Dette indlæg vil blive det sidste om Skagen i denne omgang. Der er nu 40 indlæg, og de kan alle findes under Hjemstavnsroman.

Englene har meldt deres ankomst og får altså lov at kile sig ind og rane skriveblokken for en tid. Men vi vender tilbage til Skagen – snart.

Mylius Erichsen er mest kendt for sine grønlandsekspeditioner og navnlig den sidste, hvorfra han aldrig vendte hjem igen. Han døde et sted på indlandsisen i 1908. Men han var også skønlitterær forfatter, glemt i dag. Ikke så underligt – han var ikke noget litterært geni. Alligevel er det interessant i forbindelse med Skagenstudier at læse bogen: Strandingshistorier, som han fik publiceret i 1901 – Den udkom på Gyldendal. Jeg har læst en e-bogsversion – udgivet i 2011, og det er fra den, jeg i det følgende vil citere. Bogen skrev han åbenbart efter et længere ophold i Skagen. Og han vier de første mange sider til en forherligelse af Anna og Michael Ancher.

Mylius besøger Skagen i den tid, hvor malerkolonien stadig findes, men er på vej til at forsvinde. Tænk på Drachmanns vers: “Der var et andet Skagen/ et bedre måske …. suk suk. Fiskerne er heller ikke mere samme djærve folkefærd. Mylius udtrykker det sådan her:

“Den sidste halve Snes Aar har været en Overgangstid ogsaa for Skagen – og for Skagen hurtigere end for nogen anden Fiskeplads paa den jydske Klitkyst. Nye Former for Erhvervsliv og Aandsliv og dermed nye Mennesker, i det Indre som i det Ydre, har fortrængt meget gammelt. ” ( side 15 ) Citat slut.

Og senere samme side: “Det gule vildtvoksende Fuldskæg eller det studsede Hageskæg, der havde saa dejligt et præg af Naturtilstand og stod saa koloristisk smukt til Oljetøjet, naar Solnedgangslyset faldt som gul Flamme over Stranden, viger nu for det viksede Overskæg og glatraget Hage eller dor det omhyggeligt tilspidsede Fuldskæg.  … Fiskerne er i det hele blevne moderniserede … ” ( side 15 )

I en lille fortælling “Strandvagt” skildrer Mylius dels den gamle gæve fiskertype – fuld af sympati og dog med en æstetikers vurderende blik – Personen er opdigtet og hedder Holst. Og samtidig får man en beskrivelse af stormvejret ved kysten, som man kan se af følgende citat fra side 27 – sidetallene svarer til den gamle førsteudgave fra Gyldendal)

“Paa Toppen standsede de, Vejret ombruste dem, saa de knap kunde staa. Holst havde Følelsen af at befinde sig paa et Taarnspir, mens Borgen brændte: Sandflugten straalede tilvejrs op ad ham som Flammetunger, han indhylledes i en tæt Røg af Sand, der tvang hans Læber og Øjelaag haardt sammen, fyldte Øjehuler og Næsebor og betog ham for halve Minutter hans Aandedræt. Et Øjeblik troede han, Fodfæstet glippede ham, han blev som løftet og slynget – – da pressede han sig med rundet Ryg mod Stormen og læmpede et Øje paa Klem, saa han fik kigget og sanset, at han endnu rørte den faste Bund – og derpaa kneb han Øjet tæt i taagen, til den rasende Byge var lænset noget længere bort. ( citat slut)

Skildringen af stormen og den unge Mands livtag med naturkræfterne er tidstypiske. Selv kommer Holst til at tænke på Johansen og Nansen, der foretog halsbrækkende ekspeditioner til det endnu uudforskede Antarktis – ( citat fra side 43) “Han kom til at tænke på Nansen og Johansen paa deres Nordpolsfærd, naar de uden Ord skridtede de lange, trælsomme Timer over ujævn Ismark; ogsaa hos dem havde den rent legemlige Udholdenhed været præsteret paa den aandelige Vitalitets Bekostning; de havde kendt til Bunds disse Momenter af Hjerne-Inerti, hvor Benene flyttede sig som i en Døs, mekanisk og ustandseligt, mens Tankerne blundede dybt inde bag Bevidstheden.”( citat slut)

Det ligger i tiden at berømme den fysiske vitalitet, og manddomsbegrebet knyttes tæt til fænomener som legemelig udholdenhed og vilje til at trodse fysiske forhindringer. Man kender det fra Bønnelyckes og J.V. Jensens digte, og fra Thomas Dinesens ( Karen Blixens bror) skildringer af livet ved skyttegravene i Første Verdenskrig, hvor han deltog sammen med Canadierne. I “Ved Vestfronten” beskriver han det brutale og modbyrdelige myrderi set med æstetiske briller: Det bliver i hans gengivelse smukt – som et festfyrværkeri af farver. Og man ser den samme måde at beskrive på hos Ernst Jünger i hans bog om samme krig, hvor han var tysk soldat – her er et par citater fra bogen “I Stålstormen”: “Det natlige landskab var mudret og øde og genlød ofte af bragene fra tunge skudsalver. Men jævne mellemrun steg gule raketter til vejrs og eksploderede, og ned dalede en ildregn, hvis farve mindede mig om lyden af en bratsch.”  Og videre: “På de rådnede marker voksede der blomster med en varm og vild lugt. Langs vejen stod undertiden enkelte træer, som landmanden kunne have hvilet sig under i fredstid, med hvide, rosa eller mørkerøde blomster, et fortryllende syn i ensomheden. Krigen havde givet landskabet en heroisk og tungsindig kulør uden at ødelægge dets skønhed; den blomstrende overflod virkede mere bedøvende og strålende end ellers.”

Det er æstetikeren, der oplever. Etikeren er afgået ved døden.

Også hos Mylius er det æstetikerens briller, man ser med og samtidig forherliges det nye stærke mandsideal, som J.V. Jensen skriver i et digt fra perioden: “Vi vil bekræfte de raske i retten til riget.“

Her ser vi Mylius udfolde sig: ( citat fra side 29) : … Dejligt var det dog, en legemlig Styrkeprøve, en organsik Livssvulmen, at brydes med denne balstyrige Blæst, en hel Orkan, at stemme sig imod den med helstøbt Vilje og trodse sig frem, skønt det kneb, og man sommetider mærkede i sig en dekadent Trang til at give fortabt.”

Samtidig med, at Mylius berømmer det nye menneske(mands)ideal: det stærke, sunde legeme, har han øjne at se med og giver en udmærket skildring af den nye fiskertype: den hellige. I den første del af bogen taler han om forandringen i det ydre, og her drejer det sig om forandringen i det indre, efter at Indre Mission har sejret i de små fiskersamfund:

( citat fra side 35): Og med den for de Hellige egne Samfølelse hjalp disse Fiskere hinanden frem, ogsaa i verdslige forhold, saa at de økonomisk sad langt bedre i det end de vantro Fæller, med hvem de havde det mindst mulige at bestille. Man kunde se det paa Husene, at Kaarene var forbedret for de Hellige, de rev de gamle maleriske Hytter ned og byggede højloftet og sundt – men kedeligt. Og man kunde se paa deres Ansigter, naar man traf at komme til Stranden en Dag, hvor mange Fiskere var beskæftigede paa den fælles Landingsplads … Ansigterne bar Velplejethedens Præg, der var ikke længer Drukkenskabstegn at spore som hos adskillige af de Vantro, der klumpede sig sammen nordligst paa Landingspladsen som noget for sig, endda der ikke var synderlig andet, der holdt sammen paa dem end den fælles men afmægtige Trods mod Missionen, hvis Fiskere her, paa Skolelærerens Initiativ, alle fiskede i Kompagni og til fælles Udbytte og var ordaniserede i en Eksportforening, hvorved de undgik Mellemhandlere. Her praktiseredes altsaa en Art Kommunisme, der virkelig var beundringsværdig og vistnok enestaaende i Landet.”

Måske har Hans Kirk været inspireret af Mylius ideer om en slags kommunisme, da han skrev “Fiskerne”?

I det næste kapitel giver Mylius et portræt af en gammel fisker, der har været tilknyttet redningstjenesten. Og som fortæller om strandinger og sin indsats der. Der er også et smukt portræt af hans kone ( og af deres kærlighed til hinanden ). Den gamle mand får koldbrand, og derfor bliver hans tæer, der er sorte af sygdom, amputerede, men uden at lægen bemærker det, lister konen de afskårne tæer til sig, og ude i bryggerset vasker hun dem omhyggeligt og pakker dem fint ind, hvorefter hun graver dem ned på kirkegården. så er de, hvor de skal være på Opstandelses Dag.

Den gamle mand beretter om redningsaktioner, men ind imellem hører man Mylius’ stemme erstatte den gamles, som her: ( citat side 62) “Men Redningsfolkene er i deres Baad som Soldater i en vild og afgørende Kamp: de véd nok, Faren er der, de faar blot ikke Tid til at tænke paa den, de bare gaar løs, gør deres Pligt, alle Kræfter i Brug og ledet af en uvilkaarlig Snarraadighed, fremad mod Sejren – eller mod … nej, de glemmer rent, at Døden er Sejrens Sidemand, deres Hjerne og Hjærte rummer kun dette ene: vi  s k a l  og vi  v i l!”

I den næste fortælling “Skagen Fiskere før og nu” tager Mylius os med til tiden omkring 1800tallets første halvdel og lader den gamle fisker Wolle berette om, hvad han husker, og det er gennem ham, man får historien om Byfoged og Kancelliråd Lund ( navnet nævnes ikke, men det er ham) og negerslaven Jan Leton. Begge er fornemt skildret i Wentzels roman “Dødemandsbjerget” se indlæg 34. Det bliver også til en fortælling om fiskernes største indtægtkilde: det ilanddrevne vraggods, som kun strand- og byfogden måtte røre, men som alle stjal med arme og ben. Her er et citat fra side 77) :

Skagen laa adskillige Mil norden for Lands Lov og Ret, og mange mærkelige Ting gik i Svang. Der blev stjaalet graadigt af Stranden; baade for Tyv og Tyvs Tyv var der god Lejlighed i de Tider, men man “tyvtede” ikke hinanden, der var saadan stiltiende Overenskomst mellem Øvrigheden og Fiskerne om, at enhver rapsede det, han turde paatage sig og havde Brug for. Ganske vist stak Fiskerne tit i Rend, mens de stod midt i “Bjergningen”, naar Tolderen eller Strandfogden kom, men det var mere for Skams Skyld end egentlig af Nødvendighed. Undertiden hændte det, at der blev stjaalet af ilanddrevent Gods og Ladning mere end til eget øjeblikkeligt Brug, saa gravede den lykkelige “finder” sin Drittel Smør, sit Fad Tælle, sin Tønde Petroleum eller et Anker Vin eller hvad det nu kende være, Havet kærligst havde skikket ham, ned et Sted i Sandbjernene. “

Også Præsten stjal, og der fortælles en lille anekdote om en samtale mellem Kancelliråden og præsten – den citeres her fra side 82: ” – Efter Kirketid gik Kancelliraaden til Præsten og spurgte: “Hvem følger bedst Jesu Eksempel, du eller jeg?” Ja, det var et mærkeligt Spørgsmaal, mente Præsten, for ingen, der havde sine Sansers Brug, kunde da være i tvivl om, at Kancelliraaden var saa langt ringere en Kristen end Præsten, endda ogsaa han erkendte sine Synder for Gud. Men Kancelliraaden med højtidlig Røst: “Nej, bitte Præst,  j e g  er Jesu Eksempel nærmere end du. Jesus tilgav Røveren paa Korset, og  j e g  tilgiver herved dig, endskønt du skældte mig Hæder og Ære fra i Kirken og ikke vidste et eneste tilgivende Ord at sige din jordiske Øvrighed, som du dog efter Skriften skal være hørig og lydig”

Senere beretter Mylius følgende lille anekdote: ( citat si. 88) Egentlig var Kancelliraaden ejegod. Foruden med Præsten var det kun med Strandingskommissæren, han laa i Krig. Ved et lykkeligt Skæbnetræf havde Kancelliraaden den Glæde at blive Vidne til Kommissærens sørgelige Endeligt. Der var strandet en Brig paa Revet, synkefærdig laa den derude i Søerne. Kancelliraaden havde lejet en svensk Fisker til at sejle ud til Vraget “paa Forretnings Vegne”, og Kommissæren, som var fedtet af sig, bad sig Forlov til at komme med i Kancelliraadens Baad. Da de var kommen ud til Skibet, vilde Kommissæren skaffe sig den Chance forud for Kancelliraaden at være første Mand ombord, og det lykkedes ham ogsaa at hoppe op og faa snakket godt for Briggens Kaptajn nede i Kahytten, inden den tykke Kancelliraad fik sig lettet i Baaden. I det samme begyndte Briggen at synke. Søfolkene skyndte sig at springe ned i Baaden, i sidste Øjeblik kom Kaptajnen op af Kahytten og løb til Rælingen og frelste sig, men Kommissæren naaede ikke længere end i Kahytskappen, da Søen slog sammen over ham, og han gik til Bunds med Skuden, som han netop havde gjort en fin Handel om. “Lad ham blive liggende,” raabte Kancelliraaden fra Baaden. “Han har altid villet haft Munden fuld – nu behøver han ikke gabe efter mér.” Og i sit stille Sind tænkte den Skagen Byfoged som saa: “Det er godt, jeg er Kommissionæren kvit, han var den største Kæltring i Skagen  – næste efter mig selv.”

Det var samme Lund, der plantede en lille lund rundt om sin bolig, og i følge overleveringen skulle den sorte slave Jan havde været uvurderlig for ham i dette arbejde, og det er vist sandt nok, at der opstod en slags venskab mellem de to mænd.

Mylius tager nu med en af de moderne kutterfiskere på fiskeri og skriver om den oplevelse det var for ham. For mig forekom det jævnt kedeligt at læse, og jeg citerer ikke derfra. Derimod slutter kapitlet med et smukt stemningsbillede, som jeg vil citere i sin helhed. ( citat side 106):

“Om Aftenen efter Solnedgang staar man oppe paa Fyrbakken øverst i Byen. Det er saa stille alle Vegne. I Skær fra den røde Vesthimmel ligger Skagens gule Huse saa blødt belyste mellem Klitterne, der har faaet en fugtig Fylde, siden Taagen var over dem. Stranden er vaad og fast, Kattegat er perlemorsblankt og uden Skibe, Bangsbobankerne slutter som en Bjergkæde Bugten af. Ude om Revet lister et par Sejlere afsted, Vandet rører sig ikke, alene var Vesterhavet høres, naar man lytter i Stilheden, en dæmpet Knurren. Paa Klitterne ser man mørke Skikkelser komme enkeltvis frem, det er Fiskerne, som er deres Mørkningstur ved Havet. De staar der længe, uden Bevægelse, uden Ord, de fører deres tavse Tale med deres lunefulde Forsørger, det evige Hav. Fra Heden kommer en Gamling trækkende med en spinkel Ko, der skal Hjem til Malkning, Faarene bræger spædt, en Dreng er henne og lukke dem ind i Folden – et omvendt Baadskrog – for at ikke Ræven skal tage dem eller Nattekulden gøre dem Fortræd. Naar Drengen er færdig, kan man i den skarpe Stilhed høre ham synge rapt, det er – som naar Børnene paa Skagen synger – en Salmemelodi, men han jager aldeles ukristeligt med Takten, og naar Teksten slipper op, sætter han selv ny Ord til, Ord som hverken rimer eller har sammenhængende Mening, Ord om Fiskeri og Sejlads og om Længsel bort fra Faarefolde og Skolestuer, ud til friskt Vejr paa det aabne Hav.”

Sandelig om vi ikke her møder Danmarks første “rapper!”

Der er flere historier i samlingen, men ikke alle foregår i Skagen, og har man lyst at læse resten, kan man gratis hente teksten ned fra Nettet. Behøver blot søge på Mylius Erichsen. Hele bogen er lagt ud på Nettet og hedder Project Gutenberg ebook.

På Skagen gamle Kirkegård står disse sten over slaven og kancelliråden.

Vi holder en pause med hensyn til Skagen som sagt. Englene kræver deres plads her og nu. Det kan jeg ikke lave om på – sommetider kuldkastes ens planer, og man må omrokere. Så er du ikke til engle, men til Skagen – så vendt blot en lille tid.