To ting:
Primo:
Glem ikke den lille julespørg, som begynder og slutter i december – en rigtig julekalender bliver det – en føljeton på 24 kapitler. En eroteske og en groteske og en knaldeske og en juleske ( nej, ikke en jule – ske, men netop en juleske ) – og når den for alvor tager fat, så kan der ske hvad som helst, og jeg lader mig ikke kyse til i stedet at nedfælde en artig ballet eller yndig musical i stedet, skønt en sådan måske i højere grad ville glimre juleagtigt.
Dette intermezzo er ikke kun for at minde om den barske historie, der løber hen over stablen uden at vælte den fra og med 1. december, men også:
Sekundo:
for at irrettesætte mig selv for sjusk – og at bringe jer, mine eventuelle ( og meget kære) læsere ind på et rigtigere spor end det, hvorpå jeg forlod jer småfrysende for et par indlæg siden. = Den langt fra smukke dame i blussende vår er IKKE min mormor, men uden tvivl en af hendes kusiner fra Skives omegn – muligvis endda hende, som jeg kendte som mors moster Trine, og som jeg kun har mødt i hendes absolutte afblomstring, hvor hun nemlig var så tynd som en muselkvinde og meget gammel. Og jeg besøgte hende og hendes to ugifte brødre, onkel Thorvald og onkel Johannes, på gården i Ørum, hvor hun levede som husbestyrinde for dem. Senere flyttede hun og den ene broder ( den anden var død) til Skive, og her har jeg besøgt hende, og fra det besøg har jeg et kært minde. Jeg sov i dobbeltsengen sammen med moster Trine ( jeg var dengang kostelev på Th.Langs Gymnasium i Silkeborg) – jeg sov altså ved siden af hende, men vågnede midt om natten ved at en meget gammel og benet hånd kærtegnede mit ansigt. Jeg blev så glad, men lod som om jeg sov. Og den gamle kone blev ved en stund at glatte min kind. Ved højlys dag var hun tør og tavs.
Hende er det måske. Men altså kun måske. Jeg vil konferere med min “fætter Holger” fætter en han nemlig knap nok, for dem har jeg kun en af, og han hedder Jørgen og er ikke i familie med onkel Thorvald osv. Det er Holger, for Thorvald er hans mors onkel ligesom han er min mors onkel – så meget er vi i familie.
Billedet forestiller i al fald ikke mormor, og det ved jeg helt bestemt, for jeg har gravet mig frem til et andet billede, som i den grad ligner min mor. Og det kan kun være mormor. Det er jeg slet ikke i tvivl om, og for resten meget lettet, for hun er jo nærmest smuk og ligner en, der har mod på livet, men som har i sinde at tage det i besiddelse på varsom og nænsom vis – dog bevæbnet med paraply! – i al fald ligner hun ikke som kusinen en, der når som helst kunne finde på at suge blod af en hvilken som helst hvid og skær hals. Undskyld Moster Trine – men billedet forestiller nok heller ikke dig.
Så kom det på plads, og jeg vil i nærmeste fremtid udbedre skaden og sætte det langt mere forsonende billede af mormor ind på sin rette plads.
Hvis du går tilbage til Hulsig indlægget, vil du se de nye billeder.
Intermezzo
Svar