Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle
I de gamle indlæg i kategorien Hjemstavnsroman kan man finde en beskrivelse af gårdene i Skagen Landsogn. Det drejer sig om flg. indlæg: 71 ( Krøggården) – 72 ( Lundholm og Sovkrog) – 74 (Tranegårdene) – 75 ( Karredgårdene – Tines Hus – STADUM) – 77 ( Hesselholt) – 78 ( Købmandsbutikken) – 80 (Klarupgårdene) 82 ( Hulsig Mejeri) 88 ( Rannerød Skole – egl. ikke beliggende i S.L.) .
Troede, at jeg havde glemt STADUM – den nye ejendom, der ligger på marken til højre, når man kører mod stranden ad Tranevej. Det har jeg ikke, den er som vist ovenfor omtalt i indlæg 75. Og nu ved jeg helt sikkert, at den blev bygget til min onkel Karl. Han fik et statslån til bygning af gården, og det blev et smukt husmandssted, men han kom aldrig til at drive det lille sted, for netop som planen om at give ham en rimelig fremtid syntes at lykkes, blev han syg for anden gang.
I Risskov læste jeg hans journal, og her står, at Karl var overbevist om, at det lille sogn sydede af onde intriger mod ham. Bl.a. forsøgte man at hindre ham i at få lånet gennemført. Det gik så vidt, at Karl kunne hørte, hvordan alle, han holdt af, blev slæbt op i kirken for der at blive halshugget. Han hørte deres skrig og så blodet flyde. Han må have været frygtelig angst, og det endte som bekendt med, at han blev indlagt i Risskov for 2. gang. Det var i 1923.
Gården drev min far en overgang, men han havde ingen planer om at forblive landmand, og nogle år efter etablerer han sig som købmand, og huset sælges til familien Husth. Det kan man læse mere om i indlæg 75.
OBS!!: De tidligere indlæg bliver løbende opdateret, så hvis du en gang har læst dem, da de blev publicerede, så findes de muligvis nu i en omredigeret form.
Jeg har ingen rigtig gode billeder af Husth’s gård, før famlien STADUM købte den, nedbrød den og byggede en ny ejendom. Men Ellen Åmand har taget udmærkede billeder fra stedet, og herunder er et par stykker:
De små børn er Ellen Åmands børnebørn. På begge billeder ser vi Marie Husth.
Min mor havde sommetider besøg af Marie og Agnes Husth i sommerhuset i Tranestederne, men vi tog aldrig billeder dengang, og af de tre veninders samtale kan jeg kun huske en ting, nemlig at Agnes Husth startede sin dag med et rask havbad. Jeg tror dog ikke, at hun var vinterbader.