Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmeside www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

Denne smukke tegning af skolen i Rannerød er fra Jens Lampes bog: Træk af Raabjerg Sogns Degne- og Skolehistorie (1948).

Følgende er en afskrift fra ovennævnte bog , side 12 – 17.

“Rannerød Skole kan d.15. Juni fejre 80 Aars Jubilæum, idet Skolen ifølge Sogneraadets gamle Forhandlingsprotokol skulde være færdig til denne Dato under Mulkt af 2 Rigsdaler for hver overskydende Dag. Da den lavestbydende, Peter Eskildsen, kun fik 109 Rigsdaler for Arbejdet, maa man gaa ud fra, at han har faaet Skolen færdig i rette Tid. I hvert Fald kan man se, at Skolen har været i Gang inden Aarets Udløb. Før den Tid undervistes Børnene “norden Klitten” af Omgangslærere. Blandt saadanne nævnes Jens Hendriksen, Peder Høgenhaug, Jens Jensen, Heden, Ole Madsen og Jens Andersen. Jens Jensen sad i flere Perioder i Sogneraadet og var mange Aar Formand for dette. Ole Madsen døde 89 Aar gammel i 1933. Han havde været Orlogsgast, hvilket dengang var en tilstrækkelig Kvalifikation for en Lærer. Han blev senere en agtet Baadfører i Kandestedernes Redningslaug.

Lige siden Skolen blev gygget har der været Fællesskab med Skagen Landsogn om den. Naar Skolen blev bygget i Rannerød og ikke længere mod Øst, skal det skyldes, at daværende Gaardejer Christen Madsen skænkede Grunden kvit og frit.

Skolen er bygget efter Mindstefordringerne i Lov af 8. Marts 1856. Tømmeret, der medgik, blev købt paa en Strandingsauktion, hvad Gulvbrædderne i Skolestuen endnu vidner om. De ser ud til at have udgjort Dørken i et Skib. Boligen var oprindelig beregnet som for en ugift Lærer, og det bemærkedes i Opslaget, at der ikke ved Skolen fandtes Jord til Anlæg af Have. Som i Klitlund og Hvidemose ansaas det paa Forhaand umuligt at opdyrke Flyvesandet. Men alle tre Steder gjorde en Række energiske Lærere Sogneraadets domme til Skamme.

Indtil 1892 underviste Læreren i Rannerød ogsaa Børnene i Bunken- Lodskovad. Læreren skulde altsaa 3 Gange om Ugen spadsere 10-12 Kilometer over Klitter og om Vinteren ofte vade igennem høje Snedriver. Da tilmed Lønnen de første Aar kun var paa 120 Rigsdaler aarlig foruden Bolig og Brændsel, er det forstaaeligt, at det, saa længe denne Ordning varede, kneb med at skaffe kvalificerede Kræfter til Embedet. De første Lærere var da heller ikke Seminarister. Jens Andersen ( Uggerby) hed den første. Han virkede i Rannerød-Lodskovad til Januar 1870, flyttede til Nørre Bindslev og derfra til Hvidemose Skole i 1871. ( Han maa ikke forveksles med en senere Lærer i Hvidemose af samme Navn). Den næste hed C.P. Mortensen ( Hvidsted). (f. 1845, dim. Ranum 1867). Denne har i en gammel Geografi ( af C. V. Rimestad) skitseret Skolen, som den saa ud de første Aar. Mortensen fik af Sogneraadet Tilladelse til at indrette et lille Køkken øst for Skolestuen mod selv at betale Arbejdslønnen, 15 Rigsdaler, og anskaffe et Komfur. Han blev nemlig i 1873 gift med en Pige fra Rannerød, Ane Marie Thomsen, og havde taget sin gamle Fader til sig. De, der kan huske Christian Peter Mortensen, omtaler ham som en livsglad Gut, der ikke foragtede de vaade Varer. Han endte vist sit Liv ret tragisk i Hovedstaden.

I 1874 reguleredes Embedet, saa Lønnen kom op paa 200 Rdlr. Alligevel kneb det med at skaffe en kvalificeret Læarer, og Embedet var vakant i længere Tid, men omsider lykkedet det at faa en Seminarist, nemlig Niels P. Frederiksen ( f.1850 – d. 1919) fra Mosbjerg. I et Brev af 8/12 1874 fra Provst Reinau i Frederikshavn hedder det om Frederiksen, at “han ikke efter hans Eksamensbevis synes at høre blandt de Fremmeste.” Gamle Mennesker paa Egnen fortæller, at han var en dygtig Underviser, men saa “grow fin”. Naar han f.Eks. gravede Kartofler op, samlede han de enkelte Kartofler op med en Ildklemme for ikke at snavse Fingrene til. Det lykkedes ham at faa Lønnen forhøjet til 225 Rdlr. aarlig. Frederiksen blev senere Lærer i Gistrup, men maatte paa Grund af Sygdom søge sin Afsked ret tidligt. Han slog sig saa paa Journalistikken og var i mange Aar en flittig Medarbejder ved “Aalborg Stiftstidende.”

I 1876 opsloges Embedet ledigt igen, og der indkom 2 Ansøgninger, hvoraf den ene var fra en ukvalificeret og den anden fra en cand. pharm., men ingen af dem blev ansat. I Stedet for konstitueredes en Højskoleelev Jens Andreas Thomsen fra Thise et Aars Tid. I 1877 forhøjedes Lønnen til 550 Kr., og Aaret efter ansattes den 25-aarige Christian Jensen som Lærer. Han var saa vidt vides ueksamineret. Om ham er der delte Meninger. Nogle satte Pris paa ham, andre husker ham som en bister Herre, der var brutal baade overfor Eleverne og sin egen Familie. Jensen havde Hvalrosskæg og gik oftest med Stok og i lange Læderstøvler trukket udenom Benklæderne. Han havde en Del Hjælpelærere fra Tid til anden, en H. C. Rasmussen og en lang Sønderjyde J. L. Høeg. I nogle Aar assisteredes han af sin Svigerinde Birgitte Vammen, men Samarbejdet blev desværre saa intimt, at det gik uheldige Følger, og Jensen maatte noget hovedkuls tage sin Afsked. Der blev holdt en rask Auktion over hele Indboet, og Jensen rejste til København, hvor han efter sigende fik Plads som Bybud. Hans Flagstang blev købt af Efterfølgeren Chr. Bitsch Christensen, der konstitueredes i 1889, men allerede Aaret efter flyttede til Klitlund. I Januar 1991 tiltraadte Jens Peter Jensen-Wirring. Han var født i 1864 i Virring, Randers Amt og havde Eksamen fra Gjedved Seminarium 1885. Wirring besørgede ogsaa Undervisningen ved Lodskovad Skole indtil Maj 1892, da Skolerne paa Grund af det stigende Børneantal fik hver sin Lærer. 5. August 1894 indviedes Hulsig Kirke, og fra den Dag af henlagdes Starholm Ejerlaug i Raabjerg Sogn i kirkelig Henseende til Skagen Pastorat, hvorefter Læreren ved Rannerød Skole blev Kirkebylærer og Kirkesanger.

Embedsboligen blev i Sommeren 1901 udvidet i Overensstemmelse med Lov af 24. Marts 1899. Derimod forblev Skolestuen uændret.

Wirring var noget af en Reformator. Han bragte et frisk Sus baade ind i Skolestuen og Skoledistriktet. Gulvet i Skolestuen, der før havde været sandstrøet, blev ferniseret. Huer og Træsko skulde nu anbringes i Forstuen, og Matzens Læsebøger blev afskaffet til Fordel for nye og mere interessante. Nye Regnebøger, nye Sangbøger og nye store Vægkort anskaffedes. Baade Sogneraadet og Forældrene knurrede over alle de Udgifter, men overgav sig dog til sidst, da de opdagede, at det ikke blot var tomme Slag i Luften. Wirring var virkelig en Personlighed, der havde noget at bringe, og han og hans elskelige Kone blev meget afholdt af saavel Børnene som Forældrene. Han kom fra en grundtvigsk præget Egn og havde mødt de samme Strømninger paa Gjedved Seminarium under P. Bojsens Forstanderskab. Hans pædagogiske Forbillede var Christen Kold og han blev – efter hvad man kan dømme – en Lærer, der ragede op over Gennemsnittet. Lektieterperiet laa ham fjernt, men han forsømte dog ikke at drage Omsogt for, at hans Elever fik en grundig Tilegnelse af Læsefagene. I flere Vintre holdt han Aftenskole for Karlene, og hans Hustru underviste de unge Piger i Haandgerning og Vævning. Efter Undervisningen samledes allle Eleverne til Oplæsning af Værker af danske Digtere, og der afsluttedes med Afsyngelsen af Fædrelandssange og en Aftensang. Med Iver tog Wirring endvidere Del i det folkelige Arbejde.

Han var Medstifter og Formand for Skytteforeningen og Husflidsforeningen, medstifter og Formand for Skagens Landsogns Sygekasse i 10 Aar og et virksomt Medlem af Komiteen for Opførelsen af Hulsig Kirke.

Endnu i hans Tid bebeholdt man den gode gamle Skik at give Læreren daglige Gaver, saasom Mælk, Fløde, Æg og Fisk, og i Slagtetiden vankede der Kødportioner.

I Foråret 1902 – kort inden Wirring flyttede til Vogn – plantede han et Tusind Hvidtjørnsplanter omkring Legepladsen mod Nord, Øst og Syd. Hans Løn var 450 kr. fra Kommunen og 125 kr. fra Amtet + Bolig og Brændsel. Der var frit Valg mellem 12.000 Stk. Martørv eller 24.000 Stk Knoptørv.

( I Martin Nielsens Bog: Mennesker, jeg mødte paa min Vej” omtales baade Bitsch-Christensen, Wirring og Bjørn, der ofte besøgte den grundtvigske Pastor Frede Bojsen Jensen efter Søndagsgudstjenesterne i Raabjerg Præstegaard. Forfatterinden Thyra Jensen, omtaler ovennævnte Lærere i sin Bog “Fra gamle Præstegaarde”).

I November kaldedes Peter Petersen Pinholt til Lærer i Rannerød. Han var født i 1880 i Møborg i Vestjylland og dimitteret fra Nørre Nissum Seminarium i 1901. Pinholt havde, skønt godt begavet, vist hverken Lyst eller Evner til Lærergerningen. Det Fag, der interesserede ham mest, var Gymnastikken. Saaledes forsøgte han at indføre Cricketspillet og tog ofte i Sommertiden Børnene med ned til Havet. I 1906 flyttede han til Nibe, saa til Hobro, indtil han tog sin Afsked i 1933. Derefter var han Redaktør af en radikal Avis i Holstebro, hvor han døde i Marts 1947. Under Vakancen i 1906-07 vikarierede en af Skolens gamle Elever, frøken Anna Madsen fra Rannerød. Fra 1907 – 08 virkede Lærer Peter Madsen født i Asdal 1884 og dimitteret fra Ranum Seminarium i 1906. Han var med til at starte Brugsforeningen i Hulsig og flyttede til Nykøbing Mors, men blev senere Førstelærer i Sulsted.

Hans Efterfølger hed Kjeld Due, født i Hobro 1884 og dimitteret fra Ranum i 1906. Han virkede til December 1911, hvorefter en Lærer Dueholm virkarierede til J. P. Wilhelmsen, født 1883 paa Djursland, blev kaldet. Wilhelmsen virkede ved Skolen 1912 – 45 og var som Wirring en ivrig Havedyrker. Især plantede han en Mængde Frugttræer og opdyrkede et nyt Stykke Klitjord sønden for Skolen. I Wilhelmsens Embedstid forsvandt Straataget fra Skolen til Fordel for røde Tagsten.

Det højeste Børneantal, der har været i Rannerød er 46 ( i 1906) og det laveste 19 ( 1946).

Efter den nye Skoleplan tænkes Rannerød Skole omdannet til en eenklasset Skole for Børn indtil 12-Aarsalderen. Skolen skal udvides med en mindre Gymnastiksal. I Maj 1946 ansattes Jens Lampe ved Rannerød Skole. ( F.1917 og dim. fra Tønder Seminarium 1938).” ( afskrift slut)

Her et billede af ægteparret Wirring ( fra Martin Nielsens bog:”Mennesker, jeg mødte paa min Vej”.

Og den unge lærer Pinholt, der kom efter:

Fra min egen barndom husker jeg lærer Wirring – jeg har ikke mødt ham, men han var lærer for min bedstemor ( Anna Larsen, senere Anna Andersen) og hun boede i mit barndomshjem i Strandby. Hun besøgte af og til sin gamle lærer – min far kørte hende til Vogn. Hun glemte ham aldrig og var ham hele livet dybt taknemmelig for det, han havde betydet for hende som barn og ung pige. Var det måske ham, der gav hende mod og lyst til at rejse ud i verden og skabe sig et liv, der var så anderledes end det, der levedes i Hulsig? Det tror jeg.

Min onkel Lars Hesselholt skriver i sine erindringer følgende om sine lærere:

“Min første lærer hed Wirring, og han kom senere til Vogn. Efter forskellige vikarer kom lærer Pinholt. Han kunne fortælle, så jeg i dag kan huske meget af det.

Vi begyndte dagen med religion. Derefter havde vi frikvarter. Når vi kom ind, tog vi vore tavler og skulle regne.Grifler kunne vi købe hos læreren for 1 eller 2 øre. Den største og stærkeste dreng fik så facitlisten og katederpladsen. Mens Pinholt gik ud og sludrede med naboerne i 1 – 1½ time, regnede vi – og vi regnede. Der var aldrig uro eller spektakler. Hvis én lavede uro i klassen, var han hjemfalden til prygl af os alle. Men vi arbejdede.” ( Citat slut.)

Her et billede fra den tid, Lars Hesselholt var elev – i 1906 – Pinholt ses bagerst.

Og her et noget senere billede fra min mors album:

Det vi ser ovenfor er lærerparret Wilhelmsen, og min mor er blandt børnene. Det er i 1919. Herunder kommer et skolebillede, som er 5 år yngre, og Sylvia Larsen, fra Krøghgården skal være derop – hvem mon?

Om lærerparret Wirring skriver Martin Nielsen i sin bog følgende:

(Citat side 28 – 29) “Et stateligt og meget tiltalende Lærerpar var J. P. Jensen- Wirring og Hustru i Rannerød Skole. De to Mennesker udfyldte paa en saare skøn Maade hinanden, og deres Liv, Hjem og Færd var præget af en egen Harmoni. Man lagde Mærke til deres Stemmers Samklang. Han havde en mandig og dyb Stemme, medens Hendes var ægte kvindelig, blid og klangfuld.

Var Lærer Bjørn en Ener med stærkt Særpræg, saa var Lærer Wirring en Type – jeg har næppe kendt nogen smukkere – paa en dygtig og ihærdig grundtvigsk Lærer i det Slægtled, han tilhørte. Og hans Hjem, saaledes som jeg senere lærte det at kende, var Eksemplet paa et smukt og godt Lærerhjem, hvor man havde Trang til at tjene de Mennesker, man boede iblandt.

Wirring var i Besiddelse af stor Virkelyst og Arbejdsevne, og den blev taget rigelig i Brug paa mange Omraader. Han hørte til de Lærere, der blev Høvdinge paa deres Egn i Kraft af det Tjenersind, de ejede, og slet ikke fordi de havde Lyst til at herske. De tog de Opgaver op, som Befolkningen gav dem i Tillid til deres Evner og Troskab.” ( Citat slut.)

Nielsen fortsætter med at omtale den lange række af initiativer, Wirring tog, både i Rannerød og i Vogn. Ud over at samle de unge i ungdomsforeninger og i det hele taget skabe grobund for et folkeligt oplysningsarbejde, var han en dygtig havemand, der skabte smukke og frodige haver ( selv i Rannerød). Han kone var også meget elsket af alle. I “Vendsyssel Tidende” stod følgende Mindeord at læse, skrevet af en tidligere elev fra Rannerød Skole:

( Citat side 30 -31 )“En god Kvinde er død. Det var først i Halvfemserne, at jeg som niaarig Dreng første Gang saa hende. Da kom det nye Lærerpar til Rannerød Skole, deroppe mellem Klitterne ved Skagen. Jeg husker tydeligt, da hun første gang besøgte mine Forældre. Jeg kan se hende sidde i Stuen med sin Førstefødte paa Skødet. Jeg syntes aldrig, jeg havde set saa venligt et Ansigt, og saa denne melodiøse, hjertevarme Stemme glemmer jeg aldrig!

Naar det nye Lærerpar hurtigt blev saa afholdt blandt Beboerne i Rannerød Skoledistrikt, saa var det jo væsentligt fordi de begge, baade Lærer Wirring og Frue, forstod den Kunst at vinde Skolebørnenes Hjerter. Hver Skoledag blev en Glædesdag. Vi Børn følte, at i Skolen var der godt at være; der var gensidig Tillid og Forstaaelse.

Tidt fik vi Lov at smage Fru Wirrings Smaakager. Hendes Kagekasse var vist aldrig tom. Naar der i Bibelhistorien blev fortalt om Profeten Elias, hvor han siger til Enken i Sarepta: “Hverken Melet i Krukken eller Olien i Kruset skal slippe op”, ja, saa syntes jeg, at det var ligesom Fru Wirrings Smaakager.

Og der var noget andet, som heller ikke slap op: Fru Wirrings venlige Ord. Med Kagerne fulgte altid et muntert, venligt Ord; ja, hvor et saadant lille Ord kunde gøre godt! Og som hun var mod Børn, var hun mod alle. Hun strøede om sig med Smil og Venlighed. Aldrig fattedes hendes varme Hjete gode, kærlige Ord. Vi Skolebørn elskede hende, og naar hun engang imellem havde en Time i Skolen, som Regel Oplæsning, ja da var der en fornøjet, glad Stemning over hele Linien.

Hvor kunde hun tage os om Hjertet, blev ved sin Stemme. Og hendes Hjem, de smaa Stuer i Rannerød Skole, hvor var der hjemligt, hvor var der hyggeligt, og det var smaa Midler! Embedslønnen var, særlig til at begynde med, saa ganske ubegribelig lille, saa det var uforstaaeligt, at det kunde slaa til for en Familie. Men Fru Wirring havde en kærlig Haand og en heldig Haand, det slog til, og der blev endda lidt tilovers til at glæde andre med.

Ja, det var et Hjem, det følte man straks, man kom i Berøring med de to Mennesker. Der var Fred, Kærlighedens Arneflamme brændte altid klart. Hjælpsomhedens og Selvopofrelsens Aand havde her til Huse. Det var en Sjælens Harmoni, saa man følte sig som paa et helligt Sted, hvor den lille Lærerkone var Livet i Huset, den stille Kraft, der er af en saa uvurderlig Betydning for et Hjem og for Børnenes Fremtid.

Det var vel omtrent fem og tyve Aar siden, hun flyttede fra Rannerød Skole. Men i Skoledistriktet er der mange, baade gamle og ældre, som aldrig vil glemme Fru Wirring for de venlige Ords Skyld. Thi venlige Ord er en stor Magt; de er som Himmelmanna for forknytte Sjæle, ja for Børn er de det samme som Sollys for Planten. Er der noget, en Barnesjæl kan hungre mere efter end netop et venligt Ord, et kærligt Smil, en kærtegnende Haand.

Nu er hun død. Hun, der altid var rede til at gøre godt. Og Mindekransen flettes. Vi kommer hver med sin lille Blomst for at ære hendes Minde. Mange af os føler vel nok, hvor fattigt, hvor lidt det er imod, hvad hun har været for os.” ( Citat slut )

Og Martin Nielsen konkluderer sin beskrivelse med at pointere, at Danmark ville blive et smukkere og skønnere land, hvis der havde været flere af den slags lærerhjem.

Artiklen er skrevet af Jens Kristian Jensen Sovkrog fra Hulsig. Han blev senere lærer på Frederiksberg og skrev jævnligt artikler til nordjyske dagblade. En  Hulsigdreng, der altså klarede sig godt i livet, men som engang var en lille forknyt og forfrossen barnsjæl, der ikke kendte meget til venlighed og kærtegn, men som tøede op ved den varme, der udgik fra Rannerød Skole. Min bedstemor kunne fortælle noget lignende. Også hun voksede i glæde og selvtillid, takket være disse to usædvanlige mennesker.

På det nederste skolebillede ( 1919) fra Veras barndom hedder læreren Wilhelmsen, og jeg har ikke fundet nogen beskrivelse af ham, men husker, at min mor var glad for at gå i skole, så han har vel også været en god underviser. Måske ved nogen af jer noget om ham, så send mig en mail – det ville være rart?

Tak til Ellen Åmand, som sendte mig en mail idag ( 28/9 ) om lærer Wilhelmsen, som hun har skrevet om i indlæg nr.66 ( se under Hjemstavnsroman). Jeg citerer fra ovennævnte indlæg:

 (Citat fra indlæg 66 )  “Vi gik i skole i Ranneröd skole, som lå midt imellem Hulsig og Kandestederne. Der var 4 km at gå .De förste 5 år var gode år i skolen. Hvert år på min födsels-dag den 22 Sept. havde lärer Wilhelmsen lagt en masse äbler, pärer og vindruer på et havebord, så måtte vi gå ud og spise af al den dejlige frugt, og jeg måtte tage det som blev tilbage med hjem.

Når vi kom til skole om vinteren og der var meget sne, blev vi våde på benene helt op til rumpen, vi havde kun träsko at gå i. Så fik vi lov at gå ind til fru Wil-helmsen i deres fine stue, og så var det bare af med al det våde töj. Det blev tör-ret på kakkelovnen, og imens fik vi varm mälk og en mad til. Hun var meget söd mod os.
De 2 sidste år i skolen fik vi en lärer, som var nazist. Han brugte flere timer om ugen til at läse op af Mein Kampf. Han kunde også finde på at give os fri en time efter at vi var mödt i skolen, fordi han skulle hen i bunkeren ved Kandeste-derne og träffe sine venner de tyske soldater.. Gik nogle tyskere forbi skolen, blev vi kommenderet til at stå i räkke langs vejen og råbe Heil med armen skråt op. Ingen turde sige eller göre noget. Läreren havde tyske vagter til at gå ved skolen, fordi han jo blev truet nogle gange.”
Henning har fortalt os, at hans far sagde, at de bare skulde gå hjem, hvis läreren kommanderede dem ud at råbe heil. Men så blev de skäldt godt ud dagen efter.( Citat slut).
Det var altså ikke Wilhelmsen, der var nazist, men den nye lærer, der virkede de to sidste besættelsesår ved skolen, hvorefter han arresteredes og aldrig igen fik et lærerjob. Hans navn får vi ikke. Men lad os skynde os at rense Wilhelmsen for enhver mistanke. Ham var det ikke.
Men nu lidt mere om Wirring, der i al fald ikke havde den slags tilbøjeligheder. Af gode grunde, for det var før, verden gik af lave. Han kom meget hos det unge præstepar i Raabjerg Præstegaard. Der var jo ingen kirke i Hulsig, da han blev ansat. Og præstefruen i Raabjerg på den her tid hed Thyra Jensen og var forfatterinde. Hun skrev i sine erindringer: “Fra gamle Præstegaarde” flg.: ( hun staver navnene forkert – men det er nu almindeligt i tiden)

(Citat side 204) “Der var i Råbjerg sammen med os en Flok af unge tiltalende Lærerfamilier. Flere af dem havde været trykket og kuet af de åndelige Forhold i Sognet. Nu rejste de Hovedet og sluttede sig trofast og inderligt til os. Lærer Jensen-Hvirring i Rannerød, der sammen med Peter Hjorts var stadige Kirkegængere, havde længe arbejdet for at få indsamlet til en Kirke i denne Udkant af Sognet ( = Hulsig), det lykkedes at få den bygget færdig sidste År, vi var i Råbjerg. ….”

Pastor Jensen og Frue er Grundtvigianere, og dem er der ikke mange af hverken i Råbjerg eller i Skagen Landsogn – her har Indre Mission derimod sejret ligesom andre steder i det nordlige Vensyssel – føromtalte Martin Nielsen er husmandssøn fra Knasborg ved Elling, men løser sognebånd til Råbjerg for at slippe for den indremissionske præst i Elling – og han går den lange vej til Råbjerg hver søndag. Folk i Hulsig og omegn skulle jo også gå langt til kirke, nemlig tværs over Studeli Mile (=Råbjerg Mile) for at komme i kirke – men i al fald Wirrings gik gerne turen – de følte sig åndsbeslægtede med præsteparret der.

En anden pudsig ting i Thyre Jensens erindringer er hendes skildring af A. P. Gaardboe. I min blog optræder han gang på gang, for uden ham ville vi fattes mange oplysninger om egnen. Men det grundtvigianske præstepar afskyer ham, og følelserne gengældes fuldt ud. Man får det indtryk, at Jensens havde trange år i Råbjerg, fordi Indresission modarbejdede ethvert initiativ fra præstens ( selv en syklub) – men en anden sten i skoen var altså den gode Gaardbo! – Thyre skriver:

(Citat side 212) “Peter Gårdbo havde vist min Mand ikke så lidt Hensyn, da han ikke kunde lide Indremissions Fremgang i Sognet, tiltalte det ham, at den ny Præst – som han sagde – ikke lod til at ville lade sig opsluge af Missionen.

Skønt vi indsaa hans Begavelse, Energi og den ( ganske vist meget ensidige) Kutur, han havde tilegnet sig, kunde vi umulig komme til at synes om ham. Egentlig var en Mand af hans Udvikling og med hans Interesser ganske efter min Sind, jeg havde da også, såsnart vi skulde til Råbjerg, grundigt pløjet hans Bog “Fortidsminder fra Vendsyssel,” der dog skuffede mig meget.” ( Citat slut)

Og nu kritiserer hun ham for at skrive “grimt” om f.eks. de gamle præster ved Raabjerg Kirke – og desuden finder hun hans beskrivelser af almuen tarvelig. Hun finder ham kort sagt ukultiveret.

Sagen er vel, at A. P. helt igennem er rationalist og betragter både indremissionsfolk og grundtvigianere som sværmere og romantikere. Selv er han nøgtern og kølig og skarp i sine skildringer, og det falder naturligt nok ikke i god jord hos de religiøse af forskellig observans.

Man får ved læsningen af de to ovennævnte erindringsbøger en fornemmelse af den brydningstid – næsten et vårbrud – der finder sted i det nordligste Vendsyssel i disse år inden århundredeskiftet. Der bygges højskoler og mange forsamlingshuse og de små hedelandsbyer får deres egen kirke, som de vel at mærke selv betaler. Jo, hedebonden var nok fattig, men ikke i ånden.

En anden morsom ting: Martin Nielsen vokser op i en materiel fattigdom, der næsten er ufattelig, men i hjemmet hersker stor glæde ved læsning og ved åndelig samtale – morens veninde, en gårdmandskone, er elev af selveste Christen Kold og Wilhelm Birkedal fra Ryslinge, jo, der er en blanding af stor armod og gærende oplysningstrang i det lille fattige hus på heden. Om huset skriver Nielsen: ( Citat side 8) “Der var ingen Mælkekælder og intet Komfur i Køkkenet, men et aabent Arnested i Skorstenen, og til Mors store Sorg og Ærgrelse kunde det ikke altid undgaas, at der dryppede Sod ned i Maden. … Om Vinteren, naar Frosten var Haard, maatte ikke alene Mæken anbringes paa Hylder i Stuen, men ogsaa Svindefoder som Valle og Skummetmælk maatte anbringes i store Kar i Stuen, hvor det endda kunde true med at bundfryse, naar den kolde Vind fra Køkkenet med den aabne Skorsten trængte ind.” ( Citat slut)

Ja uha for et hårdt liv!

Men man snakkede om de største ting alligevel, og drengen læste højt af Bibelen fra han var 7 år. Den Koldske Dame fra nabogården stammede fra Starholm i Skagen Landsogn, så allerede 1860’erne sendtes egnens folk ( og endda en pige!!) på Højskole – hun hed Marie Larsen, og nej desværre, hun var ikke søster til Anna Larsen ( det ville ellers have været lækkert ) Hun var født Hjort, så vi skal finde hendes hjem i Kandestederne – mon ikke hendes far hed Peter Hjort – senere hotelejer?

Men hun var altså elev af Christen Kold.

Her er et lille glimt af skolens papirarbejde: en ansøgning om at flytte husflidforeningens udstilling. Og et brev om skolens regnskab – og et regnskab. Alt sammen på Pinholts tid – nemlig 1904 og 1905

Skolen som den tog sig ud i sine sidste år: