Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmeside www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

 
Ja, vi forlader lige et øjeblik Skagen Landsogn og vender os til Den kristne Forkyndelse. Det var da ellers noget af et spring.
Men vi vover det.
Jeg var i kirke i søndags, og dagens tekst var den om Lazarus, I ved ham, der opvækkes fra de døde.
Det er en pokkers svær tekst. Det er mirakelteksterne i det hele taget, og jeg har aldrig rigtig kunnet forliges med dem.
Lazarus bliver levende igen og kan gå hjem til sin familie og leve lykkeligt til sine dages ende. Og derefter? Når dagene ender? Skal han så opvækkes igen? Og igen? Og igen? Og igen  …?
Og hvad med alle dem, der ikke opvækkes? Alle dem, der sidder magtesløse ved deres børns dødslejer? Er det ikke lidt tarveligt. Og uretfærdigt.
Jo, det er det da.
Og det var efter min mening aldrig Guds mening, at de der mirakler skulle ske. Og jeg kan næsten høre ham sige til Jesus:
“Nu må du snart holde op!”
og Jesus svare: “Jamen, fader det er så synd for dem. Og jeg kan ikke lade være.”
Og Gud sige: “Hør nu her, min dreng! Det er ikke synd for dem. Jeg er deres GUD. De har intet at frygte.”
Og Jesus: “Men fader, de lider.”
Og Gud: “Ja, det gør de. Men jeg forlader dem ikke. Heller ikke i lidelsen. Jeg er med dem alle dage, og hvis de troede på mig ( og på dig for den sags skyld) så ville de sagtens kunne bære deres lidelser.”
“Det ved jeg godt.”
“Ja, du ved det. Men du glemmer det så tit. Og så skal du absolut lave dine mirakler. Det må du holde op med. Du er ingen tryllekunstner. Du er min søn.”
“Ja, fader,” siger Jesus og ved godt, at næste gang, så gør han det igen, for han kan ikke andet. Han er ikke kun GUDSSØN, han er også MENNESKESØN. Og mennesket i ham lider med menneskene omkring ham. I teksten græder han sammen med Lazarus’ søstre. Og han MÅ simpelthed hjælpe dem. Det er det, vi kalder medmenneskelighed.
Men hvis jeg skal kunne tro på Gud – og det vil jeg af hele mit hjerte – så er Gud ikke vilkårlig, og han går ikke rundt og strøer om sig med mirakler. Han ER miraklet. Og det underfulde og mirakuløse er, at han altid er hos os, også når vi lider og dør. Og han slipper ikke sit menneske, når det ligger som Lazarus i den kolde grav.
Men Jesus er menneske. Eller han er OGSÅ menneske. Og mennesker kan ikke se lidelsen uden at reagere på den.
Og Gudskelov for det.