Månedsarkiv: januar 2012

Engle 4. Englen Rafael og drengen Tobias – en føljeton

Udgivet den af
Svar

Praktisk nok, så er Rafael forsynet med to sammenhængende funktioner – han vogter den rejsendes fod, så denne ikke snubler på sin færd, og gør han det alligevel, så står englen parat med lægetasken. Han er på en gang rejse- og lægeengel.
I stedet for at beskrive ærkeenglen Rafael, vil jeg tage jer med ind i en af de dejligste fortællinger, der overhovedet findes om engle. Synes jeg.
Og så for resten også af en anden grund. For engle lader sig i grunden slet ikke beskrive, de lader sig kun fortælle.
Fortællingen om Rafael og drengen Tobias er lang, og den har sin helt egen bog iblandt de apokryfe skrifter, men skønt den aldrig fandt vej til Bibelen, så har den fra tidernes morgen ubesværet fundet vej til kristnes hjerter.
Tobits Bog hedder den. Og jeg vil fortælle den i min egen gendigtning i de kommende indlæg.
Tobits Bog som følgeton!
Fra år 586 før Kristus og langt tid frem levede jøderne i eksil. Det hører vi om i Bibelen, mest kendt er sikkert historien om Daniel fra Daniels Bog. Daniel, der var en dannet jøde, som kong Nebukadneser satte højt og derfor gav en høj stilling. Hans liv lignede kort sagt en succes. Indtil det en dag gik galt, og Daniel blev kastet for løverne. Han blev dog reddet af ærkeenglen Mikael.
Tobit er en jødisk fange i byen Ninive i Assyrien. Han skiller sig ud fra de andre jøder på samme måde som Daniel ved sin visdom og bliver hurtigt en af kongens betroede mænd.
Indtil han en dag bliver blind.
—————————————————-
 

Engle 3b. Ærkeenglene Gabriel og Mikael

Udgivet den af
Svar

Ærkeenglene er de mest ophøjede af Guds engle. De går virkelig hans ærinde på jorden og udretter her store ting. Jeg bad Alexander tegne en engel til mig, og hans 5 årige fantasi ramte jo ret præcist. Det ophøjede – her næsten opstyltede – fornægter sig ikke.
Der findes mange ærkeengle i de gamle religiøse tekster. Men i Bibelen er der ikke mange. Kun to møder vi jævnligt, og det er Mikael og Gabriel. De har til gengæld fået store beføjelser af Herren, og når vi møder dem i teksterne, så har de både navn og karakter. De er ikke for ingenting Guds højre hånd. Den vigtigste er måske Gabriel, som er bebudelsesengelen – den kommer med nyt fra Gud til det enkelte menneske, og det er ikke nyheder i småtingsafdelingen – det er de store overskrifter, vi har fat i her. Så lad os kaste et blik på Gabriel.
Gabriel er et fornemt navn, for det betyder Gudsmanden eller Guds Styrke – altså næsten ikke til at skelne fra Gud Herren selv. Vi finder ham første gang i Daniels bog, og han er for resten den første engel i biblen, som er forsynet med vinger. Det er måske Gabriel, Alexander har tegnet. Her hører vi Daniel fortælle: “(k.9 v.21) … medens jeg endnu bad kom Manden Gabriel, som jeg tidligere havde set i synet, hastigt flyvende nær hen til mig …” Og det er så bl.a. her Gabriel fortæller Daniel, hvad der skal ske i fremtiden, så han kan blive i stand til at profetere om de største ting: Menneskesønnens komme.
I mange tekster er Gabriel også ægteskabets og det ægteskabelige samlivs engel, og han forbindes med månen ( og mandagen ) og med kvinden, væksten, foråret, sommeren og de modne frugter. Engle er altid mænd, men lige Gabriel har noget fint og næsten feminint over sig. Det er også ham, Gud sender for at fortælle Johannes Døberens forældre, at de skal føde et helt usædvanligt barn, og lidt senere besøger han Jomfru Maria med en
lignende nyhed på læben. Hun skal føde et barn, forkynder han. Det lyder jo som et glædeligt budskab, men ifølge skriften blev Maria ikke ligefrem glad. Det forstår man nok, hvis man tænker sig lidt om. Hun er en ganske ung pige, i nogle tekster kun 14 år. Og Gabriel, ja han er jo selve Guds Styrke, og han står foran den lille pige med sine sære ord, må det have virket mere end voldsomt på det lille menneske. Og så er han jo endda ikke ene mand i jomfruburet: Helligånden er også til stede ( undfanget ved Helligånden, står der som bekendt) – ikke så mærkeligt, at hun frygter. Også selv om englen siger: “Frygt ikke!”
Billedkunsten har forståeligt nok fundet et stærkt og smukt motiv i denne scene, og vi ser Bebudelsen fremstillet igen og igen. I dem alle optræder Gabriel, ikke altid i samme skikkelse. Her vil jeg referere fire eksempler fra Renæssancen: Fra Angelica understreger det kvindelige ved engelen: han er i lyserød pliseret kjole med guldpynt og ansigtet er et blidt kvindeansigt i absolut ro, der er intet fremfusende eller skræmmende, kun måske det, at han peger med højre hånd på Marias hjerte. I Tizians fremstilling er englen derimod en kraftig rødmosset karl, som nærmest vælter sig ind på Maria, mens han i Van Eycks billede tværtimod er fremstillet som en høflig dørsælger: “Undskyld, men skulle det være noget med en ubesmittet undfangelse?” synes han at spørge nedenfor trappen til Marias plalads (!). Tintorettos bebudelsesbillede er til gengæld vildt og voldsomt: Maria overfaldes nærmest, og det er ikke sært, at hun virker meget chokeret. Englen braser lige ind gennem væggen, efterfulgt at en hel hær af engle, der ganske vist er børn og på den måde tilpasset budskabet, men de flyver dog lige ud af et landskab, der er hærget af krig og ødelæggelse. Dog er også Helligånden til stede og hænger som en lysende due over Maria. due.
I mere moderne tid har man leget med bebudelsesenglen i frit fald. Det gælder f.eks. i myten om Jeanne d’Arc – hun er jo ikke særlig bibelsk, men også hun fik et “kald” som 14 årig. Hun skulle gå i krig, skulle Gabriel hilse fra Gud og sige. Og i Tirons ( romantiske) fremstilling af scene føres vi ind i et erotisk univers, hvor man virkelig kan tale om forførelse. En voldsom maskulin kraft omgiver det lille pigebarn, parat til at slutte hende i sine arme – ikke sært, at hun bevæges på salig vis, for han er dejlig!!! Billedet er omslag til Charlotte Kristensens bog ENGLE – se nævnt andetsteds.
 
Inden vi forlader Gabriel, vil vi aflægge vi et besøg i Islam, for i Koranen findes en del flere ærkeengle end i Bibelen, men Gabriel er vi fælles om, og sigende skulle det være ham, der som Herrens sekretær dikterede Muhammed Koranen.  En rettroende muslim ville sige, at profeten Muhammed i nedskrivningsøjeblikket kun var en menneskehånd, der førtes af englen Gabriel, og ved Gabriels side stod Gud ( Allah, men det er den samme) og dikterede ham hvert eneste ord.
Det er derfor Koranen er hellig for muslimerne på en anden måde end Bibelen er det for os. Vi mener at vide, at det ikke er Gud selv, der har siddet og hvisket højt eller lavt til de kloge mænd, der i sin tid nedskrev de tekster, som vi regner for vor religions fundament. Dog er ikke alle kristne enige på det punkt.
Det var et sidespring – og nu tilbage til Gabriel. Som vi jo for resten forlader for at kigge på en anden og mindst ligeså spektakulær skikkelse, nemlig Mikael.

Mikael optræder også i Bibelen og ofte i scenerier, som i voldsomhed langt overgår dem, hvori vi træffer på Gabriel. Nu er vi virkelig i MANDENS VERDEN. Krigen og kampens og den rå volds verden – elsket af mænd til alle tider ( Gud bedre det!).

Det er også i Daniels Bog, vi første gang møder Mikael. Her står i 10,13: “Perserrigets Fyrste stod mig imod i een og tyve dage, men se, da kom Mikael, en af de ypperste Fyrster, mig til hjælp …”

Og det er det, han mest foretager sig Bibelen igennem – kommer til hjælp. Mest i kampens hede, men også andre sammenhænge, hvor Guds Barn er i fare. Han er altså ikke bare en krigsengel, men også en frelserengel. I mange religiøse tekster udlægges det f.eks. sådan, at det er Mikael, der griber ind, lige i det øjeblik Abraham er på nippet til at myrde sin søn. Og det skulle også være ham, der kom stakkels forfulgte Hagar til hjælp i ørkenen. Han har altså andet end slagsmål på dagsordenen. Men det er fra krig, vi kender ham bedst. Her er han på hjemmebane, og Det gamle Testamente vrimler krig og ufred. Somme tider synes jeg, at Mellemøsten ligner uhyggelig meget sig selv: der har altid været og vil altid være krig.

Nå, men altså Mikael og hans hær, for sådan en har han under sig ( af engle forstås!), er altid med i de krige, og han er selvfølgelig et stort plus for Guds Udvalgte. Også i det nye testamente ser vi ham i fuld kampuniform – f.eks. i den underlige Johannes Åbenbaring, den såkaldte Apokalypse. ( Det er mig, der kalder den underlig, fordi jeg aldrig har begrebet et muk af den.  ) Men den handler jo altså om Verdens Undergang og fortælles i billeder af den største gru.

Og her spiller MIKAEL en kæmperolle – og en rolle som Kæmpe, for det er ham, der tildeler SATAN det afgørende banesår og på den måde fuldender den evige kamp mellem de gode og de onde kræfter. Han dræber DRAGEN, SLANGEN, DJÆVELEN … hvad navn, vi nu vil give det. Og derefter kommer GUDSRIGET til de frelste. I Bibelen står: “Og han greb Dragen, den gamle Slange, det er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusinde Aar.”( 20,2) Hvad der skal ske derefter, må vi gætte os til – og inderligt håbe, at det hele ikke begynder forfra.

Men Mikael er som sagt ikke kun en kampfigur. Han kommer også til hjælp. Et par eksempler: Da Daniel kastes for løverne, er det Mikael, der flyver ned og fisker ham op. Da de tre jøder af Nebuddkaneser ( eller hvordan det nu staves) kastes i den brændende ovn, fordi de er vegetarer, træder Mikael lige ind i flammerne og henter dem uskadte ud. Og da Peter langt senere kastes i fængslet og tror sig døden nær, går Mikael lukt gennem fængselsmuren og direkte ind i cellen og tager ham ved hånden og med ud i friheden. OSV … Mikael er til at stole på, når man er i nød.

Og en hel moderne Mikaelfortælling skal I lige høre, Her meget kort fortalt:

Historien har vi fra en røvers mund. I et forhør indrømmede han, at han havde besluttet at dræbe den populære salmedigter Ingemann og stjæle hans penge, men da digteren nærmede sig røverens baghold, så denne tydeligt, at han ikke gik ene. Bag ham vandrede en engel.

Hvis man googler “engle” på Nettet, kan man møde mange, der fortæller lignende oplevelser med engle.

Så Mikael lever.

Vi forlader nu de to første ærkeengle, dem vi møder i Bibelen, og i næste indlæg skal vi stifte bekendtskab med en hel anden slags ærkeengel – nemlig Rafael, som vi ikke finder noget om i Den store Bog, men derimod i utallige andre hellige skrifter. Og han er noget særligt, også han, for han er alle unge menneskers ven. Det er ham, der ledsager dem, når de drager ud på den obligatoriske dannelsesrejse. Ud i det, man kalder LIVET.

Uden Rafaels beskyttende vinger turde vi mødre og bedstemødre ikke sende vore børn og børnebørn ud i den store vide og farlige verden. Nytårsaften var han en tur i Australien for at holde sin hånd over min niece Lises Jeppe – så kom han uskadt fra den lidt vilde aften.

Intermezzo – hvad vil jeg egentlig med min blog?

Udgivet den af
Svar

Formålet med min blog er dels at bruge den som notesbog – Jeg samler stof til næste bog, og dette stof vil så vandre ind på bloggen i en lind strøm og samle sig smukt og ordentligt i den rette kategorie ( Hjemstavnsroman). Her kan både I og jeg få glæde af det. Håber jeg.
Bliver det da en roman?
Både … Og.
Hvad betyder det?
At jeg i udgangspunktet vil samle ALT, hvad jeg kan finde om området: Skagen Landsogn. I bogen vil stoffet optræde som i en hvilken som helst anden fagbog om et område: her som en historisk/geografisk fremstilling af en egn. Dernæst har jeg tænkt at følge arbejdet op med en fiktionsfortælling – ja, måske en roman, måske en række små fortællinger om nogle af de mennesker, der har beboet området fra sidst i 1700tallet til først i 1900tallet.
Det bliver altså en hybrid?
Det kan man kalde det. Ja.
Er det muligt?
Det vil vise sig.
———————–
Det var det ene formål. Og hvad er det andet?
De andre. For der er flere. Som du ser, så laver jeg lige nu en lille Englenes Historiebog. Det er, fordi jeg også har skrevet bøger om engle. Og måske gør det igen.
Ind imellem vil jeg vende tilbage med nyt stof til gamle emner: engle, salmedigtere, demens, børn og unge – alt det, jeg har skrevet om. På den måde vil man kunne orientere sig i de enkelte bøgers baggrundsstof efter behag og behov.
En fortegnelse over mine bøger står på hjemmesiden: www.hesselholt.com
Det var lidt om formålet med min blog.
Men som trofaste læsere ved, så bliver jeg meget glad for enhver kommentar. Det kan også være en information, som er gået min næse forbi. Kom endelig med den! Rigtig flittige kommentatorer må bestemt være selvskrevne til et frieksemplar af den vordende bog.
Men der skal også være tid og plads til lidt pjank. Det kan jeg ikke lade være med. En Julespøg er sådan en vrøvlehistorie. Håber ikke, at den har (vil) forarge(t) alt for meget. Mine børn blev vist lidt kuldslåede, da de læste den: “har vores mor skrevet det!!!???”
Når det i den kommende tid vil handle om engle, så er der flere årsager til det. Et par af mine læsere af “En Julespøg” efterlyste en mere seriøs tilgang til emnet: jeg var blevet lidt for pjattet! – Dels har englene i al deres ustyrlighed spøgt både i min litteratur og i min bevidsthed i så lang tid, at det måske var passende, at jeg greb ind og greb fat og fik styr på de fyre! – nå, nu er du der igen!!! pas nu på.
Men jeg lover: alt om engle vil flyve ærbart ind på siden, hvis jeg da kan styre indflyvningen. Det kan jeg måske ikke altid. Det får I nok at se.
På mandag skal vi snakke om ÆRKEENGLE – og snak endelig med! Det skulle glæde mig og det ville pynte på siden.
 

Intermezzo

Udgivet den af
Svar

Vi vender tilbage til englene og al deres væsen og uvæsen i næste uge.
Denne uge har budt på distraherende udenværker af familiemæssig art – men skønnere og vigtigere at stemme i med end selv det blideste englekor.
Dette mellemspil for at informere om et (nødvendigt?) tiltag, der også vil rane lidt af min tid. Jeg har ofte ærgret mig over, at Kingo- og Brorsonbøgerne i så mange år har været udsolgte, og dog har jeg ikke vovet at se dem genoptrykt med alt hvad det kræver af hårdt arbejde og anden risikabel investering. Så derfor har jeg tænkt, at jeg muligvis kunne få dem udgivet ( eller udgive dem? ) som e-bøger.
Det er overkommeligt ( tror jeg) og ret tiltrækkende, ved jeg efter selv at være blevet e-bog-læser. Jeg fik en sådan ebogs-læserdims i julegave og har nu læst en række bøger på den. Og sådan en lille let og luftig skærm er en yderst behagelig ting at læse på, navnlig for en, der som jeg ligger og læser den halve nat – man bliver ikke træt i armen, for “dimsen” vejer ingenting, og den er let at blade frem og tilbage i, og skriften er smuk og tydelig, og læsefladen behagelig.
Derfor har jeg meldt mig til et kursus om e-bogsudgivelse. Ole deltager også, og han er så teknisk begavet, at han forstår alt det, der glider min sølle forfatter-fatteevne forbi.
Kurset vil holde mig fra skærmen en tid, men forhåbentlig give bonus på anden vis.
Så i de næste par dage kommer der ikke nyt stof på siden her, og ÆRKEENGLENE, som jeg glæder mig til at fortælle om, må vente en uges tid eller så.

Engle 3. Bibelens engle

Udgivet den af
Svar

 
 
 
I det gamle Testamente møder vi mange engle. Og efterhånden flere og flere engle – undertiden endda hele hærskarer. Men den allerførste engel vi støder på optræder helt alene. Og han er en “rigtig” engel,  hvis vi da skal holde fast i, at engle er Guds sendebud.
Vi er stadig i Første Mosebog – det er i den bog, de mest elskede og kendte fortællinger findes – grundfortællingerne om vi mennesker. Historierne om Noa og hans Ark og om Abraham og Isak og Rebekka og om Esau og Jakob og om Laban, den laban, og om Josef og hans sønner. Hele denne brogede familie, der ligner alle kommende familier gennem flere 1000 år, ja til alle tider.
En familie med stærke følelsesbånd og ligeså stærke konflikter, der skiller dem. Når jeg læser 1. Mosebog synes jeg, at jeg kan nikke genkendende til så meget. Det er eviggyldige fortællinger.
Men nu gælder det englene, og de begynder virkelig at spille en rolle i disse historier. Det første menneske, der ser en engel, er nu slet ikke medlem af famlien – hun er en fremmed, en slavinde ved navn Hagar.
Sagen er den, at Abraham og Sara, der lever ganske lykkeligt i Mamres Lund, er barnløse, og det er noget rod, for Herren har åbenbaret for Abraham, at han skal blive stamfader til et helt folk: lige så mange efterkommere, som der er stjerner på himlen, har Gud lovet. Men hvor skal de komme fra? Sara er oppe i årerne, faktisk har hun rundet de 90, og i den alder er håbet om at føde andet end fantasibørn stærkt dalende, dengang som nu.
Abraham og Sara bliver enige om, at den unge Hagar passende kan fungere som rugemor – og hun bliver da også gravid, men kommer selvfølgelig i klammeri med Sara, der i sin jalousi piner og plager hende, så hun til sidst må flygte ud i ørkenen. Og her møder hun en Herrens Engel. Den har ikke noget navn, men En Herrens Engel optræder mange steder i Det gamle Testamente, og nogle angelologer (= engleforskerne ) mener, at denne anonyme engel er identisk med Gud selv – men så er den jo ingen engel, så den køber jeg ikke (helt). En engel er en engel – men sandt nok falder den undertiden (næsten) sammen med Gud: f.eks. da Moses ( langt senere ) ser en Herrens Engel i en brændende tornebusk.
Englen får i al fald Hagar til at vende tilbage til Mamres Lund.
Senere flygter hun igen ud i samme ørken og nu med sin lille dreng Ismael ved hånden. Hun farer vild under den brændede sol og lægger sig til at dø et pileskud fra sin lille dreng, hvis gråd hun ikke kan tåle at høre. Men Gud hører barnets gråd, og Guds Engel råber til Hagar fra himlen, at hun skal gå tilbage til sin dreng og tage ham ved hånden, og netop som hun griber den lille barnehånd, skyder en brønd op foran hende.
Men hvorfor flygter Hagar?
Jo, Sara fødte en søn trods sin høje alder – og fødselen gik fint. Lille Isak så verdens lys. Men 9 måneder forinden havde der været fornemt besøg hos det aldrende ægtepar i Mamres Lund. Der kom tre fornemme mænd vandrende, og Abraham så straks, at det ikke var almindelige vejfarende, og han diskede nervøst op med dejlig middag ude under de skyggefulde træer. Hvem de mystiske mænd er, får vi ikke at vide, men de introduceres som hellige, for der står i indledningen: Siden åbenbarede HERREN  sig for ham.: Og en af dem taler med Guds stemme: “Da sagde HERREN til ham,” står der.
De tre mænd er altså Gud og to engle, eller det er tre engle, der er sendt af Gud og gennem hvis mund HAN taler, eller de er måske alle tre inkarnationer af Gud. Det er her som andre steder lidt uklart.
Næste gang en engel optræder er i den frygtelige historie om Abraham, der af Gud har fået befaling om at dræbe sin søn. Netop i det mest højdramatiske øjeblik, hvor faderen hæver kniven for at gennembore sin søns hjerte, lyder der en røst fra himlen. Og der står: “Da sagde Englen: “Ræk ikke din hånd ud mod drengen og gør ham ikke noget.”
Reddet i sidste sekund.
Og det er karakteristisk, at englen er der, når der er brug for den. Herrens Engel er som sagt anonym i den forstand, at den ikke har noget navn og i øvrigt er blottet for karakteregenskaber. Den er en frelserengel – det er dens funktion, der kendetegner den.
Anderledes er det med ÆRKEENGLENE, som mit næste indlæg skal fortælle lidt om.
 

Engle 2. Englenes skabelseshistorie

Udgivet den af
Svar

Englene har ingen skabelseshistorie. I al fald ikke, hvis vi skal holde os til Bibelen. Her hører vi i første kapitel om, hvordan Herren skabte “Himlen og Jorden med al deres hær” -og med de ord indledes kapitel 2, hvor skabelsen er fuldbyrdet. Måske er hæren at forstå som en englehær, men det siges ikke.
Først ved uddrivelsen af Paradiset møder vi en slags engle, nemlig Keruberne med deres flammesværd. Men er de egentlig engle? Engel betyder Guds sendebud, og Keruberne har den udtrykkelige opgave at spærre for menneskenes adgang til Paradiset. De er altså ikke sendebudsengle, men nærmest en slags spærreengle –  anti- engle måske?
I kapitel 1 hører vi om den hele kreationsproces. Men ikke et ord om engle. Så der må vi kigge andre steder hen, og det gør vi så.
I de gamle religiøse skrifter, dem, vi kalder de apokryfe eller pseudepigrafiske, hører vi, hvordan og hvornår Gud skabte englene og hvordan det videre gik dem.
Hvad er det for skrifter?
Da Bibelen i sin tid blev sammensat til den bog, vi kender i dag og regner for en slags fundament for vores religion, da valgte man en række tekster ud blandt de mange: man “kanoniserede” dem kort sagt – og gav dem således en højere status end de andre, som man undlod at indlemme i den store bog.
Hvem er “man”?
Det er de gamle lærde (MÆND), der tænkte og regnede og bestemte og sluttelig valgte. Og så fik vi Bibelen. Men de andre tekster mister jo ikke af den grund deres betydning eller deres religiøse indhold, og mange af dem har kristne da også gjort stor brug af – ( Kingo skrev f.eks. en af sine bedste prædikener ud fra Enoks Bog).
Jeg nævner nogle stykker i flæng: Jubilæerbogen – Judiths Bog, Enoks Bog – Adam og Evas Bog – Johannesapokryfen – Thomasevangeliet og Petersevangeliet.
I mange af disse skrifter finder vi engle og også fortællinger om, hvordan Herren skabte dem og navnlig om, hvor galt det senere gik (mange af) dem.
Et sted hører vi, at da Gud havde skabt alt, hvilede dette ALT i stor harmoni. Der var fred og ro og ingen fare, og alle enedes. Kort sagt: idyllen var total. Men så skete der noget, og det må der vel gøre der, hvor alt ånder Den Totale Idyl.
Et sted hører vi, at Gud talte til en af sine engle, han hed Lucifer og var en seraf ( der var forskellige slags engle med forskellige grader af betydningsfuldhed )-  seraferne havde den største stjerne hos Gud Herren, og deres kærlighed til ham var brændende. Derfor ser man dem ofte fremstillet som RØDE engle. De flammer for Gud. Og Lucifer var netop en sådan Lysets Engel, og han elskede Gud, og Gud elskede ham. Men så en dag kaldte Gud ham til sig og talte til ham og befalede ham at tjene mennesket Adam.
Og så slog det klik for Lucifer.
“Det kan du da ikke mene!!!!???? skreg han med præcis så mange udråbstegn og spørgsmålstegn, som jeg har sat. For det forstod han ikke. “Mennesket er skabt af ler, JEG er skabt af ånd. Jeg ER ånd!!! Mennesket er STØV!!Jeg vil ikke bøje mig for støv.”
Sådan protesterede Lucifer. Og Herren svarede sikkert noget i retning af: “Du skal bøje dig for MIG!” Men det ville englen altså ikke, og i det skjulte begyndte han at agitere blandt de øvrige engle, store som små, alle gik han til, og hos alle indgød han sin giftige snak om oprør. Oprør mod Herren. For hvad lignede det dog, at HAN skulle sidde der og regere enevældigt, når de nu var så mange!!!! Var det retfærdigt??? Havde ENGLENE måske ikke et ord at skulle have sagt? Var der ikke noget, der hed DEMOKRATI???? Nej, det sidste ord brugte Lucifer selvfølgelig ikke, men tanken var der altså.
Og så gik det, som det måtte. Den Store Kamp begyndte mellem Gud og hans engle og Lucifer og hans engle.
Gud vandt kampen, og han sendte Lucifer Fanden i Vold. Styrtede ham ned i det sorteste Helvede ( i nogle tekster står der ned til Jorden, men det er åbenbart det samme). Og hernede skiftede han navn til Satan eller Fanden, og her har han lige siden raset og regeret med alle sine faldne engle. Alle sine Hells Angels.
Men kampen mellem det gode ( Gud ) og det onde ( Djævelen) er jo ikke ophørt. Det er den evige kamp. Og måske ophører den aldrig. Men skal vi tro “Johannes Åbenbaring” så skulle det dog ske engang. I endnu et drabeligt slag, hvor Ærkeenglen Mikael kæmper med Slangen ( eller Dragen) som er Satan og vinder over den. Og så har det gode omsider sejret. Men der er sandelig lang vej.
I det pseuepigrafiske skrift “Adam og Eva” mødes Djævelen med Adam, og vi erfarer af førstnævntes mund, hvordan det hele startede, og hvordan det som bekendt endte med, at de begge faldt så grueligt dybt –  blev uddrevne af Paradis.
Adam spørger Satan, hvorfor de ikke kan forliges. Hvorfor hader Satan ham så voldsomt? “Hvad har jeg da gjort dig?”siger han fuld af undren, og Satan svarer: “O, Adam, hele mit fjendskab og min misundelse og smerte er imod dig, fordi jeg for din skyld blev jaget ud og fjernet fra min herlighed, som jeg havde i Himlen midt blandt englene, og for din skyld blev jeg kastet ud til jorden.”
Og Satan fortæller nu Adam, hvordan Gud befalede ham at tilbede Adam med det argument, at denne var skabt i Guds billede. “Men hør nu, Adam! Du er og bliver yngre end jeg, og jeg ved desuden, at han skabte dig af støv og jord.”
I samme skrift hører vi om, hvordan Adam og Eva sulter nede på jorden, men så sender Gud englen Mikael, og denne rare engel giver Adam et lynkursus i agerbrug. Der står: “Gud Herren sendte ved englen Mikael forskellige slags sæd og gav dem til Adam og viste ham, hvorledes han skulle bearbejde og dyrke jorden, for at de kunne få frugter, hvoraf de selv og alle deres slægtled kunne leve”. Verdens første landbrugsskole indstiftedes altså og med engle som lærere.
Det var lidt om de første religiøse skrifters beretninger om engle. Det næste indlæg skal handle om Biblens engle, som vi møder dem i Det gamle Testamente og i Det nye Testamente.

Engle 1. Engle hist og her og alle vegne

Udgivet den af
Svar

 
Et af mine børnebørn spurgte mig: “Findes engle rigtigt?” Og jeg svarede: “Jamen, lille skat, du har jo lige tegnet en.” “Åh ja,” sagde hun glad, “det er også sandt.”
En anden gang holdt jeg foredrag om engle, og en af tilhørerne spurgte mig: “Tror du selv på engle?” Og jeg kunne jo have svaret: “Jamen, kæreste, nu har jeg jo snakket om dem i to timer.” Det sagde jeg ikke, men hvis jeg havde gjort, så ville hun ikke have svaret: “Åh ja, det er også sandt.” For hun var voksen, og voksne mennesker har lang vej til troen. Den voksne vil kun tro det, hun ved. Og det, man tror, det ved man jo netop ikke. Man tror det, og der er ingen grund til at sige “kun” – det er ikke noget, vi “kun” tror. Vi kan sige, at vi “kun” ved det og det, for vores viden er begrænset af forstandens sølle fatteevne. Det er vores tro ikke – den er ufattelig stor og rig og føles med hjertet. Men vi moderne mennesker i en teknologisk verden er opdraget til at være logiske, og der er ingen logik i troen. Og vi skal være forstandige, og det skal vi selvfølgelig, men forstanden hjælper os ikke i trosspørgsmål. Troen er hinsides al fornuft.
Jeg holdt foredrag om engle i Hald ved Randers for nogle år siden. Det var i forbindelse med, at præsten gik på pension, og han fortalte efter foredraget, at det første foredrag, han var med til at arrangere for 25 år siden havde haft samme tema: engle. “Og vi var så nedtrykte, da vi gik hjem, for foredragsholderen tog englene fra os. De fandtes overhovedet ikke, sagde han. Men du har givet os englene igen.”
Da blev jeg glad, og jeg har siden været meget omhyggelig med ikke at tage englene fra nogen.
I de næste indlæg vil jeg i små rids lave en slags “englenes historiebog” – og den har jeg vel ikke fra troens verden, men snarere fra bogens. Alt, det der er nedskrevet om englene i tidens løb, dels i Bibelen og dels i de mange andre gamle religiøse skrifter vil jeg fortælle om. Og så også lidt om de moderne engle. Dem, der viser sig ( for os) i dag og måske vil gøre det i morgen.
I avisen læste jeg forleden om en kvinde, der havde mistet en, hun holdt af, og hun var så bedrøvet og så ensom i sorgen. Men så kom der en engel. Det var nabokonen, og før sin sorg havde den ulykkelige aldrig anet, at hun boede dør om dør med en engel. Den slags engle, der kommer og holder om os, når vi er mest ulykkelige, har mange af os mødt. De er Guds sendebud. For engel betyder sendebud.

40 – Mylius Erichsen: Strandingshistorier ( 1901 )

Udgivet den af
Svar

Dette indlæg vil blive det sidste om Skagen i denne omgang. Der er nu 40 indlæg, og de kan alle findes under Hjemstavnsroman.

Englene har meldt deres ankomst og får altså lov at kile sig ind og rane skriveblokken for en tid. Men vi vender tilbage til Skagen – snart.

Mylius Erichsen er mest kendt for sine grønlandsekspeditioner og navnlig den sidste, hvorfra han aldrig vendte hjem igen. Han døde et sted på indlandsisen i 1908. Men han var også skønlitterær forfatter, glemt i dag. Ikke så underligt – han var ikke noget litterært geni. Alligevel er det interessant i forbindelse med Skagenstudier at læse bogen: Strandingshistorier, som han fik publiceret i 1901 – Den udkom på Gyldendal. Jeg har læst en e-bogsversion – udgivet i 2011, og det er fra den, jeg i det følgende vil citere. Bogen skrev han åbenbart efter et længere ophold i Skagen. Og han vier de første mange sider til en forherligelse af Anna og Michael Ancher.

 

Mylius besøger Skagen i den tid, hvor malerkolonien stadig findes, men er på vej til at forsvinde. Tænk på Drachmanns vers: “Der var et andet Skagen/ et bedre måske …. suk suk. Fiskerne er heller ikke mere samme djærve folkefærd. Mylius udtrykker det sådan her:

“Den sidste halve Snes Aar har været en Overgangstid ogsaa for Skagen – og for Skagen hurtigere end for nogen anden Fiskeplads paa den jydske Klitkyst. Nye Former for Erhvervsliv og Aandsliv og dermed nye Mennesker, i det Indre som i det Ydre, har fortrængt meget gammelt. ” ( side 15 ) Citat slut.

Og senere samme side: “Det gule vildtvoksende Fuldskæg eller det studsede Hageskæg, der havde saa dejligt et præg af Naturtilstand og stod saa koloristisk smukt til Oljetøjet, naar Solnedgangslyset faldt som gul Flamme over Stranden, viger nu for det viksede Overskæg og glatraget Hage eller dor det omhyggeligt tilspidsede Fuldskæg.  … Fiskerne er i det hele blevne moderniserede … ” ( side 15 )

I en lille fortælling “Strandvagt” skildrer Mylius dels den gamle gæve fiskertype – fuld af sympati og dog med en æstetikers vurderende blik – Personen er opdigtet og hedder Holst. Og samtidig får man en beskrivelse af stormvejret ved kysten, som man kan se af følgende citat fra side 27 – sidetallene svarer til den gamle førsteudgave fra Gyldendal)

“Paa Toppen standsede de, Vejret ombruste dem, saa de knap kunde staa. Holst havde Følelsen af at befinde sig paa et Taarnspir, mens Borgen brændte: Sandflugten straalede tilvejrs op ad ham som Flammetunger, han indhylledes i en tæt Røg af Sand, der tvang hans Læber og Øjelaag haardt sammen, fyldte Øjehuler og Næsebor og betog ham for halve Minutter hans Aandedræt. Et Øjeblik troede han, Fodfæstet glippede ham, han blev som løftet og slynget – – da pressede han sig med rundet Ryg mod Stormen og læmpede et Øje paa Klem, saa han fik kigget og sanset, at han endnu rørte den faste Bund – og derpaa kneb han Øjet tæt i taagen, til den rasende Byge var lænset noget længere bort. ( citat slut)

Skildringen af stormen og den unge Mands livtag med naturkræfterne er tidstypiske. Selv kommer Holst til at tænke på Johansen og Nansen, der foretog halsbrækkende ekspeditioner til det endnu uudforskede Antarktis – ( citat fra side 43) “Han kom til at tænke på Nansen og Johansen paa deres Nordpolsfærd, naar de uden Ord skridtede de lange, trælsomme Timer over ujævn Ismark; ogsaa hos dem havde den rent legemlige Udholdenhed været præsteret paa den aandelige Vitalitets Bekostning; de havde kendt til Bunds disse Momenter af Hjerne-Inerti, hvor Benene flyttede sig som i en Døs, mekanisk og ustandseligt, mens Tankerne blundede dybt inde bag Bevidstheden.”( citat slut)

Det ligger i tiden at berømme den fysiske vitalitet, og manddomsbegrebet knyttes tæt til fænomener som legemelig udholdenhed og vilje til at trodse fysiske forhindringer. Man kender det fra Bønnelyckes og J.V. Jensens digte, og fra Thomas Dinesens ( Karen Blixens bror) skildringer af livet ved skyttegravene i Første Verdenskrig, hvor han deltog sammen med Canadierne. I “Ved Vestfronten” beskriver han det brutale og modbyrdelige myrderi set med æstetiske briller: Det bliver i hans gengivelse smukt – som et festfyrværkeri af farver. Og man ser den samme måde at beskrive på hos Ernst Jünger i hans bog om samme krig, hvor han var tysk soldat – her er et par citater fra bogen “I Stålstormen”: “Det natlige landskab var mudret og øde og genlød ofte af bragene fra tunge skudsalver. Men jævne mellemrun steg gule raketter til vejrs og eksploderede, og ned dalede en ildregn, hvis farve mindede mig om lyden af en bratsch.”  Og videre: “På de rådnede marker voksede der blomster med en varm og vild lugt. Langs vejen stod undertiden enkelte træer, som landmanden kunne have hvilet sig under i fredstid, med hvide, rosa eller mørkerøde blomster, et fortryllende syn i ensomheden. Krigen havde givet landskabet en heroisk og tungsindig kulør uden at ødelægge dets skønhed; den blomstrende overflod virkede mere bedøvende og strålende end ellers.”

Det er æstetikeren, der oplever. Etikeren er afgået ved døden.

Også hos Mylius er det æstetikerens briller, man ser med og samtidig forherliges det nye stærke mandsideal, som J.V. Jensen skriver i et digt fra perioden: “Vi vil bekræfte de raske i retten til riget.“

Her ser vi Mylius udfolde sig: ( citat fra side 29) : … Dejligt var det dog, en legemlig Styrkeprøve, en organsik Livssvulmen, at brydes med denne balstyrige Blæst, en hel Orkan, at stemme sig imod den med helstøbt Vilje og trodse sig frem, skønt det kneb, og man sommetider mærkede i sig en dekadent Trang til at give fortabt.”

Samtidig med, at Mylius berømmer det nye menneske(mands)ideal: det stærke, sunde legeme, har han øjne at se med og giver en udmærket skildring af den nye fiskertype: den hellige. I den første del af bogen taler han om forandringen i det ydre, og her drejer det sig om forandringen i det indre, efter at Indre Mission har sejret i de små fiskersamfund:

( citat fra side 35): Og med den for de Hellige egne Samfølelse hjalp disse Fiskere hinanden frem, ogsaa i verdslige forhold, saa at de økonomisk sad langt bedre i det end de vantro Fæller, med hvem de havde det mindst mulige at bestille. Man kunde se det paa Husene, at Kaarene var forbedret for de Hellige, de rev de gamle maleriske Hytter ned og byggede højloftet og sundt – men kedeligt. Og man kunde se paa deres Ansigter, naar man traf at komme til Stranden en Dag, hvor mange Fiskere var beskæftigede paa den fælles Landingsplads … Ansigterne bar Velplejethedens Præg, der var ikke længer Drukkenskabstegn at spore som hos adskillige af de Vantro, der klumpede sig sammen nordligst paa Landingspladsen som noget for sig, endda der ikke var synderlig andet, der holdt sammen paa dem end den fælles men afmægtige Trods mod Missionen, hvis Fiskere her, paa Skolelærerens Initiativ, alle fiskede i Kompagni og til fælles Udbytte og var ordaniserede i en Eksportforening, hvorved de undgik Mellemhandlere. Her praktiseredes altsaa en Art Kommunisme, der virkelig var beundringsværdig og vistnok enestaaende i Landet.”

Måske har Hans Kirk været inspireret af Mylius ideer om en slags kommunisme, da han skrev “Fiskerne”?

I det næste kapitel giver Mylius et portræt af en gammel fisker, der har været tilknyttet redningstjenesten. Og som fortæller om strandinger og sin indsats der. Der er også et smukt portræt af hans kone ( og af deres kærlighed til hinanden ). Den gamle mand får koldbrand, og derfor bliver hans tæer, der er sorte af sygdom, amputerede, men uden at lægen bemærker det, lister konen de afskårne tæer til sig, og ude i bryggerset vasker hun dem omhyggeligt og pakker dem fint ind, hvorefter hun graver dem ned på kirkegården. så er de, hvor de skal være på Opstandelses Dag.

Den gamle mand beretter om redningsaktioner, men ind imellem hører man Mylius’ stemme erstatte den gamles, som her: ( citat side 62) “Men Redningsfolkene er i deres Baad som Soldater i en vild og afgørende Kamp: de véd nok, Faren er der, de faar blot ikke Tid til at tænke paa den, de bare gaar løs, gør deres Pligt, alle Kræfter i Brug og ledet af en uvilkaarlig Snarraadighed, fremad mod Sejren – eller mod … nej, de glemmer rent, at Døden er Sejrens Sidemand, deres Hjerne og Hjærte rummer kun dette ene: vi  s k a l  og vi  v i l!”

I den næste fortælling “Skagen Fiskere før og nu” tager Mylius os med til tiden omkring 1800tallets første halvdel og lader den gamle fisker Wolle berette om, hvad han husker, og det er gennem ham, man får historien om Byfoged og Kancelliråd Lund ( navnet nævnes ikke, men det er ham) og negerslaven Jan Leton. Begge er fornemt skildret i Wentzels roman “Dødemandsbjerget” se indlæg 34. Det bliver også til en fortælling om fiskernes største indtægtkilde: det ilanddrevne vraggods, som kun strand- og byfogden måtte røre, men som alle stjal med arme og ben. Her er et citat fra side 77) :

Skagen laa adskillige Mil norden for Lands Lov og Ret, og mange mærkelige Ting gik i Svang. Der blev stjaalet graadigt af Stranden; baade for Tyv og Tyvs Tyv var der god Lejlighed i de Tider, men man “tyvtede” ikke hinanden, der var saadan stiltiende Overenskomst mellem Øvrigheden og Fiskerne om, at enhver rapsede det, han turde paatage sig og havde Brug for. Ganske vist stak Fiskerne tit i Rend, mens de stod midt i “Bjergningen”, naar Tolderen eller Strandfogden kom, men det var mere for Skams Skyld end egentlig af Nødvendighed. Undertiden hændte det, at der blev stjaalet af ilanddrevent Gods og Ladning mere end til eget øjeblikkeligt Brug, saa gravede den lykkelige “finder” sin Drittel Smør, sit Fad Tælle, sin Tønde Petroleum eller et Anker Vin eller hvad det nu kende være, Havet kærligst havde skikket ham, ned et Sted i Sandbjernene. “

Også Præsten stjal, og der fortælles en lille anekdote om en samtale mellem Kancelliråden og præsten – den citeres her fra side 82: ” – Efter Kirketid gik Kancelliraaden til Præsten og spurgte: “Hvem følger bedst Jesu Eksempel, du eller jeg?” Ja, det var et mærkeligt Spørgsmaal, mente Præsten, for ingen, der havde sine Sansers Brug, kunde da være i tvivl om, at Kancelliraaden var saa langt ringere en Kristen end Præsten, endda ogsaa han erkendte sine Synder for Gud. Men Kancelliraaden med højtidlig Røst: “Nej, bitte Præst,  j e g  er Jesu Eksempel nærmere end du. Jesus tilgav Røveren paa Korset, og  j e g  tilgiver herved dig, endskønt du skældte mig Hæder og Ære fra i Kirken og ikke vidste et eneste tilgivende Ord at sige din jordiske Øvrighed, som du dog efter Skriften skal være hørig og lydig”

Senere beretter Mylius følgende lille anekdote: ( citat si. 88) Egentlig var Kancelliraaden ejegod. Foruden med Præsten var det kun med Strandingskommissæren, han laa i Krig. Ved et lykkeligt Skæbnetræf havde Kancelliraaden den Glæde at blive Vidne til Kommissærens sørgelige Endeligt. Der var strandet en Brig paa Revet, synkefærdig laa den derude i Søerne. Kancelliraaden havde lejet en svensk Fisker til at sejle ud til Vraget “paa Forretnings Vegne”, og Kommissæren, som var fedtet af sig, bad sig Forlov til at komme med i Kancelliraadens Baad. Da de var kommen ud til Skibet, vilde Kommissæren skaffe sig den Chance forud for Kancelliraaden at være første Mand ombord, og det lykkedes ham ogsaa at hoppe op og faa snakket godt for Briggens Kaptajn nede i Kahytten, inden den tykke Kancelliraad fik sig lettet i Baaden. I det samme begyndte Briggen at synke. Søfolkene skyndte sig at springe ned i Baaden, i sidste Øjeblik kom Kaptajnen op af Kahytten og løb til Rælingen og frelste sig, men Kommissæren naaede ikke længere end i Kahytskappen, da Søen slog sammen over ham, og han gik til Bunds med Skuden, som han netop havde gjort en fin Handel om. “Lad ham blive liggende,” raabte Kancelliraaden fra Baaden. “Han har altid villet haft Munden fuld – nu behøver han ikke gabe efter mér.” Og i sit stille Sind tænkte den Skagen Byfoged som saa: “Det er godt, jeg er Kommissionæren kvit, han var den største Kæltring i Skagen  – næste efter mig selv.”

Det var samme Lund, der plantede en lille lund rundt om sin bolig, og i følge overleveringen skulle den sorte slave Jan havde været uvurderlig for ham i dette arbejde, og det er vist sandt nok, at der opstod en slags venskab mellem de to mænd.

Mylius tager nu med en af de moderne kutterfiskere på fiskeri og skriver om den oplevelse det var for ham. For mig forekom det jævnt kedeligt at læse, og jeg citerer ikke derfra. Derimod slutter kapitlet med et smukt stemningsbillede, som jeg vil citere i sin helhed. ( citat side 106):

“Om Aftenen efter Solnedgang staar man oppe paa Fyrbakken øverst i Byen. Det er saa stille alle Vegne. I Skær fra den røde Vesthimmel ligger Skagens gule Huse saa blødt belyste mellem Klitterne, der har faaet en fugtig Fylde, siden Taagen var over dem. Stranden er vaad og fast, Kattegat er perlemorsblankt og uden Skibe, Bangsbobankerne slutter som en Bjergkæde Bugten af. Ude om Revet lister et par Sejlere afsted, Vandet rører sig ikke, alene var Vesterhavet høres, naar man lytter i Stilheden, en dæmpet Knurren. Paa Klitterne ser man mørke Skikkelser komme enkeltvis frem, det er Fiskerne, som er deres Mørkningstur ved Havet. De staar der længe, uden Bevægelse, uden Ord, de fører deres tavse Tale med deres lunefulde Forsørger, det evige Hav. Fra Heden kommer en Gamling trækkende med en spinkel Ko, der skal Hjem til Malkning, Faarene bræger spædt, en Dreng er henne og lukke dem ind i Folden – et omvendt Baadskrog – for at ikke Ræven skal tage dem eller Nattekulden gøre dem Fortræd. Naar Drengen er færdig, kan man i den skarpe Stilhed høre ham synge rapt, det er – som naar Børnene paa Skagen synger – en Salmemelodi, men han jager aldeles ukristeligt med Takten, og naar Teksten slipper op, sætter han selv ny Ord til, Ord som hverken rimer eller har sammenhængende Mening, Ord om Fiskeri og Sejlads og om Længsel bort fra Faarefolde og Skolestuer, ud til friskt Vejr paa det aabne Hav.”

Sandelig om vi ikke her møder Danmarks første “rapper!”

Der er flere historier i samlingen, men ikke alle foregår i Skagen, og har man lyst at læse resten, kan man gratis hente teksten ned fra Nettet. Behøver blot søge på Mylius Erichsen. Hele bogen er lagt ud på Nettet og hedder Project Gutenberg ebook.

På Skagen gamle Kirkegård står disse sten over slaven og kancelliråden.

Vi holder en pause med hensyn til Skagen som sagt. Englene kræver deres plads her og nu. Det kan jeg ikke lave om på – sommetider kuldkastes ens planer, og man må omrokere. Så er du ikke til engle, men til Skagen – så vendt blot en lille tid.

39 – Oversigt over indlæg om Skagen

Udgivet den af
Svar

Oversigt over indlæg om Skagen fra august 2011 til 11. januar 2012 –
Alle indlæg kan findes under kategorien hjemstavnsroman
1. Skagen i Tankerne
2. Olavius:      Beskrivelse over Skagen Kiøbstad og Sogn 1787
3. Olavius 2:   Beskrivelse … fortsat …
4. Klitgaard:   Skagen Bys Historie indtil 1870
5. Klitgaard 2:  Skagen … fortsat …
6. Sandflugten
7. Nogle billeder fra Tranestederne
8. Et par bøger om Skagen: Tønnesen: ”gamle Skagensfiskere fortæller – Poul Carit
Andersen: Skagen i Fortid og Nutid
9. Jens Lønstrup og Ingrid Nielsen: Skagen Tilsandede Kirke
10. Når det blæser til kuling i Tranestederne: nogle fotos
11. Anekdote 1 –  Magnus Hesselholt og Poul Reumert
12. Poul Hammerich og Arne L. Hansen: Havet – Grenen – Skagen
13. Liste over litteratur om Skagen – fra Hans Nielsens Skagenbibliografi
14. Anekdote 2 – Magnus Hesselholt fortæller erindringer i et interview i en avis
15. Huse i Skagen – Højen og Vesterby
16. Anekdote 3 – kaffe med familien på Kokholms Hotel
17. Henrik Pontoppidan – En Fiskerrede ( novelle)
18. Jens Tønnesen: Den forsvundne Skagen fortæller
19. En Strandingsberetning – Illustreret Tidende 1863
20. Thagaard: Blade af Skagens Historie
21. Oktoberbilleder fra Tranesteder – fotos
22. Anekdote 4 – Lars Hesselholt fortæller
23. To romaner og en erindringsbog:  Hanne Marie Svendsen: Guldkuglen – Bech Nygaard: Livets Dræt og Dødens – Bent Haller: Så mange rum
24.  H. C. Andersen: Skagen
25. Et hus i Hulsig – om den gamle Brugs
26. Rifbjerg og Kandestederne
26A. Aase Hansen: Alt for kort er duggens tid
27. Tilføjelser til Et hus i Hulsig
28. Gården Hesselholt
29. Harry Søiberg: Historier fra Skagen – Bent Haller:
Skagensbillede
30. Mere om Hesselholt
31. Johannes Jørgensen om Skagen
32. Rifbjerg og Wivel om Skagen
33. Flere digtere om Skagen: Steen St. Blicher – H. C. Andersen – A. M. Goldschmidt – Holger Drachmann – Johannes V. Jensen – Georg Brandes – Anna Ancher – Martha Johansen – Henrik Pontoppidan – Hans Kirk – Klaus Rifbjerg
34. Ole Wivel og Henrik Venzel – digte og en roman
35. Ole Stjernø – en lokal digter?
36. Et par trivielle værker: F. Wermuth: Familien fra Aalbæk – Reerslev: Præsten i Ødemarken – Friis: Strandingskommissæren i Skagen.
37. Karsten Lund: Den amerikanske Sømand – Viggo Stuckenberg – Valravnen
38. A. M. Goldschmidt: SKAGEN  ( 1865)
39. Oversigt over indlæg fra august 2011 – 12. januar 2012