Men enkelte beretninger har jeg nu alligevel fra fars egen mund, og en af dem hørte jeg ham fortælle med jævne mellemrum. Når han så ofte vendte tilbage til den, skyldes det sikkert, at lige den begivenhed kom til at betyde meget for ham.
Jeg ved ikke, hvor gammel han har været, men i al fald gammel nok til at køre en vogn med et par heste for. Far er født i 1901, så historien stammer sikkert fra omkring tiden lige før 20’erne eller måske i 1920’erne. Måske var det lige efter farfars død i 1919 – han havde siden sin ungdom været bonde på Hesselholtgården, men besad desuden en række andre hverv, bl.a. drev han en vognmandsforretning. Far fortæller i et interview i Frederikshavns Avis “Strandby fiskeauktions “far” fylder 80″) i 1981 følgende: “Det var før bilernes tid, så når de prominente gæster steg af toget i Hulsig, stod vi for den videre transport til Kandestederne med hesteforspand.
Nu var det altså far, der kørte, og gæsten var skuespilleren Poul Reumert. Han var verdensberømt dengang, havde spillet store roller på Theatre National i Paris, og var en af de mest kendte kongelige skuespillere. Far kørte ham til sommerhuset i Kandestederne og blev budt indenfor. Hvorfor ved jeg ikke, og desværre spurgte jeg aldrig, men Reumert har måske fundet det morsomt at snakke med den her gæve bondeknøs, i al fald kom de ind i hans arbejdsværelse. “Og der lå bøger alle vegne rundt om på bordene, ja, jeg havde da aldrig set så mange samlet på et sted,” fortalte far, og fortsatte, “og så var det, jeg spurgte ham, om han havde læst dem alle sammen?”
“Læst!!!” himlede Reumert og fortsatte, “jeg har ikke læst dem, jeg har lært dem udenad. Det er mine roller.” Roller? Far måbede. Og udenad! Selv havde han haft sit bøvl med de salmevers, han havde skulle lære. Og så en hel bog! Nej, mange bøger … det kunne han ikke tro og fik det da også sagt. Så bad skuespilleren ham om at tage en af dem og læse en linje højt. Far tog Henrik Ibsens “Terje Vigen” den var jo ikke så uforskammet tyk, og han åbnede den og læste ( langsomt, for han var ingen god læser, og det her sprog var vist nærmest ikke rigtigt dansk, lignede i al fald ikke det, han var vant til at høre og selv talte: “Da lakket og led det af krigens år/ i 1809/ endnu går sagn om de trængslers kår/folket da stedtes i …” Tak! Reumert afbrød ham og reciterede videre derfra, hvor far var kommet til. Side efter side. Og så flot det lød! Det var smukkere end musik. Og musik kendte far noget til, for han var organist i Hulsig Kirke.
Reumert lukkede bogen og rakte far den. “Den må De få. Men husk så, at den skal læres udenad!” Far gik hjem med sit trofæ. Og han lærte den udenad. Det kan jeg garantere for, for jeg hørt ham recitere utallige gange, da jeg var lille. Og min far, der ellers aldrig gav slip på vendelbomålet, han reciterede altid på det smukkeste dansk, han kunne præstere. Jeg kan stadig høre ham helt tydeligt. Og for mig lød det også som musik. Mon Reumert havde gjort det bedre?
En dag hørte jeg far fortælle om, hvordan han bragte traktoren til Vendsyssel. Og nu husker jeg ikke detaljerne, desværre, og far fortalte det måske heller ikke til mig, men til Anders, eller måske var det også til mig – for det var jo ikke sådan, at han ikke regnede sine piger. Vi var i al fald sammen alle tre og sad i bilen på vej til Tranestederne. Sommerhuset var nyt, og vi skulle vel bare ned og se, om alt stod vel til – det har sikkert været om vinteren, for mor var ikke med.  Og Anders sad altså foran hos far. Og far fortalte om, hvordan han havde været til et marked ( eller en landbrugsmesse måske) i Sønderjylland eller måske Nordtyskland? Det har været en vældig rejse, og der er muligt, at en af hans brødre har været med eller måske endda farfar. Men det var i al fald far, der bad om at få lov at prøvekøre en traktor dernede på udstillingen- og det fik han lov til – og ejeren begyndte da også på sin salgstale, og far ( som ikke for ingenting senere blev købmand ) virkede jo interesseret nok. En traktor! I Nordjylland, hvor alle agede med heste både på marken og til transport, det var da ret ophidsende for en ung mand, der brændte efter, at noget nyt skulle ske. Og det lykkedes faktisk far at hale en aftale i land med forhandleren: Far skulle hente en traktor hjem til Nordjylland og demonstrere den for de lokale landmænd. Om han så til gengæld for det arbejde fik traktoren billigt eller måske gratis, ved jeg ikke. Men at han bragte den første traktor op på disse kanter står til troende, for der var pionerånd i ham. Og desuden, min far var “intj prålvoren” = han pralede ikke.
Men vi børn kunne måske nok spinde videre på en historie eller et på et billede. Vi har et eller andet sted et gulnet foto af far, der står lænet op ad en enorm flot HGF-vogn – han ligner ejeren, og det har jeg altid troet, at han var. Og måske var han det også. Han fik i al fald tidligt bil.
Men som chauffør debuterede han i sin pureste ungdom og blev Danmarks yngste taxachauffør – det fremgår af det før nævnte interview, hvor han fortæller, at han kom ekspres hurtigt og let til sit kørekort. En vognmand i Skagen ved navn Sørig havde erhvervet sig tre automobiler, men havde kun to ansatte, der kunne køre bil, og han spurgte far, om han havde lyst til at blive den tredje.  Han skulle bare erhverve et certifikat. “Men jeg kan allerede køre,” sagde far, som selvfølgelig havde prøvet det, jeg ved ikke hvor. Far meldte sig dog til køreprøve hos “ingeniøren,” og da de efter “eksamen” sad over kaffen på Skagen Hotel, kom Sørig ind og var slemt forlegen, for der stod tre fine damer udenfor, som så gerne ville køres til Grenen, og de to andre chauffører var ude at køre. Kunne far ikke? Jo, selvfølgelig. “Hov hov,” kom det fra ingeniøren, “han har jo ingen kørekort.” “Jamen, så se da at få lavet et!” sagde Sørig – “man kan da ikke lade damerne vente.” På den måde fik far kørekort i en vis fart.
Far var i mange år chauffør, og den ene af hans kolleger var digteren Thomas Olesen Løkken. Han har ind imellem droppet nogle små historier om sine ture. En især husker jeg, nemlig da han kørte en stangdrukken Stauning til et sommerhus i Kandestederne. Det var en mølle, der lå meget højt placeret, og min far, der var en lille mand, skulle bugsere Stauning, der var en kæmpe, op ad de mange trin til Møllen. Det var ved at tage livet af dem begge to. Og hvor ville jeg gerne have set det syn!
Nogle år kørte far også fisk fra havnen i Skagen og til Tyskland. Det har jeg aldrig vidst før, og han fortalte aldrig om det, men faktisk må han have lært sig noget tysk, for jeg har hørt ham tale med en tysk turist, og det gik fint. Turene til Tyskland i 1920’erne beretter han om i interviewet, hvor han også siger, at han hele sit liv har været lidt “biltosset” – Så jeg er da for resten ret sikker på, at det ikke kun var mor, der var ked af, at de efter krigen måtte skaffe sig af med bilen.
Det var forøvrigt en rigtig lille prop af en bil. Jeg har billede af den, og skal senere sætte det ind på bloggen.

Min far var måske en god fortæller, det ved jeg ikke, men jeg har hørt folk sige, at det var han. Så morsom. Hjemme var han nærmest lidt fåmælt. Ikke sur og uvenlig, nej, han var glad og venlig. En rar far. Men ikke en fortæller. Og hvis det endelig skete, så var fortællingen slut, næsten inden den var begyndt. Det var der ikke meget sjov ved. Og så alligevel, men det kommer jeg tilbage til.
Det var kort sagt ikke ham, man tyede til, når man som barn ville høre historier. Det var mor eller bedstemor. Men jeg har som sagt hørt, at andre har nydt at lytte til ham. Og han havde sandelig også noget at fortælle om, det skal jeg også komme tilbage til senere. Og når han var sammen med andre mænd, og de havde fået et par genstande, så blev der åbnet op for det ellers skjulte fortællegen, og han fandt de gode historier frem. Min bror blev på et tidspunkt lukket ind i kredsen, hvortil børn og kvinder altså ikke havde adgang, og fra dem har jeg nogle af historierne. Det var ikke vittigheder, det var ting, han havde oplevet som dreng og ung, og hvor er jeg ærgerlig over, at jeg ikke er en dreng. Så ville jeg have haft dem fra løvens mund.
Hjemme i stuen var det kvinderne, der førte ordet. Mor og bedstemor. Og far snakkede med, selvfølgelig, men i små sætninger, som skulle han spare på ordene. Og samtalerne var så fredelige og uinteressante og helt ligegyldige, og for resten var de to altid enige. Og ingen af dem havde temperament, så der blev aldrig råbt højt, og skænderier var utænkelige.
Så meget mere uhyggeligt var det, når det alligevel skete, at de kom på kant med hinanden. Og jeg har enkelte svage erindringer om uoverensstemmelser mellem de to, som ellers levede i skøn harmoni.
En af de aller tidligste står endda temmelig klart for mig, for i den forvirrende “samtale”, de førte, rubricerede min far min mor. Ja, han satte hende simpelthen i bås, og det ret så kategorisk. Jeg husker endnu min rædsel over, at hun virkelig var SÅDAN EN!!! Og jeg forstod, at mor trods sit engleagtige ydre og blide indre havde skumle sider, som jeg ikke lige havde adgang til, måske fordi de kun kom frem om natten, når jeg sov, men altså også lige nu.
Episoden fandt sted kort efter krigen. Og i køkkenet. Og de stod begge to og ved vinduet og kiggede ud i gården. Jeg kunne jo ikke se, hvad de så på. Men jeg kunne forstå det alligevel. Det var vores lille tykke bil. Den snakkede de også om. “Men vi er nødt til det!” sagde far, “det må du da kunne forstå. Vi har ikke råd” Så tror jeg, at mor græd – i al fald lavede hun en hæslig slubrelyd, og jeg tænkte, at nu ville han da trøste hende, ingen kunne trøste som far. Når han holdt en i armene, så var man ikke bange mere. Eller ked af det. Men mor blev ved med at slubre, og far stod helt stiv ved siden af hende, ja, jeg tror endda, han vrissede, og det lød ligeså unaturligt som mors hulken.
Så var det han sagde det. Og jeg blev helt kold af skræk. For min mor var slet ikke min søde mor. Hun tænkte ikke mere på os. Eller far. Eller bedstemor. Hun havde skiftet fra at være mor til at være … ja, ordet lyder stadig lige væmmeligt efter mere end 60 år. “Du tænker kun på LUKSUS! det er det eneste, du har i hovedet!!” Det var de ord han sagde. Og ordet luksus, det måtte jo være rent forfærdeligt, når det nu havde invaderet mors hoved, så kun det var tilbage. Min mor var en luksus – mor. Eller måske slet ikke mere en mor. Måske var hun nu kun en ting. LUKSUS.
Jeg husker også mors modstand mod, at far ville ind i hjemmeværnet. Han havde ( som så mange andre i den lille fiskerby) hjulpet med at få flygtninge sejlet til Sverige – gemte dem på havnen på sit kontor. Og mor havde været bange. Meget bange. Og hun ville ikke have mere krig, som hun sagde. Ikke flere uniformer. Og ikke noget med at rende rundt og lege, at krigen ikke var slut. Men ordene husker jeg ikke. Det var mere stemningen.
Mit næste indlæg vil handle om de anekdoter, far fortalte, eller som blev fortalt fra hans barndom og ungdom, og som jeg har dels fra min bror, dels fra aviserne (interviews med min far) og dels fra, hvad min onkel Lars, onkel Otto og tante Kirsten har fortalt. Begivenhederne er lige så sande som den sandede egn, hvori de udspillede sig.

Inden et nyt Skagen-indlæg vil jeg publicere et par af de billeder, som jeg var heldig at fange forleden i Transtederne, netop som stormen piskede havet op i et sandt raseri – ja bølgerne skyllede langt op og åd sig helt ind i klitten. Det var et smukt sceneri, men det må have været ganske forfærdeligt i de gamle dage, hvor fiskere ikke nåede at komme i land, før en sådan storm tog fat og forvandlede havet fra idyl til vildskab.

Her er normalt en bred strand, men havet skyller hen over den.

Og skyhimlen




Nu hvor jeg ser billederne, synes jeg ikke, det ser så faretruende ud, men et billede er kun et billede, navnlig når man er amatør som jeg er.