Udgivet 27. august 2013 | Af Webredaktøren

af Hans Nielsen 
“Som læge finder jeg det absolut umuligt at leve på dette, frem for noget andet kostbare sted, hvor der kun er lidet eller intet at fortjene, da den største del af byens indvånere er fattige fiskere, som ej haver evne til at betale praktiken, og de få, som dertil have evne og kunne betale, vægrer sig og viser uvilje. Hertil kommer dog, at her aldrig tilforn har været nogen ordentlig læge, og patienterne ser derfor at behjælpe sig som hidtil med de såkaldte kloge koners råd. Desuden hører der til Skagen kun et eneste sogn, hvis bønder aldrig har været vante til at fordre lægens hjælp, og som de heller ikke gøre endnu.”
Sådan skrev underkirurg i hæren Christian Ferdinand Simonsen, der i 1812 som den første besatte embedet som distriktslæge i Skagen. Han tog da også benene på nakken allerede i 1813 og flyttede til Hjørring. Efterfølgeren, kirurg Peder Wodskov, måtte også snart aflevere sin bestalling efter en dom på vand og brød for at udgive falske bankosedler.
Den næste distriktslæge var ganske vist ueksamineret, men ikke desto mindre blev dr. Meyer fra Qvittelsdorf siddende i embedet fra 1815 til 1847.
Kolera
Distriktslæge Schack August Steenberg fik mere end nok at se til i sin embedsperiode, der varede fra 1849 til 1857. I sommeren 1852 fik han en masse patienter med tynd mave. Et mindre antal af dem afgik ved døden, men i de sidste måneder af året fik sygdommen epidemisk karakter. Koleraen var for alvor kommet til Skagen, og skagboerne døde som fluer.
 Sundhedsvedtægt
Det blev atter hverdag, og byens indbyggere plagedes af mere ordinære gebrækkeligheder, som der dog også var rigeligt af. Koleraepidemien førte i øvrigt til at der blev udarbejdet sundhedsvedtægter af kommunalbestyrelserne. De indeholdt regler for bortskaffelse af husholdningsaffald m.v. Stalde og svinestier må fremtidig ikke indrettes i beboelseshuse, medmindre de er adskilte fra beboelseslejligheden ved brandmur. Svinehold i møddinger forbydes…Ethvert nyt hus skal forsynes med et eller flere latriner efter tøndesystemet. Latrinhuset må ej anbringes under trappen eller beboelseslejligheder og skal være fjernet mindst 3 alen fra brønden og vinduer i våningshuset…I ældre huse kan mindre, lukkede gruber tillades, men disse skal tømmes om vinteren 1 gang om ugen, om sommeren 2 gange om ugen. (Sundhedsvedtægt for Skagen Kjøbstad 1886).
Doktorgården
Distriktslæge Reinhard, der fungerede fra 1857 til 1867, byggede i 1860 Doktorgården på Sct. Laurentii Vej 89 af tegl og mursten, der stammede fra bygningerne ved Det Hvide Fyr.
Sygehusbyggeri
Da fattighuset vesten for præstegården blev bygget i 1878 indrettede man her et par sygestuer, men det var vist kun en enkelt delirist, der overnattede dér. Under en senere epidemi lejede man den bedrageriske fyrskibskaptajn Steinmannns hus på hjørnet af Jens Winthers Vej og Oddevej, og brugte dette som en art hospital.
Et egentligt sygehus fik man lejlighed til at indrette da Vesterby Skole på Markvej blev ledig efter opførelsen af den nye Borgerskole i 1901. Personalet bestod af 1 sygeplejerske og 1 tjenestepige.
Brugerbetaling
Man snakker i dag om brugerbetaling i sundhedssektoren. På det gamle sygehus på Skovvej var der betaling ved kasse 1. Ifølge Reglement for Benyttelsen af Sygehuset i Skagen betalte indenbys patienter 1½ kr daglig på fællesstue og 2½ kr daglig på enestue. Udenbys patienter måtte slippe yderlige 1 kr,
Lægebehandling og medicin var altid på den syges regning, og som regel skulle der stilles sikkerhed for betalingen, før man kunne blive optaget som syg på hospitalet. Hvis betalingen udeblev, inddrev Skagen Sygehus uden rettergang sit tilgodehavende ved udpantning hos den syge eller dennes kautionist.
Besøgstiden var af sygehusudvalget fastsat til 9-12 og 14-18.
Der var også mulighed for at få besøg af en hjemmesygeplejerske. Her var prisen for en nattevagt 1 kr, dagvagt 50 øre og skiftning af forbindinger kunne gøres for mellem 35 og 50 øre. Sygeplejersken påtog sig som regel ikke rengøring, og forventede at få kosten på stedet. Værsgo at skylle!
Det nye sygehus
Efter en halv snes år indså byrådet, at sygehusforholdene måtte forbedres, og forskellige placeringer og løsninger blev diskuteret ihærdigt.
Skulle man købe jord af Zakarias og Janus Sørensen, der havde gårde i nærheden af det gamle sygehus eller skulle man bygge nyt på Gåsemarken?
Sparekassen havde netop haft 50 års jubilæum og i den anledning skænket byen 10.000 kr, og det samme beløb blev stillet til rådighed af Badehotellet på Grenen. Man havde således et godt finansielt grundlag for sygehusplanerne, som i øvrigt kun ville medføre at der skulle ansættes yderligere 1 sygeplejerske samt en ældre mand, der kunne gå lidt til hånde med forskellige ting.
Sagen endte med, at man i 1915-1916 opførte en trefløjet bygning på en grund, der blev købt af Drachmanns Hus.
Ulrik Plesner og hans medarbejder, den norskfødte arkitekt Thoralf Ridder, stod for tegningerne. Bygningen rummede en medicinsk-kirurgisk afdeling med 25 senge. I de pavillonlignende udbygninger mod nord var der i den vestlige operationsstue, præparationsværelse og forbindsstue, medens der i den østlige var hospitalskøkken.
Lægebemanding
De to privatpraktiserende læger i byen på daværende tidspunkt, Anker Winther og Johannes Hornemann, skulle mod et passende salær også gøre tjeneste på sygehuset.
Det nye sygehus blev straks en bekymrende stor succes. Skagboerne fik smag for at lade sig indlægge. Antallet af sygedage steg fra 1000 årligt i 1916-17 til mere end 5000 i 1919. Sygehuset havde til stadighed 10-12 patienter mod tidligere 2-3 stykker. Og udgifterne fulgte naturligvis med: senge, sengetøj og linned, medicin og forbindingsstoffer. Der var også et stort ønske om at få indlagt centralvarme til afløsning for de mange kakkelovne, der ikke var den heldigste form for opvarmning på et hospital.
Det gamle sygehus på Skovvej blev omdannet til epidemisygehus, og fungerede som sådan til 1923, hvor man gennemførte en større udvidelse af hospitalet så der blev plads til røntgenafdeling, badeafdeling, der også tjente som offentlig badeanstalt, og en separat epidemibygning med 9 sygestuer.
Ambulancen
En hestetrukket ambulance var også kommet til byen. Vodbinder Iver Christensen rejste sagen i byrådet i 1918, men der var stærk modstand mod at bruge over 1000 kr på indkøb af et køretøj. Man måtte også betænke, at det ville koste 6 kr hver gang vognen skulle desinficeres efter brug. Kommunekassen var slunken, og sagen blev udsat. Dog bevilgede man ved samme lejlighed 500 kr til en ny brandstige og 50 kr til folkebogsamlingen.
Tidligere havde vognmand Købsteds charabanc og diverse fladvogne kunnet klare transporten af tilskadekomne, men da det svenske skib ”Gunhild” minesprængtes i 1919 og masser af hårdt sårede søfolk blev bragt ind til Skagen havn, traf man endelig beslutningen om at indkøbe en brugt ambulance. Denne blev benyttet til 1942, hvor et motoriseret køretøj overtog transporten af syge og tilskadekomne. Man beholdt dog den hestetrukne som reserve indtil den i begyndelsen af 50’erne blev skænket til Medicinsk-Historisk Museum i København. Den gamle ambulance befinder sig stadig på Sjælland, men burde vel rettelig finde tilbage til Skagen.
Doktor Jarnum
Fra 1922 var doktor Axel Jarnum sygehuslæge samtidig med at han drev sin private praksis i Østerby. I 1941 havde byrådet en heftig debat om ansættelsen af en reservelæge til aflastning for Jarnum på sygehuset. Sygehusudvalget anbefalede en ung kandidat, som ville stå kommunen i 7000 kr årligt, og forslaget blev vedtaget med et knebent flertal. Jarnum var en højt respekteret læge, men alligevel skumlede blikkenslager Sørensen over forslaget, som han mente kun ville gavne Jarnums private praksis.
Debatten fortæller også noget om normeringen i datidens sygehusvæsen.
Efterkrigstid
I efterkrigstidens Skagen, der oplevede en kolossal befolkningstilvækst, var der ingen, som drømte om at reducere, endsige fjerne sygehuset. Tværtimod blev der gennemført kostbare moderniseringer og bygget et nyt sengeafsnit.
Allerede i starten af 1970’erne begyndte man dog i forskellige udvalg at mumle om en eventuel nedlæggelse af Skagen Sygehus, og da hospitalet først kom over i amtsligt regi, trak de mørke skyer for alvor sammen om institutionen.
Skagboerne anede uråd og gik på barrikaderne, men lige lidt hjalp det. I 2002 skulle amtets sundhedsudvalg spare først 40, dernæst 30 millioner kr – og da stod sygehuset ikke til at redde.
Tre år senere kunne man dog indvie gigt- og rygcenteret, der siden har været en stor succes. Og de fæle planer om at sælge den oprindelige sygehusbygning og lade den ombygge til ferieboliger blev da heldigvis ikke til noget. Plesners smukke bygning tjener stadig sundheden.