev i mellemtiden? Otto havde giftet sig med sin Kirsten, og her ser vi Vibeke eller Jørgen i dåbskjolen

   .

Her har to af sønnerne netop fundet deres udkårne – fra højre Otto Hesselholt med Kirsten og ved siden af dem Magnus Hesselholt med Vera. I midten står Elise Hesselholt omgivet af sine sønner. Til venstre Lars Hesselholt med sin Magda. Og så mangler jo Karl. Hans sindssygdom har cuttet ham af familien, og han befinder sig på Hospitalet i Viborg, hvor han levede resten af sit liv. Jeg ved ikke under hvilke forhold, men det vil jeg finde ud af. Under alle omstændigheder var sindssyge i familien en stor skam i de tider, og han blev aldrig omtalt og kom heller aldrig mere hjem.

Så blev der bryllup. Omsider. Heldigvis. Hvor skulle vi ellers være kommet fra. Her er endnu ingen børn, bortset fra Lars og Magda Hesselholts fire drenge. Kun tre af dem blev voksne: Janus, Knud og Poul. Dem husker jeg selvfølgelig, men deres børn igen kender jeg ikke.

Herunder et par gårdbillede. Det første er fra 1941 og det næste må være nogle år nyere, for både Vibeke og Jørgen er med som små børn og de er vel fra 1939 – 41 tror jeg.

      Herunder et par billeder af gården i 60’erne

76 – Hulsig igen – Erikslund –

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

13/1 1926 sælger Erik Jensen til sin søn Laurits Chr. Jensen ifølge skøde læst 7/7 1884: 8b 14r 14y – Erikslund kaldet – købesum 9000 kr.

Erik Jensen kom fra Bunken i 1901 og købte gården af Ole Houkjær. Erik Jensen var broder til Jacob Himmerigs kone Marie. ( fortæller Einar Husth nov. 1984)

I et brev fra Henning Leed til Jens Sovkrog står der: “Erik Jensen = Øster Jerriks Søn kom til at bo i den Ejendom, som nok Ole Houkjær boede, før han kom til Rumpen ( = Klarup) – Mon det ikke var noget jord, at Ole fik af sin Svigerfar Chr. Krøg. ( Notat i lokalarkivet)

Folketælling fra 1906:

Erik Jensen f. 16/9 1856, Avlsbruger – Marie Martine Jensen f.21/5 1858, husmoder – Marie Jensen 14/7 1888, barn – Kristiane Jensen 29/8 1893, barn – Laurits Chr. Jensen 16/12 1899, barn.

I sine erindringer “Hulsigminder” omtaler Lars Hesselholt gården sådan her med fokus på den store knaphed på midler, der har været i de små husmandshjem: “Længere mod nord boede Erik Jensen ( Jerrik). Han drev et lille tidssvarende landbrug, 4 – 5 køer og 1 hest. Engang var jeg med min mor hos Jerriks, og for at forstå de smålige kår, folk levede i, må jeg fortælle, at Jerriks kone havde fået en søn, Laurits. Hun var ved at pusle ham, da vi kom, og han var, som børn ofte, bleven hudløs nedenom. Drengen skulle strøes med noget, og hun fandt et gammels ormstukkent bordben, dermed dryssede hun ham, og han blev en stor, stærk mand, der i dag driver ejendommen.” ( Citat slut )

Som det fremgår af indlæg 72, så hed både Lundholm og Krøggården oprindelig Hulsig. Erikslund er en udstykning fra Krøggården. Laurits Jensen ( gårdens næstsidste ejer ) skriver fløgende om gården – det er fra et notat på det lokalhistoriske arkiv i Skagen):

Lauritz Jensens Sted er bygget af Ole Houkjær på en parcel af Krøgs for 100 år siden ( ca.1869) Lise Hesselholt er født der. Lauritz’ mor var Søster til Niels Sovkrog ( = kongens kusk) – der var kun de to. Erik byggede til i 1924. Han havde sit Værksted i Hjørnet. Laden er bygget af Strandtømmer – Mastetræ og Rær. En Raa ses i sin fulde længde. (Lauritz Jensen juli 1969)

AHA!!! Her så tæt ved Tråen er min farmor altså født –

Laurits var 1938 – 1960 redningsmand.

I et tidligere indlæg = nr.66 om Hjemstavnsroman fortæller Ellen Åmand om Laurits Jensen og hans liv og levned – det er spændende læsning, der skaber liv i de gamle tider, så vi fornemmer dem!

Her er et uddrag fra et interview fra Skagen Avis 24/1 1976 i anledning af Laurits og Kristas guldbryllup:

“ – Har du nogensinde været bange, når du skulle ud på det oprørte hav for at redde mennesker?

– Når først man skulle ud i redningsbåden, så kendte man ikke til frygt. Det eneste, der talte var, at man fik de nødstedte søfolk reddet i land.

Da han og Krista overtog gården Erikslund var der et stort jordtilliggende, men det meste af de 300 tønder land var uopdyrket klitområde. Gennem hårdt slid og et spand heste fik man imidlertid opdyrket 30 tønder land markjord.

– I begyndelsen af 40’erne blev det store klitområde fredet, og vi fik en erstatning på 400 kr. … Under krigen gravede vi tørv … sammen med opdyrkningen af jorden var det hårdt slid, og ofte måtte man på vagt om natten efter en hård arbejdsdag. Men sådan var forholdene dengang, og man knyede ikke for at tage fat.

– Jorden fik et godt lag mergel, kalk og gødning, og derved kunne der gro så at sige alt.

-Krista: mange mødte op for at se hvedemarken, for de kunne ikke rigtig tro på, at det kunne lade sig gøre på den lette jord.

Lauritz er aktiv i Hulsig Husmandsforening og æresmedlem af De danske Husmandsforeninger og formand og kasserer i sygekassen. Initiativtager, da Hulsig fik forsamlingshus for 26 år siden ( = 1950) – rejste til Ålborg og købte en husvildebarak, som vi rev ned og genopførte i Hulsig.

Her et par billeder:

Her er et billede fra tiden lige efter guldbrylluppet

Og her et billede af den ganske unge Laurits:

En ganske flot fyr, den Laurits, og så var han som sagt også flittig, både med gården og med arbejde i det lokale samfund, bl.a. var det vist på hans initiativ, at der i sin tid blev “hentet” et forsamlingshus og opstillet i Hulsig.

Som tidligere nævt staves navne med eller uden det ene og det andet bogstav, så den rette stavemåde kan jeg ikke garantere, når jeg skriver om disse Hulsigfolk.

75 Karredgårdene

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

Vi forlader ikke kystegnen, men foretager et lille spring til gårdene kaldet Karred. Også det navn er lidt svævende brugt, her er f.eks. et uddrag af Gaardboes beskrivelse af Lundholm, og han skriver: “Stedet, som før det flyttedes, hed Karred og stod i klitterne omtrent 1/4 mil i nord for Hulsig, blev kaldt Lundholm.

Det Karred, vi her skal se på, er delt op i Store Karred og Lille Karred – og vil vil først se på den store gård matr. 9.

Først ejerne af gården helt tilbage til 1801, hvor den var i fæste af Jørgen Jepsen, der også var skrædder. Fra 1802 til 1805 ejedes den af E. Kommerceraad Rasmussen, og det stadig er Jepsen, der er fæster, hører vi ikke, men den købes i 1805 af Henning Høst Ring til NR. Eskier og Bangsboe, så det er åbenbart stadig en fæstegård, men i 1809 står Jens Mortensen som ejer, og han har den åbenbart indtil 1834, hvor den overtages af Peder Jensen, der i 1854 lader den overgå til sin søn, Christen Pedersen gift med Mette – de driver gården indtil deres søn Peter Johan Pedersen overtager den i 1890 og driver den indtil 1899, hvor den overgår til Anders Christian Thomsen, men han står kun opført som ejer et enkelt år, og i 1920 overgår den til hans søn Carl Henning Thomsen.

Et par billeder af Karredgård ( Store Karredgård)

  

Anders Christian Thomsen og hustru ved arbejde med at spinde og karte:

Jeg har læst et par steder, at det spøgte voldsomt på gården – det var noget med de berømte sølvapostle – og efter sigende flyttede Peter Johan Pedersen fra gården af den grund – sønnesønen Carl Henning var åbenbart ikke overtroisk, han blev i al fald boende.

Henning Leed har fortalt følgende 6/12 1946:

“…. Chr. Pedersens Ejendom, senere tilhørte den Anders Chr. Thomsen … jeg har hørt fortælle, at de ikke kunne have Haspetræ staaende uden at de blev rørt af Menneskehænder, og min kone fortalte, at hverken Chr. Pedersen og hans Søn Peter turde gaa udi Laden uden at have en Lygte i Haanden …” ( notits fra Tinghusets arkiv)

I et skøde fra 1809 står der, at Høst Ring sælger gården til Jens Mortensen for 200 Rbdr. dansk courant.

Lutter idyl har der bestemt ikke hersket på den gård, dels spøgte det som sagt, og dels ramte lynet den en dag og dræbte tre af beboerne. Der stod i Bladet SkagenLand i 1802 følgende notits: …”Samme Nat dræbte en Lynstraale 3 Mennesker paa een Gang nemlig en Kone, hendes Datter og en fremmed Dreng, der stode i Døren i Karred, en Bye en Miil fra Skagen.”

Og i Skagen Kirkebog kan vi læse følgende. “August 1802 – Jørgen Jensen Skrædders kone Birthe Pedersdatter 33 år dræbt af Lynild, bemeldte Mands Datter Else Jørgensdatter 11 år dræbt af Lynild Christian Svendsen 16 år ligeledes dræbt af Lynild.

Med hensyn til spøgeriet står der i et brev fra Henning Leed til Jens Sovkrog 4/4 1957:

“Det var også Spøgelseshistoriens Skyld, at Peter Johan Pedersen købte Ejendom her i Tversted. Marie sagde til mig, at mens hun tjente ved Faster Met Pedersen, at Kresten Pedersen aldrig turde gaa i Mørke ned at give hestene Foder uden at have en Lygte med ud i Laden, om der har været mystiske Ting tilstede ved man ikke noget om …”

Lars Hesselholt fortæller også om spøgeriet på Karredgården i sine “Hulsigminder”:

Chr. Thomsens gård. De gamle mente, at det var dertil de 12 apostle blev bjerget, og derfor spøgte det stadigvæk på gården. I hvert fald var de altid hjemsøgt af uheld. Heste og køer døde ofte af årsager, man ikke altid kunne finde en naturlig forklaring til. Chr. Thomsens søn, Karl, overtog gården efter faderen, men på grund af stadig uheld afstod han gården og flyttede op i “Det bette Hjem.”

Det bette hus ved banen, hvortil Anders Chr. Thomsen flyttede. Skagensmalernes berømte model “Elsie” boede sine sidste år i huset hos dem.

Et lille uddrag fra en Skifteprotokol: “Skifte efter afgangne Peder Nielsen i Karred beg. 22. Maj 1790 og sluttet 7. Juni. Anno 1779 den 22. Maj som rætte 3.te Dag efter afgangne Peder Nielsen Skrædder, Fæster af et lidet Stæd ved Karred Bæk i Skagen Sogn, Karred kaldet, Steenbecks Eiere tilhørende … afdødes efterlevende Ellen Jensdatter og Stenbecks Udarvinger, siden ingen Livsarvinger var.”

En Folketælling fra 1834 viser flg.: Huusfader er Peder Jensen 44 år gift med Margrethe Pedersdatter 37 år – de har følgende 5 børn: Peder Christian Christensen 16 år – Marie Pedersdatter 14 år – Jens Houkjær Pedersen 12 år – Christen Pedersen 8 år – Christian Pedersen 2 år. Desuden bor der to aftægtskvinder på gården: Margrethe Christensdatter 69 år – Ane Marie Nielsdatter 63 år.

Der vil blive tilføjet billeder senere.

En anden ( eller den anden) Karredgård – matr. 10  Om den virkelig kaldtes eller kaldes den lille Karredgård, ved jeg ikke – den er i al fald ikke lille.
Men også her må billederne vente lidt. Nu i al fald hvad jeg indtil nu ved om gården:

Ejere:

1834 – 1835 – Lars Chr. Jensen ejer den indtil den overtages af Peter Sørensen Trane, men allerede i 1836 hedder ejeren Christen Christensen Hjort, der i 1858 overgiver den til ( sønnen?) Henning Christensen Hjort. Fra 1897 til 1911 hedder ejeren Chr. Senius Pedersen –  jeg ved ikke præcis, hvornår den overtages af Oscar Husth, men han har den til 1970
Han var gift med Agnes.

Jeg har ikke meget materiale om den gård, men dog en enkelt folketælling fra 1860:

Henning Chr. Christensen 25 år, han er også smed og gift med Grethe Nielsdatter 26 år På gården bor desuden to aftægtsfolk: Chr. Christensen Hjort 58 år – Mariane Sørensdatter 56 år. Der er ingen børn.

Der er endnu en interessant gård på matriklen – eller to måske. matr. 9b. – den ene gård er den, der blev kaldt “TINES HUS” og den anden er den gård, der indtil for nylig ejedes af Erling Husth og som nu er rakt ned og på stedet ligger nu STADUM – et moderne landsted.

Først lidt om Tines hus.

I 1857 udstykkes Karredgården, den oprindelige ejendom beholdt Peder Jensen ( overtages af sønnen Christen Pedersen,  og den udstykkede parcel fik Jens Houkjær Pedersen ( = Jens Pi’esen) og Karen Marie Jensdatter ( min farfar Janus Hesselholts onkel og tante), og således blev gårdene delt mellem brødrene Christen ( matr. 9a) og Jens ( matr. 9b)

Senere arvede Jens og Karen Maries datter Martine Ane Kirstine Jensen ( = Tine) stedet. Hun var enebarn og ugift og boede i mange år alene på gården, der fik lov til at forfalde. Hun var en særling, og forfatteren Søiberg har brugt hende som model i en af sine egnsnoveller.

Ejere af matr. 9b. Listen er ikke lang, men først ejer Jens Houkjær Pedersen den og fra 1855 overtager Tine. Den købes så af Elise Hesselholt, vist nok i 1923 og hun sælger den i al fald videre til Chr. Husth i 1928.

Lars Hesselholt skriver i sine erindringer:

“Lidt længere mod øst boede Jens Piesens Tine i sit fædrende hjem. Det forfaldt efterhånden. Væggene faldt ned, og da det så alt for galt ud, købte vi hendes forfaldne huse og lagde hendes jord til en hedelod, der lå der ved. Vi byggede en lille langbrugsejendom der på. En lille, god gård, men det var en dårlig forretning. Chr. Husth overtog ejendommen, der blev en veldrevet ejendom, hvor han nu bor. ( Citat slut).

Et notat på Skagen Arkiv siger følgende: Chr. Husth overtog efter Otto Hesselholt 1/5 1928. Magnus var da bestyrer af Hesselholt.

Jeg har altid troet, at gården blev bygget til min onkel Karl, som imidlertid var ude af stand til at drive den, da han led af “ungsomssløvsind” – sådan kaldte min bedstemor det, men han var vist skizofren.

Et andet lille notat, som findes på Lokalhistorisk Arkiv siger følgende om gården: “Christian Husths ejendom blev bygget af Otto Hesselholt i 1923. Alle de indvendige døre med fine messinghåndtag er fra Tines Hus. Muligvis var salget sket i forbindelse med sparekasseskandalen – måske var også Karl Hesselholt indblandet. ( Marie Husth 28/8 1987)

Jeg har hørt om den skandale, da jeg var barn. Men det var meget tys tys … og det var ikke min far, der fortalte mig historien, men min bror Anders. Indtil jeg har helt rede på den historie, vil jeg ikke omtale den yderligere – og måske i det hele taget lade det ligge.

Og endnu et citat – notat fra arkivet i Skagen:

Christian Husths Gaard blev bygget omkring 1922 af Hesselholt. Otto har haft den før Chr. Husth. Den blev bygget på Hesselholts hedelod. (Oscar Husth).

Om Chr. Senius ( Karred) skriver Lars Hesselholt i sine “Hulsigminder” flg.: “Han anstrengte sig for at være “den pæne mand” og fik også en del tillidshverv, som blev pænt passet. Hans kone Stine eller Kristine var ældre, da de skulle giftes. De kørte op til Hulsig Kirke, men den var ikke opvarmet, og præsten i Skagen havde glemt, at der skulle være bryllup. Der var dengang kun én telefon i Hulsig, nemlig på stationen. Gennem den fik de bud til præsten, som lovede at komme så snart som muligt. Nogle rådede dem til at køre hjem i varmen til præsten kom, men bruden ville ikke tage fra kirken før hun var lovformeligt gift. De blev der, og præsten kom og de blev gift og levede, så vidt vides, lykkeligt i mange år. De havde to døtre Gerda og Agnes. Gerda ville være sygeplejerske, men sled sig selv op og døde, vist af lungebetændelse, på Hjørring Sygehus. Agnes blev gift med Oscar Husth, og de har hjemmet nu.

74 De to Tranegårde

Udgivet den af
2

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

 
Ligesom der er to Krøggårde ( der ganske vist også har andre navne, Lundholm f.eks. eller Hulsig! ) så er der også to Tranegårde, nemlig i Tranestederne, der befinder sig helt ude ved kysten nordligst – nå ja, nu skal jeg sørme passe på, for verdenshjørnerne vender helt forkert heroppe, og nord er øst og syd er vest, og jeg skal komme efter dig! Det er altsammen grenens skyld – den hælder, så det hele kommer ud af kurs. Men pyt med det, du har sikkert forstået, hvor Tranestederne er og gårdene ligger – hvis ikke, kan du blot følge Tranevej helt ned til havet, og du kommer uvægerligt dertil. De to sidste gårde på vejen er Tranegårdene.
Olavius skriver i sin “BESKRIVELSE OVER SKAGENS KIØBSTÆD OG SOGN fra 1787 om Tranestederne:
“Tvende Bøndergaarde, beliggende ved Tranen, en Egn eller liden Landstrækning, som formodentlig har fået sit Navn af Tranefuglens Forsamling sammesteds i forrige Tider … eller som andre mene, Stedets første Beboer Trane, hvis Marker upaatvivlelig have været meget frugtbare, inden de i Vester og Nord derfra beliggende hæslige Sandmiile oversvømmede Eiendommen, og det saaledes, at paa begge disse Gaarde neppe nu for Tiden skal kunde saaes meer, end 1 !/2 Tønde Byg og 2 til 3 Tønder Havre.”
Jeg køber den med Tranerne. De er vendt tilbage nu og yngler her. Se engang billederne, som min datter Mette tog forleden dag. De står på marken ved August Tranes Tranegård:
 
  
 
Den første TRANEGÅRD, man kommer til, når man kører mod stranden skal vi høre lidt om her. Billederne bliver føjet til senere, for jeg mangler min scanner her. De kommer dog og pynter på siden.
Her er en liste over ejerne:
Indtil 1797 ejedes gården af Jacob Jørgen Steensbeck, hvorefter den overtoges af Niels Pedersen Karred, der dog kun ejede en et år, for 1798 gik den til Lars Jensen Karred af Rannerød, og han drev den indtil 1806, hvor den blev overtaget af Ole Sørensen Trane, der er ejer af to ejendomme, idet han også har Karred. Han sælger dem begge i 1809 til Chr. N. Trane. Fra 1809 til 1833 driver så Chr. Nielsen Trane Kjøbsted ejendommen, som i 1833 overtages af sønnen Thomas Chr. Christensen Trane, der har den indtil 1878, hvor den overtages af Christian August Thomsen Trane. Fra 1904 til 1973 drives gården af Niels Pedersen.
Da Christen Nielsen købte gården i 1807 af Ole Sørensen Trane, byttede de gårde, så at Ole Sørensen overtog Christen Nielsens ejendom i Højrup ved Hirtshals.
Her er en folketælling fra 1801:
Lars Jensen staves Laurids Jensen, men det er ret typisk, at man staver, som vinden blæser. I 1801 boede der kun to folk på gården, og det var ægteparret Laurids ( = Lars) Jensen og Anne Rasmussen, henholdsvis 40 og 31 år.
Her en folketælling fra 1834:
Thomas Christian Christensen 23 år – han driver gården og også fisker, ugift. Christen Nielsen 67 år, hans far er på aftægt, og det samme er hans mor Ane Larsdatter 59 år – desuden bor to af af Thomas søstre og et uægte barn på gården, en søstersøn, men den søster hører vi ikke om. Faderen er matros Jens Rasmussen, og det er også ham, der betaler for drengens underhold. De to søskende er Marianne Christensdatter 18 år og Dorthea Christensdatter 13 år. Den “uægte” dreng hedder Lars Christian Jensen.
Folketælling fra 1845:
Thomas Chr. Christensen 33 år og nu er han gift med Grethe Marie Christensdatter 28 år og de har fået to børn: Ane Line Christensdatter 5 år – Christiane Christensdatter 4 år.
Desuden boede i huset en tjenestekarl, men navnet er ikke oplyst.
Her et gammelt billede af gården ved siden af et helt nutidigt.
 
 
Og nu en folketælling fra 1860:
Thomas Christian Christensen 49 år, han er alvsdyrker og gift med Grethe Marie Christensdatter 44 år. De har tre hjemmeboende børn: Christiane Christensen 19 år – Amalia Christensen 12 år og Christian August Christensen 5 år.
Ane Line, som nu må være 20 år eller død, hører vi ikke om. Hun bor ikke mere hjemme.
Billederne vil blive sat ind her:

  
Her ser vi den helt unge August Trane som soldat og den noget ældre August
 
Her kommer lidt om Tranegården skrevet af Lars Hesselholt i det lille skrift “Hulsigminder”:
“Længst mod nordøst i sognet lå der 2 Tranesteder. Sydligst boede August Trane, hvis ejendom var ret stor, 8 -10 køer. tillige var August Trane strandfoged. Han var ret velhavende, men han satte altid sine penge i Sparekassen i Hjørring, for så var der ingen, der kunne finde ud af, hvad han ejede.
Efter 1. verdenskrig foregik der et stort spritsmugleri. Der kom meget sprit herop. Spritbådene holdt til på Herthas Flak, og i nattens mulm og mørke kom de fra kysten og hentede spritten ind, oftest ved Bunken Plantage. Når en spritbåd følte sig usikker, smed de tit spritdunkene ud, og i årene omkring 1927 drev der flere hundrede dunke ind på stranden mellem Bunken og Tranestederne. August Trane sendte derfor bud til politimester Folden i Frederikshavn. Han kom i sin bil med et par betjente, og strandfogederne kørte langs stranden og opsamlede de mange ilanddrevne 10 liters dunke med fin vinsprit. Politimesterens to ledsagende betjente skulle opnotere, hvor mange dunke, der blev læsset på strandfogedvognene. Af og til sagde Folden: “Den skal De ikke skrive, men bær den op til min bil, for vi skal have nogle prøver”. Det gik ret ofte på, og August syntes efterhånden, at politimesteren fik lidt rigeligt af “prøver” i sin bil. Jeg var tilfældigt til stede og så, at der lå en dunk ved siden af en tangbunke. Jeg kom til at vælte tangen hen over den. Da vognene var godt forbi, fandt jeg dunken, og hos en københavnsk forretningsmand fik jeg essenser og fik lavet en hel masse likør og rom, nok til 2 – 3 års forbrug. Nogle måneder efter besøgte jeg August Trane. Han plejede ikke at være særlig spendabel, men vi skulle dog have et par glas af hans flaske. Jeg forstod, at også han havde fået lidt “prøver” af dunkene. August havde to døtre Magda og Alma. Magda og jeg blev døbt i Hulsig Kirke samme dag, og da pastor Place, som hørte dårligt, fik sedlerne forbyttet, havde vi nær fået forvekslet vore navne. Magda drev en hatteforretning i Skagen, men døde tidligt. August solgte sin gård til Niels Pedersen og byggede et ret stort hus nær ved mejeriet i Hulsig, hvor han for snart mange år siden døde.( citat slut)
På arkivet i Skagen fandt jeg flg. beskrivelse af gården, men uden kildeangivelse, den er blot underskrevet “Lyngby, 7 April 1966) – jeg tror, at det måske er den samme, som underskriver sig “Helge” i Skagen Avis og som var fra en gård i Hulsig, men blev lærer og flyttede til København.
Den lyder:
“Christen Nielsen i Købsted ( 1769 – 1834 ) købte Gaard i Trane i Tidsrummet 1801 – 1810. Gaarden laa dengang ikke paa din nuværende Plads, men var den nordligste af de 2 Gaarde, der da laa næsten til Havet, nord for den nuværende Tornbakrimme. Disse Gaarde blev begge fordrevne af Sandflugten og flyttedes længere mod Syd. ….

1834 dør Christen Nielsen Trane som Aftægtsmand i den af Sandflugt truede Gaard, og hans ugifte Søn Thomas Christensen Trane har overtaget Driften og lever af Fiskeri og sin Jordlod.
Ca. 1850 sker Flytningen til den nuværende Plads paa den sydligste Del af den Jord, der i Forvejen tilhørte Gaarden. (Marianne: her har en eller andet sat et spørgsmålstegn).

1866 skrev Camillo Bruun i “VEd Strand og Klit” om Egnens Tilstand:
“Naar De kommer til Landsognet fra Skagen og kjører op fra Strand længere nordpaa, kommer De over en jævn Sandflade, hvorpaa der ikke findes et grønt Straae. Her har det gamle Transted ligget, det er gaaet under af Sandflugten i Løbet af de sidste 16 Aar. Den samme Skjæbne truede de nærmeste Ejendomme, Jens Chr. Madsens og Thomas Tranes, da vor nuværende Sandflugtscommissiar fik Embedet.
(Sikringen af Stederne ved Beplantning af Sandmasserne paabegyndtes 1860.) Den for 5 Aar siden aldeles ubeplantede Tornbakke-Rimme staar nu iført et smukt og grønt Klittagstæppe. Jens Chr. Madsen og Thomas Trane kunne nu trygt beboe og drive deres Ejendomme, og den sidste, der før var belavet paa at komme til at fraflytte sit Sted har for 2 Aar siden ( =1864) opført den smukke “Rolling” med de malede Bindingsværksstolper, de ser hist henne …”( Bruun citat slut)
Ingen husker i Dag Thomas Christensen Trane ( 1811 – 85), men mange husker hans Efterfølger paa Gaarden, Sønne August Thomsen Trane ( 1856 – 1939), hans sorte Kabuds, hans krumme Pibe med det hjemmelavede Laag mod fygende Gnister og hans karakteristiske Udtryk “Si – Si”: som Kommentar til en eller anden Oplysning, – men stadig ligger den gamle Bindingsværksgaard fra 1864 smukt vedligeholdt af Augusts Køber af ejendommen, Niels Pedersen og hans energiske Hustru Ingeborg.” ( Citat slut.)
Og nu kommer vi til den anden TRANEGÅRD, den der ligger nærmest havet:
Liste over ejere:
Indtil 1796 ejedes gården af Jacob Jørgen Bergh til Steenbeck og fæster var Peder Sørensens moder. Fra 1796 og til 1836 ejede Peder Sørensen Trane ejendommen, som i 1836 overgik til Christen Jeppesen, der var gift med Peder Sørensens datter Maren. I 1845 og indtil 1856 har Christian Pedersen Krøg gården, der dog sander til i 1856 og bliver nedlagt. Nu køber Jens  Chr. Madsen jorden og bygger gården op et nyt sted, og han driver den indtil 1906, hvor den overtages af Anton Peter Jensen, der i 1936 sælger den til skuepiller Johannes Poulsen, der ombygger den til sommerbolig og da han dør efter nogle år, lever hans kone, danserinden Ulla Poulsen på gården indtil sin død. Herefter sælges den til Fru Heering.
Et par billeder. Det første er Anna Krøgs forældre – hende der blev gift ind i Krøgfamilien. Hun var smuk, men det var moderen tilsyneladende også. Billedet må være rigtig gammelt, for Annas forældre er unge her. Min mor ( Vera Hesselholt)  har fortalt, at børnene i Hulsig i hendes barndom, altså i 1910’erne hvert år var til juletræ på Tranegården. Men da må Anna have været voksen og måske gift – det er jeg dog ikke sikker på. Anna var jo enebarn, så der har ikke været små søskende i hjemmet, som åbenbart var meget gæstfrit.



Og som den så ud, inden Heerings købte den for få år siden og helt byggede den om:

 
I en notits i Skagen Avis fra 1939 står følgende:
“Tranegården: Ved Skuespillerforeningens Generalforsamling i København bragte Formanden direktør Ejnar Linden Meddelelse om en meget smuk testamentarisk Disposition af afdøde Skuespiller Johannes Poulsen til Fordel for Skuespillerforeningen. Johannes Poulsen har ønsket, at hans smukke Lystejendom “Tranegården” ved Hulsig Strand, hvor han nu ligger begravet, ved sin Hustru, Fru Ulla Poulsens, Død skal overgå til Skuespillerforeningen tilligemed en nærmere fastsat Kapital, hvis Renter skal gå til Vedligeholdelse af Huset og Gravstedet.” ( Citat slut).

Bemærkning til ovenstående. Jeg modtog forleden et brev fra Ellen Åmand, hvori hun skrev flg. om Tranegården og Ulla Poulsen:

Du citerer fra Skagens avis om Johannes Poulsens donation til Skuespillerforeningen, som blev indskrevet i hans testamente.
Ulla Poulsen foralte os om den, og hun håbede at Tranegården skulde blive et feriehjem for gamle skuespillere, og alt indbo og minder skulde bevares. Dette blev ikke til virkelighed efter Ulla Poulsens död, men Agnete, deres husholderske, som jo fik lov at bo i Tranegården 2 somre og inviterede os ind til thebord ligesom Ulla Poulsen havde gjort, fortalte os, at skuespillerforeningen blev tilbudt at overtage Tranegården som der stod i testamentet, men det  vilde de ikke, da de indså at tiden var löbet fra sådan en feriebolig uden moderne bekvemmeligheder og med renoveringsbehov, som skulde koste meget, så det blev bestemt at Tranegården skulle sälges og indboet sälges på auktion og de skulde så få indkomsten fra dette salg. Agnethe mente, at dette også var sket. I Ullas testamente var der donationer til blindesamfundet og til höreselskabet og disse blev betalt af Ullas formue. Desuden fik Agnethe en stor sum som tak for hendes trofaste liv som husholderske og pasning af Ulla Poulsen i hendes sidste år.
Jeg ved ikke om Agnethe Ebbesen lever endnu, hun flyttede til Bagsvärd udenfor Köbenhavn, og vi skrev julekort til hinanden i nogle år. Måske er der nogen i Hulsig som ved noget om hende. Hun har jo mange minder fra alle de år hun var husholderske på Tranegården.
Camillo Bruun skriver ( Vens.Tidende 1866) følgende:
“Den samme Skjæbne ( = at gå under i sandflugten) har truet de nærmeste Ejendommme, Jens Chr. Madsens og Thomas Tranes, da vor nuværende Sandflugtskommissær fik Embedet. Samdmiler af betydelig Høide laa tæt op til disse Ejendomme, de vare aldeles ubeplantede og beredte sig til at flytte sig og sluge Alt. I 1860 tog vor dygtige Sandflugtscommissær fat paa Arbeidet og dette er nu udført saaledes, at de nævnte Eiendomme kunne ansees for sikrede. Den for 5 Aar siden aldeles ubeplantede Tornbakke Rimme staar nu iført smukt lysegrønt Klittagstæppe.

Lars Hesselholt skriver i sine erindringer flg. om dette tranested:
“Længst mod nord boede Peter Trane, en stor, kraftig mand, som ved flid og nøjsomhed klarede sig hæderligt ved sit lille landbrug, 3 – 4 køer og en hest. Han og hans kone Stine var meget gæstfrie folk. Da “Martin” sidst i 20’erne strandede ved Karred Strand var to af de forkomne overlevende hos Peter og Stine Trane, hvor de fik en god og kærlig pleje.
Peter og Stine havde en datter; Anna. Hun blev gift med Chr. Peter Larsen ( det nordre Krøgsted): Chr. Peter gik meget på jagt. Han drev særlig jagt ved “Tråenrenden” og der omkring. Om han fik ret meget udbytte i jagttasken, ved jeg ikke, men han blev gift med Anna. Peter Tranes ejendom blev solgt til Ulla Poulsen og er nu et pænt sommerhus. ( Citat slut)
Ja, det blev aldrig overtaget af skuespillerforeningen og det trods den testamentariske bestemmelse, som Johannes Poulsen tog i sin tid. Et par år efter Ulla Poulsens død var vi i Tråen og snakkede med nogle fra egnen, som fortalte os, at Dronning Margrethe og Prins Henrik havde været på besøg på Gården. Erling Husth, som viste dem rundt, sagde at de havde været meget interesseret i huset. Vi tænkte, at nu fik vi nok kongelige naboer! Det gjorde vi ikke, men dronningens gode veninde fru Heering købte huset og lavede helt og aldeles om, så det i dag fremstår som en gennemrestaureret pragtgård.
Som det fremgik af den lille avisnotits, så ligger Johannes Poulsen begravet i klitterne ikke langt fra gården. En varm sommerdag hentede vi Anna Krøgs datter Sylvia – se hendes billede i indlæg 71 – Sylvia var da op i firserne, men var helt frisk og huskede alt muligt fra barndommen, og hun fortalte bl.a. om Johannes Poulsens begravelse, for det var hendes far Chr. Peter Krøg der var med til at “berede” gravkammeret, “og” sagde hun, “det jeg nu fortæller har jeg lovet aldrig at fortælle, men nu er det jo så længe siden, at det sikkert er lige meget: Johannes Poulsen er begravet i sin brudeseng.” Ja, nu kom det endda til at stå på en blog. Undskyld! Men det er jo så smukt og ingen kan have skade af den oplysning.
Her er et uddrag fra det ældste skøde på gården ( Skagen Skøde-og Panteprotokol 1796)
Skiøde hvorved Hr. Jacob Jørgen Bergh til Steenbeck tilskiøder Peder Sørensen Thrane, endeel af Stedet Karred i Schagen Sogn, der staar for Hartkorn 3 Fierdingkar for Summa 60 Rigsdaler. Dateret Steenbeck, den 3die Juni d. A. og læst ved Schagens Bytings Ret, Mandagen den 20. Juni d. A. lydende saaledes: Ved Kiøbe Contract af dato 24. November 1795 … den part af Stædet Karred i Schagens Lb. Sogn beliggende, som bemeldte Kiøbers Moeder hidtil har haft i Fæste, staaende for Contribuabel Hart Korn 3 Fierding Kahr …
Steensbeck den 3. Juni 1796
Her kommer et lille uddrag af skødet fra Skagen skøde-og Panteprotokol 1845.
Christen Jepsen af Skagen Landsogn skøder til Christian Pedersen Krøg “mit hidtil eiende og beboede Sted i Skagen Landsogn, Transtedet kaldet, Hartkorn 5 Skpr. 2 Fdk. 1 Alb., som ved Skøde af 31 Maj 1836 er mig overdraget”. Købesum 300 Rigsbankdaler Sedler.
Notat: Under 6. Juni 1836 tinglæst Aftægtskontrakt, hvorved Chr. Jepsen er pligtig at betale sin Svigerfader Peder Sørensen Thrane en aarlig Aftægt.
Som man kan se staves Trane her Thrane – og Jepsen hedder i et andet skrift Jeppesen – men det er bare typisk, som sagt: stavning tog man ikke mere alvorligt end børnene i =te klasse. Ligesom Krøg også ofte staves Krøgh.
Her er uddrag af nok et skøde. Det er fra 1856:
1856 – Tranestedet – Madsen, Jens Christian, Skøde af 28 Feb. 1856 læst 17. Marts s.A til ham fra Sognefoged Christen Pedersen Krøgh paa Ejendommen matr. 8a og 14 k i Skagen Landsogn af HtK. 1 Skp. 3 Fdk. 2 1/4 Alb. …. Købesum 200 Rdl.
Og endelig et sidste skøde: uddrag fra 1888
1888 – Matr. 8a – Undertegnede Jens Christian Madsen af Skagen Landsogn til Anton Peter Jensen den mig iflg. Skøde af 28. Feb. tinglæst 17. Marts tilhørende Ejendom i Skagen Landsogn under Matr. 8a skyldsat for Hk. 1 Sk. 2 Fdkr. 1/4 Alb og under Matr. 14k sammest ( = samme sted) skyldsat for Hk. 1 Fd. 2 Alb. … med samlet Gl. Skat 44 Øre.
Altægt 200 kr. i 5 Aar = 1000 kr. – Begravelse = 50 kr. Udbetaling til Kirstine Marie Jensen = 700 kr. = 1750 kr.
Købesum for den faste Ejendom = 1200 kr. For Besætning og Inventar m.v. = 550 kr. = 1750 kr.
Ved folketællingen i 1801 bor der kun 2 folk på gården: mand og kone og det er: Peder Sørensen 35 år og Maren Christensdatter 29 år
Helt anderledes ser det ud i tællingen fra 1845:
Christen Jepsen 30 år som er gift med Maren Pedersdatter 30 år og de har tre børn: Jeppe Christensen 9 år – Marie Christensdatter 6 år og Lars Christian Christensen og nu kommer det mærkelige – Peder Sørensen 79 år er på aftægt på gården med ikke sammen med Maren ( som nok er død ) som aftægtskone nævnes Kirsten Larsdatter 56 år – hun er måske svigermor.
Folketælling 1860 – som vi husker, så sandede gården til i 1856, og Jens Christian Madsen købte den i og byggede den op et andet sted. Der bor følgende på gården i 1860:
Jens Christian Madsen 37 år – Ane Mikkeldatter 32 år – og datteren Kirstine Marie Jensen 2 år.


 
 
 

73 Intermezzo

Udgivet den af
1

Jeg arbejder for tiden på Tinghuset i Skagen, der rummer et stort lokalarkiv – arkivaren hedder Hans Nielsen, og han er kendt i Skagen for sin store indsigt i byens historie og har lagt navn til mange arbejder om byen – det er hans fine bibliografi over litteratur om Skagen, jeg har anvendt i mine studier om Skagen. Det kan man altsammen læse om i tidligere indlæg.
Og med hensyn til tidligere indlæg, så er de ikke permanente: hver gang, jeg finder nyt stof, flyver det ind i det respektive indlæg, således at disse gerne skulle vokse og bedres hen ad vejen. F.eks. har jeg ikke her i Tranestederne, hvor jeg nu arbejder, hele min billedsamling fra Hulsig, og derfor vil der blive suppleret med billeder, når jeg igen sidder på Sct. Kjeldsvej i Ålum.
Jeg har gjort mig en del tanker om mit projekts videre forløb. Det gør jeg jo hele tiden, og jeg må indrømme, at tankerne flyver vidt omkring, og jeg kan blive i vildrede med, hvor de egentlig er på vej hen.
Lige nu tror jeg, at det på en måde er egnens historie, jeg skal skrive, men krydret med små fortællinger om folk. Og så alligevel, det er her tvivlen melder sig, for hvor meget skal jeg “bruge” = “udnytte rigtig levende mennesker ( der ganske vist er døde!) i en fiktiv fortælling??
Det er jo så moderne at gøre det, men det gør det ikke altid etisk forsvarligt. Eller måske er det noget vrøvl – det er jo alligevel ALDRIG sandheden, man skriver, når man digter, og det er paradoksalt nok ALTID sandheden, man skriver, når man digter.
En forfatter, som havde skrevet om sin hjemegn i romanform, spurgte nervøst sin mor lige inden et interview om sin bog: “Mor, hvad skal jeg svare, hvis journalisten spørger, om det er sandt eller digt, det jeg har skrevet.” “Du skal svare, at det er “sand digtning,” sagde hans mor.
Jeg er bange for at støde nogen, hvis jeg skriver de ting, jeg ved om mine forfædre, der jo ikke kun er MINE forfædre. På den anden side vil jeg ikke skrive en Morten Korch fortælling, hvor alt er lutter gemytlighed. Sådan var folk ikke her. Og deres livsvilkår var så barske, at det skabte barske folk – det er en kendsgerning – vi så eksemplet med tømreren, der fik nobokonen til at agere doktor og dr er masser af eksempler i de gemte fortællinger om folk, der ikke var blødsødne: min oldefar Ole Houkjær ( Elise Hesselholts far ) var en bister mand, og hvis han syntes, at karlen ikke vågnede tidligt nok, kunne han finde på at hælde en spand med svineføde ned over ham til stor irritation for min oldemor, der skulle vaske sengetøjet.
https://blog.hesselholt.com/wp-content/uploads/2012/02/endnu-en-h%C3%A6dersmand.jpg
Tag lige et kik på ham. Han var en hædersmand. Men altså en hidsig hædersmand.

72 – Lundholm ( Hulsig ) og parcellerne

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

Den næste gård i rækken bliver Lundholm, som også undertiden kaldes Krøggården – den var der så altså to af. Men det er i al fald i dag den eneste, der er tilbage, og det er den store moderne gård, der nu også er sommerpension, og som ligger lige vest for banen skråt overfor Hotel Skagen Strand. I gamle dage så den sådan her ud:

Billedet her er fra 1915.

Herunder et billede af Janus og Josefine måske fra samme periode:

På det næste billede ser vi gården, som den ser ud i dag.

Her kommer det, skal lige i kassen først – vent!

Nu lidt om gården:

Nogle mener, at navnet Lundholm ligesom andre navne med lund hentyder til, at der engang voksede skove her – og det kan være lige så rigtigt som det, jeg læste i Skagen Avis fra 12.3 1988. Her står:

“Lundholm” er ikke oprindelig sammensat med lund men det gamle ord lughn “ro” “stilhed” – Så det skulle henvise til en stille bæk. Det lyder jo idyllisk, helt Morten Korchsk, Stillebækken. Lidt komisk, når man tænker på dens langt fra rolige skæbne, truet som den var gang på gang af undergang og tilsanding.

Ligesom så mange andre gårde ejedes den oprindeligt af byfoged Ferslev, hans enke havde den indtil 1799, hvor den blev overtaget af fæster Peder Christensen Lundholm, der drev den sammen med Thomas Christian Hansen ( søn?) indtil 1814, hvor den blev overtaget af sønnen Christen Thomsen, der havde den indtil Thomas Peter Thomsen fik den i 1841, det var ham der genopførte gården Sovkrog. Han havde Lundholm indtil 1870. Derefter hed ejeren Anders Christian Thomsen og på et tidspunkt overgik den til Chresten Jensen ( hvornår?) denne flyttede til Tversted, og gården gik så til Janus Christian Larsen, og det er ham, vi ser på billedet. Han havde gården indtil 1941, hvor Martin Gårdlund købte den, byggede den om og drev et meget effektivt og moderne landbrug. Gårdlund købte jo også nabogården ( Krøggården) og lagde jordene ind over.

Janus Christian Larsen er en af Marie og Chr. Peter Krøghs sønner, og her ser vi et ungdomsbillede af ham:

I en artikel i Skagen Avis 18/12 1982 står der:

“Lundholm giver i dag udkommet til tre familier – ægteparret Martin og Asta Gårdlund og sønnerne Ove og Frede Gårdlund. … Hede bliver til landbrugsjord: selv om der efterhånden ikke er mange steder mere, der kan hentes nye landbrugsarealer, så sker der stadig i det små opdyrkning af hedearealer. ” Og vi hører, at der nylig er lagt 10 nye tønder land under gården.

Tilbage til den gamle gård, der var stor nok til en udstykning – faktisk til flere, men det kommer:

SOVKROG:

I 1821 udstykkede Christen Thomsen en lod af gården, som han solgte til Christen Jensen Klarup. Det er den gård, der hedder Sovkrog, og som vi ser et billede af her:

Vi ser her et uddrag af skødet: “Skøde udstedt af Christen Thomsen Napstjert til Christen Jensen Klarup paa en Parcel af Lundholm Jorder i Skagen Lb. Sogn. Undertegnede Christen Thomsen Napstjert af Skagens Landsbysogn sælger … til Christen Jensen Klarup ibid. Skagens Landsbysogn en Parcel af min til Stedet Lundholm i bmte. Sogn hørende Jorder beliggende Østen for Gaihede, hvilken Parcel bestaar af  … “

Her er en liste over ejerne til Sovkrog ( matr. 5b) Thomas Christian Thomsen, der udstykkede parcellen og solgte til Christen Jensen Klarup, derefter gik den i 1873 til Jens Christian Jensen gift med “Salt Ane” . Janus Chr. Jensen Sovkrog overtog den i 1941. Gården er nu rakt ned og kun møllen bevaret.

På en anden parcel udstykket fra Lundholm blev “Huset ved Banen” bygget. det er matr. nr. 5 c – i 1919 . Anders Chr. Thomsen og Ane byggede huset, da de flyttede fra Karred. Det var Peter Sjællænder, der opførte huset, som blev bygget af sten fra Karred Redningshus, der blev nedlagt i 1919. Peter Sjællænder var en hård negl – han rendte ikke til lægen for ingenting, og engang, hvor han var kommet for skade at hugge sig selv i benet, så der blev en dyb flænge, gik han til Anna Krøg og bad hende sy det for ham. Hun var vel en besvimelse nær og nægtede i første omgang, hvorefter han forlangte nål og tråd af hende, for så ku’ han da også selv!. Det resulterede efter sigende i, at Anna bed læberne sammen og syede flængen, så godt hun kunne.Jo, de var ikke ømskindede, de gode hulsigfolk! Seje mænd og kvindfolk! Jeg husker som barn min onkel Otto fra Hesselholtgården selv sætte en brækket arm sammen! Rende til lægen for så lidt – hvor pivet kan man være?

Huset ved banen vil der komme et billede af på dette sted.

Ejere til Huset ved banen: Den første var Anders Chr. Thomsen, men så vidt jeg kan se, så døde han i 1941 – og hvem der havde huset, indtil Oluf Nielsen overtog det i 1966, ved jeg ikke.

Ret mere om det hus ved jeg ikke, men vender tilbage, hvis jeg finder flere oplysninger.

Vi vil forlade gårdene vest for banen ( og vende os til dem senere ) Nu vil vi vandre ned ad Tranevej og se på gårdene der. Jeg henviser til hjemstavnsindlæg nr.66, hvor Ellen Åmand omtaler gårdene i Tranestederne og ikke mindst krydrer sin beretning med mange oplevelser, som hun har haft i sin kontakt med de mennesker, der levede der for så årtier siden, men som nu er borte. Det er uvurderlige fortællinger.

71 Krøggården – oprindelig Hulsig

Udgivet den af
Svar

 

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

Billedet herover forestiller en dame, jeg gerne ville have kendt. Nu ved jeg ikke så meget om hende, men dog det, at hun er min tipoldemor og at hun hed Christiane. Hendes mand hed Christian Pedersen Krøg, og ham kan jeg ikke vise billeder af, for der findes ingen. Sært nok, for han var en dygtig landmand og sognefoged og afholdt og alt andet godt, men det eneste billede, der fandtes af ham, fik Christiane med sig i kisten, da hun døde.
Karl Krøgh fortæller 21/7 1968:
“Christiane Krøg … har det eneste eksisterende Billede af Christen Krøg med sig i Kisten. Christen Krøg hængte sig, da Elise Hesselholt var 4 Aar gammel. De boede da i den gamle Skomagers Ejendom i Rannerød. Der blev sagt til Elise: “Kan du lige gaa over til Bedstefar og sige, at vi skal have Kaffe.” Hun kom da over og tog omkring Benene af Bedstefar, men kom tilbage og sagde, at Bedstefar hang saa mærkeligt. Han havde hængt sig i den østre Bygning. Deres Hjem var der dengang.
Kristine Houkjær gav Christiane Billedet med i Kisten efter hendes Ønske under Hovedpuden. Kristine røbede det engang overfor Karl, da han spurgte, hvor det Billede af Christen Krøg var blevet af. 
De ejede Krøggården, som i dag er væk, men som lå lige nord for Gårdlunds gård, den store gård ved banelinjen, hvor der i dag er sommerpension, og den er ligesom alle andre gårde i byen flyttet, endda vist flere gange. Jeg vil vise et billede af gården senere. Nu først lidt personhistorie.
fra 1667 – ejedes gården af Fedder Hansen Høyer
fra 1701 – ejedes den af Christen Krøg
fra 1787 – hed ejeren Peder Krøg
fra 1798 . 1819 – hed ejeren Christen Pedersen Krøg
fra 1819 – 1850 – hed ejeren Peder Christensen Krøg
fra 1850 – 1867 – hed ejeren Christian Pederen Krøg – og hans datter Maren giftede sig med Chr. Larsen
fra 1877 – 1911 ejedes gården af Chr. Larsen
1911 – 1935 – Hed ejeren Chr. Peter Larsen og han var gift med Anna Jensen
1957 – Overtog sønnen Carl Krøg Larsen gården, som han senere i 1957 solgte til Martin Gårdlund.
Christian Peter Krøg var travl og dygtig, men vist nok også lidt for glad for flasken, og han endte sit liv tragisk. Det vil jeg vende tilbage til, idet jeg vil slutte dette indlæg med anekdoter om folkene, sådan som jeg har fundet dem i aviser og bøger og på Tinghuset i Skagen ( lokalarkiv).
Christian Peter og Christiane fik tre døtre – Den ældste, Ingeborg, døde som ung, 15 år gammel, og hun døde på sin arbejdsplads i Frederikshavn, hvor hun var tjenestepige. De to andre piger var Maren og Marie. De blev begge meget gamle.
Maren giftede sig med Chr. Larsen, der var møller i Rannerød, og senere overtog de Krøggården, og de gamle flyttede til møllen. De fik en række børn. Dem vender vi tilbage til, for det er farverige personer, og dem husker jeg næsten alle sammen.
Marie giftede sig også godt, nemlig med Ole Houkjær, en hædermand på alle måder, f.eks. var han dekoreret for de mange menneskeliv, han havde reddet. Ole var fra Houkjærgården, der senere blev til Kokholms Hotel, men det er en anden historie. Marie og Ole havde først et lille sted, men overtog på et tidspunkt den større gård Klarup neden for Rumpens Mile, også kaldet Rumpen. Marie fik en smuk datter, nemlig min farmor Elise. Hende vender vi også tilbage til.
Her er et billede af Krøggården, inden den bliver rakt ned i 1986 af den nye ejer Martin Gårdlund, der købte nabogården Lundgård og senere også Krøggården. Billedet her er fra 1964.

 
Her er nogle anekdoter fra gårdens liv. Den første handler om to bønder og udspiller sig i 1867 – den ene af personerne er Christianes mand, Christian Krøg og den anden er A. P. Gaardboe, som i al fald mine “gamle” læsere vil kende. Til evt. nye blot det: også han var bonde og sognefoged, men i modsætning til de fleste andre bønder var han lærd. Han studerede egnshistorie og skrev artikler på et meget højt niveau. Faktisk var han selvlærd videnskabsmand.
Historien, som jeg vil fortælle har jeg fra to artikler fra Skagen Avis, den første er fra 9/12 1957 og underskrevet Helge – den anden er fra 2/4 og fortalt af Christian Houkjær. De er ret enslydende, dog er i den første de to omtalte mænd meget glade ikke blot for at tale sammen den halve nat, men også for at tømme ikke så få glas brændevin. I den anden hører vi, at Chr. Krøg byder på dram, men at Gaardboe betakker sig – for han er afholdsmand ( hm … ) ja, så kan vi jo vælge at tro, hvad vi vil.
Men her kommer historien, som er ganske vist:
De to sognefogder mødtes i Skagen, hvad de lavede der hører vi ingenting om, kun at de ret sent måtte hjemad og selvfølgelig langs stranden, for andet lod sig ikke gøre på den tid. Det var om vinteren, og det stormede, så turen var langt fra behagelig, men de to mænd fandt ud af, at de havde utrolig meget at snakke om, og de lagde slet ikke mærke til, at de blev gennemblødte – hvad de har snakket om, ved vi heller ikke, kun kan vi sagtens regne ud, at det næppe var smalltolk, der hensatte dem i den grad af sanseløs snakkeglæde. Der var en åndsbeslægtethed, som trodsede vejr og vind og skabte glæde.
De kom hjem til Krøggården i god behold, men nu frøs de slemt, og Gaardboe var nem at overtale til at overnatte på gården, og lidt efter sad de inde i sovekammeret, der blev brugt som opholdsstue i den koldeste tid. Nu citerer jeg fra avisen:
“Krøgs kone Christiane gav sig til at stege rødspætter til de forkomne og sultne mænd. At værten forlangte sin kone til at sætte brændevinsdunken på bordet tyder på, at han ikke har kendt A. P. Gaardboe. Denne var nemlig total afholdsmand og agitator for afholdssagen, så der blev ikke skålet ved det bord. Alligevel blev det ud på natten, inden ægteparret kunne lægge sig, og gæsten anvises sit sovekammer.
Tidligt om morgenen måtte Gaardboe så trave resten af vejen hjem til Sønder Gaardboe, hvor han levede sin ungkarletilværelse.”
Længere er historien ikke, men som sagt har jeg fundet en anden version af den, skrevet i samme avis 9/12 1957. Der står heri: “Han beordrede sin kone, Christiane, til at hente flasken, og paa staaende fod fik de to folk sig nu et par kraftige snapse. Alt imens lod Chr. Krøg munden løbe og fortalte løs af sine velkendte krøniker, hvoraf han skal have været i besiddelse af et større lager. Krøgstedet var vidt og bredt bekendt for at være et særdeles gæstfrit hjem, og Chr. Krøg som den bedste fortæller i miles omkreds. Næste morgen blev Peter Gaardboe vækket ved violinspil fra et sideværelse. Det var Chr. Krøgs gamle far, Peder Krøg ( Pier ), der som 80 årig aftægtsmand spillede.” ( citat slut) Pier var en meget yndet spillemand – flittigt brugt til bryllup og andre fester også i Skagen.
Nu ved vi så også, hvorfor Gaardboe var så fascineret af kollegaen fra Hulsig. Han samlede nemlig på folkeminder af enhver slags – har bl.a.studeret overtro i tiden – og her var noget at hente.
Og nu vi er ved fortælling fra den gård, så er denne lille artikel i Berlinske Aftenavis ret interessant. Den er trykt 24/5 1954, og er et interview med Karl Krøg Larsen i Hulsig. Karl er oldebarn til mine oldeforældre, Chr. Krøg og Christiane.

Her ser vi hende langt senere med to af søstrene:  https://blog.hesselholt.com/wp-content/uploads/2012/02/tre-s%C3%B8stre.jpg

Fra venstre: Kristine Houkjær, Marie Larsen og Anna Andersen. Billedet er taget hjemme på Kristine og Peter Houkjærs gård med udsigt mod heden.
For nogen tid siden fik jeg et brev fra et barnebarn af Kristine Houkjær. Og hun fortalte, at bedsteforældrene var meget religiøse, der blev bedt bordbøn og aftenbøn og sunget salmer. Det samme kan jeg fortælle om min bedstemor. Hun var missionsk og meget from.
Marie var ikke from, det havde hun slet ikke talent for, jeg husker hende som en spruttende humørbombe, og hun elskede at fortælle om kærlighed og romantik. Da hun var meget gammel besøgte jeg hende i Hjørring, og vi spillede den samme gamle smægtende slager  på hendes grammofon om og om igen  – hun var ikke langt fra at danse til. Men de andre var fromme, og jeg vil senere undersøge, hvilken rolle Indre Mission spillede i Hulsig
Her ser vi et billede af Kristine i færd med at vaske får, måske er det Peter Houkjær, der assisterer hende?

Jeg har ingen ungdomsbilleder af Christiane ( Kristiane ) – her er det billede, bestemor havde stående af hende:

 
.Herunder en bror, Chr. Peter Krøg, som blev gift med Anna fra Tranestedet

Her under er de i en lidt yngre udgave og sammen med deres børn.

Det er en meget smuk famlie, synes jeg, Anna Krøg var eneste datter og absolut en skønhed. Børnene lignede hende, navnlig datteren Sylvia. Den store dreng er Karl, som senere overtog gården. Den lille er Peter, der ikke blev landmand.
Og en hel ung Chr. Peter ser vi på det her billede fra soldatertiden i København. Jeg har flere af disse soldaterbilleder, men desværre står der kun navn på dette ene. Her har bedstemor skrevet “min broder Peter” hun må vel have ment Chr. Peter? Her er han i al fald i al sin soldaterpragt:

ANNA KRØG:
Jeg besøgte somme tider Krøggården sammen med min bedstemor. Anna Krøg var gift med hendes bror Chr. Peter, men jeg husker ikke meget fra de besøg – bedst husker jeg de dejlige stikkelsbær, men de fortæller jo ikke så meget om Anna. Og der knytter sig helt sikkert gode historier til hendes liv, for hun var farverig om nogen. Og meget smuk som ung – se blot på billedet her: Chr. Peter fandt virkelig den smukkeste brud. Nå, nej, det gjorde min far, men den historie skal vi vente med til Hesselholt-indlægget.
Her er det Anna. Jeg har i forrige indlæg fortalt, hvordan Anna syede en stor flænge i Peter Sjællænders ben. Hun snakkede meget. Men ikke til børn, så jeg var mest i stikkelsbærene, når vi besøgte hende. Men senere, da vi var unge mennesker, snakkede hun med os. Og hun var snaksom som ingen anden – hurtigsnakker var hun også, min bedstemor fortalte mig, at mens alle andre kaldte Christen Peter ved hele sit navn, så blev det i hendes udtale altid kun til “Christen P …” mere nåede hun ikke, før de næste ord var snublet over læberne.
Jeg husker en køretur. Min bror Anders havde lige fået kørekort, og han og jeg skulle hente Anna Krøg – i hvilken anledning husker jeg ikke – men hun skulle altså til Strandby og besøge bedstemor eller far og mor. Hun sad ved siden af min bror og snakkede. Og snakkede og snakkede. I Ålbæk skulle vi have benzin på, så vi standsede ved Hakon Thomsens tank, og jeg gik ind i butikken for at hilse på eller købe slik måske, og imens blev Anna i bilen. Da jeg kom ud var Anders ved at knække sammen af grin: “Se!” sagde han og nikkede mod bilen. Og her sad Anna og snakkede og snakkede. Hun havde ikke lagt mærke til, at hun var ene i bilen. Det gjorde heller ingenting, for hun lavede alligevel ikke så lange pauser, at vi kunne få et ord indført.
En anden lille episode jeg husker: Jeg var feriebarn i købmandsgården i Ålbæk. Annas eneste datter Sylvia, der i parantes bemærket var ligeså smuk som sin mor, blev gift med Hakon Thomsen, købmand i Ålbæk, og her tilbragte jeg mange herlige ferier med kusine Birgit. Den sommer kom Anna Krøg på besøg, og ved et middagsbord, hvor samtalen jo gik livligt, sagde Hakon: “Du må komme noget tiere, Anna. Det må være ensomt for dig i huset nu. Du har jo så få fornøjelse.” Og Anna replicerede ganske hvast: “Hvad er det for snak – har jeg ingen fornøjelser? Jeg har da lige været til bryllup og til tre begravelser i vinter!!”
I en artikel i Vendsyssel Tidende 27/7 1968 fortælles lidt om Krøggården – jeg citerer fra artiklen:
Karl Krøg Larsen udpegede det sted, hvor det gamle Krøgsted skulle have ligget. Han fortalte, at han som barn havde siddet på stedet – den yderste kant af den nordligste og største af to små lave Bakker østen for knækket, hvor Tranerenden løber gennem Tornbakkerimmen – sammen med sin bedstemor, Christian Krøgs datter Maren. Hu havde da fortalt, at der var hun født.
I 1874 skriver A.P. Gaardbo om Hulsig ( = Krøg) – To Steder, blev sidste Gang flyttet formedels Sandflugt for omtrent 100 Aar siden og stod da længere mod Nord, omtrent e/4 Mil inde i Klitterne ved en større Bæk eller Rende kaldet Hvolsig, som er den samme som nu løber gennem Heden og videre mod Øst norden om Christen Pedersens Sted, matrikel 9a ud i Kattegat ( Jydske Samlinger 317 – 1874)
 

70 – et lille besøg på Naturhistorisk Museum i Skagen og Den tilsandede Kirke

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

Billedet forestiller min mor 

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På hjemmesiden www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

  Hov her hoppede et billede ind, som ikke lige hører til i den her sammenhæng. Men jeg synes, det er fint. Lille Anna i Tråen. Under hende ser vi museet i Skagen – det er et besøg værd, ikke gøgl og pjat, men smukt.

  Skagen naturhistorisk Museum. Navnlig samlingen af fugle er imponerende. Men også den historiske opstilling er fin.

Sådan en augustdag med klar himmel og drivende sommerskyer gør den gamle kirke sig godt i landskabet.

69 – Oversigt over indlæg om hjemstavnsroman: 1 – 69

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

Billedet forestiller min mor 

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På hjemmesiden www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

Her kommer nu en liste over de indlæg, der indtil nu er skrevet i kategorien Hjemstavnsroman. for evt. nye bloglæsere dette: Indlæggene er optakt til bogen om Skagen Landsogn, og de er samlede i perioden juli 2011 – aug. 2012.

Oversigt over indlæg 1 – 69
 

  1. Skagen i tankerne – om projektet
  2. Olavius 1
  3. Olavius 2
  4. Klitgaard 1
  5. Klitgaard 2
  6. Sandflugten
  7. Fotos fra strand og hav
  8. Et par bøger om Skagen: Jens Tønnesen og Poul Carit Andersen
  9. Jens Lønstrup og Ingrid Nielsen: Skagen tilsandede Kirke
  10. Når det blæser – fotos
  11. Anekdoter
  12. Poul Hauerback og Arne L. Hansen: Havet – Grenen – Skagen
  13. Liste over litteratur om skagen, – et udvalg efter Hans Nielsens ”Litteratur om Skagen.
  14. Anekdote 2 – om en konge og en radikal lærer
  15. Bodil Heegaard: Huse i Skagen
  16. Anekdote 3 – Kokholm – Niels Barfoed
  17. Henrik Pontoppidan – En Fiskerrede
  18. Jens Tønnesen: Det svundne Skagen fortæller
  19. En Strandingsberetning – Ill. Tidende 1863
  20. Thagaard: Blade af Skagens Historie
  21. Oktoberbilleder fra Tranestederne
  22. Anekdote 4 – Lars Hesselholt
  23. To romaner og en erindringsbog: Hanne Marie Svendsen: ”Guldkuglen” og Bech Nygaard: ”Livets Dræt og Dødens. Bent Haller: ”Så mange rum.”
  24. H. C. Andersen: Skagen. ( Folkekalender for Danmark).
  25. Et hus i Hulsig – Brugsen
  26. A: Rifbjerg og Kandestersuiten – B. Aase Hansen: ”Alt for kort er Duggens Tid.”
  27. Tilføjelse til ”Et hus i Hulsig”
  28. Gården Hesselholt
  29. Harry Søiberg: ”Historier fra Skagen” – Bent Haller: ”Skagensbilleder.”
  30. Mere om Hesselholt
  31. Johannes Jørgensen om Skagen
  32. Et par digte: Rifbjergs Skagen – Ole Wiwels ”I skarpt Lys” – fra antologien ”I skarpt lys.”
  33. Flere digtere og deres skriverier om Skagen: St. St. Blicher – H. C. Andersen – A. M. Goldschmidt – Holger Drachmann – Johannes V. Jensen – Georg Brandes – Martha Johansen – Henrik Pontoppidan – Hans Kirk – Klaus Rifbjerg
  34. Ole Wiwel: ”Til de fattige præster” – Henrik Wentzel: ”Dødemandsbjerget.”
  35. Ole Stjernø – en lokal digter?
  36. Et par triviallitterære værker om Skagen og Skagen Landsogn: Wermuths ”Familien fra Aalbæk” og Svend Aage Reerslevs ”Præsten i Ødemarken.”
  37. En roman og en novelle om Skagen. Lunds ”Den amerikanske sømand” og Viggo Stuckenbergs ”Valravnen.”
  38. Goldschmidt: ”Skagen – 1865 – dagbogsoptegnelser
  39. Oversigt over indlæg
  40. Mylius Erichsen: Strandingshistorier ( 1901)
  41. Et digt af Camillo Bruun til H. C. Andersen
  42. L. Holst: Skagen Klitplantage. ( Vendsyssel Aarbog 1922)
  43. Ålbækvejen
  44. Andreas Peter Gaardboe
  45. Gaardboe: Historisk topografisk Beskrivelse af Skagen Landsogn
  46. Lars Hesselholt: Hulsig – minder.
  47. Hulsigbilleder
  48. Gaardboe: Overtro før og nu i det nordlige Vendsyssel
  49. Camillo Bruun: Hvad Marehalmen fortalte
  50. Klitggard: Fra Heksenes Tid – P. Christensen: Lidt om Overtroen i Sognene
  51. L. Holst: Erindringer fra 1860’erne
  52. Harry Søiberg: Skagen
  53. Christian Krogh: Skagen
  54. Eddie Thomas Petersen: Ønskebarnet
  55. Et par værker: ”Den yderste Nat” og ”Lyset over Skagen.”
  56. Tre billeder fra skuffen: Vera og Magnus’ bryllup – Bedstemors forældre – og en lille trold.
  57. Hulsigdamer?
  58. Tranestederne i april
  59. Tillæg til anekdote
  60. Hulsigfolk? Hvem er de mon?
  61. Et kig på det gamle Hulsig
  62. Camillo Bruun: rejseindtryk og optegnelser
  63. Camillo Bruun – fortsat
  64. Andreas Peter Gaardboe: Fortidsminder fra Vendsyssel
  65. Bent Haller: Digterpjalten
  66. Ellen Åmands optegnelser
  67. Anne Marie Løn: ”Willums Veje”
  68. Morgenstund har guld i mund – fotos fra Tranestederne en morgen
  69. Oversigt over indlæg om hjemstavnsroman

68 Morgenstund har guld i mund

Udgivet den af
Svar

 

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

Billedet forestiller min mor 

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På hjemmesiden www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

Klokken er 5.30 og solen nylig stået op. Sandet lyser gult og himlen og lyset farver havet i de fineste pasteller. Se her:
   
   
Vandreturen slutter med svømning i et hav, der er ca.14 grader, men som I kan se – smukt så jeg ikke finder ord for det.
Klik på billedet for at forstørre.